83|De sorte Fugle

85| NSchwarzwald-Bonden Gamle LiebenzA var ude at gynge!

Han sad paa NBodensjø Damperens Mellemdæk med et lidt surt Træk i Mundvigene og lod, som om han læste Avis. Alle Rejsende købte Aviser, det var det eneste sikre han hade haft ud af Turen, Aviserne formelig struttede dem ud af NUlsterlommerne. Og Gamle Liebenz var ogsaa Rejsende, Turist maatte man vel næsten have Lov at sige; han hade ikke noget imod at faa det fastslaaet over for andre ogsaa. Avisen hade hængt ham nok saa pænt ud af Frakkelommen paa hele Turen, saa den hade saamænd Ngjort Lige for de ti Øre den hade kostet – selv om man ikke læste i den! Det var da heller ikke for at Nkomme til sin Regning han sad og gloede i den, men nærmest for at døve noget i sig, noget underligt noget som rørte sig i Mellemgulvet. Det drejede sig sku rent ud sagt derinde, som kunde man været med Kalv!

Det er skidt at være ene i Verden; Gamle Liebenz hade erkendt det, og derfor vippede han nu her. 86| Hele sit Liv hade han fra sine Marker oppe paa Skraaningerne under Schwarzwald haft Bodensjøens vidtstrakte Flade for Øje, med den enlige Kæmpe NSäntis i Baggrunden. Undertiden, naar Vejret var i det Lune, kom ogsaa de andre Bjærge frem: Schweizer Alperne, de norditalienske Alper, NVorarlberg, NZugspitze helt ovre ved den østrigske Grænse. En Kam af lysende Tinder over vældige Bjærgmasser, der satte en spændende Grænse for Verden og gav Sindet noget at arbejde med – for pludselig at opløse sig i Alpeglød eller Vanvidsmørke. Säntis var der jo altid, undtagen naar Verden sank ned i Taage. Som en Guds Varde stod den der og varskoede om, hvilket Ansigt han vilde tage paa den følgende Dag, saa Vorherres Sindelag ikke skulde komme helt bag paa Bonden. Säntis, den enlige Kæmpe, vidste Besked om kommende Regn og Solskin og forrygende Uvejr; det var som om den var inde i alle Vorherres Luner. Og den var ikke bange for at forraade dem.

Saa mægtigt indrammet laa Bodensjøen dernede. Hele sit Liv hade han haft den for Øje, den hade været en Spænding i Sindet, et Løfte og en Skræk; og nu var han i et Anfald af Desperathed kommet ud at gynge paa den – for første Gang!

Helt underligt var det at vippe paa noget saa løst og troløst som Vand, at betro Liv og Helsen til en hul Jærntingest, der flød paa Bølgerne paa tværs af Naturens Orden! Det skulde han ikke haft noget af før i Tiden; men det var ret som om Livet hade mistet sit Værd for ham nu. Der var 87| ingen rigtig Sødme mere, hverken ved Sengen eller det røgede Flæsk – det var nok Synden, der manglede! Saadan saa i al Fald Præsten paa det. »Du skulde komme og skrifte, Liebenz,« sagde han immer, »saa blev du nok glad igen.« – Ja tak. Hvis han bare hade haft noget at skrifte! Noget med Krudt i, noget der rigtig kunde sætte Kulør paa Tilværelsen – som i de unge Dage!

Saa var det, han i sin skidt-med-det-hele Stemning satte alt paa ét Kort, betroede Liv og Helsen til det falske Element, udfordrede Skæbnen saa at sige. Han hade befaret Bodensjøen i hele dens Længde – og overnattet paa udenlandsk Grund! Madonna i NBregenz hade han sét og knælet for – og hende i NArbon paa Schweizer Siden, der lader sig bære over Bodensjøen hvergang den er tilfrossen. Da dette ikke gaar altfor tidt paa, maa hun tilbringe det ene Aarhundrede i Tyskland, det næste i Schweiz.

