1| I
Blandt Fremmede

»Saa helt blandt Fremmede kommer du jo heller ikke,« havde Lars Peter trøstende sagt, Aftenen før Ditte skulde drage ind i sin første Plads. »Bakkegaardskonen er nok en født Mand, hendes Bedstefar og gamle Søren Mands Far skal ha' været en Slags Halvfætre. Det er jo lidt langt ude forstaar sig – og du gør kaske nok bedst i ikke at lade dig mærke med noget; vent hellere og se, om de selv byder sig til. Det er aldrig klogt at pukke paa Familieskab opefter.«

Ja vist var det langt ude – og saadan; han nævnede det ogsaa blot som en Slags Trøst – i Mangel af noget bedre. Lars Peter vidste altfor vel, hvad Familieskab var værd naar man var paa Bunden af det hele. Og Ditte var heller ikke dummere end som saa!

Alligevel hjalp Faderens Ord hende over det sidste og sværeste Stykke af Vejen herud. Det var slet ikke saa næmt at skulle trave til sin første 2| Plads, uden Følge af nogen Art. Hjærtet sad Ditte i Halsen, ved Tanken om alt det ny hun gik ind til – hvordan vilde hun klare det? Og Gaardfolkene – hvordan vilde de tage imod hende? Kanske var der tilmed en stor Hund som Ngænnede for hende, saa hun slet ikke kunde komme ind til Gaarden, men maatte staa og vente oppe ved Landevejen til der tilfældig kom nogen. Saa fik hun vel Skænd, fordi hun kom for sent. Naa frem slap hun vel, men hvilken Dør skulde hun gaa til – Bryggersdøren eller den pæne Dør? og skulde hun sige: Jeg er den nye NLillepige? Nej, Goddag maatte hun nok først og fremmest passe at faa sagt, for ellers fik hun Ord for at være uopdragen, og det faldt tilbage paa Hjemmet.

Det var slet ikke saa næmt, og her kom Faderens Trøsteord hende til Gode. Naar man var i Familie – om end langt ude – var det en anden Sag; saa kom man halv som paa Gæsteri! Det gav straks anderledes fast Bund under Fødderne, og det skulde ikke undre Ditte, om hendes ny Madmor tog imod hende med et forundret: Nej, saa det er Ditte! Du ligner til vor Side, gør du!

Da Ditte først stod i Bakkegaardens Bryggers med sin Bylt under Armen, kom Virkeligheden jo lidt anderledes. Hun fik ikke Lejlighed til at sige noget, for Karen Bakkegaards saa blot misfornøjet op og ned ad hende og sagde saa: »Naa er det Rakkerens den ældste? du ser noget Nstumprumpet 3| ud af en konfirmert at være – du fylder ikke stort bag et Arbejde.«

Noget Familieskab blev ikke nævnet, og det kom heller ikke Ditte overraskende; nu hun først var her, havde hun Raad til at se Virkeligheden i Øjnene. Kanske vidste Gaardfolkene her simpelt hen slet ikke noget om Slægtskabet; Fattigfolk er jo saa mange, at de ikke er næmme at holde Rede paa! I al Fald var Ditte en Uægte og regnedes som saadan ikke med. – –

Ellers havde det for øvrigt sin Rigtighed med Slægtskabet, men det var som sagt lidt langt ude. En Søn fra Næsgaarden var blevet ked af at Ngaa hjemme og træde, og var draget Nordvest over langs Stranden til han fandt Pladsen her og bosatte sig. Antagelig fandt det Sted allerede i Tider, da Mand'erne endnu tog deres vigtigste Føde af Havet. Gaarden laa i al Fald Nakavet for Jordbrug – helt ude i Klitterne hvor der ingenting kunde gro. Den var lagt inderst inde i en Fold i den høje Kystskrænt – som galdt det om at skjule den for Landsiden; noget Udsyn over Jordtilliggendet og Landet indefter var der ikke. Det var knap man opdagede, at der laa en Gaard her, naar man kom indefra. Til Gengæld var der mere end nok at se af Søen; den trelængede Gaard aabnede den Vej, laa og skabte sig med de strittende Længer som vilde den favne det Stykke Hav, der kom til Syne gennem Slugten. Der havde vel været Mening i det engang; nu var det i al Fald den bagvendte 4| Verden. Fra Opholdsstuernes Vinduer, hvorfra man i Følge Naturens Orden skulde kunne have et Øje med Folk og Fæ, havde man bestandig Havet og intet andet; og fra den aabne kolde Gaardsplads ligedan. Derude gled Baade formaalsløst forbi, dukkede frem bag den ene Kystbrink og forsvandt igen bag den anden; Skibe drog forbi langt ude, hvis Maal og Med ingen fattede; i klart Vejr tonede en blaa Banke frem langt borte – Land man intet vidste om og heller ikke gad spørge sig til nogen Viden om. Her var Land nærmere ved, som det havde været nyttigere at kunne holde Øje med.

