64| VI
NSkærslipperen

En Eftermiddag laa Børnene ude ved Gavlen og legede i Solskinnet, Ditte stod inden for den aabne Køkkendør og vaskede op efter Middagen. Ude fra Luften et Steds lød pludselig nogle mærkelig bløde Toner – et helt Løb; det var som selve Solskinnet gav sig til at spille. De smaa løftede Hoderne og gloede ud i Rummet, Ditte kom frem i Køkkendøren med en Tallerken og Viskestykke i Hænderne.

Oppe paa Landevejen, netop hvor Nedkørslen satte fra til Skadereden, holdt en Mand med et stort mærkeligt Apparat; han blæste kaldende – paa Fløjte eller Klarinet hvad det nu var – og stirrede ned mod Huset. Da ingen gjorde Mine til at efterkomme hans Kalden, satte han sig i Bevægelse og kom nedad, Apparatet skubbede han foran sig. De smaa styrtede ind. Han lod Apparatet staa ved NPosten og kom hen til Køkkendøren, Ditte stillede sig spærrende i Vejen for ham.

»Er der noget man ska' ha' slebet i Dag, klinket, loddet eller paa anden Maade sammenbrændt?« 65| remsede han op og løftede imens Kasketten en Tomme fra Panden. »Jeg sliber Knive, Sakser, Barberknive og Fanden og hans Pumpestok! Jeg opererer Ligtorne, Nskærer Grise, fedter for Madammen, kysser Pigen – og siger aldrig nej til en Snaps og en Bid Brød!« Saa drejede han Munden skæv og sluttede af med en Visestump:

sang han saa det skingrede.

Ditte stod i Døren og lo, med Ungerne i Skørtet. »Jeg har en Brødkniv, som ikke kan skære,« sa'e hun.

Skærslipperen kørte sit Apparat frem for Døren. Det var en hel Historie: Vandbeholder, Slibesten, et Bor til Klinkning, en lille Ambolt og et stort Svinghjul – altsammen bygget op paa en Trillebør. Børnene glæmte rent at være bange, de maatte ud og se det morsomme Apparat. Han behandlede Brødkniven med mange Fagter, fløjtede den over Æggen for at se hvor sløv den var, lod som om den var løs i Bladet og lagde den paa Ambolten og nittede den. »Den har nok været brugt til at hugge BrostenA med,« sa han. Men det var noget Sludder, Kniven var hverken løs i Bladet eller misbrugt. En rigtig Avekat var han vist.

Han var en ganske ung Fyr, klejn i det og rap i Bevægelserne; Kajen stod ikke paa ham et Øje66|blik. Og Mage til Sludder han ga'e fra sig! Men køn var han. Han havde sorte Øjne og sort Haar der blev blaat i Solskinnet.

Lars Peter kom frem i Lodøren og gabede; han havde sovet Middagssøvn. Der sad Kløver og Halm i det purrede Nakkehaar. »Hvor kommer du fra?« raabte han muntert og kom over Gaarden.

»Fra Spanieland,« svarede den unge Skærslipper og viste sine hvide Tænder i et Grin.

»Fra Spanieland – saadan svarede min Fader ogsaa altid, naar nogen spurgte ham,« sagde Lars Peter tankefuld. »Er du fra Odsherred, med Forlov?«

Den unge Mand nikkede.

»Saa kan du kaske gi'e mig Oplysning om en Anst Hansen – en stor Ka'l med ni Sønner? – – Rakkeren kaldtes han.« Det sidste føjede han stille til.

»Det kan jeg vel nok – for det er min Far.«

»Er det det?« sagde Lars Peter bevæget og rakte sin store Næve frem. »Saa maa jeg ha'e Lov til og sige velkommen til Huse, for saa er du jo Johannes – min yngste Bror.« Han beholdt Knøsens Haand i sin og saa hjærteligt paa ham. »Naa saadan ser du ud nu; jeg har jo ikke set dig siden du var et Par Maaneder. Du ligner Mor!«

Johannes grinede lidt genert og trak Haanden til sig; han var ikke saa bevæget ved Mødet som Broderen.

»Men lad nu det Sliberi være og kom indenfor,« sagde Lars Peter, »saa laver Tøsen en Taar Kaffe 67| til os. – Nej det var sku' li'egodt et mærkværdigt Træf! Og som du ligner Mor.« Han klippede med Øjnene og var helt fra Snøvsen af Bevægelse.

