156| XIII
Ditte blir konfirmert

Ditte skulde konfirmeres til Efteraaret men havde svært ved at lære alle de Salmevers og Skriftsteder udenad, Præsten forlangte. Der vilde ikke rigtig blive Tid til Læsning, og hendes lille Hjærne var efterhaanden blevet indstillet paa helt andre Ting end NUdenadslærningA; naar hun endelig havde alting til Side og fik Lærebøgerne fat, vilde det ikke hænge ved.

En Dag kom hun grædende hjem fra Forberedelsen. Præsten havde erklæret, at hun var for langt tilbage og maatte gaa om; han turde ikke paatage sig Ansvaret for at fremstille hende for Vorherre. Hun var sort fortvivlet; det ansaas for en stor Skam at blive vist tilbage fra Konfirmationen.

»Naa, skal dèt nu ogsaa komme til,« udbrød Lars Peter bittert. »Ja hvorfor ikke, paa Folk som os er der jo frit Slav. Vi maa vel være glade til, at vi overhovedet har Lov at færdes paa Jorden.«

»Jamen jeg er lige saa flink som de andre, der er slet ingen Retfærdighed i det,« hulkede Ditte.

»Nej Retfærdighed – hvor Fanden sku' den vel 157| komme fra? Selv om du aldrig kunde èt Salmevers, saa gad jeg nok se den Tøs, der bedre kunde fremstilles for Vorherre end du. Du ku godt paatage dig Husholdningen for ham hvad Dag det skulde være; og han maatte være et Asen, om han ikke ku' se, at hans Smaaengle aldrig havde faaet bedre Pasning. Men vi har naturligvis ikke ofret nok til Præsten, for saadan er de jo, de Sataner, der har NNøglerne til Herligheden! – Naa, saadan er'ed nu engang, lad os bare ikke hænge os af den Grund.«

Men Ditte var ikke til at snakke til Fornuft. »Jeg vil konfirmeres!« sa hun storbrølende. »Jeg vil ikke gaa om igen og blive vrænget af hver evigste Dag.«

»Kaske om en smurte Præsten lidt,« sa Lars Peter grublende. »Men billig blir han nok ikke.«

»Saa gaa til Kromanden da – han kan ordne det.«

»Ja han – der er ikke den Ting han ikke kan ordne, bare han vil. Men han er jo ikke videre henrykt for mig.«

»Det gør ikke noget. For Kromanden behandler alle ens, enten han kan li dem eller ikke.«

Lars Peter var ikke videre glad for den Tur, han bad nødig Kromanden om noget; men den maatte taes for Tøsens Skyld. Mod Forventning blev han modtaget venligt. »Jeg skal gærne snakke med Præsten og faa det ordnet,« sagde Kromanden. »Og saa kan du sende Tøsen herop en af Dagene. Det er Skik her i Lejet, at Menneskeæderens Kone sørger 158| for Udstyr til dem der skal konfirmeres.« Han fortrak sin brede Mund til et Grin da han sa det, og Lars Peter var godt flov.

Saa opnaaede Ditte alligevel at blive konfirmert. Hun gik en hel Uge i lang sort Kjole og med en tynd løs Flætning ned ad Nakken, og saa endnu mere tøset ud end før, men det gjorde ikke noget. Paa Kirkegulvet havde hun grædt, om det var af Glæde over at slippe ind i de Voksnes Lag, eller blot fordi det nu engang hørte sig til at græde, er ikke godt at sige. Men hun nød den følgende Uge, hvor Lars Jensens Enke kom og gjorde Arbejdet og hun slet ingenting maatte bestille andet end at gaa rundt i sin Stads og tage imod Lykønskninger. Hun havde en Flok beundrende Tøser i Hælene paa sig hele Tiden, og Lejets Smaaunger kom pilende og raabte: Konfirmand, gi en Skilling! Lars Peter maatte op med alle de Toører, han kunde skaffe til Veje.

