25| III
I Kongens København

Lars Peter Hansen var ikke stedkendt i Hovedstaden. Han havde som ung Knægt været her med sin Fader, siden havde der aldrig været Lejlighed til nogen Københavnstur. Han og Sørine havde tit nok talt om at køre herind med Varerne og afsætte dem direkte til de store Opkøbere, i Stedet for og la dem gaa Omvejen over de mindre Opkøbere hjemme i Provinsbyen, men det var altid blevet ved Snakken. Men i Dag skulde Slaget slaaes. Han havde mærket sig et stort Firma, hvis Reklamer saas allevegne ude omkring. »Skandinaviens største Firma i Klude og Ben og gamle Metaller«, fortalte Reklamerne at det var, og det gav »Dagens højeste Pris«. Det var navnlig den sidste Omstændighed, han havde fæstet sig ved.

Lars Peter sad og regnede, mens han kørte Nad Lyngbyvejen ind mod NTrianglen. Regnet efter Priserne hjemme i Købstaden havde han for godt et Hundrede Kroner Varer paa Vognen; naar han nu søgte lige til Hodet, maatte han kunne regne med en 25 Kroner mere. Det var kaske til atA dække Omkostningerne ved Sørines Befrielse. Paa 26| den Maade slog man jo to Slav, fik Sørine ud – og tjente Penge paa det oven i Købet! Det galdt bare om at have Krukken i Orden. Han løftede Bulehatten og purrede op i sit Vildnis af en Paryk – han var i godt Humør.

Paa Trianglen stansede han og spurgte sig for. Saa drejede han hen ad NBlegdamsvejen og ind i en Sidegade. Over et højt Plankeværk saas Bjærge af gammelt rustent Jærn: Spiraler og hullet Blik, sammenkrøllede Jærnsenge, bulede rustrøde Kulkasser og Spande. Her maatte det være. Over Indkørslen til Ejendommen stod: NLevinsohn & Sønner, Eksport.

Rakkeren drejede ind gennem Porten og holdt forbløffet stille øverst i Gaarden. Foran ham strakte sig et endeløst Kompleks af Lagerpladser og Skure bag og bag hinanden, og indhegnede Dynger af Klude, smudsig Vat og rustent Jærnblik. Til Siderne var der Gaarde igen, og bag dem andre. Om han og Storeklavs saa kørte og samlede ind til Tidernes Ende, vilde de ikke kunne naa atA fylde bare en Gaard herinde. Han sad og gloede, overvældet; Hatten havde han uvilkaarligt listet af. Men saa tog han sig sammen, kørte frem til et af Skurene og sprang af. Han hørte Stemmer inde fra Skuret og stødte Døren op. Derinde i Halvmørket sad nogle unge Tøser og sorterede et eller andet ækelt, det lignede blodige Tjavser.

»Naa da, sikken et Dueslag man her dratter lige op i,« udbrød Lars Peter i højt Humør. »Men 27| hva' Fanden er det I bestiller, sorterer I Engledun?« Han fyldte hele Rummet med sin godmodige Klukken.

En af Tøserne greb lynsnart i Bunken og klaskede noget om Ørerne paa ham; han undgik det ved at dukke sig, det blev hængende ved Dørstolpen. Det var Sygevat, med Blod og Materie paa – fra Hospitalernes Skarnkasser. Han vidste nok, at den Trafik atA samle det op blev drevet herinde i Hovedstaden. »Fy for Satan!« sagde han og trak sig ud i det fri – »fy for den Lede!« Tøserne slog en hvinende Latter op.

Oppe fra Hovedbygningen kom en lille bebrillet Herre tumlende ned mod ham. »Hvad – hvad bestiller De her?« bjæffede han paa lang Afstand, han var lige ved at stejle over sine lange Ben af bare Ivrighed. »De – De har ikke noget at gaa her og snuse efter!« Han var rædselsfuld snavset og fuld af Skægstubbe, Flip og NSkødefrakke saa ud som var de fisket lige op af Kludebunkerne. Nej, saa beskidt var Lars Peter sku' alligevel aldrig selv blevet af Haandværket, Snavset laa jo den gamle her tykt i Folder og Rynker. Men naturligvis – dette var ogsaa en nogle Gange større Historie end hans egen! Han tog godmodigt Hatten af.

