86| VII
Vintermørket

Indtil videre bragte Vinteren mest Kulde og Mørke; Ditte syntes aldrig hun havde kendt saa mørk og kold en December hjemme. Allerede i Begyndelsen af Maaneden kom Sneen; den kom piskende ind fra Søen paa Stormen, fangedes af Gaardens Længer der aabnede sig som en Favn for at tage imod den, og blev liggende i høje spærrende Driver. Ditte frøs meget og havde store Frostknuder paa Hænder og Fødder; Sneen gik ind i Træskoene, og hun var vaad om Fødderne bestandig. Sine stjal sig til at tørre hendes Hoser i Ovnen, men det forslog ikke. Hun fik Huller paa Hæl og Vrist og bag paa Hænderne af Kulden, døjede med at have Fodtøj paa og med at tage i koldt Vand. Om Morgenen naar hun skulde klæde sig paa, laa Tøjet halv dækket af skarp Sne, der var føget ind gennem den utætte Dør; og udenfor kunde den ligge saa høj, at hun kun kunde faa den øverste Halvdør op. Saa maatte hun krybe ovenud og vade frem 87| til Bryggersdøren; derinde tøede det paa hende, og hun blev drivvaad forneden.

Noget morsomt var der ikke ved Sneen. Drengene hjemme blev tossede, naar de vaagnede en Morgen og der var faldet dygtig med Sne. De skulde partu ud og staa paa Hodet i den – helst i bar Skjorte; det var alt det man kunde holde igen paa dem til de var i Tøjet. Ditte begreb det ikke; for hende var Sneen kun Kulde, Besvær og Ubehag.

Og Mørket gjorde det ikke bedre. Det blev først nogenlunde lyst langt hen paa Formiddagen – naar man var færdig med de sværeste Sysler; lidt hen paa Eftermiddagen kom Mørket væltende igen. Det kom ude fra Havet, hvor det havde ligget og ruget den mellemliggende Tid, som blygraa Tykning og sort NDødvande. Rigtig Dag var det aldrig!

Dagene gik den ene som den anden, med at skære Hakkelse, tærske og rense Sæd, og passe Kreaturerne. Man gik og traadte i det bestandig og fik ikke meget udrettet; naar et Arbejde endelig var til Side, havde der hobet sig tre andre op imens.

Paa Bakkegaarden var der ikke Gang i noget – og ingenting havde sin bestemte Plads, hverken Mennesker eller Sysler. Ditte maatte være snart her, snart dér; bedst som hun gik og gav Kreaturerne, blev hun kaldt fra og skulde ud og køre for Tærske- eller Hakkelsemaskinen.

Hun fik prøvet lidt af hvert, for det meste Arbejde der alle andre Steder udførtes af Voksne. Hun væltede Sæd frem til Ilæggeren naar de tær88|skede, eller laa oppe under Rygningen hvor ingen anden kunde komme hen, og stuvede Halm af Vejen. Og hun maatte skiftes med Sine til at trække NKaste- og Rænsemaskinen mens Karl lagde i. Det var strængt Arbejde, men paa Loen var der i al Fald lunt, og ofte tog Karl hendes Tørn og hun fik Lov at øse i Maskinen. Saa fik de sig en Samtale – hun glædede sig til disse Timer. Over for de Voksne var Karl sky og tavs – han kunde ikke taale at man lo ad ham. Men Ditte følte han sig paa Lige med, og talte frit ud til hende. Hun havde hørt op med sine Drillerier og var efterhaanden kommet til at lide ham – hun forstod, at han havde det ondt nok endda, og trængte til en der var lidt venlig. Men at han fandt sig i alting – han som Mandfolk – begreb hun fremdeles ikke. Naar hun sagde det til ham, tav han haabløst.

Han var i sin Moders Vold – det var vel Sagen. Ikke fordi han holdt af hende – han omtalte hende som en Fremmed og kunde godt være med til at drøfte hendes Daarligheder; men han ævnede ikke at frigøre sig!

En Dag gav han sig til at omtale sin Far, uden nogen ydre Foranledning; han havde aldrig nævnt ham før.

»Kunde du godt li' ham?« spurgte Ditte. »Ja for din Mor kan du jo ikke fordrage,« blev hun ved, da der intet Svar kom. »Det behøver du ikke genere dig for at tilstaa – man er ikke forpligtet 89| til at holde af noget, man ikke kan holde af. Jeg kan heller ikke li' min Mor!«

»Men det er dog Synd! NGud har sagt at man skal elske sine ForældreA,« svarede Karl tungt.

