[7]| Er det derfor vor Tidsalder kaldes NJærnalderen, fordi de fleste af os kommer til Verden med en Lænke om Benet? Jeg hørte selv til de uskyldig Udstødte, der saa snart de kan krybe bliver koblet ind i NLivsslavernes Rækker, hvis forbandede Lod det er at gøre Jorden til et bekvemt Opholdssted for nogle Udvalgte. Nu og da blev en af os koblet ud og overgivet til Evigheden – billigt og ceremoniløst; Rækken lukkede sig igen avtomatisk. Og vi andre krøb videre, bøjede mod Jorden; mens vore udhungrede Sjæle fyldte Luften med Skrig. Som Hærskarer af flakkende Fugle kredsede de deroppe, hvileløst søgende efter en fredet Rugeplet; saa talrige var de, at de formørkede Himlen og kastede Skygge selv over Jordens lyseste Egne.

En Dag blev jeg selv koblet ud som syg og ubrugelig – og efterladt til at dø paa bar Mark. Læger meldte der sig ingen af, skønt jeg gærne vilde leve lidt endnu; men en Præst kredsede i betænkelig Nærhed af mig. Han ventede paa, at jeg skulde kradse af, saa han kunde komme til at lyse Velsignelsen over mig. Det bør siges til hans Undskyldning, at han var afrettet af Staten til det samme.

Hans Bytte undslap ham imidlertid; Nen godhjærtet 8| Kvinde samlede mig op og tog mig til en Læge. »Tuberkulose!« sa'e han. – »Og saa forresten udslidt, udtæret, underernæret fra Fødslen. Hvor længe har De arbejdet?«

»Tyve Aar.«

»Og hvor gammel er De?« »Fire og tyve.«

»Saa har De jo i Grunden ogsaa udtjent.«

»Er der slet ikke noget at stille op?« spurgte den varmhjærtede Kvinde.

»En Vinter i Syden kunde maaske redde ham. Men ellers kreperer han.«

Ordet krepere stak lidt i mig – ret meningsløst forresten. Hvorfor hænge sig i Ord, naar Meningen dog er den samme? Og den kunde der ikke tages fejl af. Der eksisterer intet Organ i Samfundet, en uskyldig dødsdømt kan henvende sig til og anraabe om Benaadning. Udslidte og mishandlede Heste tager Politiet sig af, en misbrugt og før Tiden udslidt Arbejder har kun Himlen, Jeg indrettede mig uden Spræl paa at fylde mine udhulede Lunger med evig Salighed.

Men en Dag stod jeg alligevel med en mægtig Sum Penge – flere Hundrede Kroner – til at rejse til Italien for; den ufattelig godhjærtede Kvinde havde skaffet dem til Veje. Det er ikke til at sige, hvordan jeg var til Mode; Døden var jeg undsluppet, og det, der var værre endnu end Døden – Trældommen – ogsaa! Som en Spurv, der ved et forunderligt Træf slipper ud af Kattens Gab, flaksede jeg afsted, halvdød, men glad og varm i Sjælen.

Jeg maatte opholde mig nogle Dage i København 9| for at ordne det nødvendige, og boede paa et Pulterkammer ude paa Nørrebro. Ved Siden af mig boede en lille, indtørret Gammelmor, som levede af Gud ved hvad; Slægt og Venner havde hun ingen af, og var for gammel og udslidt til at kunne tage sig Arbejde paa. Hun meddelte sig aldrig til nogen og gik for at være aandssvag. Jeg maatte imidlertid have Luft, og enten nu min overstrømmende Glæde indtog hende for mig, eller min forestaaende Rejse ud i det gaadefulde Fremmede havde Bud til noget i hende, hun tøede op og gav sig til at fortælle om sin forladte Tilværelse, sin Skæbne.

Hun var som ung Pige kommet til Hovedstaden ovre fra Jylland et Steds, fattig og tynd i Klæderne, men med varmt Blod og meget Mod – en af de talløse mange, der vil lidt mere af Livet end den graa, nøgne Eksistens. Saa var hun blevet Venner med en af sine Lige, en Arbejder – og han vilde ogsaa noget ud over det almindelige. Og det giftede de sig paa, og der kom Børn; naar det ene slap Brystet, tog det andet fat. Og saadan gik Tiden med at sørge for dem alle om Dagen, og gøre deres Tøj i Stand om Natten naar de var i Seng, saa det kunde være helt næste Morgen. Og noget ud over det blev der aldrig Tid til at beskæftige sig med. Saa begyndte de at falde fra, nogle i en tidlig Alder, andre først da de var blevne voksne og man skulde til at have lidt Hjælp af dem. Manden var kommet til Skade engang under Arbejdet og skrantede en Række Aar; og da de havde gaaet og traadt sammen saa længe, at de skulde til at tænke paa at holde Sølvbryllup, døde han. Saa endelig var der Tid til 10| at lægge Hænderne i Skødet et Øjeblik og tænke sig om, og Madam Jensen opdagede at hun var blevet en gammel, ensom Kone, og kom til at længes Hjem efter sin Barndoms Egn. Hun begyndte saa at lægge hen til Rejsen, men det vilde aldrig lykkes at faa Pengene sparet sammen. Hvergang hun mente, at nu havde hun Summen, kom Huslejen eller noget andet og aad den op for hende. To Gange var Hjemlængslen saa stærkt oppe i hende, at den drev hende til Banegaarden; den ene Gang blev hun stoppet af Kontrollen før Togets Afgang, den anden Gang naaede hun til Korsør før hun blev taget og ekspederet tilbage. »Dengang var det saa­ mænd lige ved én skulde væ't tiltalt og straffet – skønt én inte tog Pladsen op for nogen Moders Sjæl«, sa'e den gamle Kone; hun dirrede endnu ved Tanken.

