181| XV
Hjemme igen

Sørine gik stille om og passede sin Gærning, stærk var hun ikke. Hun hostede meget, og svedte om Natten. Lars Peter og Ditte sammensvor sig mod hende, saa snart Aftensmaden var spist maatte hun gaa i Seng. Hun vilde nødig, hun var blevet hjemkær ved at være borte, og der var saa meget hun skulde have ordnet. Men det var nødvendigt.

»Bare det ikke er NTæringssygen hun har,« sagde Lars Peter, en Aften de havde faaet hende i Seng i Kammeret og sad inde i Stuen og snakkede. »En synes ligefrem én kan se, hvordan NDyrene huler hende ud. Mon ikke vi skulde se og faa hende til at æde kogt NLinfrø – det skal være saa godt mod Tæring.«

Ditte mente ikke, det kunde nytte noget at forsøge. »Mor spiser saa lidt,« sagde hun – »og hun kaster sommetider det hele op igen. Det er vist Maven, det er galt med.«

182| »En vil nu tro, det er i Brystet hun har Skaden alligevel. Den Hoste du! det er grangivelig som naar en Baad tar Bunden, saadan skurer det i én, naar den rigtig faar Tav i hende. Det stammer fra de vaade Mure derinde i Fængslet mener hun jo selv; de var nok saadan, at Vandet drev af dem.«

»Jeg troede ikke, Mor fortalte noget derinde fra,« udbrød Ditte forbavset.

»Nej meget er det jo heller ikke, men en og anden Gang Ntræffer det dog at hun hentyder til det. Ellers gaar hun jo nærmest om som én, Fyret er slukket under.« Lars Peter sukkede. »Og hvordan gaar det saa dig?« sagde han og lagde sin Haand oven paa hendes, paa Bordet.

Ditte Nkræmtede noget, der baade kunde være det ene og det andet.

»Holder du stadig fast ved, at jeg ikke skal gaa ud til Bakkegaarden? – Ja, for én ku' nok li' og faa gjort op med det bundfordærvede Pak. Nogen Ret faar én jo ikke over dem, men én ku' dog faa den Tilfredsstillelse at Nryste Kallunet lidt paa dem. Det Bondeyngel!«

»Karl er ikke fordærvet,« sagde Ditte sagte. »Han er bare svag – og ulykkelig.«

»Naa ikke – det vil jeg nok sige. Gaa hen og – naa! Og saadan en Løjser kalder sig gudelig og løber til Forsamlinger – sært nok at han ikke har faaet omvendt dig ogsaa.« Lars Peter talte sig gal i Hodet, men det varede kun et Øjeblik. »Naa, 183| ja ja!« sagde han godmodigt, – »du maa jo selv afgøre det. Men morsomt blir det ikke for dig at gaa her i den Tilstand. Lidt Penge havde det dog været rimeligt om de skød til, saa kunde du kommet et Sted hen og være saa længe.«

»Penge – de har saamænd ingen Penge! ikke saa mange som vi engang,« sagde Ditte.

»Naa, de ligger dog og fraadser og holder Bryllupsgilde Nat og Dag i denne Tid. De begyndte i Søndags, og i Dag skriver vi Fredag. Der skal ikke være til at færdes paa Vejene derover ad for fulde NPrangere.« Lars Peter var lidt stødt over at han ikke var bedt med; det var dog hans egen Bror, der holdt Bryllup.

– – –

Nej morsomt var det ikke for Ditte – eller for de andre heller; Lars Peter kunde godt have taget sig og de andre med. Der begyndte at falde Spørgsmaal til ham, fra Makkerne og især fra Kvindfolkene i Lejet: om Ditte nu var udlært derhenne paa Bakkegaarden og hvad hun saa skulde til? Det lød saa uskyldigt, men han forstod nok, hvor man vilde hen. Ellers ømskindet var han ikke, men dette kunde gøre ham forstemt – han havde sat al sin Glæde og Stolthed i Børnene.

En Dag kom Lille Povl stormende hjem – han havde kun én Træsko paa. »Mor, er det vel sandt, at Storken har bidt Søster Ditte i Benet, saa hun skal ha' en Lille?« Han kunde knap faa Vejret, det lille Fæ, saa oprørt var han.

184| »Hvor er din ene Træsko?« Sørine saa vredt paa ham for at aflede. Men han lod sig ikke forskrække.

