Indledning

1. »All världens goda människors bok«

I Martin Andersen Nexø-arkiverne på Det Kongelige Bibliotek befinder der sig et halvt hundrede breve til forfatteren fra læsere i mange lande af Ditte Menneskebarn (1917-1921). Langt de fleste er takkebreve, oftest fra kvinder, mange af dem skoleelever eller andre unge.

Disse breve kunne være svar på Ditte Menneskebarns afsluttende spørgsmål: »Naaede hun at blødgøre Hjærter?« Typisk skriver et ungt tysk søskendepar, at

Endnu friere løb får følelserne i dette brev fra en tysk kvinde, der skriver, at hun vil

Og en 28-årig svensker skriver, at han

Hvad er det ved dette værk, skrevet mens verdenskrig, revolutioner og kontrarevolutioner hærgede Europa, og som fra forfatterens hånd var tænkt som et litterært indlæg i en social og politisk situation ganske forskellig fra nutidens, der gør et sådant indtryk også på læsere i en ganske anden tid?

2. Pelles søster

Ved fremkomsten af Ditte Menneskebarns første bind, En Barndom, fremhævede Martin Andersen Nexø (1869-1954) sin nye romans karakter af kvindelig pendant til Pelle Erobreren I-IV (1906-1910, Danske Klassikere 2002):

Man skulle efter dette forvente, at Ditte Menneskebarn ville blive en dannelsesroman i lighed med Pelle Erobreren. Dog springer det i øjnene, at mens Nexø forud for nedskrivningen af Pelle Erobreren havde samlet stof til værket i 12-14 år og i forordet til bind I kunne fremlægge plan og disposition for alle værkets fire bind, der havde han i 1917 ingen tilsvarende færdig plan for Dittes videre skæbne. Heller ikke det nye værks endelige omfang kunne angives med nogen særlig præcision. »Stoffet skaber sig selv, efterhaanden som jeg kommer frem.«

I tidsskriftet Verdensspejlet havde Nexø i 1907 fået trykt en fortælling, der kan betragtes som en tidlig forløber for Ditte Menneskebarn: »Boline«, senere optrykt under titlen »Kærlighedsbarnet« i samlingen Af Dybets Lovsang (1908). Fortællingen handler om en gårdmandsdatters ‘uægte barn’, der anbringes i en plejefamilie, hvor hun vanrøgtes; som sekstenårig får hun selv sit første barn uden at vide, hvem faderen er. Også dette barn sættes i pleje; men Boline søger at give barnet – og de to næste – bedre kår ved at forsyne plejefamilien med ekstrarationer fra sine skiftende tjenestepigepladser. Da hun en tid har siddet arresteret for et tyveri, hun ikke har begået, forsvinder både plejefamilien og børnene, hvoraf i hvert fald ét i mellemtiden er dødt af ‘plejen’. Ringen sluttes forsorent, da Boline omsider finder sig en mand og etablerer sig med ham – som plejefamilie.

Der var imidlertid sket meget, siden Nexø i 1907 skrev »Boline« under arbejdet med Pelle Erobreren, og til han en halv snes år senere – efter verdenssuccesen med denne roman – gav sig i kast med Ditte Menneskebarn.

Med Pelle Erobreren var det omsider lykkedes ham, gennem en lys syntese af grundtvigske, anarkistiske og socialistiske visioner, at få skabt poetisk sammenhæng mellem det åndeligt-heroiske, politiske og det nære, kropsligt-materielle, ikke mindst symboliseret i henholdsvis Pelle og hans kone Ellen. I sit eget forfatterskab var det hermed for første gang lykkedes ham at fremstille en mandlig heltefigur. Mændene i hans tidligere romaner havde overvejende været dekadente, fordrukne og latterlige pjok, og de opretholdende kvinder havde således været uden positive modstykker.

Og nu kom Nexø så med en ny roman, der snarere end at bygge videre på Pelle Erobrerens positive syntese mellem de erobrende og de opretholdende kræfter demonstrerede den tragedie, der følger af manglende syntese mellem disse – og hvor mændene, med Lars Peter som undtagelse, atter fremstilles som svage. Ja mere end det: Hvor de politiske konklusioner fra Pelle Erobreren afvises frontalt.

Nexø synes således ikke at have kunnet opretholde den optimisme og lyse vision, på hvilken han havde skrevet Pelle Erobreren, og som afspejlede de uanfægtede håb fra arbejderbevægelsens gennembrudsår. Verdenskrigens udbrud, Anden Internationales (sammenslutning af de nationale socialdemokratiske partier, stiftet 1889, opløst 1914) sammenbrud og arbejderbevægelsens splittelse i en socialdemokratisk og en revolutionær del lå imellem.

Det er betegnende for Nexø, at det første han skrev efter Verdenskrigens udbrud i august 1914, var en kommentar, »Ravnene«, hvori han lader en dansk husmandskones gråd illustrere krigens gru; hendes mand er blevet indkaldt til hæren, og hun regner sig allerede for enke. Senere skrev han en række artikler og fortællinger med de tyske krigsenker som motiv, og med disse skildringer af forladte og svigtede kvinder vendte han tematisk tilbage til sin debut:

I slutningen af debutskitsen »St. Hansaften paa Bornholm« (1893) forlader fortælleren utilpas en sankthansaftensfest, der sent på aftenen præges af mændenes slagsmål og fuldskab. På vejen væk møder han en skare syngende unge kvinder. »Sangen var talende. Kvinderne er det, der hidtil har holdt Mennesket over Dyret i disse arbejdende Masser« (privattryk 1994, s. 14). Scenen genfindes i I. bog af Pelle Erobreren, hvori det tilføjes, at de syngende »var ladt i Stikken af Svirekarle og Slagsbrødre« (Danske Klassikere, s. 227).

