171| XIV
Storeklavs' endeligt

Kromanden havde solgt NStejlepladsen!

Om man havde fortalt Beboerne i Lejet, at han havde solgt Havet, vilde det ikke have vakt større Forbløffelse. Her havde Fiskerne tørret deres Garn, saa længe Lejet overhodet havde bestaaet; Slægtled efter Slægtled gennem Hundreder af Aar havde de gaaet her og hængt NNæringerne til Tørre, banket Søgræs af, og bødet de Huller Søen slog. Jordsmonnet dannede lange Kamme fra Stejle til Stejle – af alt det Snavs der i Tidernes Løb var banket af Garnene; og mellem Kammene var der slidt dybe Fodspor. Stejlepladsen var det fælles – alles og ingens Ejendom. Den laa som den altid havde ligget, sammen med Stranden nedenfor var den en Mindelse om de Tider, da Jorden endnu var fælles for alle. Dér havde Ungerne leget og Konerne samlet sig til en Aftensladder – Stejlepladsen var Hjærtet i det hele. Ingen havde nogensinde vovet at rejse Redskabsskur paa den, Nhvælve Baad 172| dèr eller paa anden Maade tage den i Besiddelse for egne snævre Formaal.

Og nu gik Kromanden frækt væk hen og solgte den. Flere Tusend Kroner havde han efter Sigende taget ind, for noget der slet ikke var hans!

For første Gang vaagnede Fiskerne af deres Sløvhed og begyndte at mukke; dette blev dem for meget. De gik sammen og brokkede ondt af sig, og drev det til at sende et Par Mand ind til Købstaden for at raadspørge en Sagfører. Men det viste sig, at Kromanden havde Tingene i Orden tilstrækkeligt til at der ikke kunde gøres ham noget. Han havde nok Papir ikke alene paa Stejlepladsen, men ogsaa paa deres Hytter som var gaaet i Arv fra Far til Søn. De boede egentlig talt kun til Leje, og det skyldtes nærmest hans Godhed, at de ikke maatte betale Husleje ogsaa. Han kunde sætte dem ud, om han vilde.

Hvordan var det gaaet til? – ja, hvem der var saa klog at han kunde se Kromanden inden for Tænderne! Den ene havde maattet fire lidt hist, den anden her; nogle havde vel sviret sig det fra, andre fraskrevet sig det for at faa Brød paa Bordet. Kromanden løb jo saa ofte med Papirer og forlangte éns Underskrift – for en Ordens Skyld, sagde han altid. Stive i at læse var man jo ikke, og hvad skulde det ogsaa nytte til. Den der vilde forlange at kigge Menneskeæderen i Papirerne, var nok Nilde faren.

Det var alligevel halv underligt at vaagne op til; 173| Dittes sørgelige Hjemkomst i Utide vakte ikke den Opmærksomhed, den havde fortjent. Konerne stak jo nok ind om til hinanden og kiggede i Forbifarten langt til »Fattighuset«, men der var ikke rigtig Klæm i det. Selv Navnet Fattighus havde mistet noget af sin Klang, nu boede de jo allesammen paa Naade!

Saa snart Foraarsvandet var sunket og Vejen ned til Lejet farbar, kom der Pæle og Hegnstraad inde fra Købstaden i hele Læs, og Stejlepladsen blev hegnet ind. Kromanden løb selv og skridtede af sammen med en lille tyk Herre, en Grosserer inde fra Hovedstaden sagdes der. Hegnet blev ført helt ned til Vandet. Fiskerne maatte rømme Stejlepladsen og se at indrette sig paa anden Maade; det var helt underligt, omtrent som at blive forjaget fra sin Hjemstavn. Og langs Stranden hvor man altid havde færdedes, kunde man ikke længer komme frem; man maatte lægge Vejen ind gennem Lejet. Det holdt haardt for Beboerne at skulle vænne sig til at træde nye Stier, mange Gange blev Hegnet traadt ned og rejst paany, før det respekteredes.

