76| VII
Pølseslagteren

Skaderedens Jorder fik ikke nogen ny Opblomstring denne Gang; det blev skæbnesvangert for dem, at Johannes i Stedet for at tage sin Spade og gaa ud og grøfte fik Lyst til at gøre Broderens Sildetur med. Paa en af Gaardene, hvor de var inde og solgte Sild, laa der en dødfødt Kalv uden for Stalddøren; Johannes fik straks Øje paa den. I et Spring var han af Vognen og derhenne.

»Hvad gør I med den?« spurgte han og vendte den med Foden.

»Vi graver den ned, begriveligvis,« svarede Karlen.

»Sælger Folk ikke deres døde Kreaturer her paa disse Kanter?« spurgte Johannes, da de igen sad paa Vognen.

»Gud ved, hvem de skulde sælge dem til,« svarede Lars Peter.

»Saa er I Gud hjælpe mig ogsaa langt bag efter. Ved du hvad, jeg kunde have Lyst til at nedsætte mig som Kreaturhandler her paa Egnen.«

»Og købe selvdøde Kreaturer op kaske?« Lars Peter lo.

77| »Ikke det just. Men forresten er det slet ikke saa tosset; den gamle hjemme drev det tidt til og faa 10-15 Kroner ud af saadan en Kalv.«

»Jeg troede, vi rigtig skulde til og tage fat paa Ejendommen,« sagde Lars Peter.

»Det skal vi ogsaa, men der skal Penge til! Den Handel du har drevet, tog bare din Tid, saa du forsømte det derhjemme, men Kreaturhandel ser du det er noget helt andet. Der ka man nemt ha en Hundredeka'l i Dagløn, naar at man er heldig. Hvis jeg kører ud bare en Gang om Ugen, skal jeg love dig for, at det vil gi saa vi kan leve. Og saa har vi jo hele den øvrige Del af Ugen til og ta'e os af Jorden.«

»Ja, det lyder jo ikke saa galt,« sagde Lars Peter nølende. »Og Handelsblodet har du vel, du ogsaa?«

»Du kan være rolig for, jeg har kørt mange Hundrede Kroner sammen til min Mester derhjemme i NKnarreby.«

»Men hvordan vil du gribe det an?« sagde Lars Peter. »Jeg har halvhundrede Kroner i det hele, det er ikke store Sager og købe Kreaturer for. De er lagt hen til Skatter og Renter og skulde egenlig ikke røres.«

»Bare jeg faar dem, skal jeg nok sørge for Resten,« sagde Johannes tillidsfuldt.

Allerede Dagen efter kørte han ud, med alle Lars Peters opsparede Penge i Lommen. Han var borte et Par Dage, og helt lysteligt var det ikke at tænke 78| paa. Kanske kom han i daarligt Selskab og blev franarret Pengene – eller klattede dem væk i skidt Handel. Det var ikke frit for, at Ventetiden faldt Lars Peter lang. Men saa kom han endelig, med tildækket Vogn og syngende af fuld Hals. Til Køretøjets Bagsmæk var bundet et gammelt dødsdømt Øg, der var saa elændigt at det knap kunde flytte sig.

»Naa du har nok købt Ungt!« raabte Lars Peter spottende. »Hvad har du under Sækkene og Halmen?«

Johannes kørte Vognen ind i Porten og lukkede, saa først dækkede han af. Der laa en død Kalv i NVognfadingen, en halvfordærvet Svinekrop, og en anden Kalv der lige kunde Nklippe lidt med Ørerne. Den var mavesyg. Han havde købt det hele omkring paa Gaardene og havde endda Penge til overs.

»Ja det er godt nok, men hvad Fanden skal vi med alt det Ragelse!« udbrød Lars Peter ærgerlig.

»Det skal du nok faa at se,« svarede Johannes og løb ud og ind.

Der var vældig Fart i ham, han sang og fløjtede og havde mange løjerlige Ting for. Den store Port blev rømmet og en vældig Bul sat ind til Blok, Murkedlen saa han efter og tændte en Halmvisk for at prøve om der var ordenlig Træk i den. Børnene stod og gloede maabende paa ham, og Lars Peter rystede paa Hovedet og lod ham regere.

