© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Det er tidt saa underligt med det, én maa lægge Skød, en anden Hjærte til Barnet. Let var det ikke for gamle Maren at skulle til at være Mor igen, saa meget mere som Hjærtelaget var i den bedste Orden. Tøsen selv var over alle Bjærge – helt henne i et andet Sogn og tjente; og her laa Ungen og skreg.
Maren sørgede for den saa godt hun kunde, skaffede god Mælk til den og tyggede gode Sutter sammen af Smørrebrød med Sukker paa; men rigtig Brystmad kunde hun jo ikke give den. Ofte naar den Lille sad paa hendes Arm, hændte det, at den søgte hen over hendes visne Hals med sin Sugemund, stak sin lille Haand ind bag Brystlinningen og saa underlig indtrængende paa hende. »Se hvor Driften er i'en«, sagde Søren – »Naturen er liegodt storartet!« Men Maren tog i at græde saa gammel og fornuftig hun var.
Hun havde haft otte efter hinanden ved Brystet; og saa længe det end var siden, nu kom det op i Sind og Minde igen. Hun huskede alt for vel, 27| hvor dejligt det havde været, naar den Lille laa og legede med Brystvorten som Killingen leger med en Mus, kildrede sig om Næsen med den, lod som den blev borte – og pludselig styrtede sig over den med hæsblæsende Iver, skrukkede i sig med Øjne der blev mere og mere drukne af Søvn og Sødme. For saa med én Gang at synke bagover med de smaa Lemmer slapt ned, og sove – mæt og træt. Saa kært havde intet i hele hendes lange Liv været, syntes hun nu – end ikke de unge Nætters Dans og Sværmen med Egnens øvrige Ungdom – som det at give et lille hjælpeløst Væsen Varmen, Mætheden og den søde Søvn. Hun kunde fornemme endnu den ejendommelige Sugen omme i Ryggen, naar de Smaa havde været ved at spise hende ud for Mælk, og hvordan det pludselig strømmede til Brysterne igen fra skjulte Kilder i hende. Det sad endnu som Følelse af god Tyngde i Hænderne, hvordan de Dag for Dag svulmede og groede ved hendes Mælk, og Maren ønskede brændende, at hun fremdeles havde været ung og kunde krænge Særken tilside og lægge den Lille til.
Sin Datter begreb hun slet ikke. Sørine kom sjældent hjem, og helst ved Aftenstide naar ingen saa hende; Barnet lod hun ikke til at kære sig en Døjt om. Hun var blevet kraftig og rank i det, lignede slet ikke den fregnede spinkle Tøs, der ingenting kunde taale. Der var kommet Grøde i hendes Blod og Færmhed over hendes Væsen; men 28| det havde en jo set før, at skrantende Kvinde forvandledes ved at faa et Barn, saa at sige udløstes af Forgjortheden.
Ditte selv syntes ikke at savne Moderømheden, hun voksede godt trods den kunstige Mad og blev snart saa stor, at hun kunde beholde Træsko paa de smaa Fødder og gaa i Klitten ved gamle Sørens Haand. Og saa var hun vel forvaret.
Ellers kunde det undertiden se galt nok ud. For Maren havde jo sit at passe, som absolut ingen Forsømmelse taalte, og den Lille var allevegne. Det var ikke saadan saa lige at smide alt hvad man havde i Hænderne – lade Mælken koge over og Grøden svides for at fare efter Ungen. Maren var ærekær i sit Hus, og det kunde stundom knibe med Valget. Den Lille maatte da i Guds Navn tage sin Bule.
Ditte tog den og kunde være glad til, hun var hos Bedsteforældrene. Hun var en lille nysgærrig Tulle og skulde pille ved alting; og tidt var det et Guds Under, at der ikke faldt Brænde ned. Galt afsted kom hun hundrede Gange om Dagen, fremfusende og uden Overlæg som hun var. Hun stormede bare lige ud, var der noget at træde paa, saa var det et Held, ellers faldt hun ned. Hendes lille Hoved var fuldt af Buler og Skrammer; lære at vare sig kunde hun ikke, alle de Knubs hun fik. Det manglede bare, at hun skulde haft Smæk oven i Købet! Naar det gjorde rigtig av, maatte Gammelfar blæse paa det, eller Bedste trykkede 29| Brødknivens kolde Blad mod Bulen. Saa gik det over igen.
»Det gaar over igen,« sagde hun saa og vendte et smilende Ansigt mod Bedste; Taarerne hang hende endnu i de lange Vipper, og Kinderne var efterhaanden blevet helt ru af dem.
