95| VIII
Opbrud fra Skadereden

Ditte gik og trallede til Arbejdet; hun var ene om det hele og var snart inde, snart ude. Hun havde Bind for det ene Øje, og hvergang hun passerede Køkkenet, løftede hun Bindet fra og badede Øjet med noget brunt i en Kop – Urin. Det var et Middel, Bedste i sin Tid havde lært hende at anvende. Øjet var blodunderløbet og gjorde ondt, det spillede i alle Farver; alligevel var hun glad. Ja egentlig var det det daarlige Øjes Skyld, at hun var i saa godt Humør. De skulde bort fra Skadereden, langt bort og for bestandig, og det havde Øjet udrettet.

Lars Peter kom hjem, han havde været ude og vandre. Han hængte Stokken fra sig bag Køkkendøren. »Naa, hvordan gaar det med Øjet?« spurgte han og gav sig til at trække Støvlerne af.

»Jo, nu gaar det meget bedre. Og hvad sa'e saa Skolelæreren?«

»Ja, hvad sa'e han? Han syntes, det var baade godt og rigtigt af dig at forsvare dine Søskende. Men han var jo ikke begærlig efter og blive blandet 96| ind i Historien. Hvad der forresten heller ikke er saa underligt.«

»Hvorfor ikke det? Han ved jo hvordan det hele er gaaet til – og han er saa sand!«

»Hm – ja, ser du – sand! Naar det gælder Sønnen af en velstaaende Gaardmand, saa –. Han er saamænd god nok, men han skal jo leve. Han er bange for sit NOffer, om han lægger sig ud med Bønderne ser du, og de hænger jo sammen som Ærtehalm. Han raadede mig til at lade det falde – Ntilmed vi vil forlade Egnen; der kommer ikke andet end ny Skade og ny Forfølgelse ud af det, mente han. Og det kan jo være rimeligt nok! Avktionen kan de jo nemt ramme os paa – ved at enes om ikke at byde Tingene i Vejret, eller ogsaa holde sig helt borte.«

»Saa gik du ikke til NSognefogden og meldte det da?«

»Jo jeg gjorde du. Men han mente heller ikke, det var værd at gøre noget ved den Sag. – Læreren sa'e forresten, at jeg godt kunde holde jer hjemme fra Skolen Resten af Tiden til vi flytter – han tog Ansvaret paa sin Kappe. En flink Mand er han ligefuldt, om end han er bange for sit Skind.«

Ditte var ikke tilfreds. Hun kunde godt unde den store Knægt, der først havde overfaldet Kristian, og bagefter sparket hende i Øjet med sin Træsko fordi hun værgede Broderen, en ordentlig Omgang. Og for hendes Barnesind havde det staaet som af97|gjort, at denne Gang fik de Oprejsning – for Øvrigheden kendte jo ingen Forskel paa Folk.

»Hvis jeg nu havde været Datter af en Gaardmand og han havde været her fra Skadereden, hvad saa?« spurgte hun hæst.

»Ja saa havde han faaet sig en ordentlig Omgang NRotting af Sognefogden – om ikke værre!« sagde Faderen. »Men saadan er det nu engang; det maa vi Smaafolk finde os i. Og være glade til, vi ikke faar baade Pryglene og Straffen!«

»Hvis du nu møder Drengen, gi'r du ham saa nogle Prygl?« spurgte hun lidt efter.

»Jeg kunde ha' mere Sind til at gi' hans Far dem – men det er vist bedst at afholde sig fra alt. Vi er de smaa, du!«

Kristian var kommet frem i Køkkendøren. »Naar jeg blir større, saa lister jeg hen om Natten og stikker Ild paa hans Gaard,« sagde han. Hans Øjne skød smaa Flammer.

»Hva' er det du si'r, Dreng – vil du ha' os alle i Tugthuset?« raabte Lars Peter forfærdet.