»Ikke hvis man ikke kan holde af dem – for hvad vil han saa gøre én? – Og naar de ikke er gode? – Du kan jo selv se, at du ikke holder af din Mor, hvordan vil du saa bære dig ad med det da?«

Ja det vidste Karl ikke – men det skulde man jo. Det stod skrevet, at man skulde!

»Holdt din Far af din Mor da? Han var jo saa gudfrygtig siges der jo.«

»Nej for han kunde ikke – men han var selv ked af det. Mor røg Tobak inde i Soveværelset, mens han laa syg. Saa fik han Hoste og spyttede Blod, men hun lod alligevel ikke være. Spyt du bare det skidt Blod op – sa'e hun – saa faar du noget nyt. Det var fælt at se Fars Blod paa Gulvet – han blev selv kridhvid i Ansigtet; men be' hende om at la' vær vilde han ikke. Saa tog mine Brødre og gæmte Pibe og Tobak for hende, og hun lokkede saa for mig, til jeg sagde hende hvor Tingene var – ved at gi' mig søde Sager.«

»Vilde hun ikke tæske dig til det ogsaa? – det ha'de da bedst lignet hende.«

»Nej hun har aldrig brudt sig om at slaa paa de smaa og værgeløse. Men mine Brødre som var større, 90| tæskede hun. Og saa slog de mig igen – fordi jeg havde sladret.«

»Det havde du ogsaa fortjent – selv om du var lille. Det havde ingen faaet Povl eller Else til, og ikke Kristian heller alt det tankeløs han er. Vi holdt alle fire sammen mod Mor, skønt Far syntes det var forkert af os. Men det var jo for hans Skyld – det meste.«

»Var hun ogsaa ond ved ham – kaske?«

»Aa du, Far kan der ingen gøre Fortræd; for han tar alting saadan – lige som Vorherre du ved nok – saadan i en god Mening.«

»Du maa ikke sammenligne et Menneske med Vorherre,« sagde Karl irettesættende.

»Det gør jeg nu alligevel,« svarede Ditte stædigt – »med Far gør jeg det! Du er vel ikke Præst heller?«

Saa var de Nudtilbens og talte ikke med hinanden under Resten af Arbejdet.

Aftenerne var den bedste Del af Tilværelsen. Heldigvis var Dagene korte, og ved Mørkningstid hørte alt Arbejde i Gaard og Lo op; kun Kreaturerne gav med Mellemrum lidt at bestille. Den øvrige Tid var Ditte inde i den varme Stue, hvor der lugtede hyggeligt af Tørveild, og hjalp til med at Nkarte, spinde og Nvinde Garn. Karl sad og læste i et eller 91| andet gudeligt, et Missionsblad eller saadan noget, og naar Rasmus Rytter var i Dagleje paa Gaarden, sad han og sov i Bænkekrogen eller fortalte grovkornede Historier om Folk i Egnen. Naar Historierne var rigtig fulde af Saft og Kraft, slog Karen en haansk Latter op og æggede ham til at komme med mere. Hun bar Nag til alle uden Persons Anseelse og undte dem det værste; aldrig tog hun nogen i Forsvar eller sagde noget godt om nogen.

»Og hvorfor skulde én vel det?« svarede hunA, engang Sine bebrejdede hende dette. »Er der nogen der siger noget godt om Karen Bakkegaards, du tror?« De skaanede hende ikke, hvorfor skulde hun saa skaane dem? Hun gik ikke af Vejen for selv at give en skidden Historie til bedste – især om hun kunde faa Ram paa nogen ved det. Jævnlig stak hun ogsaa efter Sønnen for hans Gudelighed; men det lønnede sig saa lidt. Han svarede ikke igen, men lod som han ingenting hørte.

Ditte maatte ogsaa døje et og andet fra Madmoderen og Rasmus Rytter. Hendes Overgangsaar pirrede bestandig ved noget i dem. Kvinden i hende begyndte at stikke Hodet frem, og i sin Barneuskyld kunde hun komme til at gøre Spørgsmaal, der æggede til Latter og forblommede Antydninger. Sine bed efter dem, gav dem saa at sige over Fingrene; men det var ikke til at nære sig, de maatte befamle dette ny, der svagt var ved at svøbe sig ud – og spille paa de tilstundende Oplevelser.