Mens de sad ved Kaffen, maatte Johannes fortælle om Sagerne derhjemme. Moderen var død for nogle Aar tilbage, og Brødrene spredt for alle Vinde. Meddelelsen om Moderens Død rørte stærkt ved Lars Peter. »Saa hun er kaldt hen?« sagde han stille – »jeg har ikke set hende, siden hun havde dig ved Brystet. Jeg havde glædet mig saadan til at se hende engang endnu – hun har været os en god Moder.«

»Aa ja,« Johannes trak lidt paa det – »hun var saa gnaven af sig.«

»Da var hun ikke det, mens jeg var hjemme ved – kaske har hun gaaet og været længe syg?«

»Hun var i al Fald ikke noget for mig. – Nej maa jeg saa be' om den Gamle, ham er der immervæk Humør i.«

»Driver han endnu sine gamle Haandværk?« spurgte Lars Peter interesseret.

»Nej, det er forbi for længe siden. Nu lever han af sin Pension!« Johannes grinede. »Han sidder langs med Landevejen og Nslaar Skærver for Sognets Regning. Men den samme haarde Hals er han endnu og vil regere. Saa rager han i Klammeri med Bønderne der kommer forbi, og skælder dem ud, fordi de kører op i Skærvebunkerne.«

Johannes selv var raget uklar med sin Mester og havde stukket ham et Par paa Tæven. Saa var 68| der ingen anden Slagter derovre, der vilde have ham, og han var taget over Vandet ved NLynæs – med Apparatet derude som han havde laant af en gammel syg Skærslipper.

»Saa du er Slagter,« sagde Lars Peter. »Jeg syntes nok, du tog saa underligt paa Sagerne af en Skærslipper og være. Kunde du, som er ung og rask, ikke ha friet den Gamle fra Fattigvæsnet?«

»Aa han var ikke til at komme ud af det med – og han har det jo godt nok. Naar en skal være en lille Smule med – og more sig lidt, saa slaar Fortjenesten ikke mere end akkurat lige til.«

»Nej saamænd. Og hvad har du saa nu i Sinde? Vil du paa Farten?«

Ja nu vilde han se sig lidt om i Landet – ved Hjælp af Slibetøjet derude.

»Kan du saa noget af alt det, du gi'r dig ud for at kunne?A«

Johannes skar en Grimasse. »Lidt har en jo luret den Gamle af som lille; men det er nærmest en Slags NFægt, forstaar du. Man gi'r Folk en Sludder for en Sladder, faar sine Penge og ser og kommer væk inden de har faaet Tid til at undersøge Sagerne. Det er meget NSjov og komme lidt paa Farten; og paa den Maade kan NPolitiet ikke gøre en noget.«

»Naa saadan,« sagde Lars Peter. »Du er nok ogsaa født med Landevejssygen i Kroppen, kan en forstaa. Det er en kedelig Sygdom den, du Bror!«

»Hvorfor det? En oplever da altid noget nyt. 69| Det er saa skrupkedeligt og gaa og sjokke i det samme altid.«

»Ja saadan har jeg ogsaa syntes; men en Dag opdager en alligevel, at det ikke er andet end en led Sygdom – den gi'r Luft i Knoklerne i Stedet for Marv! Der vil ikke noget trives for den, der flakker paa Vejene efter Føden, han strør det hele hen, Hjem faar han ikke og Familie heller ikke, selv om han bosætter sig aldrig saa meget.«

»Da har du dog begge Dele,« sagde Johannes.

»Ja men det er svært og holde det fast, du. Den der flakker, faar let det hele til at ligge fremefter, og det er skidt ikke og have noget i Ryggen. Og det forbandede er, at vi Smaafolk skal oplæres til at flakke; vi maa helst ikke vide hvor vi skal faa Føden fra i Morgen, men skal løbe rundt og søge den hos Per og Povl. Og paa den Maade faar vi Smag for at løbe! – Naa men nu maa du underholde dig selv et Par Timers Tid; jeg har lovet og køre lidt Gødning ud for en Nabo.«

Mens Lars Peter var borte, viste Ditte og hendes Søskende Farbroren omkring paa Ejendommen. Han var en grinagtig Fætter, og de blev hurtig fortrolige med ham. Særlig godt vant kunde han ikke være, for han roste alting, og dette indtog den mistroiske Ditte ogsaa for ham. Hun var ikke forvænt med, at nogen beundrede Skadereden og hvad dens var.

