212| XVIII
Ladegildet

Det var den dejligste Høstmorgen én vilde ønske sig, rigtig som en Morgen skal være for at varsle en fin Dag. Over Søen hang Taagen, hvid og urolig; der skulde blot lidt Sol og en Kende Morgenbrise til for at feje den væk af Jorden.

I Lejet var man paa Færde ved første Gry, Ungerne kunde ikke sove. Dagen var altfor spændende, den første Lysning pirrede dem i Næsen saa de vaagnede. Saa var Mødrene jo ogsaa færdige med at sove, og der var ikke andet for at gøre end at føje Afkommet og staa op. Det var heller ikke stort for tidligt, Baadene vendte ualmindelig tidlig hjem i Dag. Man kunde høre Aarers hule Gnaven mod Baadkant hist og her ude i Taagen; inden der blev gjort Ild paa og Kaffevandet kom i Kog, kunde Baadene godt træffe til at være inde. Det var den værste Skam der kunde overgaa nogen Kvinde i Lejet, om hendes Mand kom hjem og 213| hun ikke var parat til at modtage ham med noget varmt.

Nu brød Solen frem inde over Klitterne og fejede Taagen bort. Man kunde se den rulle sig op som en hvid Dyne og afdække mere og mere af Verden. Først dukkede Hytterne frem, med blaa Røg af alle Skorstene; kun Toplanternen den NSlusk havde ikke faaet NBras under Kedlen endnu. Hun holdt Hus for en Fisker i den nordligste af Hytterne, men havde ondt ved at faa sig ud af Fjerene. – Saa dukkede Havnen frem, og et Par Baade et Stykke ude, og Havet laa der hvidblaat og fagert, det skønneste blanke Stof én kunde se for sine Øjne.

Kromanden var allerede paa Vej til Havnen; han skulde vel ned og se hvordan Høstsilden faldt ud, det var første Nat i Aar de havde været ude at N»sætte« efter den. Han var blaa og indfalden i Morgenkulden, de vældige Kæber laa sammenklappet som lukkede de om umenneskelig Kummer. Han havde jo sit at slaas med om Dagene, altfor ufattelig stort til at man forsøgte at trænge til Bunds i det; og Rasmus Olsens Martha kunde nok gøre selv en Menneskeæder Nætterne brogede!

Men dette var altsaa Dagen, ikke en almindelig Dag som enhver anden, men selve Dagen hvor man ikke arbejdede eller skændtes om Føden, ikke lavede Mad engang men blot aad og drak og røg og sladrede, til Natten og Klitterne tog én. De Voksne kendte den og vidste hvad den rummede; 214| Ladegildet havde saa langt de ældste kunde huske tilbage været det store Opgør med Aarets 364 sure Hverdage, et Døgn i Slaraffenland hvor al Nød og alle Savn druknedes forsvarligt i Æde og Drikke. Dets Vellykkethed maaltes ganske ligefrem paa hvor mange Mænd der blev liggende i Klitten, og hvormange Kvinder og Børn der havde Mavepine Dagen efter. Oprindelig var det en Takkefest for godt NHøstfiske, men belært af Erfaring om altings Upaalidelighed havde man lagt Festen om ved Fiskeriets Begyndelse – for dog at faa sit Gilde hvordan det saa siden gik. Hverken Vorherre eller Kromanden kunde komme og tage den Mad og Drikke igen der engang var sat til Livs, hvor haardhændet de saa forøvrigt kunde optræde.

Ungerne havde ingen Erfaringer knyttet til Ladegildet; Kromanden havde afskaffet det næstsidste Aar før Lars Peter flyttede til Lejet. Des større Forventninger gik de om med.

For Lejets Unger blev det en drøj Formiddag. De kunde ikke faa Tiden til at gaa, Spændingen sad i dem som evig Uro og jog dem straks bort igen til noget nyt, saa snart de havde slaaet sig paa et eller andet. Efterhaanden havnede de nede paa Gildespladsen, hvor Haandværkerne fra Villaen var i Færd med at lægge Dansegulvet og tømre lange Borde op af ru Brædder. Det var en flad, græsbevokset Sænkning i Klitten. I den ene Side blev der rejst en lille Forhøjning med Grangrønt 215| til Rækværk; derfra skulde Kromanden præke og Musiken spille til Dans.

