[147]|Strøm

[149]| Jeg var arbejdsløs, og det var Vinter. Der var ingen Mulighed for at klemme sig ind i den lille Bys Funktioner, naar man først var skudt ud. Den gamle Havn laa fuld af aftaklede Skuder, som havde lagt op for Vinteren; Arbejdet paa den ny Havn var stanset af Frosten. Der var lukket allevegne.

Saa dyrkede jeg Indskrænkningens Kunst. Der er ingen Ende paa, saa meget man i fornødent Fald kan lægge af – og dog være til. Til sidst er man jo heller ikke noget levende Væsen, men en Spore der ligger og venter paa det gunstige Øjeblik til at vaagne op.

Jeg var Vidne til adskillig Nød den Vinter, men i min Sløvhedstilstand rørte det mig ikke stærkere. Min Medfølelse med de sultende havde jeg afhændet – for ikke at komme til at bære Vaaben mod mig selv.

Det eneste der kunde ruske lidt menneskeligt 150| Liv i mig var, naar min Nabo, Dykkeren Strøm, rasede mod Mørket. Han havde sit gode Udkomme, men selve det forfærdelige var over ham; gennem den tynde Bræddevæg kunde jeg høre ham slaas vanvittigt med Forbandelsen og de usynlige Hævnere. Haarene rejste sig paa mit Hoved, mens jeg laa lyttende i Mørket, og jeg glemte min egen haandgribelige Elændighed over denne forfærdelige Gru, der slog op fra det bundløse ubekendte.

I Juledagene kom min Broder vandrende fra en af Smaabyerne paa Nordlandet. Han var blevet fyret og stod uden en Øre i Lommen, og saa tænkte han at jeg – – – Han lo paa en egen indvendig Maade da han saa min Tilstand – en Latter der kunde være lige saa god som nogen Graad.

Saa lagde vi Raad op. Hjem kunde det ikke nytte at ty, det skulde naturligvis blot være et Julebesøg, men naar den Gamle hørte, at vi var arbejdsløse, vilde han simpelthen jage os paa Porten – af Frygt for ikke at blive af med os igen. Der var rimeligvis ogsaa Smalhans derhjemme.

Vi havde en meget velhavende Onkel boende i Byen, han hørte til de Hellige og havde ofte forsøgt at vinde os for Sekten, vort timelige Velfærd havde han aldrig interesseret sig for. Jeg hadede 151| ham nærmest; men min Broder, der var af et blødere, mere smidigt Gemyt, havde ikke noget imod at besøge ham. Vi vidste omtrent, naar de spiste til Middag i Helligdagene – det maatte falde midt imellem de to Bønnemøder. »Det kan jo ikke gavne dig, at jeg ogsaa sulter,« sagde min Broder undskyldende, »og hvis jeg kan se mit Snit, skal jeg nok stikke lidt i Lommen til dig.« Han var Godmodigheden selv og smilede opmuntrende til mig, mens vi udvekslede Klæder, saa han fik de bedste af mine og jeg de daarligste af hans. Vi plejede aldrig at slæbe om med mere, end vi gik og stod i.

Han kom tilbage med en tom Mave. Men han havde hørt dem spise i Stuen ved Siden af, og vidste bestemt, at det var Flæskesteg og Rødkaal. Og de hilste venligt paa ham, da de kom fra Bordet, og mindede ham paa deres stille Maade om at søge til Guds Hus. Det var jo let at se paa hans Forfatning, at han trængte til en Haandsrækning. »Havde jeg bare kunnet gøre mig gode Venner med Pigen, saa skulde jeg paa fem Minutter faaet fat paa en Humpel af Flæskestegen,« sagde han slukøret. »Men de passede paa de Bæster – de kender mig jo.« Der var ikke Spor af Praleri i det.

Det kunde jo dog være, at deres Opfordring 152| indeholdt et maskeret Løfte om Aftensmad. Og da det ikke var morsomt at sidde paa det kolde Kammer, delte vi igen Klæderne mere ligeligt og gik til Forsamling.

