145| XII
Daglige genvordigheder

Det var en Dag henad Jul, et Par Maaneder efter at de var kommet til Lejet, at Lars Peter gik ud af sit gode Skind og satte sig op imod Kromanden. Han var ikke engang fuld, og det var noget ganske uhørt i Lejet, at ædru Mand sagde Kromanden sin Mening. Men godt dum var han dengang, det var alle enige om, han selv med.

Det kom over Storeklavs. Lars Peter havde endnu ikke vænnet sig til at se sin Hest trælle for andre; og det skar ham i Hjærtet at se, hvor haardt hans trofaste Følgesvend maatte ta' ved. Godt gal i Hodet over at han maatte gaa løs og ledig trods Kromandens fagre Løfter var han ogsaa – og over mange andre Ting hernede i Lejet. Og en Dag satte han sig for, at nu vilde han ha' Storeklavs hjem og begynde Kørsel igen. Han gik op paa Gaarden og forlangte brydsk sin Hest.

»Ja værsgod!« Kromanden fulgte ham ud og gav Ordre til at spænde for. »Her har du Hest og Vogn og Seletøj – mere er der vel ikke som er dit?«

Lars Peter blev lidt slap i det. Han havde ventet 146| Modstand; og der stod den anden og saa venligt, næsten faaret paa ham. »Jeg vilde gærne ha' nogen Varer med hjem,« sagde han slukøret.

»Ja, saa gærne, Lars Peter Hansen,« sagde Kromanden og gik foran ind i Butiken. Han vejede af efter Lars Peters Opgivelse, mindede ham endda om et og andet, som maaske var glæmt, og lagde Sagerne i en stor voksende Bunke paa Disken. »Har I Rosiner til Julebagningen?« spurgte han. »Ditte bager jo selv.« Saadan havde han Rede paa alt hvad der angik èn – og Omtanke for èns Anliggender.

Da Lars Peter vilde bære Sagerne ud i Vognen sagde han venligt: »Det bliver saa og saa meget – og du skylder for sidste Gang.«

»Det kan vel nok staa lidt endnu – til jeg faar Opgørelse efter Avktionen?«

»Nej, det kan det ikke – en kender dig jo ikke endnu.«

»Naa saa en skal straffes?« Det kogte op i Lars Peter.

»Her er ingen Straf Tale om. Men en maa dog vide, hvad Slags Mand du er før en kan betro dig noget.«

»Ja vist saa! Nej, en har nok lagt Mærke til, hvad Slags du er for en NHallunk!« raabte Lars Peter og stormede ud.

Kromanden fulgte ham ud til Vognen. »Du faar nok en bedre Mening om mig en Dag,« sagde han, bestandig lige urokkelig i sin Blidhed – »saa kan 147| vi jo snakkes ved igen. Men for at tale om noget vigtigere – hvor vil du faa Foder fra til Hesten?«

»Aa, det ordner sig nok,« svarede Lars Peter afvisende.

»Ja og Staldplads ikke at forglæmme? Det er jo koldt nu.«

»Det ska' en nok selv klare. Lad du bare mig om det.«

Saa kørte Lars Peter, nærmest paa Trods. Han vidste udmærket godt, at han hverken kunde skaffe Føde eller Husly til Hesten uden om Kromanden. Et Par Dage efter lod han Kristian bringe Køretøjet op paa Gaarden igen.

Det var dengang det! Nu var han saa meget klogere – eller i al Fald forsigtigere. Naar det en sjælden Gang kom over ham, at han følte Kløen efter Landevejen i sig og fik Lyst til at tilbringe en halv Dags Tid i Selskab med Storeklavs, bad han høfligt om at laane den. Og det hændte, at han fik Lov til det. Saa var han og Hesten som et Par Kærestefolk, der sjælden ses, lige drukne af Fryd over Samværet. Folk paastod, at de trak afsted som havde de en stille Kæfert paa begge to.

