57| VIII
Kloge Maren

Det drev ind fra Søen med NRaagg. I store vaade Flager kom Sneen og klaskede sig paa Buske og Marehalm; hvad der ikke fangedes af den høje Kyst, frøs til Is i Luften og jog ind over paa Stormen.

Ude over Søen stod det hele i ét Kog. Luften var graat hvirvlende Mørke, og under det kogte Brændingen. Det var som Afgrunden selv, der spyede af sin uudtømmelige Vom, Kulde og Ondskab. Endeløst blev det ved at stige af det brølende Afgrundsgab derude, en Tykning der var som Rageknive at stride sig frem imod, som NHelvedesild at indaande.

To klumsede Skikkelser arbejdede sig frem over Havbakkerne, en Gammelmor med en lille Tøs ved Haanden. De var saa indbyltede og vamsede, at de næsten gik i ét med Tykningen over Søen.

Inde omkring i Hytterne fulgte man dem optaget. I hver Hytte i Klitten stod en Kvinde med Ansigtet fladt paa Ruden. »Det er kloge Maren, der er ude at ride Stormen,« sagde de ind i Stuen, til Syge og Gamle. Saa kravlede til Vinduet hvad 58| kravle kunde. Man maatte se hvordan dét gik for sig.

»Det er rigtig Vejr for en Heks at være ude i«, sagde Ungdommen og lo. »Men hun har jo ikke noget Kosteskaft«.

De Ældre rystede paa Hovedet. Maren skulde man ikke spøge med; hun havde faaet GavenA og gjorde meget godt. Lad være hun ogsaa en og anden Gang havde ladet sig forlede til at misbruge sine Ævner – hvem vilde ikke have gjort ligedan i hendes Sted? I Dag var Kræfterne rigtig oppe i hende, i Dag vilde det være klogt at anvende hende. Uha, uha, som hun da havde faaet Luft Nunder Vingerne!

De to holdt sig paa Stien, der løb yderst paa den høje Kystskrænt som mange StederA var udhulet af Søen. Under dem tordnede Brændingen, Vand og Luft og Sand stod i et gult NKog dernede; over Koget skreg Maager og andre Havfugle og piskede Vejret med stride Vingeslag. Hvor en Bølge brækkede, slog de ned og kom op igen med Føde i Næbbet – Fisk som havde tabt Herredømmet over sig selv og laa og rullede dernede inden for NBraaddet.

Saa tosset det syntes af de to at holde sig helt ude ved Skrænten, saa var der dog mest Læ herude. Stormen stødtes til Vejrs mod den høje Skrænt og faldt først ned over Landet et Stykke inde. Hvor Stien løb helt ude langs Skrænten, kunde den Gamle krænge fra Munden paa sig og 59| den Lille, og de snappede lidt Luft. Raabe hinanden op var ikke til at tænke paa.

Et Steds førte Stien gennem et Tjørnekrat, der steg skraat indefter; Havvinden havde klippet det til. Der søgte de en Stund Læ mod Uvejret og pustede ud. Ditte klynkede, hun var træt og forkommen.

»Vær nu bare stor«, sagde den Gamle, »nu er vi jo straks hjemme«. Hun tog den Lille ind til sig under Sjalet, pillede med sine rystende Hænder Snekagerne af Haaret paa hende og aandede paa hendes valne Fingre. »Nu bare stor«, opmuntrede hun igen, »saa skal du faa Kage og dejlig varm Kaffe, naar vi kommer hjem. Jeg har Bønner i Posen – ah, lugt!«

Bedste aabnede for Posen, som hun havde spændt om Livet under Sjalet. I den kom alt, hvad de fik rundt omkring af Madvarer og Brugsgenstande.

Den Lille stak Næsen ned i Posen men overgav sig ikke lige med det samme.

»Vi har jo ikke noget at varme den ved«, sagde hun surmulende.

»Naa ikke? Bedste var ved Stranden i Aftes og hilste paa den gamle Baad, var hun. Men du sov nok bare din søde Søvn, du – og hørte ingenting«.

