54| V
Den lille Landstryger

Lars Peter holdt ved Vandtruget med Storeklavs, der drak saa Siderne gik ud og ind paa ham. De havde været ude og køre, rigtig ude, og saa trætte og tilfredse ud begge to.

Det hændte, at Længslen efter Landevejen kom stærkt over Rakkeren, saa han maatte have Storeklavs for Vognen og afsted ud. Og det hændte, at Vejene tog ham med Bekymring og det hele, og lokkede ham længer og længer bort, saa han maatte overnatte derude og først kom hjem næste Dag. Noget større Udbytte gav en saadan Tur ikke, men lidt fik han altid tusket sig til – og saa var Uroen dreven af Kroppen for mange Dage.

Saadan var det netop gaaet denne Gang, og Lars Peter stod hensunken i Tanker om, hvor rart det var at være vel hjemme igen og finde alt i bedste Orden. Nu skulde det være Slut med disse Anfald af Flakkenykker, Sagerne herhjemme krævede deres Mand helt.

Povl og Søster Else havde straks bemægtiget sig ham; de gik ud og ind mellem hans skrævende 55| Ben, der for dem var mægtig tykke Stolper, slyngede Ottetaller ved at slippe den ene Stolpe og slaa Armen om den anden, og sang til. Sommetider udviklede de Kædegangen ogsaa til Storeklavs' Forben; saa løftede Hesten varsomt paa NKoderne, som var den ængstelig for at gøre dem Fortræd. Bro-bro-brille, Klokken ringer elle! – de kunde lige gaa oprejst under Faderens Skræv.

Ditte kom ud af Køkkendøren med en Kurv paa Armen. »Nu er du jo faldet i Staver igen, Far,« sagde hun leende – »pas paa du ikke kommer til atA træde paa Børnene.«

Lars Peter samlede sig og strøg de Smaa gennem den stride Haartop. »Hvor skal du hen?« spurgte han.

»Aa, jeg skal bare til Landhandleren og købe nogen Varer.«

»La du Kristian rende om den Slags Ting; du har saamænd nok og ta i foruden.«

»Han er ikke kommet hjem fra Skole endnu – men jeg møder ham nok.«

»Hvad er han ikke? – og det er straks Fesperkosttid.« Lars Peter saa forskrækket paa hende. »Han har da vel aldrig taget Billet til Landevejen igen, du tror?«

Ditte virrede bestemt med Hodet: »Jeg tænker bare han sidder over – jeg møder ham nok! Og det er meget heldigt, for saa kan han hjælpe mig og bære,« føjede hun mundrapt til. »Han er saa stærk!«

56| Men Lars Peter var ikke nem at snakke om Hjørnet mere. Han havde netop staaet og takket sin gode Skæbne, at han kom hjem og fandt alt i bedste Velgaaende, og lovet sig selv i sit stille Sind, at nu skulde det være forbi med den NBissetrang – og saa kom dette her! Drengen var ude og flakke, der var ingen Tvivl om den Ting – han kunde se det paa Tøsens Øjne. Det var altsaa hvad hans Børn kunde vente sig fra ham, saa meget han holdt af dem – Nhans Laster skulde hjemsøges paa dem. For Ungernes Skyld vilde han nedkæmpe sit urolige higende Blod, og saa dukkede det op i dem selv. Det var som at blive ramt i et aabent Saar – et Stød i Hjærtekulen var det!

Lars Peter satte Hesten ind og gav den et Maal Havre; Selen lod han den beholde paa. Hvis Drengen ikke snart vendte Næsen hjem, maatte de ud og søge efter ham. Det var hændt før, at Lars Peter og Storeklavs kørte omkring den udslagne Nat og ledte. Og en Gang var det sket, at Ditte løb Livet af sig for at søge efter Knægten, mens han ganske gemytlig sad paa Faderens Vogn og kørte med rundt for at købe op. Han havde passet Lars Peter op paa Landevejen, bildt ham ind at han var fri fra Skole – og faaet Lov at gøre Turen med. En rigtig lille forslagen NBængel var han.

Da Ditte var kommet op til Pilekrattet, stak hun Kurven derind for ikke at have den at slæbe paa. Det med Landhandelen var blot et Paaskud til at komme afsted og lede efter Drengen, uden at 57| Faderen anede noget galt. Et Stykke inde ad Landevejen laa et Hus, hvor der var skolesøgende Børn; der gik hun ind og forhørte sig. Kristian havde ikke været i Skole i Dag. Hun vidste det nok – han havde været saa svær at faa afsted i Morges! Kaske laa han nu et Steds paa Markerne bag en Tjørn og sultede og var forkommen; det kunde godt ligne ham og blive liggende, til han omkom, hvis man ikke fandt ham forinden.

