[125]|Et Møde!

I Grøfterne siler Foraarsvandet, og mumler, og gaar i Jorden. Hvor det har været, er der fed boblende Slam, som bliver levende i Solvarmen. Det vælter rundt mellem hinanden dernede i Slammet, og kravler, og trækker slimede Veje udover; Jorden ligger hen som et væskende Skød. Mærk selv, hvor den længes! – den er skiftevis kold og varm. Efter alt at dømme faar vi et godt Aar!

Det kan ogsaa nok gøres Behov. Svinene har en Overgang i Vinter maat­tet nøjes med halv Ration NKærne, og de Fattige – – . Naa de skal jo ikke sælges efter Vægt og Fedtindhold, og har altsaa lettere ved at knibe sig gennem en trang Tid. De behøver blot lægge sig i Dvale, saa de kan i Grunden sagtens! Og desuden er der jo Godgørenheden.

Men for dem, som holder det hele gaaende, har det været en stræng Tid, med Stansning af Bedrifter – og Falitter. Hvad er der ikke gaaet i Stykker for dem i denne Vinter: Rejser til Syden, Vinterballer, Souper efter Præmiéren – lutter Livsgoder som Fat128|tigper med sin evige Jamren for en Brødskorpe ingen Sans har for. Forresten holdt han op med at jamre da de andre tog fat – for saadan er han nu engang.

En underlig Vinter har det været – den mærkeligste i Mands Minde siger gamle Folk. Alt hvad Vorherre selv tager sig af, har klaret sig godt – mildt som det har været. Allerede først i Februar sang Lærkerne om Foraar; maaske har de slet ikke været borte. Jorden har næsten ikke været dækket af Sne og slet ikke frossen; Muldvarpen har snydt sig fra sin Vintersøvn denne Gang, den har kunnet gaa oven i Jordskorpen og jage hele Tiden. Da det store Snevejr kom sidst i Januar, tog den den Oplevelse med. Jeg saa det Særsyn, at den satte sine sorte friske Muldskud op paa Overfladen af det alentykke Snelag.

Det har været lutter gode Dage for de smaa Fugle – i en velsignet Vinter for alt det Smaakræ der gruer for Kulden. Undtagen for Fattigmand, han har grundigt faaet at føle, at han er sat uden for Loven. Hvor alle de andre Smaavæsner – de hvis Ve og Vel fremdeles afhænger af Naturen – har klaret sig godt, har der ikke været Fugls Føde at pille for ham. Ellers har det altid været Naturen, der lukkede af for Spisekammeret – for Fattigper som for det andet Vorherres Smaakræ; men denne Omgang har Jorden været ubarmhjærtigere lukket for ham – kun for ham! – end om den havde været bundfrossen. Han alene har været henvist til Affaldet paa de Foderbrætter, Samfundet sætter ud. Han føler det som en Beskæmmelse at være sat saaledes udenfor, og bliver tung og tænkende i det. Skal Arbejdsløsheden 129| nu være noget der kommer i de gode Tider ogsaa? Gies der ogsaa andre Kræfter end Vinterfrosten, der har Magt til at stanse Skibsfarten lukke af for Jordarbejdet? Der gror tunge Konsekvenser af dette ny – langt ind i Fremtiden.

Jeg kan ikke lade være at beskæftige mig med dette, naar jeg gaar min Morgenvandring ind over Landet. Saadan har Tilværelsen aldrig artet sig for os i min Barndom – saa at sige paa tværs af Naturens Orden. Der er kommet noget nyt til – dengang huserede den Fattiges Fjender aabent i Dagen.

Om Gavlen af de forfaldne Rønner gaar Mændene og skuler, magre og jordslaaede af den lange Ørkesløshed. Rundt om dem ligger Masser af Arbejde og venter; der er saa meget at udrette som vel aldrig før, og alle Forhold er til det. Men de, der naadigst fordeler Arbejdet til de skabende Hænder, vil ingenting; de er gaaet i Hi, ligger i Dvale med en tung død Lab hen over Fattigmands Tilværelse!