»Er der da mere Brænde endnu dernede?«

»Hys Barn, Strandfogden kunde godt høre os. Han har lange Øren med Hørebørster i – og han faar Løn af Øvrigheden for at paase, at Fattigfolk 60| ikke har det for varmt. Derfor er han nødt til at tage alt det, der driver i Land, for sin egen Mund«.

»Men du er ikke bange for ham, Bedste, du kyser ham bare? For du er en Heks«.

»Javist, Bedste kyser ham bare – og mere til, om han ikke er ordentlig. Hun Nslaar ham med Værk gør hun, saa han ikke kan røre sig og bliver nødt til at sende Bud efter Kloge Maren til at smøre sig over Lænden. Ak ja, fuld af Vand i Benene er Bedste, og Skidt og Møg og NSot har hun i hvert et Lem; en led Heks gaar hun for at være ja – og en Tyvekvind! Men der maa noget til af hvert, naar et gammelt udslidt Øg af et Kvindfolk skal skaffe Føden frem til to Munde; og vær du kun glad for, at Bedste er den Heks hun er. Hun er den eneste paa denne Jord, som kærer sig om dig – og doven skal i al Fald ingen komme og kalde hende. Nu er hun to og halvfjers, og altid saa var hendes Hænder paa Færde for andre. Aldrig har nogen Haand rørt sig for at Nheje hende«.

De sad lunt og godt, men Ditte begyndte at blive søvnig, og de maatte afsted igen. »Ellers falder vi i Søvn, og saa kommer NSortefar og ta'r os«, sa'e Bedste mens hun bandt Sjalet om den Lille.

»Hvem er Sortefar?« Ditte holdt op med at pyldre af bare Spænding.

»Sortefar bor nede i Jorden paa Kirkegaarden. Det er ham, der lejer Grave ud til alle de Døde, og han vil jo gærne have fuldt Hus«.

61| Ditte havde ingen Lyst til at komme ned og bo hos Sortefar og trippede rigtig flinkt ved den Gamles Haand. Stien løb nu ret ind i Landet, og de havde Blæsten i Ryggen – Vejret havde ogsaa lagt sig noget.

Da de kom til Sandgaarden, vilde hun imidlertid ikke længer. »Lad os gaa dèr ind og bede om noget,« sagde hun og sled i den Gamle – »jeg er sulten.«

»Kors i Jøsses – er du gal, Tøs! Dèr tør vi jo slet ikke sætte vore Fødder.«

»Saa gaar jeg selv derind,« erklærede Ditte afgjort. Hun slap Bedstes Haand og løb hen til Porten. Derhenne blev hun alligevel betænkelig. »Og hvorfor tør vi ikke gaa derind, hva'?« raabte hun tilbage.

Maren kom hen og tog hende i Haanden igen: »Fordi din egen Far let kunde komme og køre os væk med Pisken,« sagde hun sagte. »Kom nu og vær en god Pige.«

»Er du da bange for ham?« spurgte den Lille paastaaelig. Hun var ikke vant til, at Bedste gik af Vejen for noget.

Bange, nej – dertil var Tiderne nok for onde! Fattigfolk fik sætte Rumpen mod Uvejret og lade staa til. Og hvorfor skulde de egentlig gaa uden om Sandgaarden som om en Helligdom? Vilde han ikke for nogen Pris have sit Afkom for Øje, fik han tage og flytte Gaarden hen i et andet Sogn. De to havde ikke gjort noget, som de behøvede at 62| skamme sig af Vejen for, det var rigtig nok. Kanske var der ogsaa en eller anden skjult Tanke forbundet med Ungens NHalsstarrighed? Maren var ikke den, som Nlagde to Halmstraa overkors for Forsynet – især hvis det havde til Hensigt at række hende en hjælpende Haand.

