1| I
Hvorfor gifter Tøsen sig dog ikke!

Ditte kom frem i Døren til »Fattighuset« med sin Unge paa Armen. Hun stod lidt og missede mod Vejret som om hun betænkte sig; saa vovede hun sig over Tærsklen og tog Retning hen mod de gamle NRentefolks Hus. Rundt om i Hytterne kom de frem Konerne. Naa nu lod hun sig saa se igen! De havde det i Grunden næmt, saadanne der fik deres Unger uden for Lov og Orden – en anden maatte pænt lade være at vise sig ude omkring, til én havde taget sin Kirkegang og for Herrens Alter var blevet renset for Synd og Besmittelse. Men Rakkerfolk var jo hævet over saadan noget som at gaa i Kirke – og kaske var det kun Ægtesengen der var besmittet? En sku næsten tro det, saa haardnakket som Tøsen strittede imod at komme dér!

Men spændende var det at se denne Barnemor – der saa langt tilbage én kunde huske altid havde slæbt paa en Unge – nu trække afsted med sin 2| egen, selv halv Barn endnu. Det var næsten som om hun da Søsknene voksede fra, havde maattet jage til selv at faa en – for at kunne blive i Vanen. Hun saa forresten godt nok ud! Haaret laa let og levende om det lille runde Hode og fangede Lyset; under hendes svagt rødfregnede Hud, der endnu var skær og gennemsigtig efter Barselsengen, stod det varme Blod og bankede paa og kunde naar som helst slaa ud i Roser. Hun var ikke blevet skæmmet under Kyssene og Greb af Mandfolkehænder – Tøsen; det klædte hende ligefrem at være ung Moder!

Men et løjerligt Spøgelse var hun liegodt – en rigtig Skabhals. Hun ikke alene gik hen og fik sig en Unge – hvad der ikke hørte megen Kunst til – men var i det sjældne Tilfælde ogsaa at ha' en Far til den. Lignede det saa noget ikke at ville gifte sig med ham? Det var vel Rasmus Olsens Martha der smittede – hun havde det jo med at vende Kløerne til den Elskede ligesom Kattene! Han var nu snart et Par Maaneder Drengen, det kunde ikke være stort for tidlig at han blev holdt over Daaben – én skulde aldrig gi den Lede flere Kort paa Haanden end højst nødvendig. Og helt pænt kunde det have taget sig ud at holde Bryllup og Barnedaab paa én Gang – dobbelt Festlighed saa at sige. Men kom ikke dér med Raad og Vejledning! Beboerne af »Fattighuset« var store de – de laante ikke NPose før de gik ud og tiggede.

Helt underligt var det, at de gamle Rentefolk 3| blev ved at holde Haanden over Ditte – de som ellers holdt sig for fine til at omgaas nogen. Det var paa en Maade jo at opmuntre Lasten! Havde hun dog haft bedre Kort paa Haanden end det vanligt var Tilfældet, men se om hun saa meget som sagde Tak! Den eneste som havde holdt paa Karl dér i Huset, var nok Mordersken Sørine; og saa snart hun var død, pakkede han da ogsaa sammen og forsvandt. Han lod nok slet ikke høre fra sig – som rimeligt var.

Det var ellers saa sin egen Sag saadan at jage med et Menneske som Skæbnen nu engang havde udset for én. Fri sig fra ham kunde hun jo alligevel ikke, hvor meget hun saa Nslog bag op efter'n – der var nok ingen der rendte fra sit her paa Jorden. Og hende her var der da klippet forsvarligt Mærke i! Et NSkabelse var han jo, forstaas – spillede ikke Kort eller dansede heller, og gik aldrig til Kros. Men saa havde han vel andre Egenskaber – Mandfolket i'en var da allenfalds i Orden. Og Gaardmandssøn var han! Det saa ilde ud af en fattig Rakkertøs, uægte tilmed, at kaste Vrag paa en Gaardmandssøn – ydermere hun havde Nløst sit Lin for ham. Enhver ellers vilde takke sin Gud, om Mandfolket vilde kendes ved én under de Forhold.