Forargeligt var det, men ogsaa spændende. Manden der havde købt Stejlepladsen var nok saa rig, at han ikke vidste hvor han skulde gøre af sine Penge. Nu vilde han saa til at grave dem ned i Sandet her – en forrykt Idé. Et helt Slot agtede han nok at opføre, og Have skulde der anlægges – her midt i Sandet. Det forlød, at der skulde køres 174| Muld herned oppe fra Kromandens Marker. Der var ellers ikke for meget af den deroppe heller.

Hen paa Foraaret kom der Sten og Tømmer fra nærmeste Købstad. Kuskene derinde fra vilde ikke køre ned gennem det løse Sand; Byggematerialerne blev saa læsset af oven for Klitten, og Storeklavs maatte slæbe dem ned gennem Hulvejen til Stejlepladsen. Grossereren kom hveranden Dag, snart i Følge med én, snart med en anden. De løb omkring i Klitten med lange Baandmaal, stillede en trebenet Kikkert op saa her saa dér, kiggede paa nogle sortbrogede Stænger og drev Pinde i Jorden. De havde store Papirruller i Haanden, som de hvert Øjeblik bredte ud paa Marehalmen og raadførte sig med. Mystisk saa det ud; Ungerne fra Lejet stod og hang over Indhegningen Dagen lang, tørrede sig i Trøjeærmerne, og maabede. Foraarsvinden og Spændingen fik Øjne og Næse til at rinde paa de større, de mindre løb alting paa, saa optagne var de. Pludselig stak en eller anden af dem i at brøle og søgte hjem efter, men da var det gærne for sent.

Lille Povl var der ogsaa. Han var syv Aar nu og skulde begynde paa Skolen om nogle Dage, saa det galdt om at udnytte Tiden. Han hang der henne Dagen lang, men nøjedes ikke med at staa ved Indhegningen og glo; allerede Andendagen satte han over Hegnet. Det gik næmt nok til: Papiret blæste fra en af Mændene, og Knægten – som netop stod og pønsede paa et Paaskud til at komme med 175| i Laget – satte gennem Staaltraaden og fangede det ind. Saa var han der nu engang, og det faldt ingen ind at jage ham ud. Han gjorde sig nyttig ved at løbe med Baandmaalet og bære Mærkepæle omkring. Naar Sørine kom frem i Køkkendøren og kaldte, overhørte han det helt; det var lige alt det, Ditte kunde faa ham til at høre. Der var jo Maden, eller et og andet Ærende der skulde besørges – og Skænd fik han. »Nu bliver du til Straf inde Resten af Dagen,« sagde Ditte bestemt, Sørine sagde ingenting. Men før de to Kvindfolk fik set sig om, var han afsted igen; der var ikke noget at stille op med ham.

De Voksne holdt sig sky tilbage og iagttog de Fremmede paa Afstand – helst fra Vinduer og Dørsprækker. Det var altsaa de her Københavnere! De spillede godt op i Landskabet, skønt de kun var to. Og det sagdes om dem, at hvor de først vandt Indpas, bredte de sig som NVæggetøj og var ikke til at fordrive igen. Noget godt bragte de nok ikke!

I al Fald havde Storeklavs ikke det ny noget at takke for. For godt havde han jo ikke haft det siden Kromanden overtog ham, men man slap som Regel for at se det. Her misbrugtes han lige for éns Øjne. Det var ikke til at holde sig fra Vinduerne, naar Læsset skurede og knagede ned gennem Hulvejens Sand og Kusken bandede og raabte og pryglede løs; Søster Else græd simpelthen, og Ditte smækkede Vinduet op og skreg ud. Naar 176| Lars Peter var i Nærheden, kom han løbende og skød bag paa. Det hændte ogsaa, at han skældte Kusken ud – en ung Fløs oppe fra Gaarden; men det gjorde kun ondt værre.