Sine tog ellers ingen Del i Underholdningen, naar 92| de to førte Ordet, men sad der rødkindet og buttet, passede sit Arbejde og levede paa sin ulykkelige Kærlighed. Pillede nogen ved den eller kom hende ellers for nær, skulde hun nok vide at bide fra sig. –

Til Julen gjordes der store Forberedelser med Slagtning og Bagning. Men der kom ingen Julefremmede af sig selv, og de der blev bedt sendte Afbud. »De vil vel ikke udsætte sig for at træffe sammen med Prangeren og hans Kumpaner,« mente Sine. »For ellers er der ikke mere Grund for dem til at holde sig borte i Aar end de andre Aar – og da har de godt kunnet æde vor Julemad.« Hun var halvfornærmet paa Gaardens Vegne. Madmoderen gik og var i ilde Lune; hun skældte meget – og talte ondt og nedsættende om alle Mennesker. Hun trængte til at hævne sig. Ditte var forøvrigt den, hendes daarlige Lune gik mindst ud over. Det laa i hendes kraftige Natur ikke at sætte over, hvor Gærdet var lavest. Karen var bekendt for helst at bide, hvor hun udsatte sig for at der blev bidt igen.

En Dag mellem Jul og Nytaar kom Posten ned om Bakkegaarden; der holdtes ingen Aviser paa Gaarden, saa det var sjældent han havde Ærende derned. Der var Brev til Madmor. Hun trak sig op i Sovekammeret med det, det var altid en alvorlig Sag at faa Brev. Da hun kom tilbage, var hun i godt Humør.

»I Dag faar vi Julefremmede,« sagde hun ude i 93| Bryggerset til de to Piger – »saa tror jeg vi vil ha' Duesteg.«

Karl maatte ud og fange Duer ind af Slagene; Karen kværkede dem selv, mens hun stod og gav Anvisninger til Arbejdet. Hun tog dem langsomt op af Posen en for en, lukkede den flagrende Fugl inde i sine store grove Næver og stod et Øjeblik med den – som nød hun dens angstfulde Hjærtebanken. »Du er dejlig varm og blød, om en Stund saa er du død,« sagde hun mens hun holdt dens Næb op til sin Mund og madede den med sit Spyt. Saa følte hun sig varligt frem paa Kroppen af den med Tommel- og Langfinger, til hun kom helt op under Vingerne – og klæmte pludselig til, med et eget Udtryk af Nyden. Hun holdt den gispende Fugl ud fra sig og stirrede spændt paa den; Næbbet spilede sig op, højere og højere, Øjnene Nkvælnede ud under den mælkehvide NBlændhinde, og med èt faldt Fuglens Hoved ned paa Siden som en knækket Blomst. Det var helt fælt at se paa! Men Karen smed leende den døde Fugl hen paa Køkkenbordet til Pigerne. »Nu forgik Vejret den, kan I saa ta' Uskyldsdragten,« sagde hun og tog ned i Posen efter den næste – hun var i storartet Humør.

Hen paa Eftermiddagen kom de, i to Vogne! Det var et støjende Folkefærd, Hatten havde de i Nakken og Cigar i den venstre Mundvig, de tog den ikke engang ud af Munden naar de raabte og bandede. Johannes var den mest Nforsorne af dem alle, og teede sig som den der er gammel i Gaarde. 94| Det var Prangere og andet Pak inde fra Hovedstaden, hvor han jo holdt til nu – Folk af den Slags, som alt levende i Sognet hvor de kom frem veg over Grøften for og ind paa Marken. Naar de kom susende oppe paa Landevejen, trak Folk langt nede ved Gaardene sig hastig inden Dørs, som ønskede de ikke engang at ses af det Selskab. Dér stod de og kiggede sky frem gennem Vinduer og Luger og tænkte deres.

Sine havde nok at gøre i Køkkenet, saa Karl maatte hjælpe til med Aftenmalkningen. Han var mut og tvær, slet ikke til at slaa et Ord af. Ditte prøvede Gang efter Gang men til ingen Nytte. Det var ikke hendes Sag at respektere Tavshed, var der noget paa denne Jord hun trængte til, saa var det at meddele sig. Hun vilde have ham til at svare.

»Er det sandt, at du var til Bal forleden?« sagde hun. »Det fortælles der.«

»Hvem har sagt det?« spurgte han hidsig. Nu havde hun ham da endelig!

