[105]|Madonna

[107]| Der er Folk, der har i den Grad Jav med at faa Verden lavet om, at de gærne gik i Døden, blot de kunde opnaa, saa at faa det hele væltet over Ende. Men se Menneskenes Børn skulde hellere prøve at faa rigtig fat paa Tingene, som de nu engang er. For det er der ikke ret mange, der har.

Jeg selv hører til de faa, der har fat ved den rigtige Ende. Jeg tør nok sige, at jeg tror, jeg har gennemskuet Tilværelsen og ved, hvad den er lavet af. Og det kan jeg for en stor Del takke Kvindfolkene for.

Olsen har ogsaa lagt om og tager ikke Del i Møderne længer; men han er blevet Pacifist. Han spiser kun Bananer og Nødder – og naar det er ­smaat med Fortjenesten Kartofler med Skrællen paa; og han tror, at naar blot alle blev Raakostædere og tyggede deres Føde seksogtredve Gange, saa var det snart forbi med Krige og al Slags Daarligdom overhodet.

Men saa billigt tror jeg nu ikke, vi kommer i det 108| Grønne. For hvad nytter det vel, at vi giver Afkald paa al anden dyrisk Føde, saalænge vi ikke forsager Kvindfolkene? Det er dér, vi skal sætte ind, om vi vil reformere Verden.

Dér har vi gaaet og bildt dem Gud ved hvad for Sludder ind om, at de var vor Sjæl og vor Samvittighed – og vor Moral min Sandten med; og efter min Mening er de svært godt paa Vej til at blive skruptossede af al den Virak, og at sætte Foden paa Nakken af os til Tak for al den gode Smørelse. Og det har vi ogsaa godt nok fortjent.

Mine Arbejdskammerater har for længe siden holdt op med at drille og plage mig; nu trækker de bare paa Skulderen, og saa er den ikke længer. Og kommer de med den gamle Lektie, saa siger jeg bare: »Tag I og sørg for, at Kvindfolkene kommer ud af Bevægelsen igen, saa har I mig der lige med det samme!« Det kan de ikke lide at høre, men jeg er ligeglad. For naar man nu engang har gennemskuet Fruentimmerne og ved, hvad det er, de er ude om! Man ansér mig for blød, men det gør ikke noget. NDampmaskinens Opfinder blev ogsaa betragtet som forrykt af sine Omgivelser!

Naar man holder sig for sig selv, er man nødt til at tænke over Tingene for ikke at kede sig; og jeg tør nok sige, at jeg har tænkt en hel Del over Verdensgangen og den Slags. Og det er nu min ringe Mening, at vi ikke skulde være altfor Nendeklemt efter at faa Klasseforskellene afskaffet, for saa dukker der bare ny og kanske endnu værre Kontraster op – det viser Verdenshistorien godt nok. Rykker 109| det saakaldte svage Køn kanske ikke ind allevegne? Det hedder sig, at vi ikke behøver være bange; for vel er de i Flertal, men de vil aldrig kunne enes, paastaas der; men de synger sku den samme Vise allesammen! Man skal jo ikke gøre sig klogere end man er, men det er nu min enfoldige Opfattelse, at de arbejder paa langt Sigt og har sat sig i Hodet at gøre os Mænd til den ny Underklasse. En skønne Dag har de stemt os allesammen ind i Trædemøllen – og kanske lavet os om til NArbejds-Evnokker lige som hos Bierne. Naar først de har taget den unge Ende af os vel at mærke – jeg ved nok, hvad jeg ved!

Og imens gaar de om og spiller forførte allesammen, som de rene Væsner vi selv har løjet dem op til at være, og faar os til at føle os baade skyldog brødebetyngede – for bedre at kunne faa Krammet paa os.

Jeg ved nok, hvad jeg taler med om; jeg har selv været ude for den Tvangssituation at maatte forføre den rene Uskyldighed engang. Og det endda selveste Madonna!