Ja, saa meget han dog hade oplevet! Og alligevel var der ikke rigtig sket ham noget endnu!

Men hvad var dette her vel ogsaa imod som Sønnerne, der hade lagt og kriget aarevis i fremmed Land og saagar var fløjet ind over Fjendens Rækker! Dem var der nu sket lidt for meget med igen – for de var blevet derude. Verdensuvejret hade suget dem til sig og beholdt dem; et Ur og et Nøgleknippe var alt, hvad der var til Rest af dem. Det var kommet sendende fra Hærledelsen sammen med en smuk Skrivelse om deres Tapperhed og Troskab mod Fædrelandet.

88| Gamle Liebenz hade jo syntes, at naar Fædrelandet tog hans to prægtige Sønner, kunde det ogsaa gærne have beholdt Pillerierne. Men Mor Liebenz saa anderledes paa det; hun græd over Smaatingene fra Morgen til Aften og hade dem hos sig i Sengen om Natten. Saadan var de jo engang, Kvindfolkene, de skulde have noget, de kunde tage og føle paa med deres Taarer! Hun kunde slet ikke komme over dét med hendes to store Drenge, som maatte hvile i fremmed Land, og vilde ingenting ud over at hænge over Relikvierne, hverken arbejde eller tage Føde til sig. Liebenz hade det Indtryk, at hun bare gik og længtes efter NKrigergravene ved Somme; og en Dag hentede de hende da ogsaa ud af Hytten med Fødderne foran. Naa, det var til at bære! Det samme, som hade været saa emsigt efter dem, der var givet ham til Trøst og Støtte paa hans gamle Dage, kunde gærne faa Gammelmor paa Købet. Det var længe siden, hun hade givet Varmen til et forkomment Sind; og skinsyg hade hun været værre end en Ulykke – lige til det sidste. Kanske var det det, der tærede paa Kræfterne, for skrap til at bestille noget hade hun aldrig været. Han hade selv maattet koge sin Suppe tidt nok, ogsaa den Tid hun gik her paa Jorden og traadte; saa Tabet var til at komme over!

Det var overhodet blevet hans Trøst dette, at var det ene røget, kunde det andet gærne gaa samme Vej. Til det en Dag gik op for ham, at det var en fortvivlet Trøst den; jo mere man hade maattet aflevere, des mindre var der jo at undvære! Den 89| Gamle opdagede pludselig, at han var mutters ene i Verden; han gik og kom til at savne – uden ret at være klar over, hvad det var han savnede. Og Savnet jog ham saa ud paa gyngende Grund. Han maatte prøve, hvordan det var at komme ud for Uvisheden med dens Knald eller Fald! Derude i det Ubekendte var der maaske til ham – paa den ene eller den anden Maade?

Han sad paa Mellemdækket og døsede over sin Avis, træt af de mange Indtryk og indvendig ilde tilmode af den gyngende Uvished og Oliedunsterne fra Maskinen. Med et pludselig Ryk levede han op, vaagnede til næsten overnaturlig Bevidsthed. Han mærkede hed Aande paa sin Hals, det kildrede ham i Nakkehaarene og jog helt ned i den store Taa, livsaligt, med en Mindelse fra Tider langt borte i Ungdommens Dage, da man kunde fryde sig over et Aandepust, saa det ligefrem krøb én i Haarrødderne.

Gamle Liebenz vendte ikke Hodet, trak sig snarere ind i sig selv. Men han vidste det alligevel, der var nogen, som læste med i hans Avis! Og en ung Kvinde var det, for hendes Aande gled om ham! Den hyllede ham ind – som Foraarsduften af Æbleblomster paa Schwarzwalds Ngrønne Lider.

Nu, hun mærkede, at hun var opdaget, stak hun Ansigtet helt frem over hans Skulder og pegede ivrigt paa en smaatrykt Notits i Bladet, en Meddelelse om fire unge Kvinder, der sammen hade søgt Døden i en af Søerne i Berlins Omegn. Motivet var ubekendt og Handlingen ganske ufattelig, da 90| de alle hade gode Stillinger i Forretninger, skrev Bladet. Man maatte nærmest se det skete som Udslag af en NFarsot, en Selvmordsepidemi, der netop grasserede i Landet og fortrinsvis søgte sine Ofre blandt unge Kvinder.

