7|Frihedens Fe

9| Der siges saa meget ondt om vor Tid, lad mig derfor begynde med at sige, at jeg synes, det er en herlig Tid vi lever i. Gives der noget friskere end Foraarsstormen eller Vaarbruddets skyllende Vande? Ude i Naturen aabner hver Plante sig rettidig mod Foraaret, og holder sig beredt til at tage imod Safterne naar de stiger af Grunden. Men Mennesket er et underligt tvært Væsen, der aldrig synes at Nkende sin Besøgelsestid. Det fejrer sine længst henfarne Foregangsmænd og sørger over den Skæbne de led, og samtidig slæber det Foregangsmændene af i Dag paa Baalet. Vor Tid er en Omvæltningens Tid, maaske den dybest gribende Historien endnu har at opvise; vi staar midt i Verdensrevolutionen, det skrider under vore Fødder bestandig. Men vi selv aner ikke stort af, hvad der gaar for sig; de fleste føler det blot som en Slags Ubehag, en Utryghed maaske: Sengestokken er ikke saa grundmuret som før, den gennem Aaringer traadte Sti til Ædetruget spærres nu og da af Omvæltningernes Forandringer i Jordsmonnet og maa trædes op paa ny. 10| Rigtig kreperligt er det! Og paa hvilken Kirkegaard kommer man til at hvile? Ikke engang det ved man længer med Bestemthed.

Derfor er det dumt at tale om, at Menneskene gør Revolution. Den fuldbyrder sig, uundgaaelig og meget mod vor Vilje; og vort væsenligste Forhold til den er at skælde den ud og nagle den til Korset, overalt hvor vi indfanger en Legemliggørelse af den. Saadan er vi nu engang, de fleste af os! Om hundrede Aar – javel! Saa vil vore Efterkommere sidde lunt og fredeligt og læse om den store Naturkatastrofe, som danner Grundlaget for deres Tilværelse. Og de vil misunde os, som fik Lov til at leve den store Tid med – lidet anende, at vort hæftigste Ønske var at faa Lov til at æde og drikke og sove i Ro.

Aandeligt hører Mennesket til Aadselgraverne. Kun mens det er Barn, staar det i et frit og frisk Modtagelsesforhold til Livet; derfor er det Barnet, der bestandig paa ny maa forsone én med Tilværelsen – Barnet og de enkelte andre, der formaar at bevare Barnet i sig og Livet igennem at se friskt og modtageligt paa det, der møder dem.

Saa besynderlig bagvendt er Mennesket jo indrettet, at det kalder dem for virkelighedsfjærne Utopister, der kender Menneskehedens Besøgelsestid, og som tjener Tidens store Tanke. Store Børn kaldes de overbærende, naive Idealister! Hvis der da overhodet bæres over med dem; de fleste er gladelig med til at hænge og brænde dem. Naar vi læser om dem i Beretninger om Fortiden, ja saa ved vi godt, 11| at det var dem, der hade rigtig fat paa Tidens Idé; men vi kender dem ikke igen, naar vi møder dem paa Gaden.

Det er om Mødet med to saadanne Naive, to Væsner af dem, der ligger Tilværelsens Hjerte næst, jeg i Dag vil fortælle.

Min Oplevelse begynder i NKonstanz. Jeg var taget derned fra München for at lære den skønne og os Nordboer ret fremmede NBodensjø at kende og gik og følte mig helt vel i den gamle NKoncilie-Stads snævre fredfyldte Gader, hvor Nutiden syntes at have strakt Vaaben, mens Fortiden til Gengæld vidnede løs: om NJohan Huss, der her maatte bestige Baalet, om NBarbarossa, om Middelalderens Kampe og Omvæltninger. Det gjorde helt godt at række Sindet lidt og aande sorgløst ud, efter Maaneders Ophold i det nervedirrende München, hvor Gammelt og Nyt stod over for hinanden væbnet til Tænderne og Luften Dag og Nat sitrede af Farespænding. Her i Konstanz, hvor det Ny for et halv Aartusende siden blev stegt som man steger en Gaas, syntes man i Dag ganske ligeglad over for kætterske Meninger. Man nøjedes med at fastslaa, at den Fremmede sikkert opholdt sig her for at bringe to Kister russisk Guld ind i Schweiz – og lod ham forøvrigt passe sig selv. O, dette mystiske russiske Guld! Hvor god Anvendelse hade én ikke dengang haft for et Par Haandfulde af det!

