9| II
Svulsten

Nu var Børnene fra Haanden – alle otte for saa vidt. Søren og Maren var ikke helt unge længer. Tid og Slid begyndte at gaa igen i Lemmerne, og det kunde have været ganske rart at have lidt at staa imod med. Sørine, den yngste, var for saa vidt ogsaa fra Haanden, som hun var voksen og forlængst burde have været vippet ud af Reden; naar hun alligevel gik hjemme og tærede paa de to Gamle, havde det saadan sine egne Aarsager.

Hun var ikke saa lidt forkælet, Tøsen – som den yngste jo let kan blive det; kuldskær var hun rent ud sagt, og bange for Fremmede. Naa, og saa var det ogsaa rart nok, naar en havde sat saa meget Liv til Verden, saa at beholde en Mundsmag af det selv, syntes Maren. NUngeløs Rede bliver let kold! Søren mente i Grunden det samme, om end han gnavede lidt og slog paa, at ét Fruentimmer i Huset var mere end nok. De var lige barneglade begge, og at de hørte saa lidt fra de andre, fik dem til at klamre sig til den sidste. Det ene med det andet, Sørine blev gaaende hjemme 10| og tog sig blot nu og da lidt fremmed Arbejde paa i Lejet eller paa de nære Gaarde inde bag Klitrækken.

Hun gik for at være en køn Pige, og det kunde Søren ikke sige noget imod; men saa meget kunde han se, at der var ingen rigtig Trivsel i hende. Det røde Haar stod som en Brand om den skære, svagt fregnede Pande, Armene var det rene Dukketøj, og noget Bid i hende var der ikke. Blikket vilde ikke tage i den hun talte med, men veg ængsteligt udenom. Hun kunde godt være Nfaldet bag af en Herskabsvogn.

Lejets unge Gutter sværmede i Klitterne omkring Hytten – helst i de lune Nætter; men hun gæmte sig ræd for dem. »Hun slægter til den skidt Side,« sagde Søren, der saa, hvor stramt hun holdt sit Vindu lukket.

»Hun slægter til den fine Side,« sagde Moderen saa. »Du skal se, hun faar nok en fin Mands Søn.«

»SkvadderhodeA!« vrængede Søren arrigt og gik sin Vej – – at fylde baade sig selv og Tøsen med saadan noget Tøjeri!

Han holdt godt nok af Maren, men hendes Aandsævner havde aldrig aftvunget ham Respekt. Naar Børnene under Opvæksten gjorde et eller andet forkert, sagde Søren altid: »Ded er da et farligt Fjols – ded har han efter sin Mor.« Og Maren fandt sig gennem Aarene taalmodigt i denne Ka11|rakteristik; hun vidste vel lige saa fuldt som Søren, at det til syvende og sidst ikke er Forstanden, det kommer an paa.

Et Par Gange om Ugen gik Sørine til Købstaden med en NDragt Fisk og havde Varer med hjem. Det var en lang Vej at gaa paa sine Ben, og Vejen faldt for en Del gennem Naaleskov, hvor der var mørkt om Aftenen og ofte færdedes Vagabonder.

»Aa skidt,« sagde Søren. »Tøsen har sku godt af at prøve lidt af hvert, skal der blive Menneske af hende.«

Men Maren vilde nok Nhytte sit Barn, saa langt det stod til hende. Og saa fik hun det ordnet saadan, at Datteren kunde køre hjem med Vognen fra Sandgaarden, der netop de Dage var inde at hente NBærme paa Brænderiet.

Ordningen var for saa vidt god, som Sørine ikke længer behøvede at gaa i Skræk for Vagabonder, og hvad en forskræmt ung Pige ellers kan udsætte sig for at møde; men paa anden Maade svarede den ikke til Forventningerne. Saa langt fra at hun havde haft Skade af de lange Fodture, viste det sig nu at de havde gavnet hende. Hun blev mere sart i det end før og fik det med ikke at kunne taale det og det.

Det faldt godt i Traad med Pigebarnets øvrige fine Væsen, og skønt Maren havde svært nok ved at Nskaffe, var det ligesom dette ny betød en Lettelse for hende. Det tog den sidste Rest af Tvivl 12| fra hendes Hjærte og slog noget endelig og uigenkaldelig fast. Sørine var et Finmandsbarn, ikke af Avl naturligvis – for Maren vidste nok baade hvem der var Far og Mor til Tøsen, hvis Søren skulde komme paa de Tanker – men af NNaadegave. Det Nhændte, at saadanne faldt i Fattigmands Vugge, og de var altid udset til at bringe Forældrene Glæde. Sild og Kartofler, Flynder og Kartofler, og lidt Flæsk ind imellem – var det kaske Kost for en Nsaa at sige Frøken? Maren kræsede for hende, og naar Søren saa det, spyttede han akkurat som havde han faaet noget væmmeligt i Munden, og gik sin Vej.

