42| IV
Lille Mor Ditte

De første Dage talte Lars Peter ikke om noget, der vedrørte Turen til Hovedstaden; men Ditte var gammel nok til at Nstave og lægge sammen. Saa meget var let at se, at sine Ærender havde han ikke faaet udrettet. Sørine havde han af en eller anden Grund heller ikke set til, kunde hun forstaa; og Penge havde han ingen af med hjem. Dem havde han altsaa sat overstyr – drukket dem op vel sagtens.

»Nu skal han kaske til at drikke, ligesom Johansen og de andre i Hytterne her omkring,« tænkte hun resigneret. »Saa kommer han vel fuld hjem ligesom de andre, holder Hus over at her ingen Mad er – og slaar os.«

Hun var forberedt paa det værste og holdt Øje med ham. Men Lars Peter kom pæn nok hjem! Han kom endda tidligere hjem end før; han længtes efter Hjem og Børn naar han var ude. Og han gjorde som før aabent Rede for, hvad han havde taget ind og givet ud. Det var hans Skik at tage det hele op af Bukselommen med sin store Næve 43| og ryste det ud paa Bordet, saa de i Fællesskab kunde tælle det efter og lægge Planer, og det blev han ved med. Men en Snaps til Maden var han glad for nu! Sørine havde aldrig undt ham den, det var ingen Nytte til – sa'e hun – de Penge kunde anvendes bedre. Ditte undte ham den gærne, og sørgede for at den var der – han var jo dog et Mandfolk!

Lars Peter skammede sig rigtig godt over sin Tur til Hovedstaden, og ikke mindst over at han var blevet taget saa tykt ved Næsen. Flovt var det ogsaa, at han huskede saa lidt af hvad der var foregaaet! Hvor havde han tilbragt Natten – og i hvis Selskab? Fra en vis Tid paa Aftenen til han vaagnede om Morgenen i det skidne Kammer, var alting som en taaget Drøm – ond eller god, han vidste det ikke rigtig. Han skammede sig; men et Steds i ham sad lidt Sødme alligevel – en hemmelig Tilfredsstillelse over at have slaaet sig ordentlig løs engang, været ude paa Livet. Hvor langt havde han forresten været ude? Han bryggede paa Spørgsmaalet, naar han laa og skumplede rundt fra Gaard til Gaard, søgte at grave visse Sider af Oplevelsen frem og holde andre nede – faa det bedst mulige ud af den. Og i Grunden var han lige vidt.

I det lange Løb var han ikke god til at gaa alene med sit og stikke Hemmeligheder til Side for dem derhjemme. Der plumpede saa et, saa andet af det oplevede ud af ham, og en skønne 44| Dag havde Ditte et ganske godt Overblik over Historien, og kunde snakke med. Om Aftenen, naar de smaa var i Seng, drøftede de den.

»Men tror du da ikke, det har været en virkelig Prinsesse?« spurgte Ditte hvergang. Hun kom bestandig tilbage til dette, Begivenheden spøgede i hende ved sin mystiske Æventyrlighed.

»Ja, Gud ved du,« svarede Faderen tankefuld. Han begreb mindre og mindre, at han skulde have været saa stor en Tosk; i Gaarden hos NJøden havde han da klaret den meget fint. »Ja, Gud ved du?«

»Og Kapelmesteren,« sagde Ditte ivrigt – »han var da en mærkelig en til og kunne alt.«

»Ja Kapelmesteren – en Tusendkunstner var han! Alene som han kunde faa en Konjak til og forsvinde, uden at man saa han drak den. Glasset holdt han lige saa nydeligt nede paa Bordet med den venstre Haand, huggede sig i Albuleddet med den højre – og tømt var'ed.«

For Ditte var det den mest spændende Historie; straks hun rørte ved en eller anden Enkelthed, der i Lars Peters Bevidsthed stod som pinlig nok, blev den mærkelig. Lars Peter var taknemlig for denne Haandsrækning af et Barn, og hjalp til med at grave mærkelige Enkeltheder ved Oplevelsen frem – de var jo lige saa mange undskyldende og formildende Omstændigheder. Langsomt og uden at han mærkede det, forskødes ved Dittes Bistand det hele Billede for ham.