Nu kom han med en helt romanværk om en svigtet og udnyttet kvinde.

3. Modtagelse

Ved fremkomsten anmeldtes værket bind for bind. Der skal i det følgende præsenteres nogle typiske anmeldelser fra den konservative, den liberale og den socialdemokratiske presse.

Modtagelsen af bind I var samstemmende positiv og forventningsfuld. Flere anmeldere hæftede sig – på foranledning af Nexøs egne udtalelser herom – ved, at Ditte Menneskebarn skulle være en kvindelig pendant til Pelle Erobreren.

Således skrev litteraturhistorikeren Georg Christensen i Politiken:

Christensen fandt ganske vist slutningen »lidt romanagtig, hvad angaar Bedstemoderens Død«, men mente generelt, at »der kun er Grund til at glæde sig til Fortsættelsen« på denne bog, »hvor alt er sikkert gjort«. Christensen spåede, at Nexøs »Kærlighed til alt det, der er varmt og levende og gror, har vundet ham Venner før og vil vinde ham nye med denne Bog.«

Tilsvarende forventninger havde P.A. (muligvis identisk med Peter Andersen, redaktør af Sydfyns Social-Demokrat) i Fyns Social-Demokrat:

Og skønt også P.A. fandt, at den »dramatiske Slutning [ikke stod] i Samklang med Bogens øvrige Indhold«, forblev det generelle indtryk dog også for ham, at Nexø havde »beriget dansk Literatur med et Værk af stor kunstnerisk Værdi, skrevet ud fra en varm Følelse for de værgeløse i vort Samfund, dem der trænger til Godhed og Hjælpsomhed, Børnene og de Gamle.«

Ved fremkomsten af bind II, Lillemor, fandt Georg Christensen, at

Også docent i dansk litteratur Hans Brix fandt generelt, at »Det er lykkedes Forfatteren at fastholde sin almene Betragtning samtidig med at han stempler hver enkelt af sine Personer med deres særmenneskelige Præg« (Nationaltidende 1.4.1919). Brix havde dog adskillige indvendinger. Kromanden forekom ham at være en figur skabt af en »overbevist, litterær Bolschevik«, idet Nexø »paa den Kromand har bundet en altfor stor Byrde af menneskelig Hæslighed, idet han gør ham paa en Gang til Vanskabning, Kvaksalver, Fiskehandler, Storkapitalist, Tyran og Almisseuddeler«. Brix sammenlignede Nexø og Charles Dickens »i deres Trang til at oplede og dyrke det dygtige og værdifulde i Samfundets uanseligste Egne. Men paa Dickensk Humor, Ynde og groteskt Fantasi skorter det unægteligt den danske Digter.«

P.A. noterede sig uden forbehold, »at kun faa Forfattere lever i et saa underligt [der menes formentlig »inderligt«, HY] forhold til sine Personer som Nexø. (…) Han har [Ditte] i Haanden omtrent hele Tiden, og maa han slippe hendes Haand en Gang imellem, saa slipper hans Øjne hende aldrig, et aarvaagent, omsorgsfuldt Blik, fuldt af Ømhed og Kærlighed med blinkende Taarer i Øjenkrogene« (Fyns Social-Demokrat 13.3.1919).

Senere skulle den grundtvigske præst Oscar Geismar gøre samme iagttagelse, men skrive det på en dårlig sentimentalitets konto, jf. ndf. Foreløbig var han tilfreds med Nexøs »stærkt opridsede Billeder, en smule usammenhængende, enhver for sig af megen Virkning« (Fyns Venstreblad 19.3.1919). Som flere andre anmeldere fandt Geismar skildringen af Lars Peters københavnertur morsom og auktionsdagen »uforglemmelig«. Hans generelle opfattelse var, at Lillemor

Ved fremkomsten af bind III, Syndefaldet, fandt P.A., at bogen »fæstner Forfatterens Ry som en træfsikker Skildrer af Fattigmandsbarnets tunge Vandring ved de danske Strande« (Fyns Social-Demokrat 7.12.1919). I en omtale samme dag af K.K. Nicolaisens lille biografiske skildring Martin Andersen Nexø. En litterær Skitse, som forlaget Aschehoug udsendte samtidig, kunne P.A. dog ikke undertrykke et suk over Nexøs tilslutning til kommunismen.

Georg Christensen mente:

I samme kronik anmeldtes K.K. Nicolaisens bog, som Christensen fandt overfladisk:

Hr. Nicolaisen kan ikke lide Nexø’s Pessimisme i Ungdomsværkerne, og hans senere Aars politiske Standpunkt tager han ogsaa Afstand fra. Det vilde dog ikke være vanskeligt eller uden Interesse at opspore de Traade, der fører fra Proletarens Digter til Proletarens Agitator, eller hos Agitatoren at genfinde den samme Tro paa »Menneskets utrættelige Stræben mod Lyset«, som man beundrer hos Digteren.

Også ved fremkomsten af bind IV, Skærsilden, fastholdt Christensen sin gunstige vurdering:

Fyns Social-Demokrat var generelt anerkendende over for bogens tyendeskildringer og dens evne til

Andre anmeldere havde dog større indvendinger. Skribenten Munte mente i Fyns Tidende (2.12.1920):

Denne anmeldelse fik for en gangs skyld Nexø til at reagere:

Ved fremkomsten af bind V, Mod Stjærnerne, kunne man for første gang overskue hele værket.

Hans Brix var blandt de anmeldere, der var mildest i mælet:

Mere skeptisk var Oscar Geismar. Hans generelle indtryk var,

Hård var også P.A., om end af andre grunde:

Politikens anmeldelse var ikke som hidtil skrevet af Georg Christensen, men lagt i hænderne på den konservative kritiker Henning Kehler, som anmeldte værket grundigt i en dobbeltkronik (13. og 14.12.1921). Anmeldelsen blev senere optaget i bogform i Kehlers Kronik og Kritik (1922), hvorfra der her citeres.