Modgangen havde isoleret mig. I Enrum kunde jeg staa for en Del uden at knække sammen; men Varmen og alle disse forskellige hemmelige Kræfter, der udstraaler fra en Forsamling Mennesker, fik mig hurtig til at falde sammen som en Klud. Jeg laa under for en hel Række Anfald af Bevidstløshed; hvert Anfald varede kun kort, for min Broder kneb mig haardt i Benet hver Gang og sendte mig et vredt Blik. Og lidt efter faldt jeg hen igen, det var mig ganske umuligt at staa imod. I Mellemrummene hørte jeg en tyk Summen og saa min Broder sidde og lytte med aabne Miner og et lyst ekstatisk Udtryk, og jeg havde en dunkel Fornemmelse af, at jeg var et Bæst, der kun var til for at forspilde alle Udsigter. Saa slugtes jeg igen af denne Tomhedstilstand, der ikke engang rummede Antydningen af en Drøm. Saa fuldstændig udvisket af Tilværelsen har jeg aldrig været før og aldrig hvilet saa grundig ud. Da Mødet var forbi, forekom det mig, at alting først nu skulde begynde – paa bar Bund.

153| Onkels kom hen og hilste venligt paa os, og andre Hellige fulgte deres Eksempel. Der var noget ved det, som havde de gennemskuet os og gav os Tilgivelse; Guds Langmodighed med de frække lyste ud af deres milde fromme Ansigter, mens de fulgte os til Dørs. Jeg følte tydeligt, hvor vi lignede to slunkne Hunde, der luskede af Vejen, skamfulde over vort Uheld; jeg havde Lyst til at snappe dem i Benene.

Hjemme var der koldt, og jeg havde ingen Petroleum. Saa krøb vi i min Seng og laa og underholdt hinanden med fælles Minder – mest fra Barndommen. Der var fornøjelige Begivenheder nok at dvæle ved og triste ogsaa; de havde det tilfælles, at de allesammen løb ud i Prygl. Det vakte til dybere Eftertanke, og pludselig udbrød min Broder:

»Man kan nu sige om den Gamle hvad man vil, men en god Opdragelse gav han os. Han lagde skam ikke Fingrene imellem.«

Ind imellem vaandede Strøm sig derinde. Lyden kom ind gennem Bræddevæggen som en syg bønfaldende Tuden fra et mægtigt Dyr, der sad i Klemme et Steds i Mørket. Hver Gang vred min Broder ubehageligt paa sig. »Hvad er det dog med ham – kan du ikke faa ham til at holde op?«

154| »Han ligger og slaas med Mindet om en Kvinde og et lille Barn – nogle han har myrdet i sin Ungdom vel! Dette her er ikke slemt; sommetider er han helt vild.«

Min Broder holdt ikke af det og dunkede vredt i Væggen; han havde en instinktmæssig Uvilje mod alt, hvad der smagte af Samvittighedsnag. Saa tog han sin lette Passiar fat igen, han havde denne lykkelige Ævne til at snakke sig fra alting – ogsaa i Forholdet til sig selv – og fylde Tomheden med sin Sorgløshed. Og jeg laa og hørte efter med et halvt Øre, mens mit eget arbejdede uanfægtet videre under Overfladen; saaledes havde jeg vænnet mig til ham allerede som Barn.

Der var ikke en Plet inden for min Verden, der ikke var afsøgt de hundrede Gange. Som sultne Rotter støvede mine Tanker rastløs omkring og besnuste alt lige til Snavset; hvergang de sank haabløst hen, jog den brændende Fornemmelse i Indvoldene dem op i det ørkesløse Arbejde igen. Tilsidst var min Hjærne som skrabet for Ævne, det kørte blot idiotisk i den over alle de traadte Spor; mit Hoved var den forpinte Tumleplads for visse Forestillinger, der snurrede mekanisk, hensigstløst – og ikke var til at stanse. Og ind i det hørte jeg 155| min Broder ligge og skabe ny Beskæftigelser og knytte os til dem med et optimistisk »hvis«. Hans lyse Sind gik helt over i Delirier. Rundhaandet som altid tog han mig rigeligt ind i dem; men jeg vidste bittert at de kun havde Virkelighed for ham selv. Han var født med Udveje ud af alting. Saadan som han var udrustet, løsagtig og ligeglad, helt fyldt af sig selv under den varmhjærtede Overflade, havde han mange flere Hjælpekilder end jeg. Han stod Forsynets Hjærte nærmere, og det undrede mig ikke, at han pludselig fik en Ide, der hævede ham ud af Vanskelighederne og lod mig tilbage.