»Aa det var saamænd slet ikke Spor for godt til dem,« sagde Ditte og gav sig til at skramle med Karrene. Hun var meget misfornøjet med Udgangen af det hele.

»Hvornaar skal du saa ind til NØvrigheden og bestille Avktionen?« spurgte hun stramt.

»Det besørger Sognefogden,« svarede Lars Peter helt ivrigt – »han tilbød det selv. Han var forresten meget flink!« Lars Peter var taknemmelig 98| for dette, han holdt ikke af at skulle ind til den rigtige Øvrighed.

»Ja for han er glad for, at vi skal væk herfra,« sagde Ditte ubarmhjærtigt – »det er de alle. I Skolen gaar Børnene i Rundkreds og synger en NVise om Skade og Ugle de Skarns Fugle! Og Skaden og hans Yngel stjæler Bondens Kyllinger, men saa ta'r Bonden en lang Stage og river Skadereden ned. Tror du maaske ikke, godt jeg ved hvad de mener.«

Lars Peter tav og gik til sit Arbejde. Han var blevet i daarligt Humør han ogsaa.

Men om Aftenen de sad omkring Lampen og drøftede Fremtiden, var alt det onde og fortrædelige glæmt igen. Lars Peter havde set sig om efter et Sted at slaa sig ned, og havde fæstet sig ved Lejet, hvor han i gamle Dage plejede at købe Sild og køre omkring med. Dernede kunde de godt lide ham, og ofte nok var han blevet opfordret til at flytte derned. »Og saa er der en vældig flink Mand dernede, Kromanden, som har et stort Ord at sige. Han er fæl og se paa, saa længe én ikke kender ham, men han har et godt Sind. Han har lovet at skaffe mig et Par Stuer, til vi kan faa bygget selv – og hjælpe mig ind i et NBaadelav. Hvad vi faar tilovers her, skulde vi saa bruge at bygge for.«

»Er det ham du har fortalt om, der ligner en Dværg?« spurgte Ditte interesseret.

»Ja han ligner baade en Kæmpe og en Dværg blandet sammen – om en saa tør sige; han kunde 99| godt haft det ene til Far og det andet til Mor. Pukkelrygget er han baade for og bag, og han har et Ansigt saa stort som Ansigtet paa en Ko. Men det kan han jo ikke selv gøre for, og ellers er han god nok. Han tager Haand om det hele dernede.«

Ditte gøs. »Det er jo en rigtig Trold!« sagde hun. –

Lars Peter vilde fiske nu. Han havde haft en Del med Fiskere at gøre i sin Levetid, men aldrig selv drevet Haandværket; hans Fingre kløede ligefrem efter at faa prøvet det med. Ditte havde ikke noget imod det. Saa kom man ned til Havet igen, som hun dunkelt mindedes fra sin Barndom hos Bedste. Og man fik ryddet grundig op med alting her, fik maaske baade Rakkernavnet og den onde Skæbne rystet af sig.

Saa var der det at blive enig om, hvad man skulde have med sig. Det var svært at skille sig af med Tingene, nu det kom til Stykket; da de havde gaaet Sagerne en Gang igennem, og skrevet op paa NKristians Tavle hvad der maatte sælges, blev det ikke til ret meget. De vilde helst begge have det hele med.

»Vi maa gaa det efter en Gang til da – og skære væk med haard Haand,« sagde Lars Peter. »For vi kan ikke transportere Nhele Baduljen til Lejet. Penge skal vi ogsaa bruge – og det ikke saa faa endda.«

Saa tog de Ting for Ting igen. Storeklavs var der kun en Mening om, det vilde være Synd at 100| slippe ham ud blandt Fremmede paa hans gamle Dage; de maatte se at skaffe Føden til ham derude blandt Klitterne. »Det kan ogsaa være rart nok at være kørende,« mente Lars Peter – »det giver ligesom mere Anseelse. Og lidt kan der vel ogsaa tjenes ved ham.« Det var nu altsammen blot noget han sagde, i sit Hjærte var han dybt bekymret for, hvordan det skulde gaa med Hesten derude. Men ingen af dem turde tænke den Tanke, at de skulde skilles fra den.

