125| XIII
Ditte er synsk

Før Maren mistede Synet, havde hun lært Ditte at læse, og det kom hende tilgode nu. De gik aldrig i Kirke; Stadstøjet var ikke længer pænt, og Vejen til Kirken var lang. Særlig nidkær efter at komme afsted var Maren vel heller ikke, hun vidste af et langt Livs Erfaring, Nat det ikke altid gaar til som Præst præker. Men om Søndagen, naar Folk fra Lejet kom dragende forbi paa Vej til Kirke, var de begge pænt i Stand, Ditte havde blankpudsede Træsko og rent Forklæde paa, og Bedste en Hue med hvide Strimler. Saa sad Maren for Bordenden i Halmstolen med Briller paa og den gamle NPostil foran sig, og Ditte stod ved Siden af hende og læste NDagens Evangelium. Skønt Maren var blind, skulde hun alligevel have Brillerne paa og den hellige Bog foran sig under Læsningen, ellers var det ikke rigtigt.

Ditte naaede den Nskolepligtige Alder, men Maren lod som ingenting og beholdt hende hjemme. Hun var bange for, at Barnet ikke skulde kunne begaa sig mellem de andre Børn – og begreb heller ikke hvordan hun selv skulde kunne undvære hende 126| hele Dage ad Gangen. Det gik godt et halvt Aars Tid; men saa opdagede man dem, og Maren fik strængt Paalæg om at sende Barnet i Skole, da det ellers vilde blive taget fra hende.

Hun udrustede saa Tøsen saa godt hun ævnede, og sendte hende med tungt Hjærte paa Vej. Daabsattesten undlod hun med Vilje at give hende med; der stod det skæbnesvangre: Født uden for Ægteskab i Hjørnet af den, og Maren begreb ikke, hvorfor et uskyldigt Barn skulde stæmples som urent. Ungen kunde have nok at slaas med endda. Men Ditte kom hjem med strængt Paalæg om at bringe Attesten med næste Dag, og Maren maatte give sig. Det var haabløst at kæmpe imod Uretfærdigheden.

Maren vidste godt, Nat Øvrigheden ikke er af Gud – det var en Erkendelse, hun var født med! Øvrigheden virkede kun nedad, mod hende og alle hendes Lige; og dertil brugte den sine egne haardhændede Midler, som ikke havde noget med Himlen at skaffe. Gud derimod var vel nok en Ven af de Smaa, i al Fald Nsad jo hans enbaarne Søn ved hans højre Side og hviskede ham gode Ting i Øret om Fattigfolk, og det var rimeligt at antage, at han gærne vilde hjælpe. Men hvad hjalp det, naar de Store ikke vilde det saa? Herskabet paa Ellebækgaard og alle de andre deres Lige, det var dem, der havde Magten! Mod dem vendte Præsten sit Ansigt, naar han prækede, og lod Smaafolk sidde og skutte sig nede ved Indgangs127|døren, og dem skelede Degnen op til, naar han sang. De kunde sagtens, Øvrigheden bar Slæbet for dem og stod bukkende ved Vogndøren, og ved sølet Føre var der altid en Roekone parat til at lægge sig paa alle fire foran Vogntrinet, saa de kunde stige tørskoet til Vogns. Paa deres Daabsattest kom der nok aldrig til at staa uægte; skønt det ofte var saa som saa med Ægtheden!

»Men hvorfor la'r Vorherre sig nøje med det?« spurgte Ditte forundret.

»Det er han nok nødt til, ellers blev der vist hverken bygget Kirker til ham eller gjort anden Stads ad ham,« svarede Maren. »Gammelfar Søren paastod altid, at Vorherre er i Lommen paa de Store, og én er Nfærdig ved at tro, at han havde Ret.«

NTre Dage om Ugen travede Ditte nu til Skolen, der laa en Times Vej inde, paa Overdrevet. Hun slog Følge med de andre Børn fra Lejet og kom gennemgaaende godt ud af det med dem.

Børn er tankeløse men ikke beregnet onde; det skal de først lære af de Voksne. Hvad de raabte efter hende, havde de hørt hjemme; det var Forældrenes Sladder og Domme, der gik igen i deres Mund. Nogen Hensigt var der ikke i det; Ditte der var vagtsom paa dette Omraade, opdagede snart, at de behandlede hinanden indbyrdes paa samme Maade. De kunde raabe Horeungen til 128| hende, men i næste Øjeblik var hun igen paa Lige med dem; der var ingen Trang til at støde hende nedad i det. Denne Opdagelse tog Braadden af Skældsordet – ømskindet var hun ikke. Og Forældrene advarede ikke længer af Overtro deres Børn imod hende; den Tid, da Gamle Maren som en gudsforgaaen Heks red Egnen, var sporløst glemt. Nu var hun kun en gammel Stakkel, der sad og hutlede sig igennem med en uægte Datterunge.

