1| I
Morgen i skadereden

Storeklavs stod og Nskruppede flittigt i sig henne i Baasen, med megen Larm. Han havde en egen Maade at æde paa; hvor godt Lars Peter saa blandede Kærnen i Hakkelsen, kunde han altid faa den pillet fra. Først aad han Krybben halv tom – for at faa lagt Bund i sig. Saa var der ogsaa Plads til at tumle med Sagerne, han skubbede det hele sammen i Midten af Krybben, prustede blafrende gennem Næseborerne, saa Hakkelsen røg ud til Siderne, og pillede med sin bløde Mule Kærnen fra. Naar han saa havde ædt al Kærnen, skrabede han i NStenpikningen og gnæggede.

Ditte lo. »Han ber om mere Sukker paa,« sagde hun. »Det er akkurat som med Povl naar han skal spise Vælling, han skraber ogsaa oven af.«

Men Lars Peter brummede. »Æd du kun op, dit firkantede Spøgelse,« sagde han. »Det er ikke Tider til at pille Paalægget af og smide Brødet væk.«

2| Storeklavs svarede med en kælen Gnæggen, som ingen Ende vilde tage.

Omsider rejste Lars Peter sig og gik hen og skubbede Hakkelsen sammen midt i Krybben. »Æd nu, din NTværdriver!« sagde han og gav Hesten et Klask over NKrydset. Storeklavs dyppede Mulen, lugtede engang og vendte saa Hovedet mod Lars Peter; det saa grangivelig ud som om den vilde sige: Hvad gaar der af dig i Dag? Der var ikke andet for at gøre, han maatte tage en Haandfuld Havre og blande i Hakkelsen. »Men saa ingen Kunster,« sagde han og lod sin store Haand falde ned paa dens Ryg. Denne Gang aad Hesten rent op.

Lars Peter kom hen og satte sig under Lygten igen.

»Storeklavs er klog,« sagde Ditte, »han ved nøjagtig, hvor vidt han tør drive det. Men kræsen er han nu alligevel.«

»Jeg skal sige dig, han ved vi skal ud paa en lang Tur; saa mener han det er det rigtigste og være ordentlig kørende,« svarede Lars Peter undskyldende. »Han er en klog Rad!«

»Han er nu alligevel ikke saa durkdreven som Pirs,« sae Ditte vigtigt – »for han lukker selv Spisekammerdøren op. Jeg kunde ikke forstaa, hvordan han kom derind og drak af Mælken; jeg troede, det var Lille Povl der lod Døren staa efter sig – og var saamænd lige ved at smække ham for det. Men i Gaar kom jeg bag paa Mis, og kan du tænke dig hvordan han bar sig ad? Han hop3|pede op paa Vasken og derfra fløj han over mod Spisekammerdøren og slog NKlinkefaldet fra med Poten. Saa kunde han lige saa nemt staa paa Gulvet og kradse Døren op.«

De sad under Lygten, der hang ned fra en af Bjælkerne, og sorterede Klude. Rundt om dem laa Kludene i store Bunker, uldne for sig, linnede og Bomulds for sig. Det var mørk Nat endnu og koldt, men herinde var der hyggeligt. Storeklavs arbejdede for Føden som et helt Tærskeværk, Koen laa og pustede langt af Velvære under Drøvtygningen, og Hønsene smaasnakkede i Søvne henne i deres Aflukke. Den ny Gris drømte nok om Patte – engang imellem hørte de en suttende Lyd. Den var lige kommet fra Moderen for et Par Dage siden.

»Er dét Uld?« spurgte Ditte og rakte en stor Klud hen.

Lars Peter befølte den længe prøvende, trak saa en Traad ud og holdt ind i Lygteflammen. »Uld skulde det jo være,« sagde han endelig, »for det smælter og lugter af Horn. Men Pokker maa vide alligevel,« – han befølte igen Lappen, funderende. »Kaske det er en eller anden nymodens Svindel; de skal jo kunne lave visse Planter til, saa de ikke er til at skælne fra Uld. Og NSilken laver de nu af Glas, paastaas der jo.«

Ditte sprang rask op og aabnede Lodøren, hun lyttede ud. Saa forsvandt hun over Gaarden. Lidt efter var hun igen tilbage.

4| »Var der noget i Vejen med Børnene?« spurgte Lars Peter.

»Aa, det var bare Lille Povl, der græd; han skulde hjælpes. Nu én har faaet ham vænnet til Renlighed, maa der jo passes paa. Faar det først Lov at gaa sin skæve Gang igen, saa bliver der aldrig Orden paa ham.« Ditte saa hen for sig med et erfarent Udtryk.

