147| XII
Sommeren er kort

Ditte sad inde under det høje Markbryn og dækkede sig mod Taageregnen. Kreaturerne gik neden for hende paa Mosen og græssede. Den hvide Regntaage dækkede flere af dem, men hun kunde høre dem bide Græsset af derinde i Tykningen; i saadant Vejr holdt de sig af sig selv i Nærheden.

NDyrenes To hang fuldt af Draaber, og Brombærkrattet hun sad under var helt sølvgraat af Draabevæde; blot hun rørte sig det mindste, regnede det ned over hende. Men hun havde ingen Trang til at røre paa sig, hun sad ganske stille og ønskede sig endnu mere stille, ned under Jorden ønskede hun sig. Ogsaa i hendes Øjenhaar hang Draaber, store som dem der samlede sig i Spidsen af hvert et Blad og tyngede det nedad. Undertiden slap de og faldt ned paa hendes Kind, saa fra et af Bladene og saa fra hendes egne Øjenvipper; det var ikke let at afgøre Forskellen, og hun prøvede heller ikke 148| paa det. Kun naar en Draabe løb videre og ned i Munden, gav det sig af sig selv hvor den kom fra. Hun sad paa Hug paa Brinken med de vaade Fødder stikkende frem under Skørtet; der stak grønt Græs mellem Tæerne, under Fodsaalen var Huden hvid og storposet af Væde. Den ene Haand holdt hun knyttet mod Munden, bed over Knoerne og stirrede ubevægelig frem uden at glippe med Øjnene engang. Det saa ud som hun var gaaet fuldstændig i Staa.

Grunden gyngede svagt, der lød Skridt oppe paa Marken – Karls! Det lyste lidt op i hende, hun saa sig om, alting laa underlig brudt for hendes taarede Blik, ligesom Verden kunde være gaaet i tusend Stumper og Stykker. Hun løftede Ansigtet og saa forventningsfuldt op paa ham. »Nu tager han mig vel i sine Arme og kysser mig,« tænkte hun men tog ingen Stilling til det.

Men Karl slog sig stille ned ved Siden af hende. De sad en Stund og saa udover hver for sig, saa søgte hans Haand hendes i Græsset. »Er du vred paa mig?« spurgte han.

Hun rystede paa Hodet. »Du kan jo ikke gøre for, at du var saa ulykkelig,« sagde hun. Hun stirrede bort, det bævede om hendes Mund.

Karl bøjede sig frem for at fange hendes Øjne men maatte opgi' det. »Jeg har bedt til Vorherre hele Natten om at tilgi' mig min Synd, og jeg tror han har gjort det,« sagde han om lidt, tonløst.

»Naa.« Ditte hørte lige han sagde det, men det 149| naaede ikke ind til Bevidstheden. Det var hende saa inderlig uvedkommende, hvordan han ordnede sig med Vorherre.

»Men hvis du forlanger det, skal jeg staa frem for Brødrene og bekende det hele.«

Hun vendte sig hastigt mod ham, der var kommet Liv og Haab i hendes Udtryk igen: »Kommer saa Skolelæreren herned, tror du?« Ham vilde hun gærne betro sig til, hun ogsaa.

»Nej, jeg mente jo Menighedsbrødrene,« sagde han.

Naa det – ja det maatte han som han selv vilde. Det kom jo ikke hende ved.

Lidt efter rejste han sig og gik, og Ditte sad forvirret tilbage. Han havde ikke kysset hende – eller trykket hendes Haand engang; og nu hørte de dog sammen – de var ulykkeligt forbundne ved det der kaldtes NBrøde. Hun havde allerede indstillet sig paa at finde Sider ved ham, som hun kunde se op til; han lod sig ikke længer se paa udelukkende som Barnet der trængte til hendes Trøst. Han havde taget hende i Besiddelse, saa hun anede hun aldrig vilde forvinde det; og hun trængte til noget at beundre hos ham for at forsone sig med det; trængte til at elske ham for dog at faa lidt Mening ind i det der var sket. Og saa gik han, som om der ingenting var dem imellem, andet end noget stygt, kedeligt noget. Ditte stirrede uforstaaende efter ham.