Madonna skal jo betyde saadan noget som Guds Moder, efter hvad jeg har ladet mig fortælle, altsaa den skønneste og mest ophøjede blandt Mødre. Hvordan man nu kunde hitte paa at kalde hende her saadan, begreb jeg dengang ikke og begriber det endnu mindre den Dag i Dag. For Gud selv var noget af det ældste, jeg vidste, og altsaa maatte hans Moder være endnu ældre; men hun her var pur ung. Men jeg satte det dengang paa min en110|foldige Barnemaade i Forbindelse med den ubeskrivelige Moderømhed, der kunde være over hende, naar hun gav sig af med os Børn; det var ikke langt fra, at hun slikkede os som Katten sine Killinger. Vi var moderløse og hungrede efter Varme, og varm var hun. Hendes Hænder tog saadan, at det gjorde godt helt ned i Tæerne paa en i alle Henseender forkommen Purk; og hendes Stemme varmede én helt ind i Hjærtet, naar hun endelig sagde noget. For det var ikke altfor ofte det gik paa, helst tav hun og gik om med nedslagne Øjne. Og naar hun pludselig slog dem op, Ntrilrede det gennem én og løb én koldt og varmt ned ad Ryggen.

Jeg har en lumsk Mistanke om, at Far var væk i hende han ogsaa, for han skaanede hende i Arbejdet og lod hende være indendørs om os Børn. Og ellers var han ikke særlig skaansom af sig; Gaarden var nu heller ikke ret stor og Jorderne temmelig magre, saa der var ikke ret meget at flotte sig med. Alligevel holdt han hende til os alene, som en Slags Guvernante paa en Maade – eller en Erstatning for vores døde Mor.

Alle var simpelthen forelskede i hende, vi Knægte, Karlene nede i Fiskerlejet, i hvis Udkant Gaarden laa, og de gamle Mænd med. Forelsket er maaske ikke det rigtige Ord, for i Forholdet til Kvinden er Manden jo et skinbarligt Mæhæ af Ydmyghed og Beskedenhed; nej man tilbad hende ligefrem. Ingen Mandfolk vovede at nærme sig hende paa den Vis, de alle helst hade villet; den 111| blotte Tanke i den Retning kunde slaa sin Mand som formastelig Gudsbespottelse.

Saadan forklarer jeg mig det nu, at en ung Mand inde i Lejet, en Fisker der endda hørte til de gudelig vakte, lagde Haand paa sig selv og lemlæstede sig for hele Livet for hendes Skyld. Dengang begreb jeg jo ikke, hvad der var sket, skønt jeg selv var med til at samle det blødende unge Menneske op uden for hendes Sovekammervindu og køre ham til Lægen ovre paa den anden Side Klippedraget. Jeg husker, at Havgusen drev af Træerne i Haven, og at Karen stod der ved Vognen med urørligt Ansigt og nedslagne Øjne, mens vor Hund Pax var ved at forsluge sig i den blodblandede Jord, hvor Karlen hade ligget. Det saa ud, som om det altsammen ikke kom hende en Pille ved, ja ikke engang naaede ind til hendes Bevidsthed.

Ja, det er jo rigtig – Karen hed hun! Jeg har været saa vant til i mine Tanker altid kun at kalde hende Madonna, at jeg hade glemt hendes rigtige Navn.

Madonna skulde jo, som jeg allerede engang har sagt, være Moderen, det kærligste og mest omsorgsfulde Væsen der er til; saa egenlig burde hun fremstilles som en gammel, forladt opslidt Morlille. Men jeg har ladet mig fortælle, at allerede de gamle Mestre ikke kunde faa Madonna ung og attraaværdig nok paa deres Billeder; om det nu var, fordi de kendte Kvinden og hendes Væsen, eller Madonna 112| hidsede dem kødeligt op, naar de beskæftigede sig med hende. Kanske er det ogsaa saadan at forklare, at man derhjemme hittede paa at kalde Karen for Madonna?

Ja hvem vilde ikke gærne være et lille Barn og blive taget paa Skødet af hende! Naar hun Søndag Formiddag forlod Gaarden og steg op over Klipperne for at gaa i Kirke, fjærn og ujordisk, med nedslagne Øjne og Salmebogen, nænsomt indsvøbt i den hvide Næsedug, mellem de foldede Hænder, saa kan det nok være Folk kom til Vinduerne; Øjnene formelig hang ved hende. »Nej, hvor er hun dog skjøn i sin Renhed,« sagde Farmor og humpede fra sin Plads i Kakkelovnskrogen hen til Vinduet – »ret et Guds Underværk!« Far sagde ingenting, men han kiggede han ogsaa, og hørte daarlig at der blev talt til ham.

