150| XV
Regn og Solskin

De Dage Ditte ikke gik i Skole, var der tusind Ting, hun skulde udrette. Arbejdet med de Smaa faldt paa hende, og saa var der Faarene at passe og Hønsene, og hun maatte ud med sin Sæk og plukke Nælder til Grisefoder. Undertiden kom Lars Peter hjem og havde været uheldig og ikke faaet Fisken solgt. Saa sad hun oppe sammen med Forældrene til Kl. et-to om Natten og rensede Fisken, for at den ikke skulde ligge og blive fordærvet. Sørine var af den Slags, der er paa Stikkerne hele Tiden uden derfor at faa saa forskrækkelig meget udrettet. Hun kunde ikke taale, at Barnet sad ned et Øjeblik, straks jog hun hende i Gang med et eller andet. Naar Ditte kom i Seng om Aftenen, var hun til Tider saa overtræt, at hun ikke kunde falde i Søvn.

Sørine havde en egen ulyksalig Ævne til at gøre Dagen graa for Børnene. Hun gjorde haardhændet Vej blandt dem, naar de kom hende paa tværs; der stod bestandig Barnegraad som et Kølvand efter hende. Naar Ditte skulde ud og sanke Brænde eller plukke Bær, slæbte hun de Smaa med sig, 151| for at de ikke skulde være overladt til Moderens Luner. Der var Dage, hvor Sørine var nogenlunde medgørlig – helt glad og god var hun aldrig; men til andre Tider kunde hun være saa flintrende galsindet, at der ikke var andet for at gøre end at gemme sig af Vejen. Saa skjulte de sig for hende, og vovede sig først frem, naar Faderen kom hjem.

Sørine var varsom med at slaa Ditte nu, og sørgede for at hun kom afsted til Skole i rette Tid – hun ønskede ikke igen at se Lars Peter som den Aften. Men hun elskede ikke Barnet. Hun vilde opad; det var hendes Stræben at faa bygget nyt Stuehus, faa mere Jord og flere Kreaturer – og komme i Rang med Konerne omkring paa de smaa Gaarde. Men Barnet var en Plet paa hende. Hvergang hun saa Ditte, tænkte hun: Der gaar den Unge, som er Skyld i, at alle de andre Koner ser ned paa én!

Men flink var Tøsen til at tage fat og Ngøre Vej. Saa nødig Sørine indrømmede det over for Lars Peter, i sit stille Sind maatte hun erkende, at Ditte var rap paa Næverne. Det var Ditte, der kærnede Smørret, i den første Tid i en Flaske som man maatte sidde og ryste, ofte i timevis inden Smørret vilde danne sig – og nu i den nye NStavkærne. Sørine selv fik simpelthen ondt af at staa der og støde op og ned, op og ned. Ditte plukkede NBøller som blev solgt paa Torvet, løb Ærender, hentede Vand og Brænde og passede Faarene, og altsammen slæbende paa den lille Tyksak Povl. Han græd 152| naar han ikke hang paa hendes Arm, og hun var blevet helt skæv af at slæbe paa ham.

Efteraarstiden var den sværeste for Børnene at komme over. Saa satte NStorsilden ind under Kysten, og Faderen laa nede i Fiskerlejerne – undertiden en hel Maaned – og tog Del i Fangsten. Sørine var svær at komme ud af det med i den Tid; det eneste der kunde gøre hende medgørlig, var Dittes Trusel om at løbe bort. Der var ikke mange Mænd paa Egnen om Efteraaret, og Sørine gik i Skræk for de vandrende NBisser. Naar de bankede paa ved Aftenstide, lod hun Ditte lukke op.

Ditte var ikke bange. Dette og hendes Dygtighed gav hende moralsk Styrke i Forholdet til Moderen; hun var ikke bange for at bide fra sig nu. Hun var hurtigere paa Fingrene end Moderen baade til at flætte Vidjekurve og binde Riskoste, og lavede pænere Arbejde.

Hvad de saadan lavede af Husflid, havde Sørine Lov at sælge og tage Pengene for. Hun nænnede ikke at bruge en Øre af dem, men lagde dem til Side Skilling for Skilling, til at bygge for. De maatte se at naa dertil, at Lars Peter ikke behøvede at ligge og rakke som Pranger paa Vejene, men kunde blive hjemme ved sin Avl. Saalænge Folk med Rette kunde hæfte Ordet Rakkeren paa ham, var der ingen Anseelse at vente for dem. Jord maatte de have, og dertil behøvedes Penge.

Penge, Penge! det Ord sang i Sørines Sind og kogte i hendes indre Øre bestandig. Hun pugede 153| Skilling til Skilling, men alligevel havde det lange Udsigter, om ikke der skete noget. Og hvad kunde der vel ske, som forkortede den trælse Vej mod Maalet, kun ét – at Moderen lagde sig til at dø. Hun havde saamænd levet længe nok og ligget andre til Byrde; Sørine fandt at hun godt kunde være bekendt at pakke sammen. Men se om hun gjorde det.