»Er det Hr. Levinsohn maaske?« spurgte han, da den gamle havde bjæffet færdig. »Jeg har nogle Varer.«

Den gamle stirrede forbløffet paa ham, maalløs af Forbavselse over, at nogen kunde være saa fræk 28| og tage ham for Firmaets Chef. »Saa De søger Hr. Levinsohn,« forsøgte han prøvende – »virkelig?«

»Ja, jeg har nogle Varer, jeg gærne vilde sælge ham.«

Nu havde Gamlingen det: »Og det skal absolut være ham selv – med Fandens Vold og Magt! – ikke sandt? Ingen anden i hele Verden kan købe de Varer af Dem, for saa brækker Vognstangen midt over og Kludene falder ned og gaar i Stykker – hvad ved jeg? Altsaa maa det absolut være Hr. Levinsohn selv.« Han saa op og ned ad Rakkeren, rævnefærdig af Haan.

»Det maatte gærne være ham selv, javel,« blev Lars Peter ufortrødent ved.

»Saa maa De sku' køre ned til Rivièraen med Deres Skraldevogn, min gode Mand.«

»Til hvad for en Ting?«

»Til Rivièraen, ja!« Den gamle gned sig i Hænderne, han gottede sig rigtig. »Det er bare et Par Hundrede Mil herfra – den Vej dèr, mod Syd. De træffer ham bedst i Monte Carlo – mellem fem og syv. Og Fruen og Døtrene – dem vil De vel ogsaa hilse paa? kanske kurtisere lidt? Saadan en lille Tur paa Viften – under Viftepalmer, hva'?«

»Hvad Pokker, er det saadan en fin Mand,« sagde Lars Peter slukøret. »Naa – men kaske en kan handle med Dem da?«

»Til Tjeneste, Hr. Jens Pæsen fra – fra Sengeløse; i Fald Herren vil tage til Takke med en stakkels Djævel som mig.«

29| »Mit Navn er ellers Lars Peter Hansen – fra Sandet.«

»Ah – stor Ære for Firmaet, glæder os overordenligt!« Den gamle vimsede om Læsset og takserede det med Øjnene, mens Kajen gik paa ham. Pludselig greb han Storeklavs ved Hovedladet men maatte slippe igen, Hesten bed efter ham. »Vi kører det herned, i den anden Gaard,« sagde han.

»Jeg tror, det er bedst Sagerne bliver paa Vognen, til vi er enige om Prisen,« mente Lars Peter, der begyndte at blive mistænksom.

»Nej, vi maa have det hele rystet ud, Mand, saa vi kan se, hvad De stikker os ud,« sagde Gamlingen i en helt ny Tone. »Vi køber ikke Katten i Sækken her.«

»Og jeg ryster ikke Katten ud af Sækken før jeg kender min Pris. Det hele er vejet og sorteret, Lars Peter Hansen snyder ikke.«

»Naa, nej naturligvis. Saa det er virkelig Dem? Nej Lars Peter Hansen – fra Sandet tilmed – snyder ikke. Kom saa med over paa Kontoret da.«

Rakkeren fulgte med. Han var lidt i Vilderede, gjorde Manden Nar mon, eller kendte han ham virkelig? Derhjemme omkring var Lars Peter paa Sandet kendt af alle og enhver; var hans Navn som Opkøber kaske ogsaa kendt her inde?

Han havde det hele i Hovedet, og gav Tallene op mens den gamle noterede. Og bedst som de var midt i Opnoteringen af Varerne, opdagede han at Køretøjet var borte. Han stormede ud; nede i 30| den anden Gaard var et Par Karle i Færd med at læsse af Vognen. For anden Gang i Dag gik Lars Peter ud af sit gode Skind. »Kan I se og faa Sagerne paa Vognen igen,« brølede han og greb Bolten til Vognsmækken. De to Karle tog et hastigt Maal af ham; saa læssede de uden at mukke det hele paa igen.

Nu var han ikke længer i Tvivl om, at han skulde snydes. De forbandede Gavtyve! havde de først faaet det hele rystet ud i Bunkerne, saa kunde han nok kigge efter sin Pris. Han kørte Læsset helt op til Kontordøren og beholdt Tømmen om Armen ind. Den gamle Ræv stod og skelede op fra Pulten. »Vilde man tage Deres kønne Hest fra Dem?« spurgte han troskyldigt.

