[33]|En Henrettelse!

[35]| En regnfuld Sommerdag – det er vel nu en halv Snes Aar siden – rullede vi paa Vogn ud til en østjysk Bondegaard, hvor vi skulde holde Sommerferie.

Den første vore Øjne faldt paa ved Ankomsten var Rasmine – et stort og snavset Stykke Kvindfolk. Hun stod ude i Roerækkerne og arbejdede, drøj og klæget som den Muld hun ragede op af.

Ovenud skorpet var hun – og usammensat i Former og Linjer. Hun lignede en Skikkelse, formet af legende Børn i vaad og klæbrig Jord. Kun et Barns Fantasi kunde falde paa at skabe et Menneske af saa primitivt Stof – og faa det guddommelige Indfald at hun skulde være glad altid!

Hun lo dengang ogsaa – trods Sluddet, der drev af hende og øvede et sørgeligt Hærværk i det Snavs, Tiden havde aflejret paa hende. Hendes Ansigt lignede en vejrbrændt Jordskorpe under et Tøbrud. Og denne Jordskorpe lo.

Hendes aandelige Standpunkt faldt helt sammen med vor lille to-treaarige Piges, og det var ogsaa hende Rasmines første Smil galdt. De fandt straks hinanden, og var siden at træffe sammen saa tidt Rasmine havde et Pusterum. Timevis kunde de gaa 36| med hinanden ved Haanden og i god Samdrægtighed fastslaa Livets elementæreste Funktioner – med den Lilles Bukser som Udgangspunkt.

»Tulle har ikke tisset i Bosserne i Da,« sae den Lille.

»Haar do et pesset i di Bowser, din bette Tullerøw?« svarede Rasmine ømt. Og det var deres Underholdning.

Som voksne, dannede Mennesker havde vi jo vore Betænkeligheder. Men det var ikke let at skride ind, naar man vidste, at der rundt om i forskellige Fattighytter sad seks Børn, som Rasmine havde faaet Lov at lægge Moderskød men ikke Moderhjærte til. Seks havde hun selv! Og dog bestod hendes eneste Glæde i, at hun nu og da fik Lov at gie vor den Lille tørt paa.

Sine egne saa hun aldrig; Vejen var lang til dem, og Rasmine spændt haardt for. Naar Karle og Piger efter endt Dagværk drev syngende langs Kornet med hinanden om Livet, var der gærne et eller andet Rasmine endnu maatte udrette. Ellers sad hun og spandt og bandt til sine Smaa; af de Strømpemaal hun fik sendende, regnede hun sig til hvor store de efterhaanden blev.

Jens Peter i Engene var tredve Aar ældre end Rasmine. Oprindelig var det jo ogsaa hans Søn, hun var gode Venner med. Men han tog Rejsepas over Havet, da Rasmine havde født ham fire Børn og hele hans Løn efterhaanden gik med til Underholdnings37|penge. Jens Peter skammede sig over Sønnens Træskhed. Han gjorde Knægtens Forseelse god igen og tog Rasmine til Kærest for Gud og Mennesker.

Han var et forslagent Hode, bed godt fra sig mellem Kammerater og besad en vidunderlig Selvsikkerhed over for alt kendt. Vilde en og anden stikle til ham angaaende Rasmine – Jens Peter kunde tørre dem af. Men saa snart noget ukendt tonede frem, rullede han sig sammen og blev strittende Mistro. Han havde den snurrigste Skræk for alt skriftligt; ingen skulde faa ham til a røre ved et af mine Manuskripter. Øvrigheden var Djævelens Værk – »den er kuns til for at ødelægge vi Smaafolk,« sae han. Som alle Fattige lod han, naar galt skulde være, hellere Ulykken gaa hen over sig, end han paakaldte Øvrighedens Hjælp.

Jens Peter var en rask Gut trods sine 65 Aar og lod sig ikke køre agterud i Arbejdet af nogen. Og silde Sommeraftens, naar hele Gaarden hvilede og jeg sad ved mit Arbejde, kom han trækkende op langs Kornet og udførte en Fenstring saa glat, som kunde han været tyve Aar.

De to puslede stadig med Tanken om et Samliv, og drøftede det med mig. »Saa kunde vi faa Børnene hjem saadan ét og ét, eftersom der blev Raad til det; og – ja det kunde blive saa skønt,« sae Jens Peter. En og anden lille Betænkelighed havde han vel. »Rasmine har skam et godt Kropstykke!« sae han, som vilde han understrege, at Betænkeligheden ikke var af kødelig Art – »men hun har ingen gue Gaver« (Aandsævner). Det var Opdragelsen af Børnene, hans Bekymring galdt. »Men bestille noget ka hun 38| Fanden pine me lære dem, og det er der vist ingen, der kan ha ondt a!«

Resultatet af deres Overvejelse blev, at de trak til Rede. Jens Peter købte en lille Hytte nede i Engene, og de giftede sig –: flyttede sammen. Børnene kom hjem, og Rasmine og Jens Peter lærte dem det bedste de vidste –: at bestille noget. De Smaa syntes næsten født til det samme, i hvert Fald tog de godt nok ved. Fra de kunde krybe, var de med i Roe- og Kartoffelarbejdet omkring paa Gaardene. »En er snart en hel Arbejdsgiver,« sae Jens Peter, og saa stolt ud over Flokken.

