76| IX
Ditte besøger Æventyrland

Ditte var stor nok nu til at vove sig ud paa egen Haand og løb tidt hjemme fra, uden at Maren var urolig af den Grund. Hun trængte til nogen at lege med og søgte til Lejet og Hytterne inde under Skovbrynet for at træffe Jævnaldrende. Men Forældrene kaldte deres Børn ind, naar de saa hende komme. Efterhaanden lærte Børnene selv at vare sig for hende; de slog med Sten efter hende, naar hun nærmede sig, og raabte hendes Øgenavne: Horeungen og Heksetøsen. Saa forsøgte hun et andet Hold Børn og havde samme Skæbne; indtil det gik op for hende, at hun stod udenfor. Ikke engang Børnene hjemme i Hytten var hun sikker paa; bedst som hun laa sammen med dem i Klitten og bandt Halsbaand og Fingerringe af den Nlille blaa Skabiosa, kom Moderen farende og rev dem til sig.

Hun maatte indrette sig med sin Leg alene og skaffe sig Selskab af Tingene omkring sig; og ogsaa det lod sig gøre. Ditte fik hurtig pustet Liv i sit Legetøj: Sten og Brændestykker, de fik hver sin Rolle tildelt og var gode og nemme at have med 77| at gøre. Næsten for skikkelige var de, saa hun sommetider selv maatte sætte lidt Oprørsaand i dem, for at det ikke skulde blive for kedeligt. Der var en gammel udslidt Træsko af Sørens; Maren havde malet Ansigt paa den og givet den et gammelt Tørklæde til Dragt. I Dittes Verden gjorde den det af for Dreng – en skrupuartig Dreng – og lavede bestandig Ulykker og Skarnsstreger. Tør holdt den sig aldrig, og der var ingen Maade med alt det den slog i Stykker. Hvert Øjeblik maatte Ditte til at vende op og ned paa den og gie den en forsvarlig Endefuld.

Ditte var nu saa stor, at hun selv havde sit paa det tørre. Men Problemet som saadant blev ved at spøge i hende, intet andet Spørgsmaal paa Jorden var saa alvorligt. Hun vidste af Erfaring, at ingen anden Anklage ramte saa sviende, som den der faldt bagpaa.

En Dag sad hun uden for Gavlen i Solen og skændte paa den uartige Drengedukke, med en Stemme der var dyb af moderlig Sorg og Ærgrelse. Maren stod inden for Køkkendøren og rensede Sild, hun morede sig over Barnet. »Gør du det engang til,« sagde Ungen, »saa tar vi dig op til Heksen, og saa spiser hun din Petersen.«

Maren kom hastigt ud. »Hvem siger saadan?« spurgte hun, hendes posede Ansigt dirrede.

»Det siger NBalassemanden,« svarede Ungen oprømt.

»Snak Tøs, vær nu alvorlig. Hvem har sagt saadan? Svar mig dog, Menneskebarn!«

78| Ditte prøvede at sætte et alvorligt Ansigt op. »Balasse-Vovhunden har sagt det – i Morgen!« Pludselig spruttede hun.

Der var Nikke noget Udkomme med hende; hun kedede sig, og saa hittede hun paa Pjank. Maren gik ind til sit Arbejde igen;A hun var rolig nu, men meget eftertænksom.

Helt hen i Vejret var den Lilles Snak nu ikke. Maren havde kureret en ung Sømand i Lejet som ikke kunde ligge tør og i aarevis havde lidt under Kammeraternes Spot i den Anledning. Den første Betingelse for at Kuren skulde lykkes var, at den unge Mand kunde holde tæt, og nu havde Folk travlt med at faa at vide, hvad der var gjort ved ham. Ham havde man ikke faaet noget ud af, og saa Nfjantaserede man løs – jo skidnere des bedre!