»Nej, det var nok snarere noget andet, man vilde ha'e Fingre i,« brummede Lars Peter; nu vilde han vise, at han ogsaa kunde være spydig. »Naa, men vil De saa købe Sagerne, eller vil De ikke?«

»Naturligvis vil vi købe dem. Se her, jeg har regnet det hele ud. Det bliver lige 56 Kroner – efter Dagens højeste Pris.«

»Aa rejs ad Hedehusene til med jeres Dagens højeste Pris!« Lars Peter lavede sig til at kravle op paa Vognen igen.

Den gamle saa forbavset paa ham gennem Brillerne: »De vil saa ikke sælge?«

»Nej gu' vil jeg ej. Saa tager jeg Varerne med hjem igen – der faar jeg det dobbelte for dem.«

31| »Ja naar De siger det saa – Lars Peter Hansen snyder ikke. Men hvad gør vi saa Mand? – vi sætter jo store Penge til paa Dem. Og forsvare at De skal slæbe Tingene med hjem igen kan vi heller ikke – det vilde være Synd for den rare Hest.« Han nærmede sig Storeklavs for at klappe den, men den lagde Ørerne tilbage og piskede med Halen.

Lars Peter kunde ikke staa for, at man roste Storeklavs, og Enden paa det blev, at han lod sig snakke ned til halvfems Kroner. En Rygepind fik han dog paa Købet. »Det er af den billige Kasse, saa De vil nok vente med at tænde den, til De kommer uden for Porten,« sagde den gamle Gavtyv nok saa frækt. »Kom snart igen!«

Jo tak! Det skulde vare noget, inden han kom dér igen – saadan noget Røverpak! Han spurgte om Vej ud til et Gæstgiveri i NVestergade, hvor Folk fra hans Hjemegn plejede at tage ind, og spændte fra dèr.

Gaarden var fuld af Vogne. Bønder gik med Piben dinglende mellem Tænderne og opknappet Pels og stuvede Varer i Magasinerne mens der blev spændt for. Hist og her mellem Vognene drev et eget Folkefærd om, Mænd med brede Guldkæder over Maven og sammenknebne Øjne. En af dem kom hen til Lars Peter og hilste. »Har du noget for i Aften?« sagde han. »Vi er et Par Stykker – forhenværende Landmænd, som skal ha' en gemytlig Aften sammen. Vi mangler en Makker.« Han 32| tog et Spil Kort frem af Brystlommen og lod det blade mellem Fingrene.

Nej, Lars Peter havde ingen Tid – ellers Tak! »Hvad er det for nogle Folk?« spurgte han Gaardskarlen.

»Det er nogen, der hjælper Bønderne at finde sigA til Rette i Byen, naar det er mørkt,« svarede Karlen leende.

»Faar de Betaling for det mon?« Lars Peter saa funderende ud.

»Ja – og sommetider saa det forslaar. Men saa sørger de ogsaa for Fornøjelser, Nattelogi og det hele. Om det saa er en Kone, har de hende til dig.«

»Naa det kan nu være det samme. Naar de endda kunde hjælpe en til at faa fatA i ens egen Kone.«

»Det tror jeg sku' ikke, de gi'r sig af med. Men du kan jo forsøge ad.«

Nej, det skulde Lars Peter ikke have noget af; den Slags Folk skulde man helst gaa langt uden om, vidste han. Han stuvede lidt til Side i Vognen og drev saa ud i Byen. Inde paa NHauserplads sad en Ungdomskammerat af ham og drev Beværtning – ham vilde han opsøge. Kaske kunde han give ham et lille Vink om, hvordan Sagen skulde gribes an.

Gadelygterne var ved at blive tændt, skønt det endnu ikke var nær mørkt; man sparede ikke herinde. Lars Peter drønede ned mod NFrue Plads i sine store Støvler og saa op og ned ad Husene. 33| Den ludende Kæmpe, hvis Hat og Kavaj spillede i alle visne Farver, var som et Stykke vandrende Bondeland; naar han oplod sin Røst for at spørge om Vej, genlød det i Gaden – skønt han dæmpede Stemmen forsvarligt. Folk stansede og lo. Saa lo han igen og sagde et eller andet spøgende, der mod hans Vilje kom til at lyde som et Uvejr mellem Husrækkerne. Efterhaanden samlede der sig en Del Børn og unge Mennesker i hans Kølvand. Han tog det med Humør, at de raabte efter ham; men helt tryg var han alligevel ikke, før han stod uden for Døren til Kælderbeværtningen og tørrede Sveden af Panden med sit store røde Lommetørklæde.