Koen derimod stod der et helt Slag om, Lars Peter vilde have den med ogsaa. »Den har tjent os tro saa længe,« sagde han – »og de Smaa har faaet Mad og Helsen fra den. Rart er det ogsaa at have en Mælketaar i Huset.« Men her var Ditte den fornuftige; skulde de have Koen med, maatte de ogsaa have et Stykke Græsmark med.

Lars Peter lo: Ja det var nok ikke saa galt, om man kunde tage en Stump Eng med paa Vognen – og et Stykke af Mosen ogsaa. For derude var ikke andet end Sand. Naa, saa opgav han Koen. »Men Grisen beholder vi – og Hønsene!«

Ditte mente ogsaa, at et Par af Hønsene var gode at have, og Grisen kunde leve af Fiskeaffald.

Dagen før Avktionen havde de travlt med at ordne alt det gamle Skrammel i Bundter og sætte Nummer paa Bundterne med Kridt. De Smaa hjalp til, deres Næser løb af Spænding.

»Men der er jo umage Ting imellem,« sagde 101| Ditte, og pegede paa Bundterne Lars Peter havde ordnet.

»Det gør ikke saa nøje,« svarede Lars Peter – »Folk faar Øje paa en Støvle i det Bundt dér, og saa byder de op og køber hele Klatten. Naa, saa ser de den anden Støvle i et andet Bundt – og byder paa det med. Saadan er det paa alle Avktioner; man faar en hel Del mere end man har Anvendelse for – og umage er det meste.«

Ditte lo: »Ja du kender det nok, du!« Faderen var selv slem til at gaa paa Avktioner og komme hjem med unyttigt Skrammel. Det var Krediten, der lokkede.

Farlig saa meget Bras man forresten laa og fik samlet sammen gennem Aarene, paa Lofter og i Udhuse! Det var helt velgørende at faa rømmet op i Sagerne. Men svært nok var det at holde sammen paa. Ungerne kunde bruge det meste for deres Formaal; saa snart de saa deres Snit, trak de af med Tingene – ligesom Rotter.

Saa var Dagen for Avktionen der. Det var en mild, graa, vædemættet Oktoberdag. Den bløde Luft var som et gennemsigtigt Stof, der sænkede sig over alle Ting og svøbte dem ind. Landskabet med sine spredte Huse og Trær laa og hvilede, hensunket i vaad Stemning.

I Skadereden havde man været tidlig paa Færde; 102| Ditte og Lars Peter havde haft meget at løbe om, mellem Beboelsen og Laden og tilbage igen. Nu var de færdige og havde gjort sig i Stand, Børnene var ogsaa i Stadsen og gik forventningsfulde omkring, med vandkæmmede Hoder og Ansigterne røde af Skrupvask og grøn Sæbe. Ditte lagde ikke Fingrene imellem, det gjorde ondt naar hun gik de smaa Øren efter, og Sæben sved i Øjnene. Brøleturen var uundgaaelig. Men nu var den ubehagelige Omgang overstaaet og kom ikke igen den første Uge; NBarnetaarer tørrer hurtigt; og de smaa Ansigter straalede Dagen imøde.

Lille Povl var den sidste, der blev færdig. Ditte kunde næsten ikke holde ham paa Stolen, mens hun gjorde ham i Stand, han vilde ud. »Naa, hvad siger du saa til Søster?« spurgte hun, da han var færdig; hun rakte sin Mund frem.

»Hinke!« sagde han og saa Nskalkagtigt paa hende; han var i overdaadigt Humør. Kristian og Else lo.