Kehler fremhæver, at værket er vellykket som almen menneskeskildring, og han anerkender »Nexøs Hjerteevne til at være hos Fattigfolk som Deltager i deres med Verdens Øjne set ringe og dog altid eksistentielle Bekymringer« (anf. værk, s. 171). Skønt han har en del indvendinger mod skildringen af ‘englefabrikken’ som værende utypisk i en roman, »der ellers hævder den almene Regel for sig« (s. 175), og navnlig mod skildringen af opholdet hos familien Vang, så kan »det typiske i Dittes Skikkelse (…) ikke udslettes« (s. 177).

Kehlers alvorligste indvending er rettet mod Nexøs »Teologi«, »Moral« og »uforarbejdede Læresætninger«, der »flyder om som fæle ufordøjelige Boller paa Fortællingens klare Suppe« (s. 180):

Generelt var modtagelsen af værket overstrømmende for de tre første binds vedkommende, skeptisk eller afvisende for de sidste to binds vedkommende, hvilket sidste i nogen grad var en reaktion på Nexøs tilslutning til kommunismen i januar 1919. To år efter udgivelsen af bind V hævdede forfatteren Søren Vasegaard lige ud, at kommunistiske digteres værker »naturligt« burde vurderes med en anden alen end andre digteres. Vasegaard var ganske vist ikke blind for værkets kunstneriske kvaliteter – men det var ikke

4. Senere behandlinger

Af de senere behandlinger kan der her kun blive tale om en præsentation af det mest typiske eller det mest nybrydende af den udkomne sekundærlitteratur, som er meget omfattende, om end ikke altid lige tilbundsgående. Se i øvrigt afsnit 10, Litteratur.

Bortset fra hospitalsdirektør K.K. Nicolaisens lille uprætentiøse bog Martin Andersen Nexø. En litterær Skitse (1919) er den første samlede oversigt over Nexøs forfatterskab skrevet af den i Askov bosiddende kritiker Jørgen Bukdahl: Det moderne Danmark (1931), kapitlet »Det sociale Gennembrud. Martin Andersen Nexø«. Bukdahl vurderer Ditte Menneskebarn højt:

I sin lille bog Martin Andersen Nexø (1938) giver også den socialdemokratiske kritiker Svend Erichsen Ditte Menneskebarn en gunstigere bedømmelse end Pelle Erobreren, som han havde kritiseret for at »miste Forbindelsen til den haarde økonomiske Virkelighed« (anf. værk s. 39). Også han kritiserer dog de to sidste bind for at rumme »Partier som virker stereotype og andre, som balancerer paa Grænsen af det sentimentale (…). Men alt dette svinder dog ind ved Siden af den Kendsgerning, at Andersen Nexø i »Ditte Menneskebarn« atter skabte et Værk, som med proletarisk Vælde tolkede Underklassens Sag« (sst. s. 49).

Journalisten og forfatteren Eva Hemmer Hansen betoner i Digter og samfund (1939) Nexøs etisk-politiske hensigt med værket:

1950’ernes første større behandling af Nexø på dansk er skrevet af professor Ejnar Thomsen som et kapitel af Danske digtere i det 20. århundrede, bind I (1951), hvor Ditte Menneskebarn dog er omtalt meget summarisk og – skrevet under den kolde krigs koldeste tid – med vægt på bogens politiske budskab.

Under overskriften »Ditte – den evige moder« konkluderede professor F.J. Billeskov Jansen i Dansk Litteraturhistorie, bind III (Politikens Forlag 1967):

I kapitel IV af sin disputats Martin Andersen Nexø, écrivain du prolétariat (1969) behandler Jacqueline le Bras-Barret (som havde nyoversat Pelle Erobreren til fransk i 1954-1955) også Ditte Menneskebarn. I konklusionen sammenligner hun først Ditte Menneskebarn med Maxim Gorkijs Moderen (1907) og henfører forskellen på de to kvindeskikkelser, det passive offer Ditte og den revolutionære moder, til forskellen på Danmarks og Ruslands sociale og historiske situation:

Kapitlet slutter med Nexøs ord om sin Askov-lærer Poul la Cour: »Der er Mennesker, som i Ens Forestillinger knytter sig til Sollyset paa en egen inderlig Maade, baade ved deres Væsen og deres Virken. (…) De er Altruister, deres Natur er at give, og de tror fast paa det gode og dets Sejr. Egoismens kolde Lære gælder ikke for dem.« (»Poul la Cour«, nekrolog i Politiken 29.4.1908, optrykt i Kultur og Barbari, s. 23-25). Højskolemanden la Cour og proletarpigen Ditte er beslægtede som nexøske symboler »de la bonté de l’humanité« (s. 156). Bras-Barrets bog er en veloplagt og velfunderet generel biografisk, historisk og litterær introduktion af Nexø over for franske læsere.

I sit (upublicerede) hovedfagsspeciale, En kønspolitisk analyse af Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn (1973), kritiserede senere gymnasielektor Anne Merete Heger begge romaner nyfeministisk for at »understøtte en patriarkalsk samfundsopfattelse« (anf. værk, s. 95) bl.a. derved, at de kvindelige hovedpersoner er politisk ubevidste og ved, at romanerne fortier eksistensen af kvindelige fagforeninger, vælgerforeninger og kvindesagsforeninger.