45| Javist var det et mærkeligt Selskab. Og Prinsessen – ja hun havde jo nok været Nriæl nok, saa sært det Nhørtes ud, at en Stodder som han skulde komme i saadant Selskab. Men Fanden til Fruentimmer havde hun været til at drikke Portvin og ryge. »Ja, hun var ægte nok – ellers var en vel ikke bleet saadan væk i hende,« indrømmede han.

»Men saa har du jo sovet hos Nen virkelig Prinsesse – Nlige som Kæmpen i Æventyret,« udbrød Ditte og klappede henrykt i Hænderne. »Det har du, Far!« Hun saa straalende paa ham.

Lars Peter tav forlegen og sad og klippede med Øjnene mod Lampen – saadan havde han ikke ævnet at se det, i Æventyrbogens uskyldige Glans. For ham formede det sig – lidt ondt – saadan, at han vistnok havde været Sørine utro.

»Ja, det har en jo saa,« sagde han. »Og saa er det jo det, om Mor kan tilgive en.«

»Aa, pyt med det!« svarede Ditte. »Men det var da godt, du ikke skar dig!«

Lars Peter løftede Hovedet og saa usikkert paa hende.

»Ja for der var jo Net draget Sværd imellem jer – det er der altid. Det er fordi Prinsesser er saa fine, man maa ikke røre ved dem.«

»Ja saa – ja? Ja det er vel nok det rimeligste.« Lars Peter tyggede lidt paa det men fandt Behag i Forklaringen og gjorde den til sin. Den var helt rar at falde til Hvile i. »Ja livsfarligt er det nok 46| at komme ud for en Prinsesse, selv om en ikke er sig Faren bevidst,« sagde han.

Lars Peter tænkte ikke mere paa at opsøge Sørine i Fængslet. Det kunde have været helt rart at se hende og trykke hendes Haand, selv om det kun blev gennem et Jærngitter; men det skulde nu ikke saadan være. Han fik have Taalmodighed, til de Aar der var dem tilmaalt af Øvrigheden var gaaet.

For ham bestod Straffen i dette, at de var adskilt og ikke maatte leve deres Liv sammen i de kommende Aar. Han savnede Fantasi til at leve sig ind i Sørines Tilværelse bag Fængslets Mure, og havde derfor svært ved at beskæftige sine Tanker med hende ret længe ad Gangen. Men helt ubevidst savnede han hende, ofte saa han var syg i Sindet af det.

Lars Peter var ikke saa ivrig i Arbejdet mere – den fremfarende Kraft manglede. Han havde for nemt ved at føle sig tilfreds med Tingene som de var; og der var ingen til at ægge og Nstikle til ham, fordi de havde det fattigere end andre. Ditte var for god af sig; hun egnede sig mere til at tage Byrderne paa sig selv.

Mere stille i det var han ogsaa blevet, og mere duknakket. Han holdt ikke saa megen NKommers med Børnene, og Stemmen gjaldede mindre. Der 47| lød ingen NOpsang fra ham, naar han kom kørende ind paa Gaardene for at handle; han følte, at Snakken gik om ham og hans Affærer, og det tog hans Frejdighed. Det kendtes paa Resultatet, Madmor og Piger smilte ikke længer fornøjet over hans Humør og halede gammelt Skrammel frem af Krogene til ham. Budt indenfor paa noget blev han ikke mere – han var Morderskens Mand! Der blev mindre at gøre, men han var glad for det med – des mer Tid havde han til at være hjemme ved Børnene.

Mindre at holde Hus med blev der jo ved samme Lejlighed. Men takket være Ditte gik det alligevel; hun forstod, saa lille hun var, at række og strække Tingene, saa man ingen Nød led.

Nu havde Lars Peter haft god Tid til at bygge, Tømmer og Sten laa der jo som en Anklage mod ham.

»Skal du ikke snart ha noget gjort ved det?« kunde Ditte spørge. »Folk siger at det ligger og ødes.«

»Hvor har du hørt det?« spurgte Lars Peter bittert.

»Aa – i Skolen!«

Saa man drøftede det ogsaa! der var nok ikke ret meget ham vedrørende, som ikke blev endevendt og tærsket nogle Gange igennem. Nej han havde ingen Lyst til at bygge. »Vi har jo Tag over Hodet,« sa'e han, ligeglad med det hele. »Er der nogen, der har ondt af vor Hytte, saa lad dem 48| gi os en anden.« Men Sagerne laa der og flød og førte deres Anklage; han var ikke ked af, at de groede mer og mer til.