Ditte saa deres Hoder omkring i Dørene, og vidste paa en Prik hvad Snakken gik om. Men de fik snakke! Hun vidste hvad hun vilde, og hun havde baade Faderen og de to gamle i »Pande4|kagehuset« med sig. Den gamle Kone havde kaldt Lars Peter til sit Sygeleje og lagt ham paa Sinde, at han for ingen Pris maatte føje Ulykke til hændelig Skade ved at lade Ditte gifte sig med Karl. Der var forresten ingen Fare, for paa det Punkt var Lars Peter mindst lige saa tosset som Tøsen. Vilde hun ikke for Alteret, skulde han være den sidste til at slæbe hende derhen. Hvad hun egentlig kunde ha' imod Karl saadan som Forholdene nu engang laa, begreb han ikke saa lige; men kaske nok det var noget hun havde taget i Arv baade efter Sørine og ham. Farlig ivrige efter at rende til Kirken havde ingen af de to Slægter været; og endda var man i de fleste Tilfælde kommet godt ud af det med hinanden, havde faaet i Guds Velsignelse med Børn, og havde holdt trofast ud ved hinandens Side til det sidste. Han glæmte – her som altid – at han slet ikke var Far til Ditte.

Nogen Stolthed paa Svigerskabets Vegne følte han ikke. Karl var ham et Nummer for hældøret, og Bonden i ham havde han ikke noget til overs for. Paa dette Punkt havde han aldrig begrebet Sørine med hendes evige Higen mod Gaardmandsstanden. Han og hans skyldte ikke Bønderne nogen Tak; som en fremmed Fugleæt havde hans Slægt altid været, hadet og forfulgt for sit mørke urolige Blod. Den havde hævnet sig hvor den kunde ned igennem Tiderne – ved NMestermænd og Troldkvinder og NRakkere. Man jog den ind i Natten – og den kom tilbage igen i Pagt med Mørkets uhyggelige 5| Magter. Uroen havde de været i det fredelige Bondeland, og Lovløsheden, og Lidenskaben! Man vidste aldrig hvor man havde dem; Forstyrrelse og Svind bragte de i Hønsegaarden og Faarefolden hvor de dukkede op, Kniven bragte de ind i fredelige Danselag, og nu og da fik deres sorte Lokker selve den grundmurede Sengestok til at vakle. Bønderne havde hadet dem for det af et godt Hjærte.

I Lars Peter var det forlængst udbrændt – det forholdsvis lidet han overhovedet havde taget i Arv af det. Med hans Ungdom og første Manddom var det fløjet; siden han havde set sin Kvinde og sine fire Børn – alt hvad han ejede af Værd her paa Jorden – ligge paa Række ved Brønden vaade og kolde, gik han nok ingen Bersærkergang mere. Ja der var jo Tiden derefter – et sanseløst Aar eller to som Sømand; men den var heldigvis gledet næsten sporløst ud af hans Erindring. Kun i hans Higen sad det endnu, som Vagabonderen – han brød gærne op! Bønderne kendte ham igen paa dette Træk, og anbragte ham hvor han hørte hjemme.

Det gjorde ikke noget, Lars Peter havde ingen Ærgærrighed i den Retning. I hans Øjne var Bonden nærmest et ynkværdigt Væsen, en blindfødt Muldvarp der ikke sansede noget uden for sit Jordhul. Saa Nskabet og foragtet han var, saa han nærmest ned paa alt hvad der var af Bondeæt. Beæret over Svigersønnen følte han sig ikke.

Nu var Kristian paa en Gaard Nen halv Mils Vej inde og hjalp til; han gik i Skole derinde fra. Og 6| det var det samme igen – de kunde ikke faa Gavn nok af ham. Hjemlov fik han aldrig, og sine Lektier maatte han lære paa Vejen til Skole – mens han løb. Bønder blev sig selv lig alle Dage!

Fra Lars Peters Side ventede der ikke Ditte noget Pres; han var fuldt saa gærne Bedstefar til en uægte Unge som Svigerfar til en Gaardmandssøn.

