113| IX
NDen enes Død –

Vinteren faldt lang og kold og sløj. Lars Peter havde regnet saa sikkert med straks at komme ind i et Baadelav; men det viste sig, at der ingen ledig Plads var, og hvergang han mindede Kromanden om hans Løfte, blev han holdt hen med Snak. »Det kommer nok,« sagde Kromanden – »giv bare Tid.«

Giv Tid – ja det kunde han sagtens sige. Men her gik én og ventede og aad sine Spareskillinger op – og hvad ventede man vel paa? At der skulde ske en Ulykke, saa man selv kunde komme til – det var slet ikke morsomt. Det havde været Forudsætningen, at Kromanden vilde hjælpe Lars Peter til en større Baad og lade ham danne sit eget Baadelav; saadan havde Lars Peter forstaaet det, før han flyttede herned. Men det var nok en stor Misforstaaelse.

Saa gik han og gav en Haand her og dér, løste af naar en eller anden var syg, og mukkede. »Lad os nu se Tingene an en Stund endnu,« sagde Kromanden bare. »Det gi'r sig nok! Hvad I behøver, 114| kan I jo hente oppe i Handelen.« Det var, som om han holdt Lars Peter i Reserve for en bestemt Anledning.

Endelig kom da Foraaret. Det meldte sig med voldsomme Paaskestorme og Ulykker rundt om paa Kysten. En Morgen kom Lars Jensens Baad ind og havde mistet sin Fører; en NBraadsø havde slaaet ham overbord.

»Nu er det bedst, du gaar til Kromanden med det samme,« sagde hans to Makkere til Lars Peter.

»Er det ikke rimeligere, jeg gaar til Lars Jensens Enke?« spurgte Lars Peter. »Det er dog hende, der ejer Baadparten.«

»Det blander vi os ikke i,« sagde de forsigtigt. »Gaa du til hvem du vil! Men hvis du ligger med Penge, skulde du sætte dem i Sparekassen – Hytten kunde let brænde for dig.« De lo forblommet til hinanden og vendte ham Ryggen.

Lars Peter tyggede lidt paa det – – var det mon det, der var i Vejen? Han tog de to Tusend Kroner, han havde faaet tilovers fra Avktionen og lagt hen til at bygge for, og gik op til Kromanden.

»Jeg kommer for at be' dig forvare nogle Penge for mig,« sagde han lavmælt. »Du holder jo Sparekasse for os hernede har èn hørt.«

Kromanden talte Pengene efter og laaste dem ned i sit Chatol. »Du vil vel have Papir paa dem?« sagde han.

»Næ-æ, det kan vel være det samme.« Lars 115| Peter trak paa det. Han havde ikke haft noget imod at faa noget skriftligt for sine Penge, men turde ikke staa ved det. Det saa jo ud som Mistillid.

Kromanden smækkede Chatolklappen i – det lød for Lars Peter som naar der kastes Jord paa en Kiste. »De kan staa som Kavtion for Baadparten,« sagde han. »Jeg har tænkt, du gaar ind i Lars Jensens Plads.«

»Saa skulde jeg vel egentlig ha' ordnet det med Lars Jensens Enke og ikke med dig,« sagde Lars Peter. »Det er jo hendes Baadpart.«

Kromanden vendte sit NKæmpeskrot imod ham. »Du er nok klogere paa mit og dit her i Lejet end en anden, lader det til,« sa'e han.

»Nej, ikke det just. Men saadan har jeg forstaaet det,« mumlede Lars Peter.

Da han kom udenfor, skuttede han sig. Fanden med det, men en var aldrig sig selv, naar man stod over for den forvoksede Kumpan derinde. Bare det at han slet ingen Hals havde – og saa det vældige Hode! Han skulde have Kræfter som en Bjørn sagdes der, og Forstand det havde han sku'. Han kørte i Ring med én, og fik det akkurat som han vilde have det. Det var slet ikke til at hævde sig, naar man stod over for ham. Som nu det, at bedst som Lars Peter stod og skulde overlægge et Svar, der rigtig kunde skære igennem Spørgsmaalet, kom han til at tænke paa den andens NMandsvæsen; det skulde være saa urimeligt stort paastodes der. – 116| Han var utilfreds med Resultatet af sit Ærende, men glad han var sluppet ud igen.