Gamle Liebenz drejede Hodet og saa den fremmede Kvinde usikkert ind i Øjnene; det var helt underligt igen engang at have et ungt Kvindeansigt saa nær ind paa sig, at man kunde mærke Varmeudstraalingen fra det som Dug paa Øjets Hinder!

»Ja, det er da noget sært noget – saadan at tage Livet af sig – – i saa ung en Alder,« sagde han langsomt. »Noget rigtig sært noget – ja det er endda,« blev han ved, som var han ikke rigtig nærværende. »Det maa vel have været det her Kærlighedssorg?« kom det endelig fra ham, lysvaagent.

Den unge Kvinde kom til at lægge Kinden mod hans Skulder, saa optaget var hun af Notitsen; hun nikkede tankefuld.

»Der er mange, der har det paa den Maade, at vi maa søge det, der tilkommer os, borte paa de fremmede Slagmarkers Kirkegaarde. De er nok draget til deres Fæstemænd de dér!« Hun saa hen for sig, bitter og forgræmmet.

»Er han faldet kaske?« spurgte Gamle Liebenz og saa hende medfølende ind i Ansigtet.

Hun lo haardt: »Ja, det er han vel nok – jeg har i al Fald aldrig kunnet finde ham.«

»Naa, saadan at forstaa! Jeg troede saamænd, at du hade været forlovet eller kaske gift, og at han 91| saa –« han følte sig for, for ikke at bruge et Ord, der rippede unødvendigt op.

Den unge Kvinde lo løssluppent, lige ud i Luften: »Ser jeg saa gammel ud? Nej, jeg hører ikke til dem, der først gik og gruede for, at han skulde blive derude, og siden gik om i dødelig Angst for, at han skulde vende tilbage. Jeg var jo kun et Barn dengang – af Sind i al Fald. Og da jeg vaagnede til og ogsaa vilde prøve, hvordan det er at gaa om og være svimmel af en anden, gik det mig som de fire dér og os alle sammen – der var ingen til mig.«

»Naa-e, nogen er der vel altid at faa – – hvis man da ikke er altfor kræsen.«

Gamle Liebenz saa genert paa hende.

»Nej der er ikke! Vi er tre Millioner i min Alder, der ikke har anden Udvej end at søge os en Kæreste i Ingenmandsland – som de dér!« hun stødte til Avisen. »Man kalder os de fødte Enker, ved du ikke engang det?«

Jo, Liebenz vidste det i og for sig nok. »Men én hade alligevel ikke tænkt, det var saa slemt. Oppe hos os under Schwarzwald bor der ikke saa mange Mennesker; dér fordeler Smærterne sig lidt paa den ene og den anden, som det nu kan flaske sig. Ja, en anden én er der da forresten ikke faldet noget til Byrde endnu!« han slog en Galgenlatter op. Saa sad han lidt og funderede: »Det maa ellers være haardt nok saadan at skulle søge sig Hjærtenskær mellem Krigergravene; de skal ikke være gode at hitte Rede i, siges der.«

92| »Det vil vi heller ikke længer, du! Det er ikke os, som har fundet paa Krigen.«

»Naa, og hvad vil I saa stille op da?« Liebenz saa Ngodlidende paa hende, han hade i dette Øjeblik mere Medlidenhed med hende end med sig selv. Hun var mager, og graa i Huden som fik den ikke Varme nok indefra; men hun saa kæk og resolut, næsten desperat ud.