Han skar den døde Kalv op, flaaede Huden af og sømmede indvendig paa Porten til Tørre. 79| Saa kom Turen til den syge Kalv, i en Haandevending var den ekspederet de Par Skridt ud af Tilværelsen og Huden spilet ud ved Siden af den anden.

Ditte og Kristian blev sat til at rense Tarme, de vilde nødig til det. »Hvad Pokker, har I aldrig rørt ved en Tarm før?« sagde Johannes.

»Jo-o. Men ikke af Dyr der var døde,« svarede Ditte.

»Det var som syv – – Saa man renser Tarmene paa levende Dyr her i Huset? Det vilde jeg gærne se paa!«

Saa stod de der og kunde ikke svare, og maatte i Gang med Arbejdet – mens Johannes trak den gamle NKule frem og gik efter Øksen. Idet han løb over Gaarden, hev han Øksen hvirvlende op i Luften og greb den igen ved Skaftet; han var i vældig godt Humør.

»Der er Rakkerblod i ham!« tænkte Lars Peter, som holdt sig inde paa Loen og gav sig noget at bestille dèr. Han holdt ikke af dette her, skønt det var Slægtens Hovederhværv gennem mange Aar, der nu med et tog Skadereden i Besiddelse; det mindede for stærkt om hans Barndom derhjemme. »Nu har man da Grund til at raabe Rakkerens efter os,« tænkte han misfornøjet.

Johannes kom fløjtende ind paa Loen efter en gammel Sæk. »Du ser saa mukken ud Gamle,« sagde han i Forbifarten. Lars Peter fik ikke Tid til at svare, saa var han ude igen. Han smed Sækken over 80| Hodet paa Hesten, samlede sit Blik og svingede Øksen langt bagud; der lød en underlig langdelt Knasen bag Sækken, og Hesten sank til Jorden med knust Pandeskal. Den laa et Øjeblik og kastede Benene længer og længer fra sig, strakte sig saa ud paa Siden med et dybt Suk og var død. Børnene stod rundt om og saa til, med forstenede Ansigter.

»Nu maa du gi mig en Haandsrækning Bror, saa vi kan faa den hejst!« raabte Johannes muntert. Lars Peter kom nølende over Gaarden og tog et Tav med. Og lidt efter hang Hesten og dinglede under en Bjælke med Hovedet nedad, opskaaren og med Huden tilbageslaaet som en Kappe.

Det blev mer og mer mystisk med Farbrorens Færden. Huderne begreb man vel, at han behandlede med Omhu, de kunde sælges; men hvad vilde han med Tarmene og alt det Kød han skar fra – ogsaa af de bedste Dele af Kalvene? Ved Aften tændte han op under Murkedlen, og hele Natten igennem løb han og rumsterede, mens der stod en fad Stank om Ejendommen af Knogler og Kød og Tarme i Kog. »Han koger vel Sæbe,« tænkte Lars Peter – »eller Vognsmørelse.« Han holdt mindre og mindre af dette her og fortrød stærkt, at han ikke havde ladet Broderen gaa som han var kommet. Men nu var der ikke andet for end at løbe Linen ud.

Johannes opfordrede ingen til at hjælpe sig; han holdt Døren til Udhuset, hvor Murkedlen befandt 81| sig, omhyggelig lukket og omgav sin Syssel med stor Hemmelighedsfuldhed. Hele Natten kogte han, og ved Morgenkaffen forbød han strængt Børnene at omtale, hvad han havde for. Op ad Formiddagen forsvandt han og kom igen med en Knivhakke, Blokken slæbte han ogsaa ind i Udhuset. Ved Maaltiderne kom han ind, oversmurt med Blod og Fedt og Kødtrævler. Han saa fæl ud, og værre lugtede han. Men det maatte man lade ham, at han gik op i sit Arbejde; Søvn undte han sig ikke.