Kan den da ikke fjærnes, denne Dødvægt? Foreløbig begriber de ingenting af det hele, men stirrer blot forvildet ud, med Øjne som er mærkede af Panik. Krise siges der – og paa en ond Ting kan det ene Navn vel være lige saa godt som det andet! Arbejde og villige Hænder – mere har Verden endnu aldrig behøvet for at faa noget udrettet; og begge Dele er der rigeligt af, saa meget kan enhver se. Men en vilkaarlig Magt som huserer et Steds i det skjulte, har grebet ind og tvinger dem til at gaa ledige alligevel. Det næste bliver vel, at den døde Tid indfinder sig Sommerdage – og hvor ender det hele?

Jeg kender de fleste af Hytternes Beboere, men i 130| Dag vil de ikke have noget med mig at gøre. Naar de ser mig, lusker de om paa den anden Side Hytten.

Oppe ved NKongevejen holder en vældig Luksusbil af en ganske ny Type. Der er ingen Mennesker ved den; men et Stykke nede paa Markerne, der falder i langt Drag ned over Tibberup og Espergærde og giver en prægtig Udsigt over Sundet og den svenske Kyst, gaar en skindklædt Skikkelse og skridter Grunde af. Armene hænger besynderlig dødt ned fra Skuldrene, og Personen fylder mig med stærkt Ubehag, endnu før jeg har set hans Ansigt.

Pludselig – saa pludselig, at det giver et Sæt i mig – vender han sig og kommer rask ned imod mig, en uhyggelig Fremtoning! Ansigtet er fiskegraat og uden Varme, og hans Arme stumper lidt neden for Albuerne – han har ingen Hænder! Jeg har gaaet og set de tunge, ledige Hænder altfor levende for mig, og Synet af et Væsen helt uden Hænder faar mig til at fryse sammen i Rædsel.

»Smuk Morgen!« nikker han. »Rigtig et Vejr at tage paa Landet i.«

»De er maaske ude for at søge Dem en Villagrund ud?« siger jeg spørgende, – »Udsigten her er jo pragtfuld.«

»NejA, jeg er bare ude for at slaa et Par Proprietærgaarde i Stykker før Frokost – til Villagrunde altsaa.«

»Dem er der ellers ingen Mangel paa i Forvejen. Det halve Sjælland ligger udparcelleret og bærer Tidsler – i Stedet for at der skulde vokse Korn.«

131| »Gro hvad for en Ting?« han saa uforstaaende paa mig.

»Brødkorn!« sagde jeg lidt skarpt.

»Naa ja selvfølgelig, Brødkorn naturligvis – hvad skulde der ellers gro. Undskyld at jeg ikke straks var med.« Hans Stemme lød spottende. »Brødkorn ja vel, hvad ellers! andet faar der jo ikke Lov til at gro paa Jorden. Og alligevel lyder der et evindeligt Skraal efter Brød. Alvorlig talt Højstærede, kan De begribe hvem der sætter alt det Kreaturfoder til Livs? Jeg for mit Vedkommende er ingen Brødæder, for min Skyld maatte man gærne udrydde alt Brødkorn af Jordens Overflade.«

»Ja saa angaar det jo ikke Dem!«

»Nej, vel? Og jeg maa tilstaa, jeg har heller ikke skænket det en Tanke, hvad der gror og ikke gror. Tilværelsens Nytteside interesserer mig overhovedet ikke – jeg er ikke NUtilist. Hvor jeg øjner en Chance, griber jeg til uden Skrupler. Formaal og den Slags Grinagtigheder overlader jeg til Ide – –, Ide – –, naa lad os i Guds Navn kalde dem Idealisterne; Folk af Deres Slags altsaa. De skal jo ogsaa leve.«