»Hvad vi vil?« hun lo unaturligt højt og skarpt. »Ja dersom du vidste det, Gamle, saa sad du nok ikke saa rolig her paa Bænken! Vi vil ha Lov til at gaa ud af vort gode Kristenskind og selv tage os til Rette, vil vi – og lade de Levende undgælde for de Døde. Vi vil ikke dø unge – og heller ikke være fødte Enker, der søger deres Ægteseng paa Kirkegaarden. Og vi vil ikke gaa i Frø og blive Gammeljomfruer. – Pas paa, Gamle Mand, nu bryder vi gennem Hegnet!« Hun lagde Haanden paa hans Knæ og saa egent paa ham; hendes Udtryk varslede Fare.

Gamle Liebenz smilede usikkert mod hende, det var ikke frit for, at han blev svimmel under hendes Blik. Men saa lo han højt og overgivent.

N»Heilige Sakrament, Herrgott nochmal! Saa bliver der Fest i Landskabet!« raabte han og rev sig i Haaret, saa Hatten kom til at sidde Npaa skøns. Han saa helt drengeagtig ud.

Men hun hørte og sansede i Øjeblikket kun sig selv. Det var, som der var givet los for noget, der længe hade været opdæmmet; som naar NStigbordet bliver aabnet for en Dam, saadan brød det ud af 93| hende, hurtigere og hurtigere, en hel Hvirvel, saa den Gamle slet ikke kunde følge med: Om hvad de hade lidt, hun og alle hendes Medsøstre, deres Ørkenvandring gennem en Tilværelse, der var rig og frodig for alle andre, men for dem en øde, afstukket Sti med høje Hegn til begge Sider, som der ikke maatte sættes over, for Guds Skyld ikke maatte sættes over! – hun lo hæst. For deres Aargange laa jo derude, en Del af dem; og de, der var vendt tilbage, lod deres egne sidde og tog de helt unge – helt ned til de Nykonfirmerede, der skamløst skød Brysterne frem og ikke generede sig for at stoppe sig ud, naar det kneb. Men nu skulde det være Slut, ja en Ende paa det skulde der!

Det var som om alle Skranker brød sammen i hende; hendes Væsen videde sig ud, hurtigt som under en Eksplosion, til hun blev ét med de tre Millioner Oversiddere, deres Græmmelse, deres Rasen, deres desperate Oprør. En hel Horde sad hun dér og voksede ud til, der oversvømmede alting – eller kanske en himmelsk Hærskare? Gamle Liebenz kastedes fra den ene Stemning over i den modsatte, svingede frem og tilbage mellem Angst og Overmod. Hun talte ham ind i Ansigtet, med et Blik der fik ham til svimmel at synke, for saa at kaste ham vanvittig højt – helt op i Ungdoms­ aarene, Haanden laa fremdeles paa hans Knæ og gød Varme ind i Hjærtet og ud i alle Lemmer; hele Legemet fik Del i den, og Liebenz syntes, at saadan maatte det være at blive forynget.

Jo, for nu var de endelig blevet ked af dette her, 94| ivrede hun ham ind i Ansigtet og skoldede ham næsten med sin Aande; nu fik Lov være Lov og Dyd Dyd. Nu satte de over Hegnet, lige ind i Ægteskabet, slog de gamle veltjente Madammer ud eller indrettede sig som Medhustruer, krøb under og bød over, slog ogsaa de helt unge ud – i Kraft af den ophobede Spænding og overvættes Livsglæde, der stod af dem. »Vi er sejrssikre og glade nu, vi har rystet Dommen af os. Aldrig har Verden set Mage; som et vældigt stort Hjærte kommer vi og banker paa – et Hjærte paa tre Millioner! Er vi maa­ ske ikke som den gode Gud selv: Vi ævner at elske Alverden og favne alt det Skabte – – som han tager vi det hele med!« Hun lo ovenud.

