158| XIII
Hjærtet

Om Bakkegaardssønnen sagdes der, at han var født med Rynker i Panden. »Han har faaet en tung Arv at løfte,« sagde Folk – »underligt er det ikke at han er som han er.« Ja han gik der jo, som et Vidnesbyrd om Forbandelsen. Men de Brødre, som var ude, fejlede ingenting, de var friske nok. Og de Folk der tjente paa Gaarden og blev der længere Tid, løb paa den anden Side Fare for at blive opslugt af dens Uhygge – paa én Maade eller en anden. Saa det var en besynderlig Fremgangsmaade den Slægtsarv havde – at slippe sine egne og slaa sig paa Fremmede. Sine var paa sin Vis for smaatosset at regne, rødkindet og frisk og alligevel mandfolkesky som hun var. Lignede det noget for en Pige som saà saa godt ud, at vende Kløerne til saa snart et Mandfolk nærmede sig, og omsætte alle Fornøjelser i en Sparekassebog. Rasmus Rytter vidste jo enhver, hvad for et liderligt Utyske han var blevet af at gaa dèr paa 159| Gaarden al sin Tid, og nu havde Lilletøsen faaet det – paa sin Maade. Hun kunde komme rendende halvforstyrret ind til Landsbyen om Natten, og banke paa som en der var forfulgt; og naar man saa spurgte hende ud, stod hun der og kunde alligevel ingen Forklaring give. Det var ikke til at hitte ud af.

Med Bakkegaarden forholdt det sig saadan, at den samme Slægtsaand havde huseret for længe, Led efter Led. Der var aldrig blevet ryddet op og tilført nyt! Nyt Blod kom der for saa vidt nok af, der giftedes jo stadig Fremmede ind paa Gaarden, og et og andet Væsen blev ogsaa smuglet ind i Reden, Bakkegaardsfolkene tog det aldrig saa nøje med Ægteskabets Hellighed. Men ryddet op blev der derfor ikke, Gaarden laa fremdeles hvor den laa, med Overleveringerne den rummede; de gamle Historier, de gamle NKæremaal, de gamle Skavanker fulgte med fra Slægtled til Slægtled, blev holdt ved Lige i Snakken – tilsat efterhaanden med det ny der kom til – og i Handling. Væggene var inddrukne med det, og Sengetøjet som var gaaet i Arv gennem umindelige Tider, var tungt og klamt af det. En Ildebrand vilde have gjort Underværker, og en og anden havde i Tidens Løb forsøgt at give Skæbnen en Haandsrækning, for ad den Vej at faa Gaarden flyttet op; men det mislykkedes altid, Bakkegaarden kunde ikke brænde. Den samme Luft, de samme Dunster, de samme Sygdomskim blev ved at mætte Atmosfæren omkring Gaarden, 160| stadig øget efterhaanden som Livet affældede nyt; Sygdom og Pengenød og onde Handlinger var lige gode om at affælde deres og skabe Bakkegaardens Tradition. NSølvstoben Karen havde staaende fra 1756, og NTæringsbacillerne i de gamle Dyner var lige gode om at gøre Gaardens Luft til Luften over en ældgammel Mødding. Man gik og Nøvede sin Dont i Affaldet fra de foregaaende Slægter, hentede sin Føde og sin Død dèr. Livet groede paa en Kirkegaard, hvor Slid og Sved og Forbrydelser dannede Mulden.

Ditte fik de bedøvende Dunster at mærke. Hendes Hjem havde været lykkelig fri for al Oppakning af gammelt, man havde alt sit fremefter. Det gav trods alle Genvordigheder Tilværelsen en egen Friskhed, dette at man hentede sig sit Vejr af Fremtiden, saa at sige aandede derinde i det ny hvor Livet endnu ikke havde været. Rakkerens havde ingen Arv at vente fra nogen Side; de gjorde sig hurtig færdig med det forgangne. Og det blev til en god Vane hos dem, ogsaa paa den anden Maade at slaa en Streg over det der havde været, og vende sig fremefter. Gammel Sygdom og gamle Skader var det dumt at gaa og blive hængende ved, mente Lars Peter altid, naar nogen begyndte at rippe op i Fortiden. En fik gøre ligesom NSigøjnerne, naar de lavede sig en Haresteg af en stjaalen Kat – de piskede først al Kattegiften ud i Halen paa Dyret og huggede den af.