»De er renlivet Kapitalist!«

Den fremmede lo haanligt: »Kapitalist – Nherreje! Et af disse Individer der ejer et Par snottede Tusend eller Millioner – hva? Renlivet – naa lad gaa; men jeg er alligevel lidt mere, naar De endelig vil vide det. Jeg er selve Kapitalismens Aand, dens Idé! Ja se kun rigtig paa mig, siden jeg nu engang er rendt lige i Armene paa Dem; jeg har dog givet Dem og de andre et og andet at tænke paa. Det er min Aand, der besætter alle dem som tager Del i Kapløbet; i 132| mit Navn æder den Stærke den Svage og bliver selv ædt af en endnu stærkere. Kan De skimte Konsekvensen i det? – den er ikke just i Favør af de mange. – Gensidighed er en Underklassefølelse, den er kun skikket til at holde nede; men selv i Livredning er det vigtigste Tag det, hvormed man sparker den Druknende fra sig. Derfor har De galt fat, unge Mand! De vil at alle skal have Del i Livets Goder – De spreder! Mit Maal er at samle det hele paa én Haand – én eneste forstaar De – og gøre hele den øvrige Verden til Proletarer. Det er Kapitalismens Ideal – dens inderste Idé – og jeg er godt paa Vej til at realisere den. – – –

»Næ, De havde ikke tænkt Dem jeg saa saadan ud – en stakkels Krøbling set fra Deres ophøjede Nyttestandpunkt. Skuffer jeg Dem, Højstærede? – Apropos Nytte, De som er bevandret i den Slags, hvor staar det egentlig skrevet at man skal gøre Nytte? Og hvad er Nytte, min gode Mand? De kalder det formodentlig Nytte at holde Liv i mange; jeg kalder det Spild, naar faa kan gøre det hele af. Jeg indser ikke, hvorfor man skulde holde Liv i den Slags Individer – med mindre man har Brug for dem.« Han pegede med Armstumpen over efter en af Hytterne, hvor en krogslidt Jordarbejder gik og nussede.

»Det er Glade Jakob,« saa jeg. »Et forkomment Skrog er han, men han er god mod Konen og Ungerne. Han er en af de mange, der gaar og sukker efter opgaaede Tider«!

»Jeg er bange, han og de andre kommer til at sukke forgæves. Krise siger De formodentlig – ligesom alle andre; men ved De mon ogsaa, hvad det er for 133| noget? Jeg er ved at konsolidere mig; det er det der – mellem os sagt – foregaar. Kapitalismen er i Færd med at indsnævre sit Omraade – Uhyret, det alt omspændende, trækker sig sammen igen. Jeg har Veer forstaar De – Kriser; og for hver Ve sættes et nyt Hold Væsner uden for Tilværelsen. Middelstanden og den smaa Næringsdrivende er jeg forlængst færdig med, nu er det hans Tur her – den flittige Næves! Skulde det mod Forventning ikke gaa saa glat nok, skyder jeg efter med en Gang Stor-Lockout. Jeg har den under Overvejelse. Det er virkelig paa Tide at skyde dem ud af Tilværelsen, disse forældede primitive Væsner, som belaster Produktionsomkostningerne ved at holde Kone og Unger, og nu oven i Købet møder op med en Sjæl der skal tages bekostelige Hensyn til. Arbejderen, denne Urtype paa en Maskine, bør virkelig henvises til NIndustrimusæet; og det er det jeg er i Færd med. Hvis De har et nogenlunde fint Øre, vil De kunne høre Maskinerne snurre saa jævnt gennem Arbejdsløsheden; den er nemlig ikke længer absolut identisk med Stilstand i Virksomhederne. Det der skal fremstilles bliver det, min Gode; de der har berettiget Krav paa at holde Fornødenheder er ikke mange, og vil blive færre endnu. Maskinerne bliver paa den anden Side stadig mere fuldkomne. Vi nærmer os Løsningen af det sociale Spørgsmaal.

