116| IX
Sommerdag

De første Dage Ditte var ude, havde hun baaret sin Mellemmad ned til Rasmus Rytters Hytte. Nu kom Ungerne selv og hentede den Formiddag og Eftermiddag. De stillede i Flok og var der næsten altid før hende, laa i en af Rederne tæt ind til hinanden, og ventede paa hende. De var sky lige som Vibeunger og gæmte sig helst af Vejen for Folk; saa snart de fik Maden, pilede de af den ene efter den anden – som var det et Rov de flygtede med. Naar de var kommet et Stykke bort, slog de sig ned hver for sig, og gav sig til at æde. Hun maatte passe paa at dele mellem dem; det gik ikke an at betro den enes Portion til den anden, saa sultne var de. Meget havde de ikke paa Kroppen, en Pjalt Bukser og sommetider lidt der skulde forestille Skjorte ogsaa, men der skulde heller ikke meget til nu i Sommervarmen. Og rappe til Bens var de!

En Dag tog hun sig for at skrubbe lidt Snavs af dem, men det havde hun ingen Glæde af. Den 117| følgende Dag vovede de sig ikke ned til hende men laa oppe ved Markhegnet og kiggede ned; naar hun nærmede sig dem, stak de af. Hun holdt Maden i Vejret, men det nyttede ikke. Hun lagde den saa deroppe og gik ned i Mosen igen; og lidt efter var den væk. De lignede de Killinger der fødes uden for Hus og Hjem i en eller anden Halmstak, halvvilde og mistroiske var de, der var Nikke noget Udkomme med dem. Men naar de først var paa deres eget, var de helt anderledes. Hjemme ved Hytten støjede de op Dagen lang, saa hun kunde høre det helt herover – og Moderens skændende Stemme som gjorde Vej imellem dem.

Der manglede næsten altid Knapper i deres Bukser, saa de maatte holde op i dem naar de løb. Ditte saa sig ærgerlig paa det, og en Dag holdt hun en af dem fast. »Du faar ingen Mad, før jeg har faaet Lov at sy denne her fast,« sagde hun og tog en Knap op af Lommen. Han fandt sig saa i Operationen men stod og trampede, og saa snart hun havde snurret Traaden om og knækket den over, satte han fra hende – fremdeles holdende paa Bukserne. »Slip dem dog, dit dumme Fæ!« raabte hun leende. Saa slap han, og da han mærkede, at de hang af sig selv, blev han helt ustyrlig og jog rundt om hende i susende Fart, blev ved at trave i den samme snævre Cirkel stærkt hældende indad som et Føl i Tøjr. Ditte forstod inderlig godt, at det var en Foræring til hende, og fulgte ham beundrende med Øjnene. »Det var dov lie118|godt fint,« raabte hun – »Tak ska du rigtignok ha'! MenA nu kan du ikke mer, kom saa og faa din Mad.« Jo, han kunde en hel Omgang endnu; saa kom han hen, pustende, og fik Maden. Denne gang pilede han ikke af men lagde sig ned ved hende og spiste den.

Saa blev de andre ogsaa, og fandt sig i at hun Nrimpede paa dem. De fattede efterhaanden Tillid til hende – og før hun vidste af det, havde hun faaet et nyt Kuld Væsner at tage sig af. Der var nok ved dem at tage Haand i Hanke med, og det gav Tilfredshed i Sindet; Ditte havde en egen Ævne til at nyde Tilværelsen med Hænderne.

Hun drev det til at faa Lov at vaske dem ogsaa, og det gav noget at bestille. Det værste var de smaa Hoder, med dem var der næsten ingenting at stille op. Hun fik se at stjæle lidt Petroleum og tage med ud! – –

En Eftermiddag havde hun pøset deres Hoder til med Petroleum; hun maatte fortælle dem om Storeklavs imens, for at faa dem til at staa stille. De stod og blinkede med Øjnene da det var overstaaet, og saa ud som om de var blevet fremmede for hele Verden. »Svier det?« spurgte hun leende.

»Ja. Men det bider ikke mere,« svarede de forundret.

»Kan I saa gaa hjem,« sagde hun.

De overhørte det og slog sig ned hos hende. »Hvad saa mer?« spurgte de.