»Den tabte jeg derude – er det saa vel sandt?«

»Hvem siger saadan noget Snak?«

»Alle Ungerne, de vrænger det efter mig – æ, bæ! – Ditte ska' ha' en Lille!«

»Saa bliv du herhjemme og leg, saa er der ingen der kan vrænge efter dig!«

»Er det saa vel sandt?« – Han fik et Stykke Sukkermad, det stoppede Munden fuldstændig paa ham. Han satte sig paa Loftstrappens nederste Trin og huggede i sig.

Ditte sad inde i Stuen og stoppede Børnenes Tøj, hun bøjede sig dybt ned over Arbejdet.

Lidt efter kom Søster Else ind, hun havde Povls forliste Træsko i Haanden; Ungeflokken stod dernede i Klitten og hujede, man kunde se paa hende, at det var hende det galdt. Hun var rød om Øjnene! HunA sagde ikke noget men gik ind i Stuen og stillede sig op ved Vinduet. Der stod hun ret op og ned og betragtede Søsteren, lod Øjnene løbe op og ned ad hende. »Hvad glor du efter, Tøs!« sagde Ditte endelig, rød i Hodet. Else tog Øjnene til sig, hun gik ud i Køkkenet og gav sig til at hjælpe Moderen. Siden havde Ditte hendes forskende Øjne paa sig – det blev en hel Plage.

Men Kristian var det næsten værst med, for han saa hende slet ikke. Han holdt sig mest borte, vendte lige Næsen hjemad ved Maaltiderne, kom 185| naar de andre var i Gang, og skubbede sig ind paa sin Plads, med Huen paa sine Knær – parat til at stikke af igen. Han saa ikke paa nogen af dem, havde slet intet Blik mere. Talte nogen til ham og han ikke kunde undgaa at svare, var han grov og afvisende i Stemmen. Ditte pintes ved det; han var den vanskeligste af Børnene, derfor holdt hun mest af ham. Han trængte til det.

En Dag fandt Ditte ham oppe paa Loftet. Han sad inde under Taget og holdt en gammel Fiskesnøre i Skødet; det skulde se ud som han var travlt beskæftiget med den. Han havde vaade NGrimer paa Kinderne.

»Hva' sidder du her efter?« sagde hun og forsøgte at lade forundret.

»Hva' kommer det dig ved!« svarede han og sparkede hende over Skinnebenet.

Hun sank ned paa en Kasse, sad sammenkrøben og vuggede med Hænderne foldet om Benet. »Men Kristian dog, lille Kristian,« jamrede hun.

Kristian saa, at hun var ganske hvid i Ansigtet, og krøb frem af sit Skjul. »I kan jo bare la' mig være,« sagde han – »jeg har ikke gjort jer noget.« Han stod og stirrede trodsigt forbi hende og vidste hverken ud eller ind.

»Vi har vel heller ikke gjort dig noget,« sagde Ditte. Det lød ynkelig værgeløst.

»Aa – I tror maaske man er dum og ingenting ka' se! Her ska' man gaa og slaas og stikke de 186| andre paa Tæven – og saa er det jo sandt alligevel.«

»Hvad er det der er sandt?« forsøgte Ditte endnu engang. Men saa opgav hun det og sank sammen; hun slog Forklædet for Ansigtet.

Kristian pillede hjælpeløst ved hendes Hænder. »Du ku' godt la' vær og tude!« sagde han. »Det er saa dumt. Det var heller ikke min Mening at sparke dig – jeg blev bare saa ked af det.«

»Aa det gør ingenting,« svarede Ditte snøftende. »Du maa gærne sparke mig – jeg er ikke bedre værd.« Hun forsøgte et Smil og lettede paa sig, Kristian tog i hende for at hjælpe hende paa Benene. Men han tog kun i Kjoleærmet, det var som han var bange for at røre ved hende selv. Hun havde lagt Mærke til det samme hos de andre; de lænede sig ikke ind til hende mere, havde ligefrem Sky for hendes Legeme. Noget som ikke kom dem ved, havde Part i det nu.

»Aa Kristian – jeg kunde ikke gøre for det – det er ikke min Skyld!« Hun havde taget ham om Kinderne og saa ham ind i Øjnene.

»Det ved jeg godt,« sagde han og snoede Ansigtet fra hende – »og jeg bebrejder heller ikke dig noget. Men de ska' nok faa det betalt!« Saa løb han ned ad Trappen og ud; gennem Gavllugen saa hun ham sætte afsted over Klitterne, Nordøst over.

