[55]|De tomme Pladsers Passagerer

[57]| Jeg sidder i Eksprestoget og ruller ud i den danske Sommer. Det er en af disse graa, disede Dage, hvor Solen sidder et eller andet skjult Sted og gyder Sølvlys over Landet. Stille er det, alting tindrer i vag Glans. Landskabet, der drejer sig dovent under vor Fart, ligger og dirrer i Varmedisen.

En saadan Dag, hvor Luften staar fugtmættet og bæver over Skov og Marker som et Slør af Grøde, og Vandene ligger hen i skiftende Glans af Sølv og Bly, skal Danmark ses. Andre Lande har de skarpe Konturer mod en Himmel, der rykker fjærnt bort i sin hæftige Blaanen. Her er der intet Afgrundsspring mellem Jord og Himmel, Rummet lægger sig helt ind til Jorden, blødgør dens Træk og tager selv stoflig Karakter af den. Hver Farve i Landskabet er dugget til af denne Omfavnelse, hver Linje ligger som det svage Strøg af et Himmelens Kærtegn. En saadan Dag kunde man ønske at tage alle sine Landsmænd en Tur gennem Danmarks Land – og da navnlig dem af dem, der sjælden eller aldrig faar det at se.

Der er ikke mange med Toget; i den lange Sidegangsvogn jeg har Plads i vel en Snes Rejsende i alt. 58| Vognen kan ialt rumme ca. halvandet Hundrede Passagerer. Desmere gaber de tomme Pladser.

Min eneste Medrejsende generes ikke af dem. Saa snart Toget satte sig i Bevægelse, lukkede han Døren til vor Afdeling og trak Gardinet for. »Saa bliver man maaske fri for flere herinde,« sagde han.

»Hvad kan De egentlig have imod, at de andre Pladser optages?« siger jeg. »Jeg synes det er hyggeligere at være i en fyldt Kupe end i en tom.«

»Det vil jeg sku nok sige – hyggeligere! Naar man hverken kan røre sig eller faa Vejret, hva? Nej, maa jeg be om en Kupé med saa faa Passagerer som muligt – helst slet ingen.« Med disse Ord lænede han sig tilbage i Krogen ved Vinduet og lukkede Øjnene; lidt efter sov han med Hænderne foldet over Maven.

Det er nu alligevel hyggeligere at være saa mange i Vognen den kan rumme, selv om den enkelte skal gøre sig lidt tynd. Det gladeste Køretøj man møder, er heller ikke det store, vuggende Karosseri med en ensom Menneskeklump gyngende mellem bløde Hynder, men den overlæssede Sjarabang. De tomme Pladser udstraaler Forbandelse. Glæden dør i deres Nærhed. Alligevel køres der jo med de tomme Pladser – paa alle Omraader. Min tykke Medrejsendes Syn er foreløbig det raadende – man maa sku have Plads til at bulne ud!

For de fleste Rejsende her i Livet er vel de tomme Pladser slet og ret en behagelig Anledning til at strække Benene; men for en og anden hænder det, at de bliver levende – mere levende endda end de besatte – og aabenbarer ham en Verden af menne59|skelige Længsler og menneskelige Afsavn. Over de tomme Pladser flakker en evigt kredsende Sværm af udhungrede Menneskesjæle.

Jeg lukker Øjnene, træt af de drejende Agre derude, kanske ogsaa af den gabende Tomhed, der – som en Anklage – vedholdende stirrer mig i Møde fra Kupéens tomme Sæder. Min Medrejsendes Snorken føjer det sidste lille Plus til – den overmander mig.