»Saa kom da!« sagde hun og skubbede Porten op, »de kan vel ikke mere end æde os.«

De gik gennem det dybe Portrum, der ogsaa tjente som Redskabs- og Brændselsskur. Til den ene Side var der Tørv, smukt stablet, lige op til NHanebjælken. De havde nok ikke i Sinde at fryse sig gennem Vinteren – de! Maren saa sig gammelkendt om, idet de skraaede over Gaarden hen til Bryggersdøren. Hun havde tjent her en Overgang i sine unge Dage – for at være saa meget nærmere ved Barndomshjemmet og Søren. Det var snart nogle Aar siden, det! Da sad Farfaderen til den nuværende unge Bonde og regerede her – en rigtig Skidrik, som ikke undte Folk hverken Mad eller Søvn. Men Penge lagde han op! Den gamle Sandgaardsbonde, som døde omtrent samtidig med Søren, var ung dengang og gik paa Hosesokker under Pigekammervinduet. Han og Søren drak ikke Brændevin af samme NStob! Maren havde ikke været her siden – Søren vilde ikke have det. Og Søren selv havde ikke sat sine Fødder her, siden han gik den tunge Gang angaaende Sørine. Et Ord var et Ord!

Men nu var det saa længe siden, og to Hundrede 63| Daler forslog vel ikke til Alverden. Søren var død, og Maren havde faaet et andet Sind paa sine gamle Dage. Kulde og onde Kaar satte ondt op i hende, som hun aldrig havde vidst af før, mod dem der sad lunt inden Døre og ikke behøvede at støve ud som en Hund i al Slags Vejr, og mod dem der for en stakket Stunds Fryd lagde Aars tunge Byrde paa gamle fattige Skuldre. Hvorfor havde hun biet saa længe med at præsentere Sandgaardsfolkene deres Afkom? Kanske længtes de efter det. Og hvorfor skulde den Lille ikke have sin Vilje? Kanske var det tilmed Forsynets Vilje, der talte igennem hende, i hendes halsstarrige Drift mod at sætte Foden paa Faderens Gaard?

Maren havde alligevel lidt ond Samvittighed, mens hun stod i Bryggerset med Ditte helt ind til sig og ventede paa, at der skulde komme nogen. Bonden selv var efter alt at dømme ude at køre, og det var hun glad for. Pigen var i Laden og malkede, kunde hun høre, og Karl havde de næppe paa denne Aarstid.

Dèr laa den knækkede Møllesten endnu foran Bryggersdøren, og midt i Bryggersgulvet laa en stor flad Ligsten med Rosetter i Hjørnerne. Nu var Indskriften helt vækslidt.

Nu kom den unge Kone inde fra de indre Stuer. Maren havde ikke set hende før. Hun var pænere klædt end de unge Gaardmandskoner dèr paa Egnen, og mild og venlig saa hun ud. Hun bød dem ind i Stuen, hjalp dem Sjaler og Tørklæder af og 64| hængte det til Tørre paa Ovnen. Saa bænkede hun dem og satte Mad og Drikke frem for dem. Og alt mens hun færdedes, havde hun et og andet godt Ord til dem; især Ditte var hun saa venlig imod, at Maren var lige ved at blive blød om Hjærtet.

»Og hvor er I saa fra?« spurgte hun, og satte sig hos dem mens de spiste.

»Ja hvor er én vel fra?« svarede Maren gumlende – »hvor hører fattigt Rak vel til her paa Jorden? Somme har rigeligt – og færdes alligevel hvor de ingen Ret har; andre har Vorherre glemt at anvise noget som helst udover et Hjørne paa Kirkegaarden. Men du selv er nok ikke her fra Egnen, siden du spør'?«

Nej, den unge Kone var fra Falster; hun blev varm i Stemmen ved at nævne Fødehjemmet.

»Og det er langt henne?« Maren skottede fra Fadet op paa hende.

»Ja det tager en hel Dag med Jærnbane og Vogn, fra Hovedstaden endda!«

»Maa Sandgaardsfolkene nu rejse med Jærnbaner for at finde sig Koner? Kæresterne dem finder de godt nok her paa Egnen. Ja, ja! NLangvejs fare faar længe vare!«

65| Den unge Kone saa usikkert paa hende. »Vi har truffet hinanden paa Højskole,« sagde hun.

»Naa han har været paa Højskole og? ja fint skal det jo være nu om Dage. Dig har han ellers ikke faaet Magten med før Tiden.«

Den unge Kone rødmede for hendes Blik. »I snakker saa underligt,« sagde hun.