Hvad skulde det vel ogsaa føre til at bygge? Skadereden var og blev Skadereden, hvor meget der saa pudsedes op paa den; den var ikke blevet mere anset ved Sørines Daad. Hun havde øvet sit for at hæve dem i Stand – og bare opnaaet at støde dem ned i den Nringeste Omgang. Før var det dog blot Ulykken, som holdt til Huse hos dem og drev Godtfolk udenom, nu var Forbrydelsen kommet til. Efter Mørkets Frembrud faldt det ingen ind at søge til Huset, og ogsaa ved Dag gav man sig saa lidt af med Rakkerens som muligt. Børnene fik Lov at gaa for sig selv, som det Afkom af en Morderske de var, det hele Nfaldt ilde i Folkemunde.

Man prøvede at forklare sig sin Foragt for Familien og at retfærdiggøre sin Adfærd over for den ved at tillægge den daarlige Egenskaber. En Tid hed det sig, at Familien i Skadereden var en Tyvefamilie. Men det faldt bort af sig selv, og saa fandt man paa, at det spøgede derude. Den Gamle gik igen og ledte efter sine Penge, paastodes der; baade den og den havde mødt hende paa Landevejen om Natten, paa Vej til Skadereden.

Det var Børnene, alt dette i første Række gik ud over. De fik det skaanselsløst slynget i Ansigtet af de andre Børn i Skolen; naar de saa kom grædende hjem, fik Lars Peter jo ogsaa sin Andel 49| i den onde Sladder. Til ham selv vovede ingen sig med den Slags – de kunde ogsaa bare prøvet paa det! Rakkeren følte en egen Kriblen i Fingrene ved alle disse Skadedyr, der ikke kunde lade ham og hans i Fred; han havde ikke noget imod at tage en af de Banditter paa færsk Gærning. Med koldt Blod skulde han splintre Skallen paa ham – hvad saa siden Følgerne maatte blive.

Kristian gik ogsaa i Skole nu, paa yngste Hold. Der var hveranden Dags Undervisning, og hans Skolegang faldt derfor ikke sammen med Dittes, som var paa ældre Hold. Han havde svært ved at begaa sig alene mellem Skolebørnene, og var næsten ikke til at faa drevet afsted om Morgenen. »De kalder mig altid Skadeungen,« sagde han grædende.

»Saa gi du dem Øgenavne igen,« sagde Ditte; afsted maatte han.

Men en Dag kom der Bud fra Læreren, at Drengen forsømte for meget. Det gentog sig; Ditte kunde ikke forstaa det. Ved at tage Drengen alvorligt for sig fik hun ud af ham, at han jævnlig skulkede. Han lod som han gik til Skolen, drev omkring Dagen lang, og kom først hjem ved den Tid Skolen var forbi. Hun sagde ikke noget om det til Faderen for ikke at gøre ham ked af det.

Under Trykket ude fra tyede Skaderedens Beboere nær ind til hinanden. Der kom noget af det jagede Dyrs Væsen op i dem; Lars Peter blev indesluttet i sin Adfærd over for Folk, og var parat til at bide fra sig og sætte haardt imod haardt for et 50| godt Ord; alle blev de sky og mistænksomme. Naar Børnene legede uden for Huset og der kom farende Folk forbi oppe paa Landevejen, pilede de ind og sad og kiggede ud bag de rævnede Ruder. Ditte vogtede som en Ulvinde over, at andre Børn ikke gjorde hendes Søskende Uret eller Fortræd; hun baade bed og slog, naar det gjordes behov, og en haard Mund lagde hun sig til som Nødværge. En Dag Lars Peter kørte forbi Skolen, kom Læreren ud og klagede over hende – hun var slem til at bruge grimme Udtryk. Han begreb det ikke, hjemme var hun altid alvorlig og vaagede nøje over, at de smaa ikke lagde sig Uartighed til. Da han bragte det paa Tale, blev Ditte stenhaard i Udtrykket.

»Jeg vil ikke ta imod alting af de andre,« sagde hun.

»Saa bli du hjemme fra Skolen da, og lad os se, hvordan man saa vil skave sig.«

»Ja, for saa faar vi NMulkt for hver Dag; og en Dag kommer de bare og henter mig,« sagde Ditte bittert.

