28| III
Madmor

Karen Bakkegaards og Ditte gik i Bryggerset efter Middag og blandede Rugmel og Gibs til at sætte for Rotter; de øvrige paa Gaarden sov til Middag, Pigen Sine ogsaa. Karen stod og rørte Blandingen tørt sammen, hun var Ndrøj i sine Bevægelser; hvergang hun flyttede paa sig, udgik der en stærk kropslig Lugt fra hende som rev Ditte i Næsen og fik hende til at gyse. Blandingen blev pakket i smaa Papirspakker, som Ditte saa anbragte i de værste Rottehuller i Lo og Lade – der var nok af dem. Der var stille paa Gaarden, en Stilhed som gjorde søvnig; Ditte havde været tidlig oppe og kunde godt lagt sig lige ned paa Stengulvet og sove.

»Se saa« – Madmoderen gav hende de sidste Pakker i Forklædet. »Naar de faar sat alt det til Livs, tænker én vel de kan klare sig for bestandig.«

»Er det meget giftigt?« spurgte Ditte.

»Giftigt – nej, det er saamænd den uskadeligste Ting af Verden, saadan set. Men naar Rotterne 29| først har ædt Skrutten fuld a'et, maa de straks søge hen og drikke – for tør Kost er'ed jo. Og saa snart der kommer Vand til Gibsen bli'r den stiv. Ligefrem til Sten i Maven paa dem bli'r den – se saadan gaar det til!«

Ditte gav et lille Støn af Rædsel. »Aa nej, det maa være en forfærdelig Død,« sagde hun.

Karen Bakkegaards rokkede ærgerligt paa sig: »Pøh – hvorfor det? Hovedsagen er vel at én faar Has paa det Rak, saa kan Maaden saamænd være ligegyldig. Der er saa mange Slags Dødsmaader til, og alle fører de én Vej. – – Hvornaar er det, I venter din Mor ud?«

Spørgsmaalet kom bag paa Ditte og gjorde ondt – mest maaske for den Forbindelse det kom i. »Det varer vist noget endnu,« hviskede hun.

»Tror du hun fik fat i Pengene?« blev Karen ved; hun var i Snakkehjørnet i Dag.

Ditte vidste det ikke. Helst havde hun tiet bomstille; det plejede hun naar nogen spurgte hende ud om Forbrydelsen, men ens Madmor maatte man svare. »Bedste havde dem paa sig,« sagde hun stille.

»Ja, og det var dumt! hun skulde sat dem i Sparekassen og ikke ligget og rodet med dem. Saa havde du haft dem nu – for de var jo til dig. Og saa havde der været mange fler!« Karen gav sig til at regne ud. »Fem Hundrede Daler havde det vel nok beløbet sig til nu – et Tusend Kroner! Det var ikke faa Penge for en Fattigtøs som dig, naar du stod og skulde giftes. Sandgaards-Folkene maa 30| have haft godt om Skillinger – for de stammede jo derfra?«

Ditte stod og længtes efter at slippe ud; Temaet pinte hende, og den ramme Luft der stod om Madmoderen – af Sved og andet – tog Vejret fra hende. Hun blev ør og beklæmt af at være i Nærheden af det Nføre Kvindemenneske, der traadte saa tungt og tog saa robust paa alting – følte sig som et lille Kræ der naar som helst kunde blive trampet ned af Vanvare. »Skal jeg drive Kreaturerne ud nu?« spurgte hun og trak sig hen til Døren.

Karen Bakkegaards kiggede ind efter Bornholmeren: »Ja pil du bare af – men kald paa Rasmus Rytter først.«

Det var det værste nogen kunde bede Ditte om. Hun havde Skræk for Daglejeren; og han var ikke til at vække. Det paastodes, at han sov saa haardt bare for at faa den, der kaldte, narret helt op til sig. Sine kom ud fra sit Kammer bag Bryggerset, og Ditte saa bedende paa hende; men Pigen var daarlig vaagen endnu og forstod det ikke. »Pil saa af med dig, hvad venter du paa!« sagde Madmoderen.

