189| XIX
NDen skal have den onde Lykke –

Ved Efterretningen om Gamle Marens Død mødte fire af hendes Børn for at varetage deres Interesser og paase, at de andre ikke løb med noget. De andre fire, der befandt sig paa den anden Side Verdenshavet, kunde jo af gode Grunde ikke møde op.

Penge var der ingen – ikke saa meget som en Firskilling fandtes, alt det de ledte og sprættede Dyner op – og Huset viste sig at være belaant helt op til Rygningen. De enedes saa om at overlade Sørine og hendes Mand det lidet der var, imod at de afholdt Begravelsen. Ved denne Lejlighed var Sørine ikke karrig, hun ønskede at Begravelsen skulde spørges ud omkring. Gamle Maren kom mere standsmæssigt i Jorden end hun havde levet.

Ditte var med ved Begravelsen – som naturligt var, al den Stund hun var den eneste, der virkelig havde brudt sig om den Døde. Men hun teede sig saa ubehersket paa Kirkegaarden, at Lars Peter Hansen maatte føre hende til Side, for at hun ikke skulde forstyrre Præsten. Hun havde altid 190| været saa voldsom til at vise sine Følelser, fandt man.

Forresten forandrede Ditte sig mærkeligt netop paa dette Omraade. Efter at Bedste var uigenkaldelig borte, faldt hun ligesom mere til Ro. Hun gik derhjemme og passede sit, var ikke videre ved Humør, men gjorde heller ingen NKvalm. Lars Peter lagde Mærke til, at hun og Moderen ikke Nragede ud for hinanden mere. Det var straks et glædeligt Fremskridt!

Ditte havde taget sit Parti. Det kostede hende Overvindelse at være under Tag med Moderen, og allerhelst var hun løbet bort. Men saa vilde det hedde sig, at hun ikke kunde være hjemme, fordi hun havde Stedfar, og den Tanke oprørte hendes Retfærdighedsfølelse. Bekymringen for de mindre Søskende bandt hende ogsaa; hvad skulde der blive af dem, om hun løb hjemme fra?

Hun blev – og indrettede sig paa sin Maade med Moderen. Sørine var venlig og hensynsfuld mod hende, saa det næsten var pinligt; men Ditte lod som hun ikke mærkede det. Alle Tilnærmelser fra Moderens Side prellede af paa hendes Stivsind. Hun var en lille stædig én, og førte igennem hvad hun havde sat sig i Hovedet – Moderen var ikke til for hende.

Moderens Øjne fulgte hende bestandig i Smug – hun var angst for hende. Havde Barnet været i Næshytten da det skete, eller var hun først kommet senere? Sørine var ikke vis paa, om det ikke 191| var hende selv der i Mørket havde væltet en Stol den Aften? Hvor meget vidste Ditte? At hun vidste mere end godt var, kunde Moderen se paa hendes Ansigt. Hun vilde give adskilligt for at faa at vide hvormeget, og kredsede om Spørgsmaalet – med sit usikre klippende Blik paa Tøsen.

»Det er forfærdeligt at tænke sig, at Bedste skulde ligge og dø saa alene,« kunde hun sige, i Haab om at Tøsen skulde røbe sig. Men Ditte tav haardnakket.

En Dag overraskede Sørine Lars Peter med at lægge en større Pengesum paa Bordet foran ham. »Kan vi bygge for dem, tror du?« spurgte hun.

Lars Peter saa paa hende, han var nærmest overrumplet.

»Dem har jeg sparet sammen ved at sælge Æg og Smør og Uld,« sagde hun. »Og ved at sulte jer,« føjede hun usikkert smilende til. »Jeg ved godt, at jeg har været en Puger og en Gniepind; men Resultatet kommer da ogsaa jer tilgode.«

Det var saa sjældent hun smilte. »Hvor det i Grunden klæder hende kønt!« tænkte Lars Peter og saa forelsket paa hende. Hun var ligesom blevet gladere og bedre af Sind i den senere Tid – det var vel Udsigten til at faa det lidt hyggeligt.