Mændene var ikke stort bedre stillet end Ungerne. Før to kunde man ikke være bekendt at møde op, det havde lange Udsigter. Rasmus Olsen gik uden for sin Hytte og stavrede, han var i Seler og blaa NDyffels Smækbukser. Smækken hang ned paa den ene Side, han gik og gravede inden for den med Haanden, tyggede – og skyllede sorte Straaler ind mod Muren. Han drømte om Svirelaget, og pønsede paa hvordan han skulde lure Kællingen, naar hun kom og vilde trække ham med hjem. – Rundt om ved Hytterne gik de og traadte, gabede mod Luften og saa utidige ud. Sove var ikke til at tænke paa; man skulde desuden ikke paa Søen næste Nat, saa der var Lejlighed nok til at faa snorket færdig.

Kvindfolkene var paa Kroen fra Formiddagen de fleste af dem, og hjalp til med at bage Kaffebrød, tappe Øl og Brændevin af og skære Mad. En ubegribelig Hoben var der sørget for af alle Slags; det var ikke til at fatte, hvordan Kromanden havde Ngjort Udveje for det alt. Brød og NPaasmøre og alle Slags Paalæg – én skulde synes, der maatte være Mad nok til et helt Aar. Kromanden gik selv og ledede – og Martha! Hun havde taget Styret deroppe efter Konen, og var ham nok næsten helt i Kones Sted. I al Fald Nskar de sammen som kun Ægtefolk har Ret til det, og bed forsvarligt efter hinanden.

216| Paa Slaget to var alle Lejets Beboere samlede. De stod i Smaaklynger i Nærheden af Gildespladsen, stive af Spænding og Generthed, og ventede paa NGæstbydelsen. Stadsklæderne, som man sjælden havde Lejlighed til at trække i, holdt i Ave – og Anstanden; naar en af de smaa betraadte Gildespladsen, blev de vinket tilbage med højtidelige Gebærder. Lars Peter og Børnene stod lidt tilbage; »én skal aldrig trænge sig paa!« sagde han formanende og holdt igen i dem. Sørine var ikke med; hun havde det ikke godt og var gaaet i Seng, og Ditte hjalp jo til med at varte op. Hun stod henne mellem de andre Kvindfolk ved Anretterbordet og saa helt fornøjet ud. Ellers var alt her, naar lige undtages de to gamle i »Pandekagehuset«; hun var jo paa Benene igen Konen, men de tog aldrig Del i noget. – Selv Børn som var konfirmert og ude at tjene, havde bedt sig fri i Dag for at faa Gildet med. Gamle Fisker Lau, der havde ligget til Sengs af Værk det sidste Aar, var mødt op; de havde baaret ham herhen og lagt ham i Marehalmen indtil videre; han lignede en Kartoffelskræl i Varmen, saa sammenkrøllet af Gigt var han. Og Foran-Agter Jakob var her med NMuskedonneren.

Det trak ud med at blive budt til Bords, Kromanden lod vente paa sig. Endelig kom en Knægt løbende oppe fra Gaarden og sagde noget til Martha; hun gik saa frem til Klyngerne og sagde: Værsgod!

217| Det var helt grinagtigt at sidde saadan til Bords i det Fri – en hel Befolkning! Oppe fra Bordenden, hvor Lars Peter sad med Ungerne, kunde man se ned over hele Bordets Længde, over Stabler af Snegle og Sukkerbrød – og følge hvordan Kvindfolkene arbejdede sig nærmere fra begge Sider med Kaffekanderne. »Vi bliver de sidste!« hviskede Søster Else.

»Raden kommer nok til os ogsaa,« sagde Lars Peter beroligende. »Bare Taalmodighed!«

Nu opdagede Ditte, at de ikke havde faaet endnu, og kom med Kanden. »Se paa Jakob,« hviskede hun leende, mens hun skænkede til Faderen. Foran-Agter Jakob havde trukket en hel Stabel Kaffebrød hen til sig. Han aad som en Hund – med den ene Side af Gabet – og knurrede naar nogen vilde tage af Stablen; Bøssen havde han mellem Knæerne. Gamle Lau havde de ogsaa faaet stablet op paa en Stol.