Han gik ned paa Havnen og meddelte de to Baadmakkere Resultatet. De havde ikke noget at indvende, de var glade ved at faa Lars Peter som fast Tredjemand; han var stor og stærk og en god Kammerat. »Nu har du saa Pligten mod Enken,« sagde de.

»Hva', har jeg det ogsaa?« udbrød Lars Peter. »Det var som Fanden, skal Baadparten købes to Gange?«

»Det maa du selv om,« sagde de – »det blander vi os ikke i!«

Han gik ud til Enken, som boede i en lille Hytte i den søndre Udkant af Lejet. Hun sad ved Skorstenen og søbede gule Ærter af en Skaal; Taarerne løb over hendes Næse og dryppede ned i Skaalen. »Ja nu er én saa uden Forsørger,« sagde hun hulkende.

»Ja, og jeg er bange for, at jeg har gjort i Nælderne,« sagde Lars Peter slukøret. »Jeg har betalt Kromanden to Tusend Kroner for Baadparten; og nu hører jeg, at det er din.«

»Det kunde du vel ikke godt slippe fri for,« svarede hun og saa venligt paa ham.

»Er den saa ikke din da?«

»Min Mand har faaet den overdraget af Kromanden for en halv Snes Aar siden, og betalt den har han nogle Gange mente han selv. Men det er vanskeligt at ha' nogen Mening om for en stakkels 117| Enke, der tilmed skal ha' alt sit af andres Naade og Barmhjærtighed. Det er svært at være til, du Lars Peter! Hvem skal nu værne én? – og skælde én ud og gøre det godt igen?« Hun gav sig igen til at græde.

»Vi skal nok se lidt flittigt til dig, og hvad Føden angaar kommer vi vel nok over det ogsaa. Jeg vil nødig øve Uret mod nogen, og allermindst mod en der har mistet sin Forsørger. Vi Fattige faar se at holde sammen.«

»Jeg ved godt, at du ikke vil lade mig sidde og mangle saa vidt det staar til dig. Men du har dine at fremskaffe Føden til, og den gror ikke gratis her i Klitterne. Bare det ikke gaar her som altid, at de der har den gode Vilje fattes Ævnen.«

»Ja, ja – den ene Stodder faar i hvert Fald ta' den anden ved Haanden. Du skal ikke blive glemt, hvis ellers det gaar os rimeligt. Men du faar Nspytte tre Gange efter mig naar jeg gaar.«

»Det skal jeg hjærtens gærne,« sagde Enken. »Jeg ønsker kun godt over dig.«

– – –

Nu kunde han da arbejde. Saa galdt det blot om at have lidt Held med sig og faa Fangst. Han var glad over, at Lars Jensens Enke ikke sad hen og ønskede ondt over hans Færden paa Søen. Enkers og Faderløses Forbandelse var tung Byrde paa et Menneskes Arbejde.

Nu da Lars Peter havde faaet Tingene paa nært Hold, var Lejet ikke ganske det samme som før; 118| han kunde nok tænke sig et Sted, hvor han hellere var flyttet hen. Fattigt var det det hele, og nogen Lyst til at komme frem mærkede man heller ikke noget til. Fiskerne tog paa Søen, fordi det nu engang ikke kunde være anderledes; kunde de skyde sig ind under Vejret og blive hjemme, gjorde de det. »Vi er akkurat lige fattige, enten vi bestiller lidt eller meget,« sagde de.

»Saa? hvor bliver det da af?« spurgte Lars Peter i Førstningen og lo vantro.

»Det faar du nok at se!« svarede de. Og nu forstod han noget af det.