Saa faldt man jo i Lave igen, og Tiden gled videre paa den gamle Vis. Ditte opdagede, at hun allerede havde hørt til de Voksnes Lag i nogle Aar; Pligterne blev hverken flere eller færre. Hun blev nemt fortrolig med det ny; naar de var bedt ud, tog hun sin Strikkestrømpe med og satte sig blandt Konerne. »Skal du ikke ud til de andre Unge?« sagde Lars Peter saa. »De leger paa NStejlepladsen i Aften.« Saa gik hun, men kom snart tilbage igen.

Lars Peter syntes efterhaanden at blive fortrolig 159| med Forholdene i Lejet; han skældte i hvert Fald kun ud over dem, naar han en og anden Gang havde været i Kroen og faaet lidt i Hodet. Han var knap saa flink til at sørge for alting mere, naar Ditte manglede noget til Husholdningen, maatte hun altid sige til – og ofte to Gange. Det var ikke den gamle Lars Peter i Skadereden, der hver Aften sagde: Naa hvordan gaar det Dittemor, har du saa alt hvad du behøver? Krediten i Krohandelen havde gjort ham mere ligeglad. Naar Ditte lod ham noget høre, svarede han: »Ja, hva Fan! en ser jo aldrig Penge mere. Saa faar en se at indrette sig dem foruden!«

Der var det underlige med Kromanden, at han syntes at kende alt ved en. Saalænge Lars Peter endnu havde en NTæreskilling liggende, var Kromanden treven til at gi Npaa Klods. Saa snart der løb en lille Smule paa, lukkede han af for Krediten, og aabnede ikke igen før man havde betalt af. Paa den Maade havde han faaet trukket den ene Hundredkroneseddel efter den anden fra Lars Peter, til de op under Jul ikke havde mere at tage til.

»Sesaa!« sae Lars Peter da den sidste Seddel sprang – »det var saa Overskuddet fra Skadereden. Nu har Sjælen Ro for det! Og nu maa han da for Pokker behandle os ligesom alle de andre i Lejet – ellers begriber jeg ikke, hvor vi skal ta Føden fra.«

Men Kromanden var nok af en anden Mening. Saa tidt Børnene var deroppe med Kurv og Vare160|seddel, kom de tomhændede tilbage. »Han mener nok, der endnu er noget at trække ud af os,« sagde Lars Peter.

Trist tegnede det. Ditte havde sat sig for, at hun rigtig skulde gøre det godt for dem denne Jul, hun havde bestilt Mel og Fedt til at bage Klejner af, og et Stykke Ribbensflæsk, som skulde fyldes og steges som forloren Gaas. Nu stod hun der med tomme Hænder; alle hendes skønne Planer Nrøg i Lyset. Oven for Loftstrappen laa Juletræet, som de Smaa havde listet sig til at fælde oppe i Plantningen, og flød – uden Lys og Knas og Papir til Pynt var det jo ingenting værd. »Naa skidt,« sa Lars Peter – »vi overlever vel det med. Lidt Fisk og Kartofler har vi da, saa sulter ihjæl gør vi ikke!« Men de Smaa græd.

Ditte var om sig for at redde hvad reddes kunde. Nede paa Havnen fik hun fat i et Par NDykænder, som en Fisker havde fanget i Garnene: dem lavede hun til og lagde i NMælkevand for at trække Trannet af dem – saa var Julestegen reddet. Nogle røde Æbler – som hun Tid efter anden havde faaet af det gamle Ægtepar i Pandekagehuset, og ikke nænnet at spise fordi de var saa kønne – blev bundet paa Juletræet. »Naar vi saa hænger Lygten i Toppen af det, er det saamænd helt fint,« forklarede hun de Smaa. Lidt Bønner havde hun tigget til Laans, og Brændevin – Faderen skulde ikke undvære sin Snaps Juleaften.

