Indledning
Barndomms Kyst

Tilblivelse

De ni fortællinger i Barndommens Kyst og forskellige forarbejder til dem er blevet til over en halv snes år. Et forarbejde til »Døden«, »Gedion«, er trykt i København, juli 1901, hvorimod den færdige fortælling ikke tidligere havde været trykt. »Paradiset« havde heller ikke været trykt tidligere, men forarbejder til kapitlerne I og IV havde stået i København under titlerne »Lyngen blomstrer« og »Venskab« i hhv. august og oktober 1901. Heller ikke »Konge for en Dag« havde trykt været tidligere. For nærmere detaljer, se afsnit V.5.

Hvis man fraregner forarbejderne, er de færdige fortællinger blevet til i perioden 1905-10, dvs. nøjagtig samtidig med, at Nexø skrev Pelle Erobreren, bind I-IV.

Udarbejdelsen af dette værk, der på afgørende vis betød et farvel til det tidlige forfatterskabs naturalistiske sortsyn og fin-de-siècle­-pessimisme, har uden tvivl givet forfatteren anledning til selvrefleksioner. Og Barndommens Kyst kan da også i flere henseender betragtes som en forløber for hans Erindringer fra 1930’erne. Nexø var nu i færd med at tegne sig selv som en – mere eller mindre autodidakt – proletarforfatter.

Hvor han f.eks. i Gyldendalske Boghandels Katalog 1901 havde præsenteret sig som »Lærer« og om sin far skrevet, at han var »Bornholmer af gammel Bondeslægt«, dér præsenterer han sig fra nu af som proletar. Således i en selvbiografisk indledning til det tyske socialdemokratis centralorgan Vorwärtz, da det fra januar 1911 påbegyndte en føljetonudgave af Pelle Erobreren, hvori det hedder: Jeg er født paa Christianshavn i Københavns ældste Arbejderkvarter (...). Min Fader var Stenhugger og Brolægger, Moder kørte om med en Trækkevogn og solgte Fisk, Frugt og lignende. (Erindringer, tillæg 1, s. 541) Altså byarbejdere, ikke bønder.

Tilsvarende har jeg-fortælleren i »Konge for en Dag« tilsyneladende omfattende erfaringer som murerarbejdsmand. Nexø selv havde imidlertid kun snuset til faget imellem to højskoleophold.

Modtagelse

Modtagelse Det kan ikke undre, at modtagelsen i den socialdemokratiske presse var imødekommende. Nexø var i mellemtiden blevet partifælle, og Pelle Erobreren løb, vistnok på initiativ af bladets ledende litteratur- og teaterkritiker C.E. Jensen (1865-1927), fra juli 1911 som føljeton i Social-Demokraten og i en lang række af partiets provinsaviser. Således også i den århusianske Demokraten, der bragte sin anmeldelse som forsidenyt: Vor Føljeton »Pelle Erobreren«s Forfatter, Hr. Andersen Nexø har udsendt en ny og læseværdig lille Samling Noveller og Skitser (...) som alle har Tilknytning til den oprindelige bornholmske Natur og Fattigfolks Kaar derovre, saaledes som den udmærkede Proletarskildrer selv har set og levet dem.

Anmelderen går således ind på erindringsgenrens præmis – selvoplevelsens – men tager dog et forsigtigt forbehold. Efter et langt citat fra »Idioten« hedder det, at den skildrer begivenheder fra »Forfatterens eller en andens Tjenestedrenge-Tid. (Der benyttes altid Jeg-Formen.)« Og der konkluderes: Som en kunstnerisk Indfatning om disse Proletarbilleder indskærper Forfatterens prægtige Naturscener paa en særdeles overbevisende Maade Læseren, at ogsaa denne lille Del af den skønne, rige Verden blev hvælvet os alle til Lyst. (Demokraten, 23. november 1911) Også venstrepressen var venlig. I Holbæk Amts Venstreblad, 9. december 1911, fæstnede »N. P. J.« sig særligt ved »Idioten«, (...) fordi den øjensynlig rummer et Stykke Selvbiografi. (...) Det er en barsk og stræng Virkelighed, der møder Læseren i denne Bog som i Andersen Nexøs tidligere. Han har selv kæmpet sig op helt nede fra, og han ved, at Livet tager ikke paa Folk med Fløjlshænder.

Men alligevel bekender han sin Tro paa den lyse Lære om det gode som sejrende Livsprincip. Han tror paa Menneskenaturens sejge Evne til at kæmpe sig igennem og sejre til sidst, naar Mennesket blot vil. Derfor er der Styrkelse i at læse en Virkelighedsskildring som Andersen-Nexøs.

Politikens anmeldelse, 15. december 1911, var lagt i hænderne på L.C. Nielsen:

Særligt fremhæver Nielsen »Paradiset«: »Barndommens Kyst« er en Feriebog, bleven til i en Hvile mellem større Arbejder, og derfor ikke udtømmende for Andersen Nexøs Talent. Men hans bedste Egenskaber som Forfatter findes samlede her, hans Evne til at tegne primitive Typer, hans lune Humor, hans altid levende Medfølelse. Fortrolig med denne Natur og disse Mennesker gør han ogsaa Læseren fortrolig med dem.

Lige oven på disse roser i Politiken fik Nexø desuden en julegave. Bladet havde bedt en række fremtrædende kritikere deltage i en enquete om årets bedste bog, og forfatteren og litteraturhistorikeren Vilhelm Østergaard (1852-1928) var ikke i tvivl: (...) den af Aarets Bøger, der har grebet mig mest om Hjertet, er Andersen Nexøs »Barndommens Kyst«. Den prætenderer næppe at staa paa Højde med Forfatterens Hovedværk: »Pelle Erobreren«; men den ejer indenfor sin langt snævrere Ramme det samme værdifulde Kendingsmærke: Medfølelsen. Andersen Nexø ikke blot kender og lever med sine Personer og Omgivelser, men – hvad der er langt vigtigere – han føler med dem. Deraf kommer baade den personlige Sanddruhed og den digteriske Styrke i en Bog som »Barndommens Kyst«. (Politiken, 25. december 1911) Heri var Berlingskes anmelder »J. C.«, alias Julius Clausen, der også tidligere havde givet Nexøs kortprosa en hård medfart, ikke just enig. I en forholdsvis kort dobbeltanmeldelse af Barndommens Kyst (som Clausen konsekvent kalder for Fra Barndommens Kyst) og Niels Jeppesens (18821962) novellesamling Fra Hegn og Hytter hedder det: »»Fra Barndommens Kyst« (...) tør da nærmest opfattes som et Intermezzo i et Forfatterskab, i hvilket Bogen ikke vejer synderligt til.« Om begge bøger skriver han sammenfattende: »Og af Skildringer af Proletarbefolkningen, baade den i Byen og den paa Landet, har vi i denne Bogsæson vel faaet alt, hvad vi kan fordøje« (Berlingske Tidende, aften, 5. december 1911).