Da jeg igen slaar Øjnene op, er Kupéen fuld af Passagerer. Nærmest mig sidder en gammel Kone, som jeg synes jeg har set før. Gul og henfalden er hun, men hun smiler! Hun sidder ret op og ned paa den yderste Kant af Bænken og gør hvert Stød med, nystivet som et Feriebarn, underlig at se til, som en fremmed Fugl der er parat til at lette ved den mindste Foranstaltning. Heller ikke de andre falder i Lave i Sædet, men sidder med Pinde igennem sig, stive og stirrende. Det er en Familie, – Mand, Kone og tre Børn – og aabenbart indtil for ganske nylig en af de mest hærgede. Indfaldne og blaa af Lød er de, med dybtliggende Øjne der stirrer næsten som tomme Huller. Der er ikke noget hjemmehørende ved dem af nogen Art; Klæ'rne falder ikke til men sidder i stive Bræk, som Ligklæder.

Et Øjeblik strejfer det mig som et Spørgsmaal, hvor de vel er kommet ombord i Toget, der efter Planen ikke skal have standset endnu, men det forsvinder igen for selve det underlige i deres Fremtoning.

Den Gamle ved min Side holder de jordslaaede Hænder i Skødet og stirrer ud med et Udtryk saa 60| fuldt af nynnende Glæde som Barnets første Gang det ser Verden. Intet i Verden er saa kønt som en fattig Gammelmors segnede Hænder; jeg maa tage denne Haand, som hviler dér saa fuld af Leddegigt og blaa Aareknuder, i min. Den er iskold!

»Det er nok længe siden I har været paa Landet, Mor?« siger jeg.

Hun nikker: »Men hvor Sommeren dog er dejlig nu om Dage.«

»Hvor længe kan det vel være siden?« spørger jeg igen.

Hun misser med Øjnene. Saa siger hun fjærnt: »En har saamænd ikke været derude, siden én kom til Hovedstaden som attenaars Tøs. Men nu bliver én ogsaa derude – altid.«

»I vil saa hjem til Fødeegnen vel?«

Hun smiler hemmelighedsfuldt: »De havde jo faaet mig kørt hen paa Plads, men saa tog jeg mig selv Forlov engang. For nu har én rettet sig efter andre i 82 Aar og skudt sit eget til Side. Der er et højt Sted i det vestre Hjørne af Kirkegaarden derhjemme; derfra kan én se Solen gaa ned naar det ringer og overse alting. Der vil jeg helst ligge.«

Det var den gamle Morlille fra Baggaarden paa Nørrebro – nu kendte jeg hende. Og begyndte at forstaa.

»Hun rejser jo ud for at dø,« faldt den yngre Kvinde ind, med en Stemme, som skoldede hun sig paa hvert Ord – »for hun er jo gammel. Men se vi andre, vi rejser nu ud fordi vi gerne vil leve. Ja, undskyld, jeg snakker saa daarligt; det er fordi de tog mit Gebis og solgte – for at bekoste det som vig61|tigere var, vel.« Saa tog Hosten hende – først nu saa jeg, hvor forfærdelig mager hun var. Og som ved Smitte forplantede den sig til Manden og Børnene ogsaa – en tør Hoste der rungede hult, som havde de ingen Lunger.

»Det er den Brystsyge,« hviskede hun, »vi har den alle. Men nu vil vi til Stranden og komme os; der skal være saa sundt ved Stranden.«

»Bare det ikke er for sent,« siger den Gamle. »Det er sommetider for sent, vi Smaafolk begynder paa saadan noget.«

»Ja, vi har nu ikke kunnet før. Manden dér var Børstenbinder, og vi maatte alle hjælpe til for at faa Føden. Saa slog det sig paa Brystet.«

»Er han det saa ikke mere?« spurgte jeg. Der strejfede mig et eller andet; hvem vidste, kanske havde de forstaaet at udnytte Krigssituationen de ogsaa paa en eller anden Maade. De skulde til Kysten hele Familien; det maatte være Gullasch, om end maaske af kummerligste Art.