»Hvor er Kristian henne?« sagde Lars Peter, da de sad ved Aftensmaden. »Han skulde hjælpe mig 187| at øse Baaden.« Der var ingen der vidste det; Ditte havde sine Tvivl men turde ikke sige noget. Ved Sengetid var han endnu ikke kommet. »Saa er han ude og vagabonderer,« sagde Lars Peter nedslaaet. »En havde ellers gaaet og glædet sig til, at han var kureret for den Syge; han har ikke været paa Farten et helt Aar eller mere. Ja ikke siden han stak af ud til dig paa Bakkegaarden, Ditte.«

Næste Dag hen paa Morgenen kom en fremmed Mand trækkende med ham. Sørine gik i Køkkenet. »Her er en Dreng som vist hører til hos jer,« sagde den Fremmede og skubbede Kristian inden for Køkkendøren.

Lars Peter kom i Loftstrappen, han var lige kommet hjem fra Søen og var ved at gaa til Køjs. »Hva' ska' det smage af?« spurgte han og saa fra den ene til den anden.

»Der brændte en Halmstak for os i Nat, og i Morges fandt jeg ham her skjult uden for Gaarden. Det var nok et rent Tilfælde at der ikke gik mere.« Manden sagde det dæmpet, uden Lidenskab eller noget.

Lars Peter stod og gloede dumt frem for sig, som fattede han ingenting. »Dette her er mig sku' et Nummer for broget – hva' rager jeres brændende Halmstak Knægten? Han er da ikke NIldgærningsmand ved én!« Kristian satte sine Øjne trodsigt paa ham. Du maa gærne prygle mig! sagde de.

188| »Der er jo ikke noget at sige til det – saadan som Sagerne er,« sagde den Fremmede.

Det dæmrede for Lars Peter. »Er det Bakkegaardssønnen kaske?« spurgte han. Manden nikkede.

»Nej – saa er det sku billigt sluppet,« han lo uhyggeligt. »Det var aldrig for meget til jer, om hele NSmadreværket blev svedet af over Hodet paa jer. Men derfor ska' Knægten alligevel ha' sig en Omgang Høvl; nu ka' du skruppe a' i Seng, Klør! – – Forresten ku' en godt li og snakke et Alvorsord med dig ogsaa!« Lars Peter smed en Trøje paa.

»Ja en anden ku' ogsaa godt li og faa snakket med dig!« svarede Bakkegaardssønnen. Lars Peter studsede – det var ikke netop det Svar han havde ventet.

De drev indad mod Landet. »Naa, hvordan har du saa tænkt at ordne dig med Tøsen?« spurgte Lars Peter, da de var kommet fri af Hytterne.

»Det maa I her bestemme!« sagde Karl.

»Vil det sige, at du vil vedkende dig Faderskabet over for Verden?«

Karl nikkede. »Jeg har ikke tænkt at rende fra noget,« sagde han og saa oprigtigt paa Lars Peter.

»Det er dog i al Fald noget!« Lars Peter talte helt oplivet. »Saa kan I altsaa gifte jer – om saa skal være.«

»Jeg er ikke mere end nitten Aar,« sagde Karl. »Men vi kan ringforlove os.«

»Naa saadan at forstaa, javel! Ja det smager jo 189| altid af Fugl.« Lars Peter var rigtig godt afsvalet igen. Mest Lyst havde han til at gi Bakkegaardssønnen en ordentlig NOverhaling, men Lejligheden var ikke mere til at Ntale Donner – de havde været for langt inde i Forhandling. »Jeg vil sige dig, at du har baaret dig rigtig skidt ad,« sagde han og stansede. »Men det er vel, hvad Fattigfolk kan vente sig af jer Bønder.«

»Det maa du ikke saa gærne sige,« sagde Karl – »jeg har ingen Grund til at se ned paa nogen. Og det har aldrig været mig i Tanke at gøre jer Fortræd.«

»Nej, det kan jo nok være.« Lars Peter rakte Haanden frem halv mod sin Vilje – han duede ikke til at være gal ret længe ad Gangen. Et rigtigt Skvat var han – men hva' Fan? »Naa, farvel da! Saa hører én kaske fra dig?«

»Jeg vilde jo gærne ha' sagt Goddag til Ditte,« sagde Karl nølende.

»Naa det vilde du!« Lars Peter lo. »Og det sku' en anden saa besørge – tossegod som én er? Nej, Nvi er nok Svin, men vi roder ikke!« Lars Peter gik nogle Skridt men kom tilbage igen. »Misforstaa mig ikke! Har Tøsen Lyst til at fortsætte Bekendtskabet, saa for mig gærne. Men ded er noget hun selv ska' ha' Lov og bestemme.« Saa gik han hjem for at sove.