48| V
Ditte besøger HjemmetA

Den eneste Ditte kunde gøre sig gældende overfor, var Sønnen. De andre regnede ikke med hende som Person men kòstede blot med hende. Klagede hun ved strængt Arbejde over Træthed i Ryggen, sagde Madmoderen blot: »Pøh – Ryg! Du har jo ikke andet end en Rad med et Hul i!« Og saadan var de andre ogsaa; de kunde bruge én, men tage én alvorlig vilde de ikke. Sine havde nok lidt Øje for Barnet i hende og var skaansom mod hende; men Ditte trængte mest til at blive behandlet som Voksen.

Med Karl var det en anden Sag. Han var sytten Aar, og Nsaa ud som han havde slugt Langfredag og skulde i Lag med Store Bededag. Han gik og halede paa Benene som var der Bly i dem, og lignede en der allerede har Hjærtesorg. Ditte forstod nok, at han havde et eller andet at bære paa; men derfor behøvede han vel ikke gaa om som en Dødbider. Hun havde selv sit at slaas med, let var det ikke altid at være det Sted hvor 49| Gærdet var lavest; men noget Hængehode var hun derfor ikke.

Det var altfor komisk at se paa, som han gik og passede sig selv og tøflede til Side, hvis noget lagde sig paa tværs af ham. Ditte kunde ikke modstaa Fristelsen til at stille sig i hans Vej og pirre ved ham; hun stak til ham hvor hun kunde. Mødte hun ham med Vandspanden, spildte hun rent uforvarende over Fødderne paa ham; og naar hun havde redt hans Seng, kunde han altid være vis paa, at der var noget i Vejen med den. Enten faldt Bunden ud, eller hun havde kommet et eller andet i den, saa han ikke kunde nære sig for Kløe og maatte op og ryste Lagner midt om Natten.

Ditte havde fundet en hun i al Godmodighed kunde hævne sig paa, og tage Oprejsning for alt det hun maatte bide i sig; og hun benyttede sig rigeligt af det. Karl fandt sig i Drilleriet, og opførte sig nærmest som om han ikke lagde Mærke til det. Nogen Forskæl i hans Væremaade over for hende bevirkede det ikke, hverken til den ene eller den anden Side. Ditte vilde ikke ha'e fortænkt ham i, om han var gaaet ud af sit gode Skind og havde langet hende en paa Kassen. Men det højeste han drev det til var at se ulykkelig ud.

De to andre Sønner kom sjælden i Hjemmet. Ditte havde set den ene af dem – Læreren – én Gang paa Gaarden; Landmanden havde slet ikke været hjemme i Løbet af Sommeren.

En Lørdag Middag lige før Høst kom Læreren 50| paa Besøg. Han stod ude i Gaarden da Ditte kom drivende hjem, barhodet og rank og fornøjet at se til – en lysende Modsætning til alt det øvrige. Enten var han og Moderen allerede Nskaaret sammen eller de var meget nær ved det; man kunde mærke det paa Stemningen. Han stod og saa ud over Havet som var han stærkt optaget af Udsigten; Moderen gik og gav sig at bestille med Karrene ved NPosten og saa udæskende hen paa ham. Naar nogen af de andre kom i Nærheden, tog hun Haanden op over Øjnene og efterabede Sønnens Stirren. Han saa det men lod som ingenting.

»Naa, hvad faar du saa ud af det? Kaske du kan si'e os, hvad de skal ha' til Middag i Sverrig?« hørte Ditte sin Madmor sige.

»Sverrig ligger slet ikke den Vej Mor,« svarede han leende. »Saa maa du om til den anden Side.«

»Naa maa én det – ja du er jo klog du! Men hvad glor du saa efter da?«

»Aa jeg synes Havet skinner saa festligt i Dag,« sagde han drillende. »Ingen Gaard i Landet ligger heller saa smukt. Skade kun, at det er som NGuds Ord spildt paa Balle-Lars.« Han lo rundhaandet.

»Er der noget der skinner, siger du?« hun kom helt hen og stod og kiggede fra hans Plads, dum og troskyldig i Udtrykket. »Ja rigtig – nu ser én det selv; Nsom Katteskidt i Maaneskin skinner det Gud hjælpe én! Nej som det da er fint! Ih Gud Fader bevare én!« Hun slog sig paa Laarene af Betagethed. »At de ikke har tænkt paa det og lagt 51| Gaarden helt ud i Havet – Forfædrene; saa behøvede én da hverken haft Mad eller Drikke! Men kaske vi gaar ind og æder – de af os der ikke kan leve af at se paa noget dumt Vand.« Hun vendte sig og gik ind, Sønnen fulgte hende smilende.

