136| XI
NPandekagehuset

Børnene havde ikke længer en lille NFjerdingvej til nærmeste Nabo, de følte sig som i en Myretue. Der var Dagen med dens Rigdom af Oplevelser, alle lige spændende – og mest spændende af det hele Skrækken for »Menneskeæderen«. Bedst som man legede Skjul i de optrukne Baade og Hyttefade eller sad og red paa Taget af Sprøjtehuset, kom han over én; hans lange Arme krabbede i Luften, og fik han fat i én, var det ikke altid man slap med Skrækken. Han lugtede af raat Kød ud af Gabet, paastod Ungerne; de var ikke til Sinds at gøre ham bedre end han var. Flugten for ham, med Hjærtet bankende helt ud i den aabne Mund, satte tilpas Spænding i Tilværelsen.

Og naar de laa i deres Seng om Aftenen og lyttede, hørte de Lyde i Huset, som ikke stammede fra nogle af deres og betød hver sit underlige. Saa lød der Trin af Strømpefødder oppe paa Loftet, og Faderen saa hen paa Ditte. Kristian vidste hvad det betød, og de stak Hodet under Dynen og hviskede. Det var Foran-Agter Jakob, der listede omkring 137| deroppe og lyttede efter, hvad de talte om. Han listede altid om og lyttede efter Menneskers Tale for at komme paa Spor efter Ordet; han skulde bruge det til at drive Djævelen ud af Kromanden med. Børnene brød deres Hoder, for han havde lovet dem 25 Øre, om de kunde finde Ordet til ham. Og inde fra Alkoven hørte de Gammelmor Doriom harke. Hun havde NFedtsyge og blev federe og federe udvendig; men indvendig huledes hun ud. Hun spyttede sit Indre op i store Klumper, som hun sendte ud over Alkovens Vægge.

Sønnen var ude paa Langfart og kom sjælden hjem; men hver Gang han kom, var der en Unge død, og hans Kone havde faaet en ny. Hun fik dem for et godt Ord men passede dem skidt, og saa døde de for hende. N»Hvad der let kommer, let gaar,« sagde Folk og lo. Nu var der kun Tvillingerne; de laa derinde i den brede Trævugge og skreg Dagen lang med hver sin Rugbrødssut i Halsen. Moderen var aldrig hos dem; Ditte maatte tage sig af dem, for at de ikke helt skulde omkomme.

Lidt henne i Klitten laa et lille Hus, som var noget helt for sig selv. Det var det skønneste Hus de Smaa nogensinde havde set, Døren var blaa, og Vinduerne blaamalede; Bindingsværket var ikke tjæret som paa Hytterne ellers men malet brunt, og Murfyldingerne mellem det var røde med blaa Streg om. Omkring Huset laa der ikke Affald henkastet, Sandet var pænt revet, og ved Brønden var der tørt og rent. En stor Hyld – det eneste Træ i hele 138| Lejet – groede op ad Brønden, og paa den lille Brøndvippe danned en gammel NKværnsten Modvægten. I Vinduskarmene stod Potteplanter med røde og blaa Blomster, og bag ved dem sad en gammel Kone og kiggede ud. Hun havde hvid Kappe paa, og den gamle Mand havde snehvidt Haar. Naar Vejret var til det, gik han bestandig uden for Huset og puslede, han rev og pyntede. Og engang imellem kom den gamle Kone frem i Døren og roste ham. »Nej, saa pænt du dog laver det, lille Far!« sagde hun. »Ja, det er til dig, lille Mor,« svarede han og de lo til hinanden. Saa tog han hende ved Haanden, og de trippede hen og satte sig i Skyggen under Hylden; de lignede et Par Børn. Men hun vilde snart ind til sit Vindu igen, og længere end til Hylden havde hun ikke været i mange Aar, sagdes der.

De gamle Folk holdt sig for sig selv og gav sig ikke af med nogen, men naar Lars Peters Børn kom forbi, nikkede Konen altid ud og smilede. Og de gjorde sig Ærende forbi adskillige Gange i Dagens Løb, der var noget ved det lille pæne Hus og de to gamle Mennesker, som trak. Den samme Renhed og Orden, som prægede Huset, hvilede ogsaa over deres Samliv; der var ingen i Lejet som vidste andet end godt at sige dem paa.