Men man kan ogsaa blive for fin paa det; og da det kom dertil, at Tøsen ikke engang kunde beholde Æggekage i sig, blev det selv Maren for meget af det gode. Hun tog Datteren op til en klog Kone, der boede inde i NOverdrevet. Tre Gange Nslog den kloge Kone Vejret igennem hende; og da det ikke hjalp, maatte Søren gøre Udvej for Hest og Vogn og køre dem ind til NHomepaten. Han gjorde det nødig. Ikke fordi han ikke holdt af Tøsen, og det kunde sku ogsaa godt være, Maren havde Ret i, at hun havde sovet sig noget til, et Dyr eller andet Djævelskab, som havde fundet Vej ind gennem Munden og nu sad og pustede Maden ud af Halsen paa hende. Saadan noget havde én hørt før. Men ligefrem skabe sig tosset af den Grund – farte af Sted med Hest og Vogn til Homepat ligesom et andet Herskab og gøre sig til 13| Grin for hele Lejet, naar en Dosis NRegnfang havde samme Virkning – det var Søren ligegodt ikke opsat paa.

Men saa selvfølgeligt Afgørelsen til daglig Brug laa i Søren Mands Hænder, var der Lejligheder, hvor Maren satte sin Vilje igennem – navnlig naar det for Alvor galdt Afkommet. Saa kunde hun – som ved Trolddom – pludselig skyde ovenud af al sin Skikkelighed, feje Sørens Indvendinger til Side som endeløst Vrøvl, og staa der som en Mur man hverken kom over eller udenom. Bagefter kunde han godt træffe til at være ked af, at Trylleordet, som skulde hente Maren ned fra hendes Højder, svigtede i det afgørende Øjeblik. For hun var et Skvadderhoved – og navnlig naar det galdt Afkommet. Men galt eller rigtigt, naar hun saadan havde sine store Øjeblikke, talte Skæbnen gennem hendes Mund, og saa var Søren klog nok til at tie.

Denne Gang syntes det ligegodt, som Maren Nvar paa den rigtige Side af Mergelspigret, for den Kur, Hømopaten foreskrev, NBruspulver og Sødmælk, havde en vidunderlig Virkning. Sørine trivedes og lagde sig ud, saa det var en Lyst at se.

Der kan jo være Maade med alting. Søren Mand, som var den der skulde skaffe Føden frem, var den første, der syntes det; men selv Maren maatte en skønne Dag indrømme for sig selv, at nu var Tøsen sku godt nok i Stand. Men Sørine blev ved med at bovne ud. Hun og Moderen talte meget frem og tilbage om, hvad det vel kunde være, 14|NVattersot? eller kaske NFedtsyge? De havde meget for og gik og stak Hovederne sammen; men saa snart Søren kom i Nærheden, tav de.

Han var blevet ganske umulig, gik og smaadævledes og mukkede. Som om det ikke kunde være tungt nok at bære endda, navnlig for den stakkels Tøs! Skaansel mod en syg kendte han ikke til, som den Stodder han var; og en Dag brast det ud af ham, rigtig ondt og Ngaldesygt: »Hun venter sig vel, Tøsen – andet er'ed vel ikke?«

Men som et Uvejr var Maren over ham:

»Hvad taler du om, dit gamle Skvadderhode? Er det ka'ske dig, der har faaet otte Unger, eller har du Tøsens Fortrolighed. En Synd og Skam er det, at la'e Tøsen høre paa den Slags skidden Tale; men nu er det jo gjort, og saa maa du lige saa godt spørge hende selv. Svar din Far, Sørine – ska' du vel ha'e en Lille?«

Sørine sad henne ved Kakkelovnen og hang, lidende og forskræmt. »Det skulde da være med Jomfru Marie,« hviskede hun uden at se op. Og pludselig sank hun sammen i Hulken.

»Der kan du selv se, hvad du er for et Skvadderhode,« sagde Maren haardt. »Tøsen er saamænd saa ren, som laa hun endnu i Moders Liv. Hun lider af en Svulst gør hun, se det er Sagen. Og her gaar duA og laver Hus i Helvede, mens Barnet kaske bærer Døden i sig.«

Søren Mand dukkede Hovedet og kom ud i 15| Klitterne i en Fart. Puh ha, den var nok lige op over! Skvadderhoved havde hun kaldt ham – for første Gang i hele deres Samliv; han kunde nok haft Lyst til paa staaende Fod at Nlyse det Ord hjem igen, før det fik bidt sig rigtig fast. Men vove sig ind til en gal Kælling og en flæbende Tøs – han kunde dy sig endnu!