I Dag lod Daglejeren pænt være med at opvarte med sine snavsede Historier; han sad med Hodet helt nede i sin Tallerken og rystede lidt paa Haanden. Om det saa var Karen Bakkegaards, var hun halvvejs bange for Sønnen; hun var ikke saa højrøstet og ugenert af Væsen som hun plejede. Han selv sad og talte, frisk og fornøjet, fortalte pudsige Ting inde fra Hovedstaden og lo, uden at anfægtes af at de andre ikke var med i det. Karl lo jo overhovedet ikke, og Rasmus Rytter og Madmoderen kun naar der var noget sjofelt med i Spillet. Sine var der ingenting der bed paa, hverken Løjer eller Tristhed; og det vilde vist set underligt ud, om Lilletøsen gav sig til at snakke med. Men hun havde Lov til at hænge ved Skolelærerens Ansigt, og det gjorde hun. Det lyste naar han talte; og Ditte syntes Stuen var helt anderledes at trække Vejret i i Dag end ellers. Man kunde mærke, at han havde med Børn at gøre og forstod sig paa deres Tankegang.

»Har du Søskende?« vendte han sig med ét til Ditte. Hun blev rød af Beklæmthed, det var ikke Skik at nogen underholdt sig med hende ved Bordet. Da han hørte, at hun ikke havde været 52| hjemme endnu, blev han alvorlig. »Det er ikke rigtigt af dig,« vendte han sig uden videre til Moderen.

»Aa, hun lider saamænd ingen Nød eller Uret her paa Gaarden,« svarede Bakkegaardskonen afvisende.

»Jeg tror ikke engang det er Nlovmedholdigt at holde et nykonfirmert Barn borte fra Hjemmet en hel Sommer,« blev han ved. »Retfærdigt er det i al Fald ikke.«

»Loven skal du ikke belære mig om – og hvad der er ret og rigtigt heller ikke,« svarede Karen og gik vred fra Bordet.

Men om de nu havde drøftet det siden i Enrum, Mor og Søn, da Ditte var færdig med Middagsarbejdet, kom Madmoderen og sagde, at hun maatte gærne rende en Tur hjem, Kreaturerne kunde saa blive i Indelukket.

»Du har fri til i Morgen Aften – forstaar du nok!« raabte Læreren efter hende. Karen Bakkegaards indvendte et eller andet, men Ditte hørte det ikke. Hun var allerede godt paa Vej.

Saa glad og let til Bens havde hun ikke været hele Sommeren. Hun skulde hjem! og hun skulde oven i Købet sove hjemme – en hel Nat! Hun gentog det for sig i Tankerne mens hun pilede afsted –: en hel Nat! Det havde jo været det sværeste af alt – aldrig at sove under Hjemmets Tag, putte om de Smaa og høre deres trygge Aandedrag.

53| Søster Else som stod ved Opvasken, tabte Tingen ud af Hænderne af Forskrækkelse, da Ditte stormede ind i Køkkenet. Hun maatte staa paa en Skammel for at naa Vasken, men var allerede en helt flink lille Husmoder; Ditte undersøgte hendes Opvask og roste den. Den lille blussede af Glæde over Rosen.

Lars Peter kom i Loftstrappen, han saa forsovet ud. »Hvad, er du dér, Tøs!« sagde han glad. »Jeg syntes jo nok jeg hørte din Stemme.« Ditte sprang ham om Halsen, hun var lige ved at vælte ham.

»Ja – ja – lad én nu vaagne rigtig først,« sagde han leende og søgte Støtte med Hænderne. »Den Dagsøvn er alligevel ikke saa sund som den én faar om Natten. Den bliver ved at hænge én i Sindet.«

Nu kom Povl pilende fra Havnen; han havde hørt af nogle andre Børn, at Store Søster var kommet hjem. »Har du saa noget til mig?« raabte han, endnu før han var kommet indenfor.

Nej, Ditte havde virkelig ikke noget – hvad skulde det vel være?

»Du lofte mig sæl engang, at naar du kom ud og tjene, skulde du købe for en hel Krone til mig,« sagde Drengen fortrydelig. Naa, det maatte være noget hun ha'de lovet hen i Vejret – for at faa Ro. I al Fald ha'de hun svedt det ud.

»Men nu skal jeg nok huske det til næste Gang,« sagde hun alvorligt og saa ham forsikrende ind i Øjnene.

54| »Ja det er farligt at love de smaa noget i Tankeløshed,« sagde Lars Peter. »De har bedre NHuske end en anden én.«

»Ja for I si'r at man skal faa noget – men I gør det bare ikke,« faldt Povl ind.

»Hvor er Kristian?« spurgte Ditte og tog den misfornøjede Unge paa Skødet.

»Kristian – han er paa Arbejde; han er jo allerede en hel Kal,« sagde Faderen. »Han har tjent hos Kromanden hele Sommeren.«

»Det talte han slet ikke om, da han var oppe hos mig.«

»Hva – har han været oppe hos dig? det ved jeg ikke noget om. Ved I, Børn?« Lars Peter var helt overrasket.

Ja Søster Else vidste det. Til hende havde Kristian betroet sig – hun var jo Husmoder nu.

»Det har Du ikke omtalt for mig,« sagde Faderen bebrejdende.