Det var en Pige, han havde truffet løseligt engang i Sommer og halvvejs forlovet sig med. Det var en Skæbne ved ham, at han altid blev mere eller mindre forlovet med de Piger, han kom i Berøring med; men det trykkede ham forøvrigt ikke, da de aldrig frembar Krav paa ham. Paa den anden Side vilde det være ham selv den letteste Sag af Verden at knytte hvilken som helst af sine Forbindelser igen og føre den videre paa en naturlig Maade; for ham var der altid Bro dér, hvor han havde brudt af. Hun her boede i Aakirkeby, og hendes Fader var Værtshusholder og velhavende. Hvad var vel rimeligere, end at han benyttede 156| Julen til at tage op og præsentere sig for Svigerforældrene.

Jeg følte mig pinligt ensom i hans Selskab og havde ikke noget imod at blive af med ham. »Men du præsenterer dig vel ikke som arbejdsløs?« spurgte jeg bekymret.

Han saa stort paa mig. »Jeg har taget mig en Ferie, du,« svarede han roligt. »Maaske nedsætter jeg mig ogsaa som Mester deroppe.«

Jeg kunde rolig lade ham gaa, han var i bedre Hænder end mine. De gode Værthusfolk vilde blive tossede af Begejstring for ham, Pengeskuffen vilde aabne sig af sig selv, og han vilde trave rundt med Svigerpapa for at se paa Værksted og Byggegrund, mens Pigebarnet syede Udstyr. Og saa en Dag –! Han fik mine Sko, der var bedre end hans, og hvad der ellers kunde fikse op paa ham. Jeg havde jo ikke Brug for det til at ligge hjemme og stirre op i Loftet, og det galdt for ham om at gøre et godt Indtryk. Naturligvis sendte han Bud efter mig snarest muligt! Jeg troede paa alt, hvad han sagde, saalænge jeg saa ham i Øjnene; og bagefter var jeg ligeglad. Saa trykkede han min Haand og stak af; og jeg morede mig igen med at ligge og høre Tomheden synge.

157| Jeg havde boet Dør om Dør med Dykkeren et Aarstid og var fortrolig med hans Anfald, kun Aarsagen kendte jeg ikke og spurgte heller ikke efter. Men i disse Dage laa han stærkere under end før. Maaske havde Elændigheden hulet mit Sind ud og gjort det til en altfor klinger Sangbund; men der var i sig selv mere. Det var som den almindelige Nød slog sig ind i hans dumpe Graad mod Forbandelsen, skønt han havde sit gode Udkomme; saa forfærdeligt tuder ogsaa Hunden, naar Sot og Mørke gaar sammen over Landsbyen. Det oprev mig frygteligt, saa jeg maatte glemme mit eget og gribe ind. Naar han om Aftenen blidt begyndte paa sin Sang om den Landflygtige, veg min Sløvhed for en pinagtig Feber, der sled smærteligt i mit Skrog, fordi der intet var at tumle med; og som hans Kamp steg derinde, laa jeg i vanvittig Spænding og foregreb Rædslerne, til jeg sank sammen badet i Sved.

En Nat maatte jeg gribe ind, og kom lige tidsnok til at hindre ham i at klynge sig op ude paa Loftet. Han saa ud, som han vilde slaa mig ihjæl; det er ufatteligt, hvor jeg i min afkræftede Tilstand fik Myndig158|hed fra til at tage Rebet fra ham og føre ham ind. Men der skete noget med mig selv i det samme – et Gennembrud til Mands Myndighed kunde jeg kalde det. Jeg havde paataget mig Ansvaret for et andet Menneske og kunde ikke længer lade det bero ved, at Strøm var under Skæbnen; jeg maatte selv vide Besked.

»Hvorfor vil du lægge Haand paa dig selv?« sagde jeg vredt.

»Fordi der sidder en ung Kvinde og et lidet Barn, som tuder mig Ørene fulde med deres Anklager bestandig,« svarede Dykkeren sløvt. Hans smukke skæggede Hoved hang ned paa Brystet.

»Hvad har du gjort dem da?«

Strøm hævede Hovedet og saa famlende paa mig, hans Udtryk var raad løst og bedende, som søgte han Hjælp hos mig til at rede sine Tanker: »Ja hvad har jeg gjort dem? sig du mig det! Andet end godt har jeg aldrig villet dem, og ak, saa sidder de dog hen – en vakker Kvinde og et lidet Barn.«

Saa overvældede Sorgen ham, og længere kunde han ikke komme.