I en efterskrift til sin monografi Pelle Erobreren. En historisk analyse (1975), »Modsætningen mellem ‘kultur’ og ‘natur’ i Nexøs øvrige forfatterskab – nogle eksempler«, analyserer senere universitetslektor Anker Gemzøe kort dette forholds fremtræden i Ditte Menneskebarn. To år senere udfoldede han sin analyse i stort format med Almueradikalismen og det revolutionære moderskab. En analyse af Martin Andersen Nexøs Ditte Menneskebarn (s. 7-101 i Jørgen Holmgaard (red.): Analyser af danske romaner 2, 1977). Analysen er endnu i dag den grundigste og mest omfattende, der forligger af Ditte Menneskebarn på noget sprog, og den skal derfor her præsenteres mere udførligt. Værket bryder ikke mindst nyt land ved sin udførlige redegørelse for de politiske, historiske og biografiske omstændigheder, som danner baggrund for Ditte Menneskebarn, der betragtes som et revolutionært opgør med Anden Internationale – og som et selvopgør med de positioner, Nexø selv indtog med den førkrigsoptimistiske udviklingsroman Pelle Erobreren.

I det centrale kapitel III, afsnittet »Det biologiske moderskab«, betragter Gemzøe Ditte Menneskebarns fremstilling af de betingelser, samfundet giver moderskabet, barnet og familien, som den hårdeste og dybeste sociale anklage i værket. Ditte selv er fra begyndelsen paria alene derved, at hun er født uden for ægteskab. Uden for ægteskabet er frugtbarhed – som netop er karakteristisk for slægten ‘Mand’ – en forbandelse. Og inden for ægteskabet er sterilitet en tilsvarende forbandelse. Marens hævn over Sandgaardssønnen retter sig derfor logisk nok symbolsk mod hans kones forplantningsevne. I byen drives fosterfordrivelse og barnedrab som en forretning (»Englehjemmet«).

I det følgende gøres der rede for, hvorledes Dittes omverdensforhold adskiller sig fra romanens (og Pelle Erobrerens) drengeskikkelser ved at mangle det aktivt forandrende, erobrende og teoretisk kombinerende.

Gemzøe viser dernæst, hvordan Nexø i hele sin produktion fra debutskitsen »St. Hansaften paa Bornholm« (1893) til den posthumt udgivne ‘erindringsroman’ Jeanette (1957) stadigt kredser om den proletariske familietype, som han selv havde oplevet den, men også om mere udpræget matriarkalske familieformer. De personlige kilder til Nexøs fascination af matriarkatet udpeges som hans oplevelse af moderens centrale rolle i hans egen familie og til hans ophold hos den borgerlige fru Molbech og hendes datter Mathilde i ungdomsårene. I sidste bind af Pelle Erobreren (1910) »bliver en ikke mærkbart modificeret udgave af det småborgerlige hjem og den (delvis tvunget af manden) hjemmeværende moder selve den model, hvorefter den socialistiske bevægelse kan forme sit mål og sine idealer« (s. 68). Kvindens væren sig selv stiller altså moralske krav til manden:

Mens der i det foregående er blevet gjort rede for Nexøs private baggrund for denne opfattelse, bliver der i det afsluttende kapitel IV redegjort for den idéhistoriske baggrund. Kultur-natur-modsætningen er meget bredt repræsenteret i europæisk åndsliv i det 19. århundrede, og Gemzøe fremdrager Nietzsche og Nietzsche-eleven Oswald Spengler som filosofiske repræsentanter for den opfattelse af mand og kvinde, Nexø advokerer litterært. (Gemzøe kunne også have peget på den af Nexø beundrede Grundtvig,
der – skønt Nietzsches og Spenglers modsætning i religiøs og folkelig-politisk henseende – havde samme syn på kønnene som så mange andre af det 19. århundredes anti-rationalister.)

I modsætning til Pelle Erobreren er Ditte Menneskebarn ingen udviklingsroman, men »en modsætningsroman, hvor den eneste form for ‘udvikling’ består i en stadig større ophobning af uretfærdigheder og undertrykkelse, en stadigt mere eksplosiv skærpelse af modsætningen (men ikke en ændring af dens art)« (s. 79). Deraf også forskellen på fortællerens status i de to værker: I udviklingsromanen om Pelle formidler en alvidende fortæller historisk overblik og tolker udviklingsperspektiverne. I ‘modsætningsromanen’ om Ditte er han ikke på samme måde nødvendig, men lader overgrebene tale for sig selv:

Nexø var i den revolutionære bevægelse ikke alene om at søge en nutidig politisk løsning i et tilbagegreb til før-kapitalistiske og matriarkalske livsformer eller ved at knytte sine forhåbninger til samfundets randgrupper og subproletariat, snarere end til den industrielle arbejderklasse. At revolutionen kom først i det industrielt tilbagestående Rusland, var derfor heller ikke påfaldende for ham, som det var for mange marxister. Ditte Menneskebarn er på mange måder et tidstypisk udtryk for en bestemt venstreradikal international strømning i opgøret med Anden Internationale. I Rusland havde Maxim Gorkij og den senere folkekommissær for undervisning A.V. Lunatjarskij (som siden blev Nexøs nære samtalepartner under hans første besøg i Sovjetrusland) før Oktoberrevolutionen tilhørt en gruppe, der gennem »Gudsopbygning« ville gå ind på almuens religiøse forestillingsverden og dreje den i revolutionær retning – og samtidig tilføre marxismen de menneskelige værdier i religionen. Gemzøe konkluderer:

I sin senere behandling af Ditte Menneskebarn i Dansk litteraturhistorie, bind 7 (Gyldendal 1984) tilføjer Gemzøe kun, at værket trods sine regressive tendenser »alligevel er de revolutionære brydningsårs smukkeste litterære udtryk« (anf. værk, s. 188). Det kan også siges, at Gemzøes Almueradikalismen og det revolutionære moderskab. En analyse af Martin Andersen Nexøs Ditte Menneskebarn er et frugtbart analytisk udtryk for 1970’ernes nymarxistiske ideologikritik.

