179| XVIII
NRavnen han flyver om Natten –

Det blev en stræng Vinter. Hele December føg Sneen over Markerne og drev sammen i Pilekrattet foran Skadereden, det eneste Sted i Omegnen hvor der var lidt Læ.

Søen var helt tilfrossen; man kunde færdes tværs over den fra Bred til Bred. Rakkeren gik derned de Aftener det var Maane og huggede med sin Træsko Maager og Ænder løse, som var frosset fast paa Isen. Han kom hjem med dem under Kavajen, helt tildækket af Is og Sne, og stillede dem paa Tørvene foran Kakkelovnen. Der stod de Dage og Nætter ubevægeligt paa ét Ben og stirrede sygt ind i Ilden, til Sørine tog dem ud i Køkkenet og drejede Halsen om paa dem.

I Skadereden frøs man meget, skønt der blev holdt Ild i Kakkelovnen Nat og Dag; det var ikke til at faa varmt i Stuen. Sørine stoppede med Brødkniven gamle Klude ind mellem Mur- og Bindingsværket; men en Dag hun var ved dette Arbejde, faldt en Murfylding ud. Hun maatte tage Dynen og stoppe i Hullet, til Lars Peter om Aftenen kom hjem og fik Fyldingen paa Plads igen og et Par 180| Brædder slaaet for udvendig til at holde paa den. Taget var heller ikke store Sager værd; Rotter og Maar havde i Tidens Løb gennemhullet det, saa det var som et Sold, og Sneen stod ind over Loftet. Skidt var det det hele!

Der gik ikke en Aften eller Søndag, hvor Sørine ikke søgte at ruske op i Lars Peter og faa ham til at gøre noget.

Men hvad skulde han gøre? »Jeg kan ikke arbejde mere end jeg gør, og stjæle duer jeg ikke til,« sagde han.

»Hvad gør da andre, som bor pænt og har det lunt inden Døre?«

Ja hvordan bar andre sig ad? Lars Peter anede det ikke. Han havde aldrig misundt nogen eller draget Sammenligning, saa Spørgsmaalet havde ikke ligget for før nu.

»Du slider og du slider, men du kommer ingen Vegne, at jeg kan se,« blev Sørine ved.

»Mener du det for Alvor?« Lars Peter saa overrasket og bedrøvet paa hende.

»Ja det er nu min Mening. Eller har du ka'ske naaet noget som helst? NSlider vi ikke fremdeles de samme Rake, som den Dag vi begyndte?«

Lars Peter dukkede sig under hendes haarde Ord. Men sandt var det jo; noget ud over det strængt nødvendige blev der aldrig Raad til.

»Der skal meget til, og dyrt er alting,« sagde han undskyldende. »Handel er der heller ingen! Én faar være tilfreds, naar det kan gaa rundt.«

181| »Du med dit tilfreds og tilfreds – kan vi ka'ske leve af, at du altid gaar rundt og er fornøjet? Ved du, hvorfor Folk kalder Huset her for Skadereden? Fordi der ingenting kan trives for os, siger de.«

Lars Peter tog sin Bulehat fra Sømmet ved Døren og drev ud. Han var blevet i daarligt Humør og søgte ud til sine Dyr, dem og Børnene kunde han bedst med; de Voksne derimod forstod han sig ikke rigtig paa. Der maatte vel alligevel mangle ham noget, siden alle fandt han var en løjerlig Rad, bare fordi han var glad og tilfreds.

Storeklavs hørte hans Skridt, saa snart han var ude af Køkkendøren, og gnæggede ham i Møde. Han gik op langs Spiltovet og strøg den over Ryggen; den var som et Vrag med Kølen i Vejret. Javist var den et Knokkelværk – saadan set! noget Syn var der ikke ved den og videre Fart over den heller ikke. Folk trak paa Smilebaandet af de to, naar de kom anstigende – han vidste det altsammen! Men de delte ondt og godt sammen, og Storeklavs var ikke kræsen; den tog det som det faldt, ligesom han selv.

Lars Peter havde aldrig taget sig af andres Mening; men nu var der rokket ved hans Tilværelse, han trængte til at forsvare sig og sit. I Baasen ved Siden af Storeklavs laa Koen, den gamle Savletryne. Sandt nok, den var ikke meget værd i denne Tid, hvis den skulde paa Markedet og udbringes i Penge; den var i daarlig Foderstand og laa helst ned. Men til Vaaren naar Græsset kom, rettede 182| den sig nok igen. Og en god Ko var den for en Smaamandsfamilie som hans; den slog aldrig de store Slag men gav til Gengæld Mælk hele Aaret rundt. Og fed Mælk! Lars Peter plejede spøgende at møde nedsættende Bemærkninger om den med, at man kunde Nskumme dens Mælk tre Gange, og saa var der ikke andet end Fløde til Rest. Han holdt simpelthen af den, ikke mindst vel for al den gode Mad, den havde givet de Smaa.