Endelig ud paa Eftermiddagen var han færdig og slog Døren til Udhuset op paa vid Gab. »Værsgod og kom og se!« raabte han. Paa en Stang under Loftet hang en lang Række Pølser, nydelige at se til, blanke og friske i Farven; ingen skulde gætte, hvad de var lavet af. Paa det store Vaskebord laa Kød, smukt parteret og blodigfriskt i Farven – det var det bedste af Hesten. Og en stor Spand Fedt stod der, det var ikke stift endnu. »Det er til Smørelse,« sagde Johannes og rørte i det – »men det kunde forresten godt anvendes til Madfedt. Er det ikke delikat altsammen, hva?«

»Det skal jeg da ikke ha noget af at faa over i Husholdningen,« sagde Ditte med en Grimasse mod Tingene.

»Du skal ikke være bange, min Tøs; Pølseslagterne spiser aldrig deres Mad selv,« svarede Johannes.

82| »Hvad vil du saa gøre med det da?« spurgte Lars Peter. Det saas paa ham, at han allerede kendte Svaret.

»Sælge det naturligvis!« Johannes viste sine hvide Tænder og greb om en Pølse. »Kend engang, hvor fast og trind.«

»Og det tror du, du faar Afsætning paa? Saa kender du ikke Folk her paa Egnen.«

»Ikke her naturligvis. Jeg kører om paa den anden Side Søen med det, hen hvor ingen kender mig og ved hvad det er lavet af. Den lavede vi saa tidt hjemme hos Mester. Hvad vi købte af daarligt i det ene Sogn, solgte vi i det andet. Saa kunde man ikke kontrollere os. Den er da oplagt; vil du gi mig Ret i det?«

»Den Tur skal jeg ikke ha noget af og være med paa,« sagde Lars Peter afgjort.

»Og jeg skal heller ikke ha noget af og ha dig med – du er mig en Omgang for sej i Vendingen. I Morgen kører jeg ud. Men du maa sørge for en anden Hest til mig. Hvis jeg skal køre med det gamle rustne NDamptærskeværk derinde, bliver jeg ikke færdig paa en hel Uge. Det er et Nviderværdigt Monstrum. Var jeg i dit Sted, lavede jeg Pølser af den.«

»Det skal du nok blive fri for,« svarede Lars Peter fornærmet. »Hesten er god nok, selv om den ikke akkurat har det efter dit Hode.«

Sagen var, at de ikke passede sammen – Johannes og Storeklavs; de var som Ild og Vand. 83| Johannes skulde helst ligge som en Susen hen ad Landevejen; det mærkede han jo snart gik ikke. Saa forlangte han, at Storeklavs – siden den nu engang ikke kunde løbe og var saa svær at faa i Gang – skulde blive i Bevægelse ogsaa naar han stod af. Han var vant til som Slagter at springe af, løbe ind i et Hus med et Stykke Kød, indhente Køretøjet og springe paa igen – uden at stanse Farten. Men den Slags nye Kunster havde Storeklavs ingen Interesse i at lægge sig efter, han vilde nok selv forvisse sig om, at Ærendet blev ordenlig besørget. Og saa tørnede de sammen. Johannes satte sig for at køre Hesten til og lod den tykke Ende af Pisken hagle ned over den. Storeklavs stod forundret stille. Et Par Gange slog den bag op – varskoende, saa drejede den omkring, knækkede Vognstængerne og søgte at komme op i Vognen. Den viste sine lange Tænder i et Grin som godt kunde betyde: Lad mig faa dig under Hovene, din sorte Rad! Dette foregik paa Landevejen den Dag han var ude og købe op. Men baade Lars Peter og Børnene vidste, at der allerede var Fjendskab mellem de to. Naar Johannes kom i Lodøren og Storeklavs hørte hans Stemme, lagde den Ørerne ad Nakken og var parat til baade at bide og slaa. Det var ikke til at tage fejl af.