Det hændte, at Lars Peter vendte hjem allerede om Eftermiddagen. Det brøstfældige Køretøj var kendeligt paa lang Afstand, Vognen gav sig for hver Omdrejning af Hjulene, det knagede, raslede, skurede og slæbte paa. Det var som om alle Køretøjets Dele talte eller sang i Munden paa hinanden, og naar Børnene hørte den kendte Støj langt oppe paa Vejen, fløj de ud, øre af Glæde. Storeklavs, der mere og mere kom til at ligne en vandrende Skindsæk med en uordentlig Bunke Knokler i, gav sit Besyv med, snart nøs den og pustede, snart rumlede det i den Nsom var alle Verdenshjørners Vinde indespærrede i dens Bug. Og ind i det hele Kor gik Lars Peters lykkelige Brummen.

Naar Storeklavs fik Øje paa de Smaa, gnæggede den, Lars Peter rettede sig op fra sin ludende Stilling og holdt op med at synge, og Vognen gik i Staa. Han løftede dem op i Luften, alle tre-fire paa en Gang som et Knippe, holdt dem et Øjeblik mod Himlen og satte dem i Vognen, ømt som var de af skørt Glas. Den der havde faaet Øje paa ham først, fik Lov at holde Tømmerne.

154| Naar Lars Peter vendte hjem og fandt Sørine galsindet og Huset paa den anden Ende, kom han ikke ud af Ligevægt for det, men fik hurtig sat Humør i Tingene. Noget bragte han altid med, Brystsukker til Børnene, et nyt Tørklæde til Mor – og kanske en Ekstra-Hilsen til Ditte fra Bedste, hvisket til hende, saa Sørine ikke hørte det. Hans Sind smittede, saa Børnene glemte deres Genvordigheder og selv Sørine maatte le, enten hun vilde eller ej. Og som Børnene var glade for ham, var Dyrene det. De skræppede op naar de saa ham, og sprang op ad ham; han kunde slippe Grisen ud og faa den til at følge sig i den grinagtigste Galop Marken rundt.

Hvor sent han saa kom hjem, og hvor træt han end var, gik han ikke i Seng før han havde været rundt og efterset, om Dyrene nu ogsaa havde faaet deres. Sørine glemte dem let og ofte var de sultne. Saa fløj Hønsene ned igen af deres Pind, naar hans Skridt lød, Grisen kom frem og kvad over Truget, og en blød Ryg smøg sig op ad hans Ben – Kattens.

Lars Peter bragte Lykke og Glæde med sig hjem, og lykkeligere Menneske end han selv gaves vel heller ikke i Miles Omkreds. Han var glad for sin Kone saadan som hun nu engang var, mere skrap end egentlig dygtig. Færm syntes han hun var, et pokkers dygtigt Kvindfolk! Og han var kisteglad for de Unger hun gav ham, for dem 155| han selv var Far til – og for Ditte. Maaske holdt han, naar noget skulde være, mest af hende.

Det laa til Lars Peters Natur at tage ved, dèr hvor andre slap. Han var blevet blødgjort i Stedet for hærdet af al den Modgang han havde haft; hans Sind bøjede sig uvilkaarligt mod det forsømte. Kanske var det detteA at han tog sig af det vantrevne, der fik andre til at mene, at alt vantrivedes for ham. Hans Jord var noget surt og sandet Stads, som ingen anden vilde sætte Plov i, hans Kone misundte ingen i Verden ham, og det meste af Kræet paa Ejendommen var Væsner, som han havde bjærget fra at blive slaaet ned paa sine Ture omkring til Gaardene. Men han havde Raad til at være lykkelig ved sit, og sætte det højere end alt hvad andre ejede og havde. Han misundte ingen, vilde ikke bytte med nogen.

Om Søndagen skulde Storeklavs hvile, og det gik heller ikke an at køre omkring paa Vejene og prange. Saa krøb Lars Peter op paa NHøstænget og lagde sig til at sove. Han fik for lidt Søvn i Ugens Løb og sov gærne til hen paa Eftermiddagen, og Ditte havde sit Mas med at holde de mindre Søskende borte fra Loen; de strejfede om derude og lavede tilfældig Støj, i Haab om at han skulde vaagne og lege med dem. Men Ditte vaagede bekymret over, at han fik udsovet.

To Gange om Aaret kørte de allesammen til Marked i Hillerød paa Toppen af et broget Læs. 156| Ungerne blev anbragte i Vidjekurvene, der stod i Stakke bag i Vognen, ud over Vognens Sider hang Riskostene i store Knipper, under Sædet stod Kurve med Smør og Æg, og foran – under Fødderne paa Lars og Sørine – laa et Par bagbundne Faar. Det var Aarets store Festdage, ud fra dem regnede man Tiden.