»Hvordan skal en gammel tandløs Kælling vel snakke? Men underligt er det li'egodt, at Faderen sidder lunt og godt inden Døre og la'r sin Unge løbe barfodet og tigge.«

»Hvad mener I?« hviskede den unge Kone angst.

»Hvad Gud og Hvermand ved men ingen har betroet dig. Tag og se paa Tøsen dèr – hun skulde ikke have Behov at lyve sig Far til. Var der Retfærdighed til, saa sad ikke du men min Datter som Kone her paa Gaarden; og en anden én – ja sulte og fryse gjorde én vist ikke.«

Maren suttede paa et Flæskeben, mens hun talte. Hun havde ingen Tænder mere, og Nsmattede en Del naar hun spiste; Fedtet flød hende om Knoer og Hage.

Den unge Kone kom med sit Forklæde. »Maa jeg ikke hjælpe jer, Mor?« sagde hun og tørrede nænsomt den Gamle af. Hun var dødbleg og rystede paa Hænderne.

Maren lod sig skøtte med, Udtrykket om hendes indfaldne Mund var stenhaardt. Pludselig greb hun den unge Kone om Hofterne med sine jordslaaede Hænder. N»Der er lyst Nog kyst!« mumlede hun og gjorde Nmanende Bevægelser hen over den Unges Skød. »Afkom bliver der svært, saa svært i det Liv.« Den unge Kone svajede under hendes Hænder og sank om paa Gulvet uden en Lyd; lille DitteA gav sig til at hvine.

66| Maren blev saa forfærdet over Følgerne af sin Handling, at hun ikke sansede at hjælpe. Hun rev Tørklæderne ned fra Ovnen og søgte ud, slæbende Tøsen efter sig ved en Arm. Først da de naaede det yderste Hus i Lejet, Skuret for Redningsbaaden, gav hun sig Tid til at binde Tøjet rigtig paa dem.

Ditte rystede endnu. »Slog du hende ihjæl?« spurgte hun.

Det gav et Jav i den Gamle, hun blev helt forskrækket ved det Ord. »Nej vist ikke – det var ingenting at vrøvle om; kom nu bare!« sagde hun haardt og skubbede Barnet afsted. Ditte var ikke vant til den Tone fra Bedste og løb angst foran.

Hjemme var der koldt, og Maren lagde den Lille i Seng. Saa gav hun sig til at skrabe Brændsel sammen og fik Vand over til Kaffe. Imens gik hun og smaasnakkede med sig selv. »Dævl og Utuske, ja vist saa; men hvem er saa Skyld i det hele? Én faar slaa til de Uskyldige, vil én have de Skyldige i Tale.«

»Hvad var det du sagde, Bedste?« spurgte Ditte henne fra Alkoven.

»Aa – jeg sagde bare, at jeg tænker din Far finder Vej ned med lidt til os, nu efter dette.«

I Mørkningen kom en Vogn jagende og stansede udenfor. Sandgaardsbonden kom farende ind. Men noget godt havde han ikke med til dem; han var rød i Hovedet af Raseri og brugte Mund, endnu før han var kommet indenfor. Maren havde Ho67|vedet forsvarligt bundet ind mod Kulden og kunde lade som om hun ingenting havde hørt. »Se se, det er sjældne Fremmede,« sagde hun og bød ham smilende nærmere.

»Da skal du ikke tro, jeg kommer for at gøre Stads af dig, din lede Kvind!« smældede Anders Olsen løs med sin tynde, lidt knævrende Stemme. »Nej, men jeg kommer for at hente dig gør jeg, og det paa staaende Fod. Saa det er bedst, du følger med!« Han tog hende i Armen.

Maren strøg rask hans Greb af sig. »Hvad gaar der af dig?« spurgte hun og stirrede forundret paa ham.