Han hjalp hende med Aftensyslerne, og da Lars Peter kom hjem, blev der Liv i Stuen som der ikke længe havde været det. Efter Aftensmaden 70| lavede Ditte Kaffe og satte Snapseflasken frem, og de to Brødre fik sig Nen Sort. Johannes fortalte løs derhjemme fra, han havde Blik for det grinagtige og skaanede hverken Hjemmet eller Brødrene, og Lars Peter maatte le saa han laa hen ad Bordet. »Ja det er sku' rigtigt!« raabte han – »lyslevende som ku' det væ't i ens Barndom!« Der var meget at spørge til og genopleve i Erindringen; saa varm og glad som i Aften havde Børnene ikke set Faderen siden Gud ved hvornaar. Det saas paa alting ved ham, at Broderens Komme havde gjort ham rigere.

Ogsaa de havde en egen Følelse af Velstand – de havde faaet en Slægtning! Siden Bedste døde, havde det været saa bart; naar andre Børn talte om deres Familie, maatte de tie. En Farbror havde de faaet – næst efter en Bedste det anseligste af al Slægt! Og han var kommet dumpende ned i Skadereden paa den vidunderligste af alle Maader, bag paa dem allesammen – og sig selv med! Det kriblede i de smaa Kroppe af mærkværdig frydefuld Oplevelse; hvert Øjeblik maatte de ud og fingre ved Vidundermaskinen, som stod derude i den lyse Nat og sov. Men saa brød Ditte ind i det hele og kommanderede dem i Seng, nu skulde det være!

De to Brødre blev ved at sidde og sludre til over Midnat, og Børnene kæmpede mod Søvnen det længst mulige for at faa det hele med. Den overlistede dem tilsidst; og ogsaa Ditte maatte give for71|tabt. Hun vilde ikke gaa i Seng før de voksne og sad og faldt i Søvn over en Stoleryg.

Morgenen meldte sig paa en egen frydefuld Maade, man slog Øjnene op med Fornemmelsen af, at noget havde staaet og ventet ved Sengekanten hele Natten, for at tage rart imod en naar man vaagnede – men vidste bare ikke hvad det var. Jo derhenne paa Sømmet ved Døren hang en Tøjkasket – Farbroren var her! Han og Lars Peter var allerede ude i NLo og Lade.

Johannes var optaget af alt hvad han saa, og fuld af Ideer. »Det kunde blive en god lille Ejendom,« sagde han Gang efter Gang, »den er bare forsømt.«

»Ja en har jo maattet ligge og rakke og give sig af med alt muligt andet,« svarede Lars Peter undskyldende. »Og det med Konen skulde jo heller ikke give Lyst til Sagerne. NI har vel spurgt det derover?«

Johannes nikkede. »Det kan du da ikke hænge dig for,« sagde han.

Den Dag skulde Lars Peter ned i Mosen og kaste en Grøft, til Afvanding af et Stykke sur Jord. Johannes fik fat i en Spade og fulgte med. Der var Fart i hans Maade at arbejde paa, Lars Peter kunde med Nød og næppe holde Trit. »Det kan mærkes at du har Ungdommen,« sagde han. »Der er Skub i dig.«

»Hvorfor grøfter du ikke det hele igennem og 72| jævner Tuerne? saa fik du et Stykke god Eng,« spurgte Johannes.

Ja hvorfor? Lars Peter vidste det ikke selv. »Hvis en havde nogen ved sin Side i Arbejdet,« sagde han.

»Har du noget ud af Tørvemosen her?« spurgte Johannes, engang de rettede Ryggen.

»Nej, ikke noget udover de NTørv vi selv bruger. Det er et surt Slid at faa den æltet.«

»Ja med Fødderne! Du skulde anskaffe dig en Æltemaskine til en Hest; saa kan et Par Mand lægge mange NFavne paa en Dag.«

Lars Peter blev eftertænksom. Det strømmede ind paa ham med Forslag og Ideer, og han trængte til at tage dem grundigt op hver for sig og gaa dem efter i Sømmene. Men Johannes gav ham ikke Tid.

Næste Gang var han ved Lergraven. Der var ualmindelig godt Materiale i den til soltørrede Sten, mente han.

Ja, Lars Peter vidste det kun altfor godt. Den første Sommer havde Sørine strøget Sten hernede til at opføre Udhuset med, og det stod rigtig godt for Vind og Vejr. Men naar man nu ikke kunde overkomme at udnytte det hele!