Søren Mand var en stivnakket Rad; naar han først havde faaet noget ind i sit Ntrekantede HodeA, var det ikke til at banke ud igen. Han sagde ingenting men gik om med en Mine, der sagde saa meget som: Ja, en ska' jo nok vogte sig for at komme i Klammeri med Kvindfolk! Maren tog ikke fejl af hans Mening. Naa, saalænge han endda holdt den for sig selv. Dèr gik Tøsen og pintes, drak NPetroleum og aad grøn Sæbe som en Gal, fordi hun havde hørt, det skulde være godt for indre Svaghed. Det manglede blot, at hun skulde have Spot til Skaden – af sin egen Far.

Han holdt sig helst hjemme fra i denne Tid, og Maren havde ikke noget imod det, saa gik han da ikke og saa sig gal paa dem. Naar han ikke var paa Søen, drev han omkring paa NLodden og nussede med et eller andet eller sad oppe paa Mandfolkenes Sladrebænk paa den høje Klit, hvorfra man kunde holde Øje med enhver Sejler der stod NSundet ud eller ind. Som oftest fik han Lov at gaa i Ro, men naar Sørine havde det altfor slemt, kom Maren rendende – helt sølle at se til i sin moderlige Bekymring – og tiggede ham om ende16|lig at tage ind til Hovedstaden med Pigebarnet, og faa hende undersøgt før det var for sent. Saa hændte det let, at han gik ud af sit gode Skind og raabte – ligeglad med at alle og enhver kunde høre det: »Saa sku' da ogsaa Fanden fare i dig, dit gamle Spetakel – har du selv faaet otte Børn og ka' itte se, hvad Tøsen fejler.«

Straks efter fortrød han det, for det var jo ikke til helt at undvære Hus og Hjem, og saa snart han satte Foden inden for Døren, laa der et Hus. Men hvad, det var ikke til at holde ud ellers, han maatte have Luft, om ikke han skulde blive helt Idiot af alt det Fruentimmervrøvl. Enten det nu forholdt sig saa eller saa, han kunde godt have Sind til at stille sig paa den øverste Klit og raabe sin Anskuelse ud over Lejet, blot for at faa Ram paa de to Kvindfolk.

En Dag han sad henne paa NStejlepladsen og Nstenede Garn, kom Maren Nskørtende ned over Klitten. »Nu faar du liegodt sende Bud efter Dokteren,« sagde hun, »for ellers kreperer sku Tøsen for os. Hun klager sig saa rent gudsjammerligt.«

Søren, der selv havde opfanget en Lyd oppe fra Hytten, gik ud af sit gode Skind af Raseri og strittede en Smaasten efter hende. »Plager da Fanden dig rent, eller er du blevet døv ogsaa, at du ikke kan høre hvad den Lyd varsler?« skreg han. »Vil du se, du kommer over efter NMadammen – og det lidt hurtigt; ellers skal jeg lette dig.«

Da Maren saa ham rejse paa sig, gjorde hun 17| omkring og løb hjem. Søren trak paa Skuldrene og gik selv efter Madammen. Siden gik han uden for Hytten hele Eftermiddagen uden at gaa ind, og ved Aftenstid søgte han ned til NKælderstuen. Det var et Sted, han sjælden satte sin Fod; der var ikke Raad til det, naar Hus og Hjem skulde have hvad der tilkom dem. Dørgrebet faldt helt uvant i hans rystende Haand, han aabnede med et Ryk og stod i Døren med et Udtryk halv af hvert.

»Nu kom sku liegodt Svulsten Nyd a' Dyret,« sa'e han, ynkelig Nforsorent. Og den Sætning blev han ved at gentage hele Aftenen, lige til han stavrede hjem.

Maren gik ude i Klitten og ventede ham; ved at se den Forfatning han var i, brast hun i Graad. »Nu kom sku liegodt Svulsten – –,« begyndte han, med en Mine, der skulde være fuld af lysende Haan, men tav pludselig. Marens Graad tog saa underligt i ham, dybt ned under alt andet; han maatte tage hende om Halsen og græde med.

De to Gamle satte sig i Klitten og holdt om hinanden, mens de græd ud. Der var allerede faldet adskilligt ondt paa det ny Væsens Vej; nu faldt de første Taarer.

Da de var kommet hjem og der var puslet om Mor og Barn og de laa i den store Dobbeltseng, søgte Maren efter Sørens Haand. Saadan faldt hun altid i Søvn i de unge Dage, og nu var det 18| ligesom der var kommet noget af de unge Dages Sødme op i hende igen – om det nu skyldtes det lille Kærlighedsbarns pludselige Opdukken, eller hvad.

»Ka'ske du saa vil indrømme, at Tøsen sku' hae en Lille?« sagde Søren lige idet de var ved at falde i Søvn.