Lars Peter nikkede. »Det er liegodt godt gjort af dig, at du har kunnet faa Skik paa ham,« sagde han med uforbeholden Beundring i Stemmen – »jeg begriber bare ikke, hvordan du har baaret dig ad. For Mor kunde jo ingen Vegne komme med ham.«

»Aa, det er bare man vil – og ikke gir op; én skal jo gi sig. Det værste er om Natten, naar det er mørkt og iskoldt. Saa vil man gærne tænke: Ah, nu ligger jeg saa dejligt, jeg gider virkelig ikke staa op, han klarer sig jo nok til i Morgen tidlig. Men det maa man bare ikke, for saa – – Hvordan kan man lave Silke af Glas?« spurgte hun pludselig – »Glas som er saa skørt!«

»Ja det er den nymodens Silke da forresten ogsaa, saa for den Sags Skyld kunde det godt passe. En behøver bare se naar der er en Lap Silke imellem, saa er den næsten altid brækket.«

»Og hvad er Glas for noget underligt noget da?«

»Ja hvad er det for noget – hvem der bare kunde sige det. Beslægtet med Is kan det jo ikke være, siden det bevarer sig haardt om ogsaa Solen 5| skinner paa det. Kaske – – nej jeg tør sku ikke prøve paa at forklare det du. Det er alligevel skidt, at èn ikke har lært noget ordenligt; og tænke sig til Tingene paa egen Haand er èn ikke klog nok til.«

»Er der nogen der kan det?«

»Ja det maa der jo være; hvordan skulde ellers den første faa Besked om Sagerne – om ikke han hittede paa det. Før spurgte jeg ogsaa altid og gjorde mig Tanker om alle Ting; men jeg har opgiet det, for en faar jo ingen Besked alligevel. Det med Mor skal heller ikke gøre en forslugen paa Tilværelsen.« Lars Peter sukkede.

Ditte bøjede sig ned over Arbejdet. Nu var Samtalen ved at komme paa Afveje, saa var det lige saa godt at tie.

Storeklavs var nok endelig blevet mæt – han havde sin egen luftige Maade at ytre det paa.

»Naa kan du være ordenlig, din NVindsluger!« raabte Lars Peter. »Du glæmmer nok, at du har Gæster.«

Ditte lo. Lidt efter sagde hun: »Jamen hvorfor skal Dyr ikke lige saa godt lære at være pæne og ordenlige som vi andre?«

»Fordi de ikke kan lære det vel,« svarede Lars Peter tankefuld. »Det er vel saadan her i Verden, at enhver skal tage ved Lære og yde – alt efter sin Ævne. Forresten er Dyrene ofte ordenligere end os andre, én kan tidt staa sig ved at tage Eksempel efter dem.«

6| En Stund var der stille. Lars Peters Hænder blev langsomme i det og gik helt i staa. Han sad og stirrede frem for sig uden at se eller sanse; saadan var han ofte i den senere Tid. Pludselig rejste han sig og gik hen og aabnede den østre Luge; det var Nat endnu, men Stjærnerne var begyndt at falme lidt. Henne fra sin Baas kaldte Storeklavs, ganske svagt næsten uhørligt. Lars Peter lukkede Lugen og gik over til den, han stolprede saa underligt over Logulvet. Ditte fulgte ham med Øjnene.

»Hvad vil du nu igen?« spurgte han tonløst, og strøg sin Arm op langs Ryggen paa Hesten idet han gik op til den. Storeklavs pillede ham i Skulderen med sin bløde Mule. Det var det blideste Kærtegn Lars Peter vidste af, og han gav den en lille Øse Havre.

Ditte drejede Hovedet efter dem – hun holdt ikke af den Tilstand, Faderen i Øjeblikket var i. Det kunde jo ikke nytte noget at gaa og hænge med Hovedet. »Skal han nu æde igen?« sagde hun æggende. »Det Dyr æder os da ud af Huset!«

»Ja men han kan ogsaa bestille noget – og vi har en lang Vej for os.« Lars Peter kom hen og tog fat igen.

»Hvor mange Mil er der til København da?«

»Seks syv Timers Kørsel tænker jeg. Vi har jo Læs.«

»Hu, det er en lang Vej.« Ditte gøs. »Og saa koldt det er.«

7| »Ja naar èn skal sidde ene paa Vognen. Du kunde godt tage med du! Ærendet er jo ikke saa morsomt, og hvad skal en faa Tiden til at gaa med den lange Vej? En kan jo ikke fri sig for triste Tanker.«

»Jeg kan ikke være hjemme fra,« svarede Ditte Nkort paa Hovedet.

For vel tyvende Gang begyndte Lars Peter at overtale hende. »Vi kan sagtens faa Johansens til at se til Sagerne – og sende Børnene derover de Par Dage,« sagde han.

Men Ditte var ikke til at rokke. Hun havde ingenting til overs for Moderen, saa fik man sige hvad man vilde; hun vilde ikke ind og hilse paa hende i NSlaveriet. Og nu skulde Faderen snart holde op med den Snak, for ellers blev hun ond og mindede om Bedste. Hun hadede Moderen med en Styrke, der var uhyggelig nok for hendes Barneaar. Aldrig berørte hun hende med et Ord, og naar de andre bragte Talen derhen, blev hun stum og var hverken til at hugge eller stikke i. Saa god og opofrende hun ellers var, paa dette Punkt var hun forhærdet.

For Lars Peters godmodige Sind var dette Had en Gaade. Saa gærne han vilde forsone ogsaa her, havde han ikke andet at gøre end at bøje af.