Og Liebenz, gamle færdige Liebenz, lo med. Tilværelsen var pludselig blevet saa let, syntes han; det var slet ingen Sag mere at være til! Det hade ofte været byrdefuldt nok at være gammel og ene, tidt og ofte hade han misundt de Rige, som kunde rejse hen og købe sig ny Ungdom – selv om det var fra en Abekat den toges. Hvad gjorde vel det; Kvindfolk saa saamænd ingen Forskel! Men nu var det, ligesom Livet hade aandet paa ham og faaet Safterne til at stige i ham paany – som Vaarsolen fik Safterne til at stige i Frugttræerne derhjemme paa Schwarzwalds Bjærgskraaninger. Sjæleglad var han, han lo strubevarmt som en Solsort i Foraarstiden og følte Trang til at gøre noget rigtig fjollet, byde den unge Kvinde paa Aftensmad i Konstanz og gaa paa Biograf med hende bagefter – et eller andet halsbrækkende.

95| Mens han sad der og bryggede paa forskellige Maader at skeje ud paa, var hun staaet op fra sin Feltstol; og inden han var kommet rigtig til Klarhed over det, stod hun inde paa Kajen i NMeersburg og vinkede, og Skibet lagde fra Bolværk. Og det var et stort Held, for ellers var Gamle Liebenz ogsaa steget ud – indstillet til Narrestreger som han i Øjeblikket var. Og hvad skulde han saa have stillet op med Naboen, som saa til hans Par Køer og Grisene nu mens han var borte? Han ventedes bestemt hjem til Aften, og man kunde godt falde paa at rende til Politiet og lade ham efterlyse, om han ikke kom til Tiden – saa rent overdreven efterrettelig som han altid hade haft Ord for at være!

Gamle Liebenz følte Jorden gynge under sine Fødder, mens han sad og spiste sin NDavre: Suppe med opblødt Brød. Skaalen stod midt paa Bordet endnu fra den Tid, da de var flere om Fadet; og der førte en vaad Vej fra Fadet hen over Bordet og op over Vesten til hans Skæg, saadan rystede han paa Haanden ved Skuddene. Han smed fortrædelig Skeen og stolprede udenfor. Fra Hytten faldt Landskabet nedover Aas for Aas, der var vidtstrakte Enge og skovklædte Bølgekamme under og under hinanden, til Bodensjøen blinkede frem langt ude i Syd. Og bag den igen steg det grønne Schweizer Forland til de snedækte Alper, der laa og skuttede sig uroligt mod NFöhnluften, som gnubbede de den skurvede Ryg mod Himmelblaaet.

96| Var det kaske derovre de skød? Vilde de til at lege Krig med os – N»Hyrdefolket« derovre? Her var der ikke noget at hente – saa sku de ha kommet lidt før! Sønnerne var væk, baade hans og Naboernes – og Mutters Hovedguld med! Ogsaa Ægteringene var blevet smæltet om og kastet i Gabet paa Verdensuhyret – og Spareskillingerne røg under Inflationen. Her var der ikke noget at hole!

Nu blev der skudt igen, og det lige saa han hoppede, dér hvor han stod. Det var ikke til at beholde Herredømmet over sig selv, naar der blev skudt; det hade ligesom sat sig fast i Nerverne!

Og saa var det hele jo ikke andet end NBøllerskud; han maatte le højt, da det gik op for ham. Det kom fra Landsbyerne rundt om – – ja naturligvis! Det var jo Mindedagen for de Faldne!

Nu med et gik det rigtig løs rundt om, og Kirkeklokkerne satte ind. Egenlig skulde han jo have været med, men han hade ingen rigtig Lyst til at brænde Krudt af for sine faldne Sønner; de kunde vist nære sig med det, de hade faaet! Og siden sidde og hænge i Kroen den hele Dag, drikke Most og Kirsebærsnaps og savle over Sønnerne – og hikke! Rave hjem i Natmørket og vaagne op paa NDørtræet i Morgen tidlig – med Dunk i Hodet og Graad i Hjærtet! Nej, der var ligesom ikke noget rigtig ved det mere!

»Du blir gammel, Liebenz!« sagde de andre jo. Gammel – ja kaske? Eller var han ikke snarere for ung? Han hade mødt Ungdommen, det var da vist; og det lige saa han hade brændt sig paa den! 97| Han syntes endnu, han kunde mærke Blodet koge helt oppe i Ørerne.