»Hvad der gaar af mig? – og det spør du om, dit fæle Spøgelse. Har du ka'ske ikke været oppe paa Gaarden i Eftermiddag – og slæbt Ungen med derop? skønt I er købt og betalt for at holde jer fra Sandgaardens Enemærker. Sat ondt Blod har du, dit NSkavelse, og min Kone har du forgjort, saa hun daanede og ligger hen i Veer. Men jeg skal slæbe dig for Øvrigheden og faa dig brændt, din gamle Satan!« Han rystede fraadende de knyttede Hænder for Ansigtet af hende.

»Saa du besørger Folk brændt ogsaa?« sagde Maren spottende. »Saa skulde du saamænd fyre op med det samme og lægge lidt godt i til dig selv ogsaa. For alt det jeg kan se, saa har du taget dig mere paa, end din Lænd kan holde til.«

»Hvad mener du med det?« hvæsede Sandgaardsmanden og gebærdede sig, som kunde det naar 68| som helst falde ham ind at gribe Maren og slæbe hende ud paa Vognen. »Er det ka'ske Løgn, at du har været paa Gaarden og kyst min Kone?« Han gik truende rundt om hende men rørte hende ikke. »Hvad har du med min Lænd at skaffe?« Han raabte højt, der sad Angst i hans Øjne. »Vil du forgøre mig, hva'?«

»Ingenting har jeg med din Lænd at skaffe eller med dig selv heller. Men enhver kan se, at NGnierens Kage vil blive fortæret, om saa Ravn og Krage skal flyve med den. Gem du dine Kræfter til din unge Kone – du kunde let forløfte dig paa en gammel Heks som mig. Og hvor skulde saa hun ty hen?«

Anders Olsen var kommet i den ærlige Hensigt at hive den gamle Heks op bag i Vognen og bringe hende med hjem – med det gode eller med det onde – saa hun paa Stedet kunde gøre sine Koglerier om igen. Og nu sad han paa Brændekassen og drejede Huen mellem Hænderne – nærmest en Ynk at se. Maren havde bedømt ham rigtigt; han var ikke noget rigtigt Mandfolk, dertil brugte han for meget Mund. Der var skidt Tømmer i de Sandgaardsmænd, smaa og vindtørre og gridske. Han her var allerede skaldet, Nakkesenerne traadte skarpt frem, og Munden var som en stramt rynket Pengepung. Det blev nok ikke godt at være Kone hos ham, Pugeren var allerede oppe i ham! Sad han ikke allerede dér og frøs over Lænden – og havde glemt Forskrækkelsen med Konen for sit eget.

69| Maren satte en Kop Kaffe hen for ham paa Køkkenbordet, saa satte hun sig paa Loftsstigen med sin NSpølkop mellem Fingrene. »Drik du kun,« sagde hun, da han nølede – »her er ingen her i Huset, der vil dig og dine Fortræd.«

»Du har dog været hjemme og gjort Ulykke,« mumlede han, idet han modstræbende rakte efter Koppen; det saa ud som turde han hverken drikke Kaffen eller lade den staa heller.

»Paa Gaarden har vi været vi to, det er rigtigt nok. Det var Uvejret, som drev os derind, med vor gode Vilje var vi nok ikke kommet der.« Maren talte roligt og overbærende. »Og hvad din unge Kone angaar, saa blev hun vel utilpas, fordi hun ikke kunde taale at høre, hvad for én hun er gift med. En mild og god Kone har du faaet – altfor god til dig. Hun vidste saamænd ikke alt det gode hun vilde gøre os, mens du bare pønser paa at faa os brændt. Ja ja, saa fik én det vel for en Gangs Skyld varmt nok! For her er det koldt, og ingen har én til at bringe et Læs Tørv til Huse.«

»Skal jeg ka'ske sørge for Tørv til dig?« vrissede Sandgaardsbonden; hans Mund snærpedes helt sammen.

»Ungen er li'egodt din; og den fryser og sulter alt det én er paa Færde.«

»Der er dog betalt for hende engang for alle.«

»Ja vist, det er saa nemt med det! Men lad du 70| blot dit eget Afkom vansmægte. Det bliver vel saa det eneste Barn Vorherre betror dig, faar én haabe.«

Sandgaardsmanden jog sammen som vaagnede han til Bevidsthed. »Du løser min Kone igen!« skreg han og huggede Haanden i Bordet.