Hun havde rendt og pisket hele Dagen for at 161| naa saa vidt, nu gik hun i Køkkenet og gjorde Ild paa. Inde i Stuen sad Lars Peter og Børnene og holdt Juleaftens-Mørkning, hun kunde høre Faderen fortælle Begivenheder fra dengang han selv var lille. Ditte nynnede og var i godt Humør.

Men pludselig hvinede hun. Den øverste Halvdel af Køkkendøren var gaaet op. Mod Aftenhimlen tegnede sig Hode og Skuldre af en forvoksen Skikkelse, en Kæmpetrold der var i Færd med at løfte en Byrde ind over Halvdøren. »Her er lidt Varer til jer,« sa han hivende og skubbede med sine lange Arme Byrden hen paa Køkkenbordet. »Glædelig Jul!« Saa halede han af; Ditte hørte, hvordan det peb i ham efter Anstrængelsen med Kurven.

De pakkede den ud inde paa Stuebordet. Der var alt det i den, de havde haft Brug for og sendt Bud efter paa Sedlerne, foruden adskilligt andet, som man nok kunde ønske sig men ikke tog paa Klods: en NAlmanak med Fortællinger, et Pund Kogechokolade og en Flaske Gl. fransk Vin. »Det er akkurat lige som med Vorherre,« sagde Ditte der endnu havde Rester af Præstelæsningen i Hodet – »naar det ser allerværst ud for èn, saa hjælper han altid.«

»Ja Kromanden er en løjerlig NSkabhals. Der har en rendt ham Dørene ned for Varer – og ikke faaet andet end et Spark ud af Lemmen; og saa bringer han det hele selv! Han maa vel ha sin Tanke med det. Naa – enten det nu er saa eller 162| saa – Sagerne skal smage lige godt!« Lars Peter var ikke rørt.

Hvordan det nu skulde tages – Julegodhed var det i al Fald ikke; de blev ved med at kunne faa Varer i Boden. Kromanden kunde nok falde paa at stryge Ting af Sedlen, som han fandt overflødige, men med tom Kurv kom Børnene ikke hjem. Ditte var stadig tilbøjelig til at se Forsynets Omsorg i det, men Lars Peter tog det mere nøgternt. »Hva Pokker, han kan jo da ikke la os sidde og dø af Sult, naar vi skal gøre hans Arbejde,« sa han. »Du skal se, Raden har regnet ud, at vi ikke har mere og tære paa. Han har en fin Næse.«

Helt tilfredsstillende var Forklaringen alligevel ikke – heller ikke for Lars Peter selv. Der var noget ved Kromanden, som ikke lod sig regne ud i Penge. Han vilde regere ja, men han sparede sig sandelig heller ikke. Alle Vegne var han paa Færde; han havde hver enkelt Families Forhold i Hodet, kendte deres Affærer bedre end de selv, og greb ind. Det var baade godt og ondt med hans Alvidenhed; ingen vidste hvad Øjeblik han havde ham over sig.

Lars Peter fik hans Nalfaderlige Omsorg at føle fra en ny Side. En Dag sagde Kromanden, rent i Forbigaaende: »Det er en stor Pige, du har gaaende, Lars Peter; hun maa snart kunne forsørge sig selv.«

»Hun har tjent sin Føde i mange Aar, og vel det, og Tak til!« svarede Lars Peter. »Jeg var vist ilde faren uden hende.«

163| Kromanden rendte videre. Men en anden Gang, Lars Peter stod ude ved Gavlen og huggede Kvas, kom han igen og begyndte hvor han slap sidst. »Jeg er nu af den Formening, at Børn ikke skal gaa hjemme og hænge efter Konfirmationen,« sagde han. »Jo før de kommer ud, des hurtigere lærer de at begaa sig.«

»Det faar Smaafolk nok lært, enten de saa er ude eller hjemme, det er der ikke noget i Vejen for,« svarede Lars Peter. »Vor lille Husmor kan vi ikke undvære.«

»Ude paa Bakkegaarden vil de gærne have Ditte til Maj – det er en god Plads. En havde jo saa tænkt, at Lars Jensens Enke kunde flytte hen og holde Hus for dig; hun er en flink Kone og sidder hen til ingen Nytte. Bedst var det jo, om I kunde ha giftet jer.«

»Jeg har Kone god nok til mig,« svarede Lars Peter afvisende.

