190| XVI
NBakkegaardssønnen

Da Lars Peter kom hjem og vilde snakke et Ord med den lille Ildgærningsmand, var han forsvundet. Han var stukket af ud gennem Vinduet.

Han gik op paa Loftet og lagde sig men kunde ikke falde i Søvn. Mødet med Bakkegaardssønnen havde ikke just virket opmuntrende; det var en løjerlig Slapsvans Tøsen dèr havde indladt sig med, en forskruet Rad. Et Øjeblik havde det staaet for ham, at Karl kanske vilde give dem Oprejsning, saa de kunde se Folk i Øjnene igen; men han viste sig jo ikke engang at være giftegammel endnu. Forsørge sig selv kunde han vel sagtens heller ikke, og ingenting ejede han. Saa det var saa gemytligt som det kunde være! Han kunde ikke blive fri for at ligge og spekulere over det; og nede fra Gamle Dorioms Stue hørte han Tvillingens ustanselige Graad. Bedste sover hele Tiden, aa – haa haa! Bedste sover hele Tiden! græd den i det uendelige. Det lød som en NVaadesang.

191| Han stod op, gik ind over Loftet og ned ad Naboens Trappe. Tvillingen sad oven paa Dynen i den Gamles Alkove ynkelig forbrølet, og gentog sin Klage, og i Sengen laa den Gamle og var død. Hun havde været død et Stykke Tid; hun var kold, og Rotterne havde allerede været i Lav med hende. Ungen ku godt se ud, som havde han ligget oven paa hendes Dyne og brølet hele Natten. En Skam var det, at ingen havde hørt ham. Men Ørerne var saa inddrukne med Barnegraad herinde fra, saa de ingenting hørte mere. Lars Peter tog den lille med om til sit eget.

»Jeg har et lille Væsen her, som ikke har nogen at holde sig til mere,« sagde han. »Moderen viser sig jo aldrig mer, og nu ligger den Gamle derinde og er død. Kan der bli'e en Bid Brød og en Stump Dyne til ham ogsaa, du tror?« Sørine svarede ikke. Men hun tog den lille ved Haanden og førte ham ind i Stuen. Lars Peter saa taknemmeligt efter hende. »Vi maa la' en af Ungerne rende op til Kromanden og melde Dødsfaldet,« sagde han, og gik til Køjs igen. Saa endelig kunde han falde i Søvn.

Da han vaagnede og kom ned ved Middagstid, var Kristian hjemme; han gik og skubbede sig i Vejen for Faderen, som vilde han lige saa godt have en Ende paa det med det samme. Lars Peter saa det godt, men vidste ikke rigtig ud fra hvilket Synspunkt han skulde tage Sagen op. I gamle Dage ja, da vilde Handlingen simpelthen 192| have sat ham i Oprør; nu saa han den nærmest ud fra den Risiko den medførte – og den Side var jo i Orden. Lars Peter havde gjort sine Erfaringer de senere Aar; hvad der overgik ham, løb ikke længer af som Vand af en Gaas, men slog igennem og fik ham til at tænke over Tilværelsen. En bestandig Nedgang havde den betydet – uden nogen Skyld fra hans Side. Ejendommen røg fra ham! – og Pengene han fik for den! – og Storeklavs! Og Sørine – ja nu havde han hende jo igen, men hvordan? En fattig Lus var han blevet som Følge af alle sine Anstrængelser, sit Slid og sin Stræben efter at leve et retskaffent Liv – et skikkeligt Skrog, klædt af til Skindet. En tom Tønde, det var Resultatet af det alt! og Dittes Vanheld slog Bunden ud ogsaa. Der var ingen Grund til at være nænsom og holde Haanden over Liv og Ejendom for dem, der med rund Haand ødte alt hans. Nogen Taknemmelighed over for dem der var anbragt over ham i Samfundet, havde Lars Peter aldrig kendt – der havde ikke været Anledning til at pleje netop den Følelse. Men han havde skikket sig i Tilstandene og søgt at faa det bedst mulige ud af dem for alle Parter. Nu kunde han undertiden godt have Lyst til at vende en haard Haand opad. Han skulde ikke have grædt, om Bakkegaarden var gaaet helt op i Røg og Luer – forudsat at der ikke faldt noget tilbage paa Knægten og dem selv.