En Dag gik jeg ind i en Parfymeforretning nede paa NMarkstätte for at købe mig et Stykke Sæbe. Der 12| var allerede én Kunde i Forretningen – noget af et Særsyn dengang; Verdenskrigen og NRevolutionen hade bragt al Omsætning til at gaa i Staa.

Det var en ung Kvinde, hun stod lænet over Disken og saa paa Parfymer. Ludfattig klædt var hun – som alle hernede i de Dage; underernæret og graalig af Lød – som alle. Men hun var meget skøn alligevel; de af Nød og Savn skærpede Træk gav hendes Skønhed et fantastisk Drag af Ujordiskhed; det var som hendes Sjæl vilde træde ud af sit mishandlede Hylster og give sig til at vidne om uanede Dybder af Lidelse og Gru. Der er talt og skrevet meget om Verdenskrigen, kun den tyske Kvinde har hidtil tiet. Den Dag, hun faar det hele saa vidt paa Afstand, at hun tør dvæle ved det, vil Verden faa en Forestilling om, hvad Rædsler og Sjælsstorhed er.

I denne Tid var der igen begyndt at komme Varer frem, og man kunde se Menneskene i Skarer drive fra Butiksvindu til Butiksvindu; de nød Synet af Varerne, købe hade ingen Raad til. Hun her hade gjort Springet helt ind til Disken og ordenlig ladet dække op for sig; alt hvad Forretningen hade af Parfymer laa udbredt foran hende. Hun rigtig nød at tage en Flakon, indsnuse dens Duft og lægge den fra sig igen, svælgede formelig i Synet af de sælsomt formede Flakon'er. Men et eller andet sagde mig, at heller ikke hun hade noget at købe for, og Betjeningens Utaalmodighed tydede paa, at den hade samme Opfattelse. Det generede hende imidlertid ikke, hun var fuldkommen borte i sit.

13| Man skulde synes, hun trængte til alt andet, denne unge Kvinde, end til Parfyme. Støvlerne var nedtraadte og løbet op langs Saalen – et Par rigtige Gagakker eller Kamesjukker af den Slags, Landevejens Riddere før Krigen hade Eneret paa. Kaaben var forlængst moden til Kludekræmmeren. Dens Lommer gabede forslugent, jeg kunde se til Bunds i dem, de var uhyggelig tomme. Naa, Dragten stak ingen i Øjnene i dette hærgede Land; den var nogenlunde ens for alle. Hvad var hun for én, siden hun midt i den haardeste Virkelighed stod og drømte sig fjærnt bort i NHeliotrop og andre eksotiske Dufte? En Datter af Folket, der hade faaet vendt op og ned paa sine Forestillinger gennem Revolutionen? eller et Barn af en af de Hundredtusender Overklassefamilier, Udviklingen hade stødt ned i Pjalteproletariatet? Det var umuligt at sige.

Jeg hade – maaske smittet af hendes Optagethed – ogsaa givet mig til at se paa Parfymer og lod en pakke ind, en sælsomt formet Flakon, som hun længe dvælende hade haft i Haanden. Jeg lod, som jeg stak den til mig – og saa mit Snit til at lade den glide ned i hendes gabende Kaabelomme. Saa valgte jeg mig Sæbe og forskelligt andet ud og bad om at maatte betale. Ekspedienten tog sin Blok frem og gav sig til at skrive op, men ved Parfymen gjorde han Holdt. »Ja, hvad er'et nu den koster?« sagde han eftertænksomt – »vi har nemlig lige faaet den hjem. Herren vil vel ikke være saa venlig at lade mig se Kartonens Nummer?«

Dér stod jeg, flad og raadvild! Hvad nu? hente 14| Flakon'en op af den fremmede Dames Kaabelomme igen kunde jeg jo ikke ret godt. Heldigvis varede det kun et Øjeblik, før jeg igen var paa Højde med den kildne Situation. »Hale Varen frem igen? – nej, det ved Gud jeg ikke vil,« sagde jeg leende. »Den er pakket ind og befinder sig nu i Lommen – og dér forbliver den. Det er Deres Sag at vide Besked med, hvad Varerne koster.«

Butikens Ejermand kom springende. »Ja naturligvis,« sae han hastig til Ekspedienten – »naturligvis, Mand! De behøver jo bare se efter i Fakturaen.« Den unge Kvinde rettede et Par dybt alvorlige Øjne paa den uhøflige Udlænding, og jeg kom mig ud af Døren med en Følelse af ikke at have været videre heldig. Men Situationen var i al Fald reddet.

