35| V
Gammelfar lægger ud paany

Alt Sørens Eje – ud over Huset – var NTredjeparten i en Baad med tilhørende Redskab. Allerede før Ditte kom til Verden, havde han bortforpagtet sin Baadpart til en ung Fiskergut i Lejet, der ingen Midler havde til at købe sig ind i et NBaadlav, imod at faa Halvdelen af Fangstparten. Det blev ikke meget, men han og Maren var smaatærende, og hvad Sørine angik, tjente hun jo til Stadsen ved at gaa ud og arbejde. De huggede sig igennem med deres Sjettepart af Fangsten – og hvad Søren ellers kunde gaa og pusle sig til derhjemme.

Men nu var der igen Smaafolk inden Døre at skaffe Føden og Klæden til. Foreløbig behøvede Ditte jo ikke store Sager, men hendes Komme aabnede ny Perspektiver fremefter. Nu kunde det ikke nytte at slide Tiden hen i Nøjsomhed, til man naaede sit Hjørne af Kirkegaarden, og slaa sig til Taals med, at Hytten vel nok dækkede Begravelsen. Det var ikke nok at slide de gamle Klær, spise tørret Fisk og holde sig Nfri af Sognet, til man 36| var godt og vel i Jorden. Søren og Maren var ikke ved den sidste Ende af Tingene længer, henne i Vuggen laa en, som krævede det hele begyndt forfra igen og manede til ny Anstrængelser. Det kunde ikke nytte at gaa og lege affældig med hinanden eller spille NAftægtsfolk paa Sjetteparten af, hvad en Baad kunde træffe til at bringe hjem. Pligten bød at tage fat paa en frisk.

Og gamle Dage havde deres at fortælle, saavel ham som hende. De kom i Følge med den Lille; selve Barnegraaden under det lave Loft rykkede de to Gamle et kvart Aarhundrede tilbage i Tiden, til Dage da man endnu ikke følte Aarenes Vægt men kunde holde til det hele. Og var man først dér, var Springet ikke langt til endnu fjærnere Dage – til selve den skønne Tid da Træthed overhovedet ikke kendtes, da Søren efter en haard Dagsgærning gik Nden Mils Vej ind bag NOverdrevet, til hvor Maren havde Plads, blev hos hende til det gryede, og gik Milen hjem igen for at være Førstemand ved Arbejdet.

Men nu var de jo unge igen! Havde de kanske ikke Smaafolk i Huset? en liden Trutmund laa derinde og skreg og gryntede efter Mælk. Søren kom ud af sit Gammelmandshi og glanede mod Hav og Skyer endnu engang. Han overtog selv sin Baadpart og tog paa Søen igen.

Den første Tid gik det taaleligt. Det var Sommertid, og Ditte havde skubbet gamle Lag frem i Lyset igen; det var som skulde hun virkelig bringe de 37| to Gamle Ungdommen for anden Gang. Men det kneb at følge med, tage sin Aare med de andre og hale Garn ind i timevis. Og ved Høst, da Silden gik dybere i Vandet og Garnene maatte saa dybt ned, at de tidt kom i Klemme i det tunge NUndervand, kunde Søren ikke Ntrække paa lige Hammel med de andre, men maatte finde sig i at faa det lettere Arbejde tildelt. Det var ydmygende; og endnu mere ydmygende var det at knække sammen for Nattevaagen og Nattekulden, naar man vidste med sig selv, at man engang havde været en Nstovt Karl.

Søren tyede til Minderne fra de gamle Dage for at stramme sig op og hævde sig over for de andre. Han fortalte vidt og bredt om sin Karletid, til enhver der vilde høre ham. Dengang da var Redskaberne skidt og Klæderne tynde – og Vinteren var haardere end nu. Den lukkede for alle Vande, og for at faa Føden maatte de drage langt ud over Isen med Redskaberne paa en Trækslæde, helt ud i NStorstrømmen, og hugge Huller til at fiske igennem. Uldent Undertøj kendtes ikke og Olietøj var der ikke Raad til; et Par svære Lærredsbukser var alt hvad man havde paa Benene – og saa Strømper og Træskostøvler. Ofte plumpede man i – og arbejdede videre i det vaade Tøj, der frøs saa stift, at det ikke var til at trække af en.

Det var Søren en egen Tilfredsstillelse at dvæle ved dette, naar han maatte give op over for Strabadser som at ro helt over under Svenskekysten, 38| før Fangsten kunde tage sin Begyndelse. Saa sad han paa Agertoften, lille og til overs, lirkede med Skødet, skønt der ingen Træk var i Sejlene, og snakkede løs. Makkerne, der sled med de tunge Aarer, hørte kun halv paa ham. Det var jo sandt nok altsammen, de kendte det fra deres Fædre; det blev bare ikke betydeligere ved at gentages af Sørens tandløse Mund. Baaden blev ikke lettere at trække ved hans Brovten; Gamle Søren var som en Sten i NVaaddet.

