[39]|Tro indtil Døden
(En Erindring fra Barndommens Kyst.)

[41]| Man hører saa ofte sige, at i vor Tid kan enhver komme frem, bare han har Ævner; der skal ligefrem finde et Kapløb Sted om at drage Begavelserne frem af Ukendtheden og bringe dem til Udfoldelse. Det er ved at blive det Bestaaendes vigtigste Forsvar – ja snart sagt selve dets Eksistensberettigelse – at vort Samfund er saa fuldkomment, saa enhver naar frem efter Fortjeneste.

Hvergang jeg hører dette, maa jeg tænke paa alle de arme Menneskesjæle, jeg har set forkomme og gaa til Grunde under en haabløs Kamp for at naa frem i Lyset. Hvis blot en Brøkdel af de usædvanlige Ævner var kommet til Udfoldelse, der i Tidernes Løb har været nedlagt i Almuen, men aldrig naaede frem i Dagen, vilde Verden i Dag se anderledes ud.

Nu har det gamle Ord jo Ret, som siger, at Ndet er ørkesløst at græde over ufødt Barn; men trist er det at se en Begavelse naa frem i Dagen og kæmpe sin heroiske Kamp for at hævde sig – og segne under Hverdagens Ubønhørlighed.

42| I min Barndom hørte jeg ofte de Voksne tale om Musikgeniet Bohn, en Husmand oppe paa Bornholms Nordland; alle paa Øen syntes at vide Besked med ham og hans Skæbne. Han kunde spille paa alle Musikinstrumenter, straks de faldt ham i Haanden – ja kunde lokke Melodi af tilsyneladende døde Ting: en Bordplade, en Vinduesrude, en tom Flaske. Noder hade han selv lært sig, og kunde skrive en Melodi op saa hurtig den blev spillet. Han komponerede mange Musikstykker og satte dem ud for Orkester; og han skabte og dirigerede selv et stort Orkester, som der gik Ry af over hele Øen. Alt imens gik han paa Arbejde hos Bønderne og passede sin lille Ejendom, en Husmandslod med et Par Kør.

Han var i og for sig lykkelig nok ved dette, men vilde jo ogsaa gærne se sine Arbejder naa ud i videre Kredse; og da Præsten sendte nogle af hans Kompositioner over til kyndige Folk i Hovedstaden, var han ikke just ked af det. Husmand Bohn gik tvært imod og blev mer og mer spændt, da det først var gjort; det var det store Slag, han her hade indladt sig paa! Imidlertid hørte man ikke mere til Sagen, saa der maatte vel ikke have været noget rigtig ved hans Arbejder alligevel; han faldt efterhaanden igen til Ro i sin daglige Tilværelse.

Men engang han var i Staden – der var gaaet baade Aar og Dag – faldt der ham nogen nyudkommen Musik i Haanden, og han kendte sine indsendte Arbejder igen. Den anséte Komponist hade blot indrammet dem, før han udgav dem som sine egne.

43| Bohn gik hjem og slog sine og Drengenes Musikinstrumenter i Stykker, brændte hvad der fandtes af Noder og Optegnelser, og forbød under haarde Trusler Drengene nogensinde at røre et Instrument eller tænke paa Musik. Han hade gærne pryglet det allerede lærte ud af dem igen, hade det været gørligt.

Fra den Dag hadede han Musik. Hans Ansigt fortrak sig, blot han hørte en Lyd, der kunde minde om en Tone; drog der musicerende Spillemænd forbi oppe paa Landevejen, blev han vild og søgte efter noget at slaa i Stykker. Skønt han var meget from, hørte han helt op med at gaa i Kirke. Han hade Angst for Sangen og kunde give sig til at tude som en syg Hund, naar et Orgel tilmed satte ind.

Otte Sønner hade han. Som en hel Række Orgelpiber var de, trip, trap, træsko, den ene endnu mere veltonende end den anden, nedefter til den mindste, lille Janus, der med sine fire fem Aar var et rent Vidunder af et Musikgeni. De var allerede godt sammenspillede, Husmand Bohn og hans Drenge, og hade optraadt og gjort Lykke ved flere store, festlige Lejligheder; det var hans Drøm at forme et Orkester, som Verden kanske endnu ikke hade set Magen til.