Ditte drev nølende over Gaarden og gav sig til at raabe ind ad den aabne Lodør; Karen Bakkegaards stod i Bryggersdøren og fulgte optaget hendes Færd. »Se til den tossede Tøs,« sagde hun ærgerlig – »tror hun min Sæl hun kan raabe Liv i Daglejeren.«

31| »Hun er jo bange for'en!« sagde Sine uvilligt, hun led ikke dette her.

»Pøh bange – hun skulde sku skabe sig! – Du kommer til at kravle helt op i Høet til'en og ruske i'en; men pas paa han ikke river Englevingerne af dig,« raabte hun spottende.

Ditte stod ved Lodøren endnu; hun saa tvivlraadig ud, og stirrede fra den mørke Lo hen paa Madmoderen og tilbage igen. »Ska je kaske komme og hjælpe dig?« lød det fra Karen. Saa endelig smuttede hun inden for Døren; men det var tydeligt at mærke, at hun stod derinde og gæmte sig væk.

Karen stod og tumlede med Træskoene, hun var saa gal, at hun ikke kunde komme i dem. Nu sku hun dog lære Tøsen! Men Sine var allerede over Gaarden. »Faa du bare Kreaturerne ud og se at komme afsted, saa skal jeg nok kalde,« sa'e hun og skubbede hende den anden Vej ud af Loen. Hendes Madmor var ikke blid at vende tilbage til: Saadan noget Pjank, lignede det noget at Nbøde af for den Slags. En skabte bare hysteriske Krukker, som hvinede saa snart de fik en Ørntvist paa sig. De havde sku godt af at Nblive holdt lidt til i Tide – saadanne Tøser! Men Sine var gammel i Gaarde og lod som hun ingenting hørte; Madmor maatte for hende blive ved saa længe hun lystede, hun kørte vel træt engang.

Og denne Gang gik Karen forholdsvis hurtig i Staa. Pludselig lød der Skramlen af en Vogn, den 32| kom i forrygende Fart ned over Bakken, svingede ind i Gaarden og op foran Indgangsdøren uden at sagtne. Den stansede i et Ryk, og Kusken slog et lystigt Knald med Pisken; det var en NPranger. »Har man noget at sælge i Dag?« raabte han til Karen Bakkegaards, der stod i Bryggersdøren og stak i Træskoene.

»Ja, vi har en Fedekalv,« svarede hun og kom hen.

Ditte havde fanget et Glimt af den Kørende, idet hun slap Kreaturerne ud af Løkken; men ogsaa paa Lyden vilde hun have kendt ham – saadan kørte ingen anden. Det var Farbror Johannes, han var i stiv Hat og fin brun NStøvfrakke – rigtig Nkøbstads-udhalet. Han var nok kommet godt efter det, han!

Ditte vidste et og andet om, hvad det vilde sige at være Ni Folkemunde. Det var ikke lykkedes at flytte fra ret meget, Skyggen blev ved at følge dem. »Naa, det er Rakkerens Tøs – dem som i sin Tid holdt til inde paa Sandet,« sagde Folk og blev saa levende i Udtrykket. Saa vidste de Besked og Snakken var i fuld Gang – om Maren Heks, om Sørine Mands Forbrydelse, om Hundeslagteren. Ditte kendte det hele alt for godt; det var ingen Kunst at se paa Folk, at de snakkede om én. De 33| fleste gjorde sig ikke engang Ulejlighed med at skjule det.

