12| II
Landevejen!

»Han er lige ved at være endnu mere tosset efter Landevejen end en selv« plejede Lars Peter at sige om Storeklavs; og sandt var det, at Hesten blev i godt Humør, saa snart den mærkede der gjordes Forberedelser til en længere Tur. De korte Ture brød den sig ikke om; det var de rigtige Landture med Svinkeærender til højre og venstre og Overnatten i en eller anden Rejsestald, der tiltalte den. Hvad den nu fandt af særligt ved det, var ikke godt at sige; saadan ligefrem opleve noget nyt – saadan som en selv – kunde den vel ikke. Skønt Fanden vidste – for en klog Rad var den sku! I al Fald holdt den af at føle Landevejen under Poterne, og jo længere en Tur saa ud til at arte sig, des mere tilfreds var den. Den tog det hele med samme Humør – op ad Bakke hvor den maatte lægge sig haardt i Selen, og ned ad Bakke hvor den havde Køretøjet helt ind paa sin lodne Bag. Kun naar Bakken var meget stejl, stansede den – for at gi Lars Peter en Anledning til at staa af og rette Benene.

13| For Lars Peter var Landevejen noget af Livet selv. Der hentede han Brødet ind til sig og sine, og Landevejen mættede hans Trang til Flakken. Saadan et Stykke Landevej med sine to Rækker stynede Popler og med talløse Sideveje til Gaarde og Huse, rummede alle Muligheder. Man kunde tage den Retning eller den, ligesom Sindet var til det i Øjeblikket, eller man kunde overlade Retningen til Tilfældet og Storeklavs. Altid gav det noget.

Og Landevejen var blot det synlige Stykke af en Kæde uden Ende. Hvis man nu hittede paa at vanke lige ud en Gang i Stedet for at dreje af, ja saa kom man langt ud i Verden – saa langt det skulde være. Han gjorde det ikke naturligvis; men alene det at vide, at man kunde gøre det, mættede noget i en.

Paa Landevejen traf han Folk af sit eget Blod, farende Folk som kravlede op paa Læsset til ham uden Forlov, trak en Flaske op af Inderlommen og rakte ham, og gav sig til at fortælle løs. Det var Folk, som kom vidt omkring; i Gaar blev de sat over ved Helsingør, om en Uge var de kaske over Sydgrænsen og nede i det tyske. De havde sømbeslaaede Støvler og en Hulning i Stedet for Mave, Tørklæde om Halsen og NMuffediser om de røde Haandled – og godt Humør. Storeklavs kendte dem og stansede af sig selv.

Ogsaa for fattige Koner og Skolebørn og Arbejdere stansede den; den og Lars Peter var lige enige om, at alt hvad køre vilde skulde have den 14| Fornøjelse. Men pænt Folk gik den forbi, de nedlod sig alligevel ikke til at køre med Rakkeren.

De kendte Landevejen og dens Afstikkere lige nøje de to. Var der et eller andet paa Færde, et Tærskeværk inde paa Marken eller et nyt Hus under Opførelse, tog en af dem altid Anledning til at gøre Holdt. Lars Peter lod som om det var Hesten, der var den nysgærrige. »Naa, har du nu snart gloet dig mæt?« brummede han naar de havde holdt stille en lille Stund, og samlede saa op i Linerne. Storeklavs fandt sig i denne Smule Forræderi, uden i nogen Retning at lade den faa Indflydelse paa sin Gøren og Laden; han fulgte helst sit eget Hoved.

Det skulde se sort ud, naar den brede Landevej ikke kunde sætte Rakkeren i godt Humør. Den rolige, melodiske Takt i Storeklavses Hovslag mod NMakadamiseringen opfordrede til at nynne med. Træerne, NMilepælene med Kongekronen over Femte Christians Navnetræk, de endeløse Perspektiver med alt hvad der laa paa Rejse igennem dem af Liv og Færdsel – det hele virkede opstemmende paa Sindet.

Sneen var efterhaanden kørt sammen til et tyndt Islag, der klang under Hestens Plader af Hove. Den tynde, sprøde Luft gjorde Aandedrættet let, og Solen gød sit rødt over det hvide Sneland. Det var umuligt andet end at blive i godt Humør. Men saa dukkede Formaalet med Køreturen frem i Sindet, og Glansen gik af alting.