1980’ernes første samlede analyse af Nexøs forfatterskab var skrevet af den norske litteraturhistoriker Helge Rønning som et kapitel i 2. udgave af Danske digtere i det 20. århundrede, bind 1 (1980). I lighed med Gemzøe betragter også Rønning Ditte Menneskebarn som et opgør med Anden Internationale og som et selvopgør med de holdninger, Nexø gav udtryk for med Pelle Erobreren.

I dr.phil. h.c. Børge Houmanns Martin Andersen Nexø og hans samtid, 1919-1933 (1982) indleder forfatteren med en parallelisering mellem Pelle Erobrerens forhold til Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904) og Ditte Menneskebarns forhold til Jytte Abildgaard-skikkelsen i Pontoppidans De Dødes Rige (1912-1916).

I øvrigt bringer Houmann især nyt stof frem om værkets reception i samtiden, stof som bl.a. nærværende efterskrift bygger på.

I en slags kommentar til eller anmeldelse af Houmanns værk, »Martin Andersen Nexø og hans sammenhæng. I anledningen af ‘Martin Andersen Nexø og hans samtid 1919-1933’« (1982, optrykt i Fundet og søgt 1986) giver daværende universitetslektor Jørgen Elbek et kort, men indsigtsfuldt rids over Nexøs forfatterskab. Om forholdet mellem Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn hedder det:

Ph.d. Faith Ingwersen og professor ved University of Wisconsin Niels Ingwersen introducerede Nexø for et moderne amerikansk publikum med deres monografi Quests for a Promised Land. The Works of Martin Andersen Nexø (1984). I konklusionen på kapitlet om Ditte Menneskebarn argumenterer forfatterne for, at værkets mission er at vise, at kun underklassens frigørelse fra overtro vil kunne bane vej for et opgør med det bestående samfund, men samtidig for, at opgøret også kræver en ny mytologi.

I en artikel om »Etik og følelser« har filosoffen Mogens Pahuus anvendt Ditte Menneskebarn som illustration af begrebet godhed. Om Nexøs syn herpå hedder det i sammenfatningen:

1990’ernes mest omfattende samlede analyse af Nexøs person og forfatterskab var daværende universitetslektor Jørgen Haugans Alt er som bekendt erotik (1998). Heri behandles Ditte Menneskebarn i et kort kapitel, som koncentrerer sig om samtidens reception og Nexøs politiske udvikling. Selve romanen betegnes som »en underlødig roman i forhold til Pelle Erobreren« (anf. værk, s. 337), ja »som resultatet af en voldsom litterær hjerneblødning« (s. 338), idet den ikke har denne klassiske dannelsesromans stramme komposition, men er episodisk og sentimental.

Synspunktet gentages i Haugans analyse af Ditte Menneskebarn i John Chr. Jørgensen (red.): Dansk forfatterleksikon. Værker (2001), hvori der argumenteres for, at Nexøs tilslutning til kommunismen skulle have haft »den umiddelbare virkning, at værket om Ditte Menneskebarn knækkede over på midten« (anf. værk, s. 68); »søndagsbarnet« Ditte fra de tre første bind »ledes (….) ind i en lidende rolle«, hvorved »hendes liv bliver illustrationer, eksempler i en tjenestekvindernes saga« (sst.).

Hertil kunne der siges, at Ditte ganske vist er anlagt som et kvindeligt modstykke til Pelle, men at hendes skæbneforløb bliver det modsatte af hans. Forskellen på Ditte Menneskebarns første og følgende bind er snarere, at den kærlighedsevne, Ditte udviklede i samværet med først bedstemoderen, siden Lars Peter, og som fandt harmonisk udtryk i hendes omsorg for de mindre halvsøskende, i hendes tyendeliv efter konfirmationen bliver misbrugt af skiftende arbejdsgivere. Således betragtet er værket konsistent: Netop hendes anlæg som ‘søndagsbarn’ giver dybde i tragedien om hendes voksne liv.

Blidere i mælet var ekstern universitetslektor Knud Bjarne Gjesing i sit kapitel om Nexø i 4. udgave af Danske digtere i det 20. århundrede, bind I (2002):

Den seneste samlede fremstilling er den østrigske skandinavist Aldo Keels Der trotzige Däne. Martin Andersen Nexø. Eine Biographie (2004). Anlagt netop som en biografi snarere end en litterær analyse koncentrerer Keel sig efter kort referat af Ditte Menneskebarn om historisk-statistiske oplysninger vedrørende danske tjenestepigeforhold, arbejdsløshed m.v. og om den danske samtids reception.

5. Pelles søster – eller Don Quijotes
og fyrst Mysjkins?

Blandt de mange trængende mennesker, små og store, som Ditte påtager sig ansvaret for, er i bind V hendes logerende, den fattigfine, fordrukne småsvindler »Hr. Kramer«, også kaldet »Gratulanten«. Da han ved en lejlighed bliver syg, opfordrer ejendommens andre kvinder Ditte til at overlade ham til politiet, så han kan komme på hospitalet.