Ellers klogere var han ikke blevet. Kromanden var ham en lige stor Gaade – ved sin allestedsnærværende Omsorg og sin Trang til at tyrannisere det hele.

Sine Makkere og de andre begreb han lige saa lidt. Han havde henlevet sit Liv paa Landet, hvor enhver hyttede sit og var sig selv nok – og havde 148| ofte længtes efter NSambygget. Det saà svært hyggeligt ud – set derude fra den ensomme Skaderede – at Menneskene boede Dør om Dør; de kunde række hinanden en hjælpende Haand og slaa en Sludder af med hinanden i al Gemytlighed. Men hvad fik man ud af det her? Man sled vrangvilligt i det og skubbede Ansvar og Bekymringer for sig selv og andre fra sig, aad sin knappe Føde fra Dag til Dag og lod en anden rende med Overskuddet. Underligt var det at se den puklede Djævel skrabe alting til sig med sine lange Arme, uden at de saa meget som mukkede. Han maatte sidde inde med overnaturlige Kræfter.

Oprør pønsede Lars Peter ikke mere paa, han skulde nok dy sig. Naar det kogte op i ham, behøvede han blot at huske paa Foran-Agter Jakob, som han daglig havde for Øje. Enhver vidste at fortælle om, hvordan han var blevet det Skrog han var. Han havde ejet sin egen NStorbaad engang og selv hyret Makkere; saa mente han ikke, han behøvede at neje sig for Kromanden. Men Kromanden fik ham til at falde til Patten, saa det forslog. Han nægtede at købe Fangsten, saa de maatte sejle til andre Pladser med den, og ogsaa den Udvej vidste han at lukke for dem. Varer kunde de heller ikke faa i Lejet, eller Redskab – de var som Spedalske, ingen turde hjælpe dem. Saa faldt de over Jakob og saa deres Ulykke i ham. »For Fanden, du kunde ogsaa skabe dig, saa vi kan være her, det er din Skyld,« sagde de og vendte ham Ryggen. Saa for149|søgte han at sælge og flytte andetsteds hen, men Kromanden vilde ikke købe hans Ejendele, og ingen anden turde; han skulde blive – og lære at dukke sig. Og skønt han ejede Baad og Redskab, maatte han tage det i Forpagtning af Kromanden. Det tog saa haardt paa ham, at han satte Forstanden til; nu tullede han om og ledte efter et Trylleord til at fælde Kromanden med; en Gang imellem havde han ogsaa en Tur, hvor han gik omkring med en Bøsse og vilde skyde ham. Men Kromanden grinede blot af det ene som det andet; han maatte være i Besiddelse af overnaturlige Kræfter, han!

Ditte bestyrkede ham i denne Tankegang. Hun talte meget med Madammerne, og de var alle enige om, at Kromanden havde onde Øjne. Han spøgede i hendes Sind bestandig; og hun gik i en evig Skræk for ham. Naar hun saa ham hale afsted ude i Klitten, kunde hun give sig til at hvine op. Saa maatte Lars Peter skamme hende ud.

En Dag han sad og spiste og hun gik til og fra mellem Stue og Køkken, sagde hun pludselig: »Jeg synes mine Bryster bli'r saa store; jeg tror jeg skal ha' en Lille.«

»Hva' er'ed du si'er, Tøs!« raabte Lars Peter forskrækket og smed Skeen. Saa gav han sig til at le. »Dit lille Kvaj, du ved jo ikke, hvad det er du taler om.«

»Jo for han har set paa mig,« sagde Ditte alvorligt.

Lars Peter holdt ikke af dette herre, men hvor150|dan skulde han gribe Sagen an. Nu havde det været godt, om Sørine havde været hjemme og kunde retlede sit Barn. Ellers var det ikke ofte, Sørine savnedes, man havde indrettet sig hende foruden.

Lille Povl kom hjem fra Stranden en Formiddag og var daarlig. Han kastede op og havde Hovedpine, var skiftevis hed og graanubret af indvendig Kulde. Ditte fik ham klædt af og puttede ham i Seng; saa kaldte hun paa Faderen, som laa oppe paa Loftet og sov.