Her var da mindst hundrede Mennesker om det forslog, og endda var her dækket op for flere endnu. Hele den anden Bordende var fri; dèr bagved saas Baalet med den vældige Kobberkedel, der hang mellem tre Stivere. Rasmus Olsens Kone var Kaffemor! Hun stod og vogtede paa Kedlen uden at lade sig forstyrre af noget som helst, med en stor Øse malede Bønner i Haanden – et Pund var der da mindst! I samme Øjeblik Vandet kom i Kog, strøede hun med et sikkert Kast Bønnerne ud over det. De sank til Bunds, og tog Koget af Vandet et 218| Øjeblik. Saa kogte det op igen – og nu var det det galdt! Madam Olsen Nslog som et Lyn tre Flynderskind i Kedlen, smækkede den af Ilden og rettede Ryggen; den klare Sved løb hende ned ad Ansigtet. »Se saa!« sagde hun – »det var den!« Ingen i Lejet kunde lave Gildeskaffe som hun!

Da de første tre-fire Kopper var sat til Livs, følte man Trang til at anvende Munden til andet ogsaa; Mændene begyndte at raabe til hinanden. »Naa hvordan gaar'et Las Peter, ka' du snart ha' mer indenbords?« spurgte Rasmus Olsen. N»Det begynder at lette – som hun sa' Kællingen, hun tabte Bukserne,« svarede Lars Peter. Saa blev der lét Bordet rundt, og Snakken var i Gang – om Vejret i Dag, og det Vejr man havde til Ladegildet for otte Aar siden. Mændene skrævede ud over Bænken den ene efter den anden, og samledes henne midt for Bordet hvor Foran-Agter Jakob aad lige forslugent endnu. Han havde forlængst sat hele Stablen til Livs, men de der sad nærmest blev ved at skubbe Kaffebrød hen til ham. Der hvor Maden skulde ligge, fejlede han i al Fald ikke noget! Henne paa Anretningsbordet stod Cigarerne – der var fem hele Kasser; mon det var Fruentimmernes Agt at ryge dem selv? Naa, nu besindede Martha sig og kom med dem; »tag to,« sagde hun for at gøre sin Forseelse god igen, og gik hele Omgangen rundt. Fedtet var hun i al Fald ikke – – for det blev vel nok hendes engang det hele!

Noget ekstra skulde der jo gøres i Dagens An219|ledning; saa drev Mændene langsomt ned mod Havnen i sluttet Flok; det var en Slags Udflugt de foretog, mens Kvindfolkene dækkede af og ordnede til Aftensbordet. Ved Sprøjtehuset mødte de Kromanden, i Selskab med nogle Mænd der godt kunde ligne efter Øvrighedspersoner. Kaske var man kommet for at skrive det hele for ham, han saa i al Fald ikke videre fornøjet ud. Og han vilde ikke have Fiskerne ned paa Havnen. »I skulde ta jer en lille Tur indefter og se paa den nye Plantning,« sagde han idet han gik forbi dem – »det gir Appetit til Aftensmaden.« De stod lidt og tyggede paa det; saa drev de ind omkring i Klitten for at tage sig en Lur. Trave andetsteds hen end til Havnen kunde de overhodet ikke tænke sig.

Talerstolen fik jo ingen Anvendelse, takket være de uvelkomne Gæster Kromanden fik. Det var ellers Meningen, han vilde have afholdt Møde med Præken og Sang mellem de to Maaltider. Nu saa man ikke noget til ham hele Eftermiddagen; heller ikke da det egentlige Gildesmaaltid skulde tage sin Begyndelse, var han kommet.

Haandværkerne fra Villaen var med, de satte straks Gang i Tingene. »Lad os lange Drenge anbringe os ved den ene Ende af Bordet,« sagde de til Fiskerne – »ellersA ska' Flaskerne rende Livet af sig for at komme rundt.« Der blev straks Paastyr med at flytte om, og helt uden Grin gik det ikke af. Københavnerne vilde partu ha' en af deres Folk anbragt nede mellem Børnene, han var 220| ikke vænnet fra endnu paastod de. Han satte sig ogsaa derhen men tog en hel Flaske Brændevin med sig, trykkede den ind til sig og sad og skød sig rund over den – til stor Fornøjelse for Ungerne og Fruentimmerne. Det endte med, at hans Kammerater maatte tigge ham om at vende tilbage igen.