Saa havde hun opgivet det. »Nu har én kun et Ønske tilbage – snart at faa Lov til at lægge sit trætte Hode, hvor der ingen Vogne kommer. Men skønt vilde det alligevel væ't, ku' ens Kadaver bli'e ført over Vandet og puttet i Jorden derhjemme paa Kirkegaarden. Kan det koste forskrækkelig meget, tror du?« Hun saa sig om i sit fattige Hul, som mente hun at Stumperne maatte kunne dække det. Der var et højt Hjørne ved Kirkegaardsdiget derhjemme, med Udsigt over Kærene, hvor hun havde sprunget om som Vogtertøs – der vilde hun gærne ligge.

Mødet med den gamle Kone aabnede mine Øjne for noget, jeg havde levet i og lidt rigeligt under men alligevel ikke været mig bevidst – Tilværelsens, blodige Uretfærdighed. Det var nu engang saadan, 11| fordi det ikke kunde være anderledes; og naar det ikke kunde være anderledes, hvad var der vel saa at spekulere over? Uden denne Fatalisme holdt Livets Fattige det ikke ud; de maatte enten begaa Selvmord eller slaa det hele i Stykker. Men nu kom der noget nyt til – maaske skyldtes det det, at jeg var kommet om paa den positive Side og kunde drage Sammenligning. Det kunde være anderledes, i al Fald for den gamle Kones Vedkommende – jeg saa de tomme Pladser!

Endnu stærkere fik jeg Øjet op for dem paa min Vej nedover mod Italien. Paa en eller anden lille Plads i Bjærgene gjorde Eksprestoget Holdt, og vi fik Tilladelse til at staa ud og rette Benene. Det var en Plads, hvor vort Tog efter Fartplanen ikke skulde stanse, og vi løb om mellem hinanden og drøftede hvad der vel kunde være løs. Pludselig – vi kunde vel have ventet en halv Times Tid – kom et Lyntog jagende frem; som en halv sløret Stribe saa vi tre Luksuswaggoner, forspændt med et saakaldt Racerlokomotiv, klippe forbi med nedrullede Gardiner. Intet levende var at opdage paa det sitrende Fantom, der med en Række djævleblændte Hyl styrtede sig ind i Bjærgtunnelen forude og blev borte. Det var en Berliner-Millionær, der var paa Vej til Ægypten, og havde lejet hele Banelinjen til NBrindisi; foruden ham selv var der ikke andre med Toget end hans Tjener og hans Kok.

Naa, vi kunde fare videre efter den lille Afbrydelse – vi Hundreder af Rejsende – der var fri Bane. Vi havde faaet rigelig Stof til Underholdning; det var en hel spændende lille Oplevelse vi havde været 12| ude for – en tidssvarende Erstatning for Røveroverfaldene paa de Rejsende i gamle Dage. En og anden var lidt forarget over, at et enkelt Menneske havde Magt til at feje al Trafik væk af en af Evropas Hovedlinjer – bare for selv at komme frem; men det blev ikke til nogen Indignation. Pengene havde aabenbaret sig i deres Almagt, og Stemningen stod paa Ærefrygt.

For mig blev dette Tog der halsede afsted ned gennem Evropa med en blasert Millionær – som ikke engang rullede op for den herlige Udsigt og hvis væsentligste Grund til at rejse rimeligvis var, at han havde Pengene – for mig fik det en egen Betydning. Jeg tænkte paa mig selv, saa knap jeg var undsluppet Skraldevognen, og derfra videre paa alle dem som laa og raadnede op derhjemme, af Mangel paa dette eller hint – af Mangel paa alt. Alene de Tilfælde jeg kendte af brutalt udstødte – af Væsner, der gik meningsløst til Grunde – hvor mange var de ikke? Og saa udover – Jorden over!

Jeg havde opdaget de tomme Pladser før; nu blev de levende for mig. Jeg saa dem, der ikke sad der –: De tomme Pladsers Passagerer.

Siden har de fulgt mig tro, saa trofaste, som kun de fattigste er det. Jeg har haft dem om mig om Dagen, og de har gjort mine Drømme skønne, levende.

Der tales om Mennesker, som er synske; jeg tror ethvert menneskeligt Væsen befinder sig i Selskab med Usynlige. Gaven bestaar i at kunne se dem. Det er en Gave, men den er ikke altid lige vindende. Selv NOrfevs' Sang kunde det høres paa, at han 13| havde spillet og sunget for Underverdenens Skygger – og efterladt sit Hjærte der.

Ve den, der har faaet Øjet aabnet for de tomme Pladser – hans Hjærte faar aldrig Ro mere. Han maa græmme sig til han bliver ond af det, for overalt vil han se dem; Verden er spækket med tomme Pladser. Som et Tog ført af den Lede selv er Guds Jord ham; prustende af satanisk Kaadhed gaar Farten didhen Menneskene længes – men med tomme Pladser. Og Djævelen raaber overgivent Stationernes Navne ind oven de gabende Sæder – Pladserne for de skæbnesvangert efterladte.