Lars Peter kom ned i en Fart. Han havde været paa Søen hele Natten og ravede lidt i det. »Naa, lille Povlemand, Ner det skidt med Lavs?« spurgte han og lagde Næven paa Drengens Pande. Det dunkede i den, den var brændende hed. Drengen vendte Hodet bort.

»Det er rigtig snavs med ham,« sagde han trist og satte sig paa Sengekanten – »han vil ikke engang kendes ved en. Det er da kommet paa i en farlig Hast, i Morges fejlede han jo ingenting.«

»Nej, han kom hjem før og var ganske graa – og frøs. Og nu er han gloende hed. Hør hvor det raller i Halsen paa ham.«

De satte sig ved Sengen og betragtede ham i Tavshed; Lars Peter havde hans lille Haand i sin. Det var en hel Gravepote, sort og med stumpede Fingerender, Neglene var slidt helt ind til Kødet. Han 151| sparede sig ikke, det lille Klør, altid var han oplagt, spilvaagen saasnart han slog Øjnene op. Og nu laa han her og gispede, saa trist at se paa! Var det Alvor? skulde Lars Peter nu til at hjemsøges paa sine Børn igen? Ulykken med det forrige Kuld havde han lagt langt bag sig – men han havde intet at undvære nu! Skete der ham noget med hans Børn, ja saa kunde han ikke mere, saa var han en slagen Mand. Han forstod nu, at det var dem der havde holdt ham oppe – under Ulykken med Sørine og alt det der flød deraf. Det var Børnene her, der havde genrejst ham for hver ny Dag. Alle hans bristede Forhaabninger, alt hvad der gik i Stykker for ham selv, levede jo kønt op igen i dem, i deres glade sorgløse Tilværelse. Det var kaske derfor, han hang saadan ved sine Unger, fordi der var gaaet saa meget i Stykker for ham selv.

Pludselig rykkede Povl sammen og vilde rejse sig over Ende. »Lud aa leje, lud aa leje!« blev han ved med at gentage.

»Han vil ud og lege,« sagde Ditte og saa spørgende paa Faderen.

»Saa er han kaske allerede kvikkere,« udbrød Lars Peter oplivet. »Lad ham bare selv bestemme det.«

Ditte gav ham Tøj paa, men han hang som en vissen Blomst, og hun maatte klæde ham af igen.

»Skal jeg ikke løbe over efter Lars Jensens Enke?« spurgte hun. »Hun er saa klog paa Sygdom.«

152| Nej – det syntes Lars Peter ikke; han vilde hellere have fat i en rigtig Dokter. »Saa snart Kristian kommer hjem fra Skole, kan han løbe op paa Kroen og be om at faa Storeklavs spændt for,« sagde han. »Naar det gælder Sygdom, kan de vel ikke nægte os Køretøjet.«

Kristian fik ikke Køretøjet; derimod fulgte Kromanden lige i Hælene paa ham. Han kom ind uden at banke paa, som han havde for Skik.

»Jeg hører, at jer lille Dreng er syg,« sagde han venligt, »og saa syntes jeg, det var ligesom min Pligt at se ned til jer og kaske kunne gi' jer et Trøstens Ord. Jeg har noget med paa en Flaske, som I skal gi' ham af hver Time; det er blandet under Bøn, saa skade kan det i hvert Fald ikke. Og saa skal I forresten bare holde ham godt tilpakket.« Han bøjede sig over Sengen og lyttede til den lilles Aandedræt, Povls Øjne stod stive af Rædsel.

»Det er bedst, du flytter dig væk fra Sengen,« sagde Lars Peter. »Du kan vel nok se Drengen er bange for dig.« Hans Stemme dirrede af indestængt Vrede.