»Det skulde hun da vel heller ikke,« faldt Ditte rask ind – »naar Kristian havde betroet sig til hende! Faar han saa noget for'et?«

Lars Peter lo: »Kromanden er jo ikke den der godvillig gir noget fra sig – han tar hellere han. Men Kosten har Drengen da – og han lærer i Tide at bestille noget og underordne sig. En anden ka' jo ikke rigtig holde Øje med ham, naar én er paa Søen om Natten og maa ta'e sin Søvn om Dagen. Ved du at Kromandens Kone er død?«

Ja Kristian havde nævnt det. Hvad døde hun af?

55| Ja se – Lars Peter skævede hen til de smaa. »I kan gaa lidt ud og lege, Børn,« sagde han. De to smaa trak sig langsomt ud af Døren, de saa meget forurettede ud. »Jo ser du, de havde jo saa meget ønsket sig et Barn – og det er forresten en rigtig bedrøvelig Historie. For selv om Mennesker er onde, som man vel nok uden al Forklejnelse kan kalde Kromanden, saa er Børn jo noget, vi allesammen gærne vil ha' – de fleste af os. De havde nok gjort en hel Del for'et, der sagdes, at Kromanden og hans Menighedsbrødre knælede og bad til Vorherre, at han vilde se i Naade til dem og velsigne hendes Liv. Men Vorherre maa vel ikke ha'e ment at et Barn vilde faa det godt hos dem – eller hvordan; for det hjalp ikke med alle deres Hokuspokus. Saa var det jo, at han kom sidste Efteraar, han NMissionæren som Kromanden havde bestilt til at holde Vækkelsesmøder her paa Egnen. Og han bad jo med Krokonen i Enrum og lagde Hænderne velsignende paa hende. Og hvordan det nu har sig eller ikke, med Barn blev hun da.«

»Det var da et Mirakel!« sagde Ditte alvorligt.

»Ja det kan vel kaske nok siges – der er jo meget, én ikke saadan kan ta Rede paa. Kromanden maa alligevel ikke ha haft den rette Tro da det kom til Stykket, for han vilde nok ikke ta Miraklet for gode Varer. God ved hende har han jo aldrig væ't, og nu blev han først rigtig ond. Han nok baade slog og sparkede hende, og det paa fæleste Vis; der siges, at han helst sigtede 56| efter det Sted paa hende, hvor hun gik og bar sit Foster.«

Ditte gav en Jamren fra sig. »Hvor kunde han dog?« hviskede hun og krøb sammen. Hendes Stemme var hæs.

»Ja hvor kunde han du? Han var vel sjalu – og en Djævel er han jo, naar noget kommer paa tværs a'en. Det blev hun saa syg af – og døde; og de siger, at dengang hun blev lagt i Kiste, vilde han ikke tillade, at hun fik NLinned og Sysager med i Graven til at forløse sit Barn med naar Tiden kom. Det er jo saadan Skik, naar nogen dør og bli'r lagt i Jorden med Barn i Livet; men han var bare haard. »Lad hende kun blive i den Tilstand til Dommedag!« skal han ha' sagt.

»Nu er det saa efter ham som rimeligt er, al den Tid han dog kun er et Menneske – selv om han har haft Ord for hverken at frygte Gud eller Fanden. Folk der passerer Kirkegaarden ved Nattetid, har hørt hende klage sig derinde, alt siden hun blev begravet. Og for en Uges Tid siden Kromanden kom kørende hjem fra Staden om Natten, var Hestene ikke til at drive forbi Kirkegaarden. De stod og rystede med Angstsveden dampende af sig, og inde fra Graven raabte en Stemme: NList og Svøb, List og Svøb! Han maatte saa rive sin Skjorte i Strimler og lægge paa Graven, og saa tav først Stemmen og han kunde komme videre med Køretøjet. Men siden har det været Nsnavs med'en! Han 57| farter jo omkring som altid forstaar sig, men han ligner ikke sig selv.«

»Den stakkels stakkels Kone!« sagde Ditte. Hun havde store Taarer i Øjnene.

»Ja det maa du nok sige – der er meget ondt til paa denne Jord. Men at forfølge et Menneske langt ud over Graven er vel nok noget af det værste én har hørt! – – Naa, men vi skal ikke sidde her og se sort,« Lars Peter løftede Stemmen. »Driv du nu ud og faa fat i de Smaa – de længes vist efter dig. Jeg maa ned og gøre Baaden klar til Natten.«

Ditte fik Povl og Else ved Haanden og gik ud for at hilse paa Venner og Bekendte. Hun var helst fri, men det gik ikke an at lade det være, saa fik man Skyld for at være storagtig. De gamle Folk i »Pandekagehuset« var glade for at se hende. »Nej, som du er blevet stor!« sa' de og følte op og ned ad hende. De var selv blevet endnu mindre, det var ligesom de to rare Mennesker voksede nedad. Der duftede af Æbler og Lavendel hos dem som altid.

