1| I
Dittes Stamtræ

Det har alle Dage været anset for Tegn paa god Byrd, at man kunde tælle sine Aner langt tilbage. Og efter det kommer Ditte Menneskebarn højt paa Straa. Hun tilhører den ældste og talrigste Slægt i Landet, Slægten Mand.

Nogen Stamtavle over Slægten findes ikke og vilde heller ikke være nem at udarbejde, da den er talrig som Havets Sand. Alle andre Slægter kan føres tilbage til den; her dukkede de frem i Tidernes Løb – og vendte de tilbage igen, naar Kraften var løbet af dem og deres Rolle udspillet. Slægten Mand er paa en Maade som det store Hav, hvorfra Vandene stiger mod Himlen i lys Flugt – og hvortil de tungt rindende vender tilbage.

I Følge Overleveringen skal Slægtens Stammoder have været en Markarbejderske, som hvilede sig med sit bare Sæde paa den vaade Jord. Deraf blev hun frugtsommelig og fødte en Dreng. Dette blev siden ved at være et ejendommeligt Træk hos Slægten, dens Kvinder gik nødig med Undertøj – 2| og de fik Børn for et godt Ord. Endnu hedder det om dem, at de bare behøver at staa i Træk i en Dør, straks bliver de med en Pige. For at faa en Dreng skal de blot sutte paa en Istap. Underligt er det ikke, at det blev en talrig og haardfør Slægt, for hvis Hænder det groede. Slægten Mands ejendommeligste Særkende blev det, at alt hvad den rørte ved fik Liv og Vækst.

Drengen bar længe Mærke af den klægede Jord; som lille var han klam i det og havde krumme Ben. Men han voksede sig ud af det og blev en dygtig Jordarbejder; med ham tager Dyrkningen af Landet sin Begyndelse. Det at han Ningen Far havde, sysselsatte ham meget og blev hans Livs store og frugtbare Problem. I sin Fritid skabte han en hel Religion over det.

Han var ikke god at bides med ude i det fri; i Arbejdet havde han ikke sin Lige. Men sin Kvinde laa han under for. Navnet Mand siges at hidrøre fra, at han, naar Kvinden havde drevet ham hjemme fra med sin skrappe Kæft, plejede at gaa Nhødende omkring og sværge paa, at han var Mand i sit Hus. Endnu den Dag i Dag har adskillige af Slægtens Mænd ondt ved at begaa sig over for deres Kvinder.

3| En Gren af Slægten slog sig ned paa den øde Kyst oppe ved Kattegat og grundlagde Lejet. Det var i de Tider, da Skov og Sumpe endnu gjorde Landet uvejsomt; og den kom Nsøværts til. Stenrevet, hvor Mændene lagde til med Baaden og løftede Kvinder og Børn fra Borde, ligger der endnu; hvide Havfugle skiftes Nat og Dag til at markere Stedet – og har gjort gennem Aarhundreder.

Denne Gren havde i fremtrædende Grad Slægtens typiske Kendetegn: to Øjne – og en Næse midt i Ansigtet; en Mund, der baade kunde kysse og bide, og et Par Næver, der sad godt paa Skaft. Desuden lignede den Slægten deri, at de fleste af dens Medlemmer var bedre end Forholdene. Man kunde kende Mand'-erne igen overalt paa, at Nderes daarlige Egenskaber gærne lod sig føre tilbage til bestemte Aarsager, mens det gode i dem ikke gav Grunde for sig, men var medfødt.

Det var en øde Egn, de var kommet til. Men de tog den som den var, og gav sig ufortrødent i Lag med Tilværelsen, byggede Hytter, grøftede og huggede Vej. De var nøjsomme og haardføre og havde Mand'ernes umættelige Trang til at tumle med Tingene; intet Arbejde var dem for surt eller svært, og snart kunde det kendes paa Egnen, at de havde slaaet sig ned dér. Men de var ikke gode til at holde paa Udbyttet af deres Arbejde og lod andre rende med det; og saaledes kom det, at de trods al deres Flid blev ved at være lige fattige.

For godt halvhundrede Aar siden, inden Nord4|kysten endnu var opdaget af NLandliggerne, bestod Lejet fremdeles af en Klynge skrutryggede, jordslaaede Hytter, der godt kunde være de oprindelige, og lignede i det hele en ældgammel Boplads. Redskab og optrukne Baade fyldte Stranden; Vandet i den lille Bugt stank af henkastet raadnende Fisk, Stenbidere, Aalekvabber og andre Havdyr, der paa Grund af deres sære Udseende antoges for at være beboede af Aander og derfor ikke blev spist.

Et Kvarters Gang fra Lejet, ude paa Næsset, boede Søren Mand. Han havde faret paa Langfart i sine unge Dage som alle andre, og siden nedsat sig hjemme som Fisker – som Skik og Brug var. Men ellers var han da nærmest Bonde. Han hørte til den Gren af Slægten, som havde givet sig til at dyrke Jord og vundet Anseelse ud over det almindelige derved. Søren Mand var Gaardmandssøn, men da han kom til Mandsalderen, giftede han sig med en Fiskerpige og gav sig til at drive Fiskeri ved Siden af Landbruget igen – ligesom de første Bønder i Slægten havde gjort.

Med Landbruget var det ikke stort bevendt, et Par NTd. Land Klitter, hvor nogle Faar kummerligt fandt Føden, det var alt hvad der var til Rest af en stor Gaard, som havde ligget dèr, hvor nu Maagerne skreg og flakkede over den hvide Brænding. Det øvrige havde Havet ædt.