Der kom Børn i Skole lige saa langt inde fra den anden Side, helt inde fra Egnen ved Sandet. Og det hændte, at de ad den Vej spurgte Nyt om Sørine og Lars Peter. De havde ikke set Dittes Far længe, og der kunde for saa vidt godt være passeret ham en Ulykke, saadan som han maatte ligge og rakke paa Vejene Dag og Nat i al Slags Vejr. Et Held var det, at Ditte kom sammen med Børn nede fra de Kanter, som kunde meddele, at alt stod vel til dernede. Havde Sørine end aldrig villet sin Mor noget godt, saa var hun jo dog Kød og Blod af Marens eget.

En Dag kom Ditte hjem og erklærede, at nu skulde hun hen og være hos sine Forældre; der var kommet Bud om det til Skolen med et Barn derhenne fra.

Gamle Maren kom til at ryste, saa Strikkepindene klirrede.

»Men de har jo sagt, de vilde ikke have dig!« udbrød hun, Trækkene i hendes Ansigt skælvede.

129| »Jamen nu vil de ha'e mig – altsaa! Jeg skal hjælpe til med de Smaa,« svarede Ditte vigtig og gav sig til at samle sine Sager sammen paa Bordet. Hvergang hun kom hen og lagde en Ting paa Bordet, klippede det i den Gamle; saa sagde hun et eller andet trøstende og strøg Bedste over den dirrende Haand, der ikke var andet end store blaa Aarer. Maren sad stum og strikkede blot; hendes Ansigt var saa underlig lukket og slukket.

»Jeg skal nok komme hjem og se til dig; men saa maa du ogsaa være fornuftig. Du kan nok forstaa, at jeg ikke kan blive gaaende her hos dig hele mit Liv. Jeg skal nok tage Bønner med, og saa drikker vi Kaffe sammen og har det saa rart. Men saa skal du ogsaa love mig ikke at sidde og græde, for det kan dine Øjne ikke taale.«

Ditte stod og talte, i en tør snusfornuftig Tone, mens hun lagde et Tørklæde om sine Sager.

»Og nu maa jeg gaa, ellers naar jeg ikke derover inden Aften, og saa bliver Mor vred.« Hun sagde Ordet Mor med et eget højtideligt Tonefald, som udelukkede det enhver Indvending. »Farvel søde rare Bedste!« Hun kyssede den Gamle paa Kinden og traskede af med sin Bylt.

Da Døren havde lukket sig efter hende, begyndte Maren at klage og jamre hen for sig, i en graadfarvet Enetale, der efterhaanden gav Luft for alle Sorger og Savn, alle jordiske Bekymringer, alle Længsler mod Døden. Der var meget der tyngede hende, og naar hun kom igennem det alt, 130| kunde hun uden Skade begynde forfra. Det taalte at gentages to Gange, saa ondt og haardt var det – det meste af det; og det gjorde godt at rippe op i det atter og atter. Hun blev længe ved, og var kanske blevet meget længer ved endnu, om hun ikke pludselig havde følt to Arme om sin Hals og en vaad Kind mod sin. Det var altsammen Skarnstøsens; hun kom tilbage igen og fortalte, at hun slet ikke skulde afsted.

Ditte var kommet godt paa Vej; helt ind til Bagerens, som undredes paa, hvor hun vel skulde hen med den store Pakke, og stansede hende. Hendes Forklaring om, at hun skulde hjem til Forældrene og være, vilde de ikke tage for gode Varer; Bageren havde truffet hendes Fader paa et Kreaturmarked Dagen før, og han havde ingenting nævnt om det, men tvært imod skikket Hilsen. Ditte stod forlegen og hørte paa alt dette. Og med ét dukkede der Tvivl op i hende selv ogsaa; hun vendte sig i et Ryk – pludselig som hun var i sine Bevægelser – og satte hjemefter ad Næshytten til. Hvorledes det hele egentlig forholdt sig, brød hun ikke sit Hoved med; hun følte sig bare saa urimelig lettet over, at hun fik Lov at komme tilbage til Bedste igen.

Og Bedste baade lo og græd, spurgte og kunde ikke finde Mening skabt i det altsammen.

»Skal du saa slet ikke afsted da?« udbrød hun for Gud ved hvilken Gang; hun turde ikke rigtig tro paa det.

131| »Nej jeg skal selvfølgelig ikke. Jeg har jo sagt dig, at Bagerens sagde, jeg skulde ikke.«

»Ja Bagerens, Bagerens – men hvad har de egentlig med det at skaffe? Du havde jo selv faaet Besked om, at du havde at komme.«

Ditte fik travlt med at bore sin Næse ind i Kinden paa Bedste.