Ditte var et lille haandfast Væsen, naar det 161| galdt Dagens Genvordigheder; dem forstod hun at slaas med og overvinde. Men her var Mørket det værste, alting havde sine Rødder tilbage, og spøgede af noget der havde været. Hun forstod Karls Fortvivlelse over Moderens Handlinger; den var til at tale til, man kunde slaa den hen naar man var heldig. Men den Gru der hang over hans Sind bestandig, hans Oprevethed over ingenting fattede hun ikke. Og at forsøge at trøste her var som at ville tømme et Hul i Sandet for Vand, det sivede lige saa rask til igen af Bunden. Det var et uoverkommeligt Arbejde at holde Humør i ham!

Og slippe ham kunde hun heller ikke. Hun kunde ikke lade være med at tænke paa ham og bekymre sig paa hans Vegne, hendes Hjærtelag tillod det ikke. For Smaafolk som for Smaafugle skikker Tilværelsen sig let som en Gøgeunge i Reden, det bliver Dagenes Indhold: at fjæle og fjæle i et umætteligt Gab. Ditte maatte – enten hun vilde eller ej – bære hele Byrden af en Verden, hun ingen Andel havde i; der var Nintet udenom. Havde han endda været et lille Barn! Saa kunde hun taget ham paa sin Arm, leget for ham og snakket godt for ham, til han lo og glæmte alting.

Ditte stred Striden for ham enten hun saa vilde eller ej, og maatte stride den saa langt med, at Mørket lukkede sig over hende igen. Der var ingen Bro af Kærhed mellem sidst og nu, ikke et Kærtegn dannede Forbindelsen; han kom blot sort og sønderreven af Sind og søgte Ly hos hende for 162| Mørket. Og hun vidste ikke andet Raad end at tage ham ind til sig igen, og trøste ham saa godt hun kunde. Det var ikke Tiden at tænke paa sig selv og være paa sin Post, naar et Menneske var ulykkeligt. Det var hen paa Efteraaret dette gentog sig, og den samme Nat var det hun løb til Landsbyen og bankede paa.

Det var forvirrende svært – de var jo ikke engang Kærester i Smug! Hun havde blot maattet ofre – mere end hun havde, havde maattet plukke sig ogsaa for de begyndende Dun for at hygge om ham. Hun gik om Dagene i en Halvtaage, med Sindet fyldt af Sorg og Undren, Angeren hærgede hendes Barnesind. Talte hun alvorligt med Karl om det, smittede Angeren ham ogsaa, faldt over ham som Graad og Selvanklager, og fik ham til at te sig som en forrykt. Og saa maatte hun se at berolige ham igen. Der var Nintet Udkomme!

Det blev altfor svært at gaa alene med, og hun ønskede inderligt, hun havde haft nogen at betro sig til. Sørine faldt det hende ikke med en Tanke ind at gaa til; og Lars Peter havde nok at slaas med – han var desuden en Mand. Men der var jo Madmoderen! Der var Stunder, hvor Ditte syntes hun maatte gaa til Grunde, dersom hun ikke fik betroet sig til en Voksen; hun kunde ikke bære Byrden alene.

Naar hun paa sin alvorlige næsten gammelkloge Maade forklarede Karl dette, blev han ude af sig 163| selv og teede sig som en gal; hans Øjne stod helt stive af Rædsel.