Børnene kaldte sig imellem Huset for Pandekagehuset, og forestillede sig alt muligt skønt og herligt inden for dets Døre. Og en Dag tog de hinanden ved Haanden alle tre og gik hen og bankede 139| paa. Den gamle Mand lukkede op. »Hvad vil I, Børn?« spurgte han venligt, men blev staaende i Døren. Ja hvad vilde de – ingen af dem var klar over det. Og der stod de med aabne Munde og rindende Næser.

»Saa lad dem dog komme indenfor, Far,« lød en Stemme indefra. »Kom indenfor, Børn!« De kom ind i en Stue, hvor der lugtede godt af Blomster og Æbler. Alting var malet: Loft og Bjælker og Vægge, det skinnede omkap; Gulvet var hvidmalet, og Bordet var saa blankt at Vinduet spejlede sig i det. I den bløde Lænestol laa en stor Kat og dovnede.

Børnene blev bænket under Vinduet med hver sin Tallerken Rødgrød; for at de ikke skulde spilde paa Bordet, blev der lagt en Strimmel Voksdug under deres Tallerkener. Det gamle Ægtepar stod og trippede ængsteligt, mens de spiste; Glæden over det uventede Besøg lyste dem ud af Øjnene, men de var urolige for deres Ting. De var ikke vant til Børnebesøg, og især Povl kunde nok sætte Skræk i Livet paa en, saadan som han baksede med sin Tallerken. Han rakte den frem i stive Arme saa Mælken skvulpede, og sagde: »Kartofler til!« han troede det var Syltetøj. Men Søster hjalp ham med at gøre sig færdig, og saa blev det lykkelig overstaaet. Kristian havde slugt sin Portion i en Haandevending og stod henne ved Døren, parat til at Nspænde til Stranden – han længtes allerede efter noget nyt.

De fik hver et rødt Æble i Haanden og blev 140| læmpelig sat paa Døren, nu var de to Gamle trætte. Povl lagde sin Kind ind til den gamle Kones Kjole. »Kan li' dig!« sagde han.

»Aa herregud, det lille Menneske! Hørte du det, Far?« sa'e hun og virrede med det visne Hode.

Kristian syntes ogsaa, han skulde vise sin Erkendtlighed. »Hvis der er et Ærende eller noget, saa sig det bare,« sagde han og slog med Hodet – »jeg kan godt løbe hurtigt!« For at vise, hvor flink han var til Bens, pilede han hen ad Gangstien. Et Stykke henne stansede han og vendte sig triumferende. »Saa hurtigt skal jeg løbe!« raabte han.

»Ja tak, vi skal nok huske paa dig,« nikkede de to Gamle.

Det lille Besøg blev Indledningen til et fornøjeligt Bekendtskab. De gamle Mennesker havde faaet en egen Kløe i Fingrene; de fangede selv Børnene ind, og satte sig ud over de smaa Ulæmper der fulgte med. Tumle fik Børnene ikke Lov til – det kunde de gøre ude i Klitten; de maatte sidde pænt stille. Og saa fortalte den gamle Mand en Historie, eller han tog sin Fløjte og spillede for dem. Naar Børnene kom hjem og fortalte Ditte, hvad de havde oplevet, tindrede deres Øjne og de var mere stille i det end ellers.

Saa gik Ditte den følgende Dag og pønsede paa, hvordan hun skulde bære sig ad med at gøre de gamle Folk en Tjeneste til Gengæld for deres Godhed mod Børnene, og naar det kneb, tog hun 141| Kristian med paa Raad. Han var saa snild til at hitte paa.

Fiskerne plejede at stikke lidt til Side af Fangsten, før de afleverede den til Kromanden, og en Dag tog Ditte en dejlig tyk Rødspætte og lod Kristian løbe hen til de gamle Folk med den. »Men de maa ikke vide, at det er fra os,« sa'e hun. »Nu sover de til Middag, saa du kan nok faa den anbragt, saa de hitter den.« Kristian la'e den paa den lille Bænk under Hylden; men da han senere listede forbi for at se, hvordan det var gaaet, laa kun Halen og Finnerne der – Katten havde ædt den. Ditte skældte ham godt ud, og Kristian maatte lægge Hjærnen i Blød igen.

»Far kunde ta' Storeklavs og køre dem en Tur paa Søndag,« sagde han. »De kommer aldrig nogen Steder, de har for gamle Ben.«

»Aa, dit Fjols – Storeklavs har vi jo slet ikke noget at sige over mer!« bed Ditte ham af.