Lars Jensens Enke var de ogsaa indom hos. Hun var forresten ikke Enke længer, for Kromanden havde maget hende sammen med en ny Fisker der var kommet til Lejet – for at komme over Boligspørgsmaalet. Men Børnene kaldte hende fremdeles aldrig andet end Lars Jensens Enke. Hun var helt rørt over Besøget, det rare Skind. »Ja Mor blev én saa ikke for jer dengang,« sagde 58| hun, »men det er rart at se, at I alligevel tænker lidt venligt paa én. For én har jo selv faaet Mand at trækkes med ved du vel? Hvordan han er, kan én saamænd ikke sige dig – for én har knap nok selv gjort sig fortrolig me'en.    Det er jo halv underligt saadan at faa en vildfremmed stukket Nop i Baasen til sig; i Førstningen sparkes og bides man jo lidt og vil ikke ret kendes ved hinanden. Men det maa vel gi' sig det og – som alting andet her i Verden.« De maatte blive og drikke Kaffe, og saa gik Turen videre.

Det var morsomt saadan at gaa omkring og blive regnet for Voksen og gjort Stads ad; Ditte havde en Følelse af at være fejret.

Men saa var det ogsaa forbi med at gaa til Stads. Det var Lørdag, og Hjemmet trængte til at gaaes ordentlig efter; Else kunde ikke magte mere end lige det nødvendigste for Dagen og Vejen. Ditte fik en gammel Nederdel paa og NSkrupforklæde for, og kom i Gang med Rengøringen.

Det gjorde godt at færdes hjemme igen, usigelig velgørende var det for Sindet at blive set paa med Øjne der lyste af Kærlighed og Stolthed – – og af Beundring! Hvor var hun blevet tyk og rød i Kinderne, og hvor havde hun rakt og strakt sig. »Du er jo snart en voksen Pige,« sagde Lars Peter stolt, »inden én faar set sig for stiller du vel med en Kærest under Armen.« Børnene hang over hende, glade og vigtige over at have en voksen 59| Søster, der kom hjem med Luft fra en helt fremmed Verden i Klæderne og talte stort om Ting.

Povl især hang over hende, saa det næsten var generende i Arbejdet; han vilde helst være paa hendes Skød hele Tiden. Nu skulde han have Oprejsning for mangehaande Savn. Og i Dittes Hjærte mættedes noget ved atter at have ham om sig og kunne hjælpe ham; hans lille Krop faldt kært mellem Hænderne, og hun var lykkelig for hans bestandige: Nej, Dittemor skal! naar han trængte til en Haandsrækning.

Naturligvis skulde de ligge alle fire i samme Seng. »Det gaar aldrig,« sagde Faderen, »husk paa I er vokset allesammen.« Men Ditte var ligesaa opsat paa det som de andre, hun var et rigtigt Barn. »Kommer du ikke snart?« laa de og raabte, og Ditte længtes selv efter at krybe ned til dem. Men hun vilde ogsaa gærne sidde lidt og snakke voksent med Faderen.

»Naa, hvordan er du saa tilfreds?« spurgte han, da de havde faaet Ro for de andre. »Rask og vel ved Magt ser du ud, saa du bliver da vist hverken sultet eller overanstrængt.«

Nej, Ditte var godt nok tilfreds – saadan. Men hun vilde alligevel gærne hjem og være til Vinter; der var jo Brug nok for hende, og Bakkegaarden var saa langt borte.

»Ja, du savnes saamænd hver Dag – baade paa den ene og den anden Maade,« sagde Lars Peter. »Men tage dig hjem – en konfirmeret Pige – det 60| gaar aldrig for Smaafolk som os! Folk vilde ha'e ondt af det.«

»Rasmus Olsens Martha har dog alle Dage været hjemme,« indvendte Ditte.

»Ja det er nu saadan sin egen Sag med hende,« sagde Lars Peter nølende, »hun har vist ogsaa maattet gøre Indrømmelser for det. Nej, Kromanden holder ikke af, at Smaafolk har nogen Hjælp af deres Børn; han kunde jo ikke engang taale at se Kristian gaa her. Men hvis det er for langt borte, kunde vi kaske finde en Plads til dig nærmere ved Hjemmet. Der snakkes om, at Kromanden vil indrette Hotel og trække Badegæster til, saadan som de har det andre Steder. Kaske kunde du faa NBeskæftelse dér.«

Nej saa blev Ditte hellere hvor hun var.

»Det er ogsaa for hurtigt at skifte Plads,« sagde Lars Peter, »én faar et daarligt Ry paa sig – enten det saa er begrundet eller ej. Bønderne kan nu engang ikke li' Folk, der skifter for ofte.«

»Hvorfor ikke det da – hvis de selv gir Anledning til det?«

»Fordi det tyder paa for stor Selvstændighed – og den er gærne ilde set. De der bliver længe i en Plads, er derimod Folk der finder sig i meget – og det er altid vel set. – Men for at tale om noget andet, ser du noget til Farbror Johannes? Det siges at han har sin Gang paa Bakkegaarden.«

Ditte havde kun set ham der én Gang, og troede ikke han havde været der oftere. »Er der noget 61| med ham og Karen Bakkegaards kaske?« spurgte hun nyfigent.