De følgende Aftener skyndte han sig hjem fra Havnen uden at have drukket og søgte ind til mig med sit Nag. Han var kommet ud over det menneskefjendske og kunde sidde hos mig hele Aftenen; der var noget ved hans Hengivenhed, der virkede paa mig som en Hunds stumme Tryglen. For det 159| meste tav han, men engang imellem brød uforskyldt Taknemmelighed ud af ham.

»Jeg er glad for dig, du,« sagde han en Aften – »her har jeg gaaet i Aarevis og aldrig betroet mig til noget Menneske. Fra den Dag jeg forlod de to i Hytten deroppe i Smaaland, har jeg været en ensom Mand.«

»Hvorfor sveg du dem saa da?«

Strøm virrede med Hovedet: »Jeg sveg dem vist ikke – det er ondt at sige det! Jeg skulde kanske ladet to saa vakre Skabninger bo hele deres Liv i en jordløs Hytte og slide sig op paa Herregaardene? – naar der ude omkring er saa meget godt i Behold for den, som tør vove Pelsen! Det er svært at forlade sin unge Kvinde og et lidet Barn, du! Du fatter aldrig, hvor skøn Mathilde var i sin Vækst; som en Blomst i Vaar var hun, skønt det var paa andet Aar, vi var gift – og sit Haar kunde hun sno flere Gange om Halsen paa mig. Hun gjorde det dengang, jeg drog hjemmefra ogsaa – for at holde paa mig, du; men Barnet lo bare med sine blaa Øjne. Saa drog jeg ned til Havnebyerne og slog mig paa Dykkerhaandværket; der skal et godt Bryst og en haard Krop til at holde Luftpumpningen og det kolde Vand ud, og Strøm havde 160| begge Dele. Han var nok ikke den som klynkede og lod sig hale op hvert Øjeblik, fordi der gik Skræk i ham! Sommetider kan man føle det dernede paa Havbunden, som var man forladt af Gud og Mennesker og skulde aldrig faa Del i Lyset og den glade Dag mere. Saa er det, de rykker som besat i Linen og vil op – bare op, og de deroppe ved Pumpen tror jo, der er hændt en Ulykke. Men Strøm gav fan i alting, for han havde en vakker Kvinde og et lidet blaaøjet Barn hos sig, forstaar du, og det var bare at tjene Penge til dem. Dengang Havnen var færdig, staar han ogsaa med en net Skilling at sende hjem, for det er jo Aftalen, at Mathilde hun skal forvalte Pengene. Og saa du – saa –« Strøm gjorde en fortvivlet Bevægelse ud i Luften og tav; han stirrede hjælpeløst frem for sig.

»Hvad saa da, du Strøm?«

»Hvad saa da?« Dykkeren bed om sin sprukne Haand og lo hulkende – »ja, sig du mig det! Kan nogen forklare, at man paa en Studs forglemmer to saa vakre Skabninger? Dér sidder de trofaste og venter, og Strøm slider, saa det løber sort for Øjnene paa ham, og har dem i Tankerne altid. Saa gaar han ned ad Gaden og skal fly Pengene ind 161| paa Posthuset – ak, Satan, hvor er det underligt! – Nej, her kommer Strøm her, med halvandet Hundrede Kroner paa Lommen! Vil nogen drikke! – Strøm giver ud, han! Til Helvede med Skillingerne, hele Verden skal komme og drikke – Strøm kan vel skaffe flere! Og saa gaar saadan en Djævel rank i Solskinnet og trakterer til alle vide Verdens Sider, jo mer jo bedre, bare Pengene kan faa Ende. Men de to der sidder hjemme og venter trofast – og kanske sulter – dem har han svedet ud. Kan nogen kæmpe mod den Slags da?«