»Nej,« svarede hun lyst. »For saa kom jo Krigen – eller rettere Dyrtiden som fulgte med – og hjalp os over alle Vanskeligheder. Vi kunde slet ikke faa noget til at række til mere, ikke engang til det bare Brød – saa elendige var vore smaa Skillinger blevet. Men saa var det vi traf Profeten fra Tommerum.«

»Profeten fra Tommerum?«

»Ja – og han fik os omvendt til sin Menighed. Der tager de slet ikke Føde til sig – som Protest mod Dyrtiden; og saa er det jo lige meget, hvad Maden koster. Og Klæder slider man heller ikke; for 62| det Sæt Tøj, hver af os faar naar han bliver optaget i Menigheden, er saadant beskaffent at det aldrig skal fornys. Og da tilmed alle Menighedens Medlemmer rejser gratis, syntes vi nok vi kunde faa Raad til at tage til Stranden alle fem.«

»Har De saa ingen Billetter?« spørger jeg og tænker med Bekymring paa, hvad der vil ske naar Konduktøren kommer.

Hun ryster smilende paa Hodet. »Hvad skulde vi vel med Billetter? Gammelmor har heller ingen, for hun hører ogsaa til vore. Ikke sandt Mor? Jo, vore kan altid kende hinanden paa Øjnene!«

I det samme kom Konduktøren. Han vækkede den sovende Handelsrejsende og klippede hans og min Billet; saa gik han uden saa meget som at se til de seks andre.

Min tykke Rejsefælle smaskede engang og sov saa videre. Og de to Kvinder begyndte at tale igen – om alle de Savn og Lidelser de havde kendt før de fandt frem til det ny Liv. Manden og de tre Børn sad fremdeles urørlige; der lød en enstonig Rallen fra ham, og de smaa syntes slet ikke at drage Aande. Men de to Kvinder havde intet formaaet at kue; en endeløs Lidelseshistorie var det der som en Vekselsang gik over deres Læber; et Kvæde af den Slags der kan lægges over hver af de Titusenders Tilværelse.

»Og tænke sig,« udbrød den Gamle, »at vi er saadan foretrukne nu. To Gange før, naar Længslen efter Barndomshjemmet blev for stor, gik jeg til Toget og vilde tage med. Jeg vidste jo fra Bladene, at der løb mange Tog gennem Landet hver evige Dag, 63| og at der var Plads nok i dem. Der køres med altfor mange tomme Pladser, skriver de. Men hver Gang blev jeg jaget ud af Toget. En skal over to Vand for at komme hjem, og den ene Gang var jeg naaet helt til det første; men saa stoppede de mig og transporterede mig tilbage igen; og der var endda Snak om, at jeg skulde have Straf, skønt jeg ikke havde taget Pladsen op for noget Menneske. Og nu kan jeg rejse frit, hvorhen jeg vil.«

»Ja, alle tomme Pladser Verden over tilhører os,« sagde den anden henvendt til mig, – »og det er mange. Dersom du har haardt ved at slaa dig igennem, skulde du gaa over til os; for hos os er der ingen Dyrtid, og alle har lige meget. Hverken høj eller lav kender vi Forskel paa; alle er lige for Profeten fra Tommerum.«

Saa skingrede Toget, langt og gennemtrængende. Min tykke Rejsefælle gabede og strakte sig – vi var ved Færgen. Og inden jeg fik set mig om, var de tomme Pladsers Indehavere borte.

Jeg saa dem igen ude paa Perronen, idet jeg steg ud – dem og utallige andre, der aabenbart tilhørte samme Verden. De blandede sig mellem den egentlige Flok Rejsende og opslugte den næsten; en forunderlig Sværm af Pilgrimme var det, der tog Færgen i Besiddelse.

»Et sælsomt Folkefærd, De i Dag fører gennem Danmark,« sagde jeg til en Konduktør.

Han saa forundret paa mig. »Mener De den Klat Handelsrejsende der? Dem har vi sku hver Dag hele Aaret rundt!«

Men jeg saa ikke Syner. Nu tog de Færgens øver64|ste Dæk i Besiddelse, det vældige Promenadedæk som ellers er forbeholdt første og anden Klasses Rejsende; de tog det i Besiddelse saa selvfølgeligt, som var dets ubenyttede Luksusverden just reserveret dem. Jeg saa dem med egne Øjne sværme deroppe i Sollyset, næsten et med det – de tomme Pladsers Passagerer.