– – –

Ditte havde haft den gamle Kone oppe mens hun redte hendes Seng og gjorde hende i Stand; nu sad hun selv i Halmstolen ved Sengen og gav den lille Bryst. Den gamle laa paa Ryggen og blundede, helt udmattet efter Turen. Mange Kræfter var der ikke tilbage i hende; blot hun skulde ha'e Haaret redt eller hjælpes i en anden Nattrøje, faldt hun fuldstændig sammen bagefter. Langt havde hun ikke igen, Livet ebbede ud af hende fra Dag til Dag. Men mild og taalmodig var hun, og fuld af Tanke for andre; hvordan skulde det gaa den gamle Mand, naar han ikke havde hende længer?

Ditte var hensunken i Hvile. Som en vag Spørgen gled Tankerne forbi, uden at kræve Svar, ja uden at kræve at der blev lagt Mærke til dem overhovedet. Ditte var træt, og det var dejligt at sidde saadan og halvsove indvendig, og føle hvordan Mælken kom vandrende rundt om fra og satte i et Sæt frem i Brysterne. Han var en rigtig Grovæder Drengen! det var alt det hun kunde holde ham med Maden. Og træt og søvnig blev hun for et godt Ord. Han drak med stærke NSkruk, helt 7| taktfast, og havde et morsomt indadvendt Udtryk i de smaa Øjne – som Karl omtrent, naar det gudelige rigtig var over ham! Saa laa han selv og lyttede efter Lyden.

Den gamle Kone slog Øjnene op. »Det er farligt som han arbejder,« sagde hun smilende – »som et helt lille Pumpeværk.«

»Saadan gør han altid – naar det rigtig smager ham. Saa skal han helst ha'e det ind gennem Ørerne ogsaa!«

»Det skulde én jo aldrig prøve. Vorherre maa vel ikke ha' syntes vi egnede os til at have Børn,« sagde den gamle Kone.

»Nej det kan jo godt være I var for pilne,« svarede Ditte tænksomt. »Saa er det ikke morsomt at være Barn, naar man ikke maa det ene og heller ikke det andet! – Men des fredeligere har I da haft det.«

Den syge lo rigtig godt. »Mener du det? Men kanske én ikke havde været saa pillen, om én havde haft Børn til at bringe lidt NUrydde ind i Tilværelsen. En skulde gærne have ofret lidt af Fredeligheden.«

»Jamen Sorgerne det gir!« mente Ditte alvorligt. »Se nu Far, han har haft mange Sorger af mig.«

»En tænker vel han har haft flere Glæder,« svarede den gamle og ledte efter hendes Haand. »De Sorger du hidtil har paaført andre, skulde jeg gærne ville bære for at ha'e en Datter – og jeg tænker Far vil sige det samme. Her har vi aldrig haft 8| andet end hinanden, og det er alligevel at tage til Takke; om end èn egenkærligt gaar og hygger sig, og sætter Lykken i det at have det pænt.«

Hvert Øjeblik kom den gamle Mand sjokkende ind i Stuen og stillede sig ved Sengen. Han sagde ikke noget men holdt Konens Haand et Øjeblik. Saa slap han den pludselig, gik hen og stirrede funderende paa Uret, og sjokkede ud igen. Derude hørte de hans Skridt frem og tilbage bestandig, hvad han kunde have saa travlt med var ikke til at forstaa. »Saadan er han hele Tiden«, sagde Konen – »saa travl, saa travl. Mig har han ikke Tid at være hos, og lade mig ligge kan han heller ikke; saa render han til og fra bestandig. Han kalder at han gør i Orden, skønt alting har været paa Plads saa langt tilbage én kan mindes. Paa Loftet kan han gaa hele Dage og pusle, og færdig bliver han aldrig; han føler jo paa sig at vi snart skal herfra.«

Ditte sad en Stund og grundede. N»Hvorfor siger I altid vi?« spurgte hun endelig.

Den gamle Kone saa uforstaaende paa hende.