Hvor ofte har man ikke maattet sande Ndet gamle Æventyr, der lader ikke Gud alene men Gud og Satan i Forening skabe Verden. Ogsaa da Madonna blev til, har Satan nok haft en Finger med i Spillet; det er ham, der drejer hende umærkeligt fra altings rene Moder over i den forblommet vellystige Skabning, den »bly«A, »rene« Skøge – og faar os Mandfolk til at springe som Laksen mod Vandfaldet for at naa tilbage til det Skød, vi engang er udgaaet af. Jeg tror, den Ild, der engang var Moderhjærtets og nærede os alle, efterhaanden er forvandlet til legemlig Varme. Det er i al Fald utroligt, saa lidt en Kvinde i vore Dage kan have paa uden at faa Snue end sige Lungebetændelse. Man mær113|ker det, naar man arbejder i Rum med Kvinder eller bare gaar forbi dem paa Gaden, at de producerer langt mere Varme end vi Mænd. Maaske hænger det ogsaa sammen med, at de tænker mindre og derfor har Energi til overs? Vi Mandfolk trænger til Varme udefra – det har ofte været vor Ulykke. Jeg skal gærne være ved, at jeg fryser en Del, naar jeg sidder her ved Vinduet og tænker over Tilværelsen.

Og frosset har jeg i Grunden altid, saa langt jeg kan huske tilbage; selv ved glohede Berøringer er jeg kommet til at fryse. Hvordan skulde det og­ saa kunne være andet; naar man aldrig har haft nogen rigtig Mor? Da jeg var tolv tretten Aar, tog Savnet af en Moder bevidst Form i mit Sind for aldrig at forlade det mere; jeg anede saa jeg gruede ved det, at jeg aldrig hade kendt ren Varme.

Vi var kørende i NAlmindingen til Dyrskue den Dag; alle fra Gaarden var med undtagen Farmor, og den gamle Daglejer som maatte blive hjemme og passe Kreaturerne. Det var Aarets store Festdag for os alle, og vi Børn sov ikke ret meget Natten forud.

Da vi var kommet godt og vel af Vognen derinde, begyndte det imidlertid at regne, og det meste af Dagen gik med at staa i Ly under dryppende Trær og lade sig langsomt gennembløde. Da vi endelig opgav Haabet om bedre Vejr og krøb til Vogns igen Ndyndvaade og modløse, var det ved at blive mørkt.

Karen og jeg sad paa Bagsædet; hun lænede sig hen over mig for at dække mig for Regnen, som vi hade ind i Ansigtet. Og da hun mærkede, at jeg ry114|stede af Kulde, slog hun sit tynde Overstykke over os begge, saa vi sad som i en Hytte, og holdt om mig med begge Arme.

Det gjorde mig ubeskrivelig godt, men ryste kunde jeg ikke lade være med. Hun knappede da Kjolen op og tog mig helt ind til sig, lukkede sig næsten om mig i sin Ømhed for mig. Og jeg mærkede med Undren, at hendes Legeme var varmt som en behagelig Ovn, skønt hun var saa gennemvaad, at Linnedet klæbede til Kroppen paa hende. Og det var, som om min Forkommenhed blot øgede Varmen i hende; som en Brand aad den Kulden og fik mit gennemfrosne Legeme ogsaa til at gløde. Det knækkede ikke mere i min Rygrad; jeg laa paa Knæ paa Vognbunden og smæltede hen i forunderligt Velvære – og faldt i Søvn som jeg kan forestille mig, at et forkomment Barn falder i Søvn ved Moderbrystet. Ind i Søvnen fulgte Velværet og Varmen mig, stadig øgende, som en Drøm der efterhaanden slog over i Rædsel. Jeg var krøbet ind i Bagerovnen derhjemme, og Far fyrede op uden at vide, at jeg laa derinde; Ovnen blev mer og mer gloende, og jeg kunde ikke skrige!