Der fulgte en ond Tid for Drengene nu. Det var, som om Naturen ikke vilde tillade, at saa skønne Ævner gik til Spilde – som lod den Faderens Fejlslag gaa igen som forstærket Drift i Børnene. Mangfoldig omskrevet brød det musikalske sig Vej ud gennem deres Sind; men Faderen genkendte den Onde trods alle Forklædninger og var ubarmhjærtig 44| over dem med Stokken. Den lille Janus hade reddet en Fløjte ud af Ødelæggelsen; han gemte den ude paa Vogtemarken og tog den kun frem, naar han vidste sig helt alene. Han hade gravet sig en Hule under Brinken; dér gemte han sig naar han spillede – for at være helt sikker. Men Faderen kom over ham en Dag alligevel; han knuste Fløjten under sin Træsko og hade nær skamslaaet Drengen ogsaa i sin uforsonlige Udryddelseskrig.

Han hade givet sig til at drikke og var efterhaanden blevet en hel Djævel i Hjemmet. Kun naar han var naaet til det Punkt, hvor andre er døddrukne, dukkede det fordums Menneske op i ham, han gav sig da til at prale og gøre musikalske Kunststykker.

Sønnerne brød ud, saa snart de kunde. Og derude fandt de sig selv og gav sig til at øve Musik igen; med det Resultat, at de ikke turde vise sig hjemme mere. De blev Stenhuggere eller Landarbejdere; saa snart Janus, den yngste, var vokset til, dannede de et Orkester under hans Ledelse. Der gik Ry af dem, de maatte helt ned paa Sydlandet og spille til større Gilder. Dernede har jeg selv sét dem som Dreng. De tilbagelagde altid de fire fem Mil til Fods, og en Fest var det for den ensomme Vogterdreng, naar Sollyset pludselig gav sig til at tone og blev til Hornmusik, og de otte unge Brødre kom marsjerende, lystig smældende deres Melodier ud i Dagen.

En Morgen fandt man den gamle Bohn død i Græsset uden for NSalsvinduerne til en stor Bonde45|gaard, hvor Sønnerne hade spillet til Gilde om Natten – han var listet hen for at høre dem. Nogle mente, at han hade faaet et Slagtilfælde af Vrede, andre holdt paa, at han var død af Sindsbevægelse.

Jeg hade glemt alt dette. Det laa som et geologisk Lag et Steds dybt nede i mig, begravet under saa meget andet, som Tilværelsen senere hade fældet paa.

En Søndag sidste Vinter var jeg paa Besøg hos en Landsmand, der er gift og bosiddende i Schweiz. Vi hade spist til Middag, god dansk Kødsuppe med to Slags Boller og Peberrodssovs til Kødet – til Ære for Gæsten. Nu sad vi i Værtens Arbejdsværelse, røg NSchweizer-Stumper og var i rigtig hyggelig Hjemmestemning.

»Nu kunde det forresten være rart med et lille aandelig Pust derhjemme fra,« mente Værten og gav sig til at pusle med Radioen. »Desværre er det kære Fædreland ikke helt let at fange ind ved Dagslys – underlig nok, for vi er da ikke ellers noget lyssky Folkefærd, vi Danskere.« Han sagde det saa mismodigt, at jeg maatte le.

»Forsøg engang de korte Bølger,« foreslog Fruen drillende. »Der kan I maaske lettere fanges ind – for I er jo dog et Husmandsfolk.«

Han sad og førte Indstilleren prøvende frem og tilbage. Underlige Lyde slap igennem under hans Søgen; en Splint Jazz fra London, et Par Nasallyde 46| fra NKönigswusterhausen. Nu og da kom han for Skade at aabne for selve Verdensrummet; Stumper af et Hyl slap igennem, der fik Kulden til at Nvoltigere op og ned ad Ryggen paa mig. Saa pludselig smæltede en blød Danserytme frem, smøg sig kælent ind i éns Sind – og forsvandt i samme Nu.

»Dér hade jeg skam Danmark,« udbrød Værten og blev helt febrilsk. Han søgte omstændelig paa det Sted, hvor Melodien var dukket op; og et Par Gange endnu fangede vi den bløde Vals ind som i et Glimt – to tre løsrevne Takter, vuggende, glidende. Saa var der intet mere, og mens min Vært forgæves søgte videre, smaabandende som kun en Dansker kan det; vuggedes jeg af de Par Takter umærkeligt tilbage i Tiden og landede blidt derhjemme paa Barndommens Kyst.

