226| XIX

Ditte laa oven paa Sengen og jamrede, med halv lukkede Øjne. Rundt om hende løb de, ud og ind, ud og ind. Nu og da følte hun en kold svedig rystende Haand paa sin Pande – det var Karls. »Gaa ind til Mor,« hviskede hun. »Aa – aa!« Og saa sendte hun et langtrukkent Hvin ud i Sommernatten. Hvorfor løb man saadan og traadte – og hvorfor pinte man hende? Gennem de halvt lukkede Øjne opfangede hun alt hvad der foregik inde i Stuen. Kvindfolkene løb frem og tilbage derinde, satte én Ting og tog en anden – og trampede! Der blev nok ikke nogen Ro for Moderen – den Stakkel. Men Karl sad vel inde hos hende: det var dumt af ham at rende her i NBarselkammeret og gøre sig til Nar for alle Kvindfolkene. Han skulde sidde inde ved Moderens Seng skulde han, holde hende i Haanden, og passe paa at hun ikke slukkedes som et andet Lys! Aa – nej! Ditte spærrede Munden vidt op! Hun hørte ikke selv at hun skreg, men alle andre Lyde hørte hun, et Menneske der løb om Gavlen i Træ227|sko, en anden der satte en Stol inde i Stuen. Det var Lejets NBarselsstol, hun kendte den godt ovre fra Lars Jensens Enke hvor den havde sin Plads. Den var meget bred og ganske kort i Sædet, Børnene havde taget den for en Bænk. »Ja en Pinebænk,« havde Lars Jensens Enke sagt. Hun var til Stede ved alle Fødsler, skønt hun ingen Børn selv havde faaet; hvor Bænken var, der var hun ogsaa. Dér lød hendes Stemme, lige over Dittes Hode. »Kom saa min Pige,« sa'e hun »saa skal vi se at faa det overstaaet i en Fart.«

Saa slæbte de hende ind paa Pinebænken og stablede hende op. Fødderne blev anbragt oppe paa Tværlisten, og Knæerne spilet helt ud til Siden saa de stødte mod Stolens Armlæn. De holdt hende om Knæerne, og Lars Jensens Enke stod bagved og pressede hende om Lænden. »Se saa,« sa'e hun »læg nu rigtig i.« Og Ditte satte i med et skingrende Hvin. »Det var ret,« sagde de og lo, »det kunde da høres helt til Bakkegaarden.« Ditte undredes, hun havde selv tydelig hørt det lille Ur slaa to midt under Véen – og hvorfor sagde de Bakkegaarden? »Saa – ny Vé!« udbrød Lars Jensens Enke. Og Ditte gav sig som paa Kommando. Aa, men hvorfor pinte man hende? Hvad har hun dog gjort? Hun skriger til Himlen i sin Nød, stønner og jamrer, misbrugt og sønderknust af forfærdelig Pine. »Det er Nden sure Svie,« siger Konerne og ler – »den søde Klø'e har vi jo ta'et.« Aa men, nej nej! Syndens Lyst hvad er det for noget? 228| hvad har hun vel gjort andet end sin Pligt, altid sin Pligt? Og nu skal hun straffes med Hælvedes Pine; de kniber hende med gloende Tænger, og skruer hende fastere paa NMarterbænken, og naar hun skærer Tænder og skriger som et Vilddyr, ler de og siger: Mer endnu! Tusend Djævle har fat i hende, der gaar Ild for hendes Øjne! Og pludselig forsvinder det hele, hun hører Karl sidde og tale med Moderen, langsomt og trægt, om Livet her og Livet hisset; og hun tænker glad, at det er godt han er kommet i Huset; for saa har Moderen da en der forstaar hende. Med ham kan hun tale; det er ligesom hun glider ved hans Haand, længer og længer bort. Men hendes Øjne ser noget kønt nu, der er tændt nyt Lys i dem. Det er Karl der har gjort det!

Og pludselig er det der igen, alting styrter sammen; hun males mellem Brokkerne af Verden der forgik, knuses. »Se saa!« siger en Stemme – »det var jo næmt besørget.« En Barnestemme vræler, og Ditte synker ganske blødt ned i en Afgrund. Da hun vaagner igen, skinner Solen ind paa hende og hun ligger i en hvid Seng, Lagnerne har Hulsøm, og der er hvidt Krus om Haandlinning og Hals. Det rødblonde Haar ligger ned over Natkjolen, en af Konerne har børstet det; nu staar hun med Børsten i Haanden og siger: »det er i Grunden helt kønt, er Tøsens Haar; det har én slet ikke vidst, fordi det var flættet.« Hovedpudens Tunger staar op om hendes Hode, og i hendes 229| Arm ligger en lille rød Tingest – en Menneskebylt. Hun ser fremmed og ligegyldig paa den, mens Karl staar ved Sengen og græder af Glæde over et eller andet meningsløst. »Du lever jo!« siger han. Ja naturligvis lever hun, hvad skulde hun ellers ta' sig til?

Saa kommer Lars Peter stormende, han har været paa Kroen for at be' dem holde Køretøj i Beredskab – for Livs og Døds Skyld. Han tar Ungen fra hende og holder den op mod Lyset. »Nej sikken en lille dejlig Menneskespire!« siger han varm og dyb i Røsten. »Ham ku' du gærne la' mig ha'.«

Da først gik det op for Ditte, at det var et rigtig levende Barn hun havde faaet, og hun rakte efter den lille.