121| X
NDen ny Verden

Ditte stod i Køkkenet og smurte tykke Humpler Fedtebrød til de tre forsultne Unger, der hang over Halvdøren og slugte hende med Øjnene. Hun smaaskændte, for det var ikke mere end en Time siden, de havde spist til Middag, og nu teede de sig som om de ikke havde faaet Mad i otte Dage. »Mig først, mig først!« raabte de og rakte Armene ind. Det sinkede hende i Opvasken, og kanske vækkede de Faderen som sov til Middag oppe paa Loftet – der var overhovedet ikke Mening skabt i det! Men det var den Søluft; hernede ved Stranden var der slet ingen NForslav i Maden.

Hun tyssede paa dem, men de larmede bare løs, sparkede med de bare Ben mod Døren og strakte Hænderne ind. De kunde ikke gi sig Tid; saa snart en fik sin Humpel, lod han sig dratte ned og benede afsted til Stranden – Legen kaldte. Der var kommet et farligt Humør i dem hernede, det var næsten for meget af det gode. »Pas nu paa, at Menneskeæderen ikke faar Kig paa jer!« 122| raabte hun dæmpet efter dem og stak Hodet ud af Halvdøren. Men de hverken hørte eller saa.

Hun gik om Hjørnet og stirrede efter dem; de pilede afsted, saa Sandet sprøjtede dem om Fødderne. Tak, dèr tabte Povl sin Fedtemad midt i Sandet – den kom nok til at se godt ud! Men han snuppede den til sig og løb videre, ædende i Farten. »Det renser Tarmene,« sagde Ditte og lo ved sig selv. Tossede var de, skruptossede – til at grave i Sandet, og storme, og rode! Saadan havde de aldrig været før.

Hun selv var ogsaa vel tilfreds med Forandringen. Lege kunde hun ikke, selv om Anledningen var der; det havde Forholdene forlængst vænnet hende af med. Men hun havde god Tid, og her var meget at interessere sig for. Alle disse skrutryggede, forfaldne, mosgroede Hytter, der laa og krøb sammen her i Klitterne under den høje Kystskrænt, hver Hytte omgivet af sit eget lille Opland af Snavs og Fiskeaffald og Redskaber, de var for Ditte lige saa mange spændende Verdener, og hun havde den bedste Vilje til at trænge ind i dem.

Ditte var af Naturen interesseret nok. Hun brød sig blot ikke om som Kristian at strejfe om. Han havde ingen Ro paa sig, før han fik at vide, hvad der var bag den Bakke og den næste der dukkede op, og saa videre. Altid vilde han hen paa den anden Side Horisonten, og paa den Maade kunde han godt komme til at trave hele Verden rundt sagde Faderen, for Horisonten flyttede sig bestan123|dig. Lars Peter spøgede og drillede ham med det, til det blev et helt Æventyr om den rastløse Kristian, der blev ved at kravle op paa hver ny Bakke som kom ham i Vejen, og til sidst dumpede ned i Lejet igen – lige ned i Dittes Gryde. Prygl havde han ogsaa faaet for sin NBisselyst – men lige meget hjalp det. Povl, lille Povlemand skulde pille alting adskilt, og se hvad der var indeni; eller ogsaa skulde han hamre og tømre. Han var allerede næsten lige saa snild paa Fingrene som Kristian. Alt gik nok itu mellem Hænderne paa ham endnu; men gik der en Skruppe af Skaft for Ditte, kunde han snildt lave den i Stand igen. Alting faldt som Værktøj i hans smaa Grabber. »Han piller bare itu for at ha noget og sætte sammen af,« sagde Faderen. – Søster hun Nstod bare hos og saa til med sine store Øjne.

Men Ditte havde hverken Trang til det ene eller det andet. Hun skulde nok være i Virksomhed, men det maatte være med noget nyttigt, ellers var hun ikke rigtig lykkelig. Pille i Stykker havde hun ingen Glæde af, og heller ikke af at vide, hvad der var paa den anden Side af det man saa. Med Bedstes Død slukkedes det Fjærne ud for hende, hun havde ingen Interesser derude mere. At der var noget godt i Vente for hende, tvivlede hun fremdeles ikke om, det var jo den Følelse, der havde siddet som en svag Lysning inderst inde i hende og taget den værste Brod af Mørket gennem hendes Barndom. Hun var sig den ikke bevidst, 124| den sad der blot som en egen aldrig hvilende Lyskilde. Takket være den blev den endeløse Kæde af Slid og Genvordigheder hakket i smaa Stykker, der hver for sig var til at overkomme. Den holdt endnu bestandig til hos hende denne Følelse – som en egen rolig Dvælen i Sindet. Det gode der var hende beskaaret, fandt hende nok; hun hang ved Hjemmet, det fremmede havde ingen Tillokkelse for hende.