»Naa, hente dig med Magt skal de nu ikke faa let ved. Dær kunde det dog være, en anden vilde snakke et Ord med.« Lars Peter nikkede ildevarslende.

Men det vilde Ditte ikke – hun vilde ta'e sin Tørn. »Jeg har lige saa godt Lov til at være der som de andre,« sagde hun stridbart.

»Ja, ja, det har du jo Ret i. Men ilde er det, at I skal døje for de andres Ondskab.«

51| Lars Peter opgav næsten helt at køre ud og kastede sig over Dyrkningen af Ejendommen, saa var han Hjemmet og Børnene nær. Han var ikke tryg mere; Menneskene havde rottet sig sammen mod dem og vilde dem ondt. Naar han var borte fra Hjemmet, havde han ingen Ro paa sig; han fornam det bestandig som kunde der være sket noget derhjemme. Børnene var glade for Forandringen.

»Blir du osse hjemme i Mor'n, Far?« spurgte de to mindste hver Aften og stirrede op paa ham, med Armene om hans tykke Ben. Lars Peter nikkede.

»Vi faar holde sammen vi her i Skadereden,« sagde han undskyldende til Ditte. »Rakkeren kan vi ikke krænge af os – og det andet heller ikke; men ingen kan forhindre os i at have det godt sammen.«

Naa, Ditte havde jo ikke noget imod, at han blev hjemme ved. Blot de fik Føden saa nogenlunde, saa kunde det være det samme med alt det Rakkeri paa Landevejene.

Ja holde sammen maatte man – og se at faa det mest mulige ud af hinanden; ellers blev det altfor kedeligt at være til. Om Søndagen spændte Lars Peter for, og de kørte en Tur, ind til NFrederiksværk eller over paa den anden Side NArre Sø. Det var alligevel godt at være kørende, helt som fattig og Udskud kunde man aldrig komme til at 52| føle sig, saa længe man havde Hest og Vogn at forføje over.

Deres Omgangskreds havde trukket sig tilbage fra dem, men takket være Storeklavs fik de ny Bekendte. Det var en NIndsidderfamilie inde paa Mosen – Folk som ingen anden vilde have med at gøre. Der var en halv Snes Børn, og skønt Mand og Kone begge gik i Dagleje paa Gaardene, kunde de ikke føde dem, men maatte have Hjælp af Sognet. Lars Peter havde jævnlig givet dem en Haandsrækning med lidt Kørsel, men nogen Omgang var det ikke blevet til, saalænge Sørine var den raadende i Skadereden. Men nu gik det af sig selv. NKrage søger Mage – som Folk sagde.

For Børnene betød det Kammerater og Lidelsesfæller. Og en hel Fest var det, naar de Søndag Eftermiddag var bedt over til Johansens paa Mosen, eller – navnlig – skulde have Familien i Besøg paa Skadereden. Der var en egen Oprejsning i det at have Gæster under sit Tag, og beværte dem med hvad Huset formaaede. Saa havde Ditte travlt Dage i Forvejen med at Nsætte Mælk af til Kaffefløde og sørge for Paalæg. Søndag Formiddag skar hun store Tallerkener Mad, for at have det lidt nemt om Eftermiddagen. Straks de Fremmede kom, drak man Kaffe med Sigtebrød og hjemmebagt Kage til. Saa legede Børnene Tagfat og Røvere. De maatte færdes lige hvor de vilde for Lars Peter, og ud og ind gik den vilde Jagt gennem alle Skaderedens Luger og Døre. Imens 53| gik de voksne i Marken og saa paa Sagerne. Ditte var med, hun holdt sig paa Siden af Johansens Kone og holdt Hænderne under Forklædet ligesom hun.

Saa blev Klokken seks, og man spiste NFesperkost, skaaret Mad med Snaps og Øl til, sad lidt bagefter og snakkede, og brød saa op. Der var Aftensysler at forrette, og man skulde tidlig op.

Det var Folk, der havde det endnu ringere end en selv, de kom i blankpudsede Træsko og i blaat, renvasket Arbejdstøj. Saa smaat havde de det, at de om Vinteren aldrig fik andet end Sild og Kartofler, og Ditte havde sin Glæde af at dække rigtig op for dem: Fedtebrød med Spegepølse og Nrøget, og NØl der havde staaet saa Proppen sprang af Flasken.