Maren stod derinde og græd over sine Sild, saa de salte Taarer dryppede ned i Lagen. Hun græd ofte i den senere Tid, over Verden og over sig selv; andet end godt vidste hun ikke af at hun gjorde sine Medmennesker, og saa behandlede de hende som en pestbefængt og forgiftede Luften omkring hende med Fejghed og Had. De benyttede hende mod deres Skader, ja, men i deres stille Sind gav de hende Skylden for de samme Skader – og røg forsvarligt ud efter hende, naar hun var gaaet. Alt ondt stammede jo snart fra hende; selv i Barnets uskyldige Mund hed hun Heksen.

Marens Øjne havde ikke kunnet staa til alle Sorgerne og Genvordighederne siden Sørens Død; 79| de var røde af Betændthed og Øjenlaagene krængede Vrangen ud. De var blevet saadan af Taarer, men for Egnens Folk var de et Tegn mere paa, at hun var en forhærdet Heks. Synet tog ogsaa stærkt af, og det hændte, at det svigtede helt. Saa maatte hun ty til Dittes unge Øjne; og det kunde træffe, at Tøsen benyttede sig af Lejligheden og lavede Gavtyvestreger.

Ditte var ikke ond – hun var hverken ond eller god. Hun var slet og ret et lille Væsen, som trængte til Afveksling for sit Sind. Der skete saa lidt i hendes Verden, og saa tog hun Oplevelsen hvor den var at faa – skabte den selv for ikke at kede sig til Døde.

Men en Dag skete der noget! Maren havde fra den store Ellebækgaard, der laa langt inde i NOverdrevet, men hvis Skove grænsede helt ned til Klitterne, faaet en NSkovseddel; hver Tirsdag havde hun Lov at sanke Kvas i Skovene. Der var ikke Forslag i det til Varme, men det var godt nok til at koge en Slat Kaffe ved.

Disse Tirsdagsture formede sig som en Udflugt. De havde Mad med, som de spiste paa en eller anden skøn Plet, helst ved Bredden af det store Skovvand, og Ditte agede paa Trillebøren baade hen og hjem. Naar de havde Læs, plukkede de Bær eller – ved Vintertid – NSlaan og vilde Æbler, som kunde steges paa Bilæggerovnen.

Nu laa Bedste syg. Hun havde grædt saa meget, at hun ikke kunde se – noget Ditte godt kunde 80| forstaa; underligere var det, at det ogsaa havde sat sig som Vand i Benene, saa hun ikke kunde støtte paa dem. Den Lille maatte traske alene til Skovs efter Kvas. Det var drøjt nok, men til Gengæld var Skoven morsom nu ved Sommertide. Nu kunde hun trænge dybt ind, hvor de ellers ikke maatte komme, fordi Bedste var bange for Tykningen og helst holdt sig i Udkanten. Derinde stod Fuglesangen og tindrede forunderligt i det grønne Skær under Løvet, Luften var som grønt Vand, hvori der stod Straaler, og i Mørket under Buskene kogte og summede det.

Ditte var ikke bange, men det var ikke frit for, at det gøs i hende. Hvert Øjeblik maatte hun stanse og lytte, og naar det knak i en tør Gren, sprang hun i Vejret, gennemsitret af Overraskelse. Her inde kedede hun sig ikke, hendes lille Person var fyldt til Randen af spændt Undren; Oplevelsen laa og lurede for hvert Skridt, fuld af pirrende Gru. Pludselig kunde den fare ud efter hende med et forfærdende: Habs! – akkurat som NBilæggeren, naar Bedste havde hældt Petroleum i den – og hun maatte væk, saa hurtigt de smaa Fødder ævnede at bære hende, til hun kom til en Lysning.

Paa en saadan Flugt kom hun til en bred Aa, som Træerne hang udover. Det var som om Alverdens Grønhed sejlede afsted dernede, og Ditte stod musestille, fortabt i maabende Undren. Det grønne, der flød dernede, fik hun snart Rede paa, for det var jo Farven der kom flydende herned til 81| alle Træerne – og Aaen her var Verdens Ende. Ovre paa den anden Side holdt Vorherre til; naar hun stirrede rigtig, kunde hun skimte hans graaskæggede Ansigt i en tæt Tjørn derovre. – Men hvordan lavede man alt det grønne?