Efter nogen Tids Forløb dukkede Bakkegaards193|sønnen op i Lejet igen, denne Gang for at slaa sig ned lod det til! Der var nok ikke almindelig Skam i'en engang! Han kom ned til Kroen med en Bylt Arbejdstøj under Armen og Skovl og Spade paa Nakken, og spurgte om Arbejde; en velvillig Sjæl bragte Lars Peter Nyheden. »Sætter han sin Fod her, kommer han paa Hodet ud igen,« sagde Lars Peter truende.

En Morgen Ditte kom til Vinduerne for at lukke op, gik han ude i det nye Haveanlæg til Villaen og trillede Jord. Hun var nær ved at skrige, da hun fik Øje paa ham; ingen havde sagt hende, at han var her. Det sad endnu i hende som gammel Gru – alle Bakkegaardens Rædsler vaagnede til Live ved Synet af ham. Han bar ikke Skylden, stod nærmest for hende som et hjælpeløst Offer ligesom hun selv; men han bragte Bud om dem.

Hun stod og stirrede over efter ham, besynderlig til Mode, holdt sig i Skjul af den blomstrende NGeranie for at han ikke skulde faa Øje paa hende – og stirrede. Han tog bedre fat i Arbejdet end derhjemme, men glad saa han ikke ud. »Det er for min Skyld han er søgt herned,« tænkte hun; og en ny Følelse gennemstrømmede hende mens hun gik der og fejede Gulv, en Følelse af Stolthed. Hun var ikke en blot og bart misbrugt længer, som Nsad efter med Skammen: hun havde vundet en Sejr! Hvori den nærmere bestod og hvad den kunde tænkes at føre til, gjorde hun sig ikke Rede for, men nøjedes med selve Følelsen.

194| Hun var jævnlig inde i Stuen og havde Øjnene ved ham. »Hvad skal du nu gribe til, om han kommer over og vil tale med dig?« tænkte hun angst. Hun holdt jo ikke engang af ham! Det tilfredsstillede helt, at han var søgt herned; nogen Trang til at tale med ham havde hun ikke.

Han saa forresten heller ikke i Retning af Huset men passede sit Arbejde; ved Middagstid vendte han Bunden i Vejret paa Trillebøren, pakkede Mad ud af et NKnytte og satte sig til at spise. Børen var hans Bord. Ditte kunde se ham fra sin Plads ved Bordet. Det var alligevel underligt at se ham sidde dér og tygge saa ensomt – og for hendes Skyld som havde tjent i hans Hjem, dækket hans Bord og redt hans Seng! Ja en endnu større og stærkere Husbondsret havde han over hende. Ditte følte den dunkelt over sig, som en dump Drift til at løbe ud og raabe: Værsgod, kom ind og spis, Karl!

Næste Dag gik han der igen og arbejdede – og fremdeles; det hed sig at han havde overtaget hele Jordarbejdet ved Villahaven og havde til Huse i et Halmskur oppe ved Kroen. Han førte sin egen Husholdning, vaskede selv om sig og levede af tør Kost. En trist og ensom Tilværelse maatte det være. Ind og hilse paa kom han ikke – han havde jo sine sære Ideer; kanske var han ogsaa bange for at blive jaget paa Døren. Men om Aftenen spøgede han i Nærheden af Huset. Ditte havde ikke været uden for en Dør endnu, Folkedommen holdt hende indespærret; men hun forstod 195| det af Bemærkninger, der faldt fra de andre Søskende. De kendte ham og vidste Besked kunde hun se; de lagde Vejen langt uden om hans Arbejdsplads. Kristian havde vel sat dem op.