»Hun sidder jo, og en Straffet behøver man ikke flytte sammen med igen – om ikke man vil.«

»En har nok hørt det, men her hos os er der ingen der laver Skilsmisser. Sørine skal ha et Sted at tage hen, naar hun kommer ud.«

»Det afgør du med din Samvittighed, Lars Peter. Men Guds Ord siger intet Sted, at en skal dele Bord og Seng med en Morderske. – Hvad en vilde sige, Lars Jensens Enke sidder og optar et helt Hus.«

»Saa kunde vi kaske flytte derom?« sagde Lars 164| Peter livligt. »Her er der ikke rart og bo i Længden.« Han havde helt opgivet Haabet om at komme til at bygge selv.

»Gifter I jer, bliver Huset jo at betragte som dit.«

»En sviger aldrig Sørine!« raabte Lars Peter og satte Øksen i Huggeblokken. »Nu ved du det!«

Saa gik Kromanden, rolig og venlig som han var kommet. Foran-Agter Jakob stod bag den anden Gavl og pegede frem efter ham med Bøssen; den var ladet med Salt, han ventede bare paa Ordet for at fyre løs. Kromanden gik først indover, saa kom han tilbage og gik lige hen forbi Jakob – han var sandelig ikke ræd. »Naa, er du ude med Bøssen i Dag!« sagde han. Jakob luskede af Vejen og stak Hodet ind til Muren.

Kromandens ny NForføjelse vakte Sorg i det lille Hjem. Det var Moderen han dømte dem fra; hvordan skulde de undvære deres Dittemor, saa indlevet de var under hendes Omsorg?

Ditte selv var den der tog det roligst. Hele hendes Liv var lagt til Rette paa, at hun skulde ud og tjene Fremmede lidt før eller senere. Det var det selvfølgeligste af alt paa denne Jord – hun var simpelthen født til at tjene. Og under hele hendes Opvækst havde det gaaet som den røde Traad gennem alle Formaninger, det at dygtiggøre sig med det fremtidige Herskab for Øje. Spis Barn – havde Bedste sagt – saa du kan blive stor og stærk og gøre Fyldest for dig, naar du kommer 165| blandt Fremmede! Og Sørine havde – da hendes Tur kom – haft til dagligt Omkvæd: Du faar se at skikke dig lidt bedre, ellers bliver det saadan, at du ingen Steder kan være. Læreren havde flættet det ind i sine Formaninger, og Præsten vendte uvilkaarlig Ansigtet mod hende, naar han under Forberedelserne talte om Ndet tro Tyende. Hun havde selv daglig taget sin Gærning op med det for Øje, engang at blive et dygtigt Tyende – og med en Blanding af Frygt og Forventning tænkt frem mod det store afgørende Øjeblik, naar hun skulde drage ud for at gøre Gavn for Fremmede.

Og nu nærmede Stunden sig. Hun var ked af det, men mest for dem derhjemme. For hendes eget Vedkommende var det nærmest noget, der ikke kunde være anderledes.

Hun gik og ordnede alting med den kommende Adskillelse for Øje, tog Søster Else med ind i Arbejdet, og forklarede hende hvordan det skulde gøres, og hvor hver Ting havde sin Plads. Hun var en tænksom Unge, nem at komme til Rette med. Vanskeligere var det med Kristian, Ditte var alvorlig bekymret for, hvordan det vilde gaa, naar hun ikke længer var der og kunde retlede ham. Hver Dag snakkede hun Alvor med ham.