Fra den Dag gik jeg om i en egen Tilstand af Fortumlethed, en Dobbel­ tilstand kunde jeg have Lyst til at sige. Jeg hade en stærk legemlig Følelse af at have oplevet min Moder, af at have hvilet under hendes Hjærte næsten. Paa den anden Side beherskedes jeg af noget, der fyldte mig med Angst – en uklar Higen efter Karen. Naar jeg ikke var i hendes Nærhed, var jeg ikke glad; jeg løb den 115| lange Vej hjem fra Skole, saa Milten hakkede mod mit Mellemgulv, for hurtigere at faa hende at se igen; og mine Øjne søgte hende helt oppe fra Klippebrynet. Det var, som om hun følte dette; hun stod altid uden for Porten, naar jeg kom springende ned over Klipperne. Stien hade jeg ikke Tid til at holde mig til, og det var et halsbrækkende Løb. Hun spejdede egenlig ikke efter mig men stod der bare, saa heller ikke paa mig, naar jeg forpustet naaede frem, men løste stille Tornystret af mig. Men den Maade hun gjorde det paa, gjorde det af for alt andet i Verden! Den blotte Berøring af hendes Hænder fik det til at strømme i mig, saa jeg kunde have tudbrølet.

Min Søster, der var et Par Aar yngre end jeg, var slet ikke rar ved Karen.

»Aa, jeg tror bare ikke paa hende,« svarede hun, naar jeg bebrejdede hende hendes Opførsel. »Men du er jo saa indskrænket!« Det er senere gaaet op for mig, i hvor høj Grad hun hade Ret. I Forhold til Kvinden er vi Mænd vist alle meget indskrænkede; de forstaar altid at prakke os N»Skidtmads« paa! Vi er altfor anstændige.

Derfor mener jeg ogsaa, at hvis det bare afhang af os, saa var det ingen Sag. Vil man have Himlen flyttet her ned paa Jorden, maa man lave Menneskene om først; og her er vi ved Vanskeligheden. For Manden alene kan jo ikke forplante Slægten; og Kvinden er lige som Katten, hun kan ikke blive anderledes end hun er. Derfor vil Nden gamle Adam dukke op ved ethvert nyt Menneskes Tilsynekomst; 116| og jeg gad nok vidst, hvordan der skulde kunne komme en ny Verden ud af det?

Jeg har spekuleret meget over, hvordan det skulde kunne lade sig gøre at slippe over dette døde Punkt; men jeg ser ingen Udvej. For selv om man skulde naa til at kunne fremstille Mennesker ad kunstig Vej, er jeg bange for, at det ikke vilde slaa igennem. Vi Mænd kan ligefrem ikke undvære at lade os tage ved Næsen af Kvindfolkene.

Vi maa opfylde vor store Opgave som »Forførere«, der er nok Nikke noget udenom. Men jeg siger nu Tak for mig; jeg har aftjent min Værnepligt!

Jeg gik til Præsten dengang, saa det ene svarer jo til det andet – med Madonna og Værnepligten mener jeg! Jeg var ganske kraftig bygget, men tidlig moden var jeg alligevel ikke. Man hører og ser vel adskilligt paa Landet, men et sundt Barn besidder en egen Uimodtagelighed; om Kønslivets Mysterier hade jeg ingen Forestillinger gjort mig.

Far hade om Efteraaret købt en lille Gaard lidt oppe i Landet, hvis Jorder stødte op til vore egne. Vi boede upraktisk hernede i Lejet, Bygningerne var gamle, og langt og besværligt hade vi til Jorderne, som laa oven for Klippebrynet; det var derfor Fars Mening at sælge de gamle Bygninger hernede til Fiskerne og flytte op paa den anden Gaard. Høsten var allerede bragt under Tag deroppe i Efteraaret, og Besætningen tildels flyttet op; Karen og den gamle Daglejer saa til Tingene deroppe, mens vi andre skulde blive nede i den gamle Gaard Vinteren over for at afvikle. Far hade ment, at det 117| var praktisk saadan – med en langsom Overflytning; men det viste sig at være i høj Grad uheldigt. Bestandig befandt de Sager, man skulde bruge, sig paa den anden Gaard, saa det gav et evigt Rend frem og tilbage.