»Goddav Hans Mattisen!« raabte han ind i den mørke Kælderstue. »Ka' du kende en gammel Kammerat, hva'?« Glæden over at være sluppet saa vidt frem gjorde hans Røst endnu mere overdaadig end den var i Forvejen; der var daarlig Plads til den under det lave Loft.

»Smaa Slav, smaa Slav!« lød en gemytlig Stemme henne fra Skænken, »lad os faa tændt Lys først.«

Da Gasblusset var tændt, viste det sig, at de to slet ikke kendte hinanden. Hans Mattisen var fraflyttet Biksen for flere Aar siden. »Men det skal du ikke græde over!« sagde Værten – »sid ner!« Lars Peter blev bænket, fik sig en Labskovs og en lille Karaffel og var godt tilfreds med Tilværelsen.

En morderlig flink og gemytlig Mand var Værten, Lars Peter fik sig en rigtig god Passiar med ham. 34| Og før han vidste af det, havde han udleveret sig og sin Historie. Naa, man var jo kommet herned for og faa et Vink; og helt galt i Byen var han nok heller ikke gaaet.

»Ikke andet,« sagde Værten – »den Smule ska' vi sagtens klare. Det er bare og sende Bud efter Kapelmesteren.«

»Hvad er det for en Rad?« spurgte Lars Peter.

»Kapelmesteren? – han er Verdens mest durkdrevne Ho'de; der er ikke det Nummer, han ikke kan dirigere. Men han er morderlig original – saadan no'et for sig selv forstaar du. Han ka' for og ta' et Eksempel ikke fordrage Hunde, og det kommer af, at der engang var en Politihund og tog ham for en almindelig Tyveknægt. Det kan han aldrig glæmme. Saa hvis at han spør', ska' du bare si'e, at Hunde er noget tyvebrændt Pak blandt Dyrene – næsten lige saa modbydelige som Politibetjente. Dem kan han nemlig heller ikke fordrage. – Aa Katrine,« raabte han ud i Køkkenet, »ta' og ta' Benene paa Nakken og spænd over efter Kapelmesteren! – – Og saa maa du hælde lidt flittigt paa ham; for Kapelmesteren ska' tøes op, ska' man ha' nogen Fornøjelse af ham.«

»Det ska' det ikke mankere paa,« sagde Lars Peter stort og lagde en Tikrone paa Bordet; Værten stak den til sig. »Det er rigtig, Kammerat – saadan ser det pænest ud,« sagde han anerkendende. »Saa sørger jeg for Drikkevarerne – lige saa stille. 35| Du er en Mand med Levemaade, det maa man indrømme dig – du har vel Tegnebogen i Orden?«

»Jeg har et lille Hundrede Kroner,« svarede Lars Peter, angst for at det ikke forslog.

»Du ska' se din Kone!« raabte Værten og slog sin Næve i Lars Peters. »Saa sandt jeg er din Kammerat, ska' du se din Kone! Kaske ska' du sove i hendes Arm i Nat. Hva' si'er du til den, hva' Gamle?« Han lagde Armen om Skulderen paa ham og ruskede ham gemytligt.

Lars Peter lo bevæget – det var ikke frit for, at han havde Vand i Øjnene. Han var lidt ør af Stuevarmen og Snapsen.

Der kom en høj, mager Herre ned i Kælderen. Han var i sort Diplomatfrakke, men havde hverken Vest eller NKravetøj paa – kaske fordi der var gaaet for hastigt Bud efter ham. Men Briller havde han paa og saa i det hele taget ud til og forstaa sine Ting; han mindede om et eller andet anseligt, kaske en NUdraaber eller Tryllekunstner fra Markedspladsen. Stemmen var ogsaa høj og sprukken, og han havde et vældigt Strubehode.