Hun løb ud over Markerne paa maa og faa; overalt spurgte hun, om man ikke havde set hendes Bror. »Naa, er det ham Knægten ude fra Skadereden?« udbrød Folk. »Ja han har jo Landstrygerblodet i sig.«

Saa løb hun videre, saa raskt hun kunde. Benene slog Klik under hende, men hun rejste sig og halsede videre. Komme hjem uden Drengen var ikke til at tænke paa; Faderen vilde blive forfærdelig ked af det! – Ja og Drengen selv – hendes lille Hjærte gruede ved Tanken om, at han skulde ligge ude om Natten.

Af en Kørende fik hun at vide, at der gik en syv-otte Aars Dreng og luskede nede ved Mosen. Hun styrtede derned og fik Øje paa Kristian. Han stod uden for et NBoelssted og skraalede, Beboerne var samlet om ham, og Manden havde et Tag i Kraven paa ham.

»Naa er du ude og søge efter Forbryderen,« sa'e han selvfølende – »ja her er han, en har fanget ham ind. Børnene fortalte at han var skulket 58| fra Skolen, og saa tænkte en, det var bedst og sikre sig hans Person. At han ikke skulde komme galt afsted, heller gøre en Ulykke paa andre.«

»Aa, han er saamænd meget skikkelig,« sagde Ditte krænket, »han gør vist ingen noget ondt.« Hun skubbede Mandens Næve bort og tog moderligt Drengen ind til sig. »Lad du bare vær og græd«, sa'e hun og tørrede hans vaade Kinder i sit Forklæde. »Der er ingen der skal vove paa og gøre dig noget!«

Boelsmanden grinede forfjamsket. »Fortræd og Fortræd?« sa'e han højrøstet. »Hvem æ'ed vel, der gaar og stikker Ild paa og øver Vold mod fredelige Kvindfolk andre end Landstrygere. Og det er vel saadan som han her de begynder.«

Men Ditte var allerede langt henne paa Marken med Kristian. Hun gik med ham ved Haanden og skammede ham godt ud. »Der kan du selv høre, hvad Manden sagde! og saadan en vil du gaa for at væreA,« sa'e hun. »Og Far som du gør saa ked af det. Tror du ikke, han har nok at sørge over endda?«

»Mor kunde ogsaa ha ladt vær med det!« sagde Kristian og stak i at græde.

Han var dygtig forkommen, og saa snart de kom hjem sørgede Ditte for at faa ham i Seng. Hun gav ham Hyldete og en af Faderens Hoser – den venstre – om Halsen.

Om Aftenen drøftede hun og Faderen Begivenheden; Drengen laa henne i Sengen og regerede, 59| han havde Feber. »Det er de Skarns Unger,« sagde Ditte opbragt. »Hvis jeg var der, skulde jeg nok sørge for, at de lod ham gaa.«

»Hvorfor tar Knægten sig det saa nær?« brummede Lars Peter. »Du har jo ogsaa været ude for det samme.«

»Jamen jeg er en Tøs – Drenge de er meget mere stikne. Jeg skælder bare igen, men naar Kristian bliver rigtig gal, kan han slet ingenting sige. Og saa raaber og ler de allesammen ad ham – og han tar sin Træsko og vil prygle dem.«

Lars Peter sad tavs en Stund. »Vi maa hellere se og komme bort herfra,« sagde han saa.

Kristian kom hastigt over Ende i Sengen. »Ja langt langt væk!« raabte han. Det havde han alligevel hørt!

»Saa rejser vi til Amerika da,« sagde Ditte og lagde ham omhyggeligt ned igen. »Put du dig nu og sov, saa du kan være rask til Rejsen!« Drengen saa paa hende med store troende Øjne og puttede sig.

»Det er en Skam med det, for ellers er Drengen flink nok,« sagde Lars Peter hviskende. »Saadan som han kan ta paa et Spørgsmaal med sin lille Pære – og forstaar Indretningen i alting. Han ved bedre Besked med Hjul og Drev i en NHestegang end en anden en. Bare han ikke har arvet mit NBisselær i Fodsaalerne.«

»Aa det gaar nok over!« mente Ditte. »Engang saa rendte jeg jo ogsaa altid min Vej.«

60| Dagen efter var Kristian paa Benene igen og gik og sang ude i Gaarden. Til Skolen var der gaaet Sygemelding, og den lod der sig køre paa i nogle Dage – han var i straalende Humør. Han havde faaet fat i Resterne af en gammel Barnevogn, som Faderen havde haft med hjem, og var i Færd med at lave et Køretøj til at køre de smaa i. Hjulene var sat paa Aksler, nu galdt det om at faa Vognkassen tømret. De to mindre stod spændte og iagttog ham. Povl snakkede op og vilde være med, hvert Øjeblik var hans smaa Hænder midt oppe i det hele og gjorde Ulykker. Men Søster Else stod stum, med store fortænkte Øjne. »Hun drømmer altid, den kære Unge,« sagde Ditte om hende – »Gud ved hvad hun drømmer om?«

Ditte selv drømte tilsyneladende ikke men gik lysvaagen sin Dag til Ende. Livet havde allerede lagt en Voksens strænge Pligter paa hende, og hun havde udrustet sig med en egen Robusthed til at møde Forholdene med. For de andre var hun den strænge Husmoder, der forstod at Nrive fra sig, og om fornødent ogsaa kunde gie et lille Klask. Men under Overfladen levede hendes Barnesind videre og førte hemmelig sin egen Husholdning. Af det hun oplevede, gik hun og dannede sig egne Forestillinger og Meninger, som hun ikke talte om men beholdt for sig selv.