At de ikke gik med Lyst til Arbejdet var ikke saa meget at undres paa, for der var ingen, der havde noget at sige andre end Kromanden. Han ordnede alt efter sit eget Hode, kostede paa Havnen naar den trængte, og foretog alle Nyanskaffelser til Fangsten. Han sørgede ogsaa for at ingen sultede eller frøs, og havde oprettet en Købmandshandel hvor man altid kunde faa det nødvendige af Tømmer, Brændsel eller Varer til Husholdningen paa Kredit. I hans Bøger stod de nok alle, men ingen af dem var klar over, hvor meget de skyldte. De var lige glade og blev ved med at hente, til han lukkede af for Krediten en Overgang. Det maatte man lade ham, at stod det rigtig galt til i en af Hytterne, mødte han altid op og tog Affære.

Det var vel derfor, de fandt sig i Tilstanden og endda syntes at føle sig ret tilfredse – de havde ikke noget Hovedbrud med nogen Ting. Naar de 119| kom i Land med Fangsten, aftog Kromanden den, og gav dem for den hvad han syntes – lige det nødvendige til lidt Lommepenge. Resten skrev han af paa deres Bøger – sagde han. Regnskab aflagde han aldrig. »Det er vist ikke værd vi kommer ind paa det,« sagde han venligt – »du gør jo hvad du kan.« Penge skyldte de ham nok alle som en; han maatte have en stor Pengepung, som kunde blive ved at holde til det.

Noget større mellem Hænder fik man nok aldrig hernede! Til Gengæld havde man heller ikke noget at tage sig af; gik Redskaberne i Stykker eller Søen tog dem, sørgede Kromanden for nyt, og hvad man strængt behøvede, kunde man hente oppe i Boden. Det var en underlig Tilværelse, syntes Lars Peter; alligevel var der noget ved den, der tiltalte. Det var ofte drøjt nok at skaffe det nødvendige, naar man var henvist til sig selv. Det kunde godt friste sommetider til at give sig paa Aftægt; lade en anden tage hvad der blev af – og saa til Vederlag sørge for Underholdet.

Men Fremdriften gik det ud over. Det kneb for ham at faa sine Makkere med til noget som helst ud over det strængt paakrævede; hvad skulde det gøre godt for at anstrænge sig? De var duknakkede og søvnige, noget Humør var der ikke over Lejet. De, der ikke søgte Kroen og drev Fritiden hen med Drik og Kortenspil, Nslog sig paa anden Maade skæve; noget Hold i Hjemmelivet var her ikke.

Lars Peter havde glædet sig til lidt menneskeligt 120| Selskab, til gennem daglig Omgang paa lige Fod med Kammerater at faa talt om Ting, og faa et og andet at vide ude fra. Mange af Fiskerne var jo Folk, der i deres Ungdom havde faret vidt omkring, som Søfolk eller Ntil Orlogs; og der var Spørgsmaal fremme ude omkring i Verden, som angik baade ham og dem. Men Samtalen kom sjælden længere end til Nabo og Genbo – og aldrig ud over Kromanden. Han var som en Ringmur, der lukkede om det hele. Tagene af hans Ejendom, der laa bredt og solidt oven for Kystbakkerne – med Kro og Gaardbrug og Handel – kunde ses hernede fra; og enhver skelede uvilkaarlig derop, før han sagde eller foretog sig noget. Ved ham blev Samtalen hængende!

Meget godt havde ingen at sige ham paa. Man bar sin NFortjeneste til ham paa den ene eller den anden Vis – nogle lagde deres i Kroen, andre foretrak at æde det op – og forbandede ham i Smug.

Naa, de andre om det! Til syvende og sidst blev Folk behandlede som de var dumme eller kloge til, og Lars Peter var ikke til Sinds at lade sig afrette til et umyndigt Arbejdsdyr. Det galdt nu om at sørge for, at Børnene ingen Mangler led og kom lidt ordentlig i Vej.