Værten behandlede ham morderlig ærbødigt. »Da, Hr. Kapelmester,« sa'e han og bukkede – »her er en Mand og trænger til en Haandsrækning. Han er kommet for Skade og ha'e sin Kone siddende i NBørnehuset.«

Kapelmesteren maalte lidt ringeagtende Rakkerens store lurvede Skikkelse. Men Værten kneb det ene Øje i. »Det er sku' sandt,« sagde han, »lad mig 36| endelig ikke glæmme Ølmanden.« Han gik om bag Disken og skrev noget med Kridt paa en Tavle – »100 Krus« stod der. Kapelmesteren slog sig ned og gav sig til at spørge Lars Peter ud – meget omhyggeligt; en Stund saa han svært spekulativ ud. »Den maa Alma klare,« sagde han saa, henvendt til Værten – »hun spiller jo med Prinsessen.«

»Ja naturligvis!« raabte Værten henrykt – »selvfølgelig klarer Alma den! Men i Aften –?« Han saa vist paa Kapelmesteren.

»Mig om det, min kære Ven! Endelig mig om det!« raabte Kapelmesteren stødt.

Lars Peter sad og anstrængte sig for at følge med. Det var to grinagtige Kumpaner og høre paa, og Sagen selv var alvorlig nok. Men han begyndte alligevel at blive døsig af Stuevarmen – efter den lange Dag i fri Luft.

»Altsaa min gode Mand, De vil til Kongen?« sagde Kapelmesteren og tog ham i Opslaget. Lars Peter tog sig sammen.

»En vilde jo gærne forsøge den Vej, ja,« svarede han anspændt opmærksom.

»Naa, hør saa her. Jeg skal skaffe Dem i Forbindelse med min Brordatter, som spiller med Prinsessen. Nu er Tingen den, ser De – men det blir mellem os – at Prinsessen Nslaar en lille Skæv engang imellem, hun keder sig rent ud sagt. Det er Ninkognito forstaar De nok – saadan uafvidende vi kalder – og saa er min BrordatterA 37| altid paa Siden af hende. De kommer altsaa sammen med hende – og maa saa selv besørge Resten.«

»En er vist ikke paaklædt til og kunne gøre sig i saa fint Selskab,« sagde Lars Peter og saa ned ad sig. »Og saadan rigtig Øvelse i og Njone har en jo heller ikke længer. Det sku' bare ha' væt i de unge Dage!«

»Det skal De ikke tage Dem nær,« sagde Kapelmesteren – »højtstaaende Personer har tidt en mærkværdig Smag. – Det skulde netop gaa Pokkers mærkværdigt til, om ikke Prinsessen blir knusforelsket i Dem. Og har hun først taget sig af Dem, saa kan De bide Dem i Øjnene paa, at Deres Sag er i gode Hænder.«

Værten var flink til at sætte paa Bordet, og Lars Peter saa mer og mer lyst paa alting. Han var overvældet af Kapelmesterens fine Forbindelser og hans Ævne til at kunne finde paa Udveje – enestaaende brilliante Folk var han dumpet ned imellem. Og da Frøken Alma kom, højbarmet og med Pandekrøller, lo han over hele Ansigtet. »Sikken en dejlig Pige,« sagde han varm i Hovedet og løssluppen. »Det er lige det Nummer en anden en brugte, da man var ung.«

Frøken Alma vilde straks sætte sig paa Skødet af ham, men Lars Peter holdt sig hende fra Livet. »En er gift,« sagde han alvorlig. Sørine skulde ikke ha Grund til og sige ham noget paa. Et Blik fra Kapelmesteren fik Alma til at gaa i sig selv. 38| »Vent nu til Prinsessen kommer, saa skal De se en Dame,« sagde han til Lars Peter.

»Næ – for hun kommer slet ikke. Hun er paa Dansebal i Aften,« sagde Frøken Alma fortrydelig.

»Saa gaar vi til Palæet og finder hende.« Kapelmesteren tog sin Hat, og man brød op.

Uden for paa Gaden kom der imidlertid Bud efter ham, en halvstor Tøs kom pilende og hviskede noget til ham.

»Jeg maa desværre gaa,« sagde han til Lars Peter – »min Svigermor ligger for Døden. Men mor jer godt, Børn.«

»Skrup du bare af!« raabte Frøken Alma efter ham og tog Rakkeren under Armen. »Nu Ngaar vi to paa Livet!«

»Een Rad Knapper, Alma!« raabte Kapelmesteren, da de var kommet et Stykke fra ham; hans Stemme lød som en Udraabers foran et Markedstelt.