Lars Peter havde aldrig givet sig synderlig af med at tænke for egen Regning eller gaa i Rette 15| med Tilværelsen. Naar noget kom netop saadan eller saadan, var det fordi det ikke kunde være anderledes – og hvad var der saa at spekulere over? Naar han sad og hang paa Vognen de lange Timer, brummede han blot en Slags Melodi og følte sig vel. »Hvad mon Mutter har til Aften til dig?« kunde han tænke, eller »Skal vide om Ungerne kommer en i Møde i Dag?« Det var det hele. Han tog skidt Handel og god Handel som det kunde falde, og NSorg og Glæde ligesaa; han vidste gennem urokkelig, fastslaaet Erfaring, at Regn og Solskin skifter. Saadan havde det været under hans Forældre og Bedsteforældre, og saadan havde hans eget Liv bekræftet det. Hvad var der saa at spekulere over? Holdt det onde Vejr usædvanlig længe ved, ja saa rystede man Pelsen des stærkere, naar det var ovre.

Og gaa i Rette med nogen kunde lige saa lidt nytte. Andre Mennesker maatte jo ligesom han selv tage Tingene som de faldt, og en styrende Haand bag det hele havde han aldrig haft nogen stærk Fornemmelse af.

Men nu maatte han tænke, lige meget hvor unyttigt han fandt det. Noget tog ham ubønhørligt i Nakken bedst som han gik og stod, og stillede ham Ansigt til Ansigt med bestandig det samme haabløse: Hvorfor? Fra tusend Baghold dukkede Tanken paa Sørine frem og gjorde det hele tungt og trist.

Lars Peter havde været grundig ude for Ulykken før – og baaret den som det Maal Byrde der nu 16| engang var én tilmaalt. Han havde en bred Isse og en bred Ryg – til hvad andet vel end til at lægge Byrder paa; det var ikke hans Sag at klynke og spille svagelig. Og Skæbnen havde læsset paa ham: Kan han bære den, ja saa kan han ogsaa bære den! – til han langt om længe var knækket sammen under Byrden. Med hans gamle Usaarlighed over for onde Tilskikkelser var det forbi.

Han var begyndt at tænke over sin Lod – og begreb ingenting; det hele var saa meningsløst, nu han sammenlignede sig selv med andre. Aldrig saa snart hang han paa Vognen og havde faaet Storeklavs ind i dens Gangart, før de tunge Tanker hjemsøgte ham og trampede i hans Sind, rundt og rundt, saa han blev helt overkørt. Og ud af det kunde han ikke finde, hans Forstand stod og traadte i bestandig de samme Spørgsmaal. Hvorfor hed han Rakkeren og blev behandlet som en uren? han ernærede sig dog ligesaa redeligt som enhver anden. Hvorfor forfulgte man hans Børn og satte dem udenfor – og kaldte hans Hjem Skadereden? Og hvorfor forfulgte Uheldet ham? – og Skæbnen? Der var meget nu, han ikke begreb men maatte ha Rede paa. Ulykken, som saa tidt havde banket paa hans Dør uden at træffe ham hjemme, havde denne Gang faaet Foden forsvarligt i Dørsprækken.

Hvor meget Lars Peter saa brød sit Hoved, det med Sørine kunde han ikke hitte ud af. Det var hans Natur at hæfte sig ved den lyse Side af Tingene; hvad der kunde være af andet glæmte han 17| simpelt hen igen saa snart det var ovre. Han havde kun samlet paa hendes gode Egenskaber. En flink Kone havde hun været, færm til at holde sammen paa Stumperne – og stræbsom. Og gode Børn havde hun givet ham, alene det var nok til at slaa en Streg over alting. Han havde holdt af hende, og stolt af hende havde han været for hendes Opadstræben og ukuelige Ærgærrighed. Selv om det kunde være generende nok sommetider med hendes NPrikken, i sit stille Sind havde han beundret hende, fordi hun satte Næsen saa højt. Og nu sad hun i NTugthuset for sin Stolthed! I det længste havde han klynget sig til, at det maatte være en Fejltagelse. »Kaske slipper de hende løs en Dag,« tænkte han. »Saa staar hun i Døren naar du kommer kørende, og det hele har været en Misforstaaelse.« Nu var Dommen forlængst faldet, og saa maatte det jo være i sin Orden. Men lige meningsløst var det!

Der laa en Hestesko paa Vejen, Storeklavs stansede af gammel Vane og vendte Hodet. Lars Peter vaagnede af sine Tanker og kiggede frem foran Hesten, saa drev han paa den igen. Den begreb det ikke, men det fik være; han gad ikke mere kravle af Vognen for en luset Hestesko. Det hele var jo alligevel ingen Nytte til!

Han gav sig til at fløjte og saa ud over Landskabet for at aflede Tankerne. Nede paa Mosen var de i Færd med at skære Is til Mejeriet – det var ogsaa paa høje Tid! Og NGadby-Bonden kørte af Gaarde i den bedste Kane, med Kællingen ved 18| Siden. Saadan nogen de kunde! Hvem der nu havde haft Mutter med paa Vognen – ind og gæste Hovedstaden. Se saa – – nu var det hele over ham igen! Lars Peter flyttede om paa sig og saa den anden Vej, men hvad hjalp det? Tankerne blev han ikke kvit. Lige som Utøj var de, skubbede man dem væk et Sted, bed de blot et andet.