Desbedre Nabo var hun, og her var hun hidtil blevet slemt forfordelt af Tilværelsen. Hendes Opvækst var faldet paa Steder, hvor der var langt til Nabo og Genbo. Desmere nød hun nu det Liv, der udvikler sig af NSambygget – med alle Sanser paa vid Gab.

Ditte interesserede sig for sine Medmennesker og havde ikke været mange Dage i Lejet, før hun var nogenlunde orienteret og vidste ret god Besked om Nabo og Genbo, om hvordan Ægtefolk kom ud af det – og hvem der var Kærester. Hun kunde fange en Situation i et Glimt – og udsuge den for alt hvad der gemte sig bagved; hun var rap til at Nstave og lægge sammen. Det bundne og slidsomme i hendes Tilværelse havde udviklet denne Ævne hos hende, som en Erstatning for alt det hun gik Glip af. Nogen Skadefryd var der ogsaa med i det; en Hævn og Oprejsning over alle dem, som vilde se ned paa Rakkerens – og selv havde det baade saadan og saadan.

Den lange Nskutryggede Hytte, i hvis ene Ende 125| Kromanden havde puttet dem ind, laa omtrent midt i Lejet, lige for den lille Havn. Der boede to Familier til i Hytten, saa de havde kun to smaa Stuer og Køkken til deres Raadighed; Lars Peter maatte ligge oppe paa Loftet, under Straataget. Det var en rigtig Rønne, »Fattighuset« kaldtes den. Men der var ikke andet at faa, saa de maatte tage til Takke til Lars Peter selv kunde faa bygget – og være Kromanden taknemmelige oven i Købet fordi han skaffede dem Tag over Hovedet. Ditte var ikke fornøjet med Hytten, Gulvene var raadne, og vilde ikke tørre igen naar man vaskede dem; her var ikke bedre end i Skadereden – kun meget mindre Plads. Hun glædede sig til, at de skulde bygge. Et rigtigt Hus skulde det være, med rødt Tag der lyste i Solen, og en Jærnvask der ikke kunde raadne.

Men frasèt det var hun godt fornøjet hernede.

Naar hun stod inden for den aabne Køkkendør og vaskede op, var hendes Øjne i Klitten og fulgte med et forslugent Udtryk enhver der færdedes ad Stierne. Hun brød sin lille Hjærne for at finde ud af, hvor de vel skulde hen, og hvad efter. Og hørte hun Stemmer gennem Væggen eller fra den anden Ende af Hytten, gik hun i Staa og hele hendes Udtryk blev anspændt Lytten. Der var nok af spændende! Alene i Hytten her puslede og spøgede det bestandig af de to andre Familier – af Gammelmor som laa lam i sin Alkove paa den anden Side Væggen og forbandede Tilværelsen, 126| mens Tvillingerne skreg Livet af sig og Svigerdatteren var Gud ved hvor, og af Foran-Agter Jakob og hans Datter NToplanternen i Hyttens anden Ende. Bedst som man stod og tænkte paa ingenting, kom Kromanden strygende ned gennem Klitten som en anden Kæmpetrold for at snuse efter den unge Kone; og saa dunkede Gammelmor i Gulvet med sin Krykkestok og bandede alting.

Fra alt dette gik der Traade ud over Lejet – og længer ud endnu. Til hele indviklede Historier blev de – om Sorg og Skam og Forbrydelse; Ditte kunde følge dem frem, ofte til Enden. Hun fandt hurtig Traaden, selv i meget Nspeget Garn.

Det var gode Dage for hende nu; det lille Hjem gav ikke mere at bestille, end at hun kunde faa Tid til at gro lidt for egen Regning. Skolen var hun færdig med, nu hun Ngik til Præsten; og her var ingen Kreaturer at passe. Selv Storeklavs, hvis Skibskøl af en Ryg hun den første Tid kunde holde Øje med fra Køkkenvinduet, gav ikke mere at bestille. Kromanden havde forbudt dem at græsse den i Lavningerne i Klitten og faaet den op til sig paa Gaarden. Der havde den været i Vinter, og de havde kun set den, naar den slæbte Tang eller Fangst op fra Stranden for Kromanden. Den havde det ikke godt deroppe, alt det haarde Slid maatte den tage for at skaane hans egne Dyr. Ditte fik Taarer i Øjnene, naar hun tænkte paa den; som NSkumpelskuds i Æventyret var dens Lod blevet, og ingen var der til at tage den i Forsvar! 127| Det var længe siden, den med sin bløde Mule havde pillet Brødskorper ud af Munden paa hende.