Ved Væggen i Laden sad jeg og gjorde mig lille – for at man ikke skulde faa Øje paa Vogterdrengen og sende ham i Seng. For det var jo Høstgilde, Laden var forvandlet til Dansegulv. Paa et Bord sad en ung Stenhugger og spillede Violin, og over Gulvet dansede de, saa alting gik i ét for mig. Husbond dansede med NKaroline, den lille buttede Stuepige, der bestandig hade Ansigtet fuldt af Smilehuller; og Forkarlen dansede med NHusbonds unge Kone – at han turde! Han slap hende ikke af Gulvet; og da Musiken endelig hørte op, trak han Jakken af og vred den op, saa Vandet drev paa Gulvet.

»Lad os faa Kærlighedsvalsen,« raabte én. »Ja, din egen Vals!« raabte de i Munden paa hinanden 47| og klappede i Hænderne. Og Stenhuggeren gav sig til at spille igen, lagde Hagen nænsomt til Violinen og sad og vuggede med lukkede Øjne, som drømte han de kælne bløde Toner frem. Husbond dansede med vor unge Madmoder; hun lagde Hodet mod hans Skulder og tog derved en tung Byrde fra mit Drengehjærte – saa elskede hun ham jo alligevel! Og NForkarlen dansede med Karoline, sin Hjærtenskær! Kærlighedsvalsen var det jo, og saa var alt, som det skulde være. Som de gled over Gulvet, de to Par – alle! Kvinderne med lukkede Øjne, salige, salige; Mændene med udfordrende Stamp i Brædderne.

Jeg fik ikke megen Søvn den Nat, og den næste Dag sad jeg ude paa Vogtemarken under TjørnenA. Regnen silede ensformigt den hele Dag, og Kreaturerne holdt sig nær op ad mit Stade, som søgte de Tilflugt hos mig. De stod skutryggede med Halen til Vejret og tyggede sørgmodigt Drøv, mens NVæden drev af deres To.

Jeg hade en gammel NKørekappe af Husbonds over Hodet. Det drev fra Tjørnen, men jeg sad godt i Læ, indvendig sovende den hele Dag; NKøernes énsstillede Flok skimtede jeg lige gennem de svagt aabnede Øjne. Inde i mig gik det som en drejende Karrusel: Dansegulvet, Parrene, den søde Vals. Den sad i Blodets Susen, slog med i det forvaagede Hjærtes hørlige Slag, pumpede, vuggede, tilsat Trampene, Kvindernes kælne Hvin, den lysende Støvtaage omkring Lygten. Den tog mig til sidst 48| om Struben som Livsangst, forfærdende saa jeg maatte skrige højt igen – som Natten forud da stærke Hænder samlede mig lille Purk op under Bænken og lagde mig i Seng. – –

Ogsaa nu var jeg ved at skrige, jeg vaagnede med et Gisp, idet Værten opgav sin Søgen og koblede fra – længer hade Flugten til Stranden derhjemme ikke varet. Men jeg var badet i Sved som dengang og syg af indre Oprør, og i min Mund var der Smag som af varmt Blod. Nu huskede jeg det! Det var Svenske Anders, Daglejeren, som hade trukket Kniv mod Forkarlen for Karolines Skyld – Kærlighedsvalsen hade gjort ham tosset. Det var jo det, der fik mig til at falde fra Bænken ned paa Gulvet dengang! – – Ør som efter en tung Drøm tog jeg Programmet og slog efter; Vals af Husmand Janus Bohn, stod der.

Den yngste af Bohn-Sønnerne var altsaa dog naaet videre end Faderen; han blev i al Fald spillet under sit eget Navn! Men hvad var der ellers blevet af ham? Jeg laante Programmet af min Vært for at forske efter med det som Grundlag; jeg maatte have det at vide.

Nu i Sommer erfarede jeg hjemme paa Bornholm følgende om ham:

Han var lige saa musikbegavet som Faderen og gentog i mange Henseen­ der denne, spillede som 49| en Selvfølge alle Instrumenter, komponerede og satte selv sine Kompositioner ud for Orkester. Men desuden trængte han ind i Musikinstrumentets Væsen og gav sig til at bygge NHarmoniums og stemme Klaverer. Janus Bohn var den første paa Bornholm, der øvede dette Haandværk; hidtil hade man en Gang om Aaret maattet lade en Klaverstemmer komme ovrefra. Dette faldt nu væk, men Folk maatte finde sig i at faa deres Klaverer stemt om Natten; om Dagen passede Janus Bohn sit Arbejde, at hugge Sten. For to Kroner gik han de fire Mil tværs over Øen, stemte et Klaver og var hjemme igen ved Arbejdstidens Begyndelse om Morgenen; tingede Folk med ham om Prisen, vilde han Slet ingen Penge have.