Og bedre blev det ikke derved, at hverken Karen eller den gamle Daglejer var særlig flinke til at vaagne selv. Man stod tidlig op paa Landet dengang, og Fars første Morgengang var ud paa NLøkken for at se, om der var Lys oppe paa den anden Gaard, hvis Bygninger ved Dag lige kunde øjnes langt oppe mellem Birkene. Var der det ikke, blevA jeg purret ud og maatte afsted i den mørke Nat for at vække de to Syvsovere. Det var ingen hyggelig Tur; Vinternatten er altid ondest ved Fire-Femtiden om Morgenen; ofte var det ogsaa Snestorm. Jeg hade en Staldlygte med, men det kunde være svært nok at finde sin Vej op gennem Klipperne alligevel, og jeg syntes slet ikke om Turen. Jeg bankede rask paa Karens Dør, og saa snart hun hade svaret, stormede jeg afsted for at naa hjem og faa en Morgenlur, inden Dagen begyndte.

En Morgen svarede hun ikke paa min Banken, og jeg lukkede Døren op og lyste ind i Kamret; alene det, at Døren ikke var lukket men stod paa Klem, fyldte mig med Angst. Karens Klæder laa slængt omkring, Strømperne et Sted og NBul og Nederdel et andet; forrykte Forestillinger om Overfald og andet jog igennem mig, og jeg maatte mande mig op til at rette Lygten mod Sengen. Hun laa med Arme og Skuldre blottede og Hodet drejet om 118| paa Siden; Øjnene var lukkede, men noget ved Udtrykket sagde mig, at hun ikke sov. Var hun død mon? Hjærtet dunkede mig oppe i min Hals, rystende af Gru gik jeg frem og rørte ved hendes nøgne Skulder. Den glødede, Ild slog igennem mig og fik mig til at vakle, som smæltede Benene væk under mig; jeg omhylledes af den samme Salighed som dengang paa Køreturen i Regnvejret. »Mor!« skreg det inden i mig. Var det Barnets Dødsangst eller Barnets Moderlængsel – jeg ved det ikke. I det samme slog hun Øjnene op, greb lynsnart min Haand og trak den ned til sig under Dynen.

Ja, det var Varmen fra hendes Legeme, den falske, stjaalne Modervarme, der slog mig omkuld; og jeg kunde forbande enhver Kvinde, der udnytter de dulgte Erindringer om Moderskødet, som lever i vort Blod, til at slaa Benene væk under os.

Sædelighed er vel nok en mandlig Egenskab; derpaa tyder blandt andet den Omstændighed, at Alfonsen virker langt mere frastødende paa os end Skøgen. Og vist er det, at medens jeg led under det skete, saa jeg ofte ikke vidste, hvor jeg skulde gøre af mig selv for Skam og Anger, var der ikke noget at se paa Karen. Madonna gik fremdeles med nedslagne Øjne, bly som en Guds Engel; naar hun sad i Kirken, stirrede alle over efter hendes Plads og hentede sig Syndsforladelse og Guds Velsignelse ved det blotte Syn af hende.

Dette bevirkede, at jeg maatte tage hele Brøden paa mig. Naar hun blev ved med at være den samme uskyldige, mens jeg knugedes til Jorden under Væg119|ten af det Forfærdelige, der i Løn fandt Sted mellem os, ja saa maatte det jo være mig, der var Skørlevneren! En Forfører var jeg! Jeg skændede jo det reneste og skønneste af alt, Madonna.

Og jeg kunde ikke frigøre mig heller, Karen blev ringere og ringere til at vaagne selv; hun var kun til at vække ved, at jeg kom helt hen til hende. Vinterkulden og Mørket var ogsaa imod mig – og Savnet i mit Sind efter Mor. Og ingen hade jeg at betro mig til, ingen jeg kunde tale med. Med Karen kunde det ikke nytte at prøve paa at tale om Forholdet; hun hade jo overhodet kun Ja og Nej til alting, og færdedes om Dagen, ogsaa i sit Forhold til mig, som om der ikke var det fjærneste imellem os. Ofte hade jeg den Tanke, at hun maaske slet ikke vidste af det, at det var i Søvne hun handlede saadan med mig.