Eller var det Ensomheden, der igen sang sin fortærende Sang for ham? Han hade den inden i sig, som et forfærdeligt Tomrum der kogte og kogte – og sugede Saften af alting, saa hele Tilværelsen uden om ham blev død og ligegyldig. Var det Dødsriget, som hade taget Raaderum over ham? Sønnerne færdedes i al Fald derinde; men af Mor Liebenz hørte han kun NTraaddet. Og det var da forresten godt det samme!

Han satte sig paa en NBul; med Ansigtet vendt udover sad han og faldt i Staver. Var det ude over Landskabet eller inden i ham, Disen hang? Derinde færdedes det – forunderligt; næsten som om Guds Engle hade givet sig til at spøge. Men Mor Liebenz gik der ogsaa, han hørte tydelig hendes Traadd. Netop saadan hade hun et langt Liv gaaet og traadt og traadt om ham, hyllet i kolde Dampe, og brygget sin Giftbryg med onde Øjne!

Gamle Liebenz blev svimmel nu ogsaa og følte igen engang Angsten som et Greb om Hjærtet; aldrig havde han naaet til at blive tryg ved Mor Liebenz. Men hun, som i levende Live hade koglet, saa skønne hjærtensgode Kvinder blev til Djævle og rene Uhyrer – nu maatte hun ha faaet baglæns fat paa Tingene. For den store sorte Fugl, der længe hade siddet paa Stengærdet ovre ved Vejen og stirret paa ham – saa længe til han var sikker paa, at det var Mor Liebenz onde Genfærd – det var med ét slet ikke nogen Fugl. En ung Kvinde 98| med sort Klæde om Hode og Skuldre var det – som var paa Vej ned til Landsbyen for at græde med over de unge faldne Mænd. Nu sad hun dér og stirrede indtrængende i Stedet for at gaa ned til de andre – hun krævede ham for hans to Sønner! Ja, det var hende fra Skibet, han kendte hende igen paa det blege Ansigt. Hun var ude for at kræve sin Ret!

Og just som han genkendte hende, gjorde hun Alvor af sin Trusel og aabnede for Floden. Fra sit Stade kunde han se hele Schwarzwald, bedst naar han lukkede Øjnene, for han var jo barnefødt her; af alle Skovbryn tittede unge Skikkelser frem, forsvandt og kom til Syne igen. Og med én Gang kom de ud af Skovbrynene og sværmede ned over de grønne Lider, kastede sig ned og søgte Dækstilling, som var de Soldater og hade et Stormangreb for, og sværmede videre. Som afrevne Flager af Stormskyer føg de ned over Bjærgsiden. Nej, Fugle var de at ligne ved, der sværmede i Stedet for at flyve! Som et helt Træk, saa mange var de! Ja, et Fugletræk, hvis Fløje naa­ ede helt ud i Øst og Vest og favnede Alverden. Nu hørte han ogsaa Sang i Luften! Nogen Englehymne var det ikke just, dertil var den for skingrende; det lød som Undsigelser og Forbandelser! Men Gamle Liebenz var slet ikke bange i Dag; han hade ikke noget imod at fange en af de sorte Fugle ind og sætte den i Bur. Han skulde nok være god ved den!

Over en endeløs Front, hvis Yderfløje maatte bevæge sig hurtigere end Centrum, rykkede de fødte 99| Enkers Hærskarer frem og omklamrede alting. Utroligt var det, alt det de drev foran sig og klamrede ind; de var sandelig ikke kræsne! Gamle Liebenz fastslog det med en vis stilfærdig Glæde, men trak sig alligevel forsigtig inden for Hyttens Dør; det var ikke raadeligt at lade sig rende over Ende. Han saa Mænd komme op over Bjærget fra Mindefesten over de Faldne: Præsten, Borgmesteren, Formanden for Krigerforeningen – lutter agtværdige Mænd. De kredsedes ind og hvirvledes med, modstandsløst. Selv den solide Landsbypræst kunde ikke staa sig men reves med ind i Hvirvlen. Hans tykke Skikkelse snurrede som en Top; han lo og tabte Brillerne, saa han ikke længer kunde se Forskel paa Godt og Ondt.