Og trukket fra blev der just ikke. Rakkerfamilien fik Skyld for adskilligt mere end den rettelig kunde tilkomme, og meget mere end den brød sig om. Paa dette Omraade var der Ningen Smalhans. Rygter, som ingen vilde tage Ansvaret for og ingen heller for Alvor troede paa, dukkede op for et godt Ord og løb deres Runde for saa at synke i Jorden igen – og enhver var gladelig med til at bringe dem videre. Det var som om Menneskene kom til at hade Rakkerens ved at øve Uret imod dem. Kanske maatte de have en antagelig Undskyldning for deres Nag mod Familien – og døvede deres onde Samvittighed ved at paadigte den alt muligt daarligt; i sin utrættelige Stræben mod Lyset søger Mennesket helst Kilden til det onde uden for sig selv. Under alle Omstændigheder: Lars Peter og hans var nu engang NParia, det galdt at faa Ram paa dem til Gengæld for deres Forhutlethed. Sandheden var der i dette Tilfælde ingen Grund til at tage det saa nøje med – Virkeligheden overgaar jo dog selv de vildeste Fantasier. Og Rakkerfamilien havde desuden Ret til ved sin Færden at gøre alle onde Rygter til Skamme.

Den benyttede sig efter bedste Ævne af denne Rettighed – ved Flid og Orden og hæderlig Vandel. Det havde været svært nok ofte at læmpe sig igennem Tilværelsen, saa der ikke blev noget virkeligt for Folkedommen at hænge én op paa; og Ditte 34| begreb ikke, saa ligeglade andre Mennesker kunde være med, hvad der sagdes om dem. Hendes Madmor var ogsaa i Folkemunde; men hun bestræbte sig nok ikke for at gøre Snakken til Skamme, hun. Ydmyg blev hun ikke af det men saa nærmest ned paa Folk; hun blæste ad hvad de sagde, og gjorde akkurat som hun vilde. Ditte begreb ikke denne Foragt for alt, hvad der var pænt og anstændigt; det maatte være det, NSkriften kaldte at sætte en Ære i sin Skændsel.

Skønt Karen Bakkegaards havde været Enke en halv Snes Aar, snakkedes der endnu bestandig om hendes Ægteskab. Hun havde været en god og tiltalende Pige som ung, og den hun blev gift med var der heller ikke noget at sige paa. Han var tilmed en gudfrygtig Mand. Men hvori det nu laa, om de ikke passede sammen, eller der var andre Kræfter i Virksomhed – hun gik ud af Ægteskabet som en hel anden end hun kom ind i det. Nogle mente, at Ægteskabet havde været som at sætte to hver for sig gode Heste Ni Spænd, der slet ikke kan gaa sammen; og at de to havde ødelagt hinanden. Andre holdt paa, at det var det daarlige Blod i Slægten, der slog ud paa hende da hun havde naaet den rigtige Alder. En havde før set de prægtigste Ungpiger forvandle sig til halvgale Spetakler, naar de fik Hus og Hjem at raade med. I al Fald hadede de hinanden som kun Mand og Kone kan hade, og forgiftede hinandens Tilværelse hvor de bare kunde. Og dér var hun nok den dygtigste. Hun 35| var jo den der havde Gaarden, saa hun havde let Spil over for ham som intet havde bragt med. Og hun var ikke bange for at lade ham vide, hvor fattig han var, mens alle og enhver hørte paa det. Tre Sønner havde de ligefuldt sammen, saa der maatte jo ha'e været Stunder ind imellem, hvor de ikke helt var som Hund og Kat. Men mange var det vist forresten ikke.

Da de havde været gift nogle Aar, fik han NTæring – af Ærgrelse over at han ikke kunde hamle op med hende mente nogle, mens andre holdt paa at hun med Overlæg havde givet ham vaade Lagner at ligge i. Om hun nu fortrød det eller hvordan – hun købte Konjak og sød Punsj til ham for at han skulde faa Magt med NDyrene, og drak selv med ham for at han skulde faa mere i sig. Og det lykkedes nok ogsaa at faa Tæringen slaaet ihjæl, men et Vrag var han jo. Han som til at begynde med ikke kunde faa stærke Drikke ned, skulde helst gaa i en Dimmelim altid. »Min Kone holder saa meget af mig, at hun har sat mig paa Spiritus,« plejede han at sige; og saa lo Karen saadan, at man kunde huske hendes Latter endnu.