»Det har nogen – jeg siger ikke hvem,« svarede hun drillende.

»Saa kan du godt hilse dem og sige, at det er Løgn.« Karl glæmte sig selv, han brugte ellers aldrig stærke Ord.

»Det er der da ikke noget ondt i – – det er sandt, du synes jo det er Synd at danse! Bare jeg kunde komme til Bal engang, rigtig fint Bal.« Ditte gav sig til at nynne.

95| »Det skulde du nødig ønske dig – for der bedrives bare Synd saadanne Steder.«

»Aa du med dit Synd – saadan siger du om alting. Du er et rigtig Hængehode! Det er vel ogsaa snart Synd at spise? – Skal du til NForsamling i Aften igen?« Ditte fortrød at hun havde drillet ham, og førte Samtalen over paa hans for at gøre det godt igen.

»Ja dersom jeg kan slippe afsted. Vil du med?«

Nej Ditte vilde ikke. Hun havde været med et Par Gange men betakkede sig. Hun skulde ikke ha' noget af at blive behandlet som et Syndens Barn af alle disse selvretfærdige Mennesker, der var saa fromme at de var helt skæve i Hodet af det – endnu skævere end de Hellige hjemme ved Kromandens Møder! Hvad kom det hende ved, hvad hendes Moder havde gjort? Men de behandlede hende, som havde de fravristet Helvede et sikkert Bytte.

»Der er ikke værd at komme,« sagde hun.

Karl svarede ikke, han trængte aldrig paa. En Stund hørtes kun Mælkens NStrilen i Spandene. Saa trængte der Larm over fra Stuehuset.

»Hør hvor de hujer og raaber op,« sagde han bittert – N»de sætte en Ære i deres Skændsel!« Det var Moderen han mente – Ditte vidste det nok. »Men nu til Nytaar stikker jeg af; jeg vil ikke blive gaaende her og se paa alt det!« Det sagde han altid, men han kunde saamænd ikke ta' sig sammen.

96| »Jamen de rører jo slet ikke hinanden,« indvendte Ditte – »de kysses ikke engang.« Hun sagde det for at trøste, men havde heller ikke noget imod at fritte ham lidt ud.

»Aa, det forstaar du ikke – du er kun et Barn!« udbrød han fortvivlet.

»Saadan siger I altid!« svarede Ditte lidt fornærmet. Hun begreb ikke, hvad det var for noget mystisk noget hun ikke maatte vide. »Er det det, at hun byttede Klær med ham forleden inde paa Hotellet i Frederiksværk?«

»Aa, det er saa mange Ting – – og lige hæsligt er det altsammen.« Han tav pludselig, Ditte mærkede at det tyknede til i Halsen paa ham. Hun slap sit Arbejde og søgte hen til ham, stod i Baasens Halvmørke og holdt ham paa Skuldrene. Hun vidste af egen Erfaring, hvor en Haand kan virke beroligende. Men paa ham havde det den modsatte Virkning, han kom til at hulke. »Du skulde faa dine Brødre til at komme hjem og snakke med hende,« sagde hun stille og lagde sin Kind ned mod hans Haar.

»De vil ikke komme hjem mere,« svarede han og skubbede hende fra sig.

Ditte stod et Øjeblik. Saa hørte hun Daglejeren ude i Gaarden og skyndte sig hen til sin Ko.

97| Klokken halv ti begyndte Karen Bakkegaards at gabe, og rive sig op ad Benene der var fulde af Aareknuder; det var Tegn til at bryde op. Ditte skyndte sig ud for at naa over Gaarden, inden Lampen blev slukket i Opholdsstuen. Egentlig mørkræd var hun ikke, men her paa Bakkegaarden var Mørket levende, Uhyggen stod paa Lur i alle Kroge. Havet laa og brølede neden for Slugten og satte bidende Kulde op i den aabne Gaardsplads; det var som nogen tog hende op under Klæerne med Isfingre. Hun smuttede rask ind og lukkede efter sig, en to tre var hun af Tøjet og under den gamle svære Dyne.