»Se nu efter, om der er noget du behøver til Husholdningen,« sagde han.

»Jeg behøver en Pakke NTaffelsalt, det de har i Landhandelen er saa grimt og groft at sætte paa 8| Bordet. Og saa maa jeg ha'e lidt Kardemomme. Jeg vil prøve at bage en NKage selv, Købebrødet bliver saa hurtig tørt.«

»Kan du det ogsaa, du!« udbrød Lars Peter beundrende.

»Der er flere Ting endnu,« vedblev Ditte uforstyrret. »Men det er bedst, jeg skriver det op; ellers glæmmer du vel det halve lige som forleden.«

»Ja gør hellere det,« svarede Lars Peter sagtmodigt. »Min NHuske er ikke saa god længer. Jeg ved ikke – jeg har dog ellers kunnet besørge halvhundrede Ærender uden at glæmme noget af dem. Men det er vel det med Mor. Og saa kaske – – ældre bliver en jo ogsaa. Farfars Huske var forresten som en trykt Bog lige til det sidste.«

Ditte rejste sig hurtigt og rystede sin Kjole. »Se saa!« sagde hun og aandede langt ud. De kom Kludene i Sække og surrede for dem.

»Der er da for nogle Penge,« sagde Lars Peter og slæbte Sækkene hen til Lodøren, hvor der i Forvejen laa Bunker af gammelt Jærn og andre Metaller, som ogsaa skulde med til Staden. »Og hvad er nu Klokken blevet? – over seks. Saa maa det jo snart være højlys Dag.«

Ditte slog Lodøren op, den friske Frostluft vældede ind. I Øst over Søen var Himlen kold og irgrøn, med en svag Antydning af gyldent – Dagen var i Anmarsj. Paa de aabne Vaager derude begyndte Fuglene at give Livstegn fra sig. Det var 9| som om Støjen fra Skadereden skød Dagen ind for dem, de skræppede op Hold efter Hold, lettede og satte Kursen ad Havet til.

»Vi faar en klar Dag,« sagde Lars Peter mens han trak Vognen frem for Lodøren. »Nu maatte Tøvejret gærne snart komme.« Han gav sig til at læsse Vognen, mens Ditte gik ind for at gøre Ild paa til Kaffen.

Da Lars Peter kom ind, legede Ildskæret fra den aabne Kakkelovnsdør hen over Loftet, Stuen var fuld af liflige Dufte, Kaffeduft og Lugten af et eller andet stegt. Kristian laa paa Knæ foran Kakkelovnen og fyrede, med Lyng og tørrede Kokasser, og Ditte stod ved Kogerummet og rørte i den spragende Stegepande. De to mindste sad over Ende i Bænken og gloede henrykt ud i Stuen, Ovnskæret blinkede i deres vaade Tryner. Dagningen stod og famlede betænksomt over de Ntopfrosne Ruder.

»Værsgod Far!« sagde Ditte og satte Stegepanden paa Bordet, paa tre smaa Træbrikker. »Det er bare stegte Kartofler med et Par Flæskebidder i. Men du skal værsgod spise det selv!«

Lars Peter lo og satte sig tilbords. Han begyndte straks, som han havde for Vane, at stikke til de Smaa; de fik hveranden Mundfuld. De laa med Ansigtet frem over Bordkanten og opspilet Gab – som to Fugleunger; Kristian havde sin egen Gaffel og stod mellem Far'ens Knær og 10| spiste hos. Ditte stod med Maven mod Bordkanten og betragtede dem, hun havde en bred Køkkenkniv i Haanden.

»Skal du ikke have noget med?« spurgte Lars Peter og skubbede Stegepanden bedre ind paa Bordet.

»Der er slet ikke mer end du selv kan spise, vi andre skal nok faa bagefter,« svarede Ditte halv ærgerlig. Men Lars Peter blev uforknyt ved med at proppe i dem. Maden smagte ham ikke, naar han ikke havde en Hoben opspilede Munde omkring sig.

»Det er en Himmerigs Mundfuld og vaagne op til, hva?« sagde han og storlo; hans Stemme havde sin dybe varmende Tone igen.

Mens han drak Kaffen, kom Søster og Povl i en Fart i Klær'ne; de vilde se ham drage afsted. De løb ham og Storeklavs mellem Benene, mens der blev spændt for.

Solen stod just op. Den tegnede et rødt Glittervæv i Søens Is og det rimlagte Landskab, Rørene raslede i Solopgangen som Isklinger der krydsedes. Fra Storeklavses NKæmpeskrot stod hvid Damp ud i Morgenen, og Børnenes korte hastige Aandedræt var som Stød af NSpildedamp. De sprang omkring Vognen i deres Kludesko som to kaade, bredlabbede Hvalpe. »Hils Mor!« raabte de Gang efter Gang.

Lars Peter bøjede sig ned fra Toppen af Læsset, 11| hvor han sad godt nedboret mellem Sækkene. »Skal jeg ikke ogsaa hilse fra dig?« spurgte han. Ditte drejede Hovedet bort.

Saa tog han til Pisken og begyndte sin Svippen. Og Storeklavs lagde sig langsomt i Selen.