»Bagefter? – ja hvad var der vel saa andet end at slukke Skammen og spæde Rusen op, til det værste drev over. Og saa fat paa en frisk! Jeg tog fra Havn til Havn – overalt, hvor jeg hørte der var Dykkerarbejde, og Strøm var der altid brug for. For han hyttede ikke sit Skind, ser du, men gik paa i Arbejdet, han havde jo de to at slide for. Og hvad hjalp det saa naar han ikke kunde taale at have Penge paa Lommen? Saa gik Suset ham til Hovedet, og han glemte dem, som sidder i Stilheden. Jeg kom til Jylland og laa og dykkede efter Vrag paa Andel, der var gode Penge i det. Og en Overgang var vi nede ved Hollands Kyst og gravede 162| et Krigsskib ud af Sandet. Jo længer væk jo bedre, ser du – jeg pintes jo altid! Skriv hjem, sagde Formanden, han laa selv og smurte Breve sammen sin Kone hveranden Uge. Men jeg har ikke haft Pen i Fingrene siden min Barndom, og hvad har man at male med, naar det ikke er Dødsfald? Kan Papiret forklare, at Strøm bestandig tænker paa dem og sparer sammen, naar han ingen Penge skikker?«

»Rejs hjem til dem da,« sagde jeg. »Dette her fører jo ikke til noget.«

»Komme hjem lige saa tomhændet som jeg drog ud, og gaa og se paa, at Mathilde slæber Barnet ud paa Herregaardsarbejde – efter alt det jeg har lovet dem? Nej, nej, du! – Nu begynder jeg forfra, for nu gaar det; paa Lørdag har jeg 25 Kroner i Overskud og kan sende, hvis du vil staa mig bi. Nu skal du ikke tro ondt om mig heller, for nu er det Alvor! Du har jo Magt over mig ogsaa.«

Min Indflydelse paa ham strakte alligevel ikke til. Han mødte ikke ved Posthuset Lørdag Aften, som Aftalen var; først sent paa Natten kom han hjem og havde sat alle Pengene over Styr. »Du Skomager!« raabte han allerede paa Trappen – »op med dig du, vi skal have os en lille Bid Brød 163| og en Snaps. Du er maaske ikke sulten, hva’? Sig bare til, hvis du hellere vil skælde ud end have noget at æde.«

Vist var jeg sulten. Jeg havde haft lidt at bestille de sidste Dage og satte alt i Mad, men Sulten var ikke saadan at fordrive. Den havde ædt sig nogle Gange tværs igennem mig, frem og tilbage, og sad som kold Luft i Knoglerne; endnu har jeg ikke faaet alle Hulrummene fyldt efter, skønt det er nogle Aar siden.

Der var slemt i Strøms Hule. Madvarerne flød Dag og Nat paa det bare Bord, mellem Tobak, en Skægkop og en Bønnebog; han gjorde aldrig rent eller luftede ud, Sengen smed han sig i, som den stod fra alle foregaaende Nætter, for det meste med Klæderne paa. Jeg kan endnu lugte den kvalmende fede Os derinde – af Sovekammerdunster og sur Sved og billige Madvarer; men som jeg aad! Og Strøm stod og sejlede frem og tilbage og opmuntrede mig med en fjollet Latter, i sin Omtaagethed forfulgte han energisk den Forestilling, at Munden skulde stoppes paa mig. Han frygtede Skænd som et Barn.

Det blev en trist Tid, da først Rusen var drevet over. Strøm drak ikke, men klyngede sig des mer 164| til mig, Aftenen ud og halve Nætter tog jeg Tørnen med ham for at overdøve Anklagen fra den unge Kvinde og det spæde Barn. Vi kørte frem og tilbage paa det uden at komme af Stedet, Strøm havde mistet Sansen for Afstandene i sit Liv, og det paavirker mig vel ogsaa. Men en Aften jeg sad og var træt af den bestandige Tærsken, gik det ørkesløse op for mig, underlig nok, at jeg ikke før havde stejlet over det stillestaaende i hans Elendighed.

»Din Datter maa jo snart være voksen nu, hun lider nok ingen Nød, skal du se,« sagde jeg afgørende. »Kanske har hun sig alt en Hjærtenskær.«

Strøm løftede Hovedet og saa idiotisk paa mig, han blev ved at stirre, Udtrykket forskød sig, det kom stærkt i hans Blik og brast pludseligt igen – som paa en døende. Saa fik han Luft i en uhyggelig Latter: »Ak din Djævel, du er god, du, Strøm! tyve Aar har du slusket hen – hvad Nød har det saa! Det var en Perial det, som forslaar! Skal du nu træde ud af Bjærget, du, og finde, at din egen Datter har sølvgraat Haar? – – Nu faar du undskylde du Barneunge Skomager, men nu tager Strøm sig en Snaps, en gudsforbasket stor Snaps! Og saa vil han hen og sove og drømme om sin lille Pige med de blaa Øjne. Skulde hun være 165| voksen, du siger? Javist, en og tyve er hun jo nu. Naa skidt hun skal faa Pengene sendt alligevel – paa Lørdag du! hun kan vel altid bruge et Par Skilling til Stads.