Saadan var Johannes snart ved det ene snart ved det andet. Han havde et hurtigt Blik, overalt saa han Udveje og kom med Forslag til Forbedringer. Lars Peter maatte høre efter, det var som at lytte til gamle glæmte Melodier. Den samme Vise 73| havde baade Mosen, Lergraven og alt det andet i Aarenes Løb kvædet ogsaa til ham selv – om end anderledes langsomt; her havde han jo knap Tid til at følge med. Men morsomt var det, saa at sige at faa Udsyn over alle Udveje paa en Gang.

»Hør ved du hva', du Bror,« sagde han, da de sad ved Middagsmaden – »du gaar og sætter Krudtet op i en igen. Kunde du ikke have Lyst til og slaa dig ned her? saa sætter vi Ejendommen i Skik vi to. Der er alligevel ikke noget ved den Flakken.«

Johannes lod ikke til at være uvillig – Landevejen havde ham nok ikke helt i sin Magt alligevel!

I Løbet af Dagen drøftede de det nærmere og blev enige om Ordningen; de skulde dele som Brødre – Arbejdet og hvad det kastede af sig. »Men hvad saa Børen?« sagde Lars Peter. »Den maa vi jo se og faa bragt tilbage.«

»Aa Fanden med den,« mente Johannes. »Manden er jo forresten syg.«

»Ja men naar han kommer op, staar han og kan ikke bjærge Føden; det kan vi ikke forsvare. Jeg skal til Stranden i Morgen efter et Læs Sild, saa kører jeg ned om til NHundested og sætter den af der. Der er saa altid en Fisker, der kan tage den med over. – Jeg havde ellers sat mig for at opgive den Sildehandel; men jeg har for længe siden bundet mig til at aftage et Læs; og i disse Dage skal der være god Fangst.«

Klokken tre næste Morgen holdt Lars Peter i 74| Gaarden, klar til at køre til Havet; bag i Vognen stod det mærkelige Skærslipper-Apparat. Idet han skulde køre, kom Johannes springende, uvasket og klatøjet, han havde lige naaet at faa Kasket paa og et Tørklæde om Halsen. »Jeg tror jeg ta'r med!« sa'e han morgenrustent.

Lars Peter sad lidt og overvejede det – det kom bag paa ham. »Naa ja, som du vil,« sagde han saa og gjorde Plads. Han havde ellers regnet med, at Broderen begyndte Grøftningen i Dag; nu var der saa lidt Vand i Engen.

»Det kan være Sjov og komme lidt ud!« Johannes krøb op i Vognen.

Naa – ja – han var da ellers lige kommet ind ad Døren. »Skal du ikke ha' Overtøj paa?« spurgte Lars Peter. »Du kan laane en gammel Frakke af mig.«

»Nej, skidt med det – jeg slar Kraven op om Ørerne!«

Solen var ved at staa op; der laa hvid Damp ude langs Søens Bredder som et Slør over Sivene. I Græsmarkens Spindelvæv fangede Millioner Dugdraaber de første Solstraaler og blinkede som Diamanter.

Lars Peter saa det altsammen, og maaske var det det, der stemte hans Sind; han syntes i al Fald i Dag, at Skadereden var en baade køn og god lille Ejendom, som det vilde være Synd at forlade. Han havde faaet alt at vide om Slægten og Hjemmet, og hvad der var overgaaet hver enkelt i 75| de forløbne Aar; dermed var hans Hjemlængsel tilfredsstillet, nogen Trang til at flytte hjem havde han ikke mere. »Vær du glad, du er langt fra det hele!« havde Johannes sagt, og han gav ham Ret – det var ikke noget at rejse og skifte Bo for at komme op i Kiv og Misundelse og Familiekævl. Der var overhovedet ikke noget at rejse efter, man skulde ikke Njage Lykken som en Daare, men se at holde den til Huse der hvor man nu engang havde hjemme!

Lars Peter forstod ikke rigtig, hvordan det var fat med ham – han saa paa alting med nye Øjne i Dag. Det var som om de i Nattens Løb var blevet smurt med en eller anden NVidundersalve, selv Skaderedens magre Jorder saa skønne og forjættende ud. En ny Dag var gaaet op over ham og hans Hjem.

»Det er sku' li'egodt en storartet Morgen,« sa'e han og vendte sig mod Johannes.

Johannes svarede ikke. Han havde trukket Kasketten ned over Øjnene og sat sig til at sove. Han saa ikke ud, som havde han været allerbedst mod sig selv! Der var et besk Drag i Mundvigene, som nok kunde stamme fra Svir. Det var helt underlig, som han lignede Mor! Lars Peter lovede sig selv, at han nok skulde passe paa ham.