Det var Sørens og især Marens sølle Stolthed dette, at hans Forfædre havde haft Gaard. For tre-fire Slægtled siden laa den der godtnok, med 5| helgode Jorder, en Lerknude skudt ud i Havet. Firlænget og stærktbygget, af Egetømmer fra Strandinger, laa den og kunde ses langt ud, et Billede paa Holdenhed. Men saa begyndte Havet pludselig at gnave paa det Sted. Tre Slægtled efter hinanden maatte flytte Gaarden længere ind for ikke at se den gaa i Søen, og hver Gang gjorde man den en Længe mindre for at komme nemmere fra Flytningen; der var jo alligevel ikke Brug for saa meget Husrum, naar Havet aad Jorderne. Nu var der kun det gamle Bindingsværks Stuehus tilbage, som man af Forsigtighed havde lagt paa Indersiden af Kystvejen, og saa nogle Klitter.

Havet aad ikke længer her. Det var blevet mæt af Mand'ernes Jord, nu den bedste var taget, og tog sin kostbare Føde andetsteds; her gav det sig tilmed til at lægge paa. Det smed Sand i Land, der lagde sig som en bred Forstrand uden om Skrænten og paa Blæsevejrsdage gav sig til at fyge og tildække Resten af Markerne. Under Klitjordens tynde, strittende Plantevækst kunde man endnu skimte Trækkene af gammelt Plovland, som var Nbrudt tvært af ude paa Skrænten, og af gamle Hjulspor, der løb ud efter og forsvandt brat i den blaa Luft over Søen.

Det havde gennem mange Aar, efter onde Nætter med Paalands Sø, været Mand'ernes faste Morgentur ud at se, hvor meget Søen nu igen havde taget. Stenfiskere og Sandgravere fremskyndede Ødelæggelsen; og det hændte, at hele Stykker Mark med 6| Sæd paa brød ned paa én Gang og laa dernede i det gumlende Hav med Mærker af Harve og Tromle og et grønt Skær af Vintersæd hen over sig.

Det tog paa Mand'erne at være Øjenvidner til det uundgaaelige. For hver Gang et Stykke af deres Land gik til Søs med deres Slid og deres daglige Brød paa sin Ryg, blev de selv ogsaa mindre i det. For hver NFavn Havet aad sig nærmere til deres Dørtærskel, gumlende paa deres gode Madjord, blev deres Anseelse og Mod ringere.

De strittede imod Ni det længste, hang ved Jorden med haarde Næver og tog kun nødtvungent paa Søen igen. Søren var den første, der gav sig helt over, han tog sig Kone fra Lejet og blev selv Fisker. Men noget Humør kom der aldrig over det. Maren kunde ikke glemme, at hendes Søren tilhørte en Slægt, der havde ejet Gaard; og det gik igen i Børnene. Sønnerne brød sig ikke om Søen, de havde det i Næverne at skulle tumleA med Jord og søgte ind mod Gaardene. De blev Daglejere og Grøftegravere, og efterhaanden som de kunde afse Penge, vandrede de ud til Amerika. Fire Sønner var ved Landbruget derovre. De lod sjælden høre fra sig, Slægtsfølelsen syntes at være slidt op under Nedgangen. Døtrene tog ud at tjene, og efterhaanden tabte Søren og Maren ogsaa dem af Syne. Kun den yngste, Sørine, blev hjemme ud over den Tid, da Fattigfolks Unger ellers plejer at forlade Reden. Hun var svag i det, og Forældrene holdt paa hende – som den eneste de havde igen.

7| Det havde været en lang Rejse for Sørens Slægt at naa fra Havet frem til den dyrkede Muld; adskillige Slægtled havde det taget at skabe Næsgaarden. Turen ned ad Bakke gik som altid hurtigere, Søren maatte tage det værste Stykke af den. Da han kom til, var ikke alene Agrene men ogsaa de sidste Rester af opsparet Arvegods gaaet med; nu var der kun Fattigmandsrester tilbage.

Enden var i mange Maader Begyndelsen lig. Søren lignede de oprindelige Mand'er ogsaa deri, at han som de var et NAmfibie. Han forstod sig paa alt, Landbrug, Fiskeri og Haandværk. Men tjene Føden var han alligevel ikke skrap til, og noget tilovers fik han aldrig. Det var Forskellen paa at være i Opgangen eller have ved den sidste Ende af Tingene. Tilmed havde han – som saa mange af Mand'erne – svært ved at lægge Haand paa, hvad der tilkom ham.

Det var en Slægt, der var vant til, at andre høstede NFørstegrøden af deres Arbejde. Om Mand'erne hed det sig, at de var ligesom Faaret: jo tættere man klippede dem, des mere groede der paa dem. Nedgangen havde ikke gjort Søren færmere til at hævde sig.

Var Vejret ikke til at tage paa Søen og det lille Klitlandbrug ikke gav noget at bestille, sad han hjemme og flikkede Søstøvler for Kammeraterne nede i Lejet. Men Penge for Arbejdet fik han sjælden. N»Det kan vel staa til en anden Gang?« sagde de. Og Søren havde ikke ret meget at indvende 8| imod den Ordning, den var for ham saa god som nogen Sparegris. »Saa har én noget til sine gamle Dage«, sagde han. Maren og Tøsen var ofte efter ham for det, men Søren forandrede sig ikke paa dette saa lidt som paa andre Omraader. Han kendte nok Fruentimmerne; de skulde helst æde alting op med det samme.