»Nu maa du snart se og holde op med at være et Fjols, der stikker af saa snart du er utilfreds med noget,« sa hun. »Husk paa du er den ældste; det blir din Skyld, hvis Povl og Søster blir nogen skidt nogen. De har ikke andre end dig at Nta efter 166| nu for Eftertiden. Og lad vær med og drille Foran-Agter Jakob, for det er Synd.«

Kristian lovede det altsammen – han havde saamænd det bedste Sind af Verden. Det kneb ham bare at huske sine gode Forsætter.

Povl var det ingen Nytte til at formane paa, han var saa lille endnu! Og han var ogsaa god nok som han var – den stumprumpede Unge! Det var bare saa underligt at tænke paa, at man skulde væk fra ham. Mange Gange om Dagen maatte Ditte have ham ind til sig.

»Naar nu blot Lars Jensens Enke blir god ved Børnene – og forstaar og ta dem!« sagde hun til Faderen. »Hun har jo aldrig selv haft Børn. – Det maa forresten være underligt!«

Lars Peter lo.

»Det skal nok gaa,« mente ham – »hun er jo en god Kone. Men vi vil komme til og savne dig!«

»Det vil I nok,« svarede Ditte alvorligt. »Men hun er sparsommelig – det er da èt Gode.«

Om Aftenen, naar Dagens forskellige Sysler var til Side og Børnene i Seng, gik Ditte Skuffer og Skabe efter, for at alle Ting kunde være i god Orden, naar Madam Jensen overtog Pasningen af Hjemmet. Børnenes Skiftetøj fik et ekstra Eftersyn – og Linnedet, Skufferne fik nyt Papir i Bunden og blev ordnede. Ditte gik og puslede med en egen Dvælen over Arbejdet, hver enkelt Ting blev i hendes Haand ud over det nødvendige. Det var 167| som en stille Andagt: Barnet der tog Afsked med sin kære brydsomme Verden og takkede hver Ting for det Slid og de Bekymringer de havde forvoldt hende.

Naar Lars Peter ikke var paa Søen, satte hun sig hen til ham under Lampen med et eller andet Lappearbejde, og de talte klogt sammen om Fremtiden og gav hinanden gode Raad.

»Naar nu du kommer ud blandt Fremmede, maa du for alting høre nøje efter, hvad der blir sagt til dig,« kunde Lars Peter sige. »Der er ingenting der ærgrer Folk mere end og skulde sige en Ting to Gange. Og saa faar du huske paa, at det ikke saa meget kommer an paa at udføre noget rigtigt, som at udføre det paa den Maade Folk vil ha det. Enhver har sin egen Metode, han mener Arbejdet skal gøres paa, og det kan ofte nok være svært at sætte sig ind i. Men der er intet Omraade, hvor Folk er vanskeligere at gøre tilpas.«

»Aa, jeg klarer mig nok,« svarede Ditte – lidt mere tappert end hun egenlig kunde staa ved.

»Ja dygtig nok er du jo efter dine Aar, men det er ikke altid det gør det af. Et mildt Ansigt maa du for alting vise – hvad der saa end gaar dig imod. Det forlanges der af den, som tjener for Føden.«

»Hvis der er noget i Vejen, saa siger jeg bare rent ud som det er.«

»Ja-a, vær du nu ikke altfor rap til det! NSandheden er gærne ilde hørt og for alting af den 168| Tjenendes Mund. Et Tyende skal helst ingen Mening have, saa begaar det sig bedst. Ti du hellere til hvad der kommer, og tænk dit – tænke kan der ingen forbyde èn. Og saa ved du jo, at du altid har Hjemmet her at ty til, om der kommer noget paa og du bliver jaget af Plads. Selv faar du naturligvis ikke gaa i Utide; der er kun ilde Rygte for den som render af sin Plads – hvad saa end Grunden er. Saa hellere døje lidt Uret.«

»Skal man da ikke staa paa sin Ret?« Ditte forstod det ikke.