Engang havde det som sagt haft sin Hensigt og Nytte; her fra Vinduerne havde man holdt Øje med Baad og Garn – og med fremmede Sejlere. Mangen Skipper var i Tidens Løb ankret op hernede ved Nattetid og havde solgt af Kornladningen til Mand'erne i Bakken; og en og anden var kommet herind mod sin Vilje. Dengang var der god Mening i NStubmøllen ogsaa, der nu blot stod som en Ruin oven for Gaarden, et Slags Mindesmærke over Bakkegaardsfolkets Taabelighed. Skruptovelig maatte den ha'e været, som havde bygget Møllen; for hvem vilde vel age helt ud til Havs Ende for at faa sit Korn malet!

»Gaa du til Bakkegaardsmøllen, den kan male Sand om til Korn,« sagde Folk spottende, naar en eller anden havde rigtig Galmandsværk for. Men den der først havde givet Anledning til Ordsproget, 5| var nok ikke saa helt umulig endda. Hans Nakke var tidlig krummet af at slæbe de tunge Sække fra Stranden op til Møllen i Nattens Mulm og Mørke, og i Ansigtet sad uhyggelige Rester af hans natlige Færden. Folk var bange for ham. Men han samlede de Dalere, Bakkegaardsfolket siden havde at sætte til af. Og han købte den Jord, der siden udgjorde Bakkegaardens NTilliggende, og gav sig til at drive Agerbrug – vel nærmest for at det ikke skulde falde altfor underligt med alt det Korn Møllen malede.

Men Søen er saa usikker, og Folk blev ogsaa hæderligere efterhaanden – hvordan det nu gik til. NLidt og lidt blev Jordbruget Bakkeboernes bærende Erhværv.

Nu var de Bønder med Hud og Haar. Mulden hang dem tungt i Træskoene, de forlangte fast Bund under Sengestokken og saa sig øre paa det vuggende Hav og arrige paa den vide Udsigt. Ned til Havet kom de nødig; de Tider var længst forbi, da de havde noget dèr at gøre; de havde nok i at have det for Øje bestandig. Som en kreperende Meningsløshed laa det der og Nparaderede; gro noget gjorde der ikke derude, Byger og Kulde satte ind fra Søen. Naar endda den Længe ikke havde manglet! En ordentlig Gaard var firkantet og lukket, det var saa Naturens Orden. Men her gik man fra Vuggen til Graven og stirrede ud i et gabende Hul, med en bestandig Fornæmmelse af at være paa Nippet til at blive hældt ud i det 6| Uvisse. NSom et hældende Sold var Gaardspladsen; begyndte noget at trille, blev det ved til det naaede Havstokken. Og saa maatte man ned til det forhadte Vand og slæbe Tingen op igen.

Bakkegaardsfolkene maatte sande, at det i Længden ikke var godt at være afspærret fra sit eget, og til Gengæld faa noget holdt op for Næsen bestandig, som man ikke kunde udstaa. Udsynet virkede paa dem som Cellevæggene paa en Tugthusfange og gjorde dem uligevægtige og uregerlige. Der var mange Udskejere iblandt dem, og Gaarden gav Folkesnakken rigeligt at bestille. Dette bidrog yderligere til, at de følte sig afspærret.

Helt uden Opdrift var Bakkegaardens Bønder ikke. Det kunde ske for enhver af dem, at han slog i Bordet og svor paa, at nu skulde NSluget lukkes med en ny Længe, eller hele Pibetøjet flyttes op paa Bakken. Lod han saa spænde for – for at gøre Alvor af det med det samme – og kom hjem fra Staden med en NKæmpedonner. Dette gik trofast i Arv: Hæmningen i det daglige – og de altfor voldsomme Udskejelser i den ene og den anden Retning. Naar Bakkegaardsfolkene slog sig løs, skrævede de altid længere end Bukserne kunde holde til – hed det om dem.

Ellers var det smaat nok med Arven. Der blev mindre og mindre at overtage, og om Karen Bakkegaards vidste man, at hun havde arvet flere Udyder end Dalere. Hun havde maattet tage nyt 7| Laan i Gaarden bare for at kunne holde den ældste Søn paa Seminariet.