»Nej, stik nu af. Saa skal I faa mer i Morgen.«

119| »Om Storeklavs?«

»Ja og om Katten Pers der selv ku' lukke Døre op.« Saa tøflede de af; men nogen Fart i dem var der ikke.

Ditte samlede Kreaturerne lidt, saa klædte hun sig af og vaskede sig i et lille Kær der laa skjult af Buskads. Hun laa paa Maven i det lunkne flade Vand, og legede at hun svømmede; naar hun hævede sig paa Armene og sænkede sig igen, tog Vandet blødt og klukkende om Maven og de smaa faste Bryster. Huden var ikke saa grumset som sidste Sommer. Hun satte sig over Ende paa Græsbunden og skrubbede sig for at faa det sidste væk.

Siden sad hun paa den tørre Mosebrink, halv paaklædt, og gik sit Tøj efter; hun havde et Papir med Sysager pakket ud ved Siden af sig. Kreaturerne græssede roligt, der var Tid og Ro til at beskæftige sig med sit eget – baade Klæderne og andet, og Ditte havde Sind til det nu. Hun var glad for at være ene.

Hun sad og smaanynnede, halv indadvendt ved Arbejdet, lykkelig fri for alle Bekymringer. Smaatanker og Indtryk flagrede ind i Hodet – og fløj igen uden at hun fæstede sig ved det; af den tykt polstrede Bund af Mos og halvtørt Græs steg der Jordvarme op og tog om hende. Hun sad og groede. Ovre fra Landevejen lød der Vognrummel, hun lyttede fjærnt efter Lyden – der var Jag i 120| den. Men hun gad ikke rejse sig ogA løbe op paa Marken for at se hvem det kunde være.

Hen paa Eftermiddagen kom Karl ned over Agrene fra Gaarden, saa var der noget i Vejen hjemme. »Nu er han der igen,« sagde han og smed sig ned ved Siden af hende – »de er allerede halvfulde.« Han sad og vendte Ansigtet bort.

»Saa stikker du vel af?« spurgte Ditte og smilede halv spottende. Hun begreb ikke at han blev ved at gaa derhjemme og hænge.

»Jeg har sagt det til Mor, men hun svarer: Rejs du kuns! Hun er ligeglad med mig og alting, naar hun bare Nfaar sit frem. Men nu er det ogsaa Alvor – jeg har pakket mine Sager. Jeg vilde blot sige Farvel til dig.« Han sad lidt. »Er du heller ikke ked af, at jeg rejser?« spurgte han og tog hende om Flætningerne.

Ditte rystede afgørende paa Hodet: »Nej rejs du kuns ganske rolig!« Han havde i ingen Henseende gjort det lettere for hende.

»Har jeg ikke været ordentlig ved dig da – har jeg ikke du?« gentog han, da hun haardnakket tav stille.

»Nej,« kom det endelig fra hende, sagte. Hun havde Taarer i Øjnene ved at tænke paa alle de Gange, han burde have stillet sig paa hendes Side, naar der blev øvet Uret mod hende, men ikke gjorde det.

Han tænkte maaske ogsaa paa dette. »Nej, jeg ved det nok,« sagde han lavmælt – »for jeg var 121| fejg. Men nu er jeg det ikke mere. Fra nu af vil jeg forsøge paa at være et godt og modigt Menneske.«

»Ja for nu har du faaet rigtig Sorg,« sagde Ditte og saa ham ind i Ansigtet. Hun vidste hvor svært det var at drage hjemmefra.

Han stirrede haabløst ud over: »Det er mest det, at det er Mor – og saa alt det Folk siger om os. De glor paa én, og saa stikker de Hoderne sammen og hvisker. Mennesker er modbydelige, du – onde er de! Men det tør én jo ikke mene, Nén skal jo elske sin Næste,« tog han sig pludselig i det.