Morsomme Kaar for Drengene at vokse op under var det ikke; og det var næsten ved at være en Lettelse for dem, da de en Vintermorgen fandt Faderen hængende ude paa Loen. Saa var de jo faderløse, og Gaarden var uden Husbond. NEnkeseng falder vel ogsaa nok koldere end Ægteseng – selv om der ligges med Ryggen til hinanden; Karen havde 36| da Mod paa at gifte sig igen, især om hun kunde føre lidt Penge til Gaards derved.

Men der var ingen, der rigtig turde tage Pladsen op efter den hængte; og saa blev det til, at hun selv maatte slaas med Sagerne og sine tre Drenge. Det gjorde hende ikke blidere, og efterhaanden som Sønnerne vokste til og vilde have en Mening, kom hun daarligere og daarligere ud af det med dem. De tog saa hjemme fra; den ældste gav sig til at læse til Skolelærer og sad nu i Embede inde i Nærheden af Hovedstaden, den næstældste gav sig ud at tjene. Naar han alligevel skulde lyde andre, foretrak han at staa under Fremmede, sagde han.

Folk fandt, at det var underligt sagt. Var noget naturligere for en Søn end at give sig ind under sin Mor og lyde hende – om han da holdt af hende. Men hvordan det nu kunde være – Bakkegaardssønnerne havde ikke noget tilovers for deres Mor. Kun den yngste Søn Karl blev gaaende hjemme, ikke fordi han var gladere for Hjemmet end de andre, men han ævnede ikke at gøre sig fri af Moderens Herredømme. Han var en forsagt Fyr, som græd blot nogen prikkede ham paa Øjnene. Han lo aldrig men gik bestandig om og saa træt og brødebetynget ud. Der hviskedes om, at Moderen havde Nunaturlig Magt over ham, og at det var Angeren over dette, der knugede ham og drev ham til de Hellige.

Ditte havde gode Øren – hun hørte alt hvad 37| der saadan blev sagt. En Del af det forstod hun ikke, men hun lagde det ud paa sin Maade, og sammen med Livet i Dag forbandt det sig til en egen trykkende Stemning, som bestandig hang over én. Paa Bakkegaarden var der ingen Hygge, hver gik med sit eget Sind, nogen samlende Glæde var der ikke Plads til. Madmoderen gav Havet Skylden, det forbandede Hav; naar hun havde drukket lidt for meget, kom hun ud paa Gaardspladsen og rasede over det. Men Sønnen mente, at Gud havde vendt sit Ansigt bort fra Gaarden. Kun Sine gik rødkindet og uanfægtet af alting og passede sin Gærning; og Ditte holdt sig helst til hende.

Med sin Madmor havde hun svært ved at finde sig til Rette. Hun mødte op med en naturlig, ublandet Ærefrygt, Madmoderen var jo NForsynet fra hvem alt, godt saa vel som ondt skrev sig; hendes var Haanden der straffede og naadigst gav Føden. Og Nmadgod var Karen – som en rigtig Madmor skulde være det; hun gik bestandig med en Paalægskniv i Haanden, og paa hendes fremstaaende Mave var der store Fedtplætter. Hun aad gærne selv, og hun undte de andre Føden ogsaa. Dette forsonede med meget; Bakkegaarden var bekendt for at være et godt Madsted! Men fra hendes stærke Skikkelse strømmede saa meget andet, der gjorde Ditte svimmel og fik hende til at gyse.

Ditte havde lært, at man ikke alene skulde gøre sin Pligt mod dem, i hvis Brød man var, men 38| ogsaa holde af dem. Sin Pligt gjorde hun fuldt ud, men det var hende ikke muligt at holde af Madmoderen. Selv naar hun sad derude paa Marken over sin gode Mellemmad, vilde det ikke gaa for hende. Hun følte det som en Slags Utroskab og var ked af det.