»Ja – man dør da ikke saadan paa én Gang, begge to.«

»Naa saadan, du undrer dig over at jeg tager Far med i alting. Men det vil du nok komme til at forstaa engang, for jeg haaber at du ogsaa maa finde en, som kan slætte dig helt ud saa du tager Bolig i ham. Vort Liv har kanske nok ikke været megen Nytte til saadan set, udrettet noget her paa 9| Jorden har vi ikke. Hvis NMennesker lever for at slide og gøre sig Jorden underdanig, gaar vi frem for vor Dommer med tomme Hænder. Ingenting har vi formert; vi har tvært imod tæret op det andre havde efterladt os. Men vi har været gode ved hinanden, og levet den ene for den anden, og ikke tænkt paa os selv. Og det har været en skøn Ting at vide: du behøver slet ikke tænke paa dig selv, for det tager den anden sig af. En er i gode Hænder, naar en fuldt ud kan betro sit Ve og Vel til en anden; saa vokser én sig ind i hinanden og bliver uadskillige. Meget at sige hinanden har vi ikke, for vi tænker de samme Tanker. Ofte drømmer vi det samme om Natten ogsaa.«

»Jeg kan føle paa mig, ogsaa naar jeg sover, om Povl eller As har sparket af sig,« sagde Ditte alvorligt. »Saa faar jeg ingen Ro, før jeg ser at blive vaagen, og kommer op og faar ham dækket til.«

»Ja du er god nok du. Vi vil savne dig allesammen kan du tro.«

»Søster Else skal nok komme hver Dag og gi'e en Haand – hun er rigtig flink efter sin Alder.«

Den gamle laa og trommede i Dynen. »Karl er nu ikke helt ueffen, saa vidt én kan dømme,« sagde hun pludselig. »Han har sendt Penge, siger du?«

»Ja men vi ved ikke hvorfra. Han maa ogsaa helst lade være med at skrive! Jeg har ikke noget imod ham saadan – han er virkelig god. Men jeg kan ikke taale at tænke paa at han kæler for mig; saa kommer jeg til at kaste op.«

10| »Det er kanske nok Straffen fordi han ikke misbrugte dig af Kærlighed. Ellers faar én sommetider den Tanke ved at se paa Verden, at vi Kvinder er der til det samme, og at det er bedre at blive misbrugt som det kaldes end at leve og være gold. Slet saa meget gaar der nok heller ikke i Stykker for os naar en Mand tager om os, som der raabes op til. Der er meget Hykleri blandt Menneskene du, og vi Kvinder vil gærne gøre os sartere end vi er. – Jeg vil tro, du kunde være vel tjent med at leve dit Liv ved Karls Side; noget Hverdagsmenneske er han ikke. Han har bare faaet forkert begyndt, men Lykken kan bygges op paa saa mange Maader. Og nu holder han af dig, det kan du være vis paa.«

»Men jeg holder ikke af ham, slet ikke!« svarede Ditte hæftigt. »Han er saa sølle!«

Den gamle Kone klappede hende paa Haanden: »Ja ja, nu har du din Dreng, og saa er der ingen Grund til at spilde flere Taarer paa den Ting. Men naar du nu kommer ud i Verden, vil du nok erfare, at sølle Mandfolk er der en hel Del af, og at de kanske nok ser lidt anderledes ud. Saa er det jo, om du kan vare dig for dem – naar de har Hatten rigtig paa Snur. – Og nu maa du gærne gaa, for nu vil én hvile lidt.«

»Skal jeg ikke først lave til Rette til Aftensmaden?«

»Nej det klarer Far nok, han skal alligevel ha'e 11| lidt at pusle med. Men lad mig kysse din Dreng rigtigt, før du gaar med'en.«

Ditte lagde Barnet ned i den gamle Kones Arm. »Det er underlig med saadan et lille Væsen, for det har mere at sige én, end den der har et langt Liv bag sig. Og saa har det endnu aldrig tænkt en Tanke, men lugter af Sødmælk over det hele. Ved Smaabørn kommer Livet én rent og appetitligt i Møde, og saa hedder det endda at Mennesket fødes i Synden; det er Nføje til at forstaa. Men gaa nu med'en inden han gir sig til at skrige. Og Held og Lykke være med jer begge to!«

»Jeg kommer igen og siger rigtig Farvel inden jeg rejser,« sagde Ditte og bøjede sig over Sengen for at tage Drengen.

