51| VII
NEnken og den Faderløse

Efter Sørens Død oprandt der en drøj Tid for de to i Næshytten. Hvor sølle han end var, lidt havde han dog altid tjent; og han havde været det faste Punkt i det hele. Nu stod de der uden Mand i Huset, uden Forsorg. Maren skulde ikke alene række det saa langt som muligt og helst faa det til at slaa til; hun skulde skaffe det til Veje. NDen Dont havde hun aldrig øvet før.

Alt hvad de i sin Tid fik ind for Parten i Baad og Redskab, var gaaet med; Begravelsen slugte det sidste. Enhver kunde for saa vidt gøre deres Bo op, og i Tiden omkring Sørens Begravelse blev der lagt sammen og trukket fra paa deres Vegne rundt om i Hjemmene. Kun en enkelt Post vilde ikke stemme; hvad var der blevet af de to Hundrede Daler én Gang for alle, der i sin Tid blev betalt for Ditte? Ja, hvor var de henne? Noget nyt havde de to Gamle ikke anskaffet sig dengang, og Søren havde bestemt vægret sig ved at anbringe dem i et saakaldt NBundgarn – en ny Opfindelse som var prøvet andre Steder, og som skulde være saa 52| ganske enestaaende. Det forlød, at der var Fiskere, der havde tjent Garnet ind paa en eneste Nat. Men Søren vilde altsaa ikke, og da det ikke skete to Gange i et Slægtled, at der kom saa mange Penge til Lejet, huggede man sig fremdeles igennem med det gamle Redskab.

Til Nytte kom Pengene som sagt ikke, og spist op blev de heller ikke, alt det man kunde forstaa. De to Gamle levede akkurat som forhen, og det skulde ellers nok kunne lugtes, om to Hundrede Rigsdaler gik op gennem Skorstenen. Der var ingen anden Forklaring, end at Maren maatte have stukket dem tilside; antagelig for at Ditte ikke skulde Nstaa paa bar Bakke, naar de to Gamle faldt fra.

Der blev snakket en Del om de to rundt om i Hjemmene, og da navnlig om hvordan de vel skulde faa Føden. Men dér udover gik Interessen ikke. Der var jo ogsaa voksne Børn nok, som maatte siges at være de nærmeste til at tage Affære. Et Par af dem mødte ogsaa ved Begravelsen, men de kom nok nærmest for at se, om der ikke skulde være noget at arve, og rejste igen saasnart Søren var vel i Jorden. Det var ikke frit for, at de viskede Sporene ud efter sig; nogen Indbydelse faldt der i al Fald ikke af, og det var knap nok Maren fik rigtig Rede paa, hvor de boede. Naa, Maren var ikke ked af Udsigten til at de blev borte. Hun vidste saa nogenlunde, hvad Ærende ens Børn kunde tænkes at have, naar de vendte Næsen hjemefter; for hende maatte 53| der gærne Ngro Græs paa Hjemmets Sti – blot hun fik Lov at beholde Ditte. Herefter var de kun de to paa Jorden.

»De kunde dog godt give dig en Haandsrækning,« sagde Lejets andre Koner – »det er jo dog dit Afkom«.

»Nej, hvorfor det«, sagde Maren. De havde benyttet hendes Skød som Gennemgang ind i Tilværelsen – og lige let havde det ikke altid været; men kanske var de ikke saa glade for at være her paa Jorden, siden de ikke mente de skyldte hende noget. »En Mor kan forsørge otte Børn om galt skal være, men har nogen mon hørt, at otte Børn har kunnet forsørge en Mor?« Nej Maren var glad til, de holdt sig borte og ikke gik og snusede omkring Hytten.

For at skaffe sig lidt Midler forsøgte hun at sælge Hytten og Lodden, og da der ikke var Køber til nogen af Delene, lejede hun Hytten ud til en Arbejderfamilie og beholdt kun en Stue og lidt Køkken i den ene Ende. Da det var i Orden, gav hun sig til at beslaa sine egne og Barnets Træsko med NPlathoderA. Saa ledte hun Sørens Knortekæp frem, trillede sig og den Lille godt ind – og vandrede ud i Landskabet.

