87| X
Ditte faar sig en Far

En Morgen Maren kom op, var hendes Lejere borte; de var flyttet om Natten. »Fanden har været her og hentet dem,« sagde hun oprømt. Hun var ikke ked af, at de var forduftet; det var en sur og vrangvillig Familie! Det værste var, at de skyldte Lejen for tolv Uger – tolv Kroner – som hun skulde haft at møde Vinteren med.

Maren satte en Seddel paa NSprøjtehuset og ventede paa ny Lejere, men der meldte sig ingen. De gamle Lejere havde udspredt det Rygte, at det spøgede i Huset.

Tabet af Lejeindtægten ramte saa meget haardere, som Maren havde sagt sin Virksomhed fra sig. Hun vilde ikke være Klog Kone mere, det var ikke til at bære Forbandelsen. »Gaa til dem der klogere er, og lad mig være i Fred«, svarede hun dem, der kom for at søge Raad eller hente hende. De maatte tage bort med uforrettet Sag, og snart gik det over Egnen, at Maren havde tabt Kraften.

Ja, med Kræfterne gik det ned ad Bakke, Synet svigtede næsten helt, og Benene nægtede at bære hende. Hun spandt og strikkede for Folk og tog 88| igen til at tigge, og Ditte maatte lede hende de lange Veje fra Gaard til Gaard. Det var en træls Gang; den Gamle klagede bestandig og støttede sig tungt paa Barnets Skulder. Ditte forstod ikke det hele, Grøftens Blomster og hundrede andre Ting kaldte paa hende, hun trængte til at ryste den blytunge Arm af sig og røre sig paa egen Haand, Bedstes evige Klage fyldte hende med haabløs Lede. Saa kunde Skarnagtigheden lyne gennem hendes Sind. »Nu kan jeg ikke finde Vejen, Bedste«, erklærede hun pludselig og vilde ikke gaa et Skridt videre, eller hun smuttede bort fra den Gamle og gæmte sig i Nærheden. Maren skældte og truede en Stund. Naar hun saa var færdig med det og satte sig ned paa Vejkanten og græd, blev Ditte blød igen og skyndte sig frem og tog hende om Halsen. Saa græd de sammen, af Sorg over Verdens Elændighed og af Glæde over at have fundet hinanden igen.

Et Stykke oppe i Landet boede der en Bager, hos ham havde de faaet Lov til hver Uge at hente et Hvedebrød. Naar Maren laa til Sengs, sendte hun Barnet efter det. Ditte var sulten, og det var en svær Fristelse. Hun løb altid hele Vejen hjem for at holde sig Fristeren fra Livet, og naar det lykkedes hende at bringe Brødet hjem i god Behold, var hun og Bedste lige vigtige. Men undertiden var Sulten for stærk, og hun gav sig til at pille Krummerne ud af Siden paa det varme Brød, mens hun løb. Det var ikke Meningen, det skulde 89| ses, derfor pillede hun i Siden af Brødet – ganske lidt kun; og før hun fik set sig om, havde hun hulet det helt ud. Saa blev hun arrig, paa sig og Bedste og alting.

»Værsgod Bedste, her er Hvedebrødet«, sagde hun og smed det raskt paa Bordet.

»Tak mit Barn, er det friskt?«

»Ja Bedste!« og Ditte rendte.

Saa maatte den Gamle sidde og gnave Skorpen med sine ømme Gummer, og imens skældte hun over Barnet. Skarns Tøs – nu skulde hun have Tæsk. Jages væk skulde hun – ud paa Fattiggaarden.

Fattiggaarden var det værste, de to vidste af; den stod som en ond Trusel bag hele deres Tilværelse. Og naar Maren naaede dertil, kom Ditte frem af sit Skjul og græd og bad om Forladelse. Den Gamle græd ogsaa, og de snakkede godt for hinanden for at faa hinanden til at tie igen.