»Du behøver da ikke være saa bange for din Mor,« sagde Ditte – »det er jo hendes egen Skyld. Men vi vil gaa ind til hende og sige, at hun skal være anderledes – ellers gør hun os ulykkelige.«

»Saa gaar jeg paa Loen og hænger mig,« sagde han truende.

I mange Dage holdt han sig angst borte fra hende, talte ikke til hende naar de gik sammen i Arbejde heller, men færdedes med sammenpressede Læber – som havde han aflagt et helligt Løfte. Men hans Blik søgte hende, tiggende og tryglende, og Ditte forstod hvad det gik ud paa, og tav. Hun gik og fik ondt af ham – han havde jo slet ingen at ty til i sin Nød!

Saadan gik Efteraaret og det meste af Vinteren for hende, en ond og brydsom Tid. Der var kun faa Lyspunkter, Besøgene i Hjemmet, og saa det at Karen Bakkegaards havde sat sig ud over alles Mening om hende og lavede til Bryllup med Johannes. Karl tog det paa sin desperate Maade, men Ditte glædede sig til det som et Barn. Det skulde staa til Maj, og hun havde aldrig været til noget Bryllup før. »Du maa da ogsaa være glad for det,« sagde hun til Karl for at retfærdiggøre sig – »naar de alligevel turer sammen!«

164| Ditte var nu blevet nær ved de sytten Aar. En drøj Ende af Tilværelsen havde de sytten første Somre indebaaret, der havde været noget af hvert Ni Behold for hende. Hun havde arbejdet fra hun var lille, slæbt paa de smaa Søskende, opdraget dem og været dem i Moders Sted. Da hun forlod Hjemmet, havde hun en Voksens byrdefulde Gærning bag sig. Det var forbi – godt og vel; hun kunde retten Ryggen nu.

Og knap havde hun sluppet sine Søskende ned fra Skødet, før hun kunde begynde forfra for egen Regning. Det begyndte at røre sig under hendes lille misbrugte Hjærte, en ny Byrde – større end nogen foregaaende – var anbragt dèr. Andre opdagede det før hun selv og saa paa hende med underlige Øjne; som et fortumlet Barn gik hun og begreb ingenting. Sine sagde ingenting men stirrede bedrøvet paa hende og sukkede; hun skaanede hende i Arbejdet, og Ditte anede hvorfor. Fra mange Sider løb det sammen til Bekræftelse af den samme onde Kendsgærning – et Menneske havde tilføjet hende Smærte for at trøste sig selv, og nu skulde hun have et Barn til Straf.

En Dag hun gik i Bryggerset, blev hun overfaldet af et voldsomt Ildebefindende. Sine maatte holde hende paa Panden, hendes noget ranglede Krop var ved at radbrækkes. »Aa, dit stakkels Skind,« sagde Sine. »Du skulde heller ikke ha' rendt saa meget til Dans i Sommer; én har nok gaaet og ventet det – saa tosset som du rendte.«

165| »Det er slet ikke deraf,« sagde Ditte grædende. Den kolde Sved stod hende paa Pande og Overlæbe.

»Ja ja – det kommer jo ikke en anden ved. Men tag nu og gaa til dit Arbejde, saa ikke Madmor skal hitte ud a'et.«

Ak, Dans, Dans! om hun endda havde danset sig det til! Hun havde hørt om Piger, der dansede sig et Barn til – og dvælet ved Udtrykket; det lagde sig i Sindet som et kønt Vers. Bange for Dansen havde hun ikke været af den Grund. Skulde hun ha' Børn – og Bedste havde jo spaaet at hun vilde komme let til dem – vilde hun helst af alt danse sig dem til.

Hun gik om som et Bytte for Forvirring og Fortvivlelse; hun syntes alle Mennesker stirrede paa hende og forholdt sig underlige, nærmest fjendske. Karl holdt sig paa Afstand fra hende; hvordan hun saa lagde det til Rette, var det ikke muligt at komme til at tale alene med ham. Et godt Ord havde været kærkomment nu, men ingen havde det til overs. Og de derhjemme naar de fik det at vide – – Faderen!