Noget særlig mærkeligt vilde der jo ikke ha været ved alt dette, hvis ikke Mødet med den unge Kvinde hade givet sig til at spøge i mig. Overalt hvor jeg færdedes, hade jeg hendes skønne Udtryk af Undren og Bebrejdelse dvælende paa mig. Efterhaanden udviskedes Skikkelsen, ja selv Ansigtstrækkene; tilbage blev et dybt sørgmodigt Blik, der stirrede mig i Møde fra Nøden og Elendigheden, hvor jeg vendte mig hen.

Til sidst forsvandt ogsaa Blikket og den vage Drøm det nærede i mig; den haarde Virkelighed tog igen Dagen helt og udelt i Besiddelse. Og da jeg saa, efter næsten et Aars Forløb, helt hade glemt Mødet med den unge Kvinde, førte en venlig Skæbne os igen sammen.

15| Der hænder én meget mellem Aar og Dag. Ja, naar jeg tænker tilbage, forekommer hele min Tilværelse mig ofte fuld af mærkelig Mystik. Der er Dage, hvor alt, selv det at trække Vejret, er forunderlig gaadefuldt. Æventyrlig kan Virkeligheden være, forunderligere endnu end det sælsomste Æventyr; og dette kan til Gengæld forekomme saa ligetil at opleve, som var det grebet lige ud af Hverdagen. Det er ofte svært at sige, hvor det ene hører op og det andet begynder; og det er da forresten ingen Skade til.

Jeg var forlængst tilbage i München igen og boede ude i Byens fjærnere Omegn, ved den friske NAmmersee. Jeg gik og lappede paa mit temmelig medtagne Helbred og passede klogelig mig selv. Ind til München tog jeg sjælden, og endnu sjældnere kom nogen ud til mig. Det var Tider til at være forsigtig i det før saa frie Bayern; selv den uskyldigste Handling kunde for en Fremmed have skæbnesvangre Følger.

Men jeg har faaet den lykkelige Ævne at kunne høre det gro, og vidste temmelig nøje, hvad der var løs. Det var en haard og spændende Tid; NReaktionen­hade sejret og holdt Foden paa Nakken af Folket; Byen var under Diktatur af Lejetropper, NKorpsstudenter og Latinskoledrenge. I bevæbnede Bander drog de gennem Gaderne, og hvor to Arbejdere stod og talte sammen, blev de jaget fra hinanden med Gummiknipler. De vovede ikke at mukke; en Hvalp med Studenterhue var nok til at jage de før saa støtte, maalbevidste Münchener Arbejdere i et Musehul.

16| Men under Overfladen groede det frodigt af ny proletarisk Ungdom. Var det gamle, organiserede Arbejderskab kørt træt og modløst, nærmest oplagt til at Nsælge sin Førstefødselsret for en Gang Linser – med dets Afkom skete der Undere. Denne Ungdom, der var vokset op under Krigen og vokset op paa den bare Stenbro – udhungret, forsømt, faderløs, uden Skolegang – sprang nu til og satte Skulder under den segnende Tradition. I Fagforeningerne var det en eller anden NKasketdreng, knap nok udlært endnu, der sagde det, som skulde og maatte siges, mens de gamle prøvede Kanutter sad og hang raadløst med Skuffen. Den hade Ord, denne Ungdom, for at være en rigtig Krigsyngel: cigaretrygende, dansegal, nydelsessyg – ryggesløs; dette onde Ry udnyttede den resolut og dannede de saakaldte »Forlystelsesforeninger«, som Politiet en Tid lang saa igennem Fingre med ud fra den Tankegang, at det var bedre de Unge overtraadte Forbudet mod Forlystelser, end at de gav sig til at sysle med Politik.