»Nej svar nu ordentligt,« sagde Ditte alvorligt; hun indlod sig ikke paa Spas, naar hun opdrog. »Det hedder: Tak, kære – naa?«

»Tak, kære Dunke!« sagde Knægten og lo ustyrligt.

»Aa, du er jo rent fjollet i Dag,« sagde Ditte og slap ham ned. Han løb ud i Gaarden til Faderen og fortsatte.

»Hva' er'ed han si'r?« raabte Lars Peter derude fra.

»Aa, det er bare et Ord, han selv har hittet paa 103| – det gør han saa tidt. Han tror vist det betyder noget uartigt.«

»Din Dunke-Dunke!« sa'e Drengen og trak Faderen i Benet.

»Vil du ta' dig i Agt, din lille Klør, ellers ska' jeg komme efter dig!« sagde Lars Peter med NBømandsstemme.

Drengen lo umaadeligt og flygtede om bag Posten.

Lars Peter fangede ham ind og tog ham og Søster paa hver sin Skulder. »Skal vi gaa en Tur paa Marken?« sa'e han.

Ditte og Kristian gik med, det var jo den sidste Tur i Marken, uvilkaarlig tog de i hver sin Snip af hans Stortrøje. Saadan spaserede de den gamle Tur ned over Lergraven, hen forbi Mosen og op til den anden Side. Det var alligevel helt underligt, alting saa anderledes ud, nu de skulde skilles fra det. Mosen og Lergraven havde deres at fortælle, om Børnenes Leg og Lars Peters Planer. Grøften med Brombærrene, den store Kampesten i Nordskellet, NStenkisten hvor man kunde gemme sig for hinanden – alt talte det til dem paa en egen Maade i Dag. Markerne laa efteraarsbearbejdede, NVintersæden var i Jorden, alting i Orden til at tage imod Efterfølgeren hvem han nu blev. Lars Peter vilde ikke, at hans Eftermand skulde have noget at klage over. Ingen kunde komme og sige, at han havde forsømt Ejendommen, fordi han ikke skulde høste her.

»Ja, nu har vi saa taget vor Tid her,« sagde 104| han da de kom tilbage til Huset igen. »Gud ved, hvad det nye Hjem vil byde os?« Han var knap saa sikker i Stemmen som forhen.

Folk begyndte at samles oppe ved Landevejen. De stod i Klynger deroppe men gik ikke ned til Skadereden, før Fuldmægtigen og Betjenten kom agende og steg ud. Ditte var lige ved at skrige, da hun saa de to Mænd; det var de samme to, der havde hentet Moderen dengang. Men nu kom de i godt Ærende og talte venligt og gemytligt.

Bag efter Vognen kom de, Klynge efter Klynge, et helt Optog; det saa ud som ingen havde villet være den første til at betræde Rakkerens Grund. Hvor Øvrigheden gik foran, kunde vel andre Folk ogsaa træde, men Fuldmægtigen og Betjenten var de eneste, der gav Lars Peter Haanden; de øvrige skubbede sig saa sært omkring, stak Hoderne sammen og førte hviskende Tale.

Lars Peter tog et Skøn over Avktionsgæsterne. Der var en og anden Gaardmand imellem, gamle nærige Bønder der var mødt op i Haab om lidt godt Køb. Ellers var det mest Smaafolk rundt omkring fra NSandet og NHegnet, Husmænd og Landhaandværkere som Krediten lokkede. De hilste ikke paa ham men gik og gned sig op ad Bønderne – og sleskede for Betjenten; Fuldmægtigen turde de ikke nærme sig.

»De optræder min Salighed, som om en anden en stod langt under dem,« tænkte Lars Peter. Og hvad ejede de saa? de fleste var Folk som ikke 105| ejede Jord til at dyrke et NFjerdingkar Gulerødder i. Godt at han ikke skyldte nogen noget! Selv Indsidderne nede fra Mosen, som han ofte havde givet en Haand i deres Fattigdom, fulgte de andres Eksempel og saa ham over Hodet i Dag. Naa, nu var der jo ingen Udsigt til, at de kunde faa Nytte af ham mere!