Næste Formiddag da Johannes skulde afsted, blev Kristian sendt over til en NBoelsmand norden Landevejen med Storeklavs og fik deres Hest i 84| Stedet. »Den har tilhørt en Slagter i mange Aar, saa den kan du nok komme ud af det med,« sagde Lars Peter, da de spændte for. Det var en lang tynd Rallike, en Nforklaret NFrederiksborghest, rigtig et Dyr efter Johannes' Hode. Aldrig saa snart var han paa Vognen, før den mærked, hvad Slags Mand den havde ved Linen. Den satte frem i et pludseligt Ryk og skød som et Stjærneskud om Hushjørnet. I næste Nu var de oppe paa Landevejen og jog afsted i en Sky af Støv. Johannes bumpede op og ned paa NSædefjælen, han hujede og svang Pisk og Line over sit Hode. Det var en hel Djævlebesættelse.

»Han skal ikke ha' fat i Storeklavs oftere,« mumlede Lars Peter og gik ind.

Dagen efter vendte Johannes hjem, med Sedler i Tegnebogen og en NMær løbende bag Vognen. Den var omtrent Mage til den han havde for, kun lidt mere stiv; han havde købt den for en Bagatel – til Slagtning. »Men det vilde sku være Synd; den kan ha mange lyse Øjeblikke her paa Jorden endnu,« sagde han og slog den bagi. Den hvinede og slog bag op, saa Vandet sprøjtede fra den.

»Den er snart de tredve Aar,« sagde Lars Peter og kiggede den i Munden.

»Ja meget bevendt er den jo ikke, men Viljen er i al Fald god nok, se bare hvor den maser paa!« Han knaldede med Pisken, den gamle Kule kastede Hodet i Sky og gav sig til at trave. Stort 85| af Stedet kom den ikke, det saa ud som dansede den paa Naale, saa stiv var den.

»Det er en rigtig Himmelstormer,« sagde Lars Peter leende – »den gebærder sig, som vilde den gaa til Vejrs og forsvinde i Skyen for et godt Ord. Men er du klar over, at det er strafbart at lade den leve og bruge den, naar du har købt den for at slaa den ned?«

Johannes nikkede. »Den skal naturligvis gøres ukendelig« sagde han.

Saa snart han havde faaet noget i Livet og var kommet i Arbejdstøjet, gik han i Gang med at omskabe Hesten. Han klippede Hale og Manke af den og studsede den ved NKoderne. »Nu skal den bare have lidt brun Farve til at dække de graa Haar – og et Par Flasker NArsenik, saa skal du se hvor ung og fyrig den bliver. Ingen Djævel skal kende den igen.«

»Lavede I dèt ogsaa hos din Mester?« spurgte Lars Peter.

»Nej det har jeg sku lært af den Gamle. Har du aldrig set ham lave det Nummer?«

Lars Peter mindedes det ikke. »Det maa være efter min Tid,« sagde han afvisende.

»Da er det ellers et godt gammelt Kneb inden for Slægten,« sagde Johannes.

86| Der viste sig at være Penge i den ny Levevej, og Lars Peter overvandt sin Uvilje mod den. Han lod fremdeles Broren om at køre omkring og købe og sælge, men gik ind i Hjemmearbejdet, lærte sig til at flaa og lave Pølser, og koge Sæbe og Smørelse af det der var rent umuligt som Salgsvare. Han havde let ved at gaa ind i det, det var gammelt Haandelav i Slægten.

Der stod slem Stank af Skadereden den Sommer. Folk holdt sig for Næsen og piskede rask paa Hestene, naar de kørte forbi oppe paa Landevejen. Penge var der kommet til Huse med Johannes, de manglede aldrig noget. Men hverken Lars Peter eller Børnene var i godt Humør, de følte paa alting, at Skadereden var endnu mere Ni Folkemunde end før. Og det værste var, de følte det ikke længer som en Uretfærdighed, der vederfaredes dem. Man havde Grund til at se ned paa dem nu; de havde ikke den befriende Følelse af at være uangribelige i deres Hæderlighed.