Jeg hade hørt tilstrækkeligt baade af godt og slet om denne Ungdom til at være spændt paa, selv at lære dens »Forlystelser« at kende. Men skønt jeg gentagende modtog kammeratlige Livstegn fra den Side, lykkedes det mig aldrig at opnaa Adgang til Møderne. Det var, som en usynlig Haand lagde Vanskeligheder for mig, venligt men bestemt. Saa opgav jeg det – ikke saa lidt ærgerlig. Først senere gik det op for mig, hvor omsorgsfuld man 17| hade været ved at holde Udlændingen, der var undergivet Reglerne for kort Proces, udenfor.

En varm Solskinsdag sad jeg paa en Bænk i den store Münchener Park NEnglischer Garten og dasede, sad og tegnede med min Stok i Sandet og lod Solen rigtig bage min skrøbelige Ryg. Nogen tog Plads ved Siden af mig paa Bænken, uden at jeg fæstede mig ved det, borte som jeg var i et eller andet. Med ét blev en Genstand holdt hen under Næsen paa mig – en sælsomt formet Flakon; Duften af Heliotrop omhyllede mig.

Jeg saa forundret op, mere drømmende end vaagen. Det store forskende Blik – Sjælen – – Sjælen! Ja, det var jo hende! Men Ansigtet var fyldigere og sundere i Farven, og Klæderne var bedre; hun hade gjort det forløbne Aars Fremgang med.

Hun lo ved Synet af min Forbløffelse. »Endelig!« sagde hun blot.

»Ja?« udbrød jeg glad overrasket – »harA da ogsaa De? – – De har altsaa ogsaa haabet paa, at vi skulde træffes igen?« Den gamle Drøm var med ét blevet vakt til Live i mig; lysvaagen jog den mig i voldsomme Stød Blodet til Hjærtet og ud i Legemet igen, jeg var skiftevis kold og varm.

Hun smilede stille, lige ud i Luften. »Jeg ved én, som vil blive meget glad for at lære Dig at kende,« sagde hun roligt. Maaske læste hun Skuffelse i mit Blik, for hun føjede til: »Naa, jeg er da heller ikke just ked af at træffe Dig igen.«

Det fortrolige Du sagde mig, at hun tilhørte Un18|derklassen og kendte mig – men hvorfra? Og hvem var hun overhodet, hvis Ærende gik hun?

Jeg bestormede hende med Spørgsmaal, men hun svarede blot med et varskoende Blik. »Det er bedre vi gaar,« sagde hun dæmpende. »Det er ingen Nytte til, at nogen vèd vi kender hinanden. Følg med hjem! Min Mand ligger syg – det vil glæde ham at hilse paa Dig. « Hun rejste sig, hendes Øjne var urolige.

Jeg jog uvilkaarlig sammen, et Steds inden i mig gjorde det ondt. Hun var altsaa gift, min Drøm! ganske banalt gift, slet og ret gift! Hade maaske tilmed en Rede fuld af Unger. »Har De ogsaa Børn?« stammede jeg; jeg kunde ikke bekvemme mig til at bruge det kammeratlige Du.

»Ja, Kammerat,« svarede hun og lyste pludselig op – »en Dreng!« Hun hade med ét glemt al Forsigtighed. »Og kan Du gætte, hvad han hedder? Pelle hedder han – Lykkeper! Men nu maa vi hjem – Jacob venter paa os. Gaa op til Hovedindgangen og tag NLinje II, saa staar jeg paa her længere nede. Og naar Du ser mig springe af, staa saa af ved næste Stoppested.«

Jeg gjorde som hun sagde, men forstod ikke ret meget af det hele. Glad var jeg heller ikke, et eller andet sad og nagede i mig. Vi kørte langt, ud gennem NArbejder-Forstaden Schwabing og videre ud mellemA Byggetomter og Marker. Mellem sidste Stoppested og Endestationen sprang hun af midt i Farten; Konduktøren skældte efter hende paa bredt Bondemaal. 19|

Hun var slaaet ind paa en Sti mellem Marker, der dyrkedes med Køkkenurter, og jeg fulgte hende paa Afstand. Ung, helstøbt, bedaarende skøn rendte hun dér foran mig uden en eneste Gang at se sig tilbage, satte over en Grøft, forsvandt ind i en ufærdig Kaserneblok, løb under en Port og videre gennem to tre Baggaarde. Jeg holdt mig i behørig Afstand, fulgte nærmest modstræbende efter, og tabte hende flere Gange af Syne herinde i Baggaardenes Virvar.