»Nej, lad du nu hellere dette være Afskeden, det er saa svært at skulle skilles. Og det vil jeg ha'e Lov at sige dig Barn, at jeg takker Gud for at have truffet dig. Du har gjort Far og mig rigere; det er din Skyld at vi er kommen til at tro paa Verden igen.« Hun havde taget hende om Kinderne. »Far siger at dit Hjærte er af Guld. Maatte du komme godt igennem med det! Tænk nu lidt paa dig selv ogsaa – det er én nødt til i en Verden hvor de fleste andre kun tænker paa sig selv.« Hun kyssede hende endnu engang og skød hende fra sig.

Ditte begreb ikke meget af Ordene; men hun fattede Afskedens Alvor og gik og smaagræd paa Vejen hjem. Som en Mor havde den gamle Kone 12| været hende i den svære Tid; den bedste kærligste Mor. Og nu skulde hun glide samme Vej som Bedste i sin Tid – ud hvor hverken Taarer eller Paakaldelse kunde naa hen. Hvem skulde nu holde Modet oppe i Ditte og fortælle hende, at hun trods alt hvad der overgik hende var en god nok lille Kvinde?

Lars Peter holdt uden for Huset og var i Færd med at spænde fra. Han havde faaet Tag i et gammelt Køretøj – foreløbig til Leje – og kørte igen og prangede med Sild. Der laa gammelt Ragelse bag i Vognen, som han samlede op paa sine Ture rundt til Gaardene. Hest og Vogn havde han indstalleret i Enken Doriums forladte Lejlighed og Ngræssede Hesten i Lavningerne i Klitten. Nu var der jo ingen Kromand til at rende og gøre Jagt paa ens fattige Udveje.

»Hvad er der i Vejen?« spurgte han forskrækket da han saa Dittes forgrædte Udtryk – »det er da vel ikke noget med den Lille?«

»Jeg har været henne hos de gamle Folk,« sagde Ditte og skyndte sig ind for at slippe for videre Forklaring. Det var slet ikke til at holde ud at tænke paa, end sige tale om. Hun overlod Drengen til Søster Else og gav sig til at varme Mad til Faderen. Han var godt sulten, naar han kom hjem fra sine Ture. Det var ikke mer som i gamle Dage, da vankede der altid Mad hos Bønderne – nu var de blevet nærige. Alting skulde sælges og gøres i Penge.

13| Ditte begreb ikke hvem der købte al den Mad Bønderne frembragte; her til Huset kom i al Fald ikke ret meget af den. Hun havde kommet en lille Bid Flæsk i NPlukfisken som var sat af til Faderen fra Middagen; og den Flæskebid havde sin egen vidtløftige Historie. Kristian havde lævnet den fra sin Mad derinde paa Gaarden – eller hvordan han nu var kommet i Besiddelse af den – og havde stukket den til Else i Skolen for at hun skulde tage den med hjem; det var saa længe siden Faderen havde smagt Flæsk. Ja hvor det var længe siden de havde haft Flæsk i Huset – og hvor det lignede Kristian at tænke paa det! Ditte spejdede bekymret ud mens hun rørte i Panden; nu lugtede de to forslugne Knægte naturligvis Flæsket og kom anstigende, glubende sultne. Og saa: NGaa væk Skygge! lad Solen skinne!

Lidt efter kom Lars Peter ind, ganske rigtig med Povl og As i Hælene paa sig. Ah! sa'e de og stillede sig paa hver sin Side af ham ved Bordet; Ditte var lige ved at slaa efter dem med NSleven. »Ja, men der bliver jo ikke noget til dig paa den Maade!« sagde hun halv grædefærdig. »Og vi andre har spist.« Men Lars Peter lo blot, og lod dem æde med.