Johannes var ligeglad. Han laa mest ude og rakkede og drev Handel. Han tjente gode Penge, og det gjorde ham kry. Ofte købte han et Kreatur og solgte igen. Han turede en Del, efter hvad der sagdes – spillede Kort med andre NPrangere og var til Baller. Det hændte, at han havde været i Slagsmaal og kom hjem med bulet Hode og blaa Øjne. Penge brugte han vist mange; det var ikke til at kontrollere, hvor meget han tjente. Det fik ogsaa blive hans egen Sag, men han teede sig lidt 87| vel rigeligt som den, der holdt det hele oppe, og gav ondt af sig for et godt Ord. Lars Peter lod saa være at blande sig i Sagerne og gik uden om, han holdt af at have Fred inden Døre.

Men en Dag Nrev det for Alvor ud. Johannes havde en Gang for alle forsèt sig paa Storeklavs, og en Dag Lars Peter ikke var til Stede, trak han den ud af Stalden og spændte den for, han vilde lære den at være manerlig sagde han til Børnene. Det kneb for ham at faa den for Vognen, den piskede truende med Halen og viste Tænder, og da han vilde have den i Gang, rørte den sig ikke alt det han pryglede den. Tilsidst sprang han af Vognen, ude af sig selv af Raseri; han tog en NSvingel af Harven og gav sig til at slaa den over Knoglerne med det tunge Træ; Børnene skreg. Hesten stod og rystede, badet i Sved, dens NFlanker gik ud og ind. Hvergang han sprang ind paa den, slog den bagop, saa Ilden gnistrede af Vognbeslaget. Endelig opgav han Kampen, kylede sit Vaaben fra sig og gik ind paa sit Kammer.

Ditte havde forsøgt at lægge sig imellem, men var blevet slængt til Side, nu kom hun hen til Hesten. Hun fik den spændt fra, gav den Vand at drikke og lagde en vædet Sæk over dens saarede NKryds, mens de mindre grædende gav den Brød. Lidt efter kom Johannes ud og var klædt om, han saa ikke paa nogen, men spændte hurtig for og kørte bort. De smaa kom frem af deres NGem 88| og saa efter ham. »Rejser han nu væk?« spurgte Søster Else.

»Ja bare han vilde, eller køre løbsk saa han aldrig kunde finde tilbage igen, for han er rigtig væmmelig,« sagde Kristian. Ingen af dem kunde lide ham mere.

Der kom en Mand gaaende ad Markstierne langt nede ved Mosen, det var Faderen. Børnene løb ham i Møde, og fortalte i Munden paa hinanden, hvad der var sket. Lars Peter stirrede et Øjeblik paa dem som fattede han ikke hvad de sagde, saa satte han i Løb; Ditte fulgte ham ud i Stalden. Der stod Storeklavs og saa helt elændig ud, den hang i Haserne, og rystede endnu naar der blev talt til den; Bagpartiet var frygtelig forslaaet. Lars Peter var helt graa i Ansigtet. »Han kan takke sin Gud, at han ikke er her nu!« sagde han til Ditte. Han befølte Hesten ned ad Bagbenene for at undersøge, om der ikke var slaaet noget i Stykker paa den; Storeklavs løftede varsomt Ben efter Ben, han ømmede sig. »Saadan en Blodhund,« sa Lars Peter og strøg blødt ned over dens Ben – »og mishandle min gamle, skikkelige Dreng.« Storeklavs Nvrønnede og skrabede i Stenbroen, han benyttede sig af Medlidenheden til at slaa sin Husbond for en ekstra NGift Havre.

»Du skulde prygle ham rigtig dygtigt,« sa Kristian alvorligt.

»Jeg skulde snarere jage ham paa Døren,« sva89|rede Faderen mørkt. »Det var vi alle bedst tjent med.«

»Ja ved du hvad, Far. Kan du gætte hvorfor Johansens ikke har besøgt os i Sommer? De er bange for at spise hos os; de sir, vi laver Mad af selvdøde Kreaturer.«

»Hvor har du det fra, Ditte?« Lars Peter saa fortvivlet paa hende.