Denne Gang var Kvinderne med til Bords – det gjorde det hele mere festligt. De sad i ét Grin over Københavnerne; Fiskerne anede ikke før i Dag, de fleste af dem, hvor meget Humør der sad i Kroppen paa de Fruentimmere de gik og gnavede sig gennem Tilværelsen med – det spruttede af dem for et godt Ord. Og de kunde gi igen! – Københavnerne havde straks deres egne grinagtige Benævnelser paa alting. Det største Smørrebrødsfad kaldte de Amager, Rullepølsen hed Roskilde Landevej, at tage en Snaps blev i deres Mund til at bøje Armen. Fiskerne kaldte de for Vandmænd. »Hør du Vandmand, ska' vi to sende en stille Tanke til vores Oldemor?« sagde de naar de vilde klinke med én. De var ikke gode til at svare igen, Fiskerne; Lars Peter var den eneste der kunde lange igen – han var jo ogsaa noget af en NKulsvier! Naar Københavnerne sagde Vandmand til ham, gav han Ølmand igen, og den tog Kegler. For det ku' jo ikke nægtes, at de havde hentet adskillige Bajere oppe i Kroen i Sommerens Løb. Han morede sig overdaadigt, hans vældige Latter bulrede ned over det lange Bord. Ah, festligt var det! Madfadene stod Fad ved Fad hele Bordet ned med alle Slags Paalæg, Snaps og 221| Øl var der i Guds Velsignelse! Og Solen kom lavt ind over det hele, spillede i Flasker og Glas og tændte tindrende Øjne i de blussende Ansigter.

Kromanden dukkede op, som Humøret var paa sit højeste. Der blev pludselig stille, selv Københavnerne tabte Pippet da de saa ham. Han stod pludselig oppe paa Talerstolen og betragtede dem, uden at nogen havde set ham komme; de brede Skuldre naaede akkurat fri af Talerstolens Overkant, det store Hode laa boret ned mellem dem og drejede sig jævnt fra Side til Side; han lignede en besynderlig fremmed Fugl.

»Naa, I har det nok godt!« sagde han og aabnede Gabet i et koldt Hestegrin. »Ja, lad jer ikke forstyrre. I blev jo narret for Prækenen i Eftermiddags, og saa vilde én lige sige jer et Par Ord – nu én har jer samlet. Til Forsamlingerne kommer I jo ikke gærne, og det skal I heller ikke lastes for; I synes vel I sover bedre hjemme. Og Nden der sover synder ikke, hedder det jo. Men nu har én jer altsaa temmelig godt; hvad Maden ikke kan fastholde vil Flaskerne nok besørge; I render ikke fra Guds Ord i Dag!

Se Guds Ord det skal der jo helst en Guds Mand til at tale, og en anden staar vel mere for jer som en Fandens Ka'l. Dèr gaar den gale Jakob og peger efter ham med sin ladte Bøsse! siger I til jer selv – og han blinker ikke engang. Men lad mig betro jer en Ting, Jakobs Bøsse kan slet ikke skyde – der er ikke noget Laaseværk i den. En har selv 222| solgt ham Bøssen, dengang én hørte at han vilde skyde én. Du kan lige saa godt ta' den Fortjeneste som andre, tænkte én og stak ham en gammel Bøsse ud. Dèr ligger hele Hemmeligheden! Nej saa kender én en anderledes Historie om Bøsser og Fandens Ka'le. En Aften én gik paa Andejagt her sønderude, mødte én den Lede selv, han havde Horn i Panden og Ild ud af Næseborerne – det var alligevel noget andet det end en sølle forkrøblet Menneskeæder. Nu tror I vel, han vilde hente én? Nej han vilde saamænd ikke – han snakkede bare om ligegyldige Ting – om hvornaar han kunde ta' den ene af jer, og den anden. Hvad er det du har dèr? siger han og ta'r om min Dobbeltløber. Det er en Tobakspibe! svarer jeg. Han vilde jo gærne prøve hvordan saadan en var at ryge paa, og én la'r ham gabe over begge Løbene og brænder los. Men den Lede nøs bare han, og sagde: Det er en stærk Tobak du ryger. Se det kalder én en Fandens Ka'l til at staa for en Bøsse. – Hvad han her Jakob angaar, saa betalte han den med sine sidste fattige Skillinger. Hvis én skulde fortjene Navnet en Fandens Ka'l, skulde det altsaa være det at én dengang ikke blinkede.

Men har I nogensinde set Menneskeæderen blinke? I har set ham ta' Brødet fra jer med den ene Haand og dele ud til jer igen med den anden; I huskede det første og glæmte det sidste – og saadan maa det vel være. Han kunde jo holdt sine Fingre hos 223| sig selv – tænker I – hvad vilde han os. – Ja hvad vilde én jer?