Ogsaa deri lignede han Faderen, at han efterhaanden fik mange Børn – tolv ialt.

Da han var op i Fyrrerne, opgav han Stenhuggeriet og fik en Stilling som Landpost. Han kunde nu øve det ene uden at forsømme det andet, komponerede mens han gik, og sad paa Grøftekanten og skrev det undfangne ned, med Brevtasken som Pult. Et lille Instrument hade han altid i Lommen, for at kunne prøve de forskellige Stemmer med det ydre Øre ogsaa.

Ved denne Tid bygger han sit første NOrgel – til sin egen Sognekirke. Han spiller det selv, og Menigheden i Annekset forlanger ogsaa at faa Orgel, saa stærkt virker hans Spil. »Det er, lige som Vorherre selv var hos én under Gudstjenesten,« siger en 50| gammel Kone. Janus Bohn spiller begge Orgler hver Søn- og Helligdag og faar 25 Kroner om Aaret for det; han er en lykkelig Mand nu, Embedsmand med Gage! De syv Brødre ser op til ham, NBenjamin, som til Familiens Ældste, alle Mennesker taler hovedrystende om hans Geni, beundrer ham.

Han bliver imidlertid ved med at gaa Post om Hverdagen, spille i Kirken om Søndagen og bygge Orgler om Natten. Sytten faar han bygget i alt, til han er tres, de staar rundt om i Øens Kirker og Missionshuse og forkynder om hans Flid og Troskab og Snille. Janus Bohn er en lykkelig Mand; det Faderen brød saa sørgelig sammen paa, er lykkedes for ham; sét under ét har de sejret. Og saadan ser Janus det.

»Hvad var vi Brødre vel uden vor Far,« siger han til de andre. »Han maatte gaa foran og berede Vejen for os.«

Ja, Janus Bohn kunde sagtens! Da han var tres, blev hans Gage som Organist forhøjet til det dobbelte, og der taltes saa smaat om, at nu skulde der sørges for ham, saa han ikke mere behøvede at trave sine fire fem Mil hver Dag med den tunge Posttaske paa Ryggen, men kunde sætte sig hen og i Ro dyrke sin Kunst. Rigsdagsmanden skulde interesseres for det og søge udvirket, at han fik en lille NRente af Staten – et eller andet skulde gøres!

Men Skæbnen hade sit eget ophøjede Formaal med ham og sørgede for at komme først. Om Sommeren var der blevet indlagt Centralvarme i Sogne51|kirken, og da Anlæget blev taget i Brug, gjorde Janus Bohns Orgel sig Nkrængd og vilde ikke lyde sin egen Bygmester. Det blev værre og værre med det, Janus kom til det Resultat, at det maatte stemmes helt om. Den gamle Musiker gik trøstig i Lag med Arbejdet, om Dagen gik han Post som ellers, og om Natten laa han oppe paa det kolde Kirkeloft og arbejdede med sit kære Instrument.

Det var en ond December med Snestorme og haard Frost, og Folk begyndte at blive betænkelige ved den Gamles Forehavende – han kunde jo ligge og fryse ihjæl deroppe. Paa den anden Side var det svært for Menigheden at undvære det dejlige Orgelspil, især nu Julen nærmede sig; og den Gamle hade lovet Orglet færdigt til Juleaften.

Det blev det ogsaa. Tre Uger i Træk laa han deroppe og heksede og baksede hver Nat, for saa ved Daggry at spænde Posttasken over Skulderen og vade ud i Snelandskabet. Om han da ikke frøs deroppe paa Kirkeloftet? Nej, han kunde sagtens holde Varmen!

Men da Orglet var færdigt, begyndte han at fryse – og det saa han rystede. Han maatte gaa fra Kirken lige hjem og i Seng – med en hæftig Lungebetændelse.

Men sit kære Orgel fik han til at spille igen, skønnere end nogensinde. Man kunde læse Sejren i hans Øjne, lige til Vildelsen tog ham og lagde Taage over Blikket. Saa laa han dér og arbejdede; langt ind i Feberen fulgte Opgaven ham.

52| Den sidste Dag, han levede, var han igen klar; han vilde op og se, om Stemningen hade holdt sig.

»Det behøver du ikke, Far,« sagde Konen, »for den nye Lærer er ovre i Kirken og øver. Han har lovet at spille over dig.«

Saa gik Janus Bohn beroliget ind i Døden.