Henne i et Hjørne af Udhuset var der skilt fra til Grisen med Brædder. Den havde hørt ham den ogsaa, og stod og ventede paa at han skulde komme og klø den i Nakken. Den led af NTarmbrok, Lars Peter havde faaet den paa en Gaard for at tage den med hjem. Det saa ikke kønt ud, noget at vise frem var den ikke; men efter Omstændighederne havde den trivedes rigtig godt syntes han. Den var ikke til at kimse ad, naar først den kom i Saltkarret. Var det ka'ske den, Sørine havde forset sig paa?

Markerne laa dybt under Sneen og hvilede ud, men han kunde kende hvert Træk i dem gennem det hvide Dække. De var sandede og gav karrige Renter, men Lars Peter holdt af dem, som de nu engang var. For ham var de som et Ansigt med kære levende Træk, han kunde lige saa godt givet sig til at udsætte paa sin Mor som sige dem noget paa. Han stod ved Lodøren og saa dvælende ud over dem; glad var han ikke – som ellers om 183| Søndagen naar han gik og tog Overblik over sit. I Dag begreb han ingenting! – –

Hver Dag tog Sørine det samme Æmne op og kom med ny Forslag. De skulde købe Moderens Hus og flytte det herover; Tømmeret var Eg og kunde holde i mange Aar endnu. Eller de skulde tage hende paa NAftægt, mens Tid var – mod at faa hvad hun ejede. Bestandig var hendes Tanker ved Moderen og hendes Ejendele. »Sæt nu, hun gir sig i Aftægt hos nogen anden og overlader dem det hele! eller hun ligger og Nforkommer Dittes to Hundrede Daler!« sagde hun. »Hun gaar jo helt i Barndom!«

Det var som en Besættelse hos hende, og Lars Peter lod hende snakke.

»Er det ikke ogsaa sandt, Ditte, at Mormor vilde have bedst af at komme over til os?« kunde Sørine blive ved. Hun ventede bestemt Medhold hos Tøsen, der jo var tosset efter den Bedstemor.

»Det ved jeg ikke,« svarede Ditte mut. Moderen havde i den sidste Tid gjort sig Umage for at faa hende over paa sin Side i det Spørgsmaal, men Ditte mødte hende med Mistro. Hun vilde hellere end gærne være sammen med Bedste igen, men ikke paa den Maade, at den Gamle skulde herover og have det ondt. Moderens Omsorg troede Ditte ikke paa. Den havde mere med Nonde Anslag og Idrætter end med Datterkærlighed at gøre, havde Bedste selv sagt.

Sørine var helt uberegnelig. En Morgen erklæ184|rede hun, at de nok snart spurgte sørgeligt Nyt om Mormor, for hun havde hørt Ravnen skrige uden for i Pilene om Natten. »Jeg maa vist tage over og se til hende,« sagde hun.

»Ja, gør endelig det,« svarede Lars Peter. »Skal jeg ikke køre dig derover? Vi er alligevel ledige i Dag, Storeklavs og jeg.«

Nej, det vilde Sørine ikke have. »Du har jo dit at passe herhjemme,« sagde hun. Hun kom imidlertid ikke afsted den Dag – der kom det ene og det andet i Vejen. Hun var blevet saa Nstundesløs i det.

Næste Morgen var hun ualmindelig venlig mod Børnene. »Jeg kan betro jer, at Mormor snart flytter over til os – jeg drømte det i Nat,« sagde hun mens hun hjalp Ditte med at faa dem i Tøjet. »Saa skal hun have Alkoven, og Far og jeg flytter ind i det lille Kammer. Og saa skal I ikke fryse mer.«

»I Gaar sagde du jo, at Bedste snart skulde dø,« indvendte Ditte uvilligt.

»Ja, men det var bare noget Snak. Kan du nu skynde dig hjem fra Skole. Jeg skal et Ærende og er ka'ske ikke hjemme til den Tid.« Hun gav Ditte Sukker paa Skolemaden og hjalp hende at komme afsted i god Tid.

Ditte traskede afsted med Kanvastasken dinglende over Armen og Hænderne inden for det strikkede Tørklæde. Faderen var kørt tidlig ud, hun kunde følge Vognsporet et langt Stykke og morede 185| sig med at sætte Fødderne, hvor Storeklavs havde traadt Sneen sammen under sine vældige Hove. Saa drejede Sporet af i Retning mod Havet.

Hun fulgte daarligt med i Timerne i Dag, hendes Sind var i en underlig Tilstand af Raadvildhed. Moderens Venlighed havde forskubbet noget i hende; den stod saa daarligt til den urokkelige Overbevisning, Barnet gennem lang Erfaring havde dannet sig med Hensyn til hendes Sindelag. Var hun kanske slet ikke nogen Rakkermær, naar det kom til Stykket? Sukkermaden i Frikvarteret var lige ved at smælte Dittes Hjærte.

Men mod Slutningen af Undervisningen paakom der hende en uforklarlig Angst; NHjærtet gav sig til at sprælle i hende som en fangen Fugl, hun maatte holde sig for Munden for ikke at skrige højt. Saa snart Timen var forbi, satte hun i Rend ad Lejet til: »Det er den gale Vej, Ditte!« raabte de Piger, hun plejede at følges med. Men hun løb blot.