»Ja, vist saa,« svarede Maren. »Men Tullemor maa passe paa.«
Det var hendes Navn i de Dage, og en rigtig lille Tulle var hun, firskaaren og grinagtig. Det var ikke til at blive vred paa hende, skønt hun til Tider kunde gøre de to Gamle det broget nok. Det vilde slet ikke gaa ind i hendes lille Krukke, at der var noget man ikke maatte; saa snart et eller andet faldt hende ind, var de smaa Hænder der straks. »Hun mangler Overlæg,« sagde Søren betydende – »hun er et Kvindfolk. Gad vidst, om en lille en over Fingrene alligevel ikke –«
Men Maren overhørte det, tog Ungen ind til sig og forklarede vel for hundrede Gang, at det maatte Tullemor ikke gøre. Og en Dag hang det alligevel ved. Ditte gjorde som sædvanlig et eller andet galt, uanfægtet som hun plejede. Men da hun var færdig, rakte hun sin Trutmund mod de to Gamle. »Kys mig saa da – og sig om Forladelse,« sagde hun. Det var ikke til at staa for.
»Ka'ske du saa vil indrømme, at hun godt kan lære Forskel paa ret og galt?« sagde Maren.
Søren lo: »Ja hun gør først Tingen, siden skal 30| hun saa til at overlægge, om det nu ogsaa var ret. Hun blir sku nok et rigtigt Kvindfolk.«
Med Renligheden kneb det, Ditte var svært tankeløs og sagde ikke fra i Tide – hun havde ligefrem ikke Tid; og saa var Ulykken over hende. Men paa dette Omraade var Maren ikke til at spøge med. Hun ventede sin Tid for ikke at kaldes urimelig; men en Dag vendte hun resolut op og ned paa den Lille, bar hende ud til Brønden, og dyppede hende i et Kar med Vand der lige var trukket op. Det iskolde Bad hjalp, herefter kunde Ditte godt huske at kræve sig.
Konerne i Lejet havde allesammen deres Hyre med at vænne Ungerne til Renlighed. De saa hvor flink Ditte var blevet, og paakaldte Marens Hjælp. Maren mente, at det kunde de lige saa godt selv klare; dyppe en Barnebag i koldt Vand hørte der ikke stor Kunst til. Men det vilde de ikke tro paa – Maren maatte komme og gøre det, om det skulde have nogen Virkning. Naa, saa maatte hun jo til det, og som Regel hjalp det. »Du er klog,« sagde de og stak hende lidt Flæsk eller Fisk til Tak – »men du har det jo heller ikke efter Fremmede.« Denne Hentydning til, at hendes Mor havde været klog Kone, holdt hun slet ikke af. Men baade Flæsket og Sildene kom paa et bart Sted, og – som Søren sagde – Fattigfolk maa bide saa meget andet i sig sammen med Føden.
Værst var det jo, at Ditte en Overgang var saa slem til at rive ned og slaa i Stykker. Hun skulde 31| have sin lille Braknæse i alting, og da hun var for stumpet til at kunne overse, hvad der var paa Bordet, halede hun det hele ned til sig. Søren maatte have fat i en Dril og lære sig til at klinke for at raade Bod paa de værste Ødelæggelser. Ditte fik mangt og meget ned over sig, uden at det afskrækkede hende. »Hun er hverken til at hugge eller stikke i – hun er et rigtig Kvindfolk,« sagde Søren. Inderst inde var han stolt over hendes Stabilskhed. Men Maren maatte have et Øje paa hver Finger og gik i evig Angst, baade for Tingene og Ungen selv.
En Dag væltede hun et Fad varm Mælk ned over sig og skoldede sig rigtig godt; og siden var hun kureret for sin Nysgærrighed. Maren maatte have hende i Seng og behandlede hende med Æggeolie og Skiver af raa Kartofler; og det tog Tid, før Ditte kom sig helt. Men saa stod hun der ogsaa uden saa meget som et Ar. Der gik siden Ry af Marens Dygtighed til at kurere Brandsaar, og Folk kom til hende med deres Skader.
Men Ditte skød i Vejret som en ung Plante, Dag for Dag foldede hun ny Blade ud. Bedst som hun var inde i en eller anden vanskelig Periode og Bedsteforældrene bekymret lagde Raad op for tilsidst maaske at enes om strænge Forholdsregler – ja saa var hun ude af den igen og ovre i noget andet. Det var som at sejle hen over flad Bund – syntes Søren – bestandig passerede det væk under en og gav Plads for noget nyt. De 32| Gamle maatte undres paa, om vel de selv og deres Børn havde haft det paa samme Vis. De havde aldrig tænkt paa det før, Tiden havde ikke været til at beskæftige sig med Afkommet ud over det strængt nødvendige; den ene havde haft nok at gøre med at skaffe Føden frem og den anden med at holde sammen paa Stumperne. Men nu kunde de simpelt hen ikke lade være at tænke, hvor meget andet de saa havde om Ørerne, og de maatte undre sig over mangt og meget.