Paa en skummel Trappegang, helt oppe under Taget af en uhyre Lejekaserne, stansede hun endelig og ventede paa mig. »Saa, nu er vi paa det Tørre,« sagde hun sagte, »nu skal vi bare hen over Loftet.« Hun rakte mig en varm blød Haand og førte mig hen mellem mørke Pulterkamre – – aa, denne Haand!

For Enden af Gangen var der en Dør med Hængelaas for, en rigtig Pulterkammerdør, men inde bag Døren gemte sig det herligste Tagkammer, lyst, ja fuldt af Himmellys som kun et Tagkammer kan være det, og med en Udsigt over Storstaden dernede som fra en Fjældtinde. Det var et Gavlværelse, skraat til begge Sider; under den ene Skraavæg stod en Seng, under den anden en Divan; og paa Divanen laa en 40-50-aarigA Mand og stirrede os spændt i Møde. Han var halvpaaklædt, udtæret; hans Blik brændte som fortærende Ild i det dødblege Ansigt; det saa ud, som aad Øjnenes Glød sig langsomt gennem hans Hode, saa dybt laa de.

»Her bringer jeg Dig ham endelig, Jacob, « sagde 20| min Ledsagerske og tog om ham med et Blik fyldt af grænseløs Kærlighed.

Den Syge laa støttet paa Albuen med Haanden begravet i sin sorte Manke; han betragtede mig længe ufravendt, kært dvælende som stod han for en lang Rejse og rigtig maatte indprente sig mine Træk. Saa tog han min højre mellem sine magre, brændende Hænder og holdt den fast. »Tak fordi Du kom,« sagde han sagte og indtrængende. Det var et Kærtegn, helt ned i Hjærterødderne strømmede det mig. Jeg hade den vidunderligste Følelse af alle, den, én selv uafvidende at have været noget for et andet Menneske.

Den unge Kvinde hade sét til med et Udtryk af inderlig Lykke; med et forelsket Smil, der galdt os begge, nød hun vort Møde. Nu kom hun hen, tog min frie Haand i sin og strøg med den anden den Syge gennem Haaret. »Det er saa min Mand,« sagde hun med en egen Betoning og saa paa mig med Øjne, der lyste af Stolthed.

»Og Drengen?« spurgte jeg og saa mig om i Kamret.

Med en usigelig skøn Bevægelse lagde hun Haanden mod sit Liv. Et kort Nu stod hun med lukkede Øjne, som hade hun pludseligA drømt sig bort fra os begge – saa rev hun sig løs. »Naa, men jeg vil gaa og lade Jer være alene,« sagde hun rask. »Jeg maa ned og besørge nogle Ærender.«

Den Syges Øjne hang ved hende, til hun var ude af Døren. Saa vendte han sig mod mig med et Suk, men fangede noget i mit Udtryk og maatte smile. 21| »Ja,« sagde han stille, »vi er alle forelskede i hende, alle vi, – som – –. Og er det underligt? Hvem vil ikke gærne leve i Lys af hendes Væsen.« Han strøg sig hen over Ansigtet som for at feje noget væk. »Kom og sæt Dig her.«

Han ryddede Stolen ved sit Hovedgærde for Aviser og laa og holdt min Haand. »I har truffet hinanden før,« hviskede han stille glad – »ved Du hvordan vi opdagede det? Gennem et Billede i en af Dine Bøger. Og gennem Kammeraterne erfarede vi, at Du opholder Dig i München. Det er morsomt, at Du nu sidder her.«

»Ja, det var i Konstanz, vi traf hinanden, i en Parfymeforretning – – et underligt Møde forøvrigt.«

»Hvordan saa?« spugte han, med et Udtryk, som var intet i Verden underligt for ham.