»Det raabte Børnene efter mig i Dag. De spurgte, om vi ikke vilde have en død Kat til at lave Pølser af.«

»Ja, jeg tænkte nok, at det var saadan noget der var i Vejen,« Lars Peter lo tonløst. »Naa vi kan heldigvis undvære dem, heldigvis kan vi det ja. – Hvad Fanden, har jeg haft Bud efter deres Omgang!« Han skreg det ud; lille Povl gav sig forskrækket til at græde.

»Saa saa, det var jo ikke Meningen at skræmme Livet af dig,« Lars Peter tog ham paa Armen. »Men en gaar sku snart ud af sit go'e Skind, paa denne her NFakson.« –

Et Par Dage efter, hen paa Morgenen, kom Johannes hjem, dygtig snavset og rakket til paa enhver Maade. Lars Peter maatte hjælpe ham af Vognen, han kunde knap staa paa Benene. Men bruge Mund kunde han, saa det forslog. Lars Peter tav til hans Grovheder og slæbte ham ind i noget Halm paa Loen; han faldt straks i Søvn. Der laa han som et slagtet Kreatur, ligbleg og med den sorte Lok frem i Panden; Haaret klæbede 90| ham til Tindingerne – fæl saa han ud. Børnene listede sig gysende hen til Lodøren og spejdede ind i Halvmørket; naar de fik Øje paa ham, flygtede de i Huj og Hast ud paa Marken. Det var uhyggelig spændende.

Lars Peter gik fra og til, væltede Havre ned og skar Hakkelse til Hestene. Idet han kom forbi Broderen, stansede han og faldt i Tanker. Saadan skulde man altsaa være for at kunne begaa sig blandt Folk: glat og slikket udvendig, og kold og hjærteløs indvendig. Ham dèr var der ingen der Nsaa over Hodet – bare fordi han var fræk. Kvindfolkene syntes han var køn, og gjorde sig Ærende forbi oppe paa Landevejen ved Aftenstid, og Mandfolkene – ja hans Svir og Slagsmaal om Tøserne overvældede dem vel.

Lars Peter stak Haanden ind paa hans Bryst og tog Tegnebogen frem – den var tom! Han havde taget halvandet Hundrede Kroner med sig af den fælles Kasse – Penge der skulde købes et Kreatur for. Det var alle de Penge der var i Huset; og dem havde han altsaa sat overstyr.

Hans Hænder kom til at ryste. Han bøjede sig frem over Broderen, som vilde han tage fat i ham; men saa rettede han sig og gik ud af Loen. Et Par Timers Tid gik han og drev omkring for at give Broderen Tid til at sove det værste af Rusen ud. Saa gik han ind igen, nu skulde der gøres op. Han ruskede Broderen vaagen.

91| »Hvor er Pengene, vi skulde købe Kvie for?« spurgte han.

»Hvad rager det dig?« Johannes væltede sig over paa den anden Side.

Lars Peter stablede ham paa Benene. »Nu vil jeg snakke med dig,« sa han.

»Aa gaa ad Helvede til,« mumlede Johannes. Han slog slet ikke Øjnene op, men tumled dybere ind i Laden og smed sig i noget Hø.

Lars Peter hentede en Spand iskoldt Vand fra Brønden. »Nu skal du vaagne, enten du vil eller ej!« sagde han og slog Vandet over Hodet paa ham.

Som en Kat var Johannes paa Benene og havde Kniven fremme. Han gik en Gang rundt om sig selv, forvirret ved den bratte Opvaagen; saa fik han Øje paa Broderen og Nsatte paa ham i et Spring. Lars Peter følte et Stik i Kinden, Knivsbladet sang mod hans Kindtænder. Med et Næveslag slog han Johannes omkuld og smed sig ned over ham for at faa Kniven fra ham. Johannes var som en Kat, stærk og lynsnar i sine Bevægelser; han vred og bugtede sig, brugte sine Tænder og søgte at komme til med Kniven. Fraaden stod ham om Munden. Lars Peter maatte afparere Kniven med Hænderne, de blødte af flere Stik. Først da han satte Knæet haardt i Mellemgulvet paa Broderen, fik han Bugt med ham.

Johannes laa og snappede efter Vejret. »Slip mig!« hvæsede han.