»Ja Snakken gaar i al Fald, at han gør sine Hoser grønne hos din Madmor – og at hun Nikke er ham helt ond. Om det er sandt kan én jo ikke garantere for; men han kunde være fræk nok til at stile saa højt. Det bliver jo saa gammelt og ungt der mødes; og det skal ikke være saa heldigt, har én hørt!«

Næste Morgen vaagnede Ditte ved, at nogen trak hende i Næsen. Hun slog forvirret Øjnene op, Kristian og Povl laa hen over Sengen og stirrede hende gavtyveagtigt ned i Ansigtet, Søster Else stod ved Sengesiden med Kaffe. »Du skal ha' Kaffe paa Sengen!« raabte de og lo mægtigt ad hendes forstyrrede Udtryk. Den Opvaagnen var hun nok ikke vant til.

Det var godt hen paa Morgenen – hun kunde se det paa Solen. De smaa Gavtyve havde aftalt i Gaar at hun skulde sove længe, og listet sig ud af Fjerene uden at hun mærkede det. »I er nogen rigtige nogen!« sagde hun og satte sig over Ende i Sengen – »jeg skulde været tidlig op og ha'e Huset i Orden.«

»Men det er jo i Orden!« raabte de, og morede sig over saa godt de havde narret hende.

Mens Ditte klædte sig paa, maatte hun fortælle 62| dem om Bakkegaarden, om Kreaturerne, Katten der lignede Pers, og den halvgamle Daglejer med Skraatobaksmunden og de sorte Hestetænder. »Og saa er han saa kyssesyg,« sagde Ditte – »man kan næsten ikke være i Fred for ham.«

»Ptøj for den væmmelige!« Kristian maatte hen og spytte ud af det aabne Vindu. Derved opdagede han Baadene ude paa Søen. »Far kommer!« raabte han og fòr afsted – ud gennem Køkkendøren og ned over Klitten med høje Glædeshyl. De andre to fik ogsaa travlt; men Povl der gjorde alting efter hvad Kristian foretog sig, skulde først hen og spytte ud af Vinduet han ogsaa! Han maatte kravle op paa Slagbænken for at naa – og fik det alligevel ned ad sig; Ditte skulde naturligvis straks i Gang med at tørre ham af – det sinkede altsammen. Endelig slap han ud og tumlede afsted mod Havnen – Ditte kunde følge ham fra Vinduet; hvert Øjeblik trimlede han omkuld, saa travlt havde han. Han blev ved at være lige grinagtig en lille Tyksak!

Ditte vilde ogsaa været til Stranden, men saa bankede det i Væggen. Det var Mor Doriom; Ditte gik derind. »En ku' høre du var kommen,« stønnede hun – »én ku' høre din Stemme.« Hun smaahostede mellem hvert Ord, Slimen stod og kogte i hende, det lød ligesom en Gryde Kartofler i Kog. Hun laa frygteligt i det som altid; Ditte prøvede at rette lidt op under hendes Hode, Puderne var som klam Voksdug at tage paa.

63| »Ja her ligger én og raadner op og kan alligevel ikke dø,« klagede hun. »Ingen er der til at tage sig af én, og til Nytte for nogen er én ikke. Sønnen er paa Havet og kommer aldrig hjem, og Sønnekonen farter bare. Nu er hun Npaa Veje igen siges der – en anden har for daarlige Øjne til at se det. Og det kan ogsaa være det samme – bare én snart kunde dø. Hvis ikke Foran-Agter Jakob var, laa én da og omkom helt; han er den eneste der ser til én. Kom her hen skal jeg betro dig noget, men du maa ikke nævne det til noget Menneske. Jakob er ved at finde Ordet – en Dag saa skyder han Menneskeæderen.«

»Bare det var saa vel,« sa'e Ditte. »Saa fik Verden da Fred for ham.«

»Ja, ikke sandt! Men snak ikke om det til nogen; ellers kan det let blive forpurret.«

»Skal jeg ikke lukke lidt op?« Ditte var ved at kvæles af Stank.

»Aa nej du, aa nej!« Den Gamle fik et Hosteanfald ved den blotte Tanke.

Ditte saa sig hjælpeløst om; hun syntes hun skulde give en hjælpende Haand, men her var hverken Begyndelse eller Ende paa noget. »Lad du bare alting være,« sagde den Gamle. »Nu er én indlevet i det, det passer én bedst saaledes.« Hun var ved at faa ondt herinde, men bryde op og lade den Gamle ligge i det syntes hun heller ikke hun kunde. Hun var ikke dreven i at skulke sig fra 64| noget. Men saa lød Faderens Stemme derude i Lyset, han kaldte paa hende.