»Jo, for hun – – – Hun er ikke noget almindeligt Proletarbarn.«

Han lo ad Udtrykket:

»Nej, født i Underklassen er hun jo ikke – hun er saagar af gammel Adel. Men Proletar er hun Ntrods nogen af os to. Det er jo netop det skønne ved vor Bevægelse, at den ikke længer er Udtryk for en enkelt Klasse, men er løftet over i det Alménmenneskelige – at Udviklingen har kaaret den til den førende Verdensanskuelse!«

»Af gammel Adel?« spurgte jeg forundret.

»Ja. Hun er Datter af General S. – en af de høje Herrer, der tabte Verdenskrigen og bagefter revancherede sig paa os. Du kender ham jo sikkert.« 22|

»General S. – Bødlen?«

»Jawohl Højstærede! Hun er det bedste Menneske paa denne mishandlede Jord – og er Datter af den værste Djævel; kan man saa undgaa at være Optimist? Det er forresten ham, der har opfundet Begrebet Udrensning i Forbindelse med Underklassebevægelsen – og bragt System i Forfølgelserne; det er simpelthen Planen at slaa Hodet af det revolutionære Proletariat. Jeg var en af de første, der stod for Tur, saa snart man igen kom sig oven paa Revolutions-Forskrækkelsen; noget fældende at hænge mig op paa var der egenlig ikke, men jeg var i al Almindelighed farlig. Jeg blev altsaa hentet ud af min Seng en skønne Nat, og Apparatet blev sluppet løs paa mig. Retsforhandlingerne selv var ikke særlig farlige for mig; jeg hade forholdsvis anstændige Forhørsdommere; der var endda en Mulighed for, at jeg vilde blive frikendt. Men netop heri laa Faren for mig; Reaktionen var ude efter mig – jeg skulde uskadeliggøres. Hvor gærne hade jeg ikke taget imod en Dom paa et Par Aar eller tre; nu maatte jeg være forberedt paa at blive ordnet i Stilhed, skudt ned under det saakaldte »Flugtforsøg« eller lignende. Det var jo rent fascistiskeA Tilstande vi hade, og jeg ventede hver Nat paa, at de traditionelle Officerer skulde trænge ind i min Celle og forlange mig udleveret, for saa i Nattens Mulm og Mørke at gøre kort Proces med mig.

Ventetiden er altid lang, og især i et Tilfælde som mit. Saa jeg følte det nærmest som en Befrielse, da de endelig kom en Nat, truede Vagten med Revol23|vere og fik mig udleveret. Jeg blev slæbt ud i en Bil og kørt helt uden for Byen. Jeg var klar over, at det nu var forbi, uden forøvrigt at tage mig det synderlig nær; vi Revolutionære er jo NDøde paa Orlov, som Leviné saa skønt siger. Men i Stedet for at myrde mig overgav de mig til en ung Dame og forsvandt.

Det var nu ikke den morsomste Situation at anbringe mig i; jeg er ikke vis paa, at jeg ikke hade foretrukket at staa Ansigt til Ansigt med et Par Lejeknægte med skarpladte Revolvere. Saa underligt det forekommer mig nu i Dag, hade jeg dengang trods mine fyrre Aar endnu aldrig interesseret mig for nogen Kvinde. Bevægelsen hade lagt Beslag paa alle Ævner og Kræfter i mig. Og dér stod jeg altsaa.« Han stansede og laa og hev efter Vejret.

»Og hvad saa?« Jeg var saa spændt, at jeg ikke sansede, hvor udmattet han var.

»Tja, som Du ser. NJohanna og jeg deler nu Tilværelsen med hinanden og er de lykkeligste Mennesker paa Jorden.«

»Ja vel! Men hvordan gik det hele egenlig til? Jeg forstaar ikke rigtig –«

»Det var ganske ligetil, Du! Johanna hade – af Nysgærrighed vel nærmest – ytret Ønske om at se og høre en rigtig ryggeløs Samfundsomstyrter, og hendes Far Generalen tog hende saa med hen i Retssalen den Dag, jeg holdt min Forsvarstale, der naturligvis ikke gik ud paa at forsvare mig, men paa at angribe Samfundstilstandene. Og saa – ja saa kom hun altsaa til at se anderledes paa det hele; og 24| gennemført som hun er, besluttede hun sig straks til at befri mig. Hun stjal et Par Kapper af Faderens og bestak to af hans Landsknægte til at trænge ind i Fængslet og hente mig, under Foregivende af, at jeg skulde i natligt Forhør. De optraadte jo altsaa som Officerer – og gjorde det forøvrigt godt.«