»Det er ikke noget at bryde sig om altsammen,« sagde Ditte opmuntrende – »lad du bare Folk snakke. Naar kuns man ved, at man ikke har gjort noget forkert, saa blæse være med hvad Folk si'r. Du sa'e jo selv forleden Dag, at bare man havde Fred med Gud, var det lige meget hvad Folk mente om én.«

Han havde lænet sit Hoved til hendes Skulder og sad med lukkede Øjne. »Det er saa svært at være stærk i Gud,« sagde han stille. »Bare man havde haft ham ved Siden af sig og ikke inden i sig – saa man kunde se ham.« Han søgte fraværende med Haanden hen over hendes Ryg, rettede sig med ét op og saa undersøgende paa hende. Hendes Liv var gledet ned over den ene Skulder – hun havde ikke faaet det rigtig knappet; Skulderbladet stak lidt frem.

122| »Hvad er det, du har dèr?« spurgte han og lod Haandfladen dvæle.

»Aa det er kommet af at slæbe saa meget paa de smaa Søskende,« sagde hun rødmende og dækkede sig hastigt. »Det er næsten gaaet over,« føjede hun sagte til – med Ansigtet bort fra ham.

»Du behøver ikke at skamme dig over det,« sagde han og rejste sig. »Man er da ikke saadan en!«

Nej, ham skammede Ditte sig ikke for – eller var bange for heller; han var jo blot ulykkelig – slet og ret. Men hun var ked af, at han havde lagt Mærke til den Skævhed, nu den var ved at fortage sig helt. Siden gik hun og anstrængte sig for at holde sig ret; hun vilde være rank i Ryggen og rund over Brystet ligesom andre unge Piger.

Ordet Synd blev hende hængende i Øret efter Samtalerne med Karl. Var det Synd at ønske sig køn – og nyttede det noget? Faderen syntes jo, hun allerede var det. »Du blir efterhaanden en hel køn Pige,« sagde han, hvergang hun kom hjem. Men han var selv Part i Sagen – Ditte havde ikke haft noget imod at høre det af andre ogsaa. En god Pige vilde hun naturligvis fremfor alt være, men det kunde aldrig gøre nogen Fortræd om man var lidt pæn ogsaa!

Hun gik derude og tænkte – over dette og andet: Det var ikke længer at jage fra det ene og til det andet, Ditte havde Tid til at dvæle. Og hun havde langt om længe ogsaa lært det. Mens hun vaskede 123| sig i Mosehullerne, opdagede hun sig selv Tomme for Tomme – foreløbig uden større Glæde. Der var meget at udsætte paa det hele!

Men Opmærksomheden førtes ad mange Veje fra det Ydre til det Indre. En Dag slog hun fast, at hun havde runde Knær – hun blev altsaa god ved sin Mand! Det var i og for sig noget selvfølgeligt, ond mod nogen havde hun aldrig faaet Skyld for at være; men det var rart nok at faa det haandgribeligt fastslaaet. Hun gik og blev sig Sider af sit eget Væsen bevidst, og det havde hun undertiden virkelig Glæde af. Falsk Beskedenhed led hun ikke af, Tilværelsen var fattig nok uden at hun selv behøvede gøre den endnu fattigere. Sammenligningen med andre faldt ikke just ud til hendes Fortræd her – hun syntes nok hun i det væsentlige kunde staa for den. Der var bare den kedelige Omstændighed ved det, at Folk tog mest efter det Ydre!

Men ved at kigge ind i sig selv saa hun ogsaa Ting, der ikke fyldte hende med Glæde men blot med fremmed Undren. Og undertiden blev hun angst.

Sol og Vind legede med hende, med et mærkeligt Resultat. Der var Latter i hendes Sind nu, den laa der saa at sige paa Lager, mærkedes bestandig som en kriblende Fornæmmelse, en Tilskyndelse til at sprutte selv under alvorlige Forhold. Men foruden Latteren spøgede ogsaa andet derinde, foruroligende Tanker, Fornæmmelser hun ikke kunde 124| henføre til noget kendt. Fra Dag til Dag mødte der hende Ord og Handlinger, der forskød noget i hende. En Haand havde taget tankeløst om hendes Flætninger! Fra den Dag lagde hun Mærke til sit Haar, det føltes som noget for sig selv, et Væsen der paakrævede Opmærksomhed. Hun maatte tage op i det og føle om det sad, lette paa det naar det laa for dødt paa Hodet, flætte det om! Og af Taknemmelighed over at hun beskæftigede sig med det, gav det sig til at gro, blev tykkere og blødere.