»Ja du snapper efter Vejret,« sagde han. »En anden som er vant til en Del, bliver søsyg, blot én stikker Hodet ind ad Døren. Men der er ikke noget at stille op. Af og til bliver der jo renset ud derinde, men det er straks det samme igen. Egentlig skulde hun paa Sygehuset, men Kromanden vil ikke tillade det. Han er vel bange, det skal blive Nvitterligt, hvordan hun ligger i det. Hun har nok ligget store Huller paa sig af Snavs og Utøj, og hendes Laar skal være groet helt sammen.«

»Hvor er Tvillingerne henne?« spurgte Ditte.

»Ja den ene faldt jo i Havnen nu forleden og druknede. Moderen laa der nede ved Slæbestedet og skyllede Tøj, og lige ved Siden af hende var det nok det skete. Men hun mærkede ingenting, og gik hjem i den Tro at hun ikke havde haft'n med; for saadan var hun jo – saa Nslusket. Han blev fundet bagefter, inde under en Pram; og den anden tog vi saa midlertidigt og fik sendt til nogen Familie af dem oppe i Landet.«

»Men hvorfor vil Kromanden slet ikke hjælpe dem?«

»Aa han er vel hadsk paa dem, fordi Sønnen gav sig ud at sejle i Stedet for at blive her i Lejet og arbejde.«

Men i Dag var det altsaa Søndag – det saas paa alting. Solen lagde en egen festlig Glans over Klitterne, Havnen og Vandet; Hytterne tindrede af 65| stille Sol. Stejlerne stod ret op og ned og hang mod den blaa Luft, som Fyre der holdt Søndag med Hænderne i Lommen. Det var en saadan Dag, som kræver noget rigtig festligt af èn – en Udflugt! Lars Peter gav Afkald paa sin Søvn. »Hva' skidt – en Søvn fra eller til,« svarede han muntert paa Dittes Betænkeligheder. »I sin Ungdom har man jo vaaget saa mangt et Døgn. Og én faar jo Evigheden at sove ud i.«

Det kunde være helt morsomt at gøre en Udflugt ind til Arresø; saa fik man »Skadereden« at se med det samme – der var saa meget derinde som trak. Lars Peter var svært stemt for det; men Børnene vilde hellere hen et Sted, hvor de aldrig havde været før. Der skulde være Molefest i et Fiskerleje et Par Mil Syd paa – til Fordel for Havnen!

Lars Peter greb straks Ideen; kanske var der Lejlighed til at se sig om efter noget andet – han var godt ked af det her. »Saa faar vi Landliggerne at se ogsaa,« sagde han fornøjet. »Der skal holde saa mange af dem til dernede, at Fiskerne har maattet overlade dem deres Hytter og selv krybe ud i Skur og Grisehus. Og et grinagtigt Folkefærd skal det være. Fisken æder de med to Gafler paastaas der, og de har NFrokost, naar vi andre æder Middag, og Middag naar vi æder til Aften. Deres Aftensmad maa vel saa falde ved den Tid vi drikker vor Morgenkaffe!« Børnene lo; det var da tosset, syntes de. »Ja og saa forresten bestiller de ingen66|ting men gaar og spiller Kærest med hinandens Koner. Det hører sig nok saadan til, for de er lige gode Venner for det. Og i Vejen er de bestandig! Fiskerne dernede er ikke alle lige begejstrede for'et, men det gir jo Penge til Stedet.« Det var altsammen meget lovende.

Men hvordan kom man derned? Sejle var jo baade det næmmeste og naturligste, men det var Tøserne ikke særlig vilde efter. Og gaa var for langt. Saa var der jo den Udvej at prøve, om én kunde faa Storeklavs til Laans; Lars Peter mente nok, det var et Forsøg værd. Kromanden var ligesom blevet mere medgørlig siden det med Kirkegaarden.

Ja køre! komme ud og køre igen med Storeklavs – det var da endelig noget! Tøserne sagde Ah og gjorde store Glugger, og de to Knægte skabte sig som kaade Føl. Kristian blev sendt afsted for at bede om Køretøjet, og før én vidste et Ord af det, holdt han for Døren med det.

Naa, saa galdt det om at rubbe sig. Børnene var i Stadsen men maatte jo gaaes efter endnu engang; de gjorde saamænd deres bedste for at holde sig pæne, men én vidste nok hvordan det gik. Kristian havde sorte Knær, de var helt ru og skrubbede, det kunde ikke gaa af paastod han. »Kom her, saa skal jeg nok faa det af,« sagde Ditte og kom med Grøn Sæbe og Skurebørsten; men Kristian sprang afvejen.

67| »Tror du, jeg vil ha' Tøseben,« sagde han krænket.

Ditte pakkede en Madkurv med Brød, Smør og Fedt i Krukker, kold Fisk og hvad der ellers kunde skaffes til Veje. »Nu mangler vi bare et Par Flasker Øl,« sagde hun.

»Det køber vi dernede – og Kaffe ogsaa!« svarede Faderen flot. »I Dag vil vi rigtig more os.«

»Men du har jo ingen Penge!« indvendte Ditte snusfornuftigt.