Udnytte jer vilde én, og gjorde det efter Ævne – som det er NMenneskets Pligt at udnytte det forhaandenværende og gøre sig Jorden underdanig. I holdt ikke af det, men tror I Hesten holder af at trække, eller Faaret af at blive klippet? Ædet vil de gærne ha', men yde noget for det vil de ikke.

Ja men vi er Mennesker tænker I – eller tænker I kaske ikke det engang? Det er vel knap nok, I gør – og kan I saa forlange at andre skal tænke saadan? NMennesket er gjort i Guds Billede hedder det jo. Er det mig mon? – jeg tænker Vorherre vilde betakke sig for at se saadan ud! Ja I ler – men dersom det er I andre som er gjort i Guds Billede, kunde én næsten synes det stillede sig endnu værre!

Ja bliv I kun gale i Hodet! Hvis én ikke vidste, det var Brændevinen der gjorde jer Nkrasbørstige, kunde én næsten faa Respekt for jer!

Lad mig sige jer én Ting til Slut uden at I tar det fortrydeligt op – Vorherre glæmte noget, dengang han skabte jer. Har han Nindblæst jer Livsens Aande, maa det i al Fald ha' været gennem den forkerte Ende, hvordan kan I ellers være saa dorske. I gnubbede jer sommetider dèr hvor Selen gnavede, men I fandt jer dog i den; saa var I vel ikke bedre værd. Og var I mon ikke glade for Slaveriet alligevel? Det er næmmere at faa Maden tygget 224| til sig end at tygge den selv! Jeg har tygget for jer alle, derfor har jeg mine Tænder; men hvad har I? Der er jo ikke én iblandt jer der er Bid i. En har saamænd ofte tænkt: at de finder sig i det – at ikke de jager dig ad Hækkenfeldt til. Men NI slikker gærne den Støvle der sparker – der var ikke ét Mandfolk iblandt jer. Det skulde da være Las Peter, men han er for blød i det han ogsaa, en kan trække ham rundt ved Hjærtet.

Og nu skal I ha' Tak for saa langt, vi er vel færdige med hinanden nu. I gjorde én det svært – ved at gøre det for let! Der skal en Mand til at køre et Par Heste, og han maa ha' ved Tømmen hele Tiden, men naar I er sat i Skub, gaar I – om end trevent – for hele Livet. I er det næmmeste Arbejdsdyr én har haft med at gøre, et Kosteskaft kan køre jer. Men I tager for smaat ved! Det har været jer Styrke over for en anden, I har vundet Sejr ved jer Søvnighed. Nu vil én ta' op efter jer, og prøve om én ogsaa skulde kunne sove sig lidt Lykke til. Velbekomme jer alle sammen!«

De sad lidt og maabede efter at Kromanden var gaaet. »Den gav sku Vand over,« sagde Lars Peter pludselig – »det var en ordentlig Overhaling!« Det løste Stemningen.

»Ja han gav jer nok af Grovfilen,« sagde Københavnerne. »Men en morderlig Kæft sidder der paa ham!«

– – –

225| Solen var ved at gaae ned, man gik og ventede paa Musiken for at faa sig en Svingom. Karl var kommet fra Arbejde, han og Ditte gik og snakkede i Nærheden af Gildespladsen med hinanden under Armen. Der var kommet en Del Unge inde fra Gaardene for at faa en Svingom med; Lars Peter rendte paa Sine ude fra Bakkegaarden. »Du har da ikke sat dine velsignede røde Kinder til endnu,« sagde han glad. »Dig vilde én knusende gærne ha' en Svingom med.«

De Unge blev utaalmodige og sendte en op til Kroen efter Spillemanden. Han vendte ikke tilbage, og saa blev en anden sendt. Endelig kom et Menneske løbende ned gennem Hulvejen, en ung Knøs inde fra en af Gaardene. »Der bliver ingen Dans af,« raabte han aabenmundet – »Kromanden har skudt sig! Han har gabet over begge Løbene paa sin Bøsse og trukket af med Storetaaen, hans Hjærne sidder sprøjtet ud over Loftet.«

Der lød et Skrig, et enkelt kort skarpt Hvin; Lars Peter kendte Lyden og gav sig til at løbe. Ditte laa i Græsset og vred sig sammen – jamrende; Karl stod bøjet over hende. Lars Peter tog hende paa sine Arme og bar hende hjem.