Dagene fik en anden, mørkere Tone. Hun kunde gaa og have det aldrig saa sorgløst, sysle med sine 150| forskellige Ting og sidde og sludre med Ungerne ovre fra Daglejerens, inde bagved i Sindet sad det bestandig – som et Væsen der holdt ondt Øje med én hele Tiden. Smilede hun, kunde det naar som helst hitte paa at række en sort Haand frem og stryge Smilet bort. Og til Tider overvældede det hende helt. Saa var der ikke noget ved nogen Ting, alt var sort og trist og hun havde kun et Ønske – at hun kunde krænge det skete af sig og blive som før, kaste sig i Gruset for en eller anden og faa Forladelse for sin Synd! Der gik nogen Tid, før hun faldt til Ro og Sindet saa vidt lægtes, at hun kunde glide ind i sin sorgløseA Pigeverden igen.

Men det er vanskeligt at faa det Hegn lukket igen, der engang har været gennembrudt, Ditte vidste det fra Vogtemarken og maatte sande det ogsaa her. Hun havde paataget sig Omsorgen for et Væsen, og i og for sig var der ikke noget usædvanligt i det; saa langt hun kunde huske tilbage, havde der været stillet Krav til hendes Omsorg, til Moderfølelsen i hende. Hun havde maattet opbyde alle Kræfter for at lette andre Tilværelsen, til alle Krav ligesom af sig selv fæstede sig ved hende, hun skulde hjælpe.

Nu havde hun gærne været fri lidt. Det var Sommer; selv i Dittes Blod var Solen trængt ind, og havde jaget Bekymringerne paa Porten og tændt en stilfærdig Lyst til at leve og fornøje sig. Der var Dans og Leg Lørdag Aften snart paa Havbakkerne og snart uden for en eller anden Gaard, og 151| Ditte mødte trofast op. Hun havde aldrig danset i rigtigt Danselag før og nød det, lige henrykt enten det var en Karl hun dansede med eller en af Veninderne. Det var Dansen selv hun nød, det dejlige at lukke Øjnene og bæres afsted i bløde Hvirvler.

Men det var svært at slippe afsted for Karl, han laa et eller andet Sted uden for Gaarden og passede hende op, bad og bønfaldt hende saa mindeligt om ikke at gaa. Ditte brød sig ikke om, hvad han sagde om Synd og den Slags, men det var alligevel svært at hævde sig over for ham nu; hun vendte om og gik hjem til Gaarden. Naar han saa endda havde gaaet en Tur med hende! De kunde gaa langs Stranden i Retning mod Lejet, dér traf man aldrig et Menneske. Men det faldt ham ikke ind.

Hun narrede ham ved at lade som hun gik ind og i Seng, og saa liste den anden Vej ud og væk fra Gaarden. Og naar Dansen faldt sammen med de Aftener han skulde til NForsamling, var hun glad.

Karl var besværlig, den besværligste hun endnu havde haft at tage sig af. Han havde ikke andre at holde sig til og hang skinsygt ved hende, maatte altid vide, hvor han havde hende og kunde søge hen med sine Sorger. Som et altfor forkælet Barn var han, der ikke lod sig sige. Han var syg i Sindet, var led ved sig selv og ved Moderen – ved alting. Kun Ditte kunde faa ham til at løfte Hodet og smile. Hun var stolt over dette Klap paa Skulderen og sled videre med ham, søgte at sno sig og 152| faa det bedst mulige ud af det – for sig og for ham.

Hendes lille Kammer betraadte han ikke mere, heller ikke om Dagen; han var angst for det. Men stundom kom han om Natten og bankede sagte paa, og hun maatte staa op og trække i Klæderne, dødstræt som hun var. »Jeg har saa ondt her,« sagde han og holdt sig med begge Hænder paa Baghodet. Saa listede de gennem Slugten ned til Stranden og sad dernede paa de store Stene, hørte paa Vandets ensformige Skvulpen og snakkede. Meget talende var han ikke, det var mest Ditte der holdt for, med løst og fast. Han hørte optaget til, men engang imellem kom det gudelige over ham, og han irettesatte hende. »Du er saa fuld af NVerdslighed,« sagde han alvorligt.