»Ak ja, det er svært at leve,« sagde Gamle Maren saa. »Havde du endda haft en Far – en der var noget ved. Saa havde du vel faaet de Klø et Menneske ikke kan undvære, og en anden havde maaske siddet til Huse hos jer i Stedet for at tigge sig Føden til!«

Netop som Maren havde sagt dette, gjorde en NFjællevogn med en gammel storknoglet Krikke for Holdt udenfor paa Vejen. En stor ludende Mand med pjusket Haar og Skæg sprang ned fra Vognen, smed Tømmen over Ryggen paa Krikken og kom hen mod Huset. Han lignede en NKulsvier.

90| »Det er en Sildepranger«, sagde Ditte som laa paa Knæ paa en Stol ved Vinduet. »Skal jeg lukke op?«

»Ja lad du 'en bare komme ind.«

Ditte slog Bolten fra Døren, og Manden kom stolprende ind. Han havde store Træskostøvler paa, som Bukserne var stoppet ned i; det gungrede ordentlig naar han traadte, og han kunde ikke gaa oprejst i Bryggerset. Han stod lidt i Døren og saa sig om; Ditte var tyet om bag Bedstes Rok. Saa gik han frem i Stuen og vilde give Haand.

Ditte brast i Latter ved hans Forvirring over, at den Gamle ikke rakte ham Haanden. »Bedste er jo blind!« sagde hun spruttende.

N»Naa er I det? Ja saa er det næsten urimeligt at forlange, at I skal kunne se«, sagde han polisk og tog selv den Gamles Haand. »Jeg er nu ellers Jeres Svigersøn, naar jeg selv skal sige det«. Det rungede indvendig i ham, naar han talte – af godt Humør.

Maren rejste ivrigt Hovedet. »Med hvilken af Tøsene er saa det?« spurgte hun.

»Med hende som er Mor til Ungen dèr,« svarede han og slog efter Ditte med sin store NBulehat. »Se saadan helt lovformeligt i Orden er det jo ikke endnu; NPræsten har vi sparet foreløbig til det bliver strængt nødvendigt – for der er saa meget andet der gaar først. Men Hus og Hjem har vi, saa fattigt det end kan være. Vi bor en god Mils Vej inde paa den anden Side Overdrevet – 91| paa NSandet – Skadereden kaldes Stedet i Folkemunde.«

»Og hvad er saa dit Navn?« spurgte Maren igen.

»Las Peter Hansen er jeg døbt.«

Den Gamle sad lidt og tænkte tilbage, saa virrede hun med Hodet. »En kender dig nok ikke.«

»Min Far kaldtes NRakkeren. Saa kender I mig maaske?«

»Ja Navnet er kendt – om ikke just for det gode.«

»Saadan gaar det kaske andre ogsaa«, svarede Lars Peter Hansen godmodigt – »en er ikke altid selv Herre over det Navn man faar, eller over Skudsmaalet heller; en faar saa nøjes med at have Samvittigheden i Orden. – Men jeg kom altsaa forbi, og saa vilde jeg dog se indenfor og sige Goddag. Naar vi nu skal have Præsten til at lyse sin Velsignelse over os, Sørine og jeg, saa kommer jeg med Vogn og henter jer to, saa I kan være med i Kirke. Hvis ikke I foretrækker at flytte ned til os forinden – det var kaske det allerbedste.«

»Er det noget du skal sige fra Sørine?« spurgte Maren mistroisk.

Lars Peter Hansen mumlede noget, der kunde være baade det ene og det andet.

»Jeg tænkte nok, at det var dit eget Paafund, og du skal have Tak for dit gode Hjærtelag; men vi to maa nok hellere blive hvor vi er. Men til Bryllupet kommer vi gærne. Nu har én sat otte 92| Børn i Verden og gifte er de snart sagt alle, men bedt med til Bryllup har en aldrig været før nu.« Maren faldt i Tanker. »Og hvad er saa din Haandtering?« spurgte hun lidt efter.