Og nu kom den sorte Fugl over Gærdet og lige løs paa Hytten! Det svimlede for Liebenz; den gamle Mand lukkede Øjnene og lod staa til med foldede Hænder.

Der fulgte en underlig Tid for Gamle Liebenz; han gik om i en Mellemtilstand mellem Drøm og Døs og sansede kun Marile, sin sorte Fugl. Mor Liebenz hade altid gjort gældende, at sorte Fugle var Ulykkesfugle; men skønt denne her hade al Verdenskrigens Rædsel i sit Vingeslag, vilde han dog ikke for alt paa Jorden give slip paa den. Uden for Hytten kom han sjælden; han var angst for, at Lykken skulde flyve bort, om han aabnede Døren. Verden derude fik gaa sin Gang, ja hans 100| kære Marker fik skøtte sig selv, blot han maatte beholde sin Lykkefugl. Naar den nu og da fløj ned til Landsbyen for at sladre med de sorte Søstre eller hente noget til Føden, sad han og hang ved Vinduet, angst for at den ikke skulde vende tilbage.

Dernede saa det ikke allerbedst ud; Marile, hans lille sorte Fugl, kvidrede om det, naar hun kom tilbage. Præsten hade sendt sin aldrende Søster, der hade været hos ham i mange Aar som hans Husholderske og trolig vogtet hans Dør og Cølibatet, bort for at skaffe Plads til de to sorte Fugle, han hade fanget ind. Hos Borgmesterens saa det ikke bedre ud; overalt i Gaarde og Huse hade de fødte Enker bragt Sorg og Forvirring. De veltjente Koner gik og snøftede med Forklædet for Øjnene Dagen igennem, og de unge Brude skreg og lavede Scener. De rustede sig en Dag med Knipler for at jage Ulykkesskaren bort, men hade jo Mændene, med Præst og Øvrighed i Spidsen, imod sig. Guds Fugle maatte man være god imod, om Høsten ikke skulde slaa fejl! Hver Søndag talte Præsten fra Prækestolen om Aaret som de fødte Enkers Naadesaar og ivrede mod de Forvorpne, som gik i Rette med Gud, fordi han sendte sin Velsignelse over Egnen. Var det da ikke, som om et Mirakel var vederfaredes den? Oldinge blev unge igen og traadte dristig ind i Kredsen af Mænd, Drog og Idioter levede op paany, og nykonfirmerede Drenge blev ru og voksne i Stemmen. De mødte op i Kroen og slog i Bordet for de Ældre!

Marile fortalte det kvidrende, oprigtig krænket 101| over, saa megen Ulykke de Skarns Fugle bragte over Egnen. Gamle Liebenz lyttede undrende til det hele, som noget fjærnt, der ikke kom ham større ved. Blot han fik Lov at beholde sin sorte Fugl, maatte Verden forøvrigt skabe sig som den vilde.

Og det fik han – Marile blev tammere og tammere. Hun aad af hans Haand og drak af hans Bæger; om det saa var Gigten, koglede hun den ud af Kroppen paa ham. Det var ligegodt Sol der skulde til – Ret hade de, de nymodens NBestraalings-Profeter – Sol og Varme! Saa godt hade han ikke haft det med sin Værk, siden de Dage langt tilbage i Tiden, da Mor Liebenz var mere livsvarm end skrap.

Naar blot Taagen vilde lette, saa han kunde blive klar over, hvor han egenlig var henne! Mange Gange var det ham, som fløj hans sorte Fugl med ham og bar ham hen over Schwarzwalds Skove og Kløfter. Saa fik Svimmelheden en næsten haandgribelig Aarsag, og den ubestemte Angst blev til Angst for, at hun skulde lade ham falde.