Nej den eneste sikre Arv var nok det tossede Sind som alle fra Bakkegaarden mødte op med. Og det mærkeligste ved den Arv var, at den smittede: Fremmede der giftede sig ind paa Gaarden, blev lige saa smaatossede som Gaardens egne. Til Gengæld fortog det sig for de Bakkegaardsbørn der kom i god Tid hjemme fra; de kom efterhaanden til at ligne andre Mennesker; og af de Æg der tilfældigvis blev lagt uden for Gaarden, blev der godt nok Afkom. Der var altsaa en Skavank der klæbede ved selve Gaarden – en Slags Forbandelse vel. Den havde den Egenskab at den tog Virkekraften, Bakkegaardsfolkene havde ingen Lyst til at skabe nyt eller holde det gamle ved Lige heller, men lod alting forfalde. »Gaarden skal jo alligevel flyttes, hvad Nytte er det saa til,« sagde de.

Nu sad der Enke paa Gaarden, et Nfærmt nok Kvindfolk til at varetage Sagerne – efter Bakkegaardsforhold da, men et rigtigt Spøgelse ellers som ingen kunde blive klog paa. Hun var meget Ni Folkemunde, og den bedre Del af Slægten holdt hende paa Afstand. Penge var der jo ingen, og nogen Anseelse var der heller ikke at opnaa ved at omgaaes hende. Hun hævnede sig paa dem ved at omgaaes nedad.

Storagtig var Karen Bakkegaards ikke – det var Synd at sige. Hun omgikkes baade Husmænd og NPrangere, og var ikke bange for at lade sig 8| byde til Fødselsdagskaffe af NDaglejernes Kællinger inde paa NOverdrevet. Saa det er meget muligt, hun slet ikke anede, at hun var i Slægt med Rakkerens. Slægtsfølelse havde hun ikke megen af; den var overhovedet ikke stærk hos Mand'erne, dertil havde de vandret for længe paa Jorden og var blevet for talrige. Man holdt kun Rede paa dem der stod over èn i Anseelse eller hvor der var noget at arve.

Mellem Næsgaarden og Bakkegaarden var Forbindelsen holdt tyndt ved Lige ned gennem Tiderne. Man omgikkes ikke men mødtes med Aars Mellemrum ved Bryllupper og Begravelser – alt nok til at der kunde holdes Øje med Liv og Død. Da Havet først havde ædt saa meget af Næsgaardens Jorder, at den sank ned til at være Husmandsbrug og der ingen Arv kunde ventes fra den Kant længer, hørte ogsaa denne Form for Forbindelse op af sig selv. Hyttefolk faldt det ingen ind at byde med til noget, højst kunde det taales at de kom og fulgte til Begravelser. Bakkegaardsfolkene saa ikke til den Kant længer, hvor de havde deres Oprindelse.

Noget anderledes stillede det sig jo for Beboerne af Næshytten. De havde deres Grunde for at holde ved, og havde ad besværlige Omveje et Øje med Gaarden herovre – uden dog at blive federe af det. Søren og Maren vidste nok, at de havde Gaardmandsslægt herude ad, de! Det var deres svage Side, og de pralede med det, naar Tilværelsen blev 9| dem for arm. Ellers vente sig noget gjorde de jo ikke; de var tidlig begge naaet dertil, at de ikke ventede sig noget af Lykken mere.

Der var ellers Eksempler nok paa, hvordan baade et og flere Hundrede Daler kom drattende lige ned i Skødet paa Fattigfolk. Bedste havde holdt Rede paa dem langt ud over Sognegrænsen, og gik dem Tid efter anden igennem med Ditte. Det var en sær Fornæmmelse at svælge i Lykken – og saa at vide at man selv paa Forhaand var udelukket. »Du faar aldrig Gevinst, du!« sagde Bedste – »for du er en NUægte, og de arver ikke.« »Saa arver de bare heller ikke det daarlige,« svarede Ditte og nikkede afgørende; hun havde tidlig vidst at trøste sig. Men det var Bedste nu ikke lige saa vis paa som paa det andet.