Den folkelige passionshistorie Ditte Menneskebarn rutter (i modsætning til den højlitterære dannelsesroman Pelle Erobreren) ikke med allusioner til andre digterværker. Men her er der efter alt at dømme tale om en allusion til den spanske forfatter Miguel de Cervantes Saavedras roman Don Quijote (1605-1615, dansk oversættelse 1776-1777, senere revideret). I artiklen »Cervantes og Don Quijote (1605-1905)«, Det ny Aarhundrede 1905, skriver Nexø ganske tilsvarende:

Hvor højt Nexø satte Cervantes’ roman, er velkendt, og hans vedholdende forsøg gennem tre årtier på et finde et nordisk forlag, der ville lade ham oversætte Don Quijote til dansk, er velbelyste. (Se H.Y.: Efterskrift til Pelle Erobreren (Danske Klassikere, 2002), III, s. 26-28). Skønt han aldrig fandt et sådant forlag, oversatte han alligevel con amore de første tolv og en bid af trettende kapitel af Don Quijote. Og det er bemærkelsesværdigt, at han foretog dette oversættelsesarbejde netop i de perioder, hvor han arbejdede med sine to hovedværker Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn: De første otte kapitler af Cervantes’ roman blev oversat under arbejdet med Pelle Erobrerens bind III, Den store Kamp, de næste fire-fem kapitler i foråret 1920, i en pause mellem arbejdet med Ditte Menneskebarns bind III, Syndefaldet, og bind IV, Skærsilden.

I begge perioder har han haft brug for det dybeste og mest almene hos Cervantes, nemlig med Nexøs ord dét, at den spanske forfatter »bortset fra den mere udvendige Plan, Angrebet paa Ridderromanerne – har villet tegne Mennesket – og har magtet det« (efter optrykket i Kultur og Barbari, s. 16). Og netop et så altomfattende digterisk program var det, Nexø selv håbede at indløse både med Pelle Erobreren, som ifølge sit forord just skulle være en roman om mennesket selv, og med Ditte Menneskebarn, som ifølge selve sin titel skulle være det samme.

Tilnavnet ‘menneskebarn’ har imidlertid også en bibelsk reference. Begrebet stammer fra Salmernes Bog 8,5 og Hebræerbrevet 2,6: »hvad er da et menneske, at du [Gud] husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?« I forlængelse af ordets gammeltestamentlige brug omtalte Jesus ofte sig selv som ‘menneskesønnen’; i Det Nye Testamente dækker udtrykket både Kristi højhed (den himmelske kongeværdighed) og fornedrelse (lidelse og død).

Dette rene menneske fandt Nexø – som det fremgår af følgende citat fra et brev til Knuth Becker med tak for dennes Uroligt Foraar I-III (1938-1939), sendt fra Frederikssunds arresthus juli 1941 – først og fremmest skildret tre steder:

»Fyrst Myschkin« er titlen på den første danske oversættelse (1887) af den russiske forfatter F.M. Dostojevskijs roman Idioten (1868-1869). Hovedpersonen Mysjkins fremmeste karakteregenskab er medlidenhed; han tilgiver umiddelbart alle de mennesker, der håner, bedrager og udnytter ham (det vil stort set sige romanens øvrige persongalleri), og har hverken egoisme, personligt begær eller ambition skabt i livet. Han er den gudsbesatte i en ond verden, som han gerne vil, men ikke kan hjælpe, og som han til sidst går til grunde i.

Som inspirationskilder til Mysjkin-skikkelsen nævnte Dostojevskij på sin side Kristus og Don Quijote:

Der er forunderlige paralleller mellem dette brev og et, Nexø skrev til K.K. Nicolaisen, dagen efter at han i november 1921 havde afleveret manuskriptet til Ditte Menneskebarns femte og sidste bind, Mod Stjærnerne:

»Naaede hun at blødgøre Hjærter?«, det er romanens – og Nexøs – afsluttende spørgsmål til læserne, ligesom det ifølge Dostojevskij er hovedpointen i Cervantes’ Don Quijote såvel som i hans egen Idioten. Alle tre romaners sigte er fremstillingen af det gode menneske, og alle viser de, hvorledes dette gode menneske går til grunde i en uforstående omverden.

Ditte Menneskebarn er, som nævnt, i modsætning til Pelle Erobreren skrevet uden forudgående lagt disposition, men ikke uden vision.

På det ydre, politiske plan var det Nexøs hensigt, at Ditte Menneskebarn skulle være en ubønhørlig anklage mod et samfund, der overser sine rigeste menneskelige ressourcer og lader dem gå til grunde. På det kunstneriske plan er det imidlertid romanens styrke, at den (i modsætning til Pelle Erobreren) ikke anviser konkrete udveje af miseren. Og hvor mærkeligt det end måtte forekomme en moderne, sækulariseret bevidsthed, er det snarere romanens konklusion, at Dittes godhed og medlidenhed ikke er af denne verden, og at hun derfor – med »gale Ancher«s ord – i himlen skal føre proces for de fattige. At det kunne være anderledes, er forfatteren Nexøs personlige håb og politiske mening, sådan som det også i romanens slutning er angivet af Mortens
– forfatterens alter ego – ord om, at »Guds Hjærte er dér, hvor Brødet rækkes den Fattige« (s. 719), og af valget af komplementære sange ved den lille kulpillers begravelse: Chr. Richardts salme og Overbyes socialistmarch. Hvad romanen – i lighed med Don Quijote og Idioten – viser med skånselsløs ærlighed, er, at medfølelsen og godheden lider nederlag i den prosaiske hverdag.

Romanfigurerne Ditte og Mysjkin har – trods alle forskelle f.eks. i social status – mange ligheder: Omsorgsfuldhed, mangel på selvfølelse, ingen tanke på egen fordel.

Men Mysjkin er i modsætning til Ditte højt begavet. Og så er han mand. Som sådan træffer han sine valg, og som sådan påtager han sig også ansvaret for de ulykkelige konsekvenser for ham selv og for andre, valgene har, skønt de altid træffes i den mest uselviske mening. I sidste ende er det Dostojevskijs tragiske pointe, at også den uskyldige er skyldig.

Med valget af en værgeløs og naiv pige som hovedperson har Nexø frikendt Ditte fra en tilsvarende medskyld i ulykken, og hun bliver derfor en ren offerskikkelse.