»Jeg kører med Sild – og hvad der ellers kan falde for at handle med. Køber ogsaa NKlude og Ben naar Folk har nogen.«

»Det bliver vel ikke til meget? Folk maa jo gaa med deres Klude, saa længe der er en Trævl af dem – bedre er de fleste vel ikke stillet. Eller er de kaske mere velhavende andre Steder end her paa Egnen?«

»Nej det bliver vel dèr som her, de slider Kludene til sidste Trævl, og Benene gaar de med til de styrter,« svarede Rakkeren leende. »Men noget skal én jo handle med.«

»Ja vist ja, et Sted skal Føden tages! Men du er vel trængende, du? Meget har vi ikke at byde paa, men en Kop Kaffe kan vi dog overkomme, om du vil tage til Takke. – Ditte, du faar løbe til Bageren og sige som det er, at du har været uheldig med Brødet og at vi har faaet Fremmede. Saa kaske skænder de paa dig og giver dig et andet – hvis ikke, faar vi undvære i næste Uge. Men du maa sige det som det er. Spring saa – og pil ikke af Krummen.«

Ditte kom ikke særlig hurtig ud af Døren. Det var en haard Straf, der blev lagt paa hende, og hun nølede i Haab om, at Bedste skulde fortryde og kalde hende tilbage. Pille af Krummen – nej 93| det skulde hun nok lade være med, i Dag og altid saa længe hun levede. Det brændte hende om Ørerne af Skam over, at hendes ny Far havde faaet det at vide, og at nu ogsaa Bagerens vilde faa at vide, hvad for en Skarns Tøs hun var mod Bedste. Og lyve sig fra det vilde hun ikke. At klare sig med en Løgn var lige som at Nstikke Tidsel, sagde Bedste altid, man stikker Hovedet af én – og saa skyder der et halv Dusin op hvor den har staaet. Ditte kendte det af Erfaring, Løgn blev ved at komme igen med mangedobbelt Besvær; hendes lille Hjærne havde gjort op, at det ikke kunde betale sig at lyve.

Lars Peter Hansen sad ved Vinduet og kiggede efter Ungen, mens hun luntede ud ad Vejen og pludselig gav sig til at løbe stærkt. »Kan I nok tumle hende?« spurgte han den Gamle.

»Hun er saamænd god nok«, sagde Maren ude fra Køkkenet, hvor hun gik og fumlede for at faa Ild paa Komfuret. »Jeg har ingen bedre at støtte mig til – og ønsker heller ikke. Men hun er et Barn, og en anden er gammel og Nbesværlig – det gør jo altid sin Modsætning. NFøllet vil slaa bag op, og det gamle Hors vil have Lov at staa og falde i Staver. Det er ikke NPlasér at leve sin Barndom op ad Affældigheden.«

Ditte var helt stakaandet, da hun kom ind til Bageren, saa hurtig havde hun løbet for i en Fart at komme hjem igen til den store ludende Mand med den godmodige Brummen.

94| »Nu har jeg en Far lige som alle andre Børn,« raabte hun pustende, »han sidder derhjemme hos Bedste – og han har selv Hest og Vogn.«

»Nej er det sandt?« sagde de og spilede Øjnene op. »Og hvad hedder saa han?«

»Han hedder Rakkeren!« svarede Ditte vigtigt.

Og her kendte de ham! Ditte saa, at de vekslede Blikke. »Saa er du jo af fin Familie,« sagde Bagerkonen og lagde et Hvedebrød paa Disken – uden at sanse, at Barnet allerede havde været der og faaet et. Den store Nyhed optog hende.

Og Ditte, der var mindst lige saa optaget, snuppede Brødet og løb. Hun kom først i Tanke om, hvad hun skulde have sagt, da hun var halvvejs hjemme. Og da var det for sent.

Inden Lars Peter Hansen kørte, forærede han dem en Snes Sild og gentog sit Løfte om at komme og hente dem, naar Bryllupet skulde være.