157| XVI
Stakkels Bedste

En sjælden Gang fik Ditte Lov at tage over til Bedste og være hos hende nogle Dage. Det var Faderen, der udvirkede det, og han lagde sine Ture saadan, at han enten kunde hente eller bringe hende.

Bedste laa altid til Sengs, naar hun kom – hun vilde ikke staa op mere. »Hvad skal jeg vel gaa og stavre rundt efter, nu jeg ikke mere har dig. Naar jeg ligger i Sengen, sker det dog, at gode Mennesker kommer mig i Hu og bringer mig lidt Mad og gør lidt rent hos mig. – Ak ja, én havde bedst af at dø, én er tilovers,« klagede hun. Men hun stod alligevel op og satte Kaffevand over; Ditte gjorde i Orden i Stuen, der var i en sørgelig Forfatning; og de havde det hyggeligt sammen.

Naar Fristen var udløben og Ditte maatte afsted igen, græd den Gamle. Ditte stod dèr uden for ved Hushjørnet og hørte hende klage. Hun stod med Haanden mod Stolpen og prøvede at tage sig sammen. Hjem skulde hun, og naar hun nu skubbede rigtig stærkt fra og kom i Rend, og hun saa løb med lukkede Øjne det første Stykke, til hun 158| ikke mere kunde høre Bedstes Graad, saa –. Men Hjærtet blev mer og mer sygt i hende, og før hun vidste af det, var hun inde igen og havde Armene om Bedstes Hals. »Jeg har Lov til at blive til i Morgen,« sagde hun.

»Du narrer mig da vel ikke, Barn?« sagde den Gamle angst. »For saa bliver Sørine vist ikke god. – Ja ja,« sagde hun lidt efter – »bliv saa til i Morgen da. Vorherre ordner det nok for dig – for dit gode Hjærtes Skyld. Vi ser ikke for meget til hinanden, vi to.«

Næste Dag gik det ikke bedre, Maren havde ikke Styrke til at sende Barnet fra sig. Hun havde saa meget hun skulde have Luft for, hvad forslog vel en Dag, naar der laa Maaneders Lidelser og Savn og havde hobet sig op. Og Ditte hørte alvorligt paa hende, hun forstod nu hvad Sorg og Savn var. »Du er blevet en anden derovre,« sagde Bedste – »jeg kan mærke det af den Maade, du hører efter paa. Bare Tiden maa gaa lidt hurtigt for dig, saa du kan komme ud og tjene.«

Og saa en Dag var det forbi; Lars Peter holdt der udenfor. »Nu maa du vist hjem,« sagde han og pakkede hende ind – »de Smaa græder efter dig.«

»Ja dig frygter én ikke,« sagde Gamle Maren. »Men Sørine kunde vist være bedre mod hende.«

»Jeg tror, det gaar bedre nu – og de Smaa er saa glade for hende. Hun er en hel lille Mor for dem.«

159| Ja de smaa Søskende! Ditte blev helt øm om Hjærtet ved Tanken om dem. De havde haft deres Maade at tage hende paa; ved at gøre hende Tilværelsen træls og byrdefuld havde de lukket sig ind i hendes Sind.

»Hvordan har Povl det?« spurgte hun, da de var kommet over Bakken og hun ikke mere kunde se Bedstes Hytte.

»Ja, du ved nok, han græder saa meget, naar du ikke er hjemme,« sagde Faderen stille.

Ditte vidste det. Han var i Tandperioden nu og skulde helst være mellem Hænder, hans Kinder var røde af Feber og Munden tyk og hed indvendig. Saa hang han i Moderens Skørter, blev fejet til Side og stødte sig. Hvem var der saa til at tage ham paa Skødet og snakke godt for ham? Det satte sig som en Anklage i Barnets altfor rummelige Hjærte; hun fortrød, at hun var rendt fra ham, og blev stille af Længsel efter at have ham paa sit Skød igen. Hun fik ondt i Ryggen, naar hun bar paa ham – ja, og Læreren skændte paa hende, fordi hun ikke kunde rette sig. »Det er din egen Skyld,« sagde Moderen saa – »lad vær og slæb paa den store Unge! Han kan gaa paa sine Ben, kan han.« Men naar han nu græd og havde det ondt! Ditte kendte altfor godt fra sig selv Barnets Trang til at føle sig nær et bankende Hjærte. Hun havde Rester af den Trang i sig endnu, skønt hun ikke havde haft det for godt i Moders Liv.

Sørine var ond, naar Lars Peter vendte tilbage 160| med Ditte, og saa i flere Dage ikke til den Side, hvor hun gik. Men saa sejrede Nysgærrigheden. »Hvordan staar det til med den Gamle – er hun blevet daarligere?« spurgte hun.

Ditte, der gik ud fra, at Moderen spurgte af Medfølelse, fortalte udførligt om, hvor elændigt det var med Bedste: »Hun ligger i Sengen altid, og faar kun Mad, naar der ser nogen ind til hende med lidt.«

»Saa kan hun vel ikke gøre det ret meget længer,« mente Moderen.

Ved de Ord stak Ditte i at græde. Saa skændte Moderen:

»Tossede Tøs, er det noget at tage paa Vej for. Gamle Folk kan vel ikke leve evig og ligge andre til Byrde. Og naar Mormor dør, faar vi nyt Stuehus.«

«Nej, for Bedste siger, at det der kommer ind for Huset skal deles lige. Og det andet – –« Ditte gik brat i Staa.