Hun løb indad langs Aaen for at se efter. Langt inde blev hun stanset af to Damer, saa fine som hun aldrig havde set dem før. Skønt det ikke regnede, og de gik under Træerne hvor der var Skygge, havde de røde Parasoller over sig, som Solen spillede paa gennem Løvet, saa det saá ud, som regnede der gloende Penge ned paa Parasollerne. De lagde sig paa Knæ foran Ditte som var hun en Prinsesse, løftede paa hendes bare Fødder, kiggede hende under Fodsaalen og spurgte hende ud.

Ja, hun hed da Ditte. Ditte Skarnstøs og Ditte Godpige – og Menneskebarn!

Damerne lo til hinanden, og spurgte hvor hun boede.

Hos Bedste naturligvis.

»Hvad for en Bedste?« spurgte de dumme Damer igen.

Ditte stampede med sin lille nøgne Fod i Græsset:

»Ohr, hos Bedste! hende som er blind sommetider fordi hun har grædt saa meget. Dittes egen Bedste!«

Saa lod de, som de var saa meget klogere, og spurgte om hun vilde gaa med dem hjem lidt. Og Ditte stak fortroligt sin lille Haand ind i den ene 82| Dames og fulgte med; hun havde ikke noget imod at se, om de maaske boede ovre paa den anden Side Aaen – hos Vorherre. For saa var det jo Engle, hun havde mødt.

De gik langs med Aaen; Ditte, der var utaalmodig af Spænding, syntes aldrig det vilde faa Ende. Men saa kom de til en Gangbro, der spændte over Aaen i en Bue. Inden for NSpangen var der en Laage med Gitter omkring, saa man hverken kunde krybe over eller udenom. Damerne laaste Laagen op og laaste den omhyggeligt igen, og Ditte befandt sig i den dejligste Have. Langs med Gangstien stod Blomsterne i Klynger, blaa for sig og røde for sig, og rokkede med de kønne Hoveder; og paa lave Buske voksede dejlig store, røde Bær hun aldrig havde smagt før.

Ditte vidste godt, at dette var Paradiset. Hun kastede sig ind til den ene af Damerne, rød om Munden af Bærsaft, saa op paa hende med et uudgrundeligt Udtryk i de sortblaa Øjne og sagde: »Er jeg nu død?«

Damerne lo og førte hende med ind i Huset, gennem fine Stuer hvor man gik og traadte paa tykke bløde Uldsjaler med Støvlerne paa. Inde i den inderste Stue sad en ganske lille Dame i en dyb Lænestol. Hvidhaaret og rynket var hun og havde Briller paa Næsen; og saa bar hun hvid Natkappe, skønt det var midt paa Dagen. »Det er saa vores Bedste!« sagde den ene af Damerne.

»Her skal Mormor bare se, vi har fanget en lille 83| Skovtrold ind,« raabte de den gamle Dame ind i Øret. Ja saa, denne Bedste var altsaa døv – hendes egen var bare blind.

Ditte gik rundt og kiggede nysgærrigt ind i de forskellige Stuer. »Hvor er Vorherre henne?« spurgte hun pludselig.

»Hvad er det dog Barnet siger?« udbrød den ene af Damerne. Men den anden, hun som Ditte havde haft ved Haanden, tog den Lille ind til sig og sagde: »Vorherre bor ikke her, han bor oppe i Himlen. Hun tror hun er i Paradis,« føjede hun forklarende til, henvendt til Søsteren.

De syntes ikke om, at hun løb paa bare Fødder, og kiggede hende nøje under Fodsaalerne for at se, om der ikke var Hugormebid eller saadan noget. »Hvorfor tager Barnet ikke ogsaa et Par Støvler paa!« sagde den gamle Dame. Hendes Hoved dirred saa morsomt, naar hun talte, alle de hvide Krøller dinglede – som Klokkeblomster.

Ditte havde ingen Støvler.