– Og Kællingen – jøs, hvor hun er blevet gammel! River hun Hovedet af mig, naar jeg kommer hjem, du tror?«

Strøm lagde Hovedet paa Armene og brød ud i en hjælpeløs Hulken. Jeg lagde Haanden paa hans Skulder og vilde tale ham til Fornuft, men han slog mig i Siden med knyttet Haand: »Skrup af din Djævel, er du kanske Bodsprædikant.«

Fra den Dag var Strøm en anden. Han sloges ikke længer med Mørket, men gik hverdagsmæssigt til og fra sit Arbejde som enhver ellers. Han var heller ikke saa ivrig i Arbejdet længer, men kunde godt tage sig en Blaa mandag, naar jeg foreslog en Tur ud. »Hvorfor skal man gøre sig Livet saa surt, vi faar jo nok Føden som hidtil, baade de andre to og jeg,« sagde han. Der var endnu en Uro i ham, en Drift efter at faa fastslaaet i alle Enkeltheder, at det virkelig forholdt sig saaledes med de to. Han var træt af sin lange besynderlige Ungdomskamp for den unge Kvinde og det lille Barn, og frygtede for, at det hele skulde komme igen; i Fællesskab 166| gennemgik vi alle de Forandringer, der maatte være foregaaet med de to i Smaaland. Kun faldt det ham aldrig ind, at de kunde være døde.

Saa snart Isen brød, vilde han rejse hjem til dem. »Jeg har været en god Torsk, du,« sagde han – »her har jeg gaaet og flæbet over noget, som ikke var. Der lader sig vel leve uden at sulte ihjæl derhjemme ogsaa! – Naar bare hun ikke river Hovedet af mig Kællingen.«

Jeg var bange for han skulde komme hjem til altfor store Forandringer – de kunde jo være døde – og fik ham overtalt til at sende lidt Penge om Lørdagen, han indsaa ikke rigtig Nytten af det. »Fan de har jo klaret sig godt mig foruden,« sagde han – – Der var en egen stille Glæde over ham, da det var besørget. »Nej, at det ikke var besværligere, du Strøm,« gik han og mumlede paa Vejen hjem fra Posthuset og smaafløjtede hen for sig. Det var en lidt sen – og lidt fattig Løsning paa Problemet i hans Liv, og der blev ved at ligge et Skær over ham af indre stille Lykke.

»Saa er Mathilde jo fem og fyrre nu,« kunde han pludselig sige og falde i Tanker. »Gad vist om hun har redt sit smukke Haar af sig.« Ellers var der ingen Bekymringer i ham.

167| Ugen efter fik han Brev fra de to. »Her skal du bare høre, du,« sagde han stolt.

»Du har/app> været troløs imod os, og vi har spurgt fra Aar til Aar, hvilket Svin du har været. Jeg har ogsaa skæmmet mig, men hvis er Skylden uden din, som lod mig sidde hen i min Ungdoms Vaar i Stedet for at blive hjemme og tage om mig med dine Hænder. Ellers har vi med Guds Hjælp faaet Føden uden dig, men vil du komme hjem og være ordenlig, er her Plads for dig ogsaa.

Din Datter har faaet et Barn, jeg har ikke kunnet vogtet hendes Ære –«

»Der er Bid i hende, hva’?« sagde Strøm fornøjet. »Hun skriver som en Præst, og sandt er det hvert evige Ord. Og Barnet du – skal tro, om det er en Tøs med blaa Øjne? Jeg skal vel tjene gode Penge til den Lille – endnu er der Kraft i Strøm. Men nu vil jeg hjem, for Satan han staa i den store Verden, den hvirvler en bare ud. – Du skulde ogsaa bryde op, du har ikke godt af at gaa her og flyde.«

»Jeg rejser ogsaa snart – jeg fattes bare Penge.«

»Penge? se her du,« Strøm tog en Tikrone op.

168| »Nej, den skal du gemme til dem derhjemme, Strøm.«

»Dem derhjemme – det er ogsaa sandt du. Fan til kort Hukommelse.« Og saa tog Strøm med Dampskibet.