»Aa hold Kæft!« svarede Frøken Alma tilbage og lo højt.

»Hvad var'ed han sa'e?« spurgte Lars Peter forundret.

»Bryd dig bare ikke om det Skvat,« svarede hun og trak ham med sig.

---

Den følgende Morgen vaagnede Lars Peter tidlig – som sædvanlig. Der stod et besynderligt Ildskær over Himlen, og han tumlede forskrækket ud 39| af Sengen. Var det Laden som brændte? Saa gik det op for ham, at han ikke var hjemme; Ildskæret mod Ruden stammede fra Byens Natbelysning som kæmpede mod Morgengryet.

Han befandt sig i et lille snavset Kammer, højt til Vejrs – at dømme efter Tagene derude! Hvordan i Alverden kom han her?

Han satte sig paa Sengekanten og begyndte at trække i Tøjet; langsomt dæmrede et og andet for ham. I hans Hode kogte det og gik, som Stempelslagene i en Dampmaskine – Tømmermænd! Der gik en egen Støj derinde, nu han lyttede efter: snadrende Kvindestemmer, hæs skraldende Latter, Skældsord – og uden om det hele Stadens kimende Spetakel. Han skimtede et lyst Pandehaar gennem Larm og Tobakstaage, og et Par røde Læber, der kaldte Smagen af Oksemarv frem i Munden paa ham – Prinsessen! Men hvordan kom han til og ligge her, i en knudret Jærnseng med et rædsomt pjaltet Vattæppe?

Han tog efter Vesten for at se, hvad Klokken var – det gamle Sølvur var borte! Forskrækket greb han efter Vestens Brystlomme – Tegnebogen var der gudskelov. Men hvor Fanden var saa Uret? Var det kaske faldet paa Gulvet? Han skyndte sig i Bukserne for at lede efter det – den store Skindpung føltes let mod Laaret. Den var tom! Saa maatte Tegnebogen til det en Gang til – tom den ogsaa.

Lars Peter tumlede ud paa Trappen og ned, 40| angst for at noget Menneske skulde se ham, slap ud i en af Vesterbros Sidegader og stolprede af til Gæstgivergaarden, fik Storeklavs for Vognen og kom afsted. Han var kommet til at længes saa urimeligt efter Børnene derhjemme – ja og efter Koen og Grisen.

Først da han var vel ude af Byen og mødte den kolde Morgenvind mod sin Pande, kom han til at tænke paa Sørine. Omfanget af hans Nederlag gik i det samme op for ham og han brast i Graad, en underlig ubehjælpsom Hulken, der kom et Steds nede fra i ham og truede med at kaste ham ud af Vognen.

Undervejs gjorde han Holdt i Udkanten af en Skov – just saa længe mens Storeklavs fik noget i Skrutten. Selv følte han ingen Madlyst. Saa var han paa Landevejen igen og sad og faldt sammen, mens Aftenens Halløj hvirvlede syngende gennem hans Hoved.

Et Steds kom en Kone løbende, »Las Peter!« raabte hun »Las Peter!« Storeklavs gik i Staa. Lars Peter vaagnede til med et Skvæt, uden et Ord gravede han i Vestelommen, rakte hende Rigsorten og piskede paa Hesten igen.

Et godt Stykke fra Hjemmet kom en Klynge Børn ham i Møde paa Landevejen; Ditte havde ikke kunnet styre dem længer, de frøs og græd. Lars Peter fik dem op til sig paa Vognen, og de gav sig til at kravle rundt paa ham og pludre 41| omkap. Han svarede dem ikke; Ditte sad stille og holdt Øje med ham fra Siden.

Da han sad ved Maden, sagde hun: »Hvor har du saa de Sager, du skulde købe til mig?« Han saa forvirret op og begyndte at fremstamme et eller andet – en Udflugt – men blev stikkende i det.

»Havde Mor det godt?« spurgte Ditte. Hun havde ondt af ham og brugte med Vilje Ordet Mor for at glæde ham.

En Stund sad han og bevægede Ansigtet besynderligt. Saa lagde han Hodet ned paa Armene.