»Gud, hører du Mormor, Barnet har ingen Støvler. Har du slet ikke noget at tage paa Fødderne?«

»Balassemand,« udbrød Ditte og lo skælmsk. Nu var hun træt af at svare paa deres evige Spørgsmaal. De fik omsider ud af hende, at hun havde et Par Træsko, som skulde gæmmes til Vinter.

»Saa skal hun ved Gud have et Par af mine NBruneller,« sagde den gamle Dame. »Tag et Par, Asta; men det behøver Ninte at være af de allerdaarligste.«

84| »Jeg skal nok tage et Par, der dur, Mormor,« svarede den ene af de unge Kvinder – hende Ditte bedst kunde lide.

Saa fik Ditte Bruneller paa Benene. Mad fik hun mange Slags af, som hun aldrig havde smagt før og ikke brød sig ret meget om heller; hun holdt sig til Brødet, som det hun mest var vant til – til stor Forundring for de tre Kvinder.

»Hun er kræsen,« sagde den ene af Frøknerne.

»Det kan man da virkelig ikke sige, naar hun foretrækker Brødet for det andet,« svarede Frøken Asta ivrigt. »Men hun er sikkert meget tarvelig vant. Og se saa alligevel, hvor sund hun er.« Hun tog den Lille ind til sig og kyssede hende.

»Giv hende det hellere med,« sagde den Gamle – »saadanne Naturvæsner spiser aldrig i Fangenskab. Min Mand fangede engang en lille Skovabe nede paa NGuldkysten, men maatte slippe den igen. Den vilde slet inte ta Føde til sig.«

Saa fik Ditte den gode Mad pakket i en sød lille Kurv af rødt og hvidt Straa, og hun fik en NFlorentinerhat paa Hovedet og en rød, stor Sløjfe fæstet paa Brystet. Det var altsammen morsomt – men pludselig kom hun i Tanker om Bedste og vilde hjem. Hun stod og sled i Dørhaandtaget, der var ikke andet at gøre, man maatte slippe den morsomme lille Skovtrold ud igen. Hun fik i en Hast nogle Jordbær i Kurven til det øvrige og forsvandt i Skoven.

85| »Bare hun nu kan finde hjem,« sagde Frøken Asta og stirrede efter hende med drømmende Øjne.

Jo Ditte fandt sagtens hjem. Men et Held var det, at hun længtes saa stærkt og helt glemte hvad der var i Kurven. Ellers var Gamle Maren gaaet i sin Grav uden nogensinde at have smagt Jordbær.

Siden løb Ditte ofte dybt ind i Skoven, i Haab om at Æventyret skulde gentage sig. Det havde været en stor Oplevelse, den største i hendes Liv. Gamle Maren opmuntrede hende selv. »Gaa du bare ind i Tykningen,« sagde hun. »Dig kan intet skade, for du er et NSøndagsbarn. Og naar du kommer til det fortryllede Hus, saa skal du bede om et Par Bruneller til mig ogsaa. Sig at Gamle Bedste har Vand i Benene og knap kan taale at have Fodtøj paa.«

Aaen kunde hun sagtens finde, men hun mødte ingen fine Damer oftere, og Gangbroen med Laagen var forsvundet. Der var Skov paa den anden side Aaen ligesom paa denne, Vorherres Ansigt kunde hun ikke faa Øje paa længer, alt det hun spejdede; Æventyrlandet eksisterede ikke mere.

»Du har nok drømt det altsammen, skal vi se,« mente Gamle Maren.

»Jamen Jordbærrene, Bedste,« sagde Ditte.

Ja Jordbærrene – det var ogsaa sandt! Maren havde jo selv spist af dem og aldrig smagt noget saa forunderligt heller. Tyve Gange saa store som 86| Skovjordbær var de, og saa følte én sig helt mæt efter dem – modsat alle andre Bær, som blot gav Uro i Maven.

»Dem har saa Drømme-Trolden, som førte dig til Æventyrland, lagt i dit Skød, for at en anden én ogsaa skulde faa noget med,« sagde den Gamle endelig.

Og med den Forklaring slog de sig til Taals.