Lars Peter var i ærgerligt Humør. »Hva Fanden vil han her?« sagde han til Sørine. »Han gør os jo til Grin for hele Lejet, saadan som han render her i Mørket og spøger. En sku' dog tro han ha'de opnaaet sit.«

»Det er vel nok for det godes Skyld, han er søgt herned,« sagde Sørine. Om det nu var fordi han var Gaardmandssøn, eller hendes Sind var for svagt til at Nkomme i Kulør over noget mere – man kunde mærke at hun saa forsonligt paa Tingene.

»For det godes Skyld? ja tak ska du sku ha' – en halvskør Rad. Ha'de han endda været rigtig i Nødden – men saa ku' vi vist Nkigge i Røghatten efter ham. Ham maa Tøsen nok helst be' Vorherre bevare sig for – – og videre tosset efter ham er hun jo heller ikke, saa vidt én ka' se. Fanden ved, hvordan hun er kommet afsted med at skolde sig paa saadan et Nedløbsrør!«

De sad ved Aftensmaden – det var NPlukfisk. Det holdt vanskeligt at faa noget fra Kromanden denne Sommer, saa man maatte Nkile paa Fisken tre Gange om Dagen. Men Sørine havde haft Held 196| til at bjærge et lille Stykke røget Flæsk – hun havde saa at sige hostet sig til det deroppe i Landhandelen; naar Hosten rigtig tog i hende, stak Kromanden lidt til hende blot for at faa hende ud af Døren. Flæsket havde hun kommet i, og de smaa Flæsketærninger gav Plukfisken en storartet Smag af røget. Der var Andagt over Maaltidet i den Anledning.

Tvillingen – Rasmus hed han men kaldtes kun As – sad paa Lars Peters Skød; han var jo den mindste. Moderen havde ikke meldt sig siden, og nu havde man ham engang –! Det var helt morsomt at ha' en Unge paa Skødet igen, Lars Peter havde savnet det de sidste Par Aar; Povl bildte sig jo ind han var for stor, og generede sig. Men As kunde lide det. »Min Mor er ikke hjemme!« gentog han med dyb Stemme mellem hver Mundfuld – der foresvævede ham nok noget endnu. Men ellers var han i meget godt Humør. Han var Ntre paa fjerde Aar.

»Jo din Mor sidder dèr,« sagde Lars Peter og pegede over paa Sørine. Men Drengen rystede paa Hodet.

Sørine kom mere Plukfisk over paa deres Tallerken, det var hendes Svar. Hun ruttede jo overhodet ikke med gode Ord eller Kærtegn; men hun sørgede lige saa godt for Tvillingen som for sine egne. »Hun er en go' lille Mor,« sagde Lars Peter da hun et Øjeblik gik ud i Køkkenet – »hun har bare lidt svært ved at vise det i Ord.« Han vilde gærne Børnene skulde holde af hende, og be197|nyttede enhver Lejlighed til at pege paa hendes gode Sider – der var jo et og andet at modvirke endnu. De holdt paa en vis Maade ogsaa af hende, mistroiske var de ikke mere, og de lød hende. Dittes Uheld havde hjulpet hende til sit, Tøsen var ikke deres et og alt længer. Men Børnenes Fortrolighed havde hun ikke, og hun lagde heller ikke an paa at faa den. Hun syntes lykkeligst naar hun fik Lov til at gaa og svøbe sig ind i sit eget, og lod ikke til at savne andre Mennesker – ikke engang Lars Peter. »Hun færdes som en der har sagt Farvel til det hele,« tænkte Lars Peter ofte nedslaaet. Men han udtalte det ikke højt.