I Nexøs evne til at skildre det mest almenmenneskelige, som for ham er godhed, og til at skildre godhedens vilkår ligger vel svaret på, hvorfor romanen endnu kan fascinere sine læsere.

6. Teksten

Til grund for denne udgave ligger 1. udgave, 1. oplag. De væsentligste ændringer i senere udgaver er omtalt i efterskriftens afsnit 8, »Senere udgaver«. Om ændringerne i 1. udgaves flg. oplag, se afsnit 7, »Tekstrettelser«.

Nexøs særlige ortografi og tegnsætning, hans varierende brug af accenter samt hans forskellige stavemåder (f.eks. »ferm« – »færm«, »Køerne« – »Kørne«) af samme ord er overalt respekteret.

Under korrekturlæsningen er der af de tre korrekturlæsere anvendt tre forskellige eksemplarer af tekstgrundlaget, ét tilhørende udgiveren og to tilhørende Det Kongelige Bibliotek, ’Brøndum-Nielsen-samlingen’ hhv. katalognr. M. 538/60, 8vo. Under kollationeringen er der ikke konstateret afvigelser imellem de benyttede tekstgrundlag.

7. Tekstrettelser

8. Senere udgaver

Ditte Menneskebarns enkelte bind udkom på forlaget H. Aschehoug & Co. således: Bind I, Ditte Menneskebarn. En Barndom i nov. 1917, bind II med undertitlen Lillemor marts 1919, bind III med undertitlen Syndefaldet nov. 1919, bind IV med undertitlen Skærsilden nov. 1920 og bind V med undertitlen Mod Stjærnerne nov. 1921.

Bind I udsendtes i 1000 eks. og 2. tusinde straks efter udsendelsen af 1. oplag, 3. tusinde samme måned, 4. tusinde i dec. 1917, 5. og 6. tusinde i juni og nov. 1919, og 7.-8. tusinde i juni 1921.

På baggrund af denne salgssucces udsendtes de følgende bind i større oplag:

Bind II udsendtes i 1. oplag på 3000 eks., 4. tusinde samme måned og 5.-6. tusinde i august 1920.

Bind III, IV og V udsendtes i 1. oplag af ukendt størrelse.

I Nexøs levetid udkom Ditte Menneskebarn senere i følgende udgaver:

1. samlede udgave, »Jubilæumsudgave« – i anledning af Nexøs 25 års forfatterjubilæum – udkom på Aschehoug i to bind september 1923 i et oplag på 5000 eks. Om denne udgave, der dannede grundlag for de senere udgaver i Nexøs levetid, skrev han samme år til K.K. Nicolaisen:

Rettelsen blev altså ikke foretaget, og også i de følgende udgaver stod overskriften Skærsilden fortsat over IV. bogs syvende kapitel – eller blev helt udeladt.

Fra sept. 1924 til sept. 1925 gik Ditte Menneskebarn som føljeton i Social-Demokraten og en række socialdemokratiske provinsblade; fra sept. 1927 gik den atter i Social-Demokraten.

2. udgave udkom i seks bind på Kunstforlaget Danmark marts 1937 og igen i 1938 i et samlet oplag på 10000 eks.

3. udgave, »Biblioteks-Udgave«, udkom i 1 el. 2 bind på Forfatternes Forlag 1937 i et oplag på 2200 eks.

En blindskriftudgave udkom i 1939.

4. udgave udkom i to bind på Gyldendal i september 1945 i et oplag på 5000 eks.

4. udgave, 2. oplag (i B. Houman: Martin Andersen Nexø bibliografi (1961) kaldet 5. udgave) udkom samme år i samme oplag.

4. udgave, 3. og 4. oplag (sst. kaldet hhv. 6. og 7. oplag) udkom 1946.

4. udgave, 5. oplag (sst. kaldet 8. udgave) udkom 1950 i et oplag på 10000 eks.

Det anslås, at værket i Nexøs levetid – foruden blindskrift- og føljetonudgaverne – i alt udkom på dansk i 58000 eksemplarer.

Blandt de senere udgaver knytter der sig for en tekstkritisk betragtning en særlig interesse til 11. udgave (1974), idet alle senere udgaver følger denne. 11. udgave er – med nedenstående ikke uvæsentlige modifikationer – »optrykt efter førsteudgaven« (anf. værks kolofon).

I 11. udg. er, for det første, værkets kapitelinddeling og placering af titlen Skærsilden af udgiveren Børge Houmann »omsider bragt i overensstemmelse med forfatterens ønske fra 1923« (tekstoplysning sst., s. 6, jf. ovenstående brev vedr. »Jubilæumsudgaven«), således at de oprindelige sidste seks kapitler af bog III flyttedes til bog IV, hvis titel Skærsilden nu stod foran bogens første kapitel.

Uvist af hvilken grund har Houmann for det andet flyttet det citat fra Nexøs digt »Vaadesang«, der i 1. udg. stod som motto på titelbladet af bind V, Mod Stjærnerne, frem, så det kom til at stå før bind IV, Skærsilden, der indleder denne tobindsudgaves andet bind – uagtet at citatet også i de tidligere tobindsudgaver fortsat stod som i 1. udg., dvs. foran Mod Stjærnerne.

Den tredje forskel mellem tidligere udgaver og 11. udg. ff. er, at retskrivningen i et vist omfang er normaliseret i henhold til retskrivningsreformen af 1948, således at substantiverne staves med lille begyndelsesbogstav og »kunde«, »skulde« og »vilde« staves »kunne«, »skulle« og »ville«.