I Ditte groede det. Hun havde besynderlige Fornæmmelser saa her saa dèr, som om Safter strømmede hurtigt til et Sted i Legemet og et andet. Undertiden var hun øm i hele Kroppen – og svimmel; det var Vokseværk, mente Sine. Dagen lang kunde hun sidde stille hen og følge disse Fornæmmelser; i hendes begyndende Bryster var der Uro. Hun hørte de Voksnes Snak, deres dulgte Hentydninger, og lyttede paa en egen Maade; hun saa Karles og Pigers Omgang med hinanden i et nyt Lys. Lørdag Aften samledes de ved en af Gaardene længer inde og dansede i det Grønne til Harmonika; og Ditte havde Hjærtebanken, naar hun stod i Kammerset og nættede sig for at løbe derhen og se paa det. Det hændte, at en og anden Karl tog efter hende ogsaa. Hun slog efter dem men blev ikke opbragt som tidligere – kun forskrækket.

Madmoderens Forhold optog hende stærkt. Hun 125| begyndte at forstaa et og andet – anede at der i den stærke Bondekvinde gærede skjulte Kræfter, som ikke taalte Dagens Lys og havde været avet ned gennem Aaringer, men nu brød uimodstaaeligt paa. Karen Bakkegaards var i den farlige Overgang, sagde Sine – et mystisk Ord der gav Rum for en Del. Naar Madmoderen var hende nær med sine Klæder, gennemrisledes hun af en sær Frysning og det pirrede i Haarrødderne. Alt og alle beherskedes af dette sælsomme, der holdt Karen besat, Sine og Arbejdsfolkene – og Sønnen paa sin Vis ogsaa; de blev underlige i Blikket, talte og teede sig gedulgt, gjorde forblommede Tegn og Øjekast. Det spøgede langt ud i Sognet af den sælsomme Uhygge; vildfremmede Folk nærmede sig og begyndte at spørge hende ud – for saa at tage sig i det og tale om Vejr og Vind. Det forekom hende, at hele Verden vogtede paa Bakkegaarden.

Langt ud virkede dens Skygge. Naar Bakkegaarden ved Sammenkomster blev bragt paa Bane, blev Sindene hængende ved den og beskæftigede sig kun med det ene: Kærlighed i alle dens lønlige skæbnesvangre Afskygninger. Menneskene fik en egen Glans i Øjnene, og alt muligt skjult blev draget frem. Der groede NLøndom af hver en Vraa.

Ditte gik og sugede ind med Øjne og Øren, til hun kom i nervøs Spænding, en rent fysisk Angst kunde besætte hende og rive hendes Sind op, saa hun gik og maatte grue helt hen i Vejret. En Dag hun sad uden for Gaarden og malkede til Middag, 126| opdagede hun sit eget Blod paa Malkeskamlen. Det svimlede for hende, ingen havde talt med hende om hvad der vilde komme, hun havde ingen Mor haft til at føre sig nænsomt ind i Livets Mysterium. Nu blev hun kastet brutalt ind i det, dets Symbol Blodet forbandt sig med saa megen anden Uhygge i hendes opskræmte Fantasi. Hun vaklede ind, hvid af Skræk.

I Porten mødte hun Karl. Han spurgte hvad hun fejlede, og fik med noget Besvær fat i saa meget, at han gættede Aarsagen til hendes Angst. Han smilede godsindet, og det beroligede hende, det var noget nær første Gang hun saa ham smile. Men saa blev han alvorlig. »Det skal du ikke være ked af du,« sagde han og strøg hende om Kinden, »for det betyder jo kuns, at du nu er ved at blive et voksent Kvindfolk.«

Ditte var ham oprigtig taknemmelig for hans Trøst; hun var ikke ked af, at han var blevet hendes Fortrolige i dette. For hende var han ikke netop nogen Mand, men et menneskeligt Væsen, en hjælpeløs én, der ofte havde trængt til hende og nu havde givet hende en Haandsrækning igen – det var saa lige til. Det forandrede ikke noget i deres Forhold ud over det, at det skabte Gensidighed i Fortrøstningen. Hun havde ogsaa én, hun kunde vende sig tillidsfuldt til naar det kneb.