Mest kneb det hende at gøre sig fortrolig med, at Bedste var død, og at hun aldrig, aldrig skulde løbe over til hende mere. Samlivet med Bedste 61| havde været hendes egentlige Barndom og blev ved at staa stærkt og levende for hende – uforglemmeligt som Barnelykken staar for den Voksne. Om Dagen stod Kendsgærningen fast nok, Bedste var død og puttet i Jorden, hun kom aldrig mere igen. Men om Aftenen naar Ditte laa i sin Seng, mør og sammenfalden efter Dagens Gærning, og der var mørkt i Stuen, følte hun Trang til selv at være lille og hyggede sig paa en egen Maade under Dynen, som skulde forestille at hun puttede sig ind til Bedste. Og idet hun gled bort, følte hun den Gamles Arm værnende om sig og var Barn igen. Trætheden kørte i Kroppen paa hende, men Bedste tog det – kloge Bedste som kunde trække Værk ud af Kroppen paa Nrundslaaede Mænd. Saa endte Samværet gærne med det forfærdelige – Bedstes Kamp med Sørine. Og Ditte vaagnede ved, at Lars Peter stod over Sengen og talte beroligende gennem Mørket. Hun havde skreget! Han forlod hende ikke, før hun igen faldt i Søvn – trykkende hans store Næve mod sit Hjærte, der arbejdede som paa en dødsangst Fugl.

I Skolen legede hun ikke men gik for sig selv. De andre brød sig ikke om at ha'e hende med, og hun var heller ikke god til at lege. Hun var som en stenet haard Frugt, der har faaet mere barsk Vejr end Sol. Sangen og Børnelegens Rim blev harske i hendes Mund, og hendes Hænder var haarde.

Læreren saa det. En Dag Lars Peter kom forbi, 62| kaldte han paa ham og gav sig til at tale om Ditte. »Hun trænger til at komme under andre Forhold,« sagde han – »et Sted hvor hun kan faa ny Kammerater. Kanske har hun ogsaa for meget at tage Vare paa hjemme for et Barn i hendes Alder. De skulde sende hende ud.«

For Lars Peter kom dette som et Slag i Nakken. Han havde stor Respekt for Lærerens Ord – det var jo en Mand der havde taget Eksamen i de Ting; men hvad skulde han stille op uden sin lille flinke Husmor? »Vi skulde se og komme væk herfra allesammen,« tænkte han. »Her gror der kun Bryderier og NKedelighed.«

Nej Anseelse var her ingen – ikke engang Omgangsfæller! Han var kommet til at savne Medmennesker og tænkte ofte paa sin Slægt, som han ikke havde set og knap nok hørt fra i mange Aar. Han kom til at længes efter Hjemstavnen, som han engang havde forladt for at faa Rakkeren rystet af sig, og omgikkes helt fortrolig med Tanken om at sælge Skidtet og søge hjemefter. Folkedommen blev man jo alligevel aldrig kvit, hvor i Verden man saa drog hen, syntes det. Her var der ingen Glæde ved at være mere, og med Glæden var ogsaa Trivselen gaaet sig en Tur. »Der er snart ikke Velsignelse i nogen Ting,« tænkte han. Undtagen de velsignede Unger da – og dem tog man jo med sig.

At hans Sind indstillede sig paa Opbrud, gjorde ikke Forholdene bedre; alting fik derved et Præg 63| af Midlertidighed. Man fik vente med rigtig og ta Haand i Hanke med Tingene, til man var kommet over i det ny – hvad det nu maatte blive.

Han og Ditte drøftede det sammen, og hun havde ikke noget imod at komme andetsteds hen, ligegyldig hvor. Hun havde intet at tabe, Tanken om noget nyt rummede idel gode Løfter. Hun bar i Smug paa sin egen lille Forventning om noget der skulde komme – men bare ikke her; Stedet her var jo forbandet. Ikke just Prinsen som Bedste sang om i Spindevisen – ham var hun for klog til at tro paa; Prinser giftede sig nok kun med Prinsesser. Men der var nok endda som kunde ske, bare man gav det Anledningen – Ditte var ikke fordringsfuld. Hendes sparsomt ernærede Sind saa det hele fra Bunden, der gaves kun opad for hende. »Men det skal være et Sted hvor der bor Mennesker,« sagde hun. »Rigtige Mennesker!« føjede hun til og tænkte derved mest paa de mindre Søskende.

Saadan snakkede de sig frem, til de blev enige om snarest at se at faa det hele solgt og komme bortA. Imidlertid skete der noget, som for en Tid fik dem til at forandre deres Syn paa Tilværelsen og glæmme deres Planer.