For det fjerde har Houmann for de to første binds vedkommende øjensynligt anvendt et senere oplag som tekstgrundlag, hvilket medfører, at de meget talrige ændringer i disse, herunder nye tekstfejl, nu fremtræder som oprindelige formuleringer, f.eks.: »som hun da havde faaet Luft under Vingerne« (1. oplag, nærværende udg. s. 48, samme formulering i tm.) > »som hun da havde faaet Luft under Gumpen« (flg. oplag) > »som hun da havde fået luft under gumpen« (11. udg.), »Bolstre blaa« (1. oplag, nærværende udg. s. 101, samme formulering i tm. og i optrykket i MAN’s Digte, 1926) > »Bolstre smaa« (flg. oplag) > »bolstre små« (11. udg.).

For det femte er Nexøs varierende brug af accenter stiltiende ensrettet til accent aigu, f.eks.: »Dèr laa den knækkede Møllesten« (nærværende udg. s. 51) > »Dér lå den knækkede møllesten« (11. udg.).

9. Oversættelser

Ditte Menneskebarn er foreløbig oversat til 23 sprog: tysk (1918-1923), engelsk (1920-1923), svensk (føljetonudgave fra 1920, bogudgave 1924-1925), russisk (1923-1924), hollandsk (1924-1927), norsk (føljetonudgave 1929, bogudgave 1952), tjekkisk (1935, nyoversat 1953), slovensk (1936), finsk (1945), fransk (1946-1947), hebraisk (1947), ungarsk (1947), islandsk (1948), polsk (1948), bulgarsk (1950), slovakisk (1951), kinesisk (1955-1956), rumænsk (1957), lettisk (1960), ukrainsk (1960), estisk (1962), albansk (1972) og vietnamesisk (u.å., 2. udg. 1981).

Fra sept. 1919 gik romanen som føljeton i det tyske socialdemokratis centralorgan Vorwärts og fra samme år i Chemnitzer Volksstimme, i 1924-1928 i mindst otte andre tysksprogede dagblade, i 1920 hhv. 1938 i to svenske dagblade. Om disse udenlandske føljetonudgaver i Nexøs levetid (og senere) se nærmere i B. Houmann: Martin Andersen Nexø Bibliografi s. 130, nr. 494.

10. Litteratur

Litteraturen om Ditte Menneskebarn er, som det er fremgået, omfangsrig. Den følgende liste prætenderer ikke at være komplet, men omfatter i hvert fald de væsentligste danske, vesteuropæiske og amerikanske behandlinger. Særligt interesserede må derudover henvises til Børge Houmann: Martin Andersen Nexø bibliografi (1961) og Talt og skrevet om Martin Andersen Nexø (1967) samt til Aage Jørgensen: Dansk litteraturhistorisk bibliografi (1990, evt. på internetadressen https://dsl.reindex.net/DSL), som også omfatter et antal mellem- og østeuropæiske behandlinger. Der kan desuden søges i bibliotekernes databaser på internetadressen www.bibliotek.dk. Der kan derudover henvises til et antal upublicerede universitetsspecialer, hvoraf et par er anført nedenfor. For en komplet og ajourført liste må der henvises til universiteternes specialesamlinger.

I øvrigt er der henvist til flg. værker af Andersen Nexø:

11. Arkivmateriale

Trykmanuskriptet beror på Det Kongelige Bibliotek, HA, Ny Kgl. Samling 3956,4°. Det består af hhv. 81 (I. bog), 56 (II. bog), 74 (III. bog), 62 (IV. bog) og 82 (V. bog) håndskrevne folioark. Der er i tm. kun titelark til I. og V. bog.

Martin Andersen Nexø Nachlaß, Fb I, 74-77, og Fb I, 927, Det Kongelige Bibliotek, HA, udkast og manuskriptfragmenter til Ditte Menneskebarn. Det fremgår af Fb I, 75, at IV. bog påbegyndtes 21.8.1920 og oprindelig havde arbejdstitlen »Tjenestepigen«; af Fb I, 927 fremgår andre mulige titler på denne bog: »Via Dolorosa – Lidelsens Vej – Skærsilden – Hun bærer Jærnbyrd«.

Samme arkiv, Fb III, Leserbriefe, 22, en samling breve til Nexø fra læsere af Ditte Menneskebarn.

Nachtrag 7 til samme arkiv, manuskript til udtalelse om Ditte Menneskebarn, se n. til s. 120.

12. Filmatisering

Ditte Menneskebarns tre første bøger er filmatiseret af Nordisk Films Kompagni A/S med Bjarne og Astrid Henning-Jensen som instruktører; filmen havde premiere dec. 1946 i København. Se herom Nordica 1994, s. 171 ff.

13. Dramatisering

Ditte Menneskebarns tre sidste bøger er dramatiseret af Kaj Nissen og blev opført på Folketeatret i København fra jan. 1984 med Palle Kjærulff-Schmidt som instruktør. Se herom Nordica 1994, s. 185 ff.

14. Opera

Ditte Menneskebarn er opført som opera på Landestheater Altenburg, DDR i 1973 med Hubertus Methe som librettist og Kurt Dietmar som komponist.

15. Tegneserie

Ugebladet Hus og Hjem påbegyndte i sept. 1959 en tegneserie, »Ditte Menneskebarn. Gendigtning i billeder af Anton Hansen«; pga. Anton Hansens sygdom blev arbejdet fra juni 1960 videreført af Chr. Bjørn Larsen.

16. Lydbøger

Ditte Menneskebarn er indtalt som lydbog i 1960 af Karen Bang og i 2000 af Puk Schaufuss. 1999-2000 udkom en forkortet og tilrettelagt bogudgave »til indvandrerundervisning og til amtslige læsekurser samt i folkeskolen« med arbejdshefter, lærervejledning og lydbogs-cd’er ved Kirsten Andersen og Holger Hermansen.