Maren løftede Hovedet: »Havde du ikke, Barn? Svar mig!«

»Jeg ved det ikke, Bedste,« sagde Ditte og gæmte sit Ansigt ind til hende.

Bedste holdt hende ud fra sig: »Saa har du narret mig, dit Skarn! Skam skal du faa, som handler saa ilde med mit stakkels gamle Hjærte.« Maren begyndte at hulke igen og kunde ikke holde op; det var kommet saa urimelig bag paa hende altsammen. Og kunde en saa endda finde Rede i det hele, men Tøsen blev ved at paastaa, at hun ikke havde løjet. Hun mente bestemt, hun havde faaet den Besked, og var fortvivlet over, at Bedste ikke vilde tro hende. Lyve naar det for Alvor kom til Stykket som nu, plejede hun ikke; saa efter det maatte hun have faaet Beskeden. Paa den anden Side sagde Tøsen selv, at hun ikke skulde afsted – skønt det med at Bageren gav Modordre ingen Steder havde hjemme. De havde jo simpelt hen stoppet hende, fordi hendes Færd var dem paafaldende. Maren begreb det ikke – med mindre det da var saadan, at Tøsen havde fjantaseret sig det hele til.

132| Ditte holdt sig nær op til den Gamle og tog hende jævnlig om Hagen. »Nu ved jeg da, hvor ked du bliver af det, naar jeg rigtig skal bort,« sagde hun stille.

Maren løftede Ansigtet: »Tror du da, du snart skal herfra?«

Ditte nikkede saa ivrigt, at den Gamle følte det.

Gamle Maren faldt i Tanker; hun havde før oplevet, at Barnet foregreb det, der skulde komme.

»Enten det nu er saadan eller saadan,« sagde hun efter en Stunds Forløb, »saa har du baaret dig ad som en Nfin Mand, jeg engang har læst om i en Bog, der holdt Prøve paa sin egen Begravelse – med fire sorte Heste, Ligvogn og det hele. Alt hans Tjenerskab maatte agere Følge og klæde sig i Sort, de skulde endogsaa græde over ham skulde de. Han selv sad oppe i Loftsvinduet og iagttog det hele, og da han saa, at Tjenerne grinede bag Lommetørklædet i Stedet for at græde, tog han sig det saa nær, at han døde. Det er farligt at spøge med sin egen Henfart – hvorhen den saa end gælder!«

»Jeg har ikke narret dig, Bedste,« forsikrede Ditte endnu engang.

Fra den Dag gik Maren i bestandig Uro for, at hun ikke skulde faa Lov at beholde Tøsen for Forældrene. »Det synger for mine Øren,« sagde hun jævnlig – »monstro det skulde være din Mor, der snakker om os to?«

133| Sørine talte virkelig meget om dem i de Dage. Ditte var nu saa gammel, at hun kunde gøre Nytte; Moderen havde ikke noget imod at faa hende hjem og passe de Smaa. »Hun er nu ni Aar, og det bliver jo alligevel os, der skal tage os af hende før eller senere,« forklarede hun.

Lars Peter gjorde Indvendinger, han syntes, det var Synd at skille de to ad. »Lad os saa i al Fald tage dem begge to,« sagde han.

Men det vilde Sørine ikke høre Tale om, og hun blev ved at hakke saa længe, at hun fik Bugt med hans Modstand.

»Du er ventet,« sagde Maren, da han holdt for Døren for at hente Tøsen. »En har længe vidst Besked om, at du vilde komme i det Ærende.«

»Da er dette her ikke netop efter mit Hode. Men en Moder har jo paa en Maade Ret til sit Barn, og Sørine synes nu, hun er kommet til at længes en Klat efter Tøsen,« svarede Lars Peter. Han vilde gærne glatte ud til begge Sider.

»En ved nok, at du har lagt dig imod, det du kunde. Naa, det gaar nok altsammen som det skal. – Og hvordan har I det saa hjemme? I er blevet en Mund flere, har én hørt.«

»Ja, han er snart et halv Aar nu,« Lars Peter lyste op, som altid naar han talte om Børnene.

Saa sad de paa Vognen. »Vi skal jo ikke glemme dig, vi to,« sagde Lars Peter, lidt tyk i Mælet, mens han arbejdede med at faa Storeklavs i Gang.

134| Saa stavrede den Gamle ind, de saa hende føle sig frem med Foden over Dørtrinet og lukke efter sig.

»Det er ensomt at være gammel og blind,« sagde Lars Peter og begyndte sin sædvanlige Svippen med Pisken.

Ditte hørte det ikke, hun sad med Ansigtet i ét Smil. Hun kørte udad mod noget nyt; Bedste havde hun i dette Øjeblik ingen Tanke for.