Det var for øvrigt allerede løst, havde ikke Stat og Kommune skabt ­kunstigt Læ for et Utal af Individer, som den private Foretagsomhed forlængst har sat Kors ved. Jeg tænker paa alle disse NBestillingsmænd, Konduktører o. s. v. Hvis Privatkapitalen var 134| eneraadende, skulde den snart faa det hele gjort avtomatisk; Maskiner fungerer nu engang bedre – og stiller ikke dumme Fordringer. – – De flittige Hænder, hvor det i Grunden lyder, Kære! Lad os dog være enige om, at de der arbejder med Hænderne ikke er Mennesker; Mennesket bruger kun Hjærnen. – Maa jeg have den Fornøjelse at køre Dem en Tur i min ny Bil? Den er virkelig helt god.«

»Deres Chauffør er her jo ikke!«

»Jeg bruger ikke Chauffør. Ser De den Hjælm paa Standeren dér? Naar jeg har den paa, tar Bilen Ordrerne direkte fra min Hjærne; det hele er meget simpelt, Maskinen er godt paa Vej til at kunne betjene sig selv. Mit Maal er som sagt at samle det hele paa én Haand, og derfor er det nødvendigt at gøre sig uafhængig af alle. Og først og fremmest af disse oversavlede »flittige« Hænder, som tager hele Samtidens Sentimentalitet.

De ser saa ondskabsfuldt forstaaende paa mig! Ja vel, jeg mangler selv Hænder! Jeg er født saadan – Manglen er formodentlig opstaaet af en dyb Antipati i mig. Aa, jeg misunder vist ingen disse femfingrede Grabber, der hindrer Mennesket i at frigøre sig. – – De vil ikke køre? vel, saa gaar vi. Gør mig blot den Tjeneste at anbringe den lille Traadledning dér paa min Kasket – saadan, Tak! Helt undvære Hændernes Hjælp kan jeg ikke endnu; jeg er endnu ikke naaet til at overføre min Tanke traadløst til Bilen. Men det kommer.«

Vi drev langsomt hen ad Vejen; den svære Maskine fulgte os trofast i Hælene, som en Hund ført 135| i en tynd Line. Den Fremmede stirrede lige ud, med de hvide Tænder blottede i et skarpt Grin:

»Nuvel, hvorfor nægte det – jeg hader disse dumme Hænder, der oven i Købet vover at true. Lediggangen sætter mørke Tanker op i sine tvungne Dyrkere, paastaar man; kan hænde de stormer ind og slaar Maskinerne i Stykker for selv at komme til – og rykker Udviklingen tilbage! Men jeg har forudset denne Mulighed; ved den mindste Knurren sætter jeg dem ned paa Minimalforplejning – Hungersnød forstaar De! Den er en af mine bedste Forbundsfæller; der eksisterer overhovedet ikke anden Hungersnød end den jeg skaber. Jeg kunde dræbe dem som Fluer og lade Naturen bære Skylden, ødelægge Jordens Afgrøde saa de omkom paa faa Døgn – underernærede som de mellem os sagt er. Men jeg holder ikke af det, for hvem skal skaffe dem af Vejen? De ser jeg er ikke sentimental, jeg lader dem blot besørge sig selv til Side – sulter dem, saa gaar Resten af sig selv. Mumier lugter som bekendt ikke! Smaabørnene har jo mindst Modstandskraft – især naar de ikke faar Modermælk. Derfor lader jeg heller ikke Arbejdsløsheden gælde de Kvinder der har Diebørn.

Saa De synes jeg er en Djævel, Højstærede? Jeg smigrer mig i al Fald med at have Satans guddommelig kolde Hjærne! Kan man tænke sig nogen mere djævelsk storslaaet Opfindelse end min? Pengene, det er selve Menneskehedens Blod og Sved og Taarer – alt hvad den har udrettet og ønsket og drømt – smæltet ind i et koldt Metal. Værdimaaler hvabehar? tror De virkelig ogsaa paa det 136| Sludder? – det var ellers bare ment som en Vits fra min Side! Nej men en vidunderlig Akkumulator for alle Værdier er de sku – Pengene, et storslaaet simpelt Middel til at omfatte det hele og beherske Verden – det eneste mulige. Ved Pengene kan jeg, saa latterligt det lyder, holde Liv i det hele eller dræbe det, ligesom jeg vil. Jeg kan lukke Jordens samtlige Livsbetingelser inde i mit brand- og dirkefri Pengeskab – er det ikke genialt?