»Nu har jeg saa fundet en Pleje til Drengen,« sagde han lavmælt, da han havde spist og faaet Piben stoppet. Det var hos et Par halvgamle barnløse Husmandsfolk inde ved NNøddebo; Lars Peter mente nok den Lille vilde faa det godt hos dem. 14| »Er du saa lige opsat paa at ta' til Hovedstaden?« spurgte han. »Du kunde ikke tænke dig at ta' ind til en af de mindre Byer – Frederiksværk for Eksempel – eller Hillerød? Saa var du dog nærmere Barnet – og os andre med!«

Nej Ditte vilde ind til Hovedstaden. Herude omkring hed det altid: Naa, Rakkerens Tøs – hende med den uægte Unge! Men derinde var der ingen, der kendte hverken det ene eller det andet, saa dèr blev man regnet for det man udrettede – og saa skulde Ditte nok sætte sig i Respekt. Daarligt nok var det gaaet saa langt; men derinde var alle Muligheder i Behold for den som alvorligt vilde noget; og Ditte var fast besluttet paa at give Skæbnen den Haandsrækning.

»Ja ha'de én nu bare haft sine Skillinger!« sagde Lars Peter med et Suk. »Saa kunde én ha draget med ind til Staden og begyndt en lille Jærnhandel – eller én kunde ha' faaet fat i en lille Landejendom.« Lars Peter havde helt glæmt de Kvaler, de maatte udstaa i »Skadereden«; nu havde han ikke haft noget imod at overtage den igen og begynde det gamle Liv, halv ved Jorden og halv paa Landevejen.

Her i Lejet var der ikke værd at være. Det stod endnu daarligere til efter Kromandens Død, Beboerne var vænnet af med at tænke og handle selv og løb rundt i det; der var ikke Orden paa nogen Ting. Penge var her ingen af og ingen Udveje heller, Baad og Redskab kunde ikke holdes 15| ved Lige, og Føden knap nok skaffes frem. Forbindelser til at aftage Fangsten havde man ikke; Kromanden havde jo taget sig af alting. For at rette lidt paa Forholdene tog saa Lars Peter Landevejen fat igen og gav sig til at køre med Sild. Han var forresten ikke ked af Forandringen; den gav Mad til Huse og satte Blodet i lidt raskere Omløb igen. Han havde sandt at sige faaet nok af Fiskeriet, der gav rigeligt med Nattevaagen og Kulde i Lemmerne men kun lidt i Spisekamret. Det kriblede i ham efter at komme andetsteds hen og begynde noget nyt, prøve andre Veje for Udkommet. Men Pengene! »Naar han alligevel skulde gaa Nrabundus, hvad Glæde havde han saa af at lægge Haand paa éns Smule Ejendele!« sagde han vel for tyvende Gang.

Men Ditte opmuntrede ikke hans Vagabonderelyst. Det blev blot ringere og ringere for dem, hver Gang han brød op – her havde de da Tag over Hodet. »Nu maa du hellere se at tjene lidt først og faa Gælden til Side,« sagde hun gammelklogt – »husk paa hvad Mors Sygdom og Begravelse har kostet.« Ja Lars Peter huskede det nok, men hva' Fanden – andre havde snydt ham for alt hans!

Nej, rømme fra Gæld syntes Ditte alligevel ikke man kunde. »Vi kan heller ikke allesammen rejse fra de gamle Rentefolk – de har ikke andre end os. Søster Else maa gaa om hver Dag og give dem en Haand. Og naar jeg nu kommer i Vej 16| inde i Hovedstaden, saa skal jeg nok hjælpe til med at faa det hele klaret til Side, saa vi kan flytte herfra som ordenlige Mennesker. Derinde er Lønnerne store.«

»Ja du har kaske nok Ret. Men det ha'de ellers været storartet, ku' vi ha' fulgtes ad ind til Hovedstaden allesammen. Derinde la'r der sig begynde forfra!«

Det var jo netop det! Ditte vilde komme ganske alene – uhæmmet af Fortid og Oprindelse, og alt hvad der ellers holdt et Menneske nede selv om det var aldrig saa dygtigt – og se om hun saa ikke kunde naa frem. Der maatte være noget i Behold for hende ogsaa. Bedste havde altid paastaaet det, og i hende selv havde det ligget som et varmende Løfte bag alting andet; ofte nok trængt sammen til næsten ingenting, men aldrig helt tilintetgjort. Lykken traadte saa mange underlige Veje, men én maatte nok selv række den Haanden. Og Ditte agtede ikke at svige dem herhjemme, selv om det gik hende godt. Det var ikke for sig selv alene hun søgte ud.