Ditte gik og rettede sig i Væksten og lagde sig lidt Former til. Hun nød at have det lidt godt selv, og hun nød at se, saa glade Ungerne var – det ene med det andet bidrog til hendes Trivsel. Haaret var blevet fyldigere og tillod sig den Overdaadighed at kruse lidt i Panden, og hun var blevet rund om Hagen. Køn vilde vel endda ingen beskylde hende for at være; men Øjnene var skønne – paa Vagt som de bestandig var for at undersøge, om der var noget hun kunde være til Nytte med. Hænderne var røde og skrubbede – hun forstod ikke at skaane dem!

Ditte var færdig i Køkkenet og gik ind i Stuen. Hun satte sig paa Bænken under Vinduet og gav sig til at bøde Børnenes Tøj; saa kunde hun med det samme holde Øje med, hvad der foregik paa Stranden og i Klitten.

Nede paa Forstranden laa Ungerne og gravede af alle Kræfter; de byggede Fæstninger og Havne af Sand. Til højre, midt paa NStejlepladsen laa en lille velholdt Hytte, udenfor gik Fisker Rasmus Olsen og skældte ind ad Vinduerne. Saa havde Konen jaget ham ud. Klappen paa hans NSmækbukser hang ham helt ned paa Knæerne, han gik og gravede inden for Smækken med den ene Haand, skyllede NSkraasovs ud over den tjærede NStenpikning der var lagt inde omkring Huset for at Nsætte Tagvandet fra – og skældte med høj, langsom 128| Røst. Det lød altid saa morsomt, naar han skældte Konen ud, højt og ensformig som en Præken; man kunde godt falde i Søvn af det. Der var ikke Spor af Galsind i ham. Men om lidt kom nok Madam Olsen ud og gav igen, og hun kunde Nskære fra Leveren.

De skændtes bestandig, de to – og altid om Datteren. De forkælede hende og søgte at lokke hende over, hver af dem paa sit Parti; trak i hver sin Ende af hende – og kom i Totterne paa hinanden. Og Martha den Skarnstøs holdt snart med den ene og snart med den anden – som hun saa sin Fordel til. Hun var en køn Pige, Nslankvoksen og Nsvaj, stærk til at trille en Bør Redskab eller Fangst gennem Klittens løse Sand. Men vild var hun – og et rigtigt NRivejærn! Naar hun havde haft en Kærest et kort Stykke Tid, kradsede hun Øjnene ud af Hodet paa ham.

Hun havde to Børn – med hver sin! Og det underlige var, at begge Barnefædrene var villige til at gifte sig med hende, men hun vilde ingen af dem ha. Det var det mærkværdige med hende, at naar hun skulde ha et Barn med sin Kærest, kunde hun ikke udstaa ham mere, men kradsede ham saa snart han nærmede sig hende.

De to Gamle var døve, og kom altid udenfor naar de skændtes – de maatte vel ha Luft! De troede selv, de talte sagte, og raabte saa højt at hele Lejet vidste, hvad der var dem imellem.

Ditte kunde se Havet fra Vinduet, det laa og 129| knitrede under Solen, blaablegt og underligt. Det var ligesom et stort Væsen, der laa og spandt kælent – og pludselig kunde fare op! Baadene var i Havn; de laa bag Bølgebryderen som opstaldede Kreaturer, Dyr ved Dyr. Paa Molens Sladrebænk sad to gamle Fiskere og røg Tobak.

Nu kom alle Lejets Unger pilende op fra Stranden, en spredt, opskræmt Sværm. Saa havde de nok faaet Øje paa Kromanden! Han kunde ikke lide, at Børn legede; de skulde foretage sig noget nyttigt. Som Hævn flygtede de for ham saa snart han viste sig, og troede han havde onde Øjne. Sværmen spredtes over Klitterne i hver sin Retning og var pludselig borte, gaaet i Jorden lige som Vibeunger.