Naa, Ditte var ikke ked af, at hun ingen Arveret havde – hun skulde nok klare sig alligevel. Kanske giftede hun sig med en der havde mange Penge – en fattig Fyr som hun tog bare for Kærligheds Skyld. Og naar hun saa havde sagt ja, Nkastede han sin gamle snavsede Overfrakke og stod der i pænt Tøj. »Min Far er rig nok for os begge to!« sagde han – »det var bare for at prøve, om du elskede mig for min egen Skyld.« Eller ogsaa fandt hun maaske noget paa Landevejen, en Pengepung med mange Penge i – som ingen havde tabt saa man ikke behøvede at aflevere den til Politiet. – Der var saamænd Maader nok, uden at man just behøvede at arve. – –

10| Enten nu Bakkegaardsfolkene havde Rede paa Slægtskabet eller ej – de lod sig i al Fald ikke mærke med noget men forlangte, at den ny Lillepige skulde bruge sig. Og i Grunden kom dette ikke bag paa Ditte. Den skulde selv være langt nede, der kom til nogen af Rakkerens og sagde: Vi to er i Familie, du! Alligevel var der en hæmmelig Tilfredsstillelse ved at vide, at man slægtede opefter – det gav Forbindelse den Vej ens Higen gik. Der førte traadt Vej til Lykken, andre af Familien havde gaaet den før èn selv.

Skuffe gjorde Gaarden her i al Fald ikke foreløbig. Den Luft der stod om den af Folkesnak og ilde Rygter, faldt det ikke Ditte besværligt at indaande; og den indeholdt tilpas Pirring til at holde Spændingen i hendes Barnesind oppe. Ditte havde lovet sig meget af det ny, saa meget at hun gruede for at rykke ud i det. Og indtil videre havde hun ingen Grund til at Nføle sig brøstholden, her var nok af dunkle Gaader. Mørket her kunde blive saa levende om èn, at det ligefrem nappede èn efter Benene.

Men ogsaa den lyse Dag havde sit at fortælle. Her var Sulekar ligesom i »Skadereden«, kun meget større; man skulde ikke løbe med Skillingen i Haanden forud for hvert Maaltid. Her var Høns som gik og puttede deres Æg af Vejen – hen paa de umuligste Steder; Grise der stod og himlede op Dagen lang over Truget – som altid var tomt hvor meget der saa blev slaaet i det; Smaakalve 11| var her, hvis Øjne blev til forunderlig blaa Lys i Baasens Halvmørke, naar de fik Lov at patte paa ens Fingre. Ditte genkendte det hele med sær Glæde; som naar der løb varm Talg fra Lyset ned over ens Fingre, saadan fornæmtes det under Hjærtet. Mælkesien hang til Tørre paa Stolpen til Bryggersdøren, og i Udhusenes Tagskæg var der Redskab stukket ind – NStrygespaan og NLynghakke. Øksen sad drevet fast i Huggeblokken, saa den næsten ikke var til at vrikke løs; og Leerne hang i den store Tjørn uden for Gaarden, med de skarpe Blade ind til Stammen – altsammen for at Børn ikke skulde komme til Fortræd.

Det var »Skadereden« om igen dette her, kun meget større. Om det saa var Katten Pers var her akkurat Mage til den – en rigtig Dovenlas der laa hele Dagen paa en varm Sten og slikkede Solskin. Men om Natten var der nok ingen der saa den, andre end Rotterne og Musene. Den lignede Pers saa det ligefrem var uhyggeligt, og var lige saa kælen mod hende. Det var næsten som de havde kendt hinanden altid, og dersom hun ikke havde vidst bedre. – Men hun havde jo selv set Kromanden slaa sin vældige Troldeklo i Pers – den Fisketyv – og stoppe den i en Sæk. Han tæskede først Sækken et Par Gange i Molens Sten og hev den saa i Havnen – og der var Sten i Sækken! Det var ikke engang sikkert, at Pers havde stjaalet Kromandens fine Rødspætter. Foran-Agter Jakob luskede om lige i Nærheden, og var 12| slet ikke saa tosset som han blev gjort til. I al Fald kunde »Menneskeæderen« ladet være med at sætte Kurven fra sig. Men dø maatte den – trods Børnenes Graad. Nu var det næsten som Pers var staaet op af Graven igen. Om det saa var i Retning af at være tosset efter Fisk, lignede den den rigtige Pers paa et Haar. Hver Morgen gik den ned til Stranden og hoppede ud paa de store Sten. Dér sad den paa Lur efter de Flyndere og anden Smaafisk, som holdt sig inde paa det flade Vand, og naar de kom nær nok, jog den Poten ned under dem og trak dem op paa Stenen. Det var morsomt at se, hvordan Vandskræk og Lækkersult stredes i den og fik den til at gyse over hele Kroppen. Det var den eneste Fisk den fik, for paa Bakkegaarden spiste man aldrig Fisk. Man troede, man fik Bændelorm af den.