»Saa ka' du jo bare la' mig være!« svarede Ditte fornærmet. Og de søgte hver til sit.

– – –

En Lørdag Aften var der Afdansning inde ved Kroen som laa en halv Times Vej inde. De lyse Nætter var forbi; det var midt i August, mørkt og blæsende om Nætterne, med Sommerdansen var det ude for i Aar.

Ditte fik Lov at gaa og gøre sig i Stand, saa snart Aftensmaden var til Side; Sine var flink til at skaane hende og selv overtage alle Aftensyslerne. Hun trak i den ny NHvergarnskjole, som ikke havde været paa endnu, flættede blaat Baand i Flætningerne og lagde dem op om Hodet. I Aften vilde 153| hun være fin – og voksen! Karl var heldigvis til Forsamling, men for at være helt sikker for ham tog hun en Marksti, der førte indover og bagned til Landsbyen. Hun glædede sig, og nynnede mens hun gik. Der sad en mørk Skygge inderst i Sindet; men den var som en ond Tand, der var faldet til Ro. Blot man ikke selv pirrede ved den, forstyrrede den ikke.

Legen var i fuld Gang, da hun kom. Spillemanden var ikke mødt, saa legede man NOpstillingslege med Dans ind i – og sang selv til Dansen. Det var ældre og helt unge fra Gaardene, Tjenestefolk og nogle Unge fra Landsby-Værkstederne; Gaardmandsbørnene kom aldrig til Stede, de holdt sig for gode. Man gik i Rundkreds og sang: NSer I den, som staar i Ringen! Ditte lukkede sig rask ind som Led i Kæden og tog to Hænder; det var to Karle hun kom til at gaa imellem, men i Aften var hun hverken bange eller undselig – hun var voksen nu. Hun sang højt med og ventede spændt paa, om nogen af Mandfolkene inde i Ringen vilde komme og vælge hende; hendes Hjærte bankede, saa spændende var det. Af det Antal Gange man blev taget op, fremgik det tydeligt for alle og enhver, hvor meget man var regnet. Der var Piger, som var paa Grønsværen hele Tiden og knap kunde faa Tid at stramme deres Skobaand!

Det traf sig saa, at Ditte straks blev kaaret ud. Kanske var det kun et godsindet Tilfælde, men hun blussede af Glæde, da hun igen traadte ud i Kæden. 154| Denne Blussen og Øjnenes Tindren, Glæden og Frejdigheden og Selvfølelsen der fik hende til at træde frit i Græsset og Nbære sig – det alt gjorde hende skøn. Enhver kunde se det! Her traadte en ny ind i Ringen, en der til i Dag ikke havde set ud efter ret meget; igen en halvlang Tøs havde skudt Ham og var traadt ind i Skønjomfruernes Kreds for at bejle til Førstestillingen, prøve at blive den, alle styrtede hen imod naar der skulde bydes op.

Havde Ditte Storhedsvanvid i Aften? kanske sprang der ikke fuldt saa mange efter hende som hun selv bildte sig ind. Men hun var i al Fald mellem dem af de unge Piger, der blev budt ind til Kaffe af Karlene.

Da hun kom ud igen, var det helt mørkt. Kromanden havde stillet en Lampe i Gavlvinduet, saa den belyste Græsmarken; den dansede de ved. Der var en rødmosset Knøs, som havde holdt sig i Nærheden af hende hele Aftenen, men ikke danset; nu i Mørket vovede han sig frem. Ditte kunde godt lide ham, han havde faste varme Hænder der tog uden Bagtanker, og hans Aande var ung; den lugtede af Kærnemælk ligesom et Barns. Men han var sjenert over sig selv og lavede Abekattestreger i Dansen for at stive sig af, saa alle de andre holdt inde med at danse og stod og lo. »Nu skal vi holde op,« sagde Ditte, hun lo selv af hans Kunster. Han vilde ikke slippe hende men blev ved med at snurre rundt med hende – og pludselig kyssede 155| han hende. Han blev selv forskrækket, slap hende og satte ud af Lysningen, bort i Mørket under de øvriges Latter. De hørte ham fortsætte Løbet, længe.