De var færdige med at spise; Lars Peter sad og saa ud efter Søen, det skumrede stærkt. »Hvor mon Kristian blir af?« sagde han og gav sig til at stoppe Piben. Det betød at han skulde et Slag paa Havnen, i Stuen røg han aldrig af Hensyn til Sørine. I det samme kom Kristian. Han smed sin Hue hen i en Krog og skubbede sig ind paa Bænken; han var i Krigshumør kunde man se.

»Hvorfor kan du ikke møde til Tiden?« sagde Ditte irettesættende. Det var snart for galt med den Knægts Luner!

Kristian svarede ikke men gav sig til at hugge i sig. Da han havde stillet den værste Sult, løftede han Hodet. »Der staar én henne bag NSprøjtehuset,« sagde han ud i Stuen. »Han spurgte mig om jeg ikke vilde sige det hjemme – men jeg maatte 198| ikke la' nogen høre det sa' han.« Ved de sidste Ord stirrede han skadefro paa Ditte.

»Hva' Fanden, gir han nu Bestilling ind paa Natture!« udbrød Lars Peter hidsigt. »Har han ikke gjort os Fortræd nok!«

»Far!« kom det henne fra den halvaabne Kammerdør – Sørine var allerede ved at gaa i Seng. Der var en lille Kende Forundring i Udraabet. »Ja for Pokker, du maa da indrømme –« prøvede han men brød saa af. Børnene stod og lyttede, med aaben Mund og Øjnene paa Stilke.

Ditte gik ud i Køkkenet og bandt Tørklæde paa sig. »Else kan tage af Bordet,« sagde hun – »jeg gaar lidt hen ad Vejen.« Hendes Stemme dirrede. Lars Peter kom ud til hende i Køkkendøren.

»Det var ikke min Agt at fornærme dig,« sagde han dæmpet – »det ved du ogsaa nok. Men var jeg i dit Sted, holdt jeg mig langt fra ham – han vil dig ikke noget godt.« Han lagde Haanden fortroligt paa hendes Skulder.

»Jeg vil nu tale med ham,« sagde Ditte, vred i Øjnene endnu. »Saa kan I udtyde det som I selv vil! – Jeg tror bare han gaar og er ked af det,« føjede hun roligere til.

»Netop den Slags er de aller lumskeste. NGrædende Knøs er ikke god at vare sig for – siger et gammelt Kvindeord. Ja ja, gør du som du finder det rigtigst; en vilde jo kuns vare dig ad!«

Ditte gik udad i Skumringen. Ah, hvor det var rart at faa en Mundfuld frisk Luft igen efter den 199| lange Indespærring. Hun undredes paa, hvad Karl vel havde at sige hende. Ja, og hvad vilde hun egentlig ham? Giftes med ham vidste hun, at hun ikke vilde, naar det først kunde ske efter at det var overstaaet. Saa vilde hun til Hovedstaden og tjene, hen hvor ingen kendte hende og hvor der var lidt Liv. Hun skulde ikke have noget af at gaa her og trækkes med et flæbende Mandfolk, der Nhavde Vand i Benene. Men hun havde ikke noget imod at gaa en Tur gennem Lejet ved hans Arm, bare for at vise Folk, at hun havde Mandfolk til sin NUnge hvornaar hun selv vildeA!

Oppe bag Sprøjtehuset stod han og ventede; han traadte frem, da hun var ud for Huset. »En kunde kende dine Skridt,« sagde han glad og tog hendes Haand.

»Hvorfor gaar du her og gæmmer dig?« spurgte hun lidt mukken.

»Det er ikke for min egen Skyld; enhver maa gærne se mine Veje og vide hvad jeg er ude efter.« Han talte jævnt og roligt; der var ikke noget af den Dirren under hans Væsen, som ellers altid gjorde at man fik Hjærtebanken og anede Ulykke. Men tung var han fremdeles i det; det mærkedes af Gang og Holdning.