»Og siden har Du kunnet bjærge Dig? «

»Hidtil er det gaaet forbløffende godt, skønt vi ikke har skaanet os selv; man har virkelig fra Myndighedernes og de Sortes Side troet, at jeg var læmpet ud af Tilværelsen. Men nu er der paa en eller anden Maade begyndt at dukke Tvivl op, og Jagten paa mig er igen i Gang. Længe vil det jo ikke vare, før man er mig paa Sporet; og i Dag vil ogsaa den »legale Retfærdighed« have nok at holde sig til.«

»Du maa hurtigst mulig se at komme over Grænsen. Kan jeg ikke – –«

»Ja, ser Du –« han laa og trommede forlegent paa Skraapuden – »det var jo netop det, jeg vilde tale med Dig om. Rejse og flakke om kan jeg ikke mere – jeg har Kræft i Underlivet. Og tilbage til Fængslet kan jeg heller ikke – ikke mere efter de skønne Aar jeg har haft.«

»Du vil dø?« Jeg er bange for, jeg sagde det forskrækket.

Han nikkede. »Johanna og jeg er blevet enige om, at det er skønnest saadan – ogsaa for Drengen. Jeg har aldrig frygtet Døden, og mit Liv har været rigt nok til at afsluttes nu. Det er en stærk Tid, vor; den forbruger sine Mennesker hurtigt. Jeg 25| er træt – det er vel Sygdommen – og dør gærne, kun ikke for Bøddelhænder. Vil Du gøre mig en stor Tjeneste?«

»Ja,« svarede jeg, lidt klein i Mælet.

Han smilede. »Det er ikke det, jeg tænker paa; det skal jeg nok ordne alene! Hvorfor forresten denne Angst for Blod? Blodet fra samtlige Revolutioner kommer dog ikke op mod det Blod, der er udgydt i Verdenskrigen! Og Krigens Blod var Brodermordets Blod, mens Revolutionens er det Blod, der maa flyde ved enhver Fødsel.«

Han tørrede Sveden af Panden; det saas paa ham, at han hade svære Smærter.

»Nej, men hvad jeg kom bort fra; Vil Du tage Dig af Johanna, og Barnet hun bærer paa?«

Jeg nikkede, det var mig umuligt at faa et Ord frem.

Han tog mine Hænder:

»Ved Du ogsaa, hvad det er, jeg betror Dig? Det er det dyreste, Du og jeg og vi alle har – det er selve Frihedens Fé! Da vi gik over Markerne derude i den mørke Nat, Generalsdatteren og jeg, sagde hun til mig: Nej, det er ikke mig, der har reddet Dig; det er Dig, der har frelst mit Liv! Om otte Dage skal jeg giftes med en af disse blodbesmurte Sabelraslere, en Greve; men jeg vil ikke give mit bedste til ham. Tag mig, Du! tag mig og giv mig en Dreng! – saa kan de andre gærne faa Resten! – Hun stod der flammende og desperat foran mig, og jeg forstod, at det ikke var en almindelig Kvinde, som sled fortvivletA i sine Lænker, men at selve NRe26|volutionens Fylgie var steget ned paa Jorden til mig. Og da hun saa bagefter ikke kunde vende tilbage til Rigdommen og det golde Selskab – kære, kære Ven! – – Jeg har levet mit Liv mere under end over Jorden, og jeg har kun mødt èn Kvinde paa min Vej. Men dernede aabnede der sig ny Verdener for mig; det gror dernede, Kammerat – ofte mærkværdigt! Mysterierne holder til dér – og den dulgte Vorden. Dernede i Dybet, under Tilværelsens bankende Hjærte, ligger Fremtiden og hygger sig som et varmt, drømmende Foster i Moders Liv.

»Og se, hvor de mødes, min underjordiske Verden og min Johanna! Derfor giver jeg hende og Drengen i Dine Hænder! – Og gaa nu, jeg er træt!«

Han slap min Haand og vendte sig om mod Væggen.