Til al Lykke var det en Lystaage, han færdedes i, og efterhaanden som han forvildede sig dybere ind i den, følte han mindre Trang til at orientere sig. Alt ydre var i Grunden saa ligegyldigt nu; Tilværelsen var bragt tilbage til et tidligt Udviklingstrin, hvor Varmen er et og alt. Bedre end Gamle Liebenz kunde Barn i Moders Liv ikke befinde sig; selv det at staa op blev efterhaanden til noget omstændeligt meningsløst noget.

En Dag slog han Øjnene op og var klar – for 102| første Gang i langévige Tider syntes han selv. Hvor lang Tid der vel var gaaet, siden de sorte Fugle slog sig ned paa Egnen – han hade ingen Begreb om det. Han saa sigA uroligt om – – laa han til Sengs? Ja, men hun sad godt nok ved hans Seng, Marile, sad der tilmed som en, der stod ham nærmere end alle andre. Saa var det dog ingen Drøm – gudskelov!

»Da var det godt, du kom til dig selv igen,« sagde hun og saa paa ham med Øjne, der lyste af Godhed. »Jeg var ved at blive angst for, at jeg hade fløjet dig ihjæl. Hvordan har du det, lille Far?«

Gamle Liebenz smilede mat. »Jeg er til Mode, som hade jeg været ude for en fortærende Ild og nu blot var en Hoben Aske,« hviskede han og forsøgte at trykke hendes spinkle Haand, der laa der saa kært og selvfølgeligt i hans.

»Det har du ogsaa – du har ordenlig været i Ilden for dine to Sønner! Og hvor har du snakket med dem og raabt paa dem – og fantaseret!«

Hun tog deres Billeder fra Kommoden og betragtede dem længe drømmende. »Stakkels Drenge!« sagde hun endelig, med en Dirren i Stemmen som kunde hun været selve Mor Liebenz. Den Gamle blev saa stille i Sind ved det.

»Og hvis du nu skal have en Dreng til?« udbrød hun pludselig og lagde Ansigtet paa Puden hos ham. »Jeg tror nok, jeg saa Storken i Morges.« Hun lo skælmsk.

103| »Saa – saa skal han have Ejendommen her,« hviskede den Gamle og drejede genert Ansigtet væk, som undsaa han sig ved at vise, hvor glad og forvirret han blev.

»Men saa maa vi skam have Bud efter Præsten og Borgmesteren, saa jeg kan blive din rigtige lille Kone,« sagde Marile og rejste sig energisk. – »Næ, vil du bare se, dér kommer de min Sandten ude! Det var da et morsomt Træf!« Hun strakte Hals og kiggede langt ud af Vinduet, med Øjne der var altfor store af Forundring. »Næ, sikken et morsomt Træf!« maatte hun endelig gentage.

Men Gamle Liebenz smilede. Han tænkte, at det var klogt og resolut handlet af hans lille sorte Fugl – Ejendommen kom nok i gode Hænder!

Saa viede Borgmesteren dem, og Præsten gav dem sin og Kirkens Velsignelse. Og det var altsammen paa høje Tid.

»Det bliver ikke mange Tilfælde, vi kan ordne paa den skønne Maade,« mente Præsten, da de to Mænd var færdige til at gaa – om han nu tænkte paa sine egne eller Borgmesterens Forhold, eller kun paa Menigheden i al Almindelighed. Borgmesteren klippede i al Fald med Øjnene.

Men Gamle Liebenz forstyrredes ikke af noget, for han var allerede begyndt at glide, med sin unge Hustrus Haand i sin. Ensomheden var veget af hans Sind og hade givet Plads for Oplevelsens søde Dødstræthed, der tog om ham derinde fra det Uendelige og sugede ham til sig. Det var, som Mariles 104| bløde Haand skubbede ham dybere og dybere ind i dette livsalige Lykkeland, hvor Masser af Hvile ventede; og derinde traf han, uden at mærke Overgangen, Mor Liebenz med de ru Hænder.

De to gik længer og længer bortover; og den Gamle vidste ikke, at det ikke længer var Mariles spinkle Haand, han førtes af.