Et Kvindfolk kom pilende op til Landevejen fra en liden Gaard. »Las Peter!« raabte hun »Las Peter!« Storeklavs stansede.

»Ska' du til Staden?« spurgte hun forpustet og støttede sig til NVognfadingen.

»Je' ska' til Hovedstaden.« Lars Peter sagde det lavmælt, som var han bange for, at hun skulde gætte hans Ærende derinde.

»Aa, du vil vel ikke være skikkelig og købe os en Natpotte?«

»Hva, ska' I nu til aa være fine paa'et?« Lars Peter fortrak den ene Mundvig til noget i Retning af et Grin.

»Ja, se Tøsen er jo syg af Gigtfeber, og saa har Dokteren forbodden hende og gaa ud paa NHellen og lade sit Vand,« forklarede Konen undskyldende.

»Jo – det kan jeg vel nok. Hvor stor sku' den saa være?«

»Naar en alligevel skal anskaffe, saa sku' det jo helst være, saa vi alle ku' ha' Nytte a'et. Der er Stodderen og en selv, og saa Datteren og vor Karl og NLillepigen – en seks-syv Pisser maatte den gærne ku' ta'e. Her er en NRigsort, mer ka' den vist 19| ikke koste.« Hun flyede Pengene op til ham indsvøbt i Papir, og Storeklavs lagde sig igen i Selen.

Da de havde tilbagelagt godt og vel Halvvejen, drejede Lars Peter af ved en Kro. Hesten trængte til at faa noget i Skrutten, og for hans eget Vedkommende var en lille Opstrammer heller ikke af Vejen, han var i rigtig skidt Humør. Han kørte ind i Rejsestalden, tog NHovedladet af Hesten og gav den Mulepose paa.

Den tykke Kromand kom frem i Døren og plirede ud med sine smaa Griseøjne, der laa dybt indfældet i den store rødskoldede Kødmasse som to Rosiner i hævet Dej. »Hvad, der har vi jo Rakkeren fra Sandet!« raabte han og lo udover, saa NIsteren kogte ham i Halsen. »Hvad bringer saa høje Herskaber til Huse?«

Lars Peter havde hørt den Hilsen før og lét med, men i Dag havde den en egen Virkning paa ham. Han var kommet til Bunden af sin Taalsomhed; Blodet begyndte at stige op i ham, som vilde det lette ham ovenud af sig selv. Den langmodige, sindige, dorske Lars Peter vendte i et Ryk Hovedet – med et Glimt af Tænder. Saa tog han sig i det, trak Kørekappen af og bredte den over Hesten.

»Tar jeg fejl kaske?« begyndte Kromanden igen. »Er det ikke Proprietæren til Skadereden, der gør os den Ære?«

Denne Gang tændte det for Alvor i Lars Peter. »Kan du holde din Kæft i, dit forædte Krosvin!« tordnede han med en Røst der gik over alle Tage,20| og kom springende i sine tunge Støvler. »Ellers skal jeg lukke den paa dig!«

Kromandens opspilede Gab klappede til af sig selv. Hans smaa Griseøjne, der mens han lo sænkede sig daanende ned i Kødmassen, spærredes op i stiv Rædsel, han vendte sig og styrtede ind. Da Lars Peter trampede ind i Krostuen, skummel at se til, gik han derinde og gav sig noget at bestille; han smaafløjtede med den tykke Tunge fremme mellem Læberne og saa fjoget ud.

»En Snaps og en Øl,« brummede Rakkeren, satte sig ved et Bord og gav sig til at pakke Maden ud.

Kromanden kom hen med en hel Karaffel og to Glas. Han skelede usikkert til Lars Peter, skænkede saa to svingende Snapse op. »Skaal, gamle Ven!« sagde han indsmigrende. Rakkeren drak uden at klinke; han havde jaget det tykke Skvat en Smule Skræk i Livet, og nu logrede han med sin Grisehale. Det var helt sært saadan at faa et andet Menneske til at ryste for en – en ganske ny Følelse. Men han kunde godt li den. Og det gjorde godt at faa Galden blæst ordenlig ud; det sad endnu i Kroppen som Velvære efter den voldsomme Udladning. Her sad den storsnudede Vært og gjorde sig lækker, bare fordi man ikke fandt sig i alting længer. Lars Peter følte en pludselig Lyst til rigtig og sætte Foden paa Nakken af ham, raabe ham ind i hans forædte Fjæs, saa Isteren sprøjtede ham ud af Halsen af Skræk. Eller ta' og bukke begge Ender sammen paa ham. Hvorfor 21| skulde han ikke bruge sin Overmagt engang? Kaske fik man saa den Respekt for ham, som nu manglede.