Det var Snetykning, stille og blytungt i Vejret, Dagen havde været én lang Skumring. Da hun naaede Bakken oven for Næshytten, var Mørket ved at falde paa. Hun havde løbet sanseløst og stansede ved Gavlen for at hente Vejret. Det susede for hendes Øren, og gennem Suset hørte hun underlig forvredne Stemmer: Bedstes grædende, og Moderens haarde ubarmhjærtige Røst.

Hun vilde banke paa Ruden men vovede det alligevel ikke, Moderens Stemme fik hende til at krybe sammen af Angst. Rystende listede hun sig 186| bag om Huset hen til Brændeskuret, lirkede med en Pind Krogen af Døren og stod i Køkkenet, aandeløst lyttende. Moderens Stemme overdøvede Bedstes, den havde tidt tvunget Ditte i Knæ, men saa forfærdelig havde hun aldrig kendt den. Hun frøs sammen under den og maatte sætte sig paa Hug, Kulden løb op og ned ad hende.

Gennem Hullet ved NKlinkefaldet kunde hun skimte Moderens store Skikkelse henne ved Alkoven. Hun stod bøjet ind i den, paa Bevægelserne i hendes Ryg saas det, at hun havde fat i den Gamle. Bedstes Arme bevægede sig værgende i Mørket derinde.

»Vil du nu ud med dem,« skreg Sørine hæst. »Ellers smider jeg dig ud af Sengen.«

»Jeg kalder paa Folk,« stønnede Bedste og dunkede i Væggen.

»Ja kald du kun paa Hjælp,« vrængede Sørine, »der er ingen der hører dig. Du har dem vel i Dynen, siden du holder saa fast paa den?«

»Aa hold Mund, din Tyvekvind!« stønnede Bedste. Pludselig skreg hun, Sørine maatte have faaet fat i Pakken paa hendes Bryst.

Ditte sprang op og løftede Klinken. »Bedste,« skreg hun, men Stemmen blev borte i alt det forfærdelige, der foregik. De kæmpede, Bedste stønnede og gav sig med ét til at skrige som et døende Dyr. »Jeg skal stoppe Kæften paa dig, din Heks!« skingrede Sørine, og den Gamles Skrig døde bort i en uhyggelig Rallen. Ditte vilde springe hende til Hjælp men kunde ikke, hun greb efter NBilæg187|geren og faldt forover som en Stolpe. Da hun kom til sig selv, laa hun med Panden mod Gulvet; den gjorde ondt, og det trak ind paa hende. Hun rejste sig fortumlet op. Moderen var ikke i Stuen, men Døren stod aaben. Store hvide Snefnug kom dansende ind, de lyste i det faldende Mørke.

Dittes første Tanke var, at her blev koldt for Bedste. Hun stængede Døren og gik saa hen til Sengen. Gamle Maren laa sammenkrympet i et Urede af Sengklæder. »Bedste,« kaldte Ditte grædende og famlede sig frem til det indfaldne Ansigt – »det er jo bare mig, lille kære Bedste.«

Hun tog bønfaldende om den Gamles Ansigt med sine tynde arbejdshaarde Hænder og græd en Stund; saa klædte hun sig af og krøb op i Sengen til hende. Hun havde hørt Bedstemoderen sige engang, om én hun blev kaldt til: Ham er der ikke noget at stille op med, han er ganske kold! Og den Tanke beherskede hende, at Bedste ikke maatte blive kold, for saa havde hun ingen Bedste mere. Hun krøb helt ind til Liget, og saadan faldt hun i Søvn af Graad og Udmattelse.

Hen paa Morgenstunden vaagnede hun ved, at hun frøs; Bedste var død og kold. Det forfærdelige stod med ét klart for hende, hun jog i Tøjet og flygtede. Hun Nløb markløst i Retning mod Hjemmet, men da hun naaede NVejen der drejer af mod Havet, tog hun den fat og satte Retningen mod Per Nielsens Gaard. Dèr optog de hende, forkommen og elændig. »Bedste er død!« udbrød hun 188| Gang efter Gang og saa fra den ene til den anden med Forfærdelse i Blikket. Andet kunde de ikke faa ud af hende. Da de indrettede sig paa at bringe hende hjem til Skadereden, gav hun sig til at skrige. De lagde hende saa i Seng, for at hun kunde falde til Ro.

Op ad Dagen vaagnede hun, og Per Nielsen kom ind til hende. »Naa, saa skal du vel tænke paa at komme hjem,« sagde han – »det er jo bedst jeg følger dig.«

Ditte stirrede paa ham med Angst i Øjnene.

»Er det din Stedfar, du er bange for?« spurgte han. Hun svarede ikke.

Konen kom ind.

»Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre,« sagde han – »for hun er bange for at komme hjem. Stedfaderen er nok ikke god ved hende.«

Men Ditte vendte sig hæftigt mod ham. »Jeg vil gærne hjem til Lars Peter,« sagde hun hulkende.