Det var sku ogsaa sandt, det havde Lars Peter helt svedt ud. »En gaar og blir saa vant til aldrig at ha' en Skilling i Lommen, saa én blir helt forfalden til det,« sagde han leende. »Aa Kristian, spring over til Rasmus Olsens og bed dem om at laane Far en Daler.«

»Bare de nu har,« sagde Ditte og spejdede over efter Rasmus Olsens Hytte.

»Jo, jeg skal sige dig, Rasmus Olsens Baadelav traf en Baad fra Hundested i Nat ovre under NHesselø og solgte noget af Fangsten til den,« sagde Lars Peter dæmpet. »En maa jo undertiden lave et lille Nummer for at faa en Skilling mellem Hænder.«

Nu kom Kristian springende derovre fra, man kunde se paa Farten at han havde haft Held med sig. Han holdt en klar Flaske i Haanden, Solen slog Gnister af den. »Det er sku en Snaps,« sagde Lars Peter helt varm i Stemmen. »Det var ligegodt svært pænt af Rasmus Olsen!«

»Og ved du hvad,« sagde Povl og trak Ditte i 68| Skørtet – »henne i »Pandekagehuset« bager de Æbleskiver, jeg tror nok det er til os.« Ja, Ditte havde allerede lugtet det.

»Men hvor ved de fra, at vi skal paa Udflugt?« sagde hun forundret.

Det var nok ingen Hemmelighed. Køretøjet var helt omringet af Børn, og rundt om i Hytterne stak Kvinderne Hoderne frem og kiggede. Det var ikke hver Dag, der holdt Stadskøretøj for Døren hernede i Lejet.

Helt underligt var det at se Storeklavs igen. Gammel var den – og misbrugt; den var faldet svært af paa'en, siden Ditte saa den sidst. Hun fandt et Par Humpler gammelt Brød til den, men Storeklavs lugtede blot til det; den maatte have det opblødt i Vand, før den kunde tygge det. Men kende dem kunde den da endnu; især Lars Peter var den glad for. Hvergang han kom i Nærheden af den, Ngnæggede den – det var helt rørende. »Den vil helst, at én staar og kæler for den hele Tiden,« sagde han sørgmodigt og tog den om Mulen. Saa skubbede den Hodet ind mellem hans Arm og Bryst og stod ubevægelig stille.

Det var ikke frit for, at Børnene havde ondt af den ved Tanken om den lange Tur; den stod og hang saa dødt i det, dens NKæmpeskrot lignede et gammelt Hus der er ved at falde sammen. Men Lars Peter mente, at det skulde nok gaa, og da de først var paa Vognen, trak den ogsaa helt godt igennem. Lars Peter gik ved Siden af Køretøjet, til 69| de var kommet ud af Klittens løse Sand; og Foran-Agter Jakob, som ogsaa var mødt op, Nskød af sig selv bag paa. Det var slet ikke saa tosset fundet paa af ham.

»Men Æbleskiverne!« sagde Povl, da de stansede øverst oppe i Klitten for at Faderen kunde stige til Vogns. »Dem har vi rent glæmt.« Ditte saa langt ned mod Huset, hun havde nok husket dem, men man kunde da ikke saadan komme og be om dem, selv om man vidste de var tiltænkt èn. Men nu kom den lille Kone frem i Døren og vinkede. Kristian var i en Fart af Vognen, han kom tilbage asende paa en tung Kurv. »Der er Stikkelsbærgrød i ogsaa,« sagde han. »Og saa skulde jeg hilse og sige god Fornøjelse!«

Saa gik det indover, langsomt men støt. Da Storeklavs først fik gaaet Leddene varme, bar det helt godt afsted; den havde endnu noget af den gamle Gangart, som tærede mere paa Milene end mangt et Løb.

Det var rart at komme ind over Landet igen, højt til Vogns tilmed. Der laa Agre til alle Sider, NLodder med hver sit Hjem i, og fortalte om Sysler af saa mange Slags. Nu og da skimtedes Arresøens Flade langt inde og bragte »Skadereden« i Tankerne. Tiden havde øvet sit, havde slættet alt tilfældigt og kun ladet det væsentlige blive tilbage. Det var dog Ejendom, var »Skadereden«, med Jorder om end de var magre, med Ko og med Gris, med Høns der lagde Æg. Ens egen Mand havde man været, 70| saa længe man svarede enhver sit. De snakkede ikke om det men tænkte alligevel det samme; det saas af den Maade de strakte Hals, naar de kom op over en Bakke, for mulig at faa et Kig af »Skaderedens« Rygning. Var det ikke for Storeklavs, havde Lars Peter lagt Vejen derind om. »En sku kaske nok ha' blevet derinde,« sagde han halvhøjt. Det var ikke henvendt til nogen, men Børnene tænkte noget lignende. Selv Lille Povl sad og blev stille i det som kendte han sig tilbage! – Jorden var alligevel noget andet end Havet.