En Dag kom Sine løbende over i Stalden til hende. »Du skal komme ind til Madmor!« sagde hun, og stirrede paa hende med Øjne der stod stive af Rædsel. Ditte selv var ikke bange, hun havde nærmest en Følelse af at nu skulde hun udfries.

Karen Bakkegaards sad oppe i den pæne Stue, 166| hun sad ved Bordet og lignede en der skulde holde Rettergang; hun havde taget sort Hovedklæde paa og holdt en Bog i Haanden. Bag hende stod Karl, han saa bønfaldende paa Ditte.

Men hun tilstod aabent alting som det var – saa var det da overstaaet. Midt i alt det daarlige havde Madmoderen altid haft Ord for at øve Ret og Skel naar det for Alvor galdt. Hun vilde nok paaskønne, at Ditte havde taget sig af Karl – og hjælpe hende over det.

Men over for dette slog Karen Bakkegaards Retsind i al Fald ikke til. Kanske var det det, at hun gik og følte sig brødebetynget over for Sønnen og gærne vilde have ham til Medskyldig. Hun tog hans Parti, skændte ikke engang paa ham men vendte al sin Vrede imod Ditte.

»Ded har én, fordi én har taget sig af dig og givet dig Føde og Klæder,« sagde hun. »Skam til Tak har én – og Ulykke paa Købet. Gjorde én dig din Ret, Nforklagede én dig til Øvrigheden og nøjedes ikke med at vise dig bort. Du kan selv se Paragrafferne her!« Karen holdt NTyendeloven hen for hende og talte i højtideligt Bogsprog. »Du har forført et af Husets Børn til slætte Handlinger – NParagraf seks. Du har gjort dig skyldig i utugtigt Forhold med en anden til Husstanden hørende Person, Paragraf tolv. Og omendskønt ugift Tyende er du frugtsommelig, Paragraf tretten. Du har forlist din Ret tre Gange, og én kan gøre ved dig 167| hvad én vil. Se til at du kommer afsted med dig – lidt fort!«

Ditte stod og tog imod det hele med livløst Udtryk, hun græd ikke engang. Hendes Madmor sad med Loven i Haand og domfældte hende efter dens klare Bogstav – og vendte alligevel op og ned paa Sandheden. Det var saa rent meningsløst det hele, men hun huskede Lars Peters besynderlige Ord om, at den Tjenende ingen Ret har. Da Madmoderen bød hende pakke sig, flyttede hun Blikket hen paa Karl, et Par undrende uskyldige Barneøjne. Vilde han slet ingenting sige? Men han holdt sig nær sin Mor, og saa paa hende som var hun en dreven Forførerske. Saa vaklede hun ud til Kammerset og pakkede sin Bylt.

Maaske var Karen Bakkegaards ikke helt sikker paa sin Søns Sindsstemning, og vilde have Ditte af Gaarde saa hurtigt som muligt; hun fulgte i al Fald efter hende ud og skyndte paa hende. Da Ditte havde faaet Bylten under Armen og skulde gaa, slog Karen pludselig Dynen op for Sengen. »Er det dér, du har bedrevet Synden?« sagde hun og saa hende ind i Ansigtet med et graadigt Udtryk.

Ditte traskede udefter paa maa og faa. Hvad hun vilde, vidste hun ikke; i hende selv var alting udslukt, og omkring hende var der bitterlig koldt og tomt. Kun én Forestilling havde lidt Hold i hende: hun vilde ikke hjem – ikke for alt i Verden!