Dèr kom han selv Nhalende, i sine store NFedtlærssko! De lange Arme hang ham helt ned til Knæerne; naar det gik opover i det løse Sand, støttede han de vældige knoglede Hænder paa Laarene og gik paa en Maade paa alle fire. Saa bevægede den sammenskudte Overkrop sig op og ned som en Blæsebælg, Hodet der laa boret ned mellem de brede Skuldre gyngede som en Bøje, og det peb i ham saa man kunde høre det langt bort. Jøsses Kors, hvor saa han fæl ud! Han lignede en sammenfoldet Trold, der kunde skyde sig ud saa lang han selv vilde, og kigge hen over alle Hytterne for noget at æde. Det haardt sammenbidte Gab var saa stort, at det magelig maatte kunne gabe over et Barnehode – og Øjnene! Der 130| paastodes, at Kvinder tabte deres Vand naar han saa vist paa dem. Ditte lukkede Øjnene fast i og gøs over hele Kroppen.

Hun lukkede dem dog hurtig op igen; hun maatte jo have at vide, hvad han var ude efter. Men hun passede nøje paa, at han ikke kom til at fange hendes Blik, og gøs igen ved Tanken om hvad der saa vilde ske.

Menneskeæderen, som Børnene sig imellem kaldte ham, slet og ret fordi han havde saa stort et Gab, drejede op mod Rasmus Olsens Hus. »Naa, er I to gamle Børn nu Uvenner igen!« raabte han fornøjet til dem. »Hvad er der nu paa Færde – er det Martha?«

Rasmus Olsen tav saa snart han fik Øje paa Kromanden, og tøflede af ned mod Havnen. Men Madam Olsen var ikke bange af sig, hun slog lige over og gav sig til at smælde løs paa Kromanden. »Hva rager det dig?« raabte hun – »skal du blande dig i vores Anliggender?« Kromanden gik forbi hende ind i Huset uden at tage sig af hendes Skælden, han vilde nok tale med Martha; hun fulgte ham i Hælene som en kæftende Køter. »Du kan godt spare dig, her er intet for dig og snuse efter!« skreg hun. Lidt efter kom han ud igen, stadig med Madam Olsen skældende og smældende i Hælene paa sig, og gik ind over Klitterne.

Madam Olsen stod lidt og saa sig om, saa fik hun Øje paa Ditte og kom over; hun var ikke færdig endnu og trængte til nogen at udgyde sig 131| for. »Her løber han og snuser, den lede Pukkelryg!« skreg hun, endnu helt ude af sig selv – »og spaserer lige ind i andre Folks Stuer som var de hans egne. Og Stodderen det Kvaj tør ikke engang ta ham i Nakken men lusker af. Jo, det er kønne Mandfolk, dem her i Klitten; en maa selv værge om det hele, Føden og Skammen og alt! Havde endda Sønnen levet; men han maatte jo omkomme; for at en kunde være alene om alting!« Hun slog Forklædet for Ansigtet og gav sig til at græde.

»Er han da druknet?« spurgte Ditte medfølende.

»Jeg har saamænd siddet og græmmet mig over det hele Dagen; jeg tror aldrig, jeg slipper for 'ed. Derfor gaar en og har ingen Glæde her i Livet, fordi man altid maa tænke paa Drengen – det er en stor NUnderbalanse. Kan godt være, det er dumme Taarer man græder, men naar man nu ikke kan komme fra 'ed. Han Ngaar aldrig Glip – det er Ulykken! Og det er jo for den lumpne Maade, han kom af Dage paa. Var han blevet slaaet med Sygdom og Vorherre havde rørt ved ham – det var noget andet. Saa maatte en sige til sig selv, at kunde han ikke leve, ja saa maatte han dø – saa maatte han jo dø! Men det, at han var stor og frisk og saa blev ta'et hen paa den lumpne Maade – en ka aldrig glæmme det. Det var jo Farbroren, der vilde ha ham med ud paa Andejagt. Jeg gik og holdt igen, men Drengen skulde jo ud i det, og havde ingen Ro før han kom afsted og fik Hodet knust. Aa jo Mor, sa han, 132| du ka da nok begribe, at jeg ka behandle en Bøsse; jeg har jo skudt hver Dag – – og al den Slags. Saa kom de jo ud med to Bøsser i Baaden, og ikke engang ti Minutter efter var han tilbage igen og laa død, midt i en Baad fuld af Blod. Det er derfor, en ikke ka taale at se Vildænder eller smage en Bid Fugl. Hvergang en sætter sig ved Vinduet synes en, at nu kommer de med ham – nu er de der med ham igen. Derfor har en aldrig klare Øjne heller, men maa gaa her og græde og forspilde sin Ungdom.«

Madam Olsen var helt opløst af Graad. Hun Nsnød sig i Forklædet, Hænderne gik rastløst paa hende, glattede og strøg hen over Bordpladen.