Men nu vidste hun det! Hun vilde skure Ndet lille Hus for dem hver Aften; den gamle Kone maatte selv ligge paa Knæ og besørge det om Morgenen tidlig, og det var Synd for hende. Efter at de gamle Folk var gaaet i Seng – de gik tidlig til Ro – tog Ditte Gulvspand og Skruppe og Sand i Forklædet og listede derhen. Kristian stod hjemme ved Gavlen og ventede paa hende, han maatte ikke komme med for ikke at forstyrre de gamle – han var saa fjantet.

»Hvad tror du nu de si'r, naar de kommer i 142| Morn tidlig og finder det saa pænt?« raabte han og hoppede ret op og ned. Han havde mest Lyst til at blive oppe hele Natten og lægge sig paa Lur deromme for at se deres Overraskelse.

Næste Gang Børnene var deromme, fortalte den gamle Mand dem en Historie om en lille Fe, der kom hver Nat og skurede og skrubbede for at skaane hans Lillemor. Saa lo Kristian – han vidste bedre Besked.

»Det er jo bare Ditte!« busede det ud af ham. Han skyndte sig at holde sig for Munden, men det var for sent.

»Nej, for Ditte er ikke noget lille Fæ!« udbrød Søster Else fornærmet. Saa lo de ad hende alle tre, til hun gav sig til at græde og maatte trøstes med en Kage.

Og da de gik hjem, hvem mødte de saa andre end Farbror Johannes, som gik og ledte efter deres Hus. Han var flot Nudhalet og lignede en af de bedre NPrangere. Lars Peter blev glad for Besøget, han havde ikke set Broderen, siden de skiltes saa uheldigt fra hinanden i Skadereden, og nu var det glæmt. Et og andet havde han jo hørt om ham, Johannes var en der kunde gi' Snakken noget at bestille. De to Brødre gav hinanden Haanden, som havde der aldrig været ondt imellem dem. »Sid ned og faa en Mundfuld Mad med,« sagde Lars Peter. »Den staar paa kogt Torsk i Dag!«

»Tak du. Men jeg skal spise om lidt oppe paa Kroen; vi er nogen Handelsmænd deroppe.«

143| »Det bli'r vel en fin Middag det?« Lars Peters Øjne lyste, han havde aldrig selv opnaaet at være med til nogen Middag.

»Ja det gør det nok – man spiser godt deroppe paa Kroen. Han er en flink Mand, Kromanden.«

»Det mener jo somme, andre siger det modsatte. Det afhænger vel nok af, fra hvad Standpunkt man ser paa ham. Du skal forresten ikke snakke om deroppe, at du er Bror til mig – det kan jo aldrig gavne dig og ha' fattig Slægt hernede.«

Johannes lo: »Det har jeg fortalt Kromanden – han roste dig forresten. Du var hans bedste Fisker, sa' han.«

»Saa? sa' han virkelig det?« Lars Peter blev rød om Øjnene af undselig Stolthed.

»Men du var lidt indskrænket, sa' han ogsaa. Du troede, Torskene kunde snakke Fornuft.«

»Ja saa – sa' han det ogsaa! Hva' Fan ka' han ha' ment med det. En tror da ikke Torsk kan snakke. Saadan noget Sludder!«

»Ja jeg ved ikke, hvad han har ment. Men en dygtig Mand er han – han kunde godt ha' studeret.«

»Du er jo kommet godt efter det, har én hørt,« sagde Lars Peter for at faa Samtalen over paa noget andet. »Du skal jo saa galt være halv forlovet med en Gaardmandsdatter.«

Johannes smilede og strøg sig om sin Kvindemund, hvor der sad lidt NFlødeskæg. »Der siges saa meget!« svarede han blot.

144| »Bare du nu kan holde paa hende – at det ikke gaar dig som en anden en. Jeg var ogsaa Kærest med en Gaardmandsdatter engang i mine unge Dage; men hun gik hen og døde for mig, før vi naaede og blev gift.«

»Er det sandt, Far?« udbrød Ditte, stolt over, at Faderen ikke stod tilbage.

– – –

»Hvad siger du til det, Tøs?« spurgte Lars Peter, da Broren var gaaet. »Har han ikke taget sig vældig op?«

»Jo fin er han!« indrømmede Ditte. »Men jeg kan nu ikke li' ham alligevel.«

»Du er nu altid saa vanskelig,« Lars Peter var krænket. »Du kan da se, andre godt kan li' ham. Han bliver godt gift.«

»Ja det kan godt være. Det er fordi han har sort Haar – det er vi Kvindfolk altid saa tossede efter. Men jeg tror nu ikke han er god.«