»Jeg har ingenting med din Kone at skaffe. Men se nu til, om Vorherre tør betro Børn i din Varetægt. Jeg tror det ikke.«

»Du skal lade Vorherre blive udenfor – og løse min Kone igen!« hviskede han hæst og gik ind paa Livet af den Gamle. »Ellers kvæler jeg dig, alt det Heks du er.« Hans magre, krumslidte Fingre krabbede i Luften, han var graa i Ansigtet.

»Pas du lidt paa dig selv, dit eneste Afkom ligger inde i Sengen og kan høre dig.« Maren stødte Døren op til Stuen. »Hører du det, Ditte? din Far vil kvæle mig.«

Anders Olsen vendte sig fra hende og gik mod Døren. Han stod et Øjeblik og rodede med Klinken, som vidste han ikke hvad han foretog sig; saa kom han tilbage og sank ned paa Brændselskassen igen. Han sad og stirrede ned i Lergulvet, spyttede – og skrabede det ud med Støvlen. Underlig gammel saa han ud og havde gjort alt fra han var lille; det var et Mundheld, at Sandgaardsfolkene fødtes tandløse.

Maren kom hen og stillede sig foran ham. »Du tænker vist paa Sønnen nu, som din friske unge Kone skulde føde dig? Ka'ske har du forestillet dig, hvor net det kunde være, naar han voksede 71| til og løb i Marken ved din Side, ret som et lidet Føl ved Spandet, og lærte at holde Ploven ved din Haand. Men hvad saa, du! Saa mangen én faar ingen Søn til at bevare det efter sig men har alligevel Glæden ved at puge sammen. Og Nofte faar paaholden Far en Øder til Søn, der spreder det erhværvede for alle Vinde; det er vel saá Vorherres Straf til dem, der holder for fast om deres. Du kan vel slaas med Tingene, til du brækker sammen – du som saa mangen anden? Eller sælg Gaarden til Fremmede, naar du ikke kan mere for Lændeværk – og flyt ind til Staden i et pænt, lidet Hus! NFor Folk med Eje er der mange Veje!«

Sandgaardsmanden løftede Hovedet. »Du faar løse min Kone igen,« sagde han tryglende, – »du skal ikke komme til at gøre det forgæves.«

»Paa Sandgaarden sætter vi ikke vore Fødder mere, hverken jeg eller Tøsen. Men du kan jo sende Konen herned – Skade skal hun i al Fald ikke have af det. Men det maa du forstaa, at skal det have Velsignelse med hende, maa hun komme Nagende paa et Læs Tørv!«

– – –

Næste Formiddag agede den unge, kønne Sandgaardskone ned gennem Lejet og ud til den anden Side paa Toppen af et svingende Tørvelæs. Sandgaardsbonden sjenerede sig nok for at vise sin Kone frem paa den Maade, for han var ikke selv med; en halvvoksen Tjenestedreng var Kusk. Der var mange, som nok gad vide, hvem den Tur galdt; 72| overalt hvor de kom frem, laa Ansigterne fladt paa Ruden. Fra en og anden Hytte, som ikke havde Udsigt fremefter, kom Konen jagende ud, kastede i Farten et Tørklæde om Hovedet og Nskørtede udefter mod Næsset. Mens Drengen bar Tørvene ind i Marens Brændeskur og Sandgaardskonen pakkede ud paa Bordet i den lille Stue: Æg, Skinke, Kage, Smør og mange andre rare Sager, kom de strygende forbi, skottede til Vinduerne – og gjorde sig forfjamsket Ærende ind til Familien i Husets anden Ende, halv Nrundslaaede af Flovhed. Maren vidste hvad de rendte efter, men tog sig det ikke nær mere. Hun var vant til, at man holdt Øje med hende og brugte Naboens som UdkigspostA.