»Det er der saa mange der er,« svarede Kromanden og flyttede sig godvilligt bort fra Sengen. »Og en lever alligevel, og færdes – og gør sin Pligt efter bedste Ævne. Naar en ser jer luske af Vejen til Tak, trøster en sig med, at Vorherre vel har sit for med enhver af os. Menneskene har kanske ingen Skade af at have noget at ræddes for, 153| Lars Peter! Men gi' du ham nu hellere Mixturen med det samme.«

»Jeg vilde hellere haft fat i Dokteren,« sae Lars Peter og gik nølende i Gang med at lokke Medicinen i Drengen. Han havde helst kylet den ud af Vinduet – og sendt Kromanden samme Vej!

»Ja jeg forstod nok det, men jeg syntes jeg vilde snakke med dig først. Hvad kan Dokteren vel udrette? Det koster bare Penge og kan ikke forandre Guds Hensigter med os. Fattigfolk skulde lære at spare.«

»Begriveligvis. Naar man er fattig, skal man ta' alting som det kan falde!« Lars Peter lo bittert.

»Vi derhjemme henter aldrig Dokter vil jeg sige dig, men lægger vort Liv i Guds Hænder. Er det hans Vilje, saa –«

»Jeg er nu af den Formening, at der sker meget som ikke kan være Guds Vilje – ogsaa her i Lejet,« sagde Lars Peter udfordrende.

»Og jeg tilsiger dig, at Nder ikke fanges den mindste Torsk – heller ikke her i Lejet – uden det er Gudfaders Vilje.« Kromandens Røst var alvorlig nok, den lød som var det Skriften selv, der oplod sin Mund; men han havde et Udtryk i Øjnene, som gjorde Lars Peter usikker alligevel. Han var helt lettet, da den uhyggelige Gæst tog NAfsked og halede op over Klitten.

Ditte kom ned ad Loftstrappen, hun havde været fraværende under hele Besøget. »Hva' Fanden – render du og gemmer dig for det Spøgelse?« raabte 154| Lars Peter; han trængte til at lufte sin egen Beklemthed lidt. Ditte rødmede og vendte Ansigtet bort.

Lidt efter bankede det i Væggen, det var den lamme Naboerske; Ditte gik derind. Svigerdatteren var hjemme og sad med begge Tvillinger ved Brystet, hun var stor og fed, Brysterne hang paa hende som to Sække.

»Jeg hørte han var derinde,« sagde den Gamle – »jeg hørte hans sleske Tale gennem Væggen. Tag jer i Vare for ham!«

»Han var meget skikkelig,« sagde Ditte undvigende. »Han trøstede Far og havde noget med til Lille Povl.«

»Saa han havde noget med – var det mod Sygdommen? Saa hæld det i Rendestenen du, ligestraks! Der gør det ingen Fortræd.«

»Men Povl har faaet det.«

Den Gamle slog Hænderne sammen. »Jøsses, jøsses! Det stakkels Barn!« jamrede hun. »Talte han om Døden? For her i Lejet hedder det, at Nvi er alle Kromanden en Død skyldige! – Naa ikke? og heller ikke om at levere jer Ligkisten. Han ordner ellers det hele, han er saa god og hjælpsom mod alle der fejler noget. Ja saa har han haft sit gode Sind paa – kaske faar Drengen alligevel Lov at leve.«

Ditte brast i Graad, hun syntes Ndet saà fortvivlet ud for Lille Povl, naar det skulde afhænge af Kromanden. Han var jo vred paa dem, fordi de ikke 155| sendte de smaa i Søndagsskole – kanske hævnede han sig nu.

Men et Par Dage efter var Povlemand kry igen og sprang omkring, spilvaagen som altid, en eneste ustanselig Oplagthed, til han med et Slag var løbet tom og faldt i Søvn hvor han gik og stod. Lars Peter var over alle Sorger og tog sin gamle velbehagelige Brummen fat; og Ditte trallede til Opvasken og fulgte den lille Knægts Færden med moderlige Blikke. Men for at være paa den rigtige Side sendte hun fra nu af Børnene i Søndagsskole.