168| Det var tidlig Foraar, NKlagen var endnu ikke gaaet af Jorden; Markerne var forfærdelig opblødte. Men hun traskede videre, æltede sig igennem, blev stikkende og kom igen fremad – og naaede ned i NOverdrevet. Der stod Vand omkring de smaa »Øer«, hvor hun havde haft sine Reder; hun maatte vade frem til dem. Vandet soppede i hendes Sko og hendes Næse løb; hun græd indvendig, med en svag jamrende uophørlig Lyd; men Øjnene stod stive og tørre. Der var bart og koldt i Rederne, Buskadset havde ingen Blade; Smaating fra hendes Legetid laa der endnu, som hun havde efterladt dem. Hun vadede tilbage og satte sig paa Mosebrinken, hvor hun saa tidt havde siddet og syslet med sit Tøj – med Benene hængende udover som hun plejede.

Hun sad og stirrede ned i det brune Vand, hvor Gedderne allerede slog efter Vandkalve, og tænkte paa de tunge Historier hun havde hørt om Piger, der var i Nød og havde taget Livet af sig; tænkte ogsaa paa, hvor koldt det maatte være dernede, og gøs. Som triste Kvad havde Beretningerne ligget i hendes Sind, fjærne og uvirkelige – og dog saa sørgelige. Der var Viser om det, og hun havde sunget dem hernede, og grædt af Medynk. Men nu vidste hun mere om det. Man fandt dem jo – de stakkels Skind; og de blev begravet med Barnet under Hjærte. Og naar Dagen kom – –. Hun maatte tænke paa Kromandens Kone, som ikke kunde svøbe sit Barn, og allermest paa den Ufødte 169| der maatte gaa alt det igennem, et frysende lille Væsen uden NList og Svøb – – saa hendes Hjærte blødte. Hun trak sig gruende tilbage fra Vandet og flakkede raadvild omkring.

Oppe fra Markerne kaldte en Stemme, hun løftede Hodet – det var Karl. Han kom rask nedover, løb og vinkede. Et Øjeblik stod hun uden at sanse, saa vendte hun sig og flygtede. »Jeg maa snakke med dig!« raabte han bedende – »jeg maa jo snakke med dig!« Hun hørte hans Skridt bag sig, løb saa de vaade Skørter slog hende paa Hælene, og skreg sanseløst. Gennem hele Overdrevet løb hun, forbi Rasmus Rytters Hytte, hvor Ungerne stod og maabede forbavset efter hende, og blev ved til hun stødte til Sognevejen som førte ned til Lejet. Dernede skjulte hun sig i nogle Klitter.

Først da Mørket faldt paa, vovede hun sig ind i Lejet. Hun listede bag om Husene ned til Havnen for ikke at møde nogen; hun syntes enhver maatte kunne se paa hende, hvordan det var fat. Lars Peter arbejdede i Baaden sammen med sine Makkere, en af de andre fortalte noget, og hun hørte ham le. Det rungede dybt og varmt fra hans Bryst; Ditte var lige ved at skrige ved det.

Hun holdt sig skjult bag en hvælvet Baad, sad vaad og forkommen og ventede paa at han skulde blive færdig. Forfærdelig længe varede det; de var færdige i Baaden men blev staaende og snakke, oppe paa Molen. Ditte sad og smaajamrede i Kulden, hun forstod ikke, at nogen kunde snakke saa sorgløst.

170| Endelig sagde han Godnat og kom, Ditte rejste sig op. »Far!« hviskede hun.

»Hva Pokker – er det dig?« udbrød Lars Peter dæmpet. »Hvordan kommer du her?«

Hun sagde ikke noget men stod og svajede i Mørket.

»Er du syg, Barn?« sagde han og tog om hende for at støtte hende. Han følte hvor vaad og elændig hun var, og stirrede hende ind i Ansigtet. »Er der gaaet dig noget imod?« spurgte han. Hun drejede Ansigtet bort, og ved denne Bevægelse dæmrede det for ham. »Kom lad os gaa hjem,« sagde han og tog hende varsomt om Armen – »lad os gaa hjem til Mor!« Hans Stemme knækkede over. Det var første Gang, Ditte hørte sin store stærke Far give sig over, og Lyden skar hende i Hjærtet. Da forstod hun for Alvor, hvor fortvivlet det hele var.