Faa Dage efter løb det over Egnen, at Sandgaardsbonden havde begyndt at tage sig af sit uægte Barn. Det var nok ikke helt med det gode – Maren skulde have hjulpet ham paa Gled, endelig. Ingen forstod ret hendes lange Taalmodighed med ham; hun havde jo dog Midlerne til at skaffe sig sin Ret. Men nu var hun altsaa ogsaa blevet ked af det og havde givet sig til at Nkogle lidt med Sandgaardsbondens unge Kone – havde skiftevis slaaet Barn i hende og faaet det til at gaa væk igen efter sin Vilje. Nogle paastod, at det var Ditte hun anvendte til dette – ved at læse og mane hende baglæns helt til den ufødte Tilstand, saa Barnet blev nødt til at søge sig et Moderskød; og at det var derfor Ungen ikke voksede rigtig. Ditte var paafaldende lille efter sin Alder, skønt hun ingen73|ting fejlede. Hun fik nok simpelthen ikke Lov til at vokse efter sin Natur, for saa blev hun jo saa meget sværere at mane ned til ingenting.

Det var baade ondt og godt at have en som Kloge Maren i Sognet. En Heks var hun, det var vist og sandt; men af en saadan at være var hun i Grunden skikkelig. Hun misbrugte aldrig sine Ævner i det ondes Tjeneste, Nat nogen vidste – og hun var god mod de Fattige. Mangen én havde hun kureret uden at tage noget for det. Og hvad Sandgaardsbonden angik undte enhver ham en Lussing.

Marens Ry steg efter dette. Mennesker er glemsomme, naar det gaar dem godt, og Sandgaardsbonden var ikke lige flink til at bringe dem noget. Der kunde gaa lange Tider, hvor han ikke viste sig; til andre Tider kom han flittigt. Sandgaardsmændene havde det med at være plagede af Hekseskud. Bedst som de gik i Marken og bukkede sig ned for at tage en Sten eller en Ukrudtsplante op, kunde usynligt Djævelskab komme sættende løs paa dem. Det gav sig til Kende med et Smæld og en ulidelig Smærte over Lænden, og de kunde ikke rette sig igen men maatte krybe hjem paa alle fire. Der laa de saa og vaandede sig i Uger, pintes under Uvirksomheden som de Slidere de var, og lod sig mishandle med NIgler, NBlodkopper og kloge Raad. Til Ondet en Dag forsvandt saa pludselig som det var kommet. Selv tilskrev de det Nonde Øjne fra Kvindfolk, som maaske havde følt sig oversete og 74| hævnede sig paa den lumske Maade; andre mente, det var Himlens Straf, fordi de havde for meget i Lænden. Dèr sadA i al Fald deres Skræk, og naar Anders Olsen følte en Antydning af Trækninger bagover, skyndte han sig at forsone Kloge Maren.

Det lod der sig jo ikke leve paa, men Begivenheden udvidede Kredsen af dem, der havde Bud efter hende.

Maren selv forstod aldrig rigtig det, hun her var kommet op i; men hun tog Kendsgærningen som den var og udnyttede den efter Ævne. Hun optog et og andet af, hvad hun huskede af Moderens kloge Raad fra sin Barndom – og lod forresten staa til; de fleste lagde hende selv i Munden, hvad hun skulde sige og gøre.

Maren hørte saa tidt, at hun var en Troldkvinde, saa hun undertiden selv troede det. Til andre Tider undredes hun blot over Menneskenes Dumhed. Men bestandig tænkte hun med et Suk paa de Dage, da Søren endnu levede og hun ikke var andet end hans Skvadderhoved – slet og ret. Det havde været en god fredelig Tid.

Nu var hun ensom. Søren laa under Mulde, og alle andre skyede hende som Pesten, naar ikke netop de trængte til hende. Andre omgikkes dog hinanden og sladrede lidt, men Maren faldt ingen paa at løbe ind om til og faa sig en Kaffetaar. Selv Naboens holdt sig forsigtigt tilbage, skønt de ofte nok trængte til en Haandsrækning og fik den. Hun havde af levende Venner kun én, der 75| kom hende i Møde i Fortrolighed og ikke var bange for hende – Tøsen.

Det var et ondt og surt Hværv at være klog Kone – og tilmed hun ikke selv havde valgt det. Men det gav Føden.