Egnen var grundtvigiansk, og Rasmine havde tjent i lutter gode kristelige Hjem. Hun havde vasket, malket, kogt Grød, skuret og passet Børn, og intet Sted var det faldet Husbond og Madmor ind at tage Forargelse af hende og sætte hende fra Arbejdet af Frygt for aandelig Smitte. Hun var stor og stærk og fordringsløs – det betalte sig nok at have hende. Hun blev snarest mere betroet end andre, maatte arbejde naar de andre hvilede, og tage i Ting ingen anden gad røre ved.

Men nu, da hun og Jens Peter flyttede sammen for at komme ind under ordnede Forhold og skabe et beskedent Hjem for sig og Børnene, blev det alligevel Folk for meget. Det var sin Sag, at hun havde Ungerne! Saadan noget forekom, især ned efter, og noget skulde en jo hae at kende Smaafolk paa. Men ligefrem gaa hen og sætte sig bredt til Rette paa sin Skændsel, lave Dyd og Anstændighed af den saa at sige, det skulde de dog ikke hae Lov til, hun og Jens Peter. Rasmine var i Skidtet og havde at blive i det 39| – ogsaa fordi nogen skal tage Skrubbet, det ingen anden gider røre ved! Og det maa helst være saadan nogen, som det ikke ses for meget paa.

Hvordan det nu kom sig – Forargelsen dukkede pludselig op. Det var ikke nemt at faa Rede paa, hvem den udgik fra, men den bredte sig hurtigere end Pest. Og en Dag skete Anmeldelsen til Øvrigheden for forargeligt Samliv – i Børnenes hellige Navn!

Rasmine og Jens Peter forstod ikke et Muk af det hele. De havde indrettet sig af Hensyn til Børnene, for dem levede og aandede de, gav dem efter fattig Ævne – gav dem alt. Det faldt dem ikke ind, at der kunde være noget forkert i det. Men de mærkede, at det lumrede til om dem, og der kom Uro over deres Færden. De mindede om Væsner, der har vovet sig uden for Skovbrynet og ikke kan finde ind igen; der laa bunden Panik i deres godlidende Øjne.

Ganske langsomt gik det op for Jens Peter, at Samfundet var ude efter dem, og han mistede al Glæde ved sin lille, straatækte Hytte. »Bare du vilde brænde, dit Skidt,« sae han – »saa kunde da ingen faa ondt af dig.« Han tænkte sig nærmest, at Herredsfogden eller en anden stor Øvrighedsperson havde kastet Øjnene paa hans lille Hus – og kaske paa Rasmine ogsaa – og nu vilde hae ham af Vejen for at kunne tage det hele i Besiddelse.

»Vi skulde vel se at komme væk herfra!« kunde han sige til Rasmine og Børnene. Men hvorhen? Faren truede ikke fra noget bestemt Sted, men allevegne fra; det var Samfundet, der var ude efter dem. De sad og spejdede fra deres Hytte; kom der et Menneske langt borte, stængte de sig inde og vovede sig 40| ikke frem igen, før Fjenden var ude af Syne. Sætte et Flugtapparat paa Benene forstod de sig ikke paa. De kunde kun som Faaret, naar det bliver mishandlet: trække Benene op under sig, lukke Øjnene og lide.

Herredsbetjenten færdedes længe paa Egnen for at samle Oplysninger; han var ved Hytten flere Gange, men fandt den stængt. Gennem de nøgne Vinduer var det ikke svært at fastslaa, at der kun fandtes én voksen Seng i Hytten. Og en Dag overraskede han Jens Peter ved Skovbrynet.

»Naa, Jens Peter, hvordan er du saa tilfreds med din Husholderske?« spurgte han venligt. »Ja, for det er vel Løgn og Bagvaskelse, at hun er andet for dig?«

Jens Peter fangede hans plirende Blik og forstod, at det var et Vink; her maatte for ingen Pris siges Sandheden. »Nej, hun er kun min Husholderske,« sae han.

»Saa har I vel og hver sin Seng i hver sit Kammer – som Loven hun byder?«

»Ja vi har,« svarede Jens Peter, helt taknemmelig over saadan at faa de vanskelige Svar lagt lige paa Tungen.

Men i det samme pustede Betjenten sig op og blev et helt andet Væsen. Jens Peter havde afgivet falsk Forklaring for Øvrigheden, holdt Rettens Folk for Nar, føjet Forhærdelse til sit syndige Levned. Nu havde han at møde for Retten i Morgen den Dag, og saa – – –

Betjenten behøvede ikke at sige mere, Jens Peter saa alligevel det hele for sig: Cellen med dens onde Fangevogter, Torturen under Forhørene, de forfærde41|lige Straffedomme, hvis han uforskyldt kom til at glæmme blot den mindste Tøddel af Sandheden.

Hele den Eftermiddag gik han rundt og rundt om sit Hus. Han vidste ikke sine levende Raad; Skrækken holdt ham i uafladelig Bevægelse. Han lignede en, der er blevet grebet af Maskineriet og hvirvles indad; Blikket stod retud fra ham, stivt og stirrende – det var sprængt i Panik. Til sidst blev alt det truende ham for mægtigt; han kunde ikke holde sig det fra Livet. Da Mørket faldt paa, tog han en Strikke, gik op paa Loftet og hængte sig.

Rasmine kunde ikke slippe Forestillingen om et Hjem og give sig ud at tjene igen. Næste Gang jeg saa hende, gik hun om i Sognet og tiggede til sig og sine faderløse Børn. Folk var flinke og gav hende. »Hun er saadan et Skrog«, sae de – »faar Børn og faar Børn uden at hae Far til dem!«

Saadan er den nøgne Beretning om et Par Menneskebørns Skæbne i Danmark Aar 1909. Eller var det 1908?