I min Fortvivlelse tænkte jeg undertiden paa at betro Præsten alting; men naar det kom til Stykket, manglede jeg Mod. Jeg syntes ikke, der var Tilgivelse for mig hverken paa Jorden eller i Himlen.

Siden har jeg ofte undredes paa, at Karen ikke gjorde sig Skrupler af nogen Art. Hun syntes hverken at nære Angst for, at man skulde overraske os, eller for, at Forholdet kunde faa andre Følger. Der var en underlig Laden staa til i hendes Adfærd, som var hun virkelig sikker paa at have Gud med sig i alt. Heller ikke min altfor tidlige Ungdom syntes hun at have Tanke for, men sugede min Marv og mit Hjærteblod saa selvfølgeligt, som Edderkoppen udsuger sit Bytte.

120| Det var en svær Tid for mig, saa svær, at jeg syntes, den Vinter udgør et helt langt Menneskeliv fuldt af lutter Ondt.

Baade selve Misbruget, og de sjælelige Lidelser jeg laa under for, tog stærkt paa mig; jeg led af Træthed og Tyngde i Benene og var altid søvnig. Saa overfaldtes jeg af pludselig Svimmelhed, og en Dag hen paa Foraaret brød jeg fuldstændig sammen. Jeg var kørende med Fader ud til Markarbejde og faldt, uden nogen ydre Anledning, fra Vognsædet ned paa Vejen; i bevidstløs Tilstand blev jeg bragt hjem og i Seng.

Der gik lang Tid, inden jeg blev saa vidt klar, at jeg kendte mine Omgivelser; det første, der rigtig gik op for mig var, at Karen var borte. Maaske har jeg talt i Vildelse og forraadt det hele; jeg har aldrig faaet at vide, hvor lidt eller meget man vidste. Men jeg syntes, jeg kunde læse i alle Menneskers Øjne, at de vidste Besked; de saa paa mig med et Udtryk, som var jeg et faldent Menneske. Og det nagede og oprørte mig, saa jeg gik og blev hævngærrig og ikke vilde have med nogen at gøre; jeg svarede knap nok, naar Fader talte til mig. Jeg kunde godt have slaaet til alt og alle; om Verden virkelig var gaaet under, saadan som de Hellige spaaede, at den skulde det Aar – jeg vilde have glædet mig. Saadan trængte jeg til at faa Ram paa det hele!

Fader, som ellers kunde være haard og streng nok, gik af Vejen for mit Sind, og saa snart jeg var konfirmeret, sendte han mig herover til Hovedstaden. Han hade en gift Bror, som var Smaahaand121|værker herovre, og hos dem kom jeg i Huset og blev sat i Cigarmagerlære. Saa var jeg jo under Opsigt; jeg kunde mærke, at det var det afgørende. De skulde blot vidst, hvor lidet nødvendigt det var, hvor grundigt jeg var kureret for hele Livet.

Fysisk er der ikke noget i Vejen med mig mere, skønt det varede ret længe, inden jeg rettede mig helt. Men min Sjæl har ikke rettet sig og retter sig vel aldrig; den er endnu bestandig som en forskræmt Fugl, der pjusket og forkrammet har reddet sig af et Rovdyrs Gab. Den sidder helst stille og ruger – og prøver at pille Fjerene lidt til Rette.

Naar jeg ikke er paa Arbejde, sidder jeg helst her ved Vinduet og ryger min Pibe og ser ned paa Gaden, eller jeg læser. Man bliver klog af at læse, men det er ikke sundt alligevel, man kommer let til at tage Tilværelsen for højtideligt. Madonna læste ingen Bøger og hade ingen Sjæl; ja, jeg tvivler næsten om, at hun hade noget Hjærte. Og det var kanske hendes Styrke! For et Skød hade hun, og det er nok til baade at lade sig forføre og blive kaldt Guds Moder!

Ja Livet er noget grinagtigt noget! Men jeg maa sige, at det gør mig alligevel ofte ondt for vi Mandfolk.