Det maatte staa maadeligt til med Kromandens Finanser, siden han gav sig til at sælge Mulden af Marken og køre Rakkerkørsel for Folk; det laa ellers mere til ham at rage til sig. Men det forslog nok ikke mere end en Skrædder i Hælvede; han var stadig i Pengeforlegenhed. Hveranden Dag maatte han spænde for og køre til Købstaden for at skaffe; og han rendte paa Havnen og pressede paa Fiskerne, de maatte tage bedre fat og skaffe Fangst. De sagde ja, men tog den med jævn Ro som forhen. »Det er jo alligevel som at øse sit Arbejde i Havet,« sagde Lars Peter – »saa kan én lige saa godt la' Fiskene bli'e der.«

Kromanden havde endnu ikke forvundet det med Konen; kanske var det det, der slog Benene væk under ham. Nogen Velsignelse i hvad han foretog sig var der ikke mere. Under Paaskestormene havde han mistet en Del Redskab, og Vinterisen havde knust en Baad. Det var smaa Stød, men han lod ikke til at kunne taale dem – nogen ny Baad havde han ikke faaet anskaffet. Man maatte sætte en af de gamle kasserede i Vandet igen.

En Dag kom han fra Stranden med sin Dobbeltløber, han havde været ude at skyde Søfugl. Hans store Hode dukkede pludselig frem i Køkkendøren; Ditte hvinede og greb uvilkaarlig Moderen i Ærmet.

177| »Naa her gaar I to og hjælper nok saa pænt hinanden,« sagde han venligt og smed et Knippe Strandfugle ind paa Køkkenbordet. »Og Ditte har lige næmt til at skrige endnu; hun har dog ellers været ude og Nfaaet Kildet taget af sig, efter hvad én forstaar.« Han sagde det med sit kolde Hestegrin, alle hans Tænder saas. »Ja ja – én tænkte ellers paa, om ikke Ditte kunde give en Haand med til at læsse Mursten af; de savner en Hjælper, og hun er jo blevet stor og stærk derude.« Saa halede han afsted opover uden at afvente Svar; hans pibende Aandedræt hørtes langt hen.

Ditte var brændende rød i Hodet endnu efter Kromandens Hentydning. Hun stod et Øjeblik og nølede, saa søgte hun et Sækkelærreds Forklæde frem fra Rummet bag Trappen og gik trægt mod Døren, der var Skræk i hendes Øjne.

Sørine vendte sig om, Tøsens Langsomhed var hende paafaldende. Hun saa et Øjeblik paa hende – paa sin fraværende Maade, tog saa Forklædet fra hende. »Lad mig gaa!« sagde hun.

»Men det var jo mig, han sagde det til,« indvendte Ditte spagfærdigt.

Moderen sagde ikke mere, tog Forklædet paa og gik. Ditte saa taknemmeligt efter hende.

Denne Gang havde Ditte ikke foretaget noget Triumftog rundt til Venner og Bekendte i Lejet, hun havde ikke været uden for en Dør endnu. Lars Peter og Sørine var enige om at skaane hende for Folks Blikke, hun skulde ikke ud og Nrende Spidsrod. 178| Hun gik derhjemme og tog den værste Tørn for Moderen, og det kunde godt gøres behov; Sørine havde ikke mange Kræfter. Fra Vinduerne havde hun det hele: Hytterne hvor Konerne kom ud, tømte et eller andet i Sandet og forsvandt ind igen; Havnen hvor Mændene holdt til; og Stejlepladsen hvor alle Lejets Unger hang. Der var rejst en Del Stilladsstolper, og Materialerne hobede sig op; enkelte Byggearbejdere var allerede i Gang, de spiste og boede oppe paa Kroen. De var NSjosjalister sagdes der, de havde nægtet at ligge i Halmen i Laden, og søbe af Fad med Tjenestefolkene paa Kroen; – Ditte kiggede langt efter dem. Gennem den aabne Køkkendør kunde hun høre Moderen hoste og se hende tage Sten fra Aflæsseren og sætte dem i Stabel; det var svært Arbejde for hende – blot hun taalte det! Storeklavs blev brugt haardt, frem og tilbage gik det hele Dagen. Han hvilede ikke engang, mens man læssede af og paa, men maatte arbejde med tre Vogne.