Værten lod sig synke ned paa en Stol over for ham. »Naa Lars Peter Hansen, man er nok been Sjosjalist?« begyndte han plirende.

Lars Peter lod sin tunge Næve falde i Bordet saa alting lettede – Værten med. »Man er færdig med at lade sig sjofle – kan du forstaa det? Jeg er ikke mere Rakker end du og andre. Og hører jeg det Navn en Gang til, saa tar Satan ved jer allesammen.«

»Begriveligvis, begriveligvis! Det var jo osse bare Spøg, Lars Peter Hansen. Og hvordan staar det til derhjemme? Kone og Børn er raske?« Det Nklippede endnu i Øjnene paa ham, hvergang Lars Peter rørte sig.

Lars Peter svarede ham ikke men tog sig en Snaps til. Raden vidste jo godt nok Besked om det om Sørine.

»Ved du hvad – du skulde have taget Madammen med. Kvindfolk er glade for en Hovedstadstur,« prøvede Kromanden igen. Lars Peter saa mistroisk hen paa ham.

»Hvad sidder du og laver de Hundekunster for?« sagde han mørkt. »Du ved jo godt hun er derinde.«

»Hva' – er hun derinde? Hun er da'tte rendt fra dig?«

Lars Peter tog sig en Dram til. »Hun sidder 22| fast – for Satan!« Han satte Glasset haardt i Bordet.

Kromanden mærkede, at det ikke gik at lade uvidende, man fik blot Utak for det. »Nu tror jeg jeg har hørt lidt om'et,« sagde han. »Hvordan – kom hun ikke Loven lidt vel nær?«

Rakkeren lo hult. »Jo saagu! Hun slog nok sin Mor ihjæl, paastaas der.« Snapsen begyndte at virke paa ham.

»Ak herregud da ogsaa – ja saadan kan det gaa,« sukkede Kromanden og vred paa sig som havde han ondt i Maven. »Og nu vil du vel saa til Kongen?«

Lars Peter løftede Hovedet. »Til Kongen?« spurgte han. Tanken slog ham, kaske var her Miraklet han havde gaaet og haabet paa.

»Ja Kongen raader jo for Liv og Død, ved du vel. Er der nogen, han ikke kan fordrage og se paa, saa siger han bare: Tag og kap mig Hovedet af den Fyr! Og saadan kan han og løse af Jærn, om ham lyster.«

»Og hvordan faar en Stodder som jeg vel Foretræde hos Kongen?« Rakkeren lo haabløst.

»Ded kan enhver forlange,« sagde Kromanden bredt. »Enhver i Landet har den Ret og blive stedt for Kongen. Spørg du dig bare for derinde, Kongen ved enhver hvor bor.«

»Ded ved en ogsaa nok selv,« svarede Lars Peter selvfølende. »En har selv været lige ved at blive taget til Garder og komme til og staa Vagt ved 23| Slottet. Havde det ikke været for Platfødderne, saa –«

»Ja, saa lige til er det nu ikke, for han har mange Boliger. Kongen har jo ingen Omgangsfæller ser du, al den Tid der kun er én Konge i et Land. Og gaa og snakke med sin Kone altid kan ingen Fanden holde ud til – Kongen saa lidt som vi andre. Saa er det jo han keder sig, og flytter fra det ene Slot til det andet, og leger NKomme Fremmede med sig selv. Saa du maa hellere spørge dig lidt godt for. En Fortaler er heller ikke af Vejen. Du har vel Penge med?«

»Jeg har for over hundrede Kroner Varer ude paa Vognen,« sagde Lars Peter og brystede sig.

»Ja for i Hovedstaden gaar de fleste Døre trangt, om ikke de bliver smurt. Kan hænde Slotsportene ogsaa piber lidt, men saa –« Kromanden gned Fingrene mod hinanden.

»Saa smører vi bare,« sagde Lars Peter med en stor Armbevægelse og brød op.

Han havde vældigt Mod nu og brummede en Melodi, mens han gav Hesten Hovedladet paa og steg til Vogns. Nu vidste han sin Vej, og nu galdt det om at komme frem og handle. Dag og Nat havde det staaet for ham, at han maatte foretage sig et eller andet for at fri Sørine ud af Fængslet, men hvad? Stige over Fængselsmuren ved Nat og hente hende ud, som man læste om det i Romanerne, duede han nok ikke til. Men gaa til Kongen 24| kunde han! Havde han ikke været lige ved og blive taget til Kongens Vagtmandskab i sin Ungdom. »Han har Højden og Bygningen!« havde de sagt. Saa havde de jo faaet Kig paa hans Platfødder og kasseret ham helt; men det var som sagt lige ved –.