Ditte var kommet til at se den arrige, altid smældende Kone fra en ny Side. »Saa, saa, hold nu op!« sagde hun, tog Madam Olsen om Hagen – og kom selv til at græde. »Saa – nu laver jeg os en Kaffetaar!« Det lykkedes hende at faa den gamle Kone bragt lidt til Ro.

»Du har gode Hænder,« sagde Madam Olsen og tog hende taknemmeligt om Haanden. »De er ru og røde, det er fordi Hjærtelaget er i Orden.«

Mens de sad ved Kaffen, kom Lars Peter hjem. Han havde været en lille Løbetur op omkring Kroen for at se, hvad man foretog sig med Storeklavs, og var i daarligt Humør. Ditte spurgte, hvad han var ked af.

»Aa det er Hesten – de rakker den helt af for os,« sagde han mismodig.

133| Madam Olsen saa venligt paa ham. »Dig ka en da høre hvad siger, om ogsaa du henvender Ordet til andre,« sagde hun. »Ja din Hest har han jo taget – og Vognen! Han kan bruge det alt: Ting og Ære og Penge – og Maden med! Søger du NSkænkestuen?«

»Nej, endnu har jeg ikke været der,« sagde Lars Peter. »Og jeg tænker heller ikke det bliver hver Dag, jeg kommer der.«

»Nej det er Sagen, du drikker ikke! saadanne har det altid daarligst med ham. Man maa hellere lægge sine Penge i hans Beværtning end i hans Købmandsbod – saadan er han beskaffen. Og i en af hans Kasser skal du lægge dem, der er ingen Vej uden om. For NPotifar har det hele i Lommen han.«

»Hvordan har han egentlig ku opnaaet det? For saadan har det dog ikke altid været,« sagde Lars Peter.

»Hvordan – fordi vi Mennesker er et skidt Slags – i al Fald her i Lejet. Har vi ingen over os, saa løber vi og piber og søger som en herreløs Hund, til vi finder en der vil gi os et Spark. Ham slikker vi saa Støvlen paa og vælger til Herre, og saa først er vi tilfredse. I min Barndom var her helt anderledes, da ejede enhver sit her i Lejet. Men saa kom han hertil og fik det hele vendt over paa sig. Kroen var her jo, og da han saa, han ikke kunde faa det hele ad den Vej, hittede han paa Ideer med dyre Garn og forbedrede 134| Fangstmetoder og hvad ved èn. Han leverede jo saa den dyre Redskab – og lagde Haand paa Fangsten. Det var ofte smaat dengang, og Fiskerne faar meget mere i Garnene nu om Dage; men hvad kan det nytte, naar Kong Potifar tar det hele! Gad vidst, hvad du egentlig vilde her til Lejet efter?«

»Inde omkring hed det sig, at han var saa god til at hjælpe jer Fiskere; og efter hvad en selv kunde skønne, var det ikke helt fejl heller. Men det ser jo lidt anderledes ud, nu en har faaet Tingene ind paa Livet af sig.«

»Ork ja, god! Han hjælper og hjælper, til en ikke har Skjorten paa Kroppen. Se kuns til, dig faar han nok ogsaa sat til Livs – og Tøsen dér med, om ellers hun er lækker nok til ham at sætte sine sorte Tænder i. Foreløbig piller han bare fra dig hvad du har. Siden hjælper han dig, til Gælden er blevet saa stor, at du faar Lyst til at hænge dig op i NBjælken. Saa taler han nok et Guds Ord med dig og frier dig fra det. For han kan prædike ogsaa – ligesom NSatanas.«

Lars Peter stirrede haabløst ud. »En har nok hørt, at han og Konen afholder en Slags gudelige Møder at kalde, men vi har ikke været der; vi er ikke meget Ngenegne for den Slags. Ja vi er ikke vantro forstaar sig; men vi har nu erfaret, at det er bedst og passe sine egne Sager og la Vorherre om sit.«

»Vi kommer der heller ikke, men Rasmus drik135|ker – og et Sted maa du møde op. Ja ja, du erfarer det nok altsammen selv, eftersom Tiden gaar, saa det er dumt, en sidder her og Npjatter op.« Hun gik hjem for at lave Aftensmad til Stodderen.

De sad en Stund. Saa sagde Ditte: »Bare vi var kommet et andet Sted hen!«

»Naa, Ndet gaar vel aldrig saa strængt til, som Præst præker! Og flytte fra mine Penge og alting har jeg nu ikke i Sinde,« svarede Lars Peter.