92| »Ja, hvis du tror, du kan holde dig i Skindet,« sagde Lars Peter og lindede Grebet lidt. »Du er min yngste Bror, og jeg vil nødig gøre dig Fortræd; men lade mig slagte ned af dig som et Svin er jeg ikke oplagt til.«

Johannes tog et pludseligt NSpændtag, han satte Nakke og Hæle i Gulvet for at kaste Broderen af. Han fik den ene Arm gjort fri og kastede sig ud til Siden for at faa fat i Kniven, der laa en god Armlængde fra ham.

»Naa saadan?« sagde Lars Peter og tvang ham i Logulvet med hele sin Vægt – »saa er det nok bedst jeg binder dig. Kom med en Rebstump, Børn!«

De tre stod i Klynge uden for Lodøren og overværede Kampen; de trykkede sig bag hinanden. »Naa!« raabte Faderen. Saa pilede Kristian ind efter Ditte, og hun kom med en Snor. Hun gik uforfærdet helt hen til de kæmpende og rakte Faderen Snoren. »Skal jeg hjælpe dig?« sa hun.

»Nej det behøves ikke min Tøs,« sa Lars Peter og lo. »Hold bare Snoren, mens jeg vender Kalurius en Gang.«

Han surrede Brorens Hænder forsvarligt paa Ryggen, saa rejste han ham op og børstede ham af. »Du ser ud som et Svin,« sa han – »du maa jo ha ligget og væltet dig i Vejsølen. Gaa nu rolig med ind i Stuen, ellers svarer jeg ikke for noget. Det er ikke din Skyld, at du ikke er blevet en Morder i Dag.«

93| Johannes blev ført ind og anbragt i Halmstolen ved Kakkelovnen. Børnene blev sendt ud, Ditte og Kristian med Besked om at spænde for Farbrorens Køretøj.

»Nu vi er ene, vil jeg sige dig, at du helt igennem har opført dig som en stor Slubbert,« sagde Lars Peter langsomt. »Her har en gaaet og i mange Aar længtes efter sin Slægt, og da du saa kom, var det jo som en Hilsen fra Hjemmet. Nu vilde jeg gi meget til, at jeg aldrig havde faaet den Hilsen. Vi her saa alle noget godt i dig; vi var ikke forvænt, saa det havde ikke været svært for dig og holde os fast med det gode. Men hvad har du bragt os ud i, Svineri og Kæltringestreger og Ondskab! Du forstaar nok, at du er færdig her; du faar det ene Køretøj og hvad der ellers kan kaldes dit, og saa færdig! Penge kan du ingen faa, du har Nødelagt mere end der tilkom dig.«

Johannes svarede ikke, han sad og skulede til Siden, som undte han ikke Broren at se sit Blik.

Vognen kørte frem derude, og Lars Peter førte ham ud og løftede ham op i Sædet som kunde han været et Barn. Han løste Rebet med sine forskaarne, blodige Hænder, af Saaret paa Kinden flød Blodet ham ned over Hage og Tøj. »Kom nu afsted med dig,« sagde han truende og strøg Blodet af sin Hage. »Men la det gaa lidt villigt!«

Johannes sad et Øjeblik og svajede paa Sædet som en Sovende. Pludselig samlede han sig og slog en skraldende Latter op. Han rykkede op i 94| Linen og satte i NJav ud om Gavlen og op efter Landevejen. Lars Peter stod en Stund og stirrede efter Køretøjet, saa gik han ind og fik Blodet vasket af sig. Ditte badede hans Flænger i koldt Vand og lagde Hæfteplaster paa.

I de følgende Dag havde de to travlt med at udrydde Sporene af Sommerens Virksomhed. Lars Peter gravede de sidste Aadselsrester ned, smed Blokken af Vejen og mugede ud. Naar en og anden Bonde ved Nattetid pikkede paa Ruden med Piskeskaftet og raabte: Las Peter, jeg har et selvdødt Kreatur til dig! svarede han ikke. Han vilde have Pølseslagteren og Hundeslagteren og Kadaverslagteren rystet af sig igen.