Maren var vel den eneste, der havde Raad til at give ham en Haandsrækning paa Bekostning af sit eget. Hun saaA, hvor let han løb træt, skønt han søgte at skjule det for hende – og tog sin Beslutning; saa fik det gaa med Føden som det kunde. Han havde svært ved at lette sig fra Lejet midt om Natten, naar der purredes ud; de gamle Lemmer var som Bly, og Maren maatte give ham en Haand i Ryggen for at faa ham over Ende i Sengen.

»Bliv du hellere hjemme denne Gang og hvil dig ordenlig ud,« sagde hun. »Søen gaar haard i Nat.« Og næste Nat besnakkede hun ham igen, med andre Grunde. Hun vogtede sig vel for at foreslaa ham helt at opgive Søen; Søren var stædig og ærekær. Kunde hun blot holde ham hjemme fra Gang til Gang, skulde Makkerne nok besørge Spørgsmaalet endelig ordnet.

Saa blev Søren hjemme den ene Dag og den anden; Maren sagde, at han var syg. Han faldt 39| jævnt af paa den, og da der var gaaet nogen Tid paa den Maade, blev Makkerne ked af det og nødte ham til at sælge sin Part i Baad og Redskaber. Nu var han jo saa pisket til at blive hjemme; han knurrede og skældte ud over det, men fandt sig rigtig godt i det alligevel. Han puslede omkring Hytten, lappede Olietøj og beslog Træskostøvler for FiskerneA og blev helt kry igen. Maren kunde mærke Bedringen paa, at han atter begyndte at Nhegle hende i al Godmodighed.

Bedst tilpas var han, naar han gik i Klitten med Ditte ved Haanden og saa tilA Faarene. Søren kunde daarlig undvære den Lille; naar han ikke havde hende ved Haanden, var han til Mode som en Krøbling, hvis Stav man har taget. Var han ikke ogsaa den, hun tre Uger gammel havde kaaret med sit første Smil! Og da hun var fire-fem Maaneder, slap hun Sutten og vendte Hovedet, naar hun hørte hans stolprende Skridt.

»Du kan sagtens,« sagde Maren halv fortrydelig – »dig leger hun bare med. En anden én maa sørge for baade vaadt og tørt til hende; det er ikke nær saa Nplaserligt.« Men i sit Hjærte undte hun ham godt nok Førstepladsen hos den Lille; han var jo dog Manden for det hele – og han trængte til lidt Medgang.

Der var ingen heller, der forstod Ditte som Gammelfar. De to kunde gaa sammen og pludre i timevis. De snakkede om Faarene, Skibene og Træerne, som Ditte ikke kunde lide, fordi de stod 40| og lavede Vind. Søren forklarede hende, at det var Vorherre, der lavede Vinden – for at Fiskerne ikke skulde behøve at slide saa meget i Aarerne. Træerne derimod bestilte slet ingenting, og til Straf havde Vorherre saa tøjret dem til Stedet.

»Hvordan ser Vorherre ud?« spurgte Ditte.

Spørgsmaalet kom bag paa Søren. Dér havde han levet et langt Liv og altid bekendt sig til sin Børnelærdom; nu og da havde han ogsaa paakaldt Vorherre, naar det saa rigtig broget ud; og saa havde han alligevel aldrig kommet over at tage Rede paa, hvordan den gode Gud egentlig saaA ud. NEt lidet Barn satte ham til Vægs – akkurat som det hændte i Skriften.

»Vorherre?« sagde Søren og trak længe paa Ordet for at finde Udveje – »ja se han har jo begge Hænder fulde, han. Og endda kan det vel stundom synes for vi andre, at han har taget sig mere paa, end han kan overkomme. – Se saadan ser han ud!«

Saa var Ditte tilfreds.

Til en Begyndelse talte Søren mest, og Barnet hørte efter. Men snart blev det hende der førte Ordet, og den Gamle der lyttede beundrende. Alt hvad Tøsen sagde var simpelthen vidunderligt, værdigt til at gentages altsammen, om bare én kunde husket det. Søren huskede en god Del, men ærgrede sig naar noget slap fra ham.

»Nej Magen til Unge har én dog aldrig kendt,« sagde Søren til Maren, naar de kom ind fra deres 41| Tur. »Det er li'egodt noget andet end éns egne Tøse.«

»Du skal se, det er alligevel det, at hun er faldet efter en Gaardmandssøn,« svarede Maren, som aldrig kunde forvinde sit Livs største Nederlag og gærne vilde hjælpe lidt paa det endnu.

Men saa lo Søren med sin gamle vantro Latter og sagde: »Du er og bliver li'egodt aldrig andet end et Skvadderhode, du Maren.«