Ved Nedkørslen til Fiskerlejet laa en vældig Bygning, tæt behængt med Fuglebure af Træ udvendig helt op til Taget. »Det er Badehotellet,« forklarede Lars Peter, – »det er saadant et, Kromanden vil ha' opført derhjemme. Pokker forstaar, at det kan svare sig – det er kun i Brug en god Maaned hvert Aar!« Storeklavs maatte holde, mens de tog det i Øjesyn.

»Hvad er alle de løjerlige Fuglebure til?« spurgte Ditte.

»Det dér, det er noget der kaldes NFerandaer. Der ligger de ude og driver, naar de ikke gider røre sig.«

»Koster det mange Penge at bo dér?« spurgte Kristian, da de igen var i Gang.

»Er du tosset Dreng! De betaler mere om Dagen for en enkelt Person, end vi bruger om Ugen – hele Familien.«

71| »Hvor faar de da alle de Penge fra?« spurgte Else saa.

»Ja, hvor faar de dem fra, sig du mig det. En anden kan knap nok slide Skillingerne sammen til det aller nødvendigste. Men der er jo nogen, der slipper næmt til alting.«

Saadan blev de ved at spørge – i det uendelige; det var alt det Lars Peter kunde tage fra hurtig nok. Kun Lille Povl spurgte ikke men brugte sine Øjne. »Som den Dreng dog ser!« sagde Ditte og kyssede ham.

De tog ikke ind paa Kroen, men kørte ned i en Klit og spændte fra. »Paa Kroen blir der næsten altid stjaalet af Hakkelsen,« sagde Lars Peter forklarende; men den egentlige Grund var den, at han vilde spare Drikkepengene. Storeklavs fik Muleposen paa og et Dækken bredt over mod Fluer, og man gik ud for at se sig om.

Havnen var ikke saa god som den derhjemme, til Gengæld var her finere Strand. Som en Halvmaane strakte den sig til begge Sider afsluttet af høje Næs; Sandet var som et Gulv at gaa paa. Paa Sandet stod smaa Træhuse med Hjul under, de blev kørt ud i Vandet naar nogen vilde bade. »Det er for dem, der er saa fine paa det, at de dør dersom nogen faar dem at se afklædt,« sagde Lars Peter leende. »Men de er jo ikke lige skrøbelige allesammen.«

Nej det skulde Gud vide, for der laa Mennesker og strakte sig rundt om i Sandet uden andet end 72| et Haandklæde om Lænden, Mandfolk og Fruentimmer mellem hinanden; nogle af dem havde gravet sig helt ned i Sandet lige som Grise og Høns. Og nede ved Vandet gik nøgne Par og spaserede med hinanden under Armen. Der gik nøgne brune Mænd dernede som ikke havde nogen under Armen men lignede stolteserende Haner; de havde Armene overkors og gik og gjorde sig til af deres Muskler. Hvert Øjeblik strakte de Armene ud, slog ny Knude paa Musklerne, og lagde igen Armene overkors. Det var helt komisk. Men det grinagtigste var dog en nøgen Mand som løb langs Stranden saa hurtig han kunde, frem og tilbage. Han holdt Albuerne ind i Siden og Hodet kastet tilbage; det vaade Haar hang ham langt ned ad Ryggen.

Børnene lo højt. »Han er da ikke rigtig klog,« sagde de.

»Det tror han da vist selv,« svarede Faderen, – »I skal se, han gør det for sin Sundheds Skyld. Men saadan er de – nogen halvtossede Rade de fleste af dem. Det bliver en urolig Tilværelse i Lejet, naar først vi faar dem at trækkes med.«

Selve Festpladsen var der ikke meget ved. Man havde bundet Grønt og trukket mellem Støtter saa det dannede en Firkant, og inde i Firkanten paa en Talerstol stod en Mand og raabte op om: NDe Danskes Vej til Ros og Magt! Han var i bart Hode og svedte, Solen glinsede i hans store Skaldepande. 73| Boder og Kraftprøve og den Slags, som de var vant til fra Markederne, var her ikke noget af.

»Han dèr er vist for klog for os,« sagde Lars Peter, og de gik videre; han og Ditte i Spidsen og de tre smaa tæt i Hælene. Selv Kristian gjorde ingen Afstikkere men holdt sig tæt til de andre; alt her var for fremmed – for københavnerfint; det tog Pippet fra èn.

Oppe i et af Hotellets Lysthuse spiste de den medbragte Mad og Æbleskiverne, der var varme endnu. En Mand med hvid Trøje paa og et Viskestykke over Armen serverede Øllet og Kaffen. Ditte syntes det var et underligt Arbejde for en Mand. Men morsomt var det at spise paa Hotel!

Saa var det jo Tid at faa spændt for. Solen begyndte allerede at skele efter Køjen; Klokken var nok en fem Stykker. Ditte skulde hjem til Gaarden endnu i Aften, det gik ikke an for hende at møde for sent!