Nu stod han fast i det igen, oppe hvor den lille Bæk rislede ud over Hjulsporet. Kusken brugte Pisken paa ham, saa Slagene gav Ekko ovre fra Rasmus Olsens Hytte; han havde vendt Skaftet til, og Storeklavs laa hen ad Jorden, saadan trak han. Men Læsset rokkede sig ikke, Hjulene var gaaet i. Kusken løb om og piskede ham over Bringen og Forbenene, var saa henne ved Vognen igen, greb NSædefjælen og slog ham over Krydset. 179| Ditte glæmte alting og løb ud om Gavlen, hun skreg højt.

Nede fra Havnen kom Lars Peter løbende med lange Skridt, hans Træskostøvler drønede. »Lad vær, din Rakkerpukkel!« raabte han og rystede en knyttet Næve i Luften. Storeklavs lagde sig i, dens Forben sank dybt i det vaade Sand. »Hold igen i Vognen for Satan!« brølede han; men det var for sent. Læsset skred ind paa Hestens Bagparti, NSkaglerne knækkede. Et Øjeblik lignede Lars Peter et Vilddyr; han havde Kusken i Kværken, det saa ud som vilde han knække Halsen paa ham. »Far!« brølede Ditte angst. Saa slap han og gik om til Hesten; den laa paa Siden og pustede, med Forbenene dybt i Sandet og det halve Læs over sig. De kom op fra Havnen og Byggepladsen og hjalp ham at faa Hesten fri af Læs og Sele; han gravede Sandet væk fra dens Forben. »Kom saa, gamle Kammerat, saa rejser vi os igen!« sagde han og tog den ved Bidslet. Den løftede Hodet og saa paa ham, lagde sig saa om paa Siden og pustede tungt; dens Forben var brækkede.

»Vi maa se og faa den skudt,« sagde Lars Peter – »der er ikke andet for.«

»Ah,« sagde Lejets Unger – »saa faar vi Hestebøf.« Men Ungerne i »Fattighuset« græd.

Kromanden kom selv og skød Storeklavs for Panden, og den blev læsset paa en Vogn og kørt op til Gaarden. Lars Peter var med at læsse den og fulgte med op, han vilde selv flaa den. »En 180| har udført saa meget Rakkerarbejde i sin Tid, skulde én saa ikke yde Storeklavs den sidste Haandsrækning,« sagde han undskyldende til Sørine. Hun forholdt sig tavs som hun plejede, men saa i al Fald ikke ud til at have noget imod det.

Men den Formiddag Hestekødet skulde uddeles, røbede hun lidt mere Liv end sædvanlig. Hun sendte Børnene afsted med en stor Kurv. »Sørg nu for at faa et ordentligt Stykke,« sagde hun – »vi er vel nærmere til det end alle andre.« Den Dag fik Lars Peter regulert Bøf til Middag, det havde han ikke faaet i lange Tider.

»Det er mærkeligt nok,« sagde han mens han sad og spiste – »for lige saa gammel og afrakket Storeklavs var, lige saa godt er Kødet. Det er ligefrem sødt. Du sku forsyne dig dygtigt af det Mor, Hestekød skal være saa godt for et daarligt Bryst! – Ja, han var nu li'egodt en enestaaende storartet Hest var han! – Spis Børn, det er ikke hver Dag vi har Kød paa Bordet.« Han sagde det med et Stænk af Galgenhumør.

Naa ja, Drengene var jo skrupsultne som altid. Ditte havde det paa sin egen Maade med al Mad, saa hende kunde én ikke regne. Men Else det lille Fæ kom ingen Vegne, hun tyggede og tyggede, og Kødet blev stadig større i Munden paa hende. »Det er saa underligt,« sagde hun; og pludselig stak hun i at brøle.