Min Opfindelse har en anden fortræffelig Egenskab, der klæber ikke moralsk Fordom ved den – NPenge lugter ikke! Ethvert andet Erhverv forpligter sin Udøver i Retning af Skønhed eller Nytte; men jeg stanser med Glæde de nyttige Erhverv og sætter Taabeligheder i Gang i Stedet – hvis jeg ser min Fordel ved det. Og sandt at sige: en gal Spekulation er som oftest mere værd for mig end en god; jeg trives bedst hvor noget gaar i Stykker. Miséren er mit Element!

Det halve Nordsjælland ligger hen som øde Villagrunde – De var saa venlig at gøre mig opmærksom paa det før. Jeg vidste det forresten, unge Mand – jeg har selv pustet paa dem. Nej Korn gror der jo ikke paa dem – til Gengæld gror der Dalere! der er ingen Jordbund saa god for Penge at vokse i, som den der er gødet med Svindel. – Javist, det er det modsatte af Livsstrømmen jeg lever paa, mit Element er Venernes urene tilbagegaaende Blod. Løsningen af det store Ernæringsspørgsmaal har heller aldrig været min Sag; tvært imod, de manges Velvære er mig ikke gunstig. Naa, min Ærgerrighed lig137|ger heldigvis heller ikke dér. Jeg har brændt flere Kornmarker af i min Tid end jeg har tilsaaet.

I denne Tid fejrer jeg forresten en Triumf. Jeg har prøvet den Kunst at ligge død, og fundet ud at det er en ny og indbringende Erhvervsform – absolut den fordelagtigste jeg endnu har været inde paa. Og den mest ideale – Omkostninger og Arbejde bragt ned til ingenting. Jeg har ingen Grund til at klage over de daarlige Tider.

Jeg er i det hele godt tilfreds; der er ikke den Ting, uden den har vendt sig til mit bedste. Man klager over, at det ikke længer er muligt at overse en Lovs Virkninger – jeg maa sige jeg begriber det ikke. Kig engang ned i min venstre Vestelomme! nogle snavsede Millioner der lugter af Kostald, hva? Det er Overskuddet af NStatens Laan til Husmandslodder. Og saadan er det helt igennem; der er ingen Lov saa forrykt, uden jeg spinder Silke ved den. Selv de Love der skulde beklippe Ejendomsretten, tjener jeg Penge paa.

Kirken har jeg altid staaet paa en god Fod med. Der er jo ganske vist det kriminelle Ord om at Nsælge alt hvad man har og give det til de Fattige; men Præsterne har altid været de første til at bortforklare det. De har overhovedet tjent mig tro – jeg har ingen ydmygere Dyrkere haft. Nu synes det jo, som de vil til at tage lidt Afstand fra mig. Men jeg kan bære det; deres Tjenesteiver var efterhaanden blevet noget kompromiterende for mig.

Og nu Farvel unge Mand! Jeg maa ind og lave en Brødtrust til Støtte for de daarlige Tider. – Og De selv brænder naturligvis af Længsel efter at faa rig138|tig Ram paa mig. Værsgod, kil endelig paa, Blækket er billigt! Og hils Deres Flittige Hænder fra mig!«

Han sprang op i Bilen og vinkede Afsked med sine to Armstumper. Standerens Messingarm sænkede Hjælmen ned over hans Hode, Bilen hoppede fremad – og var i næste Øjeblik forsvundet i en Støvsky. Glade Jakob stod uden for sin Hytte og gloede, med hængende Underkæbe.

»Ded vor dov Satan til Fart den Stodder satte op,« sae han – »en sku tro, Dommedav var i Hælene paa'en. Ham sku' du li'godt ta' og gi' et Hagl – inden han kører alting ned!«