»For min Skyld skal du i al Fald ikke gaa og gæmme dig,« sagde Ditte og lo haardt. »For enhver ved det; om det saa er de smaa Børn gaar de og raaber det. Hvis du vil mig noget, kan du komme om Dagen.«

200| »Det vil jeg ogsaa gærne,« sagde Karl. »Men din Far kan vist ikke taale at se mig.«

»Aa Far behøver du ikke være bange for – hvis du da mener det ærligt.«

De var kommet Ni Drift indefter, gik ved Siden af hinanden og talte dæmpet, og kom fri af Hytterne og ind i Hulvejen som førte til Kroen. Det var Lørdag Aften, en og anden Kone kom fra Kroen med Varer til om Søndagen. Ditte sagde højt Godaften til dem; hun havde ikke noget imod, at de traf hende i Selskab med den der havde Nbesovet hende.

»Maa jeg saa komme og hente dig til en Tur i Morgen Formiddag?« sagde Karl bedende og listede sin Haand ind i hendes. »Vi kunde jo følges ad i Guds Hus.« Hans Udtryk var forkomment og Haanden kold – han trængte til et Menneske. Ditte mærkede det, saa det gjorde ondt i hende, og lod ham beholde sin Haand.

Nej i Kirke vilde hun ikke! Hun følte sig ikke som nogen Synderinde, og skulde ikke have noget af at Folk sagde: Se der sidder de to og angrer! – og kanske gav sig til at snøfte af Rørelse. »Men vil du gaa en Tur med mig gennem hele Lejet og ind forbi Kroen, saa –« Hun lyttede spændt efter Svaret. »Men jeg vil ha' dig under Armen, og jeg vil selv bestemme hvor lang Turen skal være. Kaske helt til Frederiksværk.« Rigtig grundig skulde han kendes ved hende.

Karl smilede. »Vi vil gaa saa langt du har Lyst 201| – – og kan holde ud,« sagde han. »Men vil du saa kysse mig rigtigt engang, ikke af Medlidenhed men for min egen Skyld.«

»Saa forskrækkelig tosset efter dig er jeg nu ikke, men det kan jo være det kommer engang,« sagde Ditte og kyssede ham. Hun mærkede paa hans dirrende Mund, hvor udgaaet for Varme han var. »Du fører vist ogsaa en trist Tilværelse,« sagde hun uvilkaarligt og tænkte paa Mad og huslig Bekvemmelighed. »Hvordan kan du faa Tiden til at gaa – uden et Menneske?«

»Aa jeg tænker jo,« svarede han stille.

»Hvad tænker du saa paa da – paa mig?« Ditte lo overgivent.

»Mest paa Barnet. Det er saa underligt, at der af èns Trængsler spirer et nyt Menneskeliv. Gud har besynderlige Veje for sit, du!«

Nu begyndte han paa sin gamle Vise igen, og Ditte kom i Tanke om at hun maatte hjem. Da de kom i Nærheden af Hytten og stod og sagde Godnat, stak han hende noget i Haanden; det var en Tikroneseddel.

»Jeg vil ikke ha' dine Penge,« sagde Ditte afvisende og rakte ham den tilbage igen.

Han stod med den i Haanden, modfalden. »Saa har jeg ikke noget at arbejde for da,« sagde han.

»Ja naar det er til Barnet, saa –! Men du maa ikke gaa og gnie paa dig selv, og gi' os hele din Ugeløn – det vil jeg ikke ha'!« Hun vidste ikke 202| hvad hun sagde, saa forvirret var hun; hendes Stemme lød vred.

Først bagefter da hun laa i sin Seng med Haanden fast lukket om Pengesedlen, gik det op for hende, hvad der var sket. Hun behøvede ikke mere gaa og tænke paa at hun spiste Brødet fra de andre, eller grue for hvor Pengene til Fødslen skulde komme fra; hun havde faaet en Forsørger! Karl var ikke længer Byrden i hendes Tilværelse, hun kunde fortrøste sig til ham. Det lettede for saa meget, og hun rullede sig sammen i Sengen og græd endnu engang over ham.