Han talte Pengene – over tre Hundrede Daler var der. »Det er det samme som et godt Skub fremad,« sagde han. Næste Aften da han vendte hjem, havde han Mursten paa Vognen; og hver 192| Aften i den følgende Tid bragte han Materialer til Ombygningen med hjem.

Folk, der kom forbi Skadereden, saa Tømmer og Mursten hobe sig op, og paa Egnen begyndte Snakken at gaa. Det tog sin Begyndelse som en Ymten om, at der nok havde været mere efter den Gamle, end det forlød. Derfra tog en eller anden Udgangspunkt for en løs Formodning om, at Gamle Maren kanske ikke var død en helt naturlig Død. Andre kunde bevidne, at de havde set Sørine fra Skadereden paa Vej mod Lejet, samme Eftermiddag som Moderen døde; og Stump for Stump formede Rygtet sig, at Sørine havde kvalt sin egen Mor. Ditte var nok – foruden Moderen altsaa – den eneste, der kunde give rigtig Besked, og hun var aldrig hverken til at hugge eller stikke i, naar det galdt Forholdene inden for Familien – end sige da ved en Lejlighed som denne. Men sært var det, at hun netop skulde træffe til at komme i det afgørende Øjeblik; og endnu mærkeligere saa det ud, at hun flygtede til Per Nielsens og ikke hjem med Efterretningen om Bedstemoderens Død.

Hverken Sørine selv eller Lars Peter erfarede noget om Folkesnakken. Ditte mødte den i Skolen gennem de andre Børns Mund, men bragte den ikke videre. Naar Moderen gik og var altfor slesk, kunde Hadet koge op i hende – Djævel! hviskede det inde i hende, og hun kunde føle en pludselig Trang til at raabe til Faderen: Mor har kvalt Bedste i Dynen! især naar hun hørte hende gaa og 193| tale kønne Ord om den Gamle. Men hun huskede paa, hvor bedrøvet han vilde blive, og tog sig i det. Nu gik han som et stort Barn og saa slet ingenting, men var bare helt tosset af Forelskelse i Sørine. Glæden over saa god en Vending Sagerne tog for dem, gjorde ham helt ør. Ditte og de andre havde aldrig holdt saa meget af ham som nu.

Naar Sørine var altfor haard ved Børnene, kunde det ske, at de gæmte sig for hende uden for Huset og først kom frem, naar Faderen vendte hjem om Aftenen. Siden Bedstes Død havde det ikke været nødvendigt. Moderen var en anden, naar hendes gale Sind skulde til at blusse op, var det som en usynlig Haand tog Hold i hende og tvang det tilbage.

Men det hændte, at Ditte ikke kunde holde ud at være i Stue sammen med Moderen. Saa vidste hun ikke bedre end at ty til det gamle Middel og gæmme sig af Vejen.

En Aften laa hun i Pilekrattet og krøb sammen. Sørine kom Gang efter Gang frem i Døren og kaldte venligt, hvergang gik der en Fornemmelse af Ækelhed gennem Tøsen. Æv! sagde hun, og gjorde en Bevægelse som skulde hun kaste op. Moderen gik søgende omkring Huset og gik saa langsomt op til Landevejen og tilbage igen, spejdende; hendes Kjole strejfede Dittes Ansigt. Saa gik hun ind.

Ditte frøs og var træt af at ligge og gæmme sig; men ind vilde hun ikke – ikke før Faderen kom 194| hjem. Hvis han nu først kom hen paa Natten – eller slet ikke? Ditte havde før oplevet dette, men dengang var der Grunde for at holde ud. Nu ventede der ingen Prygl!