»Hvad for andet?« Sørine bøjede sig frem, hendes Næsebor udvidede sig.

Men Ditte klemte Læberne fast sammen. Bedstemoderen havde strængt forbudt hende at nævne noget som helst om det dér – og her sad hun og vrøvlede.

»Dumme Tøs! Tror du ikke jeg ved, at du tænker paa de to Hundrede Daler, der blev betalt for dig. Hvad skal der saa gøres med dem da?«

161| Ditte saa mistroisk paa Moderen. »Dem skal jeg have,« hviskede hun.

»Saa skulde den Gamle saamænd hellere lade os faa dem og gemme for dig, end selv ligge og rode med dem,« sagde Sørine.

Ditte blev forskrækket. Det var jo netop det Bedste var angst for, at Sørine skulde faa Fingre i dem. »Bedste har gemt dem godt,« sagde hun.

»Saa-aa? Hvor har hun dem da? – i Dynen naturligvis!«

»Nej!« forsikrede Ditte og virrede kraftigt med Hovedet. Men enhver kunde se paa hende, at det var netop dèr, de var gemt.

»Naa, det var da heldigt, hun ikke har dem dèr, for den Dyne tager jeg en skønne Dag over og henter. Det kan du godt hilse Mor og sige, naar du ser hende igen. Mine andre Søstre fik en Overdyne hjemme fra, da de blev gift, og det gør jeg ogsaa Fordring paa.«

»Bedste har kun den ene Overdyne!« forsikrede Ditte – vel for tyvende Gang.

»Saa faar hun virkelig tage en af sine mange Underdyner over sig. Hun ligger jo stablet helt op under Loftet, saa mange Sengeklæder er der i Alkoven.«

Ja, blød var Bedstes Seng, det vidste Ditte nok bedre end nogen anden. Sengeklæderne i Bedstes Seng tog om én tungt og dog varmt, som intet andet i den hele Verden, og der var Halmmaatte 162| paa Væggen inderst i Alkoven. Der havde været lunt og trygt at sove bag Bedstes Ryg.

Ditte var ikke stor efter sin Alder, de strænge Kaar Nforsatte hende i Væksten. Men af Sind kunde hun virke ældre end hun var; hun var tænksom af Natur, og Livet havde lært hende ikke at luske udenom, men tage Byrden op. Hun fik ingen Del i Barnets Sorgløshed, men var fuld af Omsorg og Bekymring. Hun maatte bekymre sig – for de smaa Søskende derhjemme de Par Dage hun var hos Bedste, og for Bedste de lange Tider hvor hun ikke saa hende.A

Til Straf for, at hun egenmægtig havde forlænget Besøget hos Bedste, nægtede Sørine hende i lange Tider Lov til at tage derover igen. Saa gik Ditte og tænkte paa den Gamle, til hendes Bekymring slog ud i sygelig Selvbebrejdelse. Især om Aftenen, naar hun laa og ikke kunde falde i Søvn for Kulde, kom alt det sørgelige op i hende, og hun maatte fjæle Hodet under Dynen, for at Moderen ikke skulde høre, at hun hulkede.

Saa mindedes hun alle den Gamles kære Egenskaber, og angrede alle de Løjer og Skarnsstreger hun selv havde bedrevet. Nu kom Straffen; hun havde lønnet Bedste slet for al hendes Omsorg, derfor var hun nu ene og forstødt. Aldrig havde hun været rigtig god mod den Gamle; nu kunde hun være det – og nu var det for sent! Der var hundrede Maader at gøre Bedste glad paa, og Ditte 163| kendte dem alle; men hun havde været en rigtig doven Tøs dengang. Dersom hun nu maatte komme tilbage, skulde hun nok sørge for, at der altid var en Knald Sukker til Bedstes anden Kaffetaar – og ikke stjæle den til sig selv. Nu skulde hun nok huske at varme Stenen hver Aften og lægge den i Fodenden af Sengen, saa Bedste ikke frøs om Fødderne. »Du har glemt Stenen igen,« sagde Bedste næsten hver Aften – »mine Fødder er som Is. Og hvordan gaar det dine? de er jo ganske kolde, Barn.« Saa tog Bedste Ungens Fødder i sine Hænder, til de blev varme; men hendes egne blev der ikke gjort noget ved – det var altsammen saa fortvivlet at tænke paa nu.

Hun syntes, at naar hun blot rigtig lovede Bod og Bedring, maatte der ske noget, som bragte hende over til Bedste igen. Men der skete intet! Og en skønne Dag kunde hun ikke mere, men satte i Rend tværs over Agre og Pløjejord. Sørine vilde have hende hentet hjem igen med det samme; men Lars Peter tog det mere roligt.

»Nu venter vi et Par Dage,« sagde han – »det er længe siden hun har besøgt den Gamle.« Og han lagde sin Tur derover ad saadan, at Ditte fik nogle Dage sammen med Bedstemoderen.

»Tag saa den Dyne med hjem med det samme,« sagde Sørine. »Nu bliver det koldt, og vi har god Brug for den til Børnene.«

»Nu skal vi se,« svarede Lars Peter. Naar hun 164| havde sat sig noget i Hovedet, kunde hun blive ved at ævle og ævle om det, saa de fleste vilde være gaaet ud af deres gode Skind. Men Lars Peter var ikke af Mand'ernes Slægt; al Kvindfolkets Heglen prellede af paa hans godmodige Urokkelighed.