»Jo, se det skulde man vel nok – men hvad er Ret du? Den der har NMagten og Agten, faar ogsaa Retten paa sin Side, det erfarer en tidt nok. Men det gaar jo altsammen alligevel, blot en er klog og sætter Ryggen til Vejret.«

Saa kom den sidste Aften. Ditte havde tilbragt Dagen med at gaa rundt paa Afskedsbesøg i Hytterne. Hun kendte bedre Maade at anvende de sidste kostbare Timer paa, men man var nødt til det, ellers blev der bare snakket om èn. De tre mindre fulgte hende trofast i Hælene. »I maa ikke gaa med,« sagde hun, »det er saa flovt og komme saa mange! Folk tror at man vil trakteres.« Naa saa gæmte de sig i Nærheden mens hun var inde, og fulgte hende til næste Hus; i Dag vilde de være hende nær. Dagen var gaaet med det; Spasereturen langs 169| Stranden ud til Næsset, hvorfra man kunde se Bakkegaarden, var ikke blevet til noget. Det blev for sent, Ditte maatte tage sit Løfte i sig igen. Det gik ikke af uden Taarer, Gaarden hvor Ditte skulde hen og tjene, spøgede stærkt i de trendes Fantasi. Helt godt blev det først, da Faderen lovede dem, at han Søndag Formiddag vilde ro dem et Stykke til Havs. »Derude fra kan man se Bakkegaarden og hele Landet deromkring, og kaske staar Ditte saa deroppe og vinker,« sagde han.

»Er det virkelig ikke længer borte?« spurgte Ditte.

»Det er jo et Par smaa Mil, saa man skal naturligvis ha gode Øjne,« svarede Lars Peter og forsøgte et Smil. Han var slet ikke i Humør til at sige Morsomheder.

Nu laa de tre i den store Seng og sov trygt, Povl i den ene Ende, Søster og Kristian i den anden. Der var lige Plads til Ditte, som havde lovet at sove hos dem alle tre den sidste Nat. Ditte gik i Stuen og puslede, Lars Peter sad henne ved Vinduet og granskede ved det sidste Dagskær en Brevlap han havde faaet fra Sørine. Det var bare nogle faa Ord, Sørine var ikke god til at skrive for sig; men han blev ved med at læse dem for sig selv, med en halvhøj Hvisken. Der herskede beklemt Stemning i Stuen.

»Hvornaar kommer Mor ud?« spurgte Ditte pludselig og kom hen til ham.

Lars Peter tog op efter Kalenderen. »Saa vidt 170| en kan regne ud, er der over et Aar endnu,« sagde han stille. »Længes du ogsaa efter hende?«

Ditte svarede ikke. Lidt efter spurgte hun: »Tror du hun har forandret sig?«

»Du tænker paa de Smaa vel? Jeg tror nok, hun er kommet til at holde en Klat mere af dem. NSavnet er en god Læremester. – Og nu skulde du gaa i Seng, du skal tidlig op i Morgen og faar lang Vej at gaa. Lad nu Kristian følge dig godt paa Vej – og lad ham bære dit Tøj saa langt han er med. Det blir en drøj Tur endda for dig. Jeg er ked af, at jeg ikke selv kan gaa med dig!«

»Aa det gaar nok,« sagde Ditte. Det skulde lyde frejdigt, men NStemmen klikkede for hende. Og pludselig kastede hun sig ind til ham.

Lars Peter blev nede til hun var faldet i Søvn, saa gik han op og lagde sig; gennem Loftet kunde han høre hende snøfte i Søvne.

Ved Midnat kom han ned igen, i Olietøj og med Lygte i Haanden. Han lod Lygteskæret falde ind over Sengen – de sov alle fire. Men Ditte kastede sig uroligt, hun laa og sloges med noget i Drømme. »Søster maa spise sin Mad,« stønnede hun. »Det kan ikke gaa – – hun blir saa mager.«

»Ja vist,« sa Lars Peter bevæget – »Far ska nok passe paa, at hun faar nok og spise.«

Han dækkede dem forsigtigt til og gik mod Havnen.