»Det er li'egodt sært, at et lille Barn skal aabne Synet paa én, saa gammel én er, og saa meget én burde have Rede paa,« sagde Maren.
»Skvadderhode,« sagde Søren. Og det betød med den Tone han gav det, at han selv havde tænkt noget lignende.
Ditte var virkelig et ejendommeligt lille Væsen. Saa lidt der fra alle Sider var ødslet paa hende, var hun alligevel rigt udrustet; hendes første Smil bragte Glæde, hendes spæde Graad Sorg. En Gave var hun, født af Tomheden og kastet op paa Stranden til to udslidte Gamle. Ingen havde ydet noget for at gøre sig fortjent til hende, tvært imod, alle havde de gjort deres yderste for at spænde hende ud af Tilværelsen. Og dèr laa hun alligevel en Dag og klippede mod Lyset med Øjne, der var som Himlen selv saa blaa og uskyldige. Spænding bragte hun fra den første Stund, der blev traadt mange Fjed omkring hendes Vugge, spørgende Tanker af saa mangen Art omkredsede hendes 33| Søvn. Endnu mere spændende blev det, da hun begyndte at erkende; allerede en Uge gammel kunde hun opfange deres Ansigter, og da hun var tre Uger, lo hun til Søren. Han var helt fjantet den Dag og maatte ned paa Kroen og fortælle det om Aftenen. Havde nogen kendt Magen til Unge, hun lo allerede! Og da hun først kunde begynde at forstaa Leg, kneb det med at faa andet bestilt – navnlig for Søren. Hvert Øjeblik maatte han ind og tage hende i Maven med sine krogede Fingre. Intet var saa herligt som at faa hende til at fylde Stuen med sin Kvidder, og Maren maatte genne ham væk fra Vuggen mindst tyve Gange om Dagen. Og da hun saa kunde begynde at trisse om! – Den lille hjælpeløse, uægte Unge, der maatte trodse sig ind i Tilværelsen, takkede for Livet ved at lægge Glans over Dagene for to gamle, udlevede Mennesker. Det var igen morsomt at vaagne om Morgenen til en ny Dag, Livet var igen værd at leve.
Hendes stumpede, drøje Gang var i sig selv morsom; og den indadvendte Alvor, hvormed hun læmpede sig over Tærskelen, naar hun havde faaet noget i Haanden, og travede ud ad Landevejen – ligeud som gaves der slet intet bag hende, og med dukket Hoved – var slet ikke til at staa for. Saa sneg Maren sig ud om Gavlen og vinkede til Søren, at han skulde skynde sig at komme, og Søren smed paa Stedet Økse eller Tøjrekølle og kom halende over Klitgræsset, med Tungen fun34|derende mellem Læberne. »Gud ved, hvad hun nu kan have sat sig for?« sagde han, og de to sneg sig efter hende ud ad Vejen. Naar hun saa havde travet et Stykke, helt borte i sit, opdagede hun pludselig Ensomheden og gav sig til at brøle, grænseløst ulykkelig i sin Forladthed. Saa brød de to Gamle ind i hendes Synskreds, og hun styrtede sig i Favnen paa dem, lykkelig over Gensynet.
Og ret pludselig var det saa forbi med, at noget gled ud af hendes Verden, blot det var en halv Snes Skridt henne. Hun gav sig til at søge udad med Blikket og søge Folks Ansigt; hidtil havde hun kun set Fødderne af de Mennesker, der kom inden for hendes Synskreds. En Dag var hun rigtig paa Vej bort, hun havde faaet Øje paa Husene nede i Lejet. Nu maatte der for Alvor passes paa hende, det derude fristede hende. »Vi er ikke nok for hende længer, vi to,« sagde Søren mismodigt – »det ukendte har nok allerede faaet Tav i hende.« Det var første Gang hun vendte sig bort fra dem, og Søren genkendte noget i det, han havde oplevet rigeligt af før, og følte sig et Øjeblik ensom. Men Maren vidste Raad her ogsaa, klog som hun var blevet ved den Unge! Hun slog et Tørklæde om Hovedet og gik ned til Lejet med Ditte, for at hun kunde lege med andre Børn.