Nej men det var dejligt at følges ind ved Faderens Haand. Han spurgte ikke ud mere men sendte blot Moderen et anklagende Blik, og vidste ikke alt det gode han vilde gøre én. Kanske gjorde han Udvej for en Tur over til – – nej – det – – Ditte gav sig til at græde. Det var det forfærdelige, at saa stærkt hun end sørgede over Bedste – ganske pludselig kunde hun gribe sig i at have glæmt, at Bedste var død. »Bedste er død, lille Bedste er død,« gentog hun for sig selv, for at det ikke skulde ske oftere, og en Stund efter var det det samme igen. Det var saa forfærdelig troløst!

Hun fortrød at hun ikke var gaaet ind, da Moderen kaldte, nu var det for sent. Hun trak Fødderne op under Kjolen og gav sig til at ruske i Græsset for at holde sig vaagen. En fjærn Lyd fik hende til at springe op – der kom en Vogn! Men ak, det var ikke den kendte, hyggelige Rummel fra Faderens Køretøj!

Vognen drejede fra Vejen ned mod Skadereden, der steg to Mænd ud af den og gik ind; de havde Kasket med Snore om. Ditte sneg sig helt ned til Huset, dækket af Pilen, hendes Hjærte hamrede hæftigt. Et Øjeblik efter kom de ud med Moderen imellem sig, hun strittede imod og hvinede forrykt. 195| »Las Peter!« skreg hun hjærteskærende ud i Mørket; de maatte bringe hende op paa Vognen med Magt. Inde fra Stuen lød Børnenes Skraal.

Denne Lyd fik Ditte til at glæmme alt andet og springe frem. En af Mændene greb hende i Armen men slap hende igen paa et Vink fra den anden. »Hører du til her?« spurgte han.

Ditte nikkede.

»Gaa saa ind til dine smaa Søskende og sig, at de ikke skal være bange. – Kør saa, Kusk!«

Sørine jog som et Lyn begge Ben ud over Vognfadingen, men Betjenten holdt hende. »Ditte, hjælp mig!« skreg hun, idet Vognen svingede op mod Vejen og forsvandt.

Idet Lars Peter vilde dreje op paa Landevejen ved Landhandelen, omtrent en halv Mil fra Skadereden, jog Køretøjet forbi deroppe; han skimtede Uniformshuerne i Skæret fra Butikslampen. »Øvrigheden er nok paa Tæerne iaften!« tænkte han og skuttede sig. Han drejede op paa Vejen og faldt igen hen i sin lykkelige Brummen, mens Pisken mekanisk tjattede Storeklavs over Ryggen. Han sad forover og tænkte paa dem derhjemme, paa hvad Sørine vel havde til ham i Aften – han var hungersulten – og paa Børnene. En Skam var det, at han var blevet forsinket – det var saa for196|nøjeligt, naar de alle fire kom styrtende ham i Møde. Men oppe var de da endnu.

Børnene stod alle fire ude ved Landevejen og ventede paa ham; de mindre turde ikke være i Stuen. Han stod som forstenet og holdt sig i Vognen, mens Ditte grædende fortalte, hvad der var sket; det saa ud, som den store stærke Mand skulde falde helt sammen. Saa samlede han sig og fulgte dem ned mod Huset, mens han snakkede godt for dem; Storeklavs fulgte af sig selv efter med Vognen.

Han hjalp Ditte med at lægge de andre i Seng. »Kan du passe de Smaa i Aften?« spurgte han, da de var færdige. »Jeg maa køre til Staden og hente Mor – det hele er jo bare en Misforstaaelse!« Hans Stemme var hudløs.

Ditte nikkede og fulgte ham ud til Vognen.

Han vendte og satte Køretøjet i Gang, tungt gik det; og pludselig gjorde han Holdt.

»Du ved jo bedst Besked, Ditte,« sagde han. »Du maa jo kunne sige god for din Mor?« Han holdt stille og lyttede, men saa ikke paa hende. – Der kom intet Svar.

Saa vendte han langsomt Køretøjet og gav sig til at Nspænde fra.