Hver Dag enten Vejret var saadan eller saadan, gav de sig ud fra Morgenstunden og hjemsøgte Hytter og Gaarde. Maren vidste saa nogenlunde, hvem Søren havde gjort Arbejde for; nu kunde det være paa Tide, at Pengene faldt. Hun rykkede 54| ikke ligefrem Folk men stillede sig op inden for Døren med Ungen foran sig, raslede med en stor Skindpung af den Slags Fiskerne bruger, og Nkvad sit Kvæde, omtrent ens fra Dør til Dør:

»Gud velsigne jer Arbejdet og Maden – hver og én saagu! For Tiderne er strænge – ja, og alting koster Penge – ja! Dyrt er det at leve, og én bliver gammel! Og alting skal det købes – Fedt og Malt og alt, ja hvert et NGran! – Den Gamle trænger sgu til Skillinger!«

Naar Maren kom i dette Ærende – gik Tiggergang som man kaldte det, skønt hun de fleste Steder havde Penge tilgode – blev hun og Barnet behandlet derefter. Ofte fik de Lov at staa og vente, i Bryggerset eller inden for Døren til Dagligstuen, mens hver løb til og fra i sit Arbejde. Intet Middel er saa godt egnet til at dukke Mennesker og vise dem deres rette Plads, som det at lade dem vente, staa ret op og ned og vente uden paaviselig Grund. Føler de da ikke deres Afhængighed, maa der være noget i Vejen med dem.

Maren følte sin Afhængighed, saa det sved i hende; men Nmyg blev hun ikke – hun stod og blev ond indvendig. Hun var for klog til at vise det, men lagde ganske stille Erfaring til Erfaring, saa gammel hun var. Kanske var det alligevel Barnet, som gjorde hendes Sind ungt nok til at kunne indrette sig efter Forholdene. – Saadan behandlede de hende altsaa, naar hun stod og trængte til dem! Men naar de var kommet i Trang 55| eller Fortræd og paa en eller anden Maade trængte til hendes Hjælp, saa havde Piben gærne en anden Lyd. Saa kom de agende alt hvad Remme og Tøjer kunde holde, ofte midt om Natten, og bankede med Piskeskaftet paa Vinduet, hun maatte endelig komme med straks.

Maren kunde godt stave og lægge sammen, hun var ikke dum. Hun havde bare ladet dét ligge, hun ingen Brug havde for; saalænge Søren gik ved Siden af hende og tog sig af Ledelsen, var det jo ingen Nytte til at tænke. Det var ikke heldigt, at mere end én havde ved Rorpinden – det vidste hun som gammel Fiskertøs; og kun ved ganske sjældne Lejligheder – naar et eller andet stod paa Spil – tog hun en Haand med, helst saa gedulgt at Søren ikke mærkede det.

Skvadderhode havde han plejet at kalde hende – lige til han blev syg. En Ugestid før han døde havde de talt om Fremtiden, og Søren havde trøstet Maren og sagt: »Du skal se det gaar nok, du Maren! – Bare du ikke var saadan et Skvadderhode.«

Da protesterede Maren for første Gang, og Søren maatte henvise til det med Sørine: »Ku' du ka'ske se dengang, hvad enhver anden ku' faa Øje paa? Løb du ikke og Nforede Tøsen med Grøn Sæbe og Petroleum, og troede det var en SvulstA?«

»Ded var'ed jo og«, svarede Maren urokkeligt.

Søren saa overrasket hen paa hende – saa sku' da ogsaa –. Men bag hendes enfoldige Mine glimt56|ede der noget, der for en Gangs Skyld fik det til at svimle for ham. »Ja saa«, sagde han – »ja saa! Ded ku' ellers let blevet NTugthuset, ded«.

Maren klippede godlidende med de tunge Øjenlaag. »Dèr er én vist for enfoldig til at komme«, svarede hun.

Det løb Søren koldt ned ad Ryggen dengang. Der havde han levet 45 Aar ved Siden af Maren og ikke estimeret hende for andet end et godtroende Skvadderhode – og været lige ved at gaa i Graven med den Mening. Og saa var det kaske hende, der havde mestret ham og det hele. Balenseret lige yd paa Randen af Afgrunden med ham og hele Pibetøjet paa Nakken havde hun – og spillet Fjols til!