Sengen var iskold at komme i, hun trak Knæerne op under Særken helt op til Hagen, og laa og hakkede Tænder en Stund til den værste Kulde var slaaet af Dynerne. Men det varede noget, inden hun fik varmet dem rigtig igennem; og saalænge kunde hun ikke falde i Søvn men laa og tænkte: paa dem derhjemme og paa Moderen inde i Fængslet, paa Penge og Klær, paa hvad der var sket – og hvad der vel vilde ske i Fremtiden. Et flygtigt Øjeblik dvælede Tankerne ved Bedste, men skød sig saa over paa noget andet; Bedste var ved at glide i Baggrunden i Dittes Sind. Moderen meldte sig derimod oftere nu, det var som hun kom og forlangte at blive tænkt paa; Ditte kunde se hende tydelig for sig, og maatte beskæftige sig med hende enten hun vilde eller ej. Hun vilde nødig, og var glad naar hun mærkede, at Tankerne var paa Gled andet98|steds hen. Men man maatte ikke lade sig mærke med, at man vidste af noget. Saa snart man tænkte: Ah, nu er Tankerne ved at slippe Mor! – ja saa kom de straks trækkende med hende igen. Det kom og gik som det selv vilde, vagere og vagere efterhaanden som hun blev varm og nærmede sig Søvnen. Et Øjeblik dvælede hun ved Storeklavs, som stod derhjemme i Stalden paa »Skadereden« og gumlede hyggeligt, var saa ved det ny Badehotel som skulde bygges i Lejet – og strejfede lige Karl paa Vej ind i Søvnen.

Karl var saa langt som muligt fra at være Dittes Helt; det Mandfolk hun skulde beundre, maatte være helt anderledes. Det var Ndet stakkels ved ham, der satte hendes Sind i Bevægelse; han gik og pintes, og hun havde ondt af ham. Det var til at græde over, som han Nskumplede omkring, hjemløs og forældreløs i sit eget Hjem; og for Ditte var det at ynkes det samme som en Opfordring til at forsøge at hjælpe. Altfor villig som hun var til at tage sig Byrder paa, brød hun forgæves sin lille Hjærne med at finde Udveje af hans Tilstand, og kunde ikke slippe det igen. Han skulde langt bort skulde han, ind til sin rare Bror og hjælpe ham at holde Skole. Sætte sig i Respekt fik han nok svært ved, men han sang Salmer saa kønt!

Hun vilde selv til Hovedstaden og tjene og laa og fantaserede – halvvejs inde i Søvnen – at hun allerede var der. Det var selve Skolelæreren hun holdt Hus for, og hun kom netop ind til ham med 99| hans Kaffe i Frikvarteret. Han lo glad til hende, for hun havde bagt friske Kager til Kaffen for at overraske ham. »Du er en flink lille Husmor,« sagde han og strøg hende over Haaret. Ditte vilde neje, men i det samme gav det et Ryk i hendes ene Ben og hun vaagnede. Det var det, Bedste havde kaldt et NSøvnvarsel. »Saa skal én lytte, for saa er der noget der trænger til én,« havde hun sagt. Og Ditte laa stille og lyttede, med Hodet løftet og tilbageholdt Aande.

Uden for hendes Dør mjavede det, ynkeligt kaldende. Det er Mis – tænkte hun – han fryser og vil ind til mig – – eller ogsaa keder han sig bare. »Gaa i Laden og fang Mus, Mis!« sagde hun hen imod Døren. Men Katten mjavede blot endnu stærkere og kradsede paa Døren. Hun sprang op og aabnede, Blæst og Sne stod ind om hende. Men Mis skyndte sig ikke nok, den havde det med altid at skulle betænke sig paa de forkerte Steder; hun maatte tage den i Nakkeskindet og trække den ind. Hun skyndte sig i Seng igen, og Katten hoppede op paa hendes Hovedgærde og stod og spandt tæt ved hendes Ansigt. »Kom saa ned til mig da, dit Fæ!« sagde hun og aabnede Dynen for den. Men Mis satte ned paa Gulvet igen med et Bump og var henne ved Døren, hun saa dens Øjne lyse derhenne i Mørket; den stod der og mjavede. Hun maatte op og lukke den ud igen – og saa var det galt med den derude.

Ditte begreb ikke hvad der gik af det dumme 100| Dyr i Nat; og med et gik det op for hende, at den ikke havde faaet sin Aftenmælk – hun havde glæmt det! Det var noget godt Kludder af hende at glæmme det, hun forstod ikke hvor hun havde haft sine Tanker henne. Og Synd var det – forfærdelig stor Synd mod Mis, som skulde gaa og fange Rotter hele Natten. Naar Rottekatte ikke fik deres søde Mælk, blev de Nskabede! I Morgen skulde den faa to Portioner, og hun skulde nok være rigtig god ved den.