Det var forresten helt grinagtigt at gaa omkring og se Folk slaas om ens Stumper. Større var de altsaa ikke, end at de kunde trække i Rakkerens slidte Ting – blot de fik Kredit og lidt godt Køb.

Fuldmægtigen kendte de fleste af dem ved Navn og strammede dem op til at byde. »Naa, Peter Jensen fra Hegnet, kom nu med et ordentligt Bud. De har ikke købt noget hos mig et helt Aar!« faldt han pludselig over en eller anden Husmand. Eller: »Her er noget at tage med hjem til Konen, Jens Pæsen!« Hvergang han nævnte en ved Navn, gav det et Ryk i vedkommende, han lo genert og bød op. Det saas paa den flove Rødme omkring deres Øjne, at de følte sig stolte og beærede over at være kendte af Fuldmægtigen.

»En Redekam, gi' Bud paa den!« raabte Fuldmægtigen, da Turen kom til Landbrugsredskaberne. En Latterbølge gik hen over de forsamlede; det var en gammel NHarve, der var fremme. NRensemaskinen kaldte han en Kaffemølle, og saadan havde han noget grinagtigt at sige for hver eneste Ting. Undertiden var Vitserne saadan, at Latteren kunde vende sig mod Lars Peter, og den var aldrig 106| længe om det. Men Lars Peter rystede sig, og tog det for hvad det var. Det hørte nu engang til NAvktionarius' Profession at sige Morsomheder – det hjalp paa Omsætningen!

Den fattige sølle Daglejer Johansen var ogsaa mødt op, han stod bag de andre og strakte Hals – i rævnet Arbejdstøj og flækkede Træsko. Hvergang Fuldmægtigen sagde noget, grinede han ovenud højt, for at vise at han ogsaa var med. Lars Peter gik og saa sig godt gal paa ham. Mad havde han sjælden i Huset, andet end hvad man i sin Dumhed stak til ham – hvad han tjente gik til Brændevin. Og saa stod han der og var vigtig, den Pjalt! Gud hjælpe en, om han ikke ogsaa bød – paa Lars Peters gamle Støvler. Der var ingen, som vilde tage Buddet fra ham, og saa fik han dem for en Krone. »De betales vel kontant?« sagde Fuldmægtigen. Der stod han til Grin for alle, han havde ingen Penge.

»Han ka' faa Pengene hos mig,« sagde Lars Peter og lagde Kronen paa Bordet. Johansen gloede lidt paa ham; saa satte han sig ned og gav sig til at trække Støvlerne paa. Han havde ikke haft NLærfodtøj paa Ni Aar og Dag.

Inde i den pæne Stue stod dækket Bord med to store Fade Smørrebrød og en Brændevinskaraffel med tre Glas omkring. Ved Bordets ene Ende stod Kaffekopper. Ditte holdt sig i Køkkenet; hun gik derude rød i Kinderne og spændt paa, om hendes Anretning vilde gøre Lykke. Hun havde alt parat 107| til at smøre mere, om det slap op, og hvert Øjeblik var hun ved Dørsprækken og kiggede ind. Hjærtet stod hende i Halsen. Nu og da slog en Fremmed et Slag ind i Stuen og saa sig nysgærrigt om, men de gik igen uden at nyde noget. – Der kom en Mand ind, han var ikke dér fra Egnen, Ditte kendte ham ikke. Han skrævede over Bænken, tog et Stykke med røget Faarelaar paa, og skænkede sig en Snaps. Ditte kunde se paa hans Kæber, at det smagte ham. Men saa kom en Bondekone ind, trak ham i Ærmet og hviskede noget til ham. Han rejste sig, spyttede Maden ud i sin hule Haand og fulgte hende ud.