»Ja hun sku jo Nded,« sa'e Maren. »Men jeg ka liegodt inte rigtig forstaa – – for Mandfolk – –«

»Aa hold nu Mund med det Sludder,« sa'e Søren. Og saa sov de.

Saa maatte Maren endelig overgive sig. »Skønt« – som Søren saeA – »ded ka sku godt være, hun en skønne Dag kommer og paastaar, at ded liegodt var en Svulst. For Kvindfolk kan ingen Fanden overbevise!«

Naa, Maren var for klog til at benægte, hvad selv Nen Blind kunde se ved Hjælp af sin Kæp; og det var saa meget lettere for hende at erkende den haarde Sandhed, som der trods Tøsens uskyldshvide Taarer og dyre Forsikringer alligevel var et Mandfolk med i Spillet og han tilmed var Gaardmandssøn. Det var Sandgaardssønnen, ham som Sørine havde kørt med hjem fra Staden – af Angst for den mørke Skov.

»Ded er sku en køn Maade, du har friet Tøsen fra Vagabonder paa,« sae Søren og skelede over mod den Nyfødte.

19| »Hvad snakker du for Tøj? En Gaardmandssøn er dog vel altid bedre end en Vagabond,« svarede Maren kry.

Nu blev det saa alligevel hende, der fik Ret; havde hun ikke altid sagt, at Sørine kom fint efter det? Der var Frøkenblod i Pigebarnet!

En Dag maatte Søren i det pæne Tøj og afsted til Sandgaarden.

»Ja, se nu har sku Tøsen liegodt faaet en Unge,« sa'e han og gik lige til Sagen.

»Naa, har hun det,« sa'e Sandgaardssønnen, der stod paa NTærskeloen sammen med Faderen og rystede aftærsket Halm. »Ja det er vel, som det kan være!«

»Ja, men hun siger liegodt, at du er Far til'en.«

»Naa det siger hun. Ka' hun mon og bevise det?«

»Hun ka' gøre sin Ed paa'et, ka' hun. Og saa er ded vist bedst, du gifter Skidtet.«

Sandgaardssønnen slog en høj Latter op.

»Saa du griner, du!« Søren Mand greb en Høtyv og gik frem efter Karlfolket, der veg om bag Tærskemaskinen. Han var graahvid.

»Hør nu her,« greb Sandgaardsbonden ind, »lad os to Gamle hellere gaa udenfor og snakke om Sagerne, du Søren – Ungdommen nu om Stunder er saa fjantet. – – Se, jeg tror nu ikke, Sønnen gifter Tøsen, enten hans Andel i Sagerne saa er den ene eller den anden,« begyndte han, da de var kommet udenfor.

20| »Ded skal han sku nok komme til,« svarede Søren truende.

»Ja se, den eneste, der skulde kunne tvinge ham til'ed, var jo NLoven – og ded gør hun ikke, kender jeg hende ret. Men en anden Sag er, at – ad han ka'ske ku' hjælpe Tøsen til et ordentligt Giftermaal. – Vil du ha'e to Hundrede NDaler én Gang for alle?«

Søren fandt i sit stille Sind, at det var mange Penge for en sølle Menneskeunge og skyndte sig at slaa til, for at Sandgaardsbonden ikke skulde gaa fra sit Tilbud.

»Men saa skulde der jo ikke gærne være nogen NBagsnak, Pukken paa Familieskab og den Slags,« sagde Sandgaardsmanden, idet han fulgte Søren ud af Porten. »Ungen faar Tøsens Navn og har ingen som helst Krav til vor Side!«

»Nej, vist ej!« sagde Søren og stod og trippede for at komme bort. Han havde de to Hundrede Daler i Inderlommen og var bange for, at Sandgaardsbonden skulde forlange dem igen.

»Jeg skikker et Papir ned til dig en af Dagene og faar din Underskrift for Pengene,« sagde Sandgaardsbonden. »Det er bedst, vi faar det lovformeligt sat op.« Han sagde det Ord lovformeligt saa bredt og hjemmevant, at det kippede lidt i Søren.

»Ja, ja,« sagde Søren bare og traadte i Porten, med Huen mellem Hænderne. Han var ellers ikke slem til at tage Huen af for nogen, men de to 21| Hundrede Daler havde givet ham Respekt for Sandgaardsbonden. Sandgaardsfolkene var et Folkefærd, der ikke nøjedes med at bryde over Hegnet ind paa Naboens, men som ogsaa ydede Vederlag for den Fortræd de gjorde.

Søren satte i Rend ned over Agrene. Saa mange Penge havde han og Maren aldrig haft i deres Eje før. Maatte han nu blot faa Sedlerne lagt lidt pænt foran hende, saa de rigtig kunde syne af noget. For Maren havde jo bidt sig fast i dette med Gaardmandssønnen.