Men Ditte fik ikke Fred med sig selv for saa godt Køb. Mis gik stadig derude og mjavede, og Lyden blev for hver Gang mere paagaaende. Hun havde forsømt en Skabning, der var betroet til hendes Omsorg; den Ting var ikke til at komme udenom. Katten gik og græd det ud, mere og mere jammerfuldt – hun var ikke god ved den!

Ditte stod ude paa Gulvet og var kommen i Træskoene, hun havde fat i NKlinkefaldet, men nølede; hun rystede af Kulde, og smaagræd. Derude piskede det og var bælgmørkt, hun listede Døren Nlidt og lidt op, Vejret tog i de gamle Bygninger og ruskede i Porte og Luger – det sukkede og gav sig allevegne. Pludselig rev nogen Døren fra hende og slog den op mod Muren, hun skreg og løb over Gaardspladsen; hun vidste det maatte være Stormen men blev ræd alligevel.

Paa NHellen foran Bryggerset satte hun Træskoene og listede ind, hun famlede sig frem til Skaalen og Mælkejungen, Katten gik og strøg sig op ad 101| hendes nøgne Ben – det virkede betryggende. Hun fyldte dens Skaal ved at dyppe ned i Jungen, det var noget Griseri, men det fik være. »Kom saa Mis!« hviskede hun og trak sig tilbage.

Hun traadte forsigtigt ned fra Hellen for ikke at spilde Mælken, og søgte sig sin Retning i Mørket; Kulden sved i hende, og op og ned ad Ryggen paa hende løb Skrækken – helt op og pirrede hende i Nakkehaarene. Og pludselig stansede hun, stiv af Rædsel; foran hende stod en mørk Skikkelse, lige til at skimte i Mørket. Ditte vilde skrige og smide Skaalen, men klarede sig i det samme at det var Vandposten. Hun blev helt frejdig af det og tog Retning mod Lodøren, Kattens Mælkeskaal havde sin Plads paa Loen om Natten – for at han skulde holde til Huse dér.

Idet hun vilde aabne Lodøren, kom hun i Tanker om den Hængte, og Skrækken satte igen ind paa hende, jog op over hende som et Vindstød. Hun vilde flygte, men saa spildtes jo Missens Mælk; hun stod et Øjeblik ret op og ned med Skaalen i begge Hænder – lammet. Saa lænede hun sig haardt mod Lodøren, for at ingen skulde komme ud og tage hende, mens hun satte Skaalen i Sneen.

Da hun rettede sig op igen, var der Lys i den søndre Ende af Stuehuset, hvor Madmoderen havde sit Kammer. Ditte blev helt rolig ved det – og lidt nysgærrig ogsaa; hun havde god Tid nu, skønt hun frøs saa Tænderne hakkede i Munden paa hende. Karen kom frem i Døren til Forraadskamret, med et 102| flakkende Lys i Haanden; hun var i Særk og havde Haaret bunket op i et Nakkeklæde. Hun gik ned gennem den forreste Stuerække, langsom og død i sine Bevægelser, Lyset holdt hun foran sig, og i den anden Haand havde hun et eller andet – en Kniv kanske. Saa var hun vel blevet sulten og skulde ned i Spisekamret og have sig et Stykke med Faarelaar!

I Opholdsstuen stansede hun og løftede det hun havde i Haanden op foran sig; Ditte saa at det var et Reb, og var igen i alle Rædslers Vold. Hun trak sig ned over Gaarden, baglæns og smaatudende som en nattesyg Hund, vende Ryggen til Synet deroppe turde hun ikke. Karen kom gennem Bryggerset og frem i Bryggersdøren, der stod hun og følte sig for med Foden og gloede ud i Natten. Lyset blaffede højt op og gik ud.

Hvordan Ditte var kommen i Seng, vidste hun ikke, hun laa sammenrullet dybt nede under Dynen og rystede. Hun laa og ønskede, at hun maatte falde i Søvn fra alt det forfærdelige, og saa vaagne i Morgen og der ingenting havde været. Det hændte jo sommetider.

Da hun kom ud næste Morgen, stod Skaalen i Sneen ved Lodøren og ved Siden af den laa et Reb; der var Traadd af store nøgne Fødder i Sneen. Men Karen selv gik da i Bryggerset og skændte – gudskelov.