Ditte stjal sig væk fra Dansen før den var forbi, for ikke at blive nødt til at lade sig følge hjem af nogen. Den der fulgte én hjem, havde sine Krav paa én vidste hun – hun vilde være helt sin egen. Et Stykke fremme rejste den rødmossede Knøs – Mogens troede hun nok han hed – sig fra Grøften og kom hen imod hende, det saa ud som han skød lige op af Jorden.

»Maa jeg følge dig hjem i Aften?« sagde han, lidt usikker i Mælet.

»Ja du maa saamænd,« svarede Ditte, ham var hun ikke bange for. De gik ned ad Vejen, tavse; det var jo ham der skulde underholde, og han gik blot og gloede ud til Siden. Ditte syntes godt han kunde ha' taget hende i Haanden.

»Maa – maa jeg følge dig hjem en anden Aften ogsaa?« spurgte han endelig.

»Det ved jeg ikke endnu, men det kan jo godt være,« svarede Ditte alvorligt.

»Maa – maa jeg ogsaa snakke om det til nogen?«

Nej det syntes Ditte ikke om. »Saa gaar Snakken bare, at vi er Kærester,« sagde hun.

»Vil – vil du gi' mig et Kys da?« han stansede og stirrede lyttende ned i Jorden.

Ditte kyssedeA ham, stille og tænksomt. Saa gik de videre – de holdt hinanden i Haanden nu, men 156| sagde ikke noget. Oven for Gaarden stansede Ditte. »Godnat,« sagde hun.

»Ja Godnat da!« svarede han. De stod et Øjeblik og holdt hinanden i Haanden, saa mødtes deres Munde – hengivent som naar Børn kysses. Det varede dem begge for længe, blev for højtideligt, paa én Gang gav de sig til at blæse hinanden i Ansigtet og lo. Mogens gjorde omkring og satte i Løb. Hun kunde følge hans raske Trav indefter, noget inde gav han sig til at gale en Sang. Ham kunde Ditte godt li'!

Karl sad paa Huggeblokken nede tæt ved hendes Kammersdør og ventede. Ditte lod som hun ikke saa ham og styrede lige mod Døren, i Aften vilde hun være fri for hans NJeremiader. Han kom hen til hende. »Du har nok været til Dans,« sagde han trægt.

Ditte svarede ikke; det kom ikke ham ved, hvad hun foretog sig. Hun stod med Haanden paa Dørklinken.

»Jeg har ogsaa været til Dans. Jeg har set ind i Himlen og set Guds Engle smaa med Vinger paa træde Dansen for NLammets og NTronens Fod. Vil du gaa med ned til Stranden, skal jeg fortælle dig om det.«

Nej Ditte skulde i Seng, hun var træt og Klokken var mange.

»Vil du da svare mig paa én Ting,« sagde han dødsens alvorlig. »Er det mig, der har ført dig ud i Synden?«

157| »Jeg er ikke ude i Synden,« sagde Ditte grædefærdig og stampede med Foden. »Og nu skal du lade mig være i Fred; ellers kalder jeg paa din Mor og fortæller hende det hele.« Han stod et Øjeblik uforstaaende, saa vendte han sig og gik mod Stranden.

Ditte laa og havde ond Samvittighed. Men det fik ikke hjælpe, hun maatte se at frigøre sig. Det var altfor galt, at hun ikke engang havde Lov til at danse for ham. Hun gav sig til at tænke paa Mogens, hans glade Traven hang hende endnu i Øret. Han mindede om Kristian, som heller ikke kunde gaa roligt paa sine Ben men altid skulde sætte i Galop.