Da Lars Peter kom ud i Køkkenet, laa Ditte hen over Køkkenbordet og græd. Han løftede hende op. »Hvad er der nu løs?« spurgte han.

»Aa det er ingenting,« snøftede hun og gjorde sig fri. Kaske vilde hun skaane ham, kaske ikke være sin Skam bekendt for ham engang; han behøvede mange Overtalelser, før han fik ud af hende, at det var Maden. »De rører den slet ikke!« hulkede hun.

Han havde selv lagt Mærke til det.

»De er vel ikke sultne endnu,« sagde han for at trøste hende. »Og de har jo heller ikke Tid.«

»De tror, den er uspiselig!« blev hun ved – »at det er Hundekød eller saadant noget.«

»Aa Snak du!« Lars Peter lo lidt underligt. »Det er jo heller ikke Middagspavse endnu.«

108| »Jeg hørte selv en Kone sige det til sin Mand – han skulde ikke røre det, sagde hun.«

Lars Peter stod lidt. »Nu skal du bare ikke bryde dig om det,« sagde han og klappede hende paa Ryggen. »I Morgen drager vi herfra og blæser dem alle et Stykke. Saa begynder der et nyt Liv for os. Naa, men jeg maa ud til Avktionen igen, vær nu en fornuftig Pige.«

Lars Peter gik over paa Loen, hvor Avktionen nu fandt Sted. Kl. tolv stansede Fuldmægtigen. »Nu holder vi et lille Hvil, Folkens, og faar lidt puttet i Ansigtet!« raabte han. Folk lo. Lars Peter nærmede sig Fuldmægtigen, enhver vidste hvad han vilde ham; man skubbede sig nærmere for at overvære, at Rakkeren blev dukket. Han løftede sin NBulehat og gnubbede sig i sin vældige Paryk. »Det var bare det jeg vilde sige,« – hans vældige Røst lød ud i de fjærneste Kroge – »at dersom Fuldmægtigen og Betjenten vil tage til Takke, saa staar der Mad og Snaps og Øl inde i Stuen – en Taar Kaffe kan vi ogsaa stille an med.« Folk skubbede til hinanden, fræk var han i Dag, Rakkeren – at byde en Øvrighedsperson til Bords, i Morderskens Hus tilmed. Man saa spændt paa Fuldmægtigen, en Gaardmand tog sig den Dristighed at blinke advarende til ham.

Fuldmægtigen takkede nølende. »Vi har et Stykke Mad med, og De og Deres flinke lille Pige kan have nok om Ørerne endda,« sagde han venligt. Men saa fangede han Lars Peters dukkede Udtryk 109| og de andres hoverende Miner, og forstod at her var et eller andet, han mod sin Vilje skulde spille med i. Han havde været her før – i ond Anledning, og havde ikke noget imod at give disse Mennesker, der bar deres Ulykke saa tappert, en lille Oprejsning.

»Ja mange Tak,« sagde han oprømt, »fremmed Mad smager altid bedre end ens egne medbragte Skorper! Og en Snaps til Maden – hvad siger De, Hansen?« De fulgte efter Lars Peter ind og satte sig til Bords.

Folk saa lidt slukøret efter dem. Saa drev man ind én efter én, det var dog rart at se, hvordan Rakkerens Mad vilde smage en fin Mand. Og var man først inde, maatte man for Skams Skyld tage Plads ved Bordet. Nu er der det ved Appetit, at den smitter, og de to Øvrighedspersoner huggede godt ind. Kanske troede man heller ikke altfor alvorligt paa al den onde Sladder, man selv havde lagt Mund og Øre til. Ditte fik Afsætning paa baade Mad og Kaffe og maatte selv ind og vise sig for Fuldmægtigen, der roste hende og klappede hende paa Kinden. Det lille Klap strøg meget ondt af Sindet og gav hende Oprejsning for meget Slid.

»Saadan en Kop Kaffe har jeg ikke faaet paa nogen Avktion,« sagde Fuldmægtigen.

Da de begyndte igen, var der kommet en Fremmed til Stede. Han hilste kendt paa Fuldmægtigen, ellers gav han sig ikke af med nogen men gik omkring og besaa Bygninger og Jorder. Han var klædt som 110| en Forvalter eller lignende, med lange Snørestøvler og NPjækkert med NSpændetamp. Men enhver kunde se med et halvt Øje, at han alligevel ikke var Landmand. Det sivede ud, at han var Handelsmand inde i Hovedstaden og vilde købe Skadereden – nok mest for Jagten paa Søen – og indrette den til Sommerhus.

Ellers havde vel knap nogen Lyst til at byde paa Rønnen, men dette ændrede jo Synet paa Sagen. Der kunde egentlig godt blive Ejendom af det, naar det hele blev sat i Stand. Da Ejendommen tilsidst blev raabt op, kom der Gang i Budene, den Fremmede var ikke ene om det. Lars Peter fik en ordentlig Pris for sit Sted.

Da Avktionen var forbi, stod Folk lidt, som om de ventede et eller andet. En Nfør Gaardmandskone gik hen til Lars Peter og gav ham Haanden. »Nu vil jeg sige jer Farvel,« sagde hun – »og ønske jer bedre Lykke i jert nye Hjem end I har haft her. I har ikke faaet ret meget at være glade for her.«

»Nej, og det lidet vi har faaet, skylder vi i al Fald ingen her Tak for,« sagde Lars Peter.

»Nej Folk har ikke været mod jer som de burde, en anden en vist heller ikke; men saadan er vi nu, vi Bønder. Vi lider ikke de Fattige. Du faar ikke tænke altfor ondt om os for'et. Hav det nu godt!« Hun gik rundt og tog alle Børnene i Haanden og gentog sit Ønske. Mange af Avktionsfolkene luskede bort, men en og anden fulgte 111| hendes Eksempel og kom og gav Haanden til Farvel.

Lars Peter stod og saa efter dem sammen med Børnene. »Folk er alligevel ofte bedre, end en anser dem for,« sagde han. Han var helt bevæget.

De læssede paa Vognen alt hvad de skulde have med sig, for at kunne drage tidlig afsted næste Dag. Der var lang Vej til Lejet, og man skulde helst være der i lidt god Tid for at komme i Orden til Natten. Saa gik de til Ro; de var dygtig trætte efter den bevægede Dag. De sov i Høet paa Loen, Sengeklæder og alt var læsset.

Næste Morgen var en underlig Dag at vaagne til. Man var i Klæderne straks man vaagnede, og behøvede blot at dyppe Ansigtet i Vandtruget i Gaarden, allerede det varslede en ny og behagelig Tilværelse. Saa var der blot at drikke Kaffe og bringe Koen over til Naboens hvor den skulde afhentes, og man kunde stige til Vogns. Storeklavs var for Vognen, oppe paa Toppen af det høje Læs blev de anbragt: Grisen, Hønsene og de tre Unger. Det var en spændende Begyndelse til det ny.

Lars Peter var den eneste, der ikke var i højt Humør. Han gjorde sig et Ærende hen om Ejendommen, omme bag Stalden stod han og saa ned over Marken. Her havde han gaaet og traadt og døjet ondt og godt; hver Grøft var ham kær, hver Sten i Marken kendte han, hver Rævne i Murene. Hvordan vilde mon det ny arte sig? Lars Peter havde begyndt forfra nogle Gange før, men aldrig 112| med mindre Mod end denne Gang. Hans Sind og Tanker begyndte at vende bagud.

Børnene til Gengæld saa blot fremad. Ditte maatte fortælle dem om Stranden, saadan